1. Introduktion og oversigt

Anna Bjørner betragtes sammen med sin mand, Sigurd Bjørner (S.E. Bjørner), som den helt centrale grundlægger af Pinsebevægelsen i Danmark. Skønt der eksisterede mindre pinsemøder og små frikirkelige forsamlinger før ægteparret Bjørner begyndte deres offentlige prædikener i 1910'erne, var det Anna og Sigurd, der satte det egentlige vækkelsesarbejde i system og gav bevægelsen folkeligt gennembrud.

Ud over det centrale evangeliske budskab om syndsforladelse, omvendelse og Helligåndens dåb, nærede Anna Bjørner en dyb og livslang passion for et særligt teologisk emne: Israels ti tabte stammer. Denne artikel gennemgår historien om de ti tabte stammer, Anna Bjørners biografiske baggrund samt ægteparrets skrifter og teologiske arv.

2. Historien om Israels ti tabte stammer

Oprindeligt bestod Israels folk af tolv stammer, som ifølge det Gamle Testamente opstod fra Jakobs tolv sønner. Efter udvandringen fra Egypten under Moses og erobringen af Kanaan levede stammerne først i et løst forbund og siden som et samlet kongerige under Saul, David og Salomo.

I sin alderdom opførte Kong Salomo hedenske altre og templer for at behage sine mange udenlandske hustruer og medhustruer. Som straf for denne afgudsdyrkelse besluttede Israels Gud, at ti af stammerne skulle rives væk fra Davids kongeshus i Jerusalem, men at det først ville ske under Salomos søn.

Dette skete omkring år 931 f.Kr. under Salomos søn, Kong Rehabeam. De ti nordlige stammer løsrev sig og dannede Nordriget (Israel) under Kong Jerobeam. For at forhindre folket i at rejse tilbage til Jerusalem i Sydriget (Juda) og genforenes med Davids hus, indførte Jerobeam sin egen afgudsdyrkelse. Nordriget fortsatte i denne bane i et par århundreder.

Deputationen til Assyrien

Mellem 745 og 721 f.Kr. invaderede det Assyriske Rige Nordriget og indtog hovedstaden Samaria. Assyrerne deporterede størstedelen af befolkningen til det nordlige Assyrien. I Anden Kongebog kapitel 17 beskrives denne skæbnesvangre begivenhed således:

»I Hoseas' niende regeringsår indtog assyrerkongen Samaria og førte Israel bort til Assyrien og lod dem bo i Halak og ved Habor, Gozans flod, og i Mediens byer ... Derfor blev Herren meget vred på Israel og fjernede dem fra sit ansigt, så der kun var Judas stamme tilbage.«

Eftertidens teorier og Britisk-Israelisme

Etablerede historikere har intet sikkert kendskab til, hvad der siden blev af de ti deporterede stammer. De tilbageværende to stammer i Sydriget (Juda og Benjamin) blev kendt som jøderne. Inden for ortodoks jødedom – blandt andet hos Chabad-Lubavitch – fastholder man troen på, at de ti stammer en dag vil vende tilbage ved den endelige forløsning i overensstemmelse med Esajas' profeti (Esajas 27,13).

Anna og Sigurd Bjørner var dog, ligesom en del samtidige teologer i Storbritannien og Skandinavien, overbeviste om teorien om Britisk-Israelisme (Anglo-Israelism). Denne opfattelse går ud på, at de ti tabte stammer ikke gik til grunde, men migrerede mod nordvest over Kaukasus og Sortehavet ind i Europa, hvor de udgør kernebefolkningen i de nordvesteuropæiske nationer og deres efterkommere i verden. Blandt andet identificerede man den israelitiske stamme Dan som oprindelsen til danerne (danskerne).

3. Anna Bjørners livsbiografi

Anna Bjørner blev født Anna Helper og havde en broget slægtsbaggrund med dansk-norske og italiensk-schweiziske rødder. Hun udviste tidligt et stort skuespillertalent og påbegyndte sin teaterkarriere omkring 1891.

• Forlovelsen med Gustav Wied: Som ung skuespillerinde var hun i en kort periode forlovet med den kendte satiriske forfatter Gustav Wied (forfatter til klassikeren Livets Ondskab). Forlovelsen blev dog brudt brat, da Wied forsøgte at forføre hende før ægteskabet.
• Ægteskabet med Otto Larsen: I 1895 giftede Anna sig med forfatteren Otto Larsen, som hun fik en søn med. Ægteskabet blev ulykkeligt, da Otto var alkoholiker og udøvede vold. De blev skilt i 1899, og sønnen blev bortadopteret til en bekendt.
• Teaterstjerne på Dagmarteatret: Under navnet Anna Larsen voksede hun frem til at blive en af Danmarks førende skuespillerinder. Hun blev blandt andet instrueret af forfatteren Herman Bang (forfatter til Haabløse Slægter og Tine) og var den absolutte primadonna på Dagmarteatret i København.

Omvendelsen og vækkelsesarbejdet

I 1909 oplevede Anna Larsen et radikalt åndeligt gennembrud og omvendte sig til kristendommen. Til teaterverdenens store uforståelighed opgav hun øjeblikkeligt sin lysende skuespillerkarriere på sit absolutte højdepunkt. Kort efter giftede hun sig med Sigurd Bjørner, som var sekretær for KFUM i Helsingør.

Ægteparret dedikerede deres liv til evangelisation. De rejste rundt i Danmark i Evangelievognen – en tidlig udgave af en campingvogn – og prædikede for tusinder. Sigurd blevleder af Evangelieforsamlingen i Århusgade/Ahornsgade-kvarteret i København, og i 1924 grundlagde parret Apostolsk Kirke i Danmark som en søsterorganisation til den britiske Apostolic Church.

Evangeliebladet og samfundsmodstand

Kirkesamfundets blad, Evangeliebladet, blev solgt dør-til-dør i store oplag over hele landet. Bladet indeholdt et direkte og ukompromitterende evangelisk budskab. Møderne tiltrak store skarrer af både ufrelste og kirkelige, men ægteparrets udendørs- og teltmøder blev også regelmæssigt udsat for voldelige forstyrrelser og angreb fra unge socialister.

Allerede fra 1923 bragte Evangeliebladet artikler om profetien om "figentræets blomstring" og jødernes snarlige genoprettelse af en stat i Palæstina. Tankerne var stærkt inspireret af den britisk-irske bibellærer Henry Grattan Guinness, som i bogen Light for the Last Days (1886) ud fra bibelske tidsangivelser havde forudsagt, at Storbritannien ville befri Jerusalem i 1917 – hvilket nøjagtigt fandt sted, da General Allenby indtog Jerusalem fra osmannerne i december 1917.

Bruddet med Apostolsk Kirke og de sene år

Læren om de ti tabte stammer udgjorde et bærende element i Evangeliebladet. De fleste af hovedartiklerne om emnet blev skrevet af Anna Bjørner selv, men der blev også trykt oversettelser af fremtrædende britiske israel-teologer (såsom William Pascoe Goard, Edward Odlum, J. Llewellyn Thomas, Stephen Jeffreys og H. Grattan Guinness) samt 10–15 artikler direkte oversat fra The National Message.

Af årsager, som ikke fremgår helt klart af de historiske kilder, forlod Anna og Sigurd Bjørner pludselig Apostolsk Kirke og redaktionen på Evangeliebladet i april 1936. Over natten forsvandt enhver omtale af ægteparret samt emnet om de ti tabte stammer fra bladet. Da ledelsen to år senere genoptog artikler om Israel, fremførte de det diametralt modsatte synspunkt: at de nutidige jøder udgjorde alle 12 stammer.

Bjørner-ægteparret fortsatte dog ufortrødent deres arbejde uafhængigt. I 1944 forsvarede Sigurd Bjørner læren om stammerne i skriftet Pinsevækkelsen – en Sekt?, og i 1947 samt 1949 fungerede Anna som tolker for den britiske prædikant George Jeffreys ved store møder i København og Slagelse.

I 1952 genforenedes ægteparret med Apostolsk Kirke. Sigurd afgik ved døden i 1953 efter et års sygdom. Som enke blev Anna Bjørner belagt med et udtrykkeligt forbud fra den nye kirkeledelse mod at nævne ti-stamme-læren eller jødernes tilbagevenden fra prædikestolen. Ifølge Johannes Rasmussens biografi om Anna og Sigurd Bjørner (1969, s. 32) udtalte Anna, at hun følte, at ledelsen »stak hende en kniv i ryggen«, når hun bragte disse emner på bane. Kirkeledelsens officielle begrundelse for forbuddet var deres teologiske syn om, at kvinder ikke burde prædike for forsamlingen.

Anna lod sig dog ikke stoppe helt og holdent; så sent som i september 1953 afholdt hun et uafhængigt foredrag om Israels ti stammer på Hotel Prindsen i Roskilde. Hun afgik ved døden i 1955, to år efter sin mand.

4. Citater af Anna og Sigurd Bjørner

1. Anna Bjørner om Kajfas' spådom (1935)

Fra forsideartiklen »Kajfas' mærkelige Spådom« i Evangeliebladet den 7. august 1935:

»Der er så mange kristne, som ikke kan se, at Jesus er Israels Forløser. I Johannesevangeliet kapitel 11 læser vi, at ypperstepræsterne og farisæerne samles til et råd for at drøfte, hvad de skal stille op med Jesus, der gør så mange tegn ... Men Kajfas, som var ypperstepræst det år, sagde: 'I forstår intet og tænker ikke på, at det er bedst for jer, at ét menneske dør for folket, frem for at hele folket går til grunde.' Og dette sagde han ikke af sig selv, men da han var ypperstepræst det år, profeterede han, at Jesus skulle dø for folket – det vil sige jøderne i Palæstina – og ikke for det folk alene, men for også at samle de spredte Guds børn til ét – det vil sige Israels ti stammer.«

»Kristenheden tror, at det er de kristne, der her tales om, men det er indlysende umuligt. Der var ingen spredte kristne på det tidspunkt. Det var Israel, Jesus var kommet til ... Han forkynder, at Jesus Kristus, Guds Søn, skulle forløse ikke alene Juda, men også de fortabte får af Israels hus: de ti stammer i adspredelsen.«

2. Anna Bjørner om stammernes folkevandring (1927)

Fra forsideartiklen »Den store Pyramide« i Evangeliebladet den 21. april 1927:

»Israels ti stammer vendte dog ikke tilbage fra deres fangenskab i Assyrien, men vandrede mod nord tværs over Kaukasus og omkring Sortehavet, indtil de landede i Mellemeuropa og til sidst nåede det sted, som Gud havde givet dem som tilflugtssted: Øerne i havet – det vil sige De Britiske Øer ... Historieskriverne fortæller os, at hebraiske mindesmærker, store grave og andre efterladte spor markerer den vej, de vandrede.«

»Jesu evangelium, som var blevet forkastet af Juda, blev der forkyndt for hedningerne, og iblandt dem var Israels ti stammer som de fortabte får af Israels hus. Her blev evangeliet modtaget, og i dag udgør disse ti tabte stammer kernen i verdens kristne nationer.«

3. Sigurd Bjørner om Israels fremtidige genoprettelse (1944)

Fra hæftet »Pinsevækkelsen – en Sekt?« (s. 8, 1944):

»'Og hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi han skal frelse sit Folk fra deres Synder.' Således sagde englen til Josef i en drøm før Jesu fødsel, og disse ord blev allerede opfyldt, da Jesus vandrede på jorden ... Men vi må ikke glemme, at englens ord om ham også har en anden side, og det er, at nationen Israel, bestående af tolv stammer, en dag skal træde frem som Guds folk, frelst af ham fra syndens trældom til Guds børns herlige frihed.«

5. Konklusion

Undersøgelsen af Anna og Sigurd Bjørners virke viser tydeligt, at synet på Israels ti tabte stammer ikke blot var en ligegyldig detalje eller en teologisk fodnote for den tidlige danske pinsevækkelse. Det var en integreret del af deres eskatologiske verdensbillede, profetiske historiesyn og deres intense engagement i evangelisationen i Danmark og Nordeuropa.