MOD EN BEDRE FREMTID Kapitel 14—Senere engelske reformatorer Mens Luther åbnede en lukket bibel for det tyske folk, blev Tyndale af Guds ånd tilskyndet til at gøre det samme for det engelske. Wicliffs bibel var blevet oversat fra den latinske tekst, som indeholdt mange fejl. Den var aldrig blevet trykt, og håndskrevne eksemplarer var så dyre, at kun nogle få velhavende mennesker eller adelige kunne anskaffe sig den. Da den tilmed var strengt forbudt af kirken, havde den kun ret ringe udbredelse. I 1516, året før Luthers teser kom, havde Erasmus udgivet Det Nye Testamente på græsk og latin, og dermed var Guds ord for første gang trykt på originalsproget. I dette værk var mange af fejlene i de tidligere oversættelser rettet, og meningen var mere klart gengivet. Det hjalp mange i de veluddannede klasser til en bedre viden om sandheden og satte på ny skub i reformarbejdet. Men det jævne folk var stadig for en stor del udelukket fra Guds ord. Tyndale skulle fuldende Wicliffs arbejde ved at give Bibelen til sine landsmænd. Som flittig studerende og oprigtig sandhedssøgende havde han modtaget evangeliet gennem Erasmus‹ græske Testamente. Frygtløst prædikede han efter sin overbevisning og fremhævede, at alle læresætninger skulle prøves [200] ved Skriftens ord. Den katolske kirke hævdede, at det var kirken, som havde givet Bibelen, og at den alene kunne udlægge den. Hertil svarede Tyndale: »Ved I, hvem der har lært ravnene at finde deres føde? Den samme Gud lærer sine sultne børn at finde deres fader i hans ord. Så langt fra at have givet os Skriften er det netop jer, der har skjult den for os. Det er jer, som brænder dem, der underviser i den, og hvis I kunne, ville I brænde selve Skriften.« Tyndales prædikener vakte stor interesse, og mange tog imod sandheden. Men præsterne var på vagt, og ikke så snart havde han forladt et sted, før de med trusler og fordrejelser søgte at ødelægge hans arbejde. Kun alt for ofte havde de held med dette. »Hvad skal vi gøre?« udbrød han. »Mens jeg sår på det ene sted, hærger fjenden den mark, jeg lige har forladt. Jeg kan jo ikke være alle vegne! Åh, om de kristne bare ejede Den hellige Skrift på deres eget sprog! Så kunne de selv imødegå spidsfindighederne. Uden Bibelen er det umuligt at grundfæste lægfolk i sandheden.« Tyndale så en ny opgave for sig. Han sagde: »Det var på Israels sprog, salmerne blev sunget i Jahves tempel. Skulle evangeliet så ikke tale Englands sprog blandt os? … Burde kirken have mindre lys ved middagstid end ved morgengry? … Kristne skal kunne læse Det Nye Testamente på deres moders- mål.« Kirkens præster og lærde er indbyrdes uenige. Kun ved Bibelens hjælp kan mennesker nå til sandheden. »Den ene holder fast ved denne lærer, den anden ved hin. Men alle disse lærde modsiger hinanden. Hvordan skal vi da bedømme, hvem der siger det rette, og hvem der siger det forkerte? … Hvordan? … Sandelig ved Guds ord.« En lærd katolsk doktor indledte kort tid efter en ordstrid med ham og sagde: »Vi må hellere undvære Guds love end pavens.« Tyndale svarede: »Jeg vil trodse paven og alle hans love; og hvis Gud vil spare mit liv, skal jeg sørge for, at den dreng, som går bag ploven, inden mange år ved mere om Skriften end I!«Han havde sat sig for at give folket Det Nye Testamente på deres eget sprog og begyndte straks på arbejdet. Da han blev fordrevet fra sit hjem, tog han til London og fortsatte en tid uforstyrret sit arbejde dér. Men katolik- kernes forfølgelse tvang ham igen til at flygte. Hele England syntes lukket for ham, og han besluttede at søge ly i Tyskland. Her påbegyndte han trykningen af Det Nye Testamente på engelsk. To gange blev hans arbejde standset, men når det blev ham forbudt at trykke i én by, rejste han til en anden. Til sidst nåede han til Worms, hvor Luther få år i forvejen havde forsvaret evangeliet [201] over for rigsdagen. I denne by havde reformationen mange venner, og her fortsatte Tyndale sit arbejde uhindret. Snart var de første tre tusind eksempla- rer af Det Nye Testamente færdige, og senere på året fulgte endnu et oplag. Med stor alvor og udholdenhed fortsatte han sit arbejde. Skønt de eng- elske myndigheder bevogtede havnene strengt, blev Guds ord på forskellig måde bragt til London og derfra spredt ud over landet. Katolikkerne prøvede at undertrykke sandheden, men forgæves. Biskoppen af Durham købte hos en boghandler, der var Tyndales ven, på én gang hele hans lager af bibler for at tilintetgøre dem i den tro, at det ville forhindre arbejdet. Men for de penge, han betalte, blev der købt materiale til en ny og bedre udgave, som ellers ikke kunne være udgivet. Da Tyndale senere blev fængslet, tilbød man ham friheden på den betingelse, at han skulle røbe navnene på dem, som havde hjulpet ham at dække udgifterne ved trykningen af biblerne. Han svarede, at biskoppen af Durham havde gjort mere for ham end nogen anden. Ved at betale en høj pris for de resterende bøger havde han gjort det muligt for ham at fortsætte med godt mod. Tyndale blev forrådt i sine fjenders hænder og var engang fængslet i mange måneder. Til sidst vidnede han for sin tro ved martyrdøden; men de våben, han smedede, har gjort det muligt for andre at kæmpe sig frem gen- nem de kommende århundreder helt op til vore dage. Latimer hævdede fra prædikestolen, at Bibelen burde læses på folkets eget sprog. »Forfatteren af Den hellige Skrift,« sagde han, »er Gud selv,« og denne skrift er mægtig og evig som dens ophav. »Der er ingen konge, kejser, øvrighed eller hersker, … som ikke er forpligtet til at adlyde hans hellige ord.« »Lad os ikke gå omveje, men lad Guds ord vise os vej, lad os ikke gå i vore forfædres fodspor, eller søge efter det, de gjorde, men efter det, de burde have søgt.«5 Barnes og Frith, Tyndales trofaste venner, stod frem for at forsvare sand- heden. Efter dem fulgte Ridleyerne og Cranmer. Disse førerskikkelser i den engelske reformation var lærde mænd, og de fleste af dem havde inden for den katolske kirke været højt agtede for deres iver og fromhed. Deres mod- stand mod pavedømmet skyldtes, at de kendte »den hellige stols« vildfarelser. Og netop dette gav deres vidnesbyrd større kraft. »Nu vil jeg gerne stille et underligt spørgsmål,« sagde Latimer. »Hvem er den flittigste biskop og prælat i hele England? … Jeg ser, I lytter og spidser øre, at jeg skal sige jer hans navn. … Jeg skal sige jer det, det er Djævelen! [202] … Han er aldrig borte fra sit bispedømme, … kald på ham, når I vil, han er altid hjemme. … Han har altid hånden på ploven. … Jeg garanterer jer, I finder ham aldrig uvirksom. Hvor Djævelen bor, … dér hedder det: bort med bøgerne og frem med kerterne, bort med biblerne og frem med rosenkransen; bort med evangeliets lys og frem med de tændte lys, selv ved højlys dag! … Ned med Kristi kors og frem med skærsildens lommetyv. … Ikke noget med at klæde de nøgne, de fattige og hjælpeløse, men pynte helgenbilleder og stok og sten med rige og strålende klæder. Frem med menneskers overleveringer og love, ned med Guds overleverings allerhelligste ord. O, om vore prælater var lige så flittige til at så den gode læres sæd, som Satan er til at så klinte og giftigt rajgræs!« Det store princip, disse reformatorer hævdede — det samme, som var blevet hævdet af valdenserne, Wicliff, Johan Huss, Luther, Zwingli og deres tilhæn- gere — var Bibelens ufejlbarlige myndighed som rettesnor for tro og praksis. De benægtede, at paver, kirkemøder, kirkefædre og konger havde ret til at herske over samvittigheden i religiøse spørgsmål. Bibelen var den højeste myndighed, og ud fra den bedømte de alle læresætninger og påstande. Troen på Gud og hans ord holdt disse fromme mænd oppe, når de ofrede deres liv på bålet. Da flammerne slog op om Latimer, råbte han til sin lidelsesfælle: »Vær ved godt mod! Ved Guds nåde skal vi i dag tænde et sådant lys i England, at det aldrig nogen sinde skal slukkes.« I Skotland var den sandhedens sæd, som var sået af Columba og hans medarbejdere, aldrig helt blevet udryddet. Århundreder efter at Englands kirker havde bøjet sig for Rom, havde skotterne bevaret deres frihed. Men i det tolvte århundrede fik pavekirken også magten i Skotland, og i intet andet land havde den et mere uindskrænket herredømme. Intet sted var mørket tættere. Dog trængte lysstråler gennem mørket med løfter for kommende tider. Lollarderne kom fra England med Bibelen og Wicliffs lære og gjorde meget for at bevare kendskabet til Bibelen, og hvert århundrede havde sine vidner og martyrer. Samtidig med den store reformations begyndelse udkom Luthers skrifter og derpå Tyndales engelske Nye Testamente. Uden at præsterne opdagede det, vandrede disse sendebud i stilhed over bjerg og dal og tændte nyt liv i sandhe- dens fakkel, som var nær ved at slukkes, så den igen kom til at lyse op i Skotland og gøre ende på den undertrykkelse, Rom havde udøvet i fire hundrede år. [203] Nu gav martyrernes blod bevægelsen ny drivkraft. De katolske ledere, som pludselig blev klar over den fare, der truede deres sag, bragte nogle af Skotlands ædleste sønner på bålet. Men derved rejste de blot en prædikestol, hvorfra de døendes ord hørtes over hele landet og fyldte folks sjæle med et ukueligt forsæt om at ryste Roms lænker af sig. De ædle fyrster Hamilton og Wishart ofrede sammen med mange ukendte livet på bålet. Men fra Wisharts bål kom der én, som flammerne ikke skulle komme til at bringe til tavshed — én, som ved Guds hjælp skulle få dødsklok- kerne til at ringe over pavevældet i Skotland. John Knox havde vendt sig fra kirkens traditioner og mystik til Guds ords sandheder, og Wisharts undervisning styrkede hans beslutning om at forlade romerkirken og slutte sig til de forfulgte reformatorer. Venner tilskyndede ham til at blive præst, men han veg med bæven tilbage for dette ansvar. Først efter flere dages ensom, pinefuld kamp med sig selv indvilligede han. Men da han først havde taget imod kaldet, ilede han fremad med ukueligt mod og beslutsomhed, så længe han levede. Denne oprigtige reformator frygtede ingen mennesker. Martyrbålene, som blussede omkring ham, forstærkede blot hans iver. Med tyrannens økse hængende over hovedet uddelte han kraftige slag til højre og venstre for at nedbryde afgudsdyrkelsen. Da han blev stillet ansigt til ansigt med dronningen af Skotland, der havde kuet mange protestantiske ledere, aflagde John Knox uden at vakle sit vidnesbyrd om sandheden. Han lod sig hverken vinde ved venlighed eller skræmme af trusler. Dronningen anklagede ham for kætteri og erklærede, at han havde lært folket at antage en religion, som staten havde forbudt, og derved overtrådt Guds befaling om, at undersåtter skal adlyde deres fyrster. Uden at betænke sig svarede Knox: »Da den rette gudsdyrkelse ikke fik sin oprindelige styrke eller myndig- hed fra denne verdens fyrster, men fra den evige Gud, er undersåtter ikke forpligtede til at indrette deres gudsdyrkelse efter fyrsternes smag. For det sker ofte, at fyrster er de mest uvidende af alle med hensyn til Guds sande religion. … Hvis alle Abrahams efterkommere havde antaget Faraos religion, fordi de længe havde været hans undersåtter, gad jeg nok vide, høje frue, hvilken reli- gion der ville have været i verden. Eller hvis alle mennesker i apostlenes dage havde antaget de romerske kejseres religion, hvilken religion ville der så have [204] været på denne jord? Deraf kan I se, at undersåtter ikke er bundet til deres fyrsters religion, skønt det er dem befalet at vise dem lydighed.« Dronningen svarede: »I fortolker Skriften på den ene måde, og de andre (de romersk-katolske lærere) på en anden måde. Hvem skal jeg tro, og hvem skal kunne dømme om dette?« »I skal tro Gud, som taler tydeligt i sit ord,« svarede John Knox, »og udover hvad Ordet lærer Eder, skal I hverken tro den ene eller den anden. Guds ord taler tydeligt for sig selv; og hvis det nogen steder skulle synes dunkelt, vil Helligånden, som aldrig modsiger sig selv, andre steder forklare det samme mere klart, så der ikke kan herske nogen tvivl, undtagen for dem, som absolut vil vedblive at være uvidende.« Sådan lød de sandhedsord, som den frygtløse reformator med fare for sit liv talte til dronningen. Med det samme ukuelige mod holdt han fast ved sit mål og bad og kæmpede for Herrens sag, indtil Skotland blev befriet for pavevældet. Da England indførte protestantismen som statsreligion, aftog forfølgelsen noget, men standsede ikke helt. Skønt man havde givet afkald på mange af Roms læresætninger, var ikke så få af dens skikke bevaret. Man forkastede pavens overhøjhed, men ophøjede i stedet kongen til kirkens overhoved. Og i kirkens gudstjeneste var der stadig store afvigelser fra evangeliets renhed og enkelhed. Endnu forstod man heller ikke det store princip om religionsfrihed. Skønt de protestantiske regenter kun sjældent tog deres tilflugt til så frygtelige grusomheder mod kætteri som Rom, indrømmede man ikke mennesker ret til at dyrke Gud efter deres egen samvittighed, men krævede, at alle skulle antage den lære og overholde den form for gudstjeneste, som var foreskrevet af statskirken. De, der havde en afvigende mening, blev mere eller mindre forfulgt i de følgende århundreder. I det syttende århundrede blev tusinder af præster afsat fra deres embeder. Med trusler om store bøder, fængsel og forvisning blev det forbudt folk at overvære nogen anden form for religiøse møder end dem, der var godkendt af kirken. De trofaste, som ikke kunne afholde sig fra at samles for at tilbede Gud, var tvunget til at mødes i mørke gyder, på skumle kvistkamre og på nogle tider af året ude i skoven midt om natten. I dette tempel, som Gud selv havde bygget, samledes de forfulgte Guds børn for at bede og lovsynge ham. Men trods al forsigtighed måtte mange lide for deres tro. Fængslerne var overfyldte, [205] og familier blev splittede. Mange blev landsforvist. Men alligevel var Gud hos sine børn, og forfølgelsen magtede ikke at bringe deres vidnesbyrd til tavshed. Mange blev fordrevet over havet til Amerika, hvor de lagde grunden til den borgerlige og religiøse frihed, som har været dette lands hæder og bolværk. Ligesom i apostlenes dage blev forfølgelsen et middel til at fremme evan- geliet. I et afskyeligt fængsel, der vrimlede med forbrydere og lastefulde per- soner, indåndede John Bunyan himlens rene luft, og her skrev han sin vidun- derlige allegori om en pilgrims rejse fra fordærvelsens land til den himmelske stad. I mere end to hundrede år har denne stemme fra fængslet i Bedford med betagende kraft lydt til menneskers hjerter. Bunyans »Pilgrimsvandringen« og »John Bunyans levned fortalt af ham selv« har ført mange ind på livets vej. Baxter, Flavel, Alleine og andre begavede og dannede mænd med en dyb kristen erfaring stod frem og forsvarede tappert den tro, som en gang var ble-vet overgivet de hellige. Det, der blev udrettet af disse mænd, som var dømt fredløse af denne verdens herskere, kan aldrig udslettes. Flavels »Livets kilde« og »Nådens metode« har lært tusinder, hvordan de skal overgive deres sjæl til Kristus. Baxters »Reformed Pastor« har været en velsignelse for mange, som ønsker at genoplive Guds værk, og hans »De helliges evige hvile« har ført sjæle til den sabbatshvile, som venter Guds børn. Hundrede år senere, i en tid med stort åndeligt mørke, trådte Whitefield og brødrene Wesley frem som lysbærere for Gud. Under statskirkens styre var et engelske folk sunket ned i en tilstand af religiøst forfald, som næppe var til at skelne fra hedenskab. Gejstligheden studerede ivrigt naturfilosofi, som rummede det meste af deres teologi. De højere klasser gjorde nar af fromhed og pralede af at være hævet over, hvad de kaldte fanatisme. De lavere klasser var groft uvidende og et bytte for laster, mens kirken ikke mere havde hverken mod eller tro til at støtte sandhedens sag, som var sunket så dybt. Den vigtige læresætning om retfærdiggørelse ved tro, som Luther havde fremsat så klart, var næsten tabt af syne. Og det katolske princip, at stole på at gode gerninger kan frelse, havde indtaget dens plads. Whitefield og brødrene Wesley, der var medlemmer af statskirken, søgte oprigtigt at vinde Guds velbehag, og man havde lært dem, at dette kunne opnås ved at leve et retskaffent liv og ved at overholde religiøse ceremonier. Da Charles Wesley engang var syg og mente, at døden nærmede sig, blev han spurgt, hvad han byggede sit håb om evigt liv på. Han svarede: »Jeg har [206] af bedste evne søgt at tjene Gud.« Da vennen, som havde stillet spørgsmålet, ikke syntes at være helt tilfreds med svaret, tænkte Wesley: »Jamen, er mine bestræbelser ikke et tilstrækkeligt grundlag for mit håb? Vil han tage min stræben fra mig? Jeg har jo intet andet at stole på!«Så tæt et mørke havde lejret sig over kirken, skjult forsoningen og vendt mennesker bort fra deres eneste håb om frelse — den korsfæstede frelsers blod. Det blev klart for Wesley og hans venner, at sand fromhed bor i hjertet, og at Guds lov gælder både tanker, ord og gerninger. Overbeviste om, at hjertets renhed var mere nødvendig end at forbedre sig i det ydre, tog de med dyb alvor fat på at leve et nyt liv. Ved flittige bestræbelser og megen bøn prøvede de at kue det naturlige hjertes ondskab. De levede et liv i selvfornægtelse, barmhjertighed og ydmyghed og overholdt strengt alt, hvad de mente kunne hjælpe dem til at opnå det, de mest af alt ønskede — den fromhed, som skulle sikre dem Guds velbehag. Men de opnåede ikke det, de søgte. Forgæves prø- vede de at frigøre sig fra syndens forbandelse eller bryde dens magt. Det var den samme kamp, Luther havde oplevet i sin celle i Erfurt. Det var det samme spørgsmål, som plagede hans sjæl: »Hvordan kan et menneske være retfærdigt over for Gud?« Den guddommelige sandheds ild, som næsten var blevet slukket på pro- testantismens altre, skulle atter tændes ved den gamle fakkel, som ved de bøhmiske kristnes hjælp var gået fra hånd til hånd ned gennem tiderne. Efter reformationen var protestantismen i Bøhmen blevet trampet ned af de romer- ske horder. Alle, der nægtede at afsværge sandheden, måtte flygte. Nogle af dem, der havde søgt tilflugt i Sachsen, opretholdt dér den gamle tro. Det var fra efterkommere af disse kristne, at lyset nåede Wesley og hans venner. Da John og Charles Wesley var ordineret som præster, blev de udsendt til Amerika. Om bord på det skib, de rejste med, var der en flok mähriske brødre. Skibet kom ud for voldsomme storme, og John Wesley følte ansigt til ansigt med døden, at han ikke havde forvisning om fred med Gud. Tyskerne derimod viste en ro og tryghed, som han ikke selv havde. »Jeg havde allerede længe,« siger han, »lagt mærke til deres alvorlige optræden. De havde til stadighed bevist deres ydmyghed ved uden betaling at udføre det mest underordnede arbejde, som ingen englænder ville gøre, for de andre passagerer. De ønskede ingen betaling for det, men sagde, at det var sundt for deres hovmodige hjerter, og at deres kærlige frelser havde gjort [207] mere for dem. De udviste hver dag en usvigelig sagtmodighed, som ingen krænkelse kunne rokke. Hvis de blev skubbet, slået eller væltet omkuld, rejste de sig blot og gik deres vej, men klagede aldrig. Nu skulle det vise sig, om de var lige så frigjorte for frygt som for hovmod og vrede. Midt i den salme, de indledte deres gudstjeneste med, flængede en mægtig bølge storsejlet og van- det strømmede ind over dækkene. Det var, som havde dybet allerede opslugt os. Englænderne gav sig til at skrige forfærdeligt. Tyskerne sang roligt videre. Bagefter spurgte jeg en af dem: ›Var I ikke bange?‹ Han svarede: ›Nej, Gud ske lov!‹ Jeg spurgte: ›Var jeres kvinder og børn da ikke bange?‹ Han svarede stille: ›Nej, vore kvinder og børn er ikke bange for at dø.‹ « Efter ankomsten til Savannah boede Wesley en kort tid hos folkene fra Mähren, og blev dybt betaget af deres kristne væremåde. Om en af deres gudstjenester, som var en slående modsætning til den engelske kirkes døde formalisme, skrev han: »Den store enkelhed og højtid, der var over det hele, fik mig til næsten at glemme de sytten hundrede år, der lå imellem, og tænke mig, at jeg var til stede ved en af disse sammenkomster, hvor form og stat ikke eksisterede, men hvor teltmageren Paulus og fiskeren Peter førte ordet under Helligåndens ledelse.« Da Wesley vendte hjem til England, var han ved en mährisk prædikants belæring nået til en klarere forståelse af bibelsk tro. Han var blevet overbevist om, at han måtte forkaste al tillid til, at hans egne gerninger kunne frelse ham og fuldt ud stole på »Guds lam, som bærer verdens synd.« Ved et møde hos de mähriske brødre i London blev der læst en udtalelse af Luther, der beskrev den forandring, som Guds ånd bevirker i den troendes hjerte. Mens Wesley lyttede, tændtes troens flamme i hans sjæl. Han siger: »Jeg følte, at mit hjerte på en mærkelig måde blev varmt, at jeg stolede på Kristus alene som min frelser, og der blev givet mig en forvisning om, at han havde bort- taget mine synder, ja selv mine synder, og frelst mig fra syndens og dødens lov.«Gennem lange år med møjsom stræben — med streng selvfornægtelse, selvbebrejdelser og ydmydelse — havde Wesley standhaftigt holdt fast ved sit eneste mål: at søge Gud. Nu havde han fundet ham, og han opdagede, at den nåde, han havde kæmpet for at vinde ved bønner og faste, var en fri gave, uden penge og uden betaling. Da han endelig var blevet befæstet i troen på Kristus, brændte hans sjæl for alle vegne at udbrede sin viden om evangeliets frie nåde. »Jeg betragter [208] hele verden som mit sogn, og hvor jeg end befinder mig, anser jeg det for pas- sende, rigtigt og min absolutte pligt at forkynde det glade budskab om frelse for alle, som er villige til at høre det.« Han levede stadig samme strenge, selvfornægtende liv — nu ikke som grundlag for, men som resultat af tro, ikke som fromhedens rod, men som dens frugt. Guds nåde i Kristus er grundlaget for den kristnes håb, og denne nåde må vise sig i lydighed. Wesleys liv var viet til at forkynde de store sand- heder, han selv havde modtaget: retfærdiggørelse ved tro på Kristi forsonende blod og Helligåndens fornyende magt over hjertet, der omskaber livet efter Kristi billede. Whitefield og brødrene Wesley var blevet beredt til deres gerning gennem en lang og stærk personlig overbevisning om deres egen fortabte tilstand. Og for at kunne udholde trængsler som gode forkæmpere for Kristus havde de været udsat for en ildprøve af foragt, spot og forfølgelse, både på universitetet og da de blev præster. Sammen med nogle meningsfæller blev de af gudløse medstuderende foragteligt kaldt metodister — et navn, som i dag er blevet den ærefulde betegnelse for et af Englands og Amerikas største kirkesamfund. De var som medlemmer af den engelske statskirke stærkt knyttet til dens form for gudstjeneste, men gennem sit ord havde Herren vist dem noget stør- re. Helligånden tilskyndede dem til at prædike Kristus som korsfæstet. Den Højestes kraft ledsagede deres gerning. Tusinder blev overbevist og virkelig omvendt. Det var nødvendigt, at disse får blev beskyttet mod glubende ulve. Wesley havde ikke haft nogen tanke om at stifte et nyt kirkesamfund, men han organiserede dem i det fællesskab, som i dag er blevet den højt respekte- rede Metodistkirke. Det var en mærkelig og prøvende modstand, disse prædikanter mødte fra statskirken. Men i sin visdom styrede Gud alting, så reformationen tog sin begyndelse inden for selve kirken. Var den kommet helt udefra, ville den ikke være trængt igennem, hvor der var så hårdt brug for den. Men da disse vækkelsesprædikanter var kirkens egne mænd og arbejdede inden for kirkens rammer, hvor de på nogen måde kunne finde lejlighed til det, havde sandhe- den adgang, hvor dørene ellers ville have været lukkede. Nogle af præsterne blev vækket af deres åndelige sløvhed og blev nidkære prædikanter i deres egne sogne. Menigheder, der var stivnet i formalisme, blev genfødt til nyt liv. På Wesleys tid, som til alle andre tider i kirkens historie, udrettede mænd [209] med forskellig begavelse hver sin særlige gerning. De var ikke enige om alle spørgsmål, men lod sig alle lede af Guds ånd og var forenede i det altoverskyg- gende mål: at vinde sjæle for Kristus. På et tidspunkt truede forskellighederne mellem Whitefield og brødrene Wesley med at skabe en kløft imellem dem, men de havde lært ydmyghed i Kristi skole og blev forsonede i kærlighed. De havde ikke tid til at skændes, mens det vrimlede med vildfarelser og synd alle vegne, og syndere gik deres undergang i møde. Det var en stenet vej, Guds tjenere måtte gå. Lærde og indflydelsesrige mænd modarbejdede dem. Efter nogen tid lagde mange af præsterne en udpræget fjendtlig holdning for dagen, og kirkedørene blev lukket for den sande tro og for dem, som forkyndte den. At gejstligheden nægtede dem adgang til prædikestolen, kaldte mørke, uvidenhed og uretfærdighed til live. Atter og atter undgik John Wesley døden ved et mirakel af Guds nåde. Når mængdens raseri var blevet optændt imod ham, og der ikke syntes at være nogen mulighed for at undslippe, stod en engel i menneskeskikkelse ved hans side, og Guds tjener kom sikkert bort fra det farlige sted. Wesley fortalte hvordan han var blevet befriet fra den rasende pøbel: »Mange forsøgte at kaste mig til jorden, mens vi gik ned mod byen ad en glat og fedtet sti. De mente nok, at hvis jeg først lå på jorden, kunne jeg næppe rejse mig igen. Men jeg snublede ikke en eneste gang og kom heller ikke til at glide, før jeg var sluppet helt fri af dem. … Mange prøvede på at gribe fat i mit tøj for at trække mig ned, men kunne ikke få ordentligt fat. Kun én fik tag i mit ene vesteskøde, men stod snart efter med det i hånden; det andet skøde, i hvis lomme der lå en pengeseddel, blev kun halvt revet af. … En kraftig mand slog flere gange efter mig med en stor egekæp. Havde han blot én gang rammig i nakken, kunne han have sparet sig yderligere ulejlighed; men hver gang blev slaget drejet til side, jeg ved ikke hvordan, for jeg kunne ikke flytte mig hverken til højre eller venstre. — En anden kom farende gennem trængslen og løftede armen til slag, men lod den pludselig falde og klappede mig på hovedet, idet han sagde: ›Sikken et blødt hår, han har!‹ De allerførste, der blev omvendt, var byens ›helte‹ de, som ved alle lejligheder anførte det værste pak. En af dem havde været professionel bokser på markeder. Med hvilke midler forbereder Gud os ikke til sin gerning! For to år siden strejfede et stykke af en mursten min skulder. Året efter ramte en sten mig [210] mellem øjnene. Forrige måned fik jeg ét slag og nu i aften to, det ene, før vi kom ind i byen, og det andet, efter at vi var gået ud; men begge var for intet at regne. Skønt en mand slog mig i brystet af alle kræfter og en anden på mun- den med en sådan kraft, at blodet strømmede ud, følte jeg ikke mere smerte ved nogen af slagene, end hvis de havde rørt mig med et strå.« Både lægfolk og prædikanter i den første metodistmenighed måtte tåle latterliggørelse og forfølgelse fra såvel kirkens medlemmer som fra de åbenlyst irreligiøse, der var opflammet af andres falske fremstilling. De blev stillet for retten, men retfærdighed var der ikke meget af ved den tids domstole. Ofte led de overlast fra deres forfølgere. Pøbelen gik fra hus til hus, ødelagde møbler og ejendele, plyndrede og mishandlede brutalt både mænd, kvinder og børn. I nogle tilfælde blev der opslået plakater, som opfordrede enhver, der ville være med til at knuse vinduer og plyndre metodisternes huse, til at møde på de anførte tider og steder. Disse åbne brud på menneskelige såvel som gud- dommelige love skete, uden at nogen gjorde indsigelse. Det var en systematisk forfølgelse af mennesker, hvis eneste brøde var, at de søgte at lede syndere ind på frelsens vej. John Wesley sagde om de anklager, der blev rettet mod ham og hans meningsfæller: »Nogle hævder, at disse mænds lære er falsk og sværmerisk; at den er ny og indtil for nylig helt ukendt; at den er kvækertro, fanatisme, papisme! Hele dette hykleri er allerede grundigt afsløret. Det har tydeligt vist sig, at denne lære i alle henseender er Skriftens almindelige lære, som vor egen kirke fortolker den. Derfor kan den hverken være falsk eller fejlagtig, hvis Skriften taler sandhed.« »Andre siger: ›Deres lære er alt for streng; de gør vejen til himlen for trang.‹ Og dette er netop den oprindelige indvending; i nogen tid har det været næsten den eneste. Denne indvending er den hemmelige grund til tusinder af andre indvendinger, som kommer frem i forskellige skikkelser. Men gør de mon vejen til himlen trangere, end vor Herre og hans apostle gjorde den? Er deres lære strengere end Bibelens? Overvej blot nogle få tyde- lige skriftord: ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind.‹ ›Men jeg siger jer: På dommens dag skal mennesker aflægge regnskab for ethvert tomt ord, de har talt.‹ ›Enten I altså spiser eller drikker, eller hvad I end gør, skal I gøre alt til Guds ære.‹« »Hvis deres lære er strengere end denne, bør de dadles, men jeres samvit- tighed siger jer, at det er den ikke. Og hvem kan være en smule mindre streng [211] uden at forvanske Guds ord? Kan nogen husholder over Guds hemmeligheder findes tro, hvis han forandrer noget som helst i hans hellige ord? Nej! Han kan intet ophæve eller afsvække; det er hans pligt at forkynde for alle men- nesker: ›Det er ikke muligt for mig at indrette Skriften efter jeres smag! I må leve op til den eller gå til grunde for evigt.‹ Dette er den virkelige årsag til den anden almindelige klage, som gælder ›disse menneskers fordømmende hold- ning.‹ Men er de da virkelig ubarmhjertige? ›Nej, det er ikke i den retning, de forsømmer noget, men de er så ubarmhjertige i deres dom! De mener, at ingen kan blive frelst uden deres ligesindede.‹« Det åndelige frafald i England lige før Wesleys tid skyldtes i høj grad den lovfjendtlige lære. Mange påstod, at Kristus havde afskaffet moralloven, og at kristne derfor ikke var forpligtede til at overholde den — at den, der tror, er fritaget for »de gode gerningers trældom.« Skønt andre indrømmede, at loven er evig, erklærede de, at det var unødvendigt, at præsterne formanede folket til lydighed mod lovens forskrifter, da de, som Gud havde udvalgt til frelse, »ved Guds uimodståelige tilskyndelse ville blive ført til at udøve fromhed og dyd,« mens de, som var fordømt til evig fortabelse, »ikke havde kraft til at adlyde den guddommelige lov.« Atter andre holdt på, at »de udvalgte ikke kan miste nåden eller Guds vel- behag,« men kom til den endnu mere afskyelige slutning, at »de slette handlin- ger, de begår, ikke er virkelig syndige og heller ikke kan anses for overtrædelse af Guds lov. Derfor har de ingen grund til hverken at bekende og angre deres synder eller at ophøre med dem.«De erklærede, at selv de skammeligste synder, »der i hele verden anses for at være en grov overtrædelse af Guds lov, ikke i Guds øjne er nogen synd,« hvis den bliver begået af en af de udvalgte, »fordi det er et af de væsentlige og særegne kendetegn for de udvalgte, at de ikke kan gøre noget, som mishager Gud eller er forbudt ved hans lov.« Denne uhyrlige lære er i væsentlig grad den samme, som senere blev fremført af populære pædagoger og teologer — at der ikke findes nogen ufor- anderlig Guds lov som retfærdighedens rettesnor, men at moralsk målestok angives af samfundet selv og tit er blevet forandret. Alle disse tanker har deres oprindelse hos ham, som allerede blandt himlens syndfri beboere begyndte sit forsøg på at nedbryde Guds lovs retfærdige skranker. Læren om en guddommelig forudbestemmelse, som fastsætter menneskers karakter, så den ikke kan ændres, har fået mange til helt at forkaste Guds [212] lov. Wesley opponerede kraftigt mod de lovfjendtlige læreres vildfarelser og viste, at de var i strid med Skriften. »Guds nåde er blevet åbenbaret til frelse for alle mennesker.«»Det er godt og værdsat hos Gud, vor frelser, som vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. For der er én Gud og én formidler mellem Gud og mennesker, mennesket Kristus Jesus, som gav sig selv som løsesum for alle.«Mennesker går glip af frelsen ved selv trodsigt at afvise livets gave. Som svar til dem, der hævdede, at de ti bud var blevet ophævet ved Kristi død sammen med ceremoniloven, sagde Wesley: »Moralloven, som den findes i de ti bud og indskærpes af profeterne, blev ikke ophævet af Kristus. Det var ikke hensigten med hans komme at tilbagekalde noget som helst af loven. Dette er en lov, som aldrig kan brydes, men ›står fast som det trofaste vidne i himlen.‹ Den har været til fra verdens begyndelse og er skrevet, ›ikke på sten- tavler,‹ men i hjertet hos alle mennesker, når de fremkommer af Skaberens hænder. Og skønt det, som engang blev skrevet af Guds finger, nu i høj grad er vansiret af synd, kan det dog aldrig helt udslettes, så længe vi har nogen fornemmelse af, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Hver eneste del af denne lov må bevare sin gyldighed for hele menneskeheden og for alle tider; den er hverken afhængig af tid eller sted eller af nogen andre forhold, som er tilbøjelige til at forandres, men af Guds natur og af menneskets natur og deres uforanderlige forbindelse med hinanden. ›Jeg er ikke kommet for at nedbryde, men for at fuldkomme.‹ … Uden tvivl er Jesu mening her (som det fremgår af alt, hvad der går forud, og hvad der følger efter): ›Jeg er kommet for at genoprette den i hele sin fylde trods alle menneskelige kommentarer! Jeg er kommet for at kaste det klareste lys over, hvad der var mørkt og dunkelt i loven! Jeg er kommet for at forkynde den fulde betydning af hver enkelthed — for at vise længden og bredden, og den fulde udstrækning af hvert eneste bud, som den indholder, og højden og dybden, den ufattelige renhed og åndelige fylde i alle dens forgreninger.‹ « Wesley forkyndte den fuldkomne harmoni mellem loven og evangeliet. »Der er den snævrest mulige forbindelse mellem loven og evangeliet. På den ene side baner loven stadig vej for evangeliet og peger hen imod dette. På den anden side lærer evangeliet os bestandig en mere fuldstændig opfyldelse af loven. Loven byder os for eksempel at elske Gud, at elske vor næste, at være sagtmodige, ydmyge og fromme. Vi føler, at vi ikke er i stand til dette, ja, at [213] for mennesker er det umuligt; men vi ser, at Gud lover at give os denne kær- lighed og at gøre os sagtmodige, ydmyge og fromme. Vi holder fast ved dette evangelium, ved dette glade budskab, og det sker os efter vor tro, og ›lovens krav opfyldes i os‹ ved troen på Jesus Kristus.« »Forrest blandt Kristi evangeliums fjender,« sagde Wesley, »står de, som åbenlyst ›dømmer loven‹ og ›taler ondt om loven‹, som lærer mennesker at bryde (at opløse, at udelade, at løse forpligtelsen mod) ikke blot ét bud, enten det mindste eller det største, men alle budene under ét. … Den mest over- raskende af alle omstændigheder, der knytter sig til dette store bedrag, er, at de, som overgiver sig til det, virkelig mener, at de ærer Kristus ved at nedbryde hans lov, og at de herliggør hans tjeneste, mens de omstyrter hans lære! Ja, de ærer ham på samme måde som Judas gjorde, da han sagde: ›Vær hilset, rabbi!‹ og kyssede ham. Og med samme ret kan Kristus sige til hver eneste af dem: ›Forråder du Menneskesønnen med et kys?‹ Det er intet mindre end at forråde ham med et kys, når man taler om hans blod, men tager hans krone bort; regner hver enkelthed i hans lov for intet — under foregivende af at fremme hans evangelium. Ingen, der prædiker troen på en sådan måde, kan undgå denne anklage, hvis han direkte eller indirekte tilsidesætter kravet om lydig- hed — hvis han prædiker Kristus for at ophæve eller på anden måde svække det mindste af Guds bud.« Til dem, der hævdede, at »prædiken af evangeliet opfylder alle lovens formål,« svarede Wesley: »Det benægter vi absolut. Det opfylder ikke lovens allerførste formål, nemlig at overbevise mennesker om synd, at vække dem, der stadig sover på grænsen til Helvede. Paulus erklærer, at ›det, der kommer ved loven, er jo syndserkendelse,‹ og først når et menneske er overbevist om synd, kan det virkelig føle sit behov for Kristi forsonende blod. … ›De raske har ikke brug for læge, men de syge,‹ siger Herren selv. Det er altså urimeligt at tilbyde læge til dem, der er raske, eller bilder sig ind at være det. Først må de overbevises om, at de er syge; ellers vil de ikke takke dig for dine anstren- gelser. Lige så urimeligt er det at tilbyde Kristus til dem, hvis hjerte er rask, fordi det endnu aldrig har været knust.« Mens Wesley således prædikede Guds nådes evangelium, søgte han lige- som sin Mester at »løfte loven til højhed og ære«. Med troskab udrettede han den gerning, Gud havde givet ham, og vidunderlige var de resultater, han fik lov at se. Ved afslutningen af sit mere end firs år lange liv — over et [214] halvt århundrede heraf tilbragt som rejsemissionær — talte hans erklærede tilhængere mere end en halv million. Men de fleste af dem, der gennem hans gerning blev hævet op fra syndens ødelæggelse og nedværdigelse til et renere liv, vil aldrig blive kendt, før de frelstes store skare engang skal samles i Guds rige. Hans liv blev en uvurderlig lære for alle kristne. Gid denne Kristi tjeners tro og ydmyghed, utrættelige nidkærhed og selvopofrelse måtte genspejles i kirkerne i dag! [215]