MOD EN BEDRE FREMTID Kapitel 27—Vækkelser i nyere tid Hvor som helst Guds ord er blevet trofast forkyndt, har det bragt resultater, der beviser dets guddommelige oprindelse. Guds ånd ledsagede hans tjeneres budskab, og ordet havde kraft. Synderes samvittighed vågnede. »Det sande lys, som oplyser ethvert menneske,« oplyste deres inderste, og det, som skjulte sig i mørket, kom for dagen. De blev grebet af en dyb overbevisning om synd, om retfærdighed og om den kommende dom. De havde set Jahves retfærdig- hed og frygtede ved tanken om i deres urenhed og skyld at skulle stå frem for ham, der ransager hjerterne. De råbte fortvivlet: »Hvem skal fri mig fra dette dødens legeme?« Da Golgatas kors og det uendeligt store offer for menneske- nes synd blev åbenbaret, indså de, at kun Kristi fortjenester kunne sone deres overtrædelser og forsone dem med Gud. I tro og ydmyghed satte de deres lid til Guds lam, som borttager verdens synd. Ved Jesu blod fik de tilgivelse for de synder, som de tidligere havde begået. Disse mennesker bar omvendelsens frugter. De troede og blev døbt og begyndte at leve et nyt liv som nye skabninger i Kristus Jesus. De fulgte ikke længere deres tidligere lyster. Ved troen på Guds søn fulgte de i hans fodspor, [372] genspejlede hans karakter og rensede sig selv, ligesom han er ren. Det, de før hadede, elskede de nu, og det, de før elskede, hadede de nu. De hovmodige og selvbevidste blev ydmyge. De forfængelige og stolte blev alvorlige og besked- ne. De blasfemiske blev gudfrygtige, de fordrukne ædruelige og de lastefulde rene af hjertet. Der blev set bort fra verdens tomme modepåfund. De kristnes skønhed var ikke »i det ydre, såsom flettet hår, guldsmykker eller smukke klæder, men i hjertet, det skjulte menneske, med en sagtmodig og stille ånds uforgængelige skønhed, som er meget værd i Guds øjne.« Vækkelser førte til dyb selvransagelse og ydmyghed. De var karakteriseret ved højtidelige, indtrængende opfordringer til synderen og dyb medfølelse med dem, der var købt ved Kristi blod. Mænd og kvinder kæmpede i bøn med Gud for sjæles frelse. Frugten af sådanne vækkelser var kristne, der ikke veg tilbage for selvfornægtelse, men glædede sig over, at de blev agtet værdige til at lide for Kristi skyld. Andre så, hvorledes de, der bekendte Jesu navn, blev forvandlede. Samfundet fik gavn af deres indflydelse. De samlede med Kristus og såede i Ånden for at høste evigt liv. Om dem kunne det med rette siges: »I blev bedrøvede til omvendelse.« »For bedrøvelse efter Guds vilje virker omvendelse til frelse, som ikke fortrydes, men bedrøvelse i verdens forstand virker død. Og se, netop bedrøvelsen efter Guds vilje — hvor stor beslutsomhed, ja undskyldning, ja harme, ja frygt, ja længsel, ja iver, ja afstraffelse har den ikke virket hos jer! På alle måder har I vist jer rene i denne sag.« Sådan er resultatet af Guds ånds gerning. Der er intet bevis for sand omvendelse, hvis den ikke bevirker reform. Hvis en synder leverer det tilbage, han har fået i pant, afleverer det, han har stjålet, bekender sine synder og elsker Gud og sine medmennesker, kan han være sikker på, at han har fået fred med Gud. Sådanne virkninger fulgte tidligere åndelige vækkelser. Vi ser af deres resultater, at de var velsignet af Gud til menneskehedens frelse og opbyggelse. Men mange vækkelser i nyere tid har været helt forskellige fra de åben- barelser af guddommelig nåde, der tidligere ledsagede Guds tjeneres gerning. Der opstår ganske vist udbredt interesse; mange påstår, at de har omvendt sig, og menighederne vokser — men resultaterne er alligevel ikke af en sådan art, at man med rette kan sige, at der er sket en tilsvarende åndelig vækst. Det lys, der flammer op for en tid, dør snart ud og efterlader et mørke endnu tættere end før. [373] Populære vækkelser beror alt for ofte på, at de appellerer til fantasien og følelserne og tilfredsstiller trangen til noget nyt og spændende. De, der omvendes på denne måde, nærer intet ønske om at lytte til Bibelens sandhe- der og føler ingen interesse for profeternes og apostlenes vidnesbyrd. Hvis en gudstjeneste ikke indeholder noget sensationelt, interesserer den dem ikke. Et budskab, der appellerer til forstandig overvejelse, vinder ikke genklang. Man giver ikke agt på Guds ords tydelige advarsler, der tager direkte sigte på menneskenes evige interesser. For enhver, der virkelig er omvendt, vil forholdet til Gud og det, der hører evigheden til, være det vigtigste i livet. Men hvor finder vi i tidens popu- lære kirker sand gudsfrygt? Medlemmerne giver ikke afkald på hovmod og kærlighed til verden. De er ikke mere villige end før til at fornægte sig selv, tage korset op og følge den ydmyge Jesus. Vantro og skeptikere spotter religio- nen, fordi mange, der kalder sig troende, er uvidende om troens principper. Sand gudfrygtighed er næsten forsvundet fra mange menigheder. Udflugter, kirkespil, basarer, smukke huse og personlig udfoldelse har fortrængt tanken om Gud. Jord, ejendele og verdslige gøremål optager sindene, og der bliver meget lidt tid til det, der vedrører evigheden. Trods udbredt tilbagegang i tro og fromhed findes der sande Kristi efterfølgere i disse menigheder. Før Guds straffedomme rammer jorden, vil der ske en genoplivelse af sand kristendom, som man ikke har set siden apostlenes dage. Gud vil udgyde sin ånd og kraft over sine børn. Da vil mange forlade de menigheder, hvor kærlighed til verden har fortrængt kærligheden til Gud og hans ord. Både blandt præster og lægfolk vil mange med glæde tage imod de store sandheder, som Gud har ladet forkynde i vor tid for at forberede et folk på Herrens genkomst. Satan ønsker at forhindre, at dette sker. Endnu før en sådan bevægelse opstår, vil han prøve på at forhindre den ved at fremkomme med en forfalskning. I de kirker, han får i sin vildledende magt, vil han få det til at se ud, som om Guds særlige velsignelse bliver udgydt. Der vil komme noget, der ligner en stor åndelig interesse. Mange vil juble over, at Gud arbej- der mirakuløst for dem, skønt det, der sker, er frugten af en ganske anden ånd. I religiøs forklædning vil Satan øge sin indflydelse på den kristne verden. I mange af de vækkelser, der har været gennem det sidste halve århund- rede, har den samme indflydelse givet sig til kende, som i større eller mindre grad vil manifestere sig i fremtidens mere udbredte bevægelser. Der er en [374] følelsesmæssig ophidselse og en sammenblanding af sandhed og løgn, som er velegnet til at vildlede. Men ingen behøver at lade sig bedrage. I lyset fra Guds ord er det ikke vanskeligt at afgøre disse bevægelsers natur. Hvor som helst mennesker ignorerer Bibelens vidnesbyrd, vender ryggen til de tydelige, samvittighedsransagende sandheder, som kræver selvfornægtelse og afkald på verdens goder, kan vi være sikre på, at Guds velsignelse ikke er givet. Ifølge den regel, som Kristus selv har givet: »På deres frugter kan I kende dem«er det indlysende, at disse bevægelser ikke er Guds værk. Med sandhederne i sit ord har Gud skænket mennneskene en åbenbaring af sig selv — og for alle, der tager imod dem, er de et værn mod Satans bedrag. Det er negligering af disse sandheder, der har åbnet døren for de onder, som er ved at blive så udbredte i den religiøse verden. Karakteren og vigtigheden af Guds lov er i vid udstrækning blevet tabt af syne. En fejlagtig opfattelse af den guddommelige lovs evige karakter og forpligtelsen til at holde den har ført til vildfarelser i relation til omvendelse og helliggørelse — og resultatet er blevet, at niveauet af fromhed i kirken er dalet. Her skal vi finde årsagen til, at moderne vækkelser mangler Guds ånd og kraft. Inden for de forskellige trossamfund findes der fromme mænd, som erken- der og beklager dette forhold. I sin omtale af de farer, der truer kristenheden i vore dage, siger professor Edwards A. Park: »Det er en kilde til fare, at man forsømmer fra prædikestolen at indskærpe den guddommelige lov. I tidligere tider var prædikanten et ekko af samvittighedens stemme. Vore mest berømte prædikanter gav deres forkyndelse en vidunderlig vægt ved at følge Mesterens eksempel og understrege lovens forskrifter og trusler. De gentog de to store grundsætninger, at loven er en afskrift af den guddommelige fuldkommen- hed, og at et menneske, som ikke elsker loven, heller ikke elsker evangeliet. For både loven og evangeliet afspejler Guds sande karakter. Denne fare fører til en anden — nemlig at vi undervurderer syndens ondskab, udbredelse og hæslighed. Den synd, man begår ved at overtræde budet, står i forhold til budets retfærdighed. … Beslægtet med de allerede nævnte farer er faren for at undervurdere Guds retfærdighed. Den moderne gejstlighed er tilbøjelig til at skille Guds retfærdighed fra hans godhed og reducere godheden til en følelse snarere end at fremstille den som et guddommeligt princip. Det nye teologiske spekter adskiller det, som Gud har sammenføjet. Er en guddommelig lov et gode eller [375] et onde? Den er et gode. Men så er retfærdigheden også god; for den er et middel til at fuldbyrde loven. Ved at undervurdere Guds lovs retfærdighed og udstrækningen og skændigheden af den menneskelige ulydighed, kom- mer mennesker let til at undervurdere den nåde, der har skaffet soning for synden.« Således mister evangeliet sin værdi og betydning for mennesker — og snart er de parate til at tilsidesætte selve Bibelen. Mange religiøse lærere hævder, at Kristus ved sin død ophævede loven, så mennesker fremover er fri for dens krav. Nogle påstår endda, at loven er et besværligt åg, og udmaler den frihed, evangeliet giver, som en modsætning til trældommen under loven. Men således betragtede profeterne og apostlene ikke Guds hellige lov. David sagde: »Jeg kan vandre i åbent land, for jeg søger dine forordninger.« Apostlen Jakob, der skrev efter Kristi død, kalder de ti bud »den kongelige lov« og »frihedens fuldkomne lov.«Og et halvt århundrede efter korsfæstelsen udtalte Åbenbaringens forfatter en velsignelse over dem, »som holder hans bud, for at de kan få ret til livets træ og gennem portene gå ind i staden.« Påstanden om, at Jesus ved sin død ophævede sin fars lov, savner ethvert grundlag. Hvis loven kunne forandres eller tilsidesættes, havde Jesus ikke behøvet at dø for at befri menneskene for syndens straf. Kristi død ophæver ikke loven — men viser tværtimod, at den er uforanderlig. Guds søn kom for at »løfte loven til højhed og ære.«Han sagde: »Tro ikke, at jeg er kommet for at nedbryde loven eller profeterne. Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at opfylde.« »Før himmel og jord forgår, skal ikke det mindste bogstav eller en eneste tøddel forgå af loven.«Og om sig selv siger han: »Jeg ønsker at gøre din vilje, Gud, din lov er i mit indre.« Guds lov er ifølge selve sin natur uforanderlig. Den er en åbenbaring af sin ophavsmands vilje og karakter. Gud er kærlighed, og hans lov er kærlighed. Dens to hovedprincipper er kærlighed til Gud og kærlighed til mennesker. »Kærlighed er lovens opfyldelse.«Guds karakter er retfærdig og sand — og det samme gælder hans lovs karakter. Salmisten siger: »Din lov er sandhed.« »Alle dine befalinger er retfærdige.«Og Paulus skriver: »Så er loven da hellig og budet helligt og retfærdigt og godt.«En sådan lov, der er udtryk for Guds sind og vilje, må være lige så evig som dens ophavsmand. Omvendelse og helliggørelse skal forsone menneskene med Gud ved at bringe dem i overensstemmelse med principperne i hans lov. I begyndelsen [376] blev mennesket skabt i Guds billede. Det var i fuldkommen harmoni med Guds lov; retfærdighedens principper var skrevet i dets hjerte. Men synden fremmedgjorde mennesket for sin skaber. Det genspejlede ikke længere Guds billede. Dets hjerte var i strid med principperne i Guds lov,. »For det, kødet vil, er fjendskab med Gud; det underordner sig ikke Guds lov og kan det hel- ler ikke.«Men »således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn,« for at mennesket kunne blive forsonet med Gud. Ved Kristi fortjenester kan mennesket atter komme i harmoni med sin skaber. Menneskets hjerte må for- nyes ved guddommelig nåde — det må have nyt liv ovenfra. Denne forandring er den nye fødsel, om hvilken Jesus siger: »Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.« Det første skridt mod en forsoning med Gud er overbevisningen om synd. »Synd er lovbrud.« »Det, der kommer ved loven, er syndserkendelse.«For at erkende sin skyld må synderen prøve sin karakter efter Guds store målestok for retfærdighed. Den er et spejl, der viser en retfærdig karakters fuldkom- menhed og sætter ham i stand til at se manglerne i sin egen. Loven viser mennesket dets synder, men giver intet lægemiddel. Den lover den lydige livet, men siger også, at overtræderens lod er døden. Kun Kristi evangelium kan befri mennesket for at blive besmittet og fordømt af synden. Det må føle anger over for Gud, hvis lov er blevet overtrådt — og tro på sit sonoffer, Kristus. Således opnår det tilgivelse for de synder, som tidligere var begået, og får del i Kristi natur. Det har fået barnekår hos Gud og råber: »Abba, Fader!« Står det nu mennesket frit for at overtræde Guds lov? Paulus siger: »Sætter vi da loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven gældende.« »Hvordan skulle vi, som er døde fra synden, stadig kunne leve i den?« Og Johannes erklærer: »For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge.«Når hjertet bliver genfødt og kommer i harmoni med Gud, kommer det også i harmoni med Guds lov. Når denne mægtige forvandling er sket med synderen, er han gået over fra døden til livet, fra synd til hellighed, fra lovovertrædelse til lydighed og troskab. Det gamle livs fremmedgørelse for Gud er forbi, og det nye liv i forsoning, tro og kærlighed er begyndt. Og så vil »lovens krav … opfyldes i os, som ikke lever i lydighed mod kødet, men i lydighed mod Ånden.«Og mennesket vil udbryde: »Hvor jeg elsker din lov, hele dagen er den i mine tanker.« »Herrens lov er fuldkommen, den styrker sjælen.«Uden loven har mennesker [377] ingen virkelig opfattelse af Guds renhed og hellighed eller af deres egen skyld og urenhed. De har ingen virkelig syndsbevidsthed og føler ikke behovet for omvendelse. Da de ikke kan se, at de er fortabte, fordi de har overtrådt Guds lov, indser de ikke deres behov for Kristi sonende blod. Håbet om frelse modtages uden nogen virkelig forandring af hjerte og liv. Der sker mange sådanne overfladiske omvendelser, og mange, som aldrig er blevet forenet med Kristus, bliver optaget i menigheden. Forkerte teorier om helliggørelse, der skyldes, at Guds lov tilsidesættes eller forkastes, er meget almindelige i nutidens religiøse bevægelser. Disse fal- ske teorier fører til farlige resultater både i liv og lære, og den kendsgerning, at så mange hylder dem, gør det dobbelt påkrævet, at alle får en klar opfattelse af, hvad Skriften lærer os på dette punkt. Sand helliggørelse er en bibelsk læresætning. I Thessalonikerbrevet skriver Paulus: »For dette er Guds vilje, at I skal helliges.« Og han beder: »Fredens Gud hellige jer helt og holdent.«Bibelen siger klart, hvad helliggørelse er og hvordan den opnås. Frelseren bad for sine disciple: »Hellige dem i sandheden; dit ord er sandhed.«Og Paulus siger, at de troende skal blive »helliget ved Helligånden.«Hvad er Helligåndens opgave? Jesus sagde til disciplene: »Når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer til hele sandheden.«Og salmisten siger: »Din lov er sandhed.« Ved Guds ord og Guds ånd åbenbares retfærdighedens store principper i Guds lov for mennesker. Og da Guds lov er »hellig og budet helligt og retfærdigt og godt,« et udtryk for den guddommelige fuldkommenhed, vil den karakter, der dannes ved lydighed mod denne lov, også blive hellig. Kristus er det fuldkomne eksempel på en sådan karakter. Han siger selv: »Jeg har holdt min Faders bud.« »Jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.«Kristi efterfølgere skal blive som han. Ved Guds nåde skal de danne en karakter, der er i harmoni med hans hellige lovs principper. Dette er bibelsk helliggørelse. Dette kan kun ske ved tro på Kristus og ved Guds ånds iboende kraft. Paulus formaner de troende: »Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse. … For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.«Den kristne vil være fristet til at synde, men han vil stadig kæmpe imod. Og her er det, han behøver Kristi hjælp. Menneskelig svaghed forenes med guddommelig styrke, og troen udbryder: »Gud ske tak, som giver os sejren ved vor Herre Jesus Kristus!« [378] Skriften viser tydeligt, at helliggørelse sker gradvist. Når synderen omvender sig og får fred med Gud ved Kristi sonende blod, er kristenlivet kun lige begyndt. Nu skal han gå fremad mod fuldkommenhed og vokse op til Kristi fyldes mål af vækst. Paulus siger: »Dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude; jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.«26 Og Peter viser os vejen til bibelsk helliggørelse: »Sæt netop derfor al jeres iver ind på at I til jeres tro føjer dyd, til dyden erkendelse, til erken- delsen selvbeherskelse, til selvbeherskelsen udholdenhed, til udholdenheden gudsfrygt, til gudsfrygten brodersind, og til brodersindet kærlighed.« »Gør I det, vil I aldrig snuble.« De, der erfarer bibelsk helliggørelse, vil være ydmyge. Ligesom Moses har de set hellighedens frygtelige majestæt, og de ser deres egen uværdighed i modsætning til den evige Guds renhed og ophøjede fuldkommenhed. Profeten Daniel var et eksempel på sand helliggørelse. I hele sit lange liv tjente han sin Herre trofast. Han var »højt elsket« af himlen.Men i stedet for at gøre krav på at være ren og hellig identificerede denne højt elskede profet sig med sit folks største syndere, da han gik i forbøn for folket hos Gud: »Det er ikke vore retfærdige gerninger, der får os til at trygle dig, men din store barmhjertighed.« »Vi har syndet og været ugudelige.« Og han siger: »Jeg … bad og bekendte min egen og mit folks Israels synd.« Og da Guds søn senere viste sig for ham for at belære ham, siger Daniel: »Der er ikke mere kraft i mig, og min livsånde forsvinder.« Da Job hørte Herrens stemme i stormvejret, udbrød han: Jeg »kalder alt tilbage og angrer i støv og aske.«Da Esajas så Herrens herlighed og hørte seraferne råbe: »Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre,« udbrød han: »Ve mig, det er ude med mig!«Og Paulus, der blev bortrykket til den tredie him- mel og hørte ord, som intet menneske har lov til at sige, omtalte sig selv som »den ringeste af alle de hellige.«Den elskede Johannes, der lænede sig til Jesu bryst og så hans herlighed, faldt ned for englens fødder som død. De mennesker, der vandrer i skyggen af Golgatas kors, ophøjer ikke sig selv og gør ingen krav på at være syndfri. De føler, at deres synd er skyld i den dødskval, der fik Guds søns hjerte til at briste, og denne tanke gør dem ydmyge. De, der lever Jesus nærmest, ser klarest menneskehedens skrøbelighed og syndighed, og deres eneste håb er den korsfæstede og opstandne frelser. [379] Den helliggørelse, der nu vinder frem i den religiøse verden, medfører en tendens til selvophøjelse og ligegyldighed over for Guds lov, som karak- teriserer den som fremmed for Bibelens religion. Tilhængerne heraf siger, at helliggørelse sker øjeblikkeligt, således at man alene ved tro erhverver fuldkommen hellighed. »Tro kun,« siger de, »og velsignelsen er din.« Efter deres opfattelse kræves der ikke nogen anden indsats fra modtagerens side. Og samtidig benægter de Guds lovs autoritet og hævder, at de er fritaget for pligten til at adlyde budene. Men er det muligt for mennesker at være hellige — i overensstemmelse med Guds vilje og karakter — uden at komme i harmoni med de principper, der er et udtryk for hans natur og vilje og som viser, hvad han bryder sig om? Ønsket om en nem religion, der ikke kræver stræben, selvfornægtelse og forsagelse af verdens dårskaber, har gjort læren om tro og tro alene meget populær. Men hvad siger Guds ord? Apostlen Jakob skriver: »Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham? … Tåbelige menneske, ønsker du bevis på at tro uden gerninger er ufrugtbar? Blev vor fader Abraham ikke gjort retfærdig af gerninger, da han bragte sin søn, Isak, som offer på alteret? Som du ser, virkede troen sammen med hans gerninger, og det var af gerningerne hans tro blev fuldkommen. … I ser altså, at mennesket bliver retfærdiggjort af gerninger, og ikke af tro alene.« Guds ords vidnesbyrd modsiger den bedrageriske læresætning om tro uden gerninger. Det er ikke tro, der påberåber sig himlens velbehag uden at opfylde de betingelser, der kræves for at få Guds nåde — det er arrogance. Sand tro er baseret på løfterne og betingelserne i Skrifterne. Lad ingen bedrage sig selv ved at tro, at de kan blive helliggjort, mens de med vilje overtræder Guds bud. Bevidst synd bringer Helligåndens stemme til tavshed og fjerner sjælen fra Gud. »Synd er lovbrud,« og »enhver, som synder (begår lovbrud), har ikke set ham og kender ham ikke.«Skønt Johannes i sine breve taler meget om kærlighedens betydning, tøver han ikke med at afsløre den sande karakter hos dem, der hævder at være helliggjorte, skønt de hele tiden overtræder Guds bud. »Den, der siger: ›Jeg kender ham‹, men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham; men den, der holder fast ved hans ord, i ham er Guds kærlighed i sandhed fuldendt.«Dette er prøven på hvert menneskes bekendelse. Vi kan ikke betegne noget [380] menneske som helliggjort, uden at sammenligne ham med Guds eneste måle- stok for hellighed i himlen og på jorden. Hvis mennesker ikke føler vægten af moralloven, hvis de nedgør og tager let på Guds forskrifter, og overtræder blot det mindste af disse bud og lærer andre at gøre det samme, har himlen ingen agtelse for dem, og vi kan vide, at deres krav på at være hellige er uberettiget. At påberåbe sig at være syndfri, er i sig selv et vidnesbyrd om, at den, som påberåber sig dette, langt fra er hellig. For han kan ikke have nogen sand opfattelse af Guds uendelige renhed og hellighed eller af, hvor langt et men- neske skal nå for at være i harmoni med Guds karakter. Fordi den pågældende ikke har nogen sand opfattelse af Jesu renhed og ophøjede elskelighed eller af syndens hæslighed og ondskab, kan han finde på at betragte sig selv som hellig. Jo større afstand der er mellem ham selv og Kristus og jo mere ufuld- kommen hans opfattelse af de guddommelige krav er, jo mere retfærdig ser han ud i sine egne øjne. Den helliggørelse, Skriften taler om, omfatter hele mennesket — ånd, sjæl og legeme. Paulus bad for thessalonikerne: »Fredens Gud hellige jer helt og holdent og bevare jeres ånd og sjæl og legeme lydefri ved vor Herre Jesu Kristi komme!«Og han skriver videre til de troende: »Så formaner jeg jer, brødre, ved Guds barmhjertighed, til at bringe jeres legemer som et levende og hel- ligt offer, der er Gud til behag.«På det gamle Israels tid blev alle ofre til Gud omhyggeligt undersøgt. Hvis der blev fundet nogen fejl ved det dyr, der skulle ofres, blev det kasseret — for Gud havde befalet, at offerdyrene skulle være »lydefri«. Derfor formanes de kristne til at bringe deres legemer »som et levende og helligt offer, der er Gud til behag.« For at kunne gøre det, må alle evner og kræfter bevares i den bedst mulige stand. Alt, hvad der svækker den åndelige eller legemlige kraft, gør mennesket uegnet til at tjene sin Skaber. Og vil Gud mon være tilfreds med mindre end det bedste, vi kan give? Jesus sagde: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte.« De, der elsker Gud af hele deres hjerte, ønsker at tjene ham bedst muligt og forsøger hele tiden at bringe alle evner og kræfter i harmoni med de love, som vil styrke deres evne til at gøre hans vilje. De giver ikke efter for deres appetit eller lidenska- ber, for de ønsker ikke at svække eller vanhellige det offer, de bringer deres himmelske far. Peter siger: »Hold jer fra kødets lyster, som fører krig mod sjælen.«Enhver syndig tilfredsstillelse bidrager til at sløve åndsevnerne og svække den intellektuelle [381] og åndelige opfattelse, så Guds ord eller ånd kun kan gøre et svagt indtryk på hjertet. Paulus skriver til korintherne: »Vi skal rense os selv for alt snavs på krop og ånd og være hellige i gudsfrygt.«Og til Åndens frugter — »kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mild- hed« — medregner han »selvbeherskelse.« Til trods for disse inspirerede formaninger findes der mange beken- dende kristne, der svækker deres kræfter ved at stræbe efter penge eller følge moden. Mange nedværdiger det legeme, der blev skabt i Guds billede ved at frådse, drikke og deltage i forbudte fornøjelser. Og i stedet for at bebrejde dem opmuntrer kirken dem ofte til at fortsætte ved at appellere til deres appetit, deres begærlighed eller forlystelsessyge for derved at fylde sit skatkammer, som den alt for ringe kærlighed til Kristus ikke magter at holde fyldt. Hvis Jesus kom ind i vore kirker og så de fester og vanhellige ting, som finder sted dér i religionens navn, ville han da ikke uddrive de mennesker, der vanhelliger helligdommen, ligesom han uddrev vekselererne af templet? Apostlen Jakob siger, at »visdommen fra oven er først og fremmest ren.« Hvis han havde mødt dem, der tager Jesu dyrebare navn på læber, der er forurenet af tobak, og hvis ånd og legeme er gennemtrængt af dens hæslige lugt, og som forurener den friske luft og derved tvinger deres medmennesker til at indånde giften — hvis han var kommet i berøring med en vane, der i den grad strider mod evangeliets renhed — ville han så ikke have fordømt den som »jordisk, sjælelig og djævelsk«? Slaver af tobak, der erklærer, at de er fuldkom- men helliggjorte, taler om deres himmelske håb, men Guds ord siger klart, at »intet vanhelligt kommer derind.« »Ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer, og som I har fra Gud? I tilhører ikke jer selv, for I blev købt dyrt. Ær derfor Gud i jeres legeme!«Det menneske, hvis legeme er Helligåndens tempel, vil ikke gøre sig til slave af en skadelig vane. Hans evner og kræfter tilhører Jesus, som har købt ham med sit blod. Alt, hvad han ejer, tilhører Herren. Hvordan kan han være skyldfri, hvis han bortødsler den kapital, som er ham betroet? Mennesker, der bekender sig til at være kristne, bruger hvert år enorme sum- mer på unyttige og skadelige nydelsesmidler, mens sjæle hungrer efter livets ord. De berøver Gud tiende og gaver og bruger mere på en ødelæggende lysts alter, end på at hjælpe de fattige og støtte evangeliets forkyndelse. Hvis alle, der kalder sig Kristi efterfølgere, var virkelig helliggjorte, ville de ikke bruge [382] deres penge til unyttige og endog skadelige nydelsesmidler, men bringe dem til Herrens skatkammer. Da ville de kristne være eksempler på afholdenhed, selvfornægtelse og offervilje — de ville være verdens lys. Verden er nydelsessyg. »Kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods« har taget magten over de fleste. Men Kristi efterfølgere har et højere kald. »Drag bort fra dem og skil jer ud, siger herren, og rør ikke noget urent.« I lyset af Guds ord er det rigtigt at sige, at en helliggørelse, som ikke bevirker, at der gives fuldstændig afkald på denne verdens syndige gerninger og nydelser, ikke kan være sand helliggørelse. De, der følger befalingen om at drage bort, skille sig ud og ikke røre noget urent, har fået dette løfte af Gud: »Så vil jeg tage imod jer, og jeg vil være jeres fader, og I skal være mine sønner og døtre, siger Herren den Almægtige.« Det er enhver kristens privilegium og pligt at have en rig og grundig indsigt i alt, hvad der vedrører Gud. Jesus sagde: »Jeg er verdens lys, den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørke, men have livets lys.«»Retfærdiges sti er som lysskæret, der bliver lysere, til dagen er på sit højeste.«Hvert skridt i tro og lydighed fører sjælen nærmere til verdens Lys — og der er »slet intet mørke« i ham. Det klare lys fra Retfærdighedens Sol skinner på Guds tjenere, og de skal reflektere dette lys. Ligesom stjernerne fortæller os, at der er et stort lys på himlen, som de får deres lys fra, skal de kristne tydeliggøre, at der på universets trone sidder en Gud, som er værdig til at blive prist og efterlignet. Hans åndelige dyder og hans karakters renhed og hellighed vil vise sig hos hans vidner. I sit brev til kolossenserne taler Paulus om de rige velsignelser, der skænkes Guds børn: »Derfor er vi heller ikke … holdt op med at bede for jer. Vi beder om, at I med al visdom og åndelig indsigt må få fuld kundskab om Guds vilje, så I kan leve, som Herren vil det, på alle måder ham til behag, og bære frugt med alle gode gerninger, vokse i kundskab om Gud og styrkes med al kraft ved hans herlige magt til al udholdenhed og tålmodighed.« Et andet sted skriver han, at han ønsker, at hans brødre i Efesos må komme til at forstå det kristne privilegiums storhed. Han skildrer på den mest udførlige måde den vidunderlige kraft og indsigt, de som den Højestes sønner og døtre kan opnå. De skal »styrkes i det indre menneske ved hans ånd«, så de bliver »rodfæstede og grundfæstede i kærlighed«, og »sammen med alle de hellige får styrke til at fatte, hvor stor bredden og længden og højden og dybden [383] er, og til at kende Kristi kærlighed, som overgår al erkendelse.« Apostlens bøn når sit højdepunkt, idet han beder: »så I fyldes, til hele Guds fylde nås.« Her ser vi, hvor højt vi kan nå ved tro på vor himmelske fars løfter, når vi opfylder hans krav. Ved Jesu fortjeneste har vi adgang til Almagtens trone. »Han som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?«Faderen gav Sønnen sin ånd ubegrænset — og vi kan også få del i hele dens fylde. Jesus sagde: »Når da I, som er onde, kan give jeres børn gode gaver, hvor meget snarere vil så ikke Faderen i himlen give Helligånden til dem, der beder ham!«»Beder I mig om noget i mit navn, vil jeg gøre det.« »Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkom- men.« En kristens liv bør være præget af ydmyghed, men ikke af tristhed og ned- vurdering af sig selv. Enhver har det privilegium at kunne leve sådan, at Gud vil kendes ved ham og velsigne ham. Det er ikke vor himmelske fars vilje, at vi nogensinde skulle leve under fordømmelse eller i mørke. Det er ikke noget tegn på sand ydmyghed at gå med hovedet bøjet og kredse om sig selv. Vi kan gå til Jesus for at blive renset, så vi kan leve uden skam og samvittighedsnag. »Så er der da ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus.« Ved Jesus bliver Adams faldne sønner »Guds sønner«. »For den, der helliger, og de, der helliges, har alle samme fader; derfor skammer han sig ikke ved at kalde dem brødre.«Den kristne bør leve et liv i tro, sejr og glæde i Gud. »For alt, hvad der er født af Gud, overvinder verden; og den sejr, som har overvundet verden, er vor tro.«Med sandhed sagde Herrens tjener Nehemias: »Glæde i Herren er jeres styrke!«Og Paulus siger: »Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer!« »Vær altid glade, bed uophørligt, sig tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.« Sådan er frugterne af bibelsk omvendelse og helliggørelse. Og når man så sjældent får disse frugter at se, er det fordi den kristne verden betragter retfærdighedsprincipperne i Guds lov, med så stor ligegyldighed. Derfor ser man så lidt af Guds ånds dybe, varige virke, der kendetegnede vækkelser i tidligere tider. Det er ved at se, at vi forvandles. Og når de hellige forskrifter, i hvilke Gud har åbenbaret sin karakters fuldkommenhed forsømmes, og opmærksomheden samles om menneskelige lærdomme og teorier, er det intet under, at det er gået tilbage med levende gudsfrygt i kirken. Herren siger: »De har forladt [384] mig, en kilde med levende vand, og de har udhugget cisterner, der slår revner og ikke kan holde vand.« »Lykkelig den mand, som ikke vandrer efter ugudeliges råd, … men har sin glæde ved Herrens lov dag og nat. Han er som et træ, der er plantet ved bækken; det bærer frugt til rette tid, og dets blade visner ikke. Alt, hvad han gør, lykkes for ham«Først når Guds lov igen får sin retmæssige stilling, kan der ske en genopvækkelse af den oprindelige tro og gudsfrygt blandt dem, der bekender sig til at tjene Gud. »Dette siger Herren: ›Stil jer ved vejene og se jer om; spørg efter de gamle stier; følg vejen til det gode, så skal I finde hvile for jeres sjæle!‹« [385]