MOD EN BEDRE FREMTID Kapitel 17—Tegn på Herrens genkomst En af Bibelens højtideligste og skønneste sandheder er løftet om Kristi gen- komst for at fuldføre den store frelsesgerning. For Guds pilgrimsfolk, der så længe har måttet vandre i dødens skyggedal, ligger der et vidunderligt og glædeligt håb i løftet om, at han, som er »opstandelsen og livet,« vil komme for at føre sine landflygtige børn hjem. Læren om Kristi genkomst er selve grundprincippet i Den hellige Skrift. Fra den dag, da det første menneskepar med sorg måtte forlade Eden, har troens børn ventet på, at den lovede frelser skulle komme, knuse fjendens magt og føre dem tilbage til det tabte Paradis. Fortidens hellige mænd har længtes efter, at Messias skulle komme i herlig- hed og derved opfylde deres højeste ønske. Enok, der tilhørte den syvende generation efter Adam og i tre hundrede år vandrede med sin Gud på jorden, fik lov til på afstand at se Befrierens komme. »Se,« sagde han, »Herren kom- mer omgivet af sine titusinder af hellige for at holde dom over alle.«Og midt i sine lidelser erklærede patriarken Job med urokket tro: »Dog ved jeg, at min løser lever, til sidst skal han stå frem, … når mit kød er tæret bort, skal jeg skue Gud; ham skal jeg skue, ham og ingen anden skal mine øjne se.« [242] Kristi genkomst, der skal indvarsle retfærdighedens styre, har inspireret de hellige forfattere til de mest ophøjede og dybfølte udtalelser. Bibelens forfatte- re og profeter har dvælet ved den og omtalt den i ord med himmelsk glød. Om Israels Guds magt og majestæt sang salmisten: »Fra Zion, skønhedens krone, træder Gud frem i stråleglans, vor Gud kommer, han tier ikke. … Han ind- kalder himlen deroppe og jorden, han vil holde dom over sit folk.«»Himlen skal glæde sig, jorden juble … for Herren; for han kommer, han kommer for at holde dom over jorden, han holder dom over verden med retfærdighed og over folkene i sin trofasthed.« Profeten Esajas sagde: »Dine døde bliver levende, deres lig står op. I, der lig- ger i jorden, skal vågne og juble. For din dug er lysets dug, og jorden bringer død- ninge til live.« »Døden opsluges for evigt. Gud tørrer tårerne af hvert et ansigt, han fjerner spotten mod sit folk fra hele jorden, for Herren har talt. På den dag skal man sige: Han er vor Gud, vi satte vort håb til ham, og han frelste os. Han er Herren, ham håbede vi på, lad os juble og glæde os over hans frelse.« I et helligt syn så Habakkuk Herrens tilsynekomst: »Gud kommer fra Teman, den Hellige fra Parans bjerge. Sela. Hans herlighed dækker himlen; jorden er fuld af hans pris; glansen er som lyset, stråler udgår fra hans hånd.« »Hvor han træder, ryster jorden; hvorhen han ser, skælver folkene. De æld- gamle bjerge slår revner, de evige høje synker sammen. Her går hans vej fra ældgammel tid. … Du rider frem på dine heste, og dine stridsvogne bringer sejr.« »Bjergene ser dig og skælver, skybruddene raser, og havdybet løfter sin røst. Solen glemmer at sende sine stråler, månen bliver i sin bolig; de flygter for lyset fra dine pile, for lysskæret fra dit lynende spyd.« »Du drager ud for at frelse dit folk, for at frelse din salvede.« Kort før Jesus skulle skilles fra sine disciple, trøstede han dem i deres sorg med forsikringen om, at han ville komme igen. »Jeres hjerte må ikke forfær- des! … I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig.«»Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham.« De engle, som blev tilbage på Oliebjerget efter Jesu himmelfart, gentog løftet om hans genkomst: »Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, [243] skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.«Apostlen Paulus skrev: »For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærke- englen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen.«Og fra Patmos vidner Johannes: »Se, han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham.« Hans genkomst indleder de tider, »da alt det genoprettes, som Gud fra fordums tid har forkyndt gennem sine hellige profeters mund.«Da skal ond- skabens langvarige herredømme omstyrtes. »Verdensherredømmet er nu vor Herres og hans salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.«»Herrens herlighed skal åbenbares, og alle mennesker skal se den.« »Sådan lader Gud Herren retfærdighed spire og lovsang gro frem for alle folkenes øjne.« »På den dag bliver Hærskarers Herre en herlig krone, en prægtig krans for sit folks rest.« Da skal Messias‹ fredfyldte og længe ventede rige oprettes. »Herren trøster Zion, trøster alle hendes ruiner, han gør hendes ørken som Eden, det øde land som Herrens have.« »Den får Libanons herlighed, Karmels og Sarons pragt.« »Du skal ikke længere hedde Den Forladte, og dit land ikke længere Den Forstødte. Men du skal kaldes Elsket, og dit land kaldes Hustru. … Som en brudgom fryder sig over sin brud, fryder din Gud sig over dig.« Herrens genkomst har altid været hans sande efterfølgeres håb. Frelserens afskedsløfte på Oliebjerget om, at han ville komme igen, oplyste hans disciples fremtid og fyldte dem med en glæde og et håb, som ingen sorg eller prøvelse kunne kue. I lidelse og forfølgelse var »den store Gud og vor Frelsers Jesu Kristi herlige tilsynekomst« det »salige håb.« Da de thessaloniske kristne med sorg begravede deres kære, som havde håbet at opleve Herrens genkomst, henviste Paulus dem til den opstandelse, som skal ske ved Jesu genkomst. »For Herren selv vil, når befalingen lyder, når ærkeenglen kalder og Guds basun gjalder, stige ned fra himlen, og de, der er døde i Kristus, skal opstå først. Så skal vi, der lever og endnu er her, rykkes bort i skyerne og sammen med dem for at møde Herren i luften, og så skal vi altid være sammen med Herren. Trøst derfor hverandre med disse ord.« På klippeøen Patmos fik den højt elskede discipel dette løfte: »Ja, jeg kommer snart!« Og hans længselsfulde svar er menighedens evige bøn: »Amen, kom Herre Jesus!« Fra fangekældre, bålpladser og skafotter, hvor hellige og martyrer vidnede om sandheden, lyder de ord, der tolkede deres tro og håb. »I overbevisning [244] om Kristi opstandelse og dermed om deres egen ved Kristi genkomst,« siger en af disse kristne, »lod de hånt om døden og blev hævet over den.«De var villige til at stige ned i graven, så de kunne »opstå i frihed.«De så hen til »Herren, der skulle komme fra himlen i skyerne med Faderens herlighed,« og »bringe de retfærdige riget.« Valdenserne havde den samme tro.Wicliff så frem til Frelserens genkomst som menighedens håb. Luther sagde: »Jeg er fuldt overbevist om, at der ikke er tre hundrede år til dommedag. Gud vil ikke og kan ikke tillade denne onde verden meget længere.« »Den store dag, hvor vederstyggelighedernes herredømme skal omstyrtes, kommer nærmere og nærmere.« »Denne gamle verden skal snart forgå,« sagde Melanchton. Calvin siger til de kristne, at de »uophørligt, brændende skal bede om Kristi snarlige komme som det lykkeligste af alt;« og han siger, at »hele de trofastes familie må holde sig denne dag for øje.« »Vi må tørste efter Kristus, vi må søge, vi må se hen til denne store dags oprindelse,« siger han, »da Herren fuldt ud vil åbenbare sit riges herlighed.« »Har vor Herre Jesus ikke båret vort kød til himlen?« sagde den skotske reformator Knox, »og skal han ikke vende tilbage? Vi ved, at han kommer igen og det snart.« Ridley og Latimer, som ofrede deres liv for sandheden, så tillidsfuldt frem til Herrens komme. Ridley skrev: »Der er ingen tvivl om — og det tror jeg, og derfor siger jeg det — at verden nærmer sig sin afslutning. Lad os i vort hjerte sammen med Guds tjener Johannes af hjertet bønfalde vor frelser: Kom, Herre Jesus, kom!« »Tanken om Herrens komme,« sagde Baxter, »er min kæreste og lykke- ligste tanke.«»Det er troens gerning og hans helliges kendertegn at elske hans komme og se fremad i dette velsignede håb.« »Hvis døden er den sidste fjende, der skal overvindes ved opstandelsen, forstår vi, hvor inderligt de troende skulle længes efter og bede om Kristi genkomst, når denne fulde og endelige sejr skal vindes.«— »Denne er dagen, alle troende længes efter og håber og venter på som deres forløsnings fuldbyrdelse og opfyldelsen af alle deres sjæls ønsker og mål.« »Fremskynd, o Herre, denne velsignede dag!«Dette håb havde den apostolske menighed, »menigheden i ørkenen« og refor- matorerne. Profetierne nøjes ikke med at meddele hensigten med Kristi komme, men oplyser også, hvordan mennesker kan vide, når tiden nærmer sig. Jesus sagde: [245] »Der skal ske tegn i sol og måne og stjerner.«»I de dage … skal solen for- mørkes og månen ikke skinne og stjernerne falde ned fra himlen og i himlen rystes. Og de skal se Menneskesønnen komme i skyerne med megen magt og herlighed.«Åbenbaringens forfatter beskriver de første tegn på Kristi gen- komst således: »Da kom der et stort jordskælv, og solen blev sort som en sæk, og hele månen blev som blod.« Disse tegn blev observeret før udgangen af det attende århundrede. I 1755 blev denne profeti opfyldt ved alle tiders voldsomste jordskælv. Det kaldes i almindelighed jordskælvet i Lissabon, men det strakte sig over størstede- len af Europa, Afrika og Amerika. Man mærkede det på Grønland, på De Vestindiske Øer og på Madeira, i Norge, Sverige, Storbritannien og Irland. Det strakte sig over et område på ikke mindre end ti millioner km2. I Afrika var rystelserne næsten lige så voldsomme som i Europa. En stor del af byen Algier blev ødelagt, og en by i nærheden af Marokko, der havde 8-10.000 indbyggere, blev simpelt hen opslugt. En mægtig flodbølge fejede ind over Spaniens og Nordafrikas kyster. Den opslugte byer og anrettede store ødelæg- gelser. Størst var jordskælvets virkninger i Spanien og Portugal. Den flodbølge, som ramte Cadiz, skal have været næsten 20 meter høj. »Nogle af de højeste bjerge i Portugal blev bogstavelig talt rystet i deres grundvold. Nogle af dem åbnede sig i toppen, der revnede på forunderlig måde og sendte vældige klip- peblokke ned i de omliggende dale. Det siges, at der stod flammer op fra disse bjerge.« I Lissabon hørtes »en tordnende lyd nede i jorden; straks efter omstyrtede en voldsom jordrystelse det meste af byen. På ca. seks minutter omkom 60.000 mennesker. Havet trak sig først tilbage og lod kysten ligge tør, men kom så brusende som en flodbølge, der var mere end femten meter over normal vand- stand.« »Blandt de usædvanlige begivenheder, der fandt sted i Lissabon under jordskælvet, var sammenstyrtningen af en ny kaj, som var bygget af marmor og havde været umådelig kostbar. En mængde mennesker havde søgt tilflugt på kajen for ikke at blive ramt af nedstyrtende murbrokker, men pludselig forsvandt hele kajen i vandet sammen med alle dem, der stod på den. Ikke én af dem, der forsvandt, kom nogen sinde op til overfladen igen.« Jordskælvet »bevirkede, at alle kirker og klostre, næsten alle store offent- lige bygninger og mere end en fjerdedel af husene sank i grus. Et par timer [246] efter jordskælvet udbrød der ild forskellige steder. I næsten tre døgn rasede den så voldsomt, at byen blev fuldstændig tilintetgjort. Jordskælvet indtraf på en helligdag, hvor kirker og klostre havde mange besøgende. Kun få af disse reddede livet.Folks rædsel var ubeskrivelig. Ingen græd; denne gru kunne ikke finde udløsning i tårer. Sanseløse af skræk og forundring løb de frem og tilbage, slog sig for brystet og råbte: ›Barmhjertighed! Dette er verdens under- gang!‹ Mødre glemte deres børn og gik omkring med krucifikser. Uheldigvis søgte mange tilflugt i kirkerne; men forgæves blev sakramentet vist frem; for- gæves klyngede de stakkels mennesker sig til altrene; helgenbilleder, præster og befolkning blev begravet sammen.« Man mener, at 90.000 mistede livet på denne skæbnesvangre dag. Femogtyve år senere indtraf det næste af alle de tegn, som omtales i profetien — formørkelsen af sol og måne. Det var så meget mere påfaldende, som tidspunktet for profetiens opfyldelse var blevet nøjagtigt forudsagt. Da Jesus på Oliebjerget for sine disciple beskrev kirkens lange trængselstid — de 1260 års forfølgelse, som han lovede skulle blive forkortet — og derefter omtalte forskellige begivenheder, som skulle gå forud for hans genkomst, angav han, på hvilket tidspunkt den første skulle finde sted: »I de dage, efter den trængsel, skal solen formørkes og månen ikke skinne.«De 1260 dage (eller år) udløb i 1798. Et kvart århundrede tidligere var forfølgelserne næsten ophørt. Efter denne trængselstid skulle solen, ifølge Kristi ord, formørkes. Den 19. maj 1780 gik denne profeti i opfyldelse. »Som et af de mærkeligste og indtil dato uopklarede fænomener … står den mørke dag den 19. maj 1780 — en højst uforklarlig formørkelse af hele den synlige himmel og atmosfære over New England.« Et øjenvidne, som boede i Massachusetts, har beskrevet begivenheden således: »Om morgenen skinnede solen klart, men snart blev den dækket af sorte, truende skyer. Det lynede og tordnede, og der faldt lidt regn. Ved nitiden blev skyerne tyndere og fik et messing- eller kobberagtigt skær. Jord, klipper, træer, huse, vand og mennesker så forandrede ud i dette mærkelige, overnaturlige lys. Få minutter senere bredte en tyk, sort sky sig over hele him- len undtagen en smal kant langs horisonten, og det blev lige så mørkt som normalt en sommeraften klokken ni. … Ængstelse, rædsel og ærefrygt greb menneskers sind. Kvinder stod i døren og stirrede ud på det mørke landskab; mænd vendte hjem fra deres arbejde [247] på marken; tømreren forlod sit værksted, smeden sin esse og købmanden sin disk. Skolerne lukkede, og skræmte børn skyndte sig hjem. Rejsende søgte ly i nærmeste gård. ›Hvad vil der ske?‹ spurgte alle med skælvende læber og bævende hjerte. Det var, som skulle en orkan bryde løs — eller som om alle tings ende var nær. Der blev tændt lys, og kaminilden blussede lige så klart, som på en måne- løs efterårsaften. … Hønsene satte sig på deres pinde og faldt i søvn. Kvæget samlede sig ved hegnene og brølede, frøerne kvækkede, fuglene sang deres aftensang, og flagermus tumlede sig i luften. Men menneskene vidste, at det ikke var nat.« »Dr. Nathanael Whittaker, der var præst i Salem, holdt en gudstjeneste i forsamlingshuset. I sin prædiken sagde han, at mørket var overnaturligt. Menigheder mødtes mange andre steder. Teksten for de improviserede prædikener var alle vegne et af de skriftsteder, der syntes at vise, at mørket stemte overens med Bibelens profetier. Mørket var tættest kort efter klokken elleve.«»I de fleste egne af landet var mørket hele dagen så tæt, at man ikke kunne se på uret, hvad klokken var. Man kunne hverken spise eller arbejde uden at tænde lys… Mørkets udstrækning var usædvanlig. Mod øst nåede det Falmouth og mod vest den fjerneste del af Connecticut og Albany. Mod syd nåede det kysterne og mod nord så langt de amerikanske besiddelser strækker sig.« En time eller to før aften blev dagens dybe mørke afløst af en delvis klar himmel, og solen kom til syne, men var formørket af en tæt tågedis. »Efter solnedgang blev himlen atter overskyet, og det blev meget hurtigt mørkt.« »Nattens mørke var ikke mindre usædvanligt og skrækindjagende end dagens. Skønt det næsten var fuldmåne, var det umuligt at skelne noget uden kunstigt lys. Når man så dette fra nabohusene eller på afstand, kunne man kun skelne det gennem en slags egyptisk mørke, der syntes næsten uigennemtrængeligt for lysstrålerne.«Et øjenvidne til begivenheden udtalte: »Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at mørket ikke kunne være tættere, hvis hvert lysende legeme i universet havde været hyllet i uigennemtrængelige skygger, eller helt udryddet.«Skønt det var fuldmåne den aften ved ni-tiden, »kunne den ikke sprede de dødlignende skygger.« Efter midnat forsvandt mørket, og da månen blev synlig igen, så den ud som blod. Den 19. maj 1780 kaldes i historien »den mørke dag.« Siden Moses‹ tid [248] har man ingen optegnelser om en mørketid så lang, så tæt og så udbredt. Den beskrivelse, øjenvidner har givet af denne hændelse, er kun et ekko af Herrens ord, som profeten Joel har nedskrevet femogtyve hundrede år, før de gik i opfyldelse: »Solen forvandles til mørke og månen til blod, før Herrens store og frygtelige dag kommer.« Jesus havde befalet sine børn at holde øje med tegnene på hans genkomst og glæde sig, når de så varslerne om hans komme. »Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.« Han pegede på træerne, der var fulde af knopper, og fortsatte: »Så snart I ser dem springe ud, ved I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær.« Men da kirkens ydmyge, kærlige ånd veg pladsen for stolthed og forma- lisme, blev kærligheden til Jesus og troen på hans genkomst svækket. De, der kaldte sig Guds børn, var så optaget af denne verden og af forlystelser, at de glemte Frelserens undervisning angående tegnene på hans genkomst. Læren om genkomsten blev forsømt; de skriftsteder, som viste hen til den, blev tol- ket, så de blev uklare og til sidst næsten helt glemt. Det var især tilfældet i kirkerne i Amerika. Den frihed og komfort, som kom alle samfundsklasser til gode, den ærgerrige higen efter rigdom og luksus, der medførte en altop- slugende lyst til at tjene penge, og det ivrige kapløb om popularitet og magt, som alle syntes at kunne opnå, fik mennesker til at samle deres interesse og håb om denne verdens goder og skyde den dag langt ud i fremtiden, da den nuværende tingenes tilstand skal ophøre. Da Frelseren fortalte sine disciple om tegnene på sin genkomst, forudsagde han også det frafald, der ville ske i tiden op til genkomsten. Som i Noas dage skulle menneskene være travlt optaget af verdslige ting og fornøjelser — køb, salg, agerdyrkning, byggeri, indgåelse af ægteskab. Man ville glemme Gud og det fremtidige liv. Kristi formaning til dem, der lever i denne tid, lyder: »Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare.« »Våg altid, og bed om, at I må få styrke til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen.« Kirkens tilstand på dette tidspunkt beskrives i Frelserens ord i Åbenbaringen: »Du har ord for at leve, men er død.« Og til dem, som næg- ter at lade sig vække af deres ubekymrede tryghed, rettes følgende alvorlige [249] advarsel: »Hvis du ikke våger, kommer jeg som en tyv, og du ved ikke, hvilken time jeg kommer over dig.« Det var nødvendigt, at mennesker fik øjnene op for den fare, som truede dem, så de kunne tage sig sammen til at forberede sig på de alvorlige begiven- heder i forbindelse med nådetidens ophør. Guds profet siger: »Stor er Herrens dag, frygtelig er den! Hvem kan udholde den?« Hvem kan bestå, når han kommer, hvis »øjne er for rene til at se på ondskaben« og ikke »roligt kan se på ulykken?«For dem, der råber: »Vor Gud! Vi kender dig!« men alligevel har brudt hans pagt, valgt en anden gud, skjult urenhed i hjertet og elsket synden, er Herrens dag »mørke, ikke lys, mulm uden lysskær.«»Til den tid,« siger Herren, »gennemsøger jeg Jerusalem med lygter, og jeg straffer de mænd, der slår sig til ro i deres vinrus og siger ved sig selv: ›Herren gør hverken godt eller ondt.‹«»Jeg straffer verden for dens ondskab og de ugudelige for deres synd; jeg gør ende på de overmodiges stolthed og ydmyger voldsmændenes hovmod.«»Deres sølv og guld kan ikke redde dem.« »Deres rigdom bliver plyndret, deres huse lægges øde.« Idet profeten Jeremias så frem til denne frygtelige tid, udbrød han: »Mit hjerte skælver, jeg kan ikke tie. Jeg hører lyden af horn og krigsråb. Der meldes om nederlag på nederlag.« »En vredens dag er denne dag, en dag med nød og trængsel, en dag med ødelæggelse og undergang, en dag med mulm og mørke, en dag med skylag og mørke skyer, en dag med hornklang og krigsråb.«»Herrens dag kommer med gru … for at lægge jorden øde og udrydde dens syndere.« Med henblik på denne store dag formaner Guds ord i højtidelige og ind- trængende vendinger de troende til at vågne op af deres åndelige sløvhed og søge Gud med anger og ydmyghed: »Stød i hornet på Zion, opløft krigsråb på mit hellige bjerg, så alle landets indbyggere skælver, for Herrens dag kommer! Mulmets og mørkets dag er nær.« »Udråb en hellig faste, udråb en sørgefest! I skal samle folket og hellige forsamlingen; I skal bringe de ældste sammen og samle børn og spæde. Brudgommen må forlade kammeret, bruden sit brude- kammer. Mellem forhallen og alteret skal præsterne, Herrens tjenere, græde.« »Selv nu siger Herren: Vend om til mig af hele jeres hjerte med faste, gråd og klage! Sønderriv jeres hjerte og ikke jeres klæder, vend om til Herren, jeres Gud! For han er nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab; han kan fortryde ulykken.« [250] For at forberede et folk til at bestå på Herrens dag, skulle et stort arbejde med reformer gennemføres. Gud så, at mange af dem, som foregav at tro på ham, ikke »byggede på« evigheden, og i sin nåde ville han sende dem en advarsel, der kunne vække dem af deres sløvhed og få dem til at forberede sig på Herrens komme. Denne advarsel finder vi i Johannes‹ Åbenbarings 14. kapitel. Her er et trefoldigt budskab, der forkyndes af engle — og straks derefter kommer Menneskesønnen for at høste »jordens høst.« Den første af disse advarsler forkynder den forestående dom. Profeten så en engel flyve »midt oppe under himlen; den havde et evigt evangelium at forkynde for dem, der bor på jorden, og for alle folkeslag og stammer, tungemål og folk, og englen sagde med høj røst: Frygt Gud og giv ham ære; for timen er kommet, da han dømmer. Tilbed ham, som har skabt himmel og jord og hav og kilder.« Dette budskab erklæres at være en del af »det evige evangelium.« At for- kynde evangeliet er ikke overladt til engle, men til mennesker. Hellige engle har ledet de store bevægelser for at frelse mennesker; men selve forkyndelsen er blevet overladt til Kristi tjenere på jorden. Gudfrygtige mænd skulle i lydighed mod Guds befalinger og læren af hans ord forkynde denne advarsel for verden. De havde givet agt på »profeternes tale,« den »lampe, der skinner på et mørkt sted, indtil dagen bryder frem, og morgenstjernen stiger op i jeres hjerter.«De havde søgt kundskab om Gud mere end skjulte skatte, »for det er bedre at erhverve den end sølv, og den giver større udbytte end guld.«Og Herren åbenbarede dem store ting om sit rige. »De, der frygter Herren, har fællesskab med ham, gennem sin pagt vejleder han dem.« Det var ikke de lærde teologer, der havde forståelse for denne sandhed og påtog sig at forkynde den. Havde de været trofaste vægtere og gransket Bibelen flittigt under bøn, ville de have vidst, hvilken time på natten det var. Profetierne ville have belært dem om de forestående begivenheder. Men de indtog ikke en sådan stilling, og budskabet blev forkyndt af mere ydmyge mænd. Jesus sagde: »I skal vandre, mens I har lyset, for at ikke mørket skal gribe jer.«De, der vender sig bort fra det lys, Gud har skænket, eller forsøm- mer at søge det, mens det er inden for rækkevidde, bliver efterladt i mørke. Men Frelseren siger: »Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørke, men have livets lys.«Enhver, der for alvor søger at gøre Guds vilje og omhyggeligt [251] retter sig efter det lys, de allerede har fået, vil få mere lys. Til en sådan vil der blive sendt en stråle af himmelsk lys, der vil lede ham til hele sandheden. Ved tiden for Kristi fødsel kunne Jerusalems præster og skriftkloge have tydet tidernes tegn og forkyndt den lovede frelsers komme. Mikas profeti angiver hans fødested; Daniel opgiver tiden for hans komme.Gud havde betroet de jødiske ledere disse profetier; de havde ingen undskyldning for ikke at vide eller forkynde, at Messias‹ komme var nær. Deres uvidenhed skyldtes, at de havde forsømt at studere Guds ord. Jøderne byggede mindesmærker over Guds profeter, som de havde slået ihjel, mens de af ærbødighed for verdens store hyldede Satans tjenere. De var så optaget af deres ærgerrige stræben efter ære og magt, at de tabte de æresbevisninger, som himlens konge tilbød dem, af syne. Israels ældste burde med dyb, ærbødig interesse have studeret stedet, tiden for og omstændighederne ved den største begivenhed i verdenshistorien — Guds søns komme for at forløse menneskene. Hele folket burde have våget og ventet for at være blandt de første, som bød verdens frelser velkommen. Men ak, i Betlehem må to trætte rejsende fra Nazaret forgæves søge ly for natten. Ingen dør bliver åbnet for dem. Til sidst må de søge ly i et usselt læskur, bereg- net til kvæget — og her fødes verdens frelser. Himlens engle havde set den herlighed, som Guds søn delte med Faderen, før verden blev skabt. De havde med dyb interesse set frem til hans komme til jorden som en begivenhed, der indebar den største glæde for alle mennesker. Engle skulle overbringe det glade budskab til dem, der var rede til at modtage det og forkynde det for jordens beboere. Kristus havde nedværdiget sig til at påtage sig menneskets natur. Han skulle udholde en uendelig smerte, idet han gav sin sjæl som et syndoffer; men englene ønskede, at den Højestes søn selv i sin ydmygelse skulle vise sig for menneskene med en værdighed og herlighed, der svarede til hans karakter. Ville jordens stormænd samles i Israels hoved- stad for at hilse ham velkommen? Skulle hærskarer af engle føre ham frem for de ventende skarer? En engel besøger jorden for at se, hvem der er rede til at byde Jesus velkommen. Men englen ser ingen tegn på forventning. Han hører ingen tak og pris, fordi Messias nu skal komme. Englen dvæler lidt over den udvalgte by og det tempel, hvor Gud i menneskealdre har åbenbaret sin nærværelse. Men selv her ser han samme ligegyldighed. De prægtigt klædte, stolte præster bringer [252] vanhellige ofre i templet. Farisæerne henvender sig højrøstet til folket eller fremsiger pralende bønner på gadehjørnerne. I kongernes slotte, i filosoffernes forsamlinger, i rabbinernes skoler, ingen steder er der nogen, der skænker den vidunderlige kendsgerning en tanke, den kendsgerning, som har fyldt hele himlen med fryd og glæde — at menneskers frelser nu snart kommer til jorden. Intet tyder på, at menneskene venter Kristi komme. Der er ikke gjort forberedelser til at modtage Livets Fyrste. Fuld af undren er det himmelske sendebud lige ved at vende tilbage med dette sørgelige budskab, da han i det samme får øje på hyrder, der holder nattevagt over deres hjord. De ser op mod den stjernebesatte himmel, mens de tænker på profetien om den kommende Messias, og de længes efter verdens frelsers komme. Her er nogle, som er rede til at tage imod det himmelske budskab. Pludselig viser Herrens engel sig og forkynder det glade budskab. En himmelsk herlighed oplyser stedet, en utallig engleskare kommer til syne — og som om glæden er for stor til at forkyndes af ét himmelsk sendebud, løfter tusinder af stemmer sig til den hymne, som de frelste fra alle folkeslag engang skal synge: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag.« Hvilken lærdom rummer ikke denne vidunderlige beretning fra Betlehem! Hvor den dog irettesætter vor vantro, vor stolthed og selvtilstrækkelighed. Hvor den dog formaner os til at være agtpågivende, så vi ikke på grund af syndig ligegyldighed overser tidernes tegn og ikke kender vor besøgelsestid. Det var ikke kun på Judæas høje og blandt fattige hyrder, at englene fandt mennesker, der afventede Messias‹ komme. Også blandt hedningerne var der nogle, som ventede på ham. Det var Østens filosoffer, kloge, rige, ædle mænd, naturforskere, som havde set Gud i hans hænders værk. De havde i de hebraiske skrifter læst om den stjerne, som skulle opgå af Jakob, og ventede længselsfuldt på ham, der ikke kun skulle blive »Israels trøst,« men »et lys, til åbenbaring for hedninger,« og blive »til frelse til jordens ende.«De søgte lys, og lyset fra Guds trone oplyste deres vej. Mens Jerusalems præster og rabbi- nere, der skulle vogte og udlægge sandheden, var hyllet i mørke, ledte stjernen fra himlen disse fremmede til den nyfødte konges fødested. Det er »for dem, som venter på ham,« at Kristus »anden gang vil komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse.«Heller ikke budskabet om Frelserens genkomst blev betroet til folkets religiøse ledere. De havde undladt at bevare deres forbindelse med Gud og nægtet at tage imod lys fra himlen; [253] derfor var de ikke blandt dem, som Paulus beskriver: »Men I, brødre! er ikke i mørke, så dagen skulle kunne overraske jer som en tyv. I er jo alle lysets børn og dagens børn. Vi tilhører ikke natten, og heller ikke mørket.« Vægterne på Zions mure burde have været de første til at forstå budskabet om Frelserens komme, de første til at hæve deres stemmer for at forkynde, at han var nær og de første til at formane folket til at forberede sig på hans komme. Men de drømte ubekymrede om fred og tryghed, mens folket sov i deres synder. Jesus så sin menighed som et goldt figentræ med prangende løv, men uden frugt. Troens udvendige former blev iagttaget, men sand ydmyg- hed, anger og tro — som alene kunne gøre gudsdyrkelsen velbehagelig for Gud — manglede. I stedet for Åndens dyder fandt han hovmod, ydre former, forfængelighed, egoisme og undertrykkelse. En frafalden menighed lukkede øjnene for tidernes tegn. Gud havde ikke svigtet dem — hans troskab var uæn- dret, men de havde forladt ham og skilt sig selv fra hans kærlighed. Og fordi de nægtede at overholde betingelserne, blev Guds løfte ikke opfyldt for dem. Således er det sikre resultat af at undlade at påskønne og bygge videre på det lys og de privilegier, Gud skænker os. Hvis menigheden ikke vil tage imod hver eneste lysstråle og påtage sig de pligter, der bliver vist den, vil religionen uvægerligt blive til noget rent formelt, og den sande gudsfrygt vil forsvinde. Kirkens historie bekræfter igen og igen denne sandhed. Gud kræver, at hans folk viser deres tro og lydighed i gerninger, der svarer til de velsignelser, han skænker det. Lydighed kræver ofre og medfører kors. Og derfor nægtede så mange af dem, som foregav at være Kristi disciple, at tage imod lyset fra him- len og kendte, ligesom de gamle jøder, ikke deres besøgelsestid.På grund af deres hovmod og vantro gik Herren dem forbi og åbenbarede sin sandhed for dem, der ligesom hyrderne på marken og Østens vismænd havde været opmærksomme på det lys, de havde modtaget. [254] [255]