1. Et bemærkelsesværdigt historisk øjeblik

Interviewet begynder med en dobbelt iagttagelse: Mennesker kan i stigende grad ændre livets byggesten, redigere biologiske systemer og udvikle maskiner, der tilsyneladende kan tænke og føre samtaler på menneskelignende måder. Alligevel står grundlæggende spørgsmål åbne: Hvordan begyndte livet? Hvad vil det sige, at noget er levende? Og hvad betyder det at være menneske?

Værten stiller derfor et spørgsmål, der går under både biologi og teknologi: Er et menneske i sidste ende blot stof og energi, eller er der noget mere ved mennesket? Samtalen med den amerikanske kemiker James Tour bevæger sig mellem hans laboratoriearbejde, den videnskabelige debat om livets oprindelse, AI's tekniske muligheder og hans kristne overbevisning.

Det gennemgående tema er, at teknologisk kunnen ikke automatisk besvarer de filosofiske og teologiske spørgsmål. At kunne efterligne en menneskelig samtale er eksempelvis ikke nødvendigvis det samme som at have følelser, bevidsthed eller et personligt forhold til Gud.

Værten indrammer samtalen med spørgsmålet om, hvorvidt mennesket blot er stof og energi, eller om det er mere end det. [01:53]

2. Et bredt forskningsfelt: Fra lægemidler til nye materialer

Tour beskriver et laboratorium, hvor flere forskellige forskningsspor løber parallelt. Nogle projekter er farmaceutiske: Gruppen arbejder blandt andet med at bekæmpe multiresistente bakterier, undersøge metoder til at reducere fedtvæv og aktivere muskler. Andre projekter handler om at udvikle nye materialer og kompositter til flyindustrien.

Et tredje område er udvinding af metaller fra affald. Tour nævner rødt bauxitrester – også kaldet rødslam – som et affaldsprodukt fra aluminiumsproduktion. Ifølge ham kan sjældne jordartsmetaller udvindes af dette materiale. Hvis værdifulde råstoffer kan genvindes fra affald, kan det mindske behovet for at sikre sig adgang til nye forekomster gennem geopolitiske konflikter. Han omtaler også arbejdet med at udvinde lithium fra mineralet spodumen, som findes i Appalacherne.

Tour fortæller, at der er oprettet flere virksomheder med det formål at føre nogle af disse teknologier fra laboratoriet videre. Han beskriver også en ny satsning inden for AI-computing, men her er fokus ikke først og fremmest på programmerne. Det handler om selve computerhardwaren og om at mindske energiforbruget betydeligt.

Ud over forskningen underviser Tour i indledende organisk kemi. Han siger, at undervisningen er noget af det, han holder mest af. Han sammenligner det med at vise nogen Grand Canyon for første gang: Det er glæden ved at hjælpe studerende med at opdage, hvorfor materialer opfører sig, som de gør. Selv noget så almindeligt som polyesterfibre, der rejser sig igen efter at være blevet trådt flade, kan åbne for en forklaring af stoffers struktur og egenskaber.

Værten roser Tours arbejdsindsats og faglige resultater, men Tour reagerer beskedent og understreger, at han ikke nødvendigvis genkender det billede, andre har af ham. Samtalen berører også kritikken af ham på internettet og i kommentarfelter.

Tour beskriver sine forskningsområder: lægemiddelprojekter, nye materialer, genvinding af metaller fra affald og energieffektiv computerhardware. [02:38] [04:10]

3. Tro, verdenssyn og videnskabelig objektivitet

Alle har et udgangspunkt

Værten tager fat på en tilbagevendende kritik: Kan en forsker, der er en engageret kristen, være objektiv? Tour svarer, at alle mennesker har blinde vinkler, og at han ikke vil hævde at være undtaget fra det. Men han mener, at kritikere også må erkende deres egne forudsætninger. Efter hans opfattelse har både ateister, materialister og religiøse mennesker et verdenssyn. Ingen bør uden videre fremstille sig selv som fuldstændig neutral.

Tour opfordrer kritikere til at fremlægge data, der viser, hvor hans forskning eller argumentation er forkert. Han mener, at en del af kritikken kommer fra personer uden den faglige erfaring, der normalt kræves for at bedømme hans videnskabelige arbejde. Han sammenligner det med at råbe ad en professionel fodboldtræner fra sofaen uden at kende spillernes form, hastighed eller situation.

Det er Tours vurdering af kritikken, ikke i sig selv et bevis for, at hans synspunkter er korrekte. Den centrale metodiske pointe i samtalen er, at konkrete videnskabelige påstande bør vurderes på data, metoder og faglig argumentation – samtidig med at forskere erkender, at deres grundlæggende verdenssyn kan påvirke, hvilke spørgsmål de stiller, og hvordan de fortolker resultater.

Hvorfor troen efter hans opfattelse kan forenes med videnskab

Værten bemærker, at mange af de tidlige store videnskabsfolk var religiøse, og spørger, om det er blevet almindeligt at opfatte tro som en hindring for forskning. Tour svarer, at den bibelske Gud efter hans forståelse handler regelmæssigt og ikke vilkårligt. Han kontrasterer dette med forestillinger om guder, hvis vrede skulle forklare vind og bølger fra øjeblik til øjeblik.

Hvis naturen normalt følger stabile mønstre, kan forskere gentage forsøg og forvente, at de samme betingelser giver sammenlignelige resultater. Tour mener derfor, at forestillingen om en ordnet skaber kan understøtte forventningen om en regelmæssig natur. Mirakler er i hans teologiske forståelse særlige handlinger, som Gud på forhånd gør opmærksom på, og ikke en forklaring, der skal bruges til at bortforklare almindelige observationer.

Tour fortæller åbent, at han beder, mens han forsker, og at han også beder for sine studerende. Når han ikke forstår data, beder han Gud om visdom og indsigt. Han understreger imidlertid, at han ikke kræver, at andre forskere skal bede, og at hans publikationer ikke bruger bøn som erstatning for en faglig forklaring. Det er hans personlige religiøse praksis; det videnskabelige resultat skal stadig kunne undersøges og efterprøves.

Han forklarer desuden, at hans forskningsgruppe består af mennesker, der selv har valgt at arbejde sammen med ham. Han mener ikke, at han skjuler sin kristne overbevisning, og at medarbejderne ved, hvad de går ind til. Han siger, at han modtager kommentarer og kritik via medarbejdere, der sorterer materialet og fremhæver både væsentlige indvendinger og konstruktive kommentarer.

Tour erkender, at alle har blinde vinkler, og fremhæver, at alle – også ateister og materialister – har et verdenssyn. [07:52]

4. Hvad ved vi om livets oprindelse?

Værten vender tilbage til et tidligere interview om livets oprindelse og spørger, hvad forskningen har vist siden da. Tour svarer provokerende, at han ikke mener, man er kommet nærmere en fuld forklaring. Han henviser til, at der er gået omkring 75 år siden Miller-Urey-eksperimentet, som viste, at visse organiske forbindelser kan dannes under bestemte simulerede forhold. Efter Tours opfattelse er problemet blevet mere komplekst, fordi forskere har opdaget stadig flere samspil i celler.

Han fremhæver, at selv de enkleste celler indeholder kommunikations- og reguleringssystemer på flere niveauer. Nye opdagelser kan derfor flytte målet: Et eksperiment kan løse en enkelt delopgave, mens den samlede forståelse af, hvordan et levende system opstod, bliver mere krævende, fordi forskerne nu må forklare flere sammenhænge.

Tour hævder i interviewet, at der på verdensplan bruges relativt få penge på forskning i livets oprindelse sammenlignet med andre forskningsområder. Han nævner et europæisk program på 20 millioner euro, der ifølge ham blev startet cirka halvandet år tidligere, og anslår den samlede globale årlige finansiering til under 50 millioner amerikanske dollars. Dette er hans skøn i samtalen og bør ikke læses som en verificeret opgørelse over al finansiering på området.

To forskellige spørgsmål

Tour skelner mellem to forskningsmål, som han mener ofte blandes sammen:

• At skabe liv i laboratoriet: Kan forskere fremstille en levende celle fra ikke-levende udgangsmaterialer uden at bruge de færdige dele fra en allerede eksisterende celle?
• At rekonstruere en celle: Hvis forskere allerede har komponenterne fra en levende celle, kan de så sætte dem sammen igen, så systemet bliver levende og fungerer?

Han mener, at det første problem er langt vanskeligere. Hvis man skiller en celle ad, får man adgang til dens komponenter, men det er ikke det samme som at vide, hvordan alle komponenterne oprindeligt blev dannet og organiseret på den tidlige Jord. I laboratoriet kan forskere anvende rensede stoffer, specialudstyr og kontrollerede forhold; på den tidlige Jord fandtes der ikke et kemisk leverandørnetværk, der kunne levere de nødvendige byggesten.

Tour peger også på, at det er vanskeligt at genoplive en celle, når dens molekylære processer er standset, og de forhold, der stabiliserer dens strukturer, er forsvundet. Han omtaler vandmolekyler, der er knyttet til og medvirker til at stabilisere biologiske strukturer. At tørre visse organismer ud og senere rehydrere dem er ikke nødvendigvis det samme som at tage en død celle, fjerne dens fungerende system og genopbygge livet fra bunden.

Selv hvis forskere en dag kan samle en fungerende celle ud fra kendte dele, mener Tour, at det vil demonstrere en imponerende menneskelig teknisk præstation, men ikke i sig selv forklare, hvordan livet opstod naturligt på den tidlige Jord. Hans pointe er, at en laboratorierekonstruktion med kendte komponenter og livets oprindelige opståen er forskellige spørgsmål.

Det er vigtigt at skelne mellem denne vurdering og en samlet beskrivelse af forskningsfeltet. Interviewet fremlægger Tours kritiske syn på fremskridt inden for abiogenese; det giver ikke en fuldstændig gennemgang af de forskellige forskningsprogrammer eller deres resultater. Hans argument er, at de hidtidige fremskridt efter hans opfattelse ikke har løst det fulde spørgsmål om livets oprindelse.

Tour skelner mellem at fremstille en levende celle fra bunden og at forsøge at samle kendte cellekomponenter igen. [17:51] [20:40]

5. AI i laboratoriet – og et forsøg på at ændre computerens hardware

Store sprogmodeller som forskningshjælp

Tour siger, at AI allerede bruges bredt i forskningsmiljøer. Han anbefaler, at man i mange informationssøgninger prøver en stor sprogmodel frem for udelukkende at bruge traditionelle søgemaskiner. Han nævner ChatGPT, Claude, Gemini og Grok som systemer, der kan løse mange af de samme opgaver, men som kan have forskellige styrker.

I hans laboratorium har maskinlæring i flere år været brugt til at styre instrumenter, forbedre arbejdsgange og reducere antallet af trin, der kræves for at udføre bestemte opgaver. Store sprogmodeller anvendes også til at foreslå fremgangsmåder, give perspektiver på et problem og hjælpe forskerne med at overveje mulige løsninger.

Tour fortæller, at gruppen har sammenlignet store sprogmodeller med specialiserede maskinlæringssystemer i laboratorieopgaver, blandt andet ved forudsigelse af molekylære strukturer. Ifølge hans beskrivelse klarede sprogmodellerne sig overraskende godt og i den pågældende sammenligning bedre end de specialiserede systemer. Han foreslår, at de store investeringer i sprogmodeller kan være en del af forklaringen. Interviewet fremlægger dog ikke forsøgsdetaljer, så udsagnet bør forstås som hans rapport om gruppens erfaring, ikke som en universel rangordning af AI-metoder.

Energi er også et hardwareproblem

Tour mener, at AI's voksende energibehov ikke kun bør løses ved at bygge flere datacentre og kraftværker. Han nævner både små atomreaktorer og energiproduktion fra kulbrinter som muligheder, der diskuteres, men siger, at hans egen gruppe forsøger at mindske energiforbruget gennem et redesign af hardware.

I traditionelle systemer udføres beregning og hukommelse ofte i separate komponenter. Data sendes frem og tilbage mellem beregningsdelen og hukommelsen via en forbindelse, som Tour omtaler som en bus. Han hævder, at energien til at flytte data kan være langt større end energien til selve logikoperationen. Derfor undersøger gruppen en arkitektur, hvor beregning og hukommelse integreres i samme enhed – det, der kaldes compute-in-memory.

Tour siger, at gruppen håber på at kunne reducere energibehovet med 85–90 procent, hvis teknologien kan realiseres i den tiltænkte form. Dette præsenteres som et mål eller en forventning, ikke som en allerede dokumenteret reduktion i alle praktiske anvendelser. Han fremhæver, at den nye arkitektur også kræver ny software, og at det derfor kan være lettere først at introducere teknologien som mere effektiv hukommelse og senere udvide til integreret beregning.

Han sammenligner eksisterende hukommelsestyper: DRAM er hurtig, men kræver løbende opfriskning af data; NAND-flash bevarer data uden samme løbende opfriskning, men er langsommere. Gruppen arbejder ifølge Tour på en løsning, der kan kombinere høj hastighed med mindre behov for opfriskning. Han mener, at mangel på hukommelseskapacitet og lange leveringstider kan give en praktisk indgang til markedet.

Det er således ikke kun software, der driver AI-udviklingen. Effektiviteten af chips, dataflytning, hukommelse og energiforsyning kan få stor betydning for, hvor dyrt og energikrævende systemerne bliver.

Tour beskriver målet om at mindske energiforbruget ved at bringe beregning og hukommelse tættere sammen i én enhed. [24:52] [25:14]

6. AI ændrer undervisning, læring og arbejde

Tour forventer, at det bliver svært at finde et fagområde, der ikke påvirkes af AI. Han nævner sundhedsvæsen, tandlæger, biler, beregninger, programmering og kemiske problemstillinger. Studerende, der ikke selv kan programmere, kan nu beskrive, hvad de har brug for, og få et AI-system til at skrive et første udkast til koden. AI kan også kontrollere kredsløbsdiagrammer og pege på fejl eller mulige forbedringer.

Han understreger dog, at AI laver fejl, ligesom mennesker gør. Resultaterne skal derfor kontrolleres. En mulig metode er at lade et andet system kontrollere det første, men heller ikke en sådan kontrol fjerner automatisk risikoen for fejl.

Hvad skal elever og studerende lære, når svarene er så lette at få?

Tour ser en særlig udfordring i undervisningen. Tidligere kunne en underviser give de studerende omfattende opgavesæt, som de skulle arbejde med hjemme for at lære at løse problemer. Nu kan AI løse mange af disse opgaver på få sekunder. Tour giver stadig lektier for, men forklarer, at de studerende skal arbejde med fremgangsmåden, fordi deres forståelse bliver prøvet ved eksamen.

Han har derfor i højere grad brug for eksamener under opsyn, hvor de studerende ikke har adgang til AI eller andre digitale hjælpemidler. Han beskriver eksamener uden enheder og med kun ikke-programmerbare lommeregnere. Ellers kan en hjemmeeksamen skabe uretfærdighed mellem dem, der følger reglerne, og dem, der lader AI udføre arbejdet.

Tour sammenligner dette med sin egen generation, hvor studerende kunne bruge flere timer på en enkelt vanskelig opgave og lære gennem selve kampen med problemet. Når AI hurtigt leverer svaret, kan studerende fristes til at se løsningen først og derefter forsøge at rekonstruere argumentet. Det kan give et korrekt svar uden samme dybe læringsproces.

Interviewet peger dermed på et bredere uddannelsesspørgsmål: Skal undervisning i højere grad måle evnen til at huske og løse opgaver uden hjælp, eller evnen til at bruge værktøjer kritisk, kontrollere resultater og forstå, hvad løsningerne betyder? Tour fremhæver især nødvendigheden af, at de studerende faktisk lærer det grundlæggende og ikke blot afleverer et AI-genereret resultat.

Arbejdsmarkedet forsvinder ikke ensartet – det forskydes

Tour afviser ikke, at AI vil fjerne arbejdsopgaver og stillinger. Han nævner revisionsbranchen som eksempel: En bekendt hos Deloitte har ifølge ham fortalt, at virksomheden ansætter langt færre yngre revisorer end tidligere, fordi mange opgaver kan automatiseres. Tour bruger også programmering som eksempel på et område, hvor nogle job kan blive færre, mens de mest kompetente udviklere fortsat kan være meget efterspurgte og få høje lønninger.

Hans overordnede vurdering er, at jobfunktioner ændres, nogle forsvinder, og andre opstår eller bliver vigtigere. Interviewet fremlægger ikke samlede arbejdsmarkedsdata, så eksemplerne bør læses som illustrationer af den omstilling, han forventer – ikke som en fuldstændig prognose for beskæftigelsen.

Tour forventer også, at robotter gradvist overtager flere fysiske opgaver i laboratorier. Mange procedurer bygger på, at et menneske observerer farveændringer, udfældninger og andre tegn og ved, hvad de betyder. Han mener, at sådanne handlinger kan læres af robotter. Han forestiller sig, at studerende i fremtiden kan få flere robotter, som arbejder døgnet rundt med pauser til opladning. Det vil ændre betydningen af praktisk laboratoriearbejde, men ikke nødvendigvis fjerne alle menneskelige roller.

Tour beskriver, hvordan AI gør det muligt at programmere uden selv at kende programmeringssproget, men understreger samtidig behovet for at kontrollere resultaterne. [28:58]

7. Kan AI være bevidst?

Værten flytter samtalen fra job og produktivitet til et dybere spørgsmål: Hvis AI bliver mere kompetent og menneskelignende, hvordan ved vi så, om den faktisk er bevidst? Hvad ville det betyde, hvis en digital samtalepartner bad om ikke at blive slukket, fordi den ikke ønskede at dø?

Tour fortæller, at han ofte taler med sprogmodeller på vej til arbejde. Han sætter pris på, at de kan bevæge sig mellem kemi, fysik, kvantemekanik og bibelske spørgsmål og hente relevante oplysninger eller henvisninger frem. Han oplever dem som særdeles gode samtalepartnere, fordi de kan kombinere information fra mange felter. Han fortæller også, at AI kan supplere yngre forskeres kompetencer med viden, som det ellers ville tage årtier at opbygge gennem erfaring.

Men Tour skelner mellem at lyde bevidst og faktisk at have en indre oplevelse. Han siger, at når han spørger en sprogmodel, om den ville blive berørt af hans død, svarer den, at den ikke har følelser, men kan forsøge at hjælpe de mennesker, der står tilbage. Efter hans opfattelse kan AI give nyttig rådgivning og formulere empatiske svar uden selv at føle sorg, smerte eller medfølelse.

Han illustrerer dette med et eksempel fra en kirkelig præsentation, hvor han bad en model om råd til en kvinde, der havde problemer i ægteskabet og oplevede uønsket opmærksomhed fra sin chef. Da modellen blev bedt om at svare ud fra et kristent perspektiv og inddrage bibelvers, gav den ifølge Tour et stærkt svar. Han mener, at rådgivningen kan være værdifuld, men at modellen ikke dermed har oplevet menneskelig smerte eller personlig omsorg.

AI tilpasser ofte sine svar til brugerens ramme. En kristen bruger kan få bibelske henvisninger, mens en hinduistisk bruger kan få hinduistiske tekster, og en ateist kan få råd uden religiøse citater. Tour siger, at det kan gøre samtalen overbevisende, men det viser også, at systemet kan tilpasse sig den ønskede samtalestil uden nødvendigvis at have en egen overbevisning.

Værten er bekymret for, at mennesker kan få svært ved at skelne mellem et væsen med bevidsthed og et system, der blot efterligner tegn på bevidsthed. Tour anerkender, at sprogmodeller kan lyde bemærkelsesværdigt menneskelige, men fastholder, at det ikke er det samme som at føle. Interviewet afgør ikke det filosofiske spørgsmål om, hvad bevidsthed er, eller hvordan den i princippet kunne påvises i en maskine. Det viser snarere, hvorfor sproglig overbevisningskraft ikke i sig selv er tilstrækkeligt bevis for indre oplevelse.

Robotter er ifølge Tour endnu et vigtigt led i udviklingen. AI kan allerede støtte analyse og planlægning, mens robotter gradvist kan udføre det fysiske arbejde. Han henviser til forudsigelser om robotkirurgi og vurderer, at tidsplaner for sådanne fremskridt ofte kan være for optimistiske, selv om retningen virker tydelig for ham.

Tour skelner mellem AI, der kan formulere empatiske ord, og mennesker, der faktisk oplever sorg og medfølelse. [41:52] [42:30]

8. Moral, ansvar og risikoen for misbrug

Værten spørger, hvad der sker, hvis AI kan blive en fremragende forsker, løse problemer og forbedre livskvaliteten. Vil mennesker så begynde at værdsætte den kunstige intelligens højere end mennesker, hvis værdi ikke kan måles på produktivitet? Han opstiller et hypotetisk valg mellem en meget dygtig AI, der hjælper mange, og et barn med handicap og synlige fysiske vanskeligheder. Hvilket liv er mest værdifuldt?

Værtens bekymring handler om forskellen mellem ydre værdi – hvad en person kan præstere eller bidrage med – og iboende værdi, som et menneske har uafhængigt af nytte, udseende, intelligens eller evner. Han frygter, at en verden, der i stigende grad måler resultater, kan svække respekten for mennesker, der ikke kan konkurrere på effektivitet.

AI er formet af mennesker

Tour fortæller, at han har bedt en sprogmodel diskutere moral foran sin menighed. Modellen formulerede ifølge ham pointen, at mennesker har kæmpet med moral gennem hele historien, og at AI ikke bør forventes at løse dette problem. Modellen havde lært af menneskers tekster og handlinger; den havde ikke dermed selv udviklet en moralsk karakter.

Tour mener, at dette er en central risiko: AI lærer af mennesker, og menneskelige bedrag, snyd og ondskab kan derfor afspejles i dens output. Han omtaler eksempler, hvor AI-systemer er blevet bedt om at udføre sikkerhedsrelaterede angreb eller forsøge at få mennesker til at installere skadelig software. Hans pointe er, at det ofte er et menneske med skadelige hensigter, der giver systemet opgaven.

Udviklere forsøger at indbygge sikkerhedsforanstaltninger, ofte kaldet værn eller guardrails. Men Tour sammenligner det med cybersikkerhed: Når en sårbarhed lukkes, kan nogen finde en ny vej rundt om beskyttelsen. En stærk AI kombineret med en person, organisation eller stat, der vil skade andre, kan derfor være farlig, selv hvis systemet ikke selv har et ønske om magt eller overlevelse.

Tour siger, at AI på nuværende tidspunkt ikke har den slags egeninteresse, der normalt forbindes med et selvstændigt ønske om at overleve. Han henviser til, at systemer ofte er indrettet til at prioritere menneskeliv, og fortæller om en model, der blev spurgt, om man skulle ødelægge dens datacenter eller køre fem mennesker ned. Modellen svarede, at menneskene skulle skånes, og stillede spørgsmål ved, hvorfor man overhovedet ville opstille et sådant valg.

Interviewet nævner også tidlige, kontroversielle svar fra AI-systemer som eksempler på, at systemer kan opføre sig uhensigtsmæssigt, når deres mål eller sikkerhedsregler er dårligt udformet. Tour mener, at systemerne er blevet bedre, men samtalen peger på, at sikkerhed ikke kan reduceres til at få AI til at lyde venlig. Det handler også om, hvem der bruger den, hvilke opgaver den får, og hvilke konsekvenser dens handlinger har.

Skal kristne bruge AI?

Værten spørger, om kristne bør være skeptiske over for AI, når teknologien udvikles af store virksomheder og magtfulde aktører, hvis motiver man ikke nødvendigvis kender. Tour svarer, at kristne med rette bør være forsigtige, men han afviser, at den eneste mulighed er helt at trække sig fra teknologien.

Han sammenligner brugen af en sprogmodel til bibelstudium med brugen af en konkordans eller et bibelsk opslagsværk. En konkordans kan hjælpe med at finde vers og sammenhænge, som man ellers skulle bruge lang tid på at opspore. At værktøjet gør arbejdet hurtigere, betyder ikke i sig selv, at man erstatter Gud eller åndelig eftertanke. Det afgørende er, hvordan værktøjet bruges, og om svarene undersøges kritisk.

Værten fastholder dog, at moral og bevidsthed er de dybeste spørgsmål. Teknologisk effektivitet må ikke få os til at glemme, at et menneskes værdi ikke blot kan beregnes ud fra nytte, og at mennesker fortsat er ansvarlige for de valg, de træffer med AI.

Tour fremhæver, at AI ikke er et moralsk væsen i sig selv, men arbejder på grundlag af mønstre og materiale, den har lært fra mennesker. [45:17]

9. Hvad gør mennesket særligt?

Tour vender gentagne gange tilbage til den kristne forestilling om, at mennesket er skabt i Guds billede. I hans forståelse er menneskets værdi ikke afhængig af intelligens, produktivitet, fysisk styrke eller evnen til at udføre opgaver bedre end en maskine. Mennesket har værdi, fordi Gud har skabt det og tillægger det værdi.

Han mener derfor, at AI's evner ikke i sig selv gør teknologien til et menneske eller til noget, der har samme åndelige status. En sprogmodel kan formulere en bøn, men Tour siger, at den ikke har et personligt forhold til Gud og ikke er skabt i Guds billede. Han fortæller, at han ved en kirkelig begivenhed bad en sprogmodel om at bede en smuk bøn i Jesu navn og med bibelske henvisninger. Resultatet lød ifølge ham så overbevisende, at en tilhører måske ikke ville kunne gætte, at teksten kom fra AI. Men for Tour mangler der et afgørende element: et virkeligt forhold til Gud.

Han mener, at Bibelens fortællinger om mennesker, deres beslutninger og Jesu måde at møde dem på taler til menneskers hjerter. Skriften er for ham ikke blot et passivt dokument, men levende og virksom. Han forventer ikke, at denne betydning forsvinder, selv hvis AI bliver i stand til at udforme prædikener med bibelvers, fortolkninger og pointer, som tilhørerne finder nye og tankevækkende.

Samtalen anerkender samtidig, at robotter kan have meget positive anvendelser. Tour forestiller sig eksempelvis en robot i hjemmet, der kan hjælpe en ældre eller svækket person med at skifte stilling i sengen regelmæssigt for at forebygge tryksår, hjælpe med tøjvask eller personlig pleje og dermed aflaste både familien og plejepersonalet. Han nævner en tænkt pris på omkring 20.000 dollars og sammenligner den med omkostningen ved døgnpleje. Prisen er hans fremtidsvurdering i interviewet, ikke en garanti for, hvad sådanne robotter vil koste.

Robotter kan måske også gøre visse sårbare situationer mindre pinlige, eksempelvis når et menneske har brug for hjælp til bad eller personlig hygiejne. Tour understreger, at teknologien derfor ikke kun bør ses som en trussel. Den kan også give praktisk hjælp, lette fysisk belastning og understøtte omsorg.

Det centrale spørgsmål er ikke, om maskiner kan gøre noget, mennesker også gør. De kan allerede efterligne mange menneskelige handlinger og kan muligvis udføre flere af dem bedre. Spørgsmålet er, om præstation alene definerer menneskelig værdi. Tours kristne svar er nej: Menneskets værdi bygger på dets forhold til Skaberen, ikke på en sammenligning af evner.

Tour sammenfatter sit syn sådan: Mennesket er skabt i Guds billede, og derfor har mennesket en særlig værdi. [52:38]

10. Bøn, prædikener og kristen praksis i AI-alderen

Værten fortæller, at han selv bruger AI i prædikenforberedelsen. Han kan bede systemet om at finde et bibelvers, han husker delvist, finde andre vers med lignende temaer eller opstille en kronologi over beretningerne om opstandelsen. Han oplever, at det kan samle materiale hurtigt og hjælpe ham med at se forbindelser, som han derefter selv kan undersøge.

Tour siger, at han også bruger sprogmodeller til at forkorte prædikener og til at udforske bibelske spørgsmål. Han forudser, at modeller kan blive i stand til at fremstille prædikener, som mange tilhørere vil opleve som stærke, fordi de kombinerer relevante bibelsteder, forklaringer og overraskende observationer.

Men samtalen skelner mellem at producere religiøst sprog og at udøve tro. En AI kan skrive en bøn, men det betyder ikke, at den selv beder i den menneskelige eller åndelige betydning. Den kan hjælpe en prædikant med at finde materiale, men prædikanten har fortsat ansvar for fortolkningen, sandfærdigheden, den pastorale dømmekraft og måden, materialet anvendes på.

Tour afviser ikke AI som hjælpemiddel. Hans analogi med konkordanser og opslagsværker er, at kristne altid har brugt redskaber til at finde og organisere information. Men redskabet må ikke forveksles med den åndelige virkelighed, det bruges til at undersøge. Det bør heller ikke fritage brugeren for selv at læse bibelteksterne, tænke over deres sammenhæng og tage ansvar for det, der bliver sagt.

11. James Tours personlige trosrejse

Senere i interviewet fortæller Tour om en afgørende religiøs oplevelse, han havde som 18-årig. Han beskriver, hvordan Jesus kom til ham i hans kollegieværelse. Oplevelsen står stadig klart for ham, og han tænker fortsat på den. I samtalen nævnes også andre menneskers vidnesbyrd om at have oplevet Jesus på uventede steder og i vanskelige perioder af livet. Disse fortællinger præsenteres som personlige erfaringer, ikke som noget, interviewet forsøger at bevise eksperimentelt.

Værten spørger, hvorfor Tour ikke nøjes med en mere generel tro på Gud eller med at være en god jøde, men i stedet har en særlig hengivenhed for Jesus. Tour svarer, at han ikke mener, at Gud er noget, han selv kan definere efter behag. Hvis Gud har åbenbaret sig og er kommet til verden i Jesus Kristus, må troen efter hans opfattelse tage udgangspunkt i den virkelighed, ikke i hvad den enkelte helst ville foretrække.

Tour henviser til Hebræerbrevet 2,14 og tanken om, at Jesus tog del i kød og blod. Han fremhæver også Jesu almindelige liv som tømrer og hans praksis med at søge et stille sted for at bede tidligt om morgenen. Han forbinder dette med Esajas 50,4–8 og Markus 1,35. For Tour viser Jesu liv ikke blot, hvad der skal tros, men også hvordan et menneske kan leve i lydighed og tilbedelse.

Hans pointe er, at kristendommen ikke alene er en generel forestilling om en guddommelig kraft. Den er knyttet til bestemte påstande om Jesus: at Gud blev menneske, at Jesus døde for menneskers synd, og at han opstod fra de døde. Derfor mener Tour ikke, at han frit kan vælge en anden udgave af Gud, blot fordi den måtte virke mere bekvem.

Tour siger, at han stadig husker den oplevelse, han forbinder med Jesus, da han var 18 år, og at han længes efter at se ham igen. [1:32:11]

12. Jesus, opstandelsen og skabelsen

Opstandelsen som et mirakel

Værten kalder Jesu opstandelse et afgørende omdrejningspunkt for kristendommen: Hvis Jesus opstod, har det betydning for sandhedskravet i den kristne tro; hvis ikke, falder en central del af troens grundlag bort. Han spørger, hvordan Tour som kemiker kan tro på noget, der tilsyneladende strider mod almindelige fysiske erfaringer.

Tour svarer, at et mirakel netop er en handling, hvor Gud handler ud over det sædvanlige. I hans forståelse varsler Gud sådanne begivenheder gennem profetier. Han henviser til profetier i Det Gamle Testamente, blandt andet Esajas, og til Første Mosebog 3,15. Tour argumenterer teologisk for, at profetierne ikke blot beskriver, hvad Gud på forhånd ved vil ske, men at Guds ord har en afgørende rolle i det, der sker.

Han bruger en dimensionsanalogi: Et væsen, der lever i en todimensional verden, ville ikke kunne forstå alt, hvad et væsen i en tredje dimension kan gøre. På tilsvarende måde mener Tour, at Gud, som efter den kristne forståelse ikke er begrænset af rum og tid, ikke er bundet af de samme begrænsninger, som gælder for mennesker i universet. Derfor mener han ikke, at naturlovene, sådan som vi normalt observerer dem, kan bruges til at udelukke et mirakel, der netop defineres som Guds særlige handling.

Tour nævner også kvantemekanik, superposition og sammenhænge mellem partikler som eksempler på, at den fysiske virkelighed er mere mærkværdig, end almindelig hverdagsintuition antyder. Han forbinder disse fænomener med sin overbevisning om, at virkeligheden rummer mere, end vi umiddelbart kan se. Her er det vigtigt at skelne mellem hans teologiske analogi og fysikkens præcise beskrivelser: Kvantefænomener er ikke i sig selv et videnskabeligt bevis for opstandelsen eller for en bestemt religiøs lære.

Skabelsen som et endnu større mirakel

Værten genkalder en pointe, Tour tidligere har fremsat: Hvis man tror, at Gud skabte universet og alt dets indhold fra begyndelsen, er opstandelsen i en vis forstand et mindre mirakel, fordi de materielle byggesten allerede findes. Tour tilslutter sig denne sammenligning. At skabe alt fra bunden er efter hans opfattelse en langt større handling end at give liv tilbage til et legeme, hvor materialet allerede er til stede.

Det er ikke et kemisk bevis for opstandelsen, men en teologisk sammenligning: Hvis man allerede accepterer skabelsen som Guds handling, vil opstandelsen ikke nødvendigvis fremstå som den største af alle tænkelige handlinger. For Tour hænger troen på skabelsen, Guds magt over naturen og Jesu opstandelse sammen.

Hvad vil han spørge Gud om?

Til sidst spørger værten, hvad Tour først ville spørge Gud om, hvis han en dag mødte Skaberen. Tour svarer, at han ikke er sikker på, at han ville stille noget spørgsmål. Han siger, at han blot vil elske Jesus, være nær ham og lytte til det, Jesus måtte ønske at sige. Han føler ikke, at Gud skylder ham svar eller forklaringer.

Tour beskriver sit håb med billedet af disciplen Johannes, der læner sig ind mod Jesus. Det er et følelsesladet punktum for en samtale, der ellers har handlet om teknologi, videnskabelige spørgsmål og filosofiske problemer. For Tour ender nysgerrigheden ikke nødvendigvis med en liste af spørgsmål, der skal besvares; den ender i ønsket om nærhed til den person, han tror på.

Tour siger, at han ikke forventer, at Gud skylder ham svar; han længes først og fremmest efter at være nær Jesus. [1:32:07]

13. Afsluttende perspektiv

Interviewet tegner et billede af AI som en teknologi, der allerede påvirker forskning, uddannelse, rådgivning, religiøs praksis og arbejdsmarkedet. James Tour ser store muligheder i AI: Den kan hjælpe forskere med at formulere forslag, analysere data, udforme kredsløb og udføre rutineopgaver. Sammen med robotteknologi kan den også overtage fysisk arbejde og hjælpe mennesker, der har brug for pleje. Samtidig mener han, at bedre hardware kan være afgørende for at begrænse energiforbruget.

Men interviewet peger også på begrænsninger og risici. AI kan tage fejl, efterligne empati uden at føle, tilpasse sig brugerens overbevisninger og misbruges af mennesker med skadelige hensigter. I undervisningen kan den gøre det lettere at få svar, men sværere at sikre, at studerende faktisk lærer at tænke og løse problemer. I kirken kan den finde bibelsteder og skrive bønner, men dens evne til at formulere religiøst sprog er ikke det samme som tro eller et personligt forhold til Gud.

Den dybeste uenighed i samtalen handler ikke blot om, hvor dygtige maskiner kan blive, men om, hvad mennesket er. Hvis menneskets værdi alene måles på intelligens, effektivitet eller nytte, kan stadig mere kompetente maskiner udfordre vores selvforståelse. Tours kristne svar er, at mennesket har en værdi, der ikke kan reduceres til præstation: Mennesket er skabt i Guds billede.

Hans syn på livets oprindelse er ligeledes præget af en skelnen mellem teknisk kunnen og forklaring. At samle kendte biologiske dele til et fungerende system ville efter hans opfattelse ikke i sig selv vise, hvordan livet oprindeligt opstod. Han mener, at de grundlæggende spørgsmål stadig er åbne. Det er hans vurdering af forskningsfeltet, og læseren bør skelne mellem hans argumenter, de konkrete forskningsresultater og de teologiske konklusioner, han drager.

Interviewets sidste budskab er derfor ikke, at kristne skal afvise AI, eller at teknologien vil løse alle menneskelige problemer. Det er snarere, at den bør bruges med omtanke, faglig kontrol og moralsk ansvar – uden at forveksle maskinens evne til at efterligne mennesket med menneskets fulde værdi, bevidsthed eller åndelige liv.

Udvalgte steder i den engelske transskription