Søndagen før den amerikanske uafhængighedsdag (4. juli) rejses et centralt spørgsmål om to emner, man sjældent bør berøre i høfligt selskab: religion og politik [00:04]. Som både kristen og folkevalgt lovgiver i Texas er erfaringen klar: Politik er i sin kerne blot et andet ord for, hvordan vi behandler vores næste [00:35]. Kristendommen er på én gang både åndelig og politisk, fordi Jesus kun gav os två overordnede bud: At elske Gud og at elske vores næste [00:24].

Gennem offentlig politik udmøntes næstekærligheden i praksis ved at sænke priserne på receptpligtig medicin, udvide adgangen til børnepasning, reformere retssystemet og finansiere lokale skoler [00:41]. Men at love sin næste i parlamentet er sjældent nemt. Når arbejdet bliver svært, må man søge tilbage til troens fundament – hvilket også førte til teologistudier sideløbende med det politiske arbejde for at dykke dybere ned i, hvordan kærligheden til Gud og næsten gensidigt udfordrer, nærer og beriger hinanden i både det indre og det ydre liv [01:14].

Sammenstødet ved delstatsparlamentet

I skæringspunktet mellem religion og politik har kristen nationalisme i de senere år rejst sig som en markant trussel i Texas' parlament [01:38]. Lovgivere har fremsat lovforslag, der vil tvinge alle lærere til at ophænge De Ti Bud i klasseværelserne [01:46], erstatte uddannede skolerådgivere med ufaglærte feltpræster (chaplains) [01:51], og dræne folkeskolerne for midler til fordel for subsidiering af private kristne skoler [01:56].

Religion og politik befinder sig i dag på kollisionskurs. Spørgsmålet om forholdet mellem kirke og stat er blevet akut, og både kristendommens og demokratiets fremtid afhænger af vores svar [02:03]. Grundloven og forfatningen sættes først:

"Jeg er kristen, men jeg ved, at den farligste styreform er teokrati. For det eneste, der er værre end en tyran, er en tyran, der tror, han udfører en mission fra Gud."

Troen på Jesus bør føre til en klar afvisning af kristen nationalisme til fordel for et flerkarakteristisk, multietnisk og multikulturelt demokrati, hvor alle frit kan dyrke deres tro og fuldt ud elske deres næste [02:54].

Den radikale Jesus og politisk uafhængighed

Jesus er langt mere radikal end nogen politisk ideologi eller noget parti [03:20]. Ordets etymologiske rod er det latinske radix, som betyder "rod" [03:30]. Jesus går til roden af menneskets problemer og kalder os til dybere kærlighed, dybere retfærdighed og dybere fred.

Sand kristendom bør udfordre vores politiske skråsikkerhed – uanset om man er republikaner, demokrat, socialist, kapitalist, libertarianer eller kommunist [03:43]. Hvis troen ikke ryster og udfordrer os, praktiseres den forkert [03:57]. Alt for mange døber deres partipolitik og kalder det kristendom. Men tro handler ikke om højre over for venstre; det handler om ret over for uret [04:16].

Religiøst engagement kræver en nådesløs forpligtelse til retfærdighed. Historisk set indebærer det at kunne kritisere både en republikansk præsident som George W. Bush for invasionen af Irak og en demokratisk præsident som Barack Obama for droneangreb og massedeporteringer [04:33]. Religion må aldrig være partisk, men den er per definition altid politisk [04:48].

"Romerriget korsfæstede ikke Jesus for at være en flink fyr. Korsfæstelse var straffen for oprørere. Jesus udfordrede de politiske, økonomiske og religiøse magthavere."

Når vi forsøger at være "upolitiske" eller neutrale i mødet med undertrykkelse, beskytter vi i virkeligheden status quo og tager magthavernes parti [05:48]. Kristendommen var bedst, da den udfordrede imperiet, feudalsystemet, slaveriet og Jim Crow-lovgivningen [05:58]. Vores kald som kristne er nedbrydningen af dominans [06:11].

Fra velgørenhed til systemkritik (WWJD)

Mange kender armbåndene med initialerne WWJD ("What Would Jesus Do?" / "Hvad ville Jesus gøre?") [06:22]. Relevansen af dette spørgsmål skal afprøves på samfundets strukturer:

• Hvad ville Jesus gøre ved et skattesystem, der favoriserer de rige frem for de fattige? [06:28]
• Hvad ville han gøre ved et sundhedssystem, der tvinger syge mennesker til at starte indsamlinger for at få råd til livsnødvendige operationer? [06:33]
• Hvad ville han gøre ved et skolesystem, der kobler børns uddannelsesbudget til lokalområdets ejendomsværdi? [06:42]
• Hvad ville han gøre ved et retssystem, der fængsler flere mennesker end noget andet land på jorden? [06:50]
• Og hvad ville han gøre ved et økonomisk system, der sætter profit over planetens helbred? [06:58]

Jesus ville ikke blot sidde på sit værelse og bede; han ville gå direkte ind i magtens centrum og vælte uretfærdighedens borde [07:08]. Kristne er kaldet til at gøre mere end blot at yde almisse – vi skal udfordre de strukturer og systemer, der gør velgørenhed nødvendig i første omgang [07:18].

Den barmhjertige samaritaner og definitionen af "næsten"

Adskillelsen af kirke og stat må aldrig forveksles med en adskillelse af tro og politik. Store historiske skikkelser som Jimmy Carter, Martin Luther King Jr., Dorothy Day og César Chávez lod alle deres tro forme deres samfundsengagement [07:43]. Kristen aktivisme er det modsatte af kristen nationalisme: Nationalismen handler om at ophøje sin egen religion over andre og dominere sine medmennesker i stedet for at love dem [07:59].

Når Jesus i evangeliet bliver spurgt om at definere, hvem "næsten" er, svarer han med lignelsen om den barmhjertige samaritaner [08:38]. For tilhørerne var samaritanerne ikke bare annerledes troende; de var svorne fjender [09:06]. Lignelsen indeholder en rystende pointe: Den person, der udtrykker den guddommelige kærlighed, er den udstødte, den fremmede og fjenden [09:34].

"Den eneste klare linje, jeg trækker i disse dage, er denne: Når min religion prøver at stille sig mellem mig og min næste, vil jeg vælge min næste. Jesus befalede mig aldrig at elske min religion."

USA er ikke en kristen nation, men en nation, hvor man har frihed til at være kristen, buddhist, hindu, muslim, jøde eller ateist [10:17]. Adskillelsen i forfatningens 'First Amendment' er i sig selv en dyb næstekærlig handling, skabt af religiøse minoriteter på flugt fra forfølgelse [10:13].

Kristen nationalisme som magtmiddel

Kristen nationalisme udnytter folks frygt i en omskiftelig verden og forsøger at overbevise befolkningen om, at naboen har skylden for deres afmagt [11:27]. Bevægelsen undergraver valg, fjerner friheder, forbyder bøger og abort, og søger at begrænse adgangen til prævention, IVF og lige rettigheder – alt sammen i Jesu navn [11:58].

Det er ofte sagt, at når fascismen kommer til Amerika, vil den være svøbt i flaget og bære et kors [12:19]. Nationalisterne påstår, at lovgivningen skal bygge på Bibelen, indtil de konfronteres med Jesu faktiske ord: Frigiv fangerne, byd den fremmede velkommen, befri de undertrykte, stik dit sværd i skeden og sælg dine ejendele og giv pengene til de fattige [12:51].

De ønsker ikke kristne værdier i lovgivningen – de ønsker kristen dominans [13:58]. De vil have bøn i skolen, men fjerner gratis skolemad [14:07]; de vil tvinge De Ti Bud op på væggen, mens de støtter kandidater, der bryder næsten dem alle [14:18]. Det handler ikke om Jesus; det handler om magt [14:32].

Jubilæumsåret og Guds rige

Jesus søgte ikke at samle magt, men at dele den. Han forkyndte Guds rige – et omvendt rige, der vender op og ned på verdens magtstrukturer [14:38]. Da Jesus åbnede sin offentlige gerning, citerede han profeten Esajas og henviste til Torasens politiske og økonomiske tradition kaldet Jubilæumsåret (Jubilee) [15:20].

I Jubilæumsåret blev formuer delt, gæld eftergivet, jord omfordelt og slaver sat fri [15:48]. Det var en nulstilling af samfundet og en omstrukturering af magten. Økonomisk retfærdighed nævnes mere end 3.000 gange i Bibelen, og det eneste under, der er nedskrevet i alle fire evangelier, er bespisningen af de 5.000 uden betingelser [16:18].

Relational virkelighed og demokrati som åndelig praksis

Gud er ikke en fjern hersker på en trone, men et fællesskab, en relation og en dans, som alle inviteres med i [17:40]. Som den islamiske mystiker Hafiz skrev: "Hvert barn har kendt Gud... Gud, der kun kan fire ord og bliver ved med at gentage dem: 'Kom og dans med mig'" [18:03]. Vores univers er relationelt. Vi kan ikke eksistere uden resten af skaberværket [18:38].

Guds rige er en form for radikalt demokrati, hvor magten deles retfærdigt [20:01]. Demokrati er ikke blot valg, love og institutioner – det er en åndelig praksis [20:43]. Det er praksisen med at lytte til hinanden, tjene hinanden, løse konflikter og udvise ydmyghed over for, at ingen sidder med alle de rigtige svar [20:54].

Den vigtigste tradition i et demokrati er den fredelige overdragelse af magt – at afgive magt frivilligt af kærlighed til de medborgere, man er mest uenig med [21:00]. Det er den ultimative udlevelse af fjendekærlighed. Derfor bør synet af kors under stormen på U.S. Capitol den 6. januar gribe os med dyb alvor [21:10].

Kirkens kald i dag

Kirker bør ikke kun prædike Guds rige; de bør *være* Guds rige i praksis [23:22]. Det lokale kirkefællesskab har i praksis vist denne forpligtelse ved:

• At velsigne ægteskaber af samme køn i 1990'erne på trods af risiko [22:45].
• At byde ateister velkommen i menigheden i 2000'erne [22:52].
• At give fristed/asyl til en mor og søn på flugt fra vold i Guatemala [23:01].
• At bespise over 900 lokale borgere på en enkelt uge uden at stille spørgsmål [23:09].

Som Martin Luther King Jr. formulerede det, står vi overfor et afgørende valg i dag: Ikke-voldelig sameksistens eller voldelig gensidig udryddelse [24:03]. Lad os derfor genforpligte os til demokratiets sag på jorden, som det er i himlen [24:13].