|US:215Tredie Tidsrum. Fra Kristi Fødsel til Gregor den syvende. I Stilhed opvoxte Jesus til sit 30te Aar da Han tiltraadte sit Læreembede. I halvfjerde Aar vandrede han omkring i Jødeland, og formanede Folket til Omvendelse og Tro paa Gud Fader og sig selv Faderens enbaarne Søn. At Han var den hvorfor Han udgav sig, beviste Han ved mangfoldige Jertegn, især ved at opvække Døde, hvilket Ingen formaaer uden Livets og Dødens almægtige Herre. De gennem Aartusinder omtvistede Spørgsmaale, om Guds Tilværelse, Menneskesjælens Udødelighed og Rettesnoren for Menneskets Villie og Idræt, bleve da nu besvarede af En som vidste det tilfulde; og saaledes var der bødet paa en stor Del af de Dødeliges Trang; men end var det mørkt hvorledes det faldne Menneske, uden Størke til fuldelig at efterkomme Guds Bud, kunde tækkes ham og vorde salig efter Døden. Dog ogsaa denne Gaade løste Jesus, i det Han af uudgrundelig Kærlighed ►hengav sit Liv til en |A:51Igenløsnings Betaling for Alle◄ , saa at Enhver som troer paa ham, har derved Adgang til Gud som en kærlig forsonet Fader, der ved sin Helligaand vil komme hans Skrøbelighed til Hjelp, og tilgive ham hans Feil. Det var Jøderne selv, som blinde og forhærdede overantvordede den Hellige, deres og al Verdens Frelser til Korsets haanlige Død, men som spaaet var, hans Been kom ei til at se Forraadnelse og Graven kunde ei holde ham; Han opstod levende paa tredie Dag hvorved Han paa engang bekræftede alle sine Ords Sandhed og grundfæstede Udødelighedens Haab. Derpaa befoel Han sine Lærlinge, Apostlene, at vandre trindt i Landene, forkynde det glade Budskab om Guds Naade og døbe Alle som vilde antage det, i Faderens, Sønnens og den Helligaands Navn, og der Han dette havde sagt, blev Han optagen mens de saae derpaa, og en Sky tog ham bort fra deres Øine. Høit over alle Himle opsvang Han sig til den Herlighed Han havde hos Faderen, før Verdens Grundvold blev lagt, men glemte dog aldrig hvad Han lovede sin Menighed, at være med den indtil Verdens Ende. Fra Himmeltronen har han synlig styret Jorderige, og sprængt Helvedes Porte, hvergang de vilde spærre hans Kirke. Blandt Apostlene ere Johannes, Peder, Jakob, Matthæus og Paulus især blevne ►mærkvær|US:216dige◄, da det er dem, som oplyste af den Sandhedens Helligaand, Jesus havde lovet dem, beskreve hans |A:52Levnet og udviklede hans Lære til en Rettesnor for alle Jordens Slægter. Mange Tusinde, baade Jøder og Hedninge modtoge Evangeliet med Glæde; thi Apostlene stadfæstede Ordet ved Underværker, og henviste Folkene til Profeternes klare Spaadomme, der laa aabne for alle, og ei kunde være forfalskede, da de allerede i flere Aarhundreder havde været oversatte paa det græske Tungemaal, som da herskede i hele det romerske Rige. Dette uhyre Rige stod som et udgaaet Træ med store, visne Grene, hvor sjelden en Fugl bygger Rede eller rører Stemmen, men hvor kun Utøi avles og næres i det raadne Trøske, medens giftige Orme bo i den hule Stamme. Augustus var klog, og da han havde naaet sit Maal, vensalig og mild, hvorfor man har kaldt hans Regering Roms gyldne Tid, ret som Aftensolens Skær stundom tykkes os at forgylde med en lifligere Glands, end Morgenrøden; men efter denne kommer Dag, paa hin følger Nat. Saa gik det i Rom: Augusts Gavmildhed havde lokket Italiens opvakte Hoveder did; men de vare Blomster, ei Frø hvoraf ny kunde spire. Fordærvelsen og med den baade Ulyst og Uduelighed til aandig Virksomhed aad fra Hovedstaden om sig som Kræft, og kun i de fjerneste Landskaber opvokste endnu enkelte kraftige Skud. Som det var med Skribenterne, saa var det med Keiserne: Augusts nærmeste Efterfølgere, som vare indfødte Romere kappedes med hinanden i Grusomhed, |A:53Vanvid og Uterligheder; og fra Rigets Grændser maatte de Mænd komme, som med Hæder skulde kunne beklæde Tronen. Mellem hine Uhyrer er Nero blevet navnkundigst, som den der stræbte at afklæde sig al Menneskelighed: Han var Slave af de mest fæiske Lyster, higede efter Pøbelens Haandklap, og efter sine nærmeste Frænders, som efter alle udmærkede Mænds Blod; Han mistænkes med Grund for selv at have anstukket Rom, og det er vist, at han med Djævleglæde saae dens Brand, som et Skuespil.68 e. K. Da Han havde taget en Ende med Forskrækkelse, kom vel efter nogle Omvæltninger en duelig Mand: Vespasian, paa Tronen, ja fra Aarhundredets Slutning af fik Riget endog i Trajan, Hadrian, og begge Antoninerne en Række af gode Keisere; men Alt hvad de kunde udrette var at lindre Øieblikkets Nød, forgæves opmuntrede de Videnskaberne; netop i deres Dage forsvandt de sidste Glimt, og dybere sank stedse det kraftløse Folk, til et varslende Vidnesbyrd for Jordens Slægter om hvad det er, at leve uden Gud i Verden. Da Religionens Baand |US:217vare løste, maatte Keiserne til deres Undersaatter smedde Jernlænker af Soldaternes Vaaben, og bære dem selv; thi Krigshærene var det som valgte Keiserne og røvede dem igen Krone og Liv, naar de ei vilde fede dem med Folkets Marv og lukke Øret for deres tøileløse Udsvævelser. Mellem et feigt og kraftløst Folk kan Soldaters Grumhed og Myrdelyst gælde for Tapper|A:54hed, men ei saa naar der skal kæmpes med djærve Fjender: det lærte Romerne snart ved Rhin, Donau og Eufrat, her havde de Parther og siden Nyperser at bestride, og hisset foruroligedes Grændserne stedse mere af tydske Folkefærd, som Romerne kaldte Barbarer, fordi de hverken talte Latin, eller forstode sig paa Pragt og Overdaad. Allerede den sidste Antonin saae sig i Midten af det 2det Aarhundrede nødt til at tage en Del af disse Barbarer i Sold; deres Antal voxte, ligesom Svaghed og Blødhed tog til i Provindserne, og naar Rom nu skulde have en djærv Keiser, maatte Han opvoxe mellem dem. Næsten det hele 3die Aarhundrede er opfyldt med Kampe mellem Hærførerne om Tronen, og forgæves søgte ved dets Slutning Diokletian at forebygge dem, og tillige vinde mere Kraft mod udvortes Fjender ved frivillig at dele sin Værdighed med flere duelige Krigshøvdinge: disse kunde ligesaa lidet forliges paa Tronen, som deres Forgængere om den, og der blev ingen Rolighed før Konstantin den Store atter samlede Riget.323. For denne sin Ophøielse maatte Han især takke de nu saa talrige Kristne, hvis Tro han yndede og omsider selv antog. Saaledes blev da Kristendommen den herskende i Romerriget, efterat den i halvtrediehundrede Aar havde maattet friste Undertrykkelse og stundom haard Forfølgelse. Nero var den første Keiser som forfulgte de Kristne med Ild og Sværd, men de mest udtænkte Pinsler |A:55kunde ei rokke deres Standhaftighed; thi de vidste, paa hvem de troede, og hverken Trængsel eller Død formaaede at skille dem fra den Kristi Kærlighed, der for deres Skyld havde lidt Mere end de Alle, og vinkede dem nu i sin Faders Hus, hvor deres Værelser vare beredte. Neppe var ogsaa denne Forfølgelse endt, før Jesu Sanddruhed paa det Synligste bekræftedes ved Jerusalems Forstyrrelse, og frem for alt ved Templets Brand, som Han saa tydelig havde spaaet, og som Erobreren Titus, Søn af Vespasian, forgæves søgte at hindre.70. Med fordobblet Frimodighed maatte fra denne Stund de Kristne trodse Smerter og Død i Jesu Navn, og langtfra at lade sig skrække af den nærværende Tids korte Pinagtighed, maatte Alle de, der havde Sjælen kær, ty til det kristne Samfund; saa |US:218gik det og: høi og bred løftede sig Kristi Kirke paa de pinte Vidners (Martyrernes) Askedynger, og først i det 3die Aarhundredes sidste Halvdeel begyndte jordisk Attraa hos Mange at overvinde Længslen efter den Herlighed som hisset skulde aabenbares: i de sidste Forfølgelser saaes Mange at ofre Røgelse paa de Afgudsaltere, med hvilke selv Hedninge dreve Spot og saaledes fornægte den Herre som dem købte, medens Andre med Guld og Sølv frakøbte sig Delagtighed i Hans Lidelser. Aarsagen hertil var dels, at mange Rige nu havde ladet sig døbe, men vilde tjene baade Gud og Mammon, dels, at Kristendommen var vanslægtet fra sin første Enfoldighed. |A:56Da de overordentlige Naadegaver, som oplyste de første Kristnes Sind vare ophørte, udfordredes videnskabelig Dannelse til at forstaa de hellige Skrifter og forsvare Troen mod Jøder og Hedninge, men herved lokkedes mange Lærefædre til at hige efter kødelig Visdom og læmpe Skrifterne derefter, de troede ei længer Jesus, men sig selv og bare ei gerne hans Kors. Hver udlagde Skriften paa sin Viis, og under spidsfindig Ordkrig blev Kærligheden kold hos Mange. Hvorlidet Kristi Aand nu hvilede over hans Menighed, saaes ogsaa klart i Konstantins Dage, deraf at en Kætter Arius med stort Bifald nægtede Hans Guddom, og af den ukristelige Bitterhed og Haardhed hvormed baade Arianer og Rettroende behandlede hinanden. Konstantin, som havde fløttet sit Herresæde fra Rom til Bysants i Tracien, hvilken Stad han opkaldte efter sig, delte Riget mellem sine Sønner, og dets Forening havde siden ingen Varighed. Omsider adskiltes de vestlige og østlige Lande ganske ved en Deling mellem Theodor den Stores Sønner:395. Honorius og Arcadius. Honors Arvelod var Italien, Gallien, Hispanien, Britannien, Nordafrika og Donaulandene, men dette Riges Opløsning nærmede sig med stærke Skridt: Barbarer brøde ind fra alle Sider, og Kraft til at staa dem imod, manglede aldeles. Allerede under Honor blev Rom udplyndret af Vestgotherne, et nordisk Folk, som derpaa stiftede et Rige i det |A:57sydvestlige Gallien og Spanien; under hans Søn indtoges Britannien af Saxer, Angler og Jyder, og Afrika af tydske Vandaler, medens de asiatiske Hunner under den djærve Attila ødelæggende gennemfore Italien og Gallien. Omsider gjorde de tydske Leietropper Opstand og deres Anfører, Odoacer, opkastede sig til Italiens Konge,476. medens de tydske Franker gave Gallien ny Herrer og nyt Navn. Odoacer fortrængtes snart af den ligesaa kloge som tappre Theodorik, der fra Norden brød ind med sine Ostgother og |US:219stiftede et vidtløftigt Rige, som dog kun opnaaede een Mands Alder; hvorpaa det omstyrtedes af den østlige Keiser Justinians Krigshøvding: Narses.553. Det østromerske Rige, som oprindelig bestod af Tracien, Grækenland, det vestlige Asien og Ægypten, udvidedes nu ogsaa med Nordafrika, hvor den samme Justinians anden tappre Høvding: Belisar, omstyrtede Vandalernes Rige; men disse Erobringer maa ene tilskrives Hærførernes Duelighed, gode Leietropper, og Fjendernes Svaghed, hvorfor ogsaa paa samme Tid Perserne maatte bortkøbes fra Grændserne, og Bulgarer havde nær indtaget Konstantinopel. Kort efter Justinians Død indtoge de nordiske Longobarder, næsten uden Sværdslag, den største Del af Italien og i Begyndelsen af det følgende Aarhundrede blev Rigets Svaghed ret synlig, da et nyt erobrende Folk opkom i dets Nabolag. |A:58Dette Folk var Araberne. Disse Ørkens djærve Sønner vare Jødernes Frænder og nedstammede fra Abraham gennem hans Søn Ismael. I halvtredietusinde Aar havde de ført et ligesaadant ustadigt Liv som deres Efterkommere indtil denne Dag: græsset deres Hjorde og røvet de Fremmede, alt som sagt var i den gamle Spaadom: Ismaels Haand skal være mod alle og alles mod ham, men bygge skal han for alle sine Brødres Aasyn. Vel higede Asiens gamle Erobrere efter at eie de dyrebare Røgelsers Fædreneland, men den brede Ørk skrækkede dem, og Roms Legioner, som vovede sig did, funde en aaben Grav i dens Sand. Naboerne i Syrien frygtede for Røverne, og saavel Perser som Østromere toge Flokke af dem i deres Hære; men stor Bedrift ventede Man ei af de smaa, indbyrdes uenige Stammer. Dog anderledes blev det: Stammerne forenedes pludselig og fik et fælleds Øiemed, der maatte uddrive dem med Vaaben i Haand i den vide Verden. Troen paa Jehovah var gaaet i Arv ogsaa hos denne Linie af Abrahams Æt; men forfalsket og blandet med Afguderie var den i det lange Tidsløb blevet. Nu opstod i Mecca: Muhammed, en Mand med store Sindsgaver, men urent Sindelag;622. sine Landsmænds Afguderie følte han sig drevet til at styrte, men Kristendommen fordømte hans herskende Tilbøieligheder: Ærgerrighed og Vellyst, og derfor paatog han sig at opfriske Abrahams Tro, som han beskyldte Jøder og |A:59Kristne for at have forfalsket. Vel følte han sig indvortes tvunget til dyb Ærbødighed for Moses og Kristus og borgede Meget af vore hellige Skrifter; men undsaae sig dog ei for, vitterlig at udstrø Klinte mellem Hveden og forfalske den ædle |US:220Malm. Troen paa en eneste usynlig Gud, af hvem intet Billede maatte dannes eller tilbedes, var den faste Grundvold hvorpaa han opreiste sin Lærebygning, som derfor ogsaa har trodset Tidernes Storme og Vandløb; men ved at indprænte sine Tilhængere dødeligt Had til alle anderledes Troende, plantede han frivillig et Træ til at bære blodig Frugt, og ved at love dem efter Døden et Paradis med alle mulige kødelige Forlystelser, fordærvede han deres Gemyt. Med denne Nidkærhed efter at udbrede deres Tro og den sværmeriske Attraa efter Paradisets Glæder, maatte et modigt og kraftigt Folk nødvendig blive erobrende og under Muhameds] GV, Mahameds A nærmeste Efterfølgere eller Kalifer; Abubeker og Omor indtoge de Syrien, Persien og Ægypten. Herfra udbredte de sig snart over Nordafrika og Middelhavets Øer, ja gæstede endog Europas Fastland, hvor de fratoge Vestgotherne næsten hele Spanien.711. For Menneskene maatte det synes rimeligt at de vilde blive Verdens Herrer og øde Kristendommen; men det viste sig snart, at Kristus ei havde glemt sin Menighed, skiøndt han lod den tugte for sin Vanart, og ved det høie Bulder vilde vække den af Søvne. Istedenfor at de første Kalifer havde udmærket sig |A:60ved Gudsfrygt, Simpelhed i Dragt og Føde og alle Kongedyder, lagde deres Eftermænd Vind paa Pragt og Overdaad, ja undergravede selv deres Trone ved at ringeagte og spotte Muhameds Lære, som var dens Grundvold. Undersaatterne tabte Ærbødigheden for de Vanhellige og det blev Statholderne let at gøre sig uafhængige. Ligervis som den dræbende Vind, Samum, udgaaer fra Arabien, blæser over Nordafrika og taber sin Styrke i Spanien, saa gik det med dens Brødre: Araberne; thi vel droge de ind over Pyrenæerne med en talrig Hær, men bleve aldeles slagne af Frankerne under disses tappre Høvding Karl Martel,732. og vovede sig aldrig tiere over Biergene. Disse Franker opvoxte nu til det mægtigste Folk i Vesten. Hidtil havde de havt Konger af den Klodovigs Æt, under hvis Anførsel de fordum indtoge Gallien,486. men formedelst Kongernes Uduelighed var Magten efterhaanden kommet i Hænderne paa nogle høie Embedsmænd, der kaldtes Hofmestere (majores domi) og en af disse: Karl Martels Søn, Pipin, tiltog sig Kongeværdigheden.750. Pipins Søn, Karl den Store, er med Rette blevet saare navnkundig, thi han erobrede det spanske Land nordost for Ebro, omstyrtede det longobardiske Rige i Italien, undertvang hele Tydskland og lod sig derpaa krone til vestromersk Keiser.800. Tydskerne havde hidtil været delte i mange adskillige Stam|US:221mer, og fra Julius Cæsars Tid overvældede de herskesyge Romere nogle af dis|A:61se; men de tilbagekøbte snart Friheden med Staal, og udsendte siden mange af de Flokke, der ødelagde] GV, ødelagte A og delte det vestlige Rige. De sydlige Tydskere maatte tidlig bukke under for Frankerne, deres mægtige Frænder; men Saxerne, som boede i Norden op til Danmarks Grændseskel, bevarede ligetil Karl den Stores Tid deres Frihed. I mere end tredive Aar kæmpede de mandelig for dette stolte Arvegods, og det maatte smerte os at se det omsider udvristet af deres blodige Haand, dersom vi ei tillige saae kristne Kirker løfte sig paa Gudehusenes Grus. Dog Saxernes Undertvingelse er ei blot glædelig derved, at de for en Uafhængighed, der ei længere var dem tjenlig, tilbyttede sig Kristendommens dyrebare Klenodie; men ogsaa fordi Porten nu aabnedes, gennem hvilken det skulde indfløttes til vore gamle, vildfarende Fædre. Intet vide vi om Nordens Bebyggelse, kun Lidet, som dertil er uvist, om Tildragelserne der i de ældste Tider. At der imidlertid boede Mænd med Styrke og Mod, derom have de Cimbrer, Longobarder og Gother, som for en stor Deel ere derfra udgangne, baaret sanddru Vidnesbyrd. En Tro havde disse Nordboer, som i mange Dele var sandere end de fleste andre Hedningers, fordi de troligere havde bevaret Stammefædrenes Sagn; men disse forfalskedes daglig ved at udsmykkes af Skjaldene, og de svage Lysglimt fra det Høie, svandt alt mere og mere, eftersom Menneskenes Øine |A:62bandt sig til det Timelige. En ældgammel og stor Vildfarelse var det, at kun blodig Idræt kunde berede til Salighed, og heraf vare Uretfærdighed og Grusomhed naturlige Døttre. Saalænge imidlertid Nordens Mænd kun levede for at kæmpe, og kæmpede for at tækkes Guderne, var deres Færd aabenbar. Kvinders og andre Svages Mishandling samt Rov fra Værgeløse agtedes for Nidingsværk, Agerens Grøde og Dyrene i Gaard og Skov gav dem tarvelig Føde, hjemmebrygget Øl var daglig Drik og hjemmefødte Bier virkede Honningen hvoraf de blandede sig Mjød til Høitidsfærd. Bjørn og Ulv maatte give Mændene Peltse og naar Kvinderne stadsede, var det i Sobel og Maar. Men, alt som Jordlivet blev mere kært, higede Man efter lækker Føde, finere Klædning og glimrende Mon, Nordens Størke og Jern misbrugtes til Nidingsid, og Sørøveri blev den gængse Haandtering. Baade det østre og vestre Hav gjordes derved usikkert, ja de djærve Vikinger vovede sig endog ind i Middelhavet og allevegne ødelagde de Kysterne. Engelland og Frankerig hjem|US:222søgtes især af dem, og selv Karl den Store mægtede ei at holde dem ganske borte fra sine Landemærker. Efter hans Død deltes hans Lande, næsten alle hans Ætmænd vare svage og uduelige Fyrster, og Frankerigs Konger grebe til det samme Raad som Roms Keisere fordum: med Guld og Sølv at bortkøbe de Fjender fra Grændserne, hvilke de ei formaaede at bekæmpe. Dog dette visse |A:63Bytte lokkede kun Flere, og da i Begyndelsen af det tiende Aarhundrede en stor Flok under Normanden Rolfs Anførsel krævede Bopæle, maatte Karl den Enfoldige indrømme dem det Landskab i Nordvest, som efter dem fik Navn af Normandiet.911. Hovedaarsagen til den Tragten efter faste Bopæle, der nu yttrede sig hos de urolige Vikinger var, at Nordens Smaastater paa denne Tid under Gorm hin Gamle i Danmark, Harald Haarfager i Norrig og Erik i Sverrig sammensmeltedes i trende større; thi baade mistede derved de paa Vikingstog fraværende Smaakonger deres Odel og Tilhold, og deres Størke forøgedes, da Mange som ei vilde staae under de ny Enevoldskonger, sloge sig til dem. Men disse Misfornøiede uddroge ei for at flakke om paa Havet, de søgte ny Hjemstavne i Vesten, ligesom deres Frænder paa Island, Grønland og Færøerne. Medens de udvandrede Nordboer saaledes bidroge til at vække og genføde Kraften i Syd og Vest, indvandrede Kristendommen herfra til Norden for at tæmme den tøileløse Størke og formilde det grumme Sind. De egenlige Ordets Tjenere: Præster og Biskopper vare ved Lægfolks Gavmildhed blevne saa indviklede i jordiske Sysler og Nydelser, at de som oftest glemte at sørge for Sjælene i deres egne Menigheder, end sige de skulde bekymre sig om Hedningene i fjerne Lande.Omt. 449. En sand Velgerning mod hele Europa var det derfor, at en gudfrygtig Mand Benedikt fra Nursia oprettede et Selskab af Mænd der |A:64aldeles sloge sig fra Verden og anvendte al deres Tid paa sindigt] aandeligt Rettelsesliste og legemligt Arbeide, Andagtsøvelser og Næstens Opbyggelse. Disse Mænd kaldtes Munke og deres Boliger Klostre. Vel gik det saa, at Lægfolk, som vilde gengælde Munkene deres Forbønner, fristede] GV, sristede A dem ved rige Gaver til at vende deres Hu og Sind fra Himlen til Jorden; men inden saadant skedte var dog meget Godt udrettet, og der fandtes stedse mellem de Vanslægtede nogle gudfrygtige Mænd, som ved at stifte ny Klostre, igien for en Tid bragte Munkelivet tilbage til sin oprindelige Bestemmelse. At omvende Hedninge maatte være de rette Munkes kæreste Idræt, og de, hvis Borgerskab var i Himlene, kunde ikke ræddes for at gaa Pinsel og Død imøde mellem de grumme |US:223Vantro. Italienske Munke var det som omvendte Irer, Skotter og Angelsaxer, og mellem disse opblomstrede Munkelivet, medens det henvisnede i sit gamle Fædreland. Videnskaberne dyrkedes her med Iver. Engelland frembragte en Mand, hvis Lærdom i hele Aarhundreder opvakte Beundring, nemlig Beda, med Tilnavn den Ærværdige,Døde 735. og ved en anden Alcuin hvem Karl den Store kaldte over til Frankrig, begyndte de paa Fastlandet indsovne Videnskaber igen at opvaagne. Adskillige engelske Munke omvandrede blandt Tydsklands Hedninge for at kundgøre Evangelium, og En af dem, Vinfrid eller Bonifaciusdræbt 755., som fuldendte Sydtydskernes Omvendelse, erhvervede sig Hædersnavnet af de |A:65Tydskes Apostel. Ogsaa her oprettedes nu Klostre, og fra et af disse: Korbei i Vestfalen, udgik Nordens Apostel: Ansgarius.826. Han forkyndte Kristus ei allene i Jylland og paa Danmarks Øer, men selv imellem Sverrigs Klipper og ved Afgudernes Hovedtempel i Upsal. Imidlertid varede det hele to Aarhundreder førend Kristendommen kunde aldeles fortrænge den saa dybt rodfæstede Overtro; i Norge maatte Kongerne prædike med Sværdet i Haanden; og de Danske omvendtes først fuldelig til Kristendommen ved i Engelland at stride imod den. Dette Land deltes ved Angelsaxernes Indvandring i syv Riger, og omendskøndt der altid var et, som havde Overmagt, forenedes de dog ei, før de gamle Kongeslægter i de sex vare uddøde og Folkets Kraft uddøde med dem. Det var Kongen af Vestsex, Karl den Stores Samtidige: Egbert, som samlede Rigerne; men hans Eftermænd, selv den store Alfred ikke undtagen, følte sig for svage til at modstaae de danske Vikinger, maatte bortkøbe Nogle og indrømme Andre Bopæle i Ostangeln og Northumberland. I Slutningen af det 10de Aarhundrede sad en uduelig Konge: Edelred, paa Tronen og i hans Tid hærgedes og indtoges hele Landet af Gorms Sønnesøn den danske Svend Tveskæg. Ham fulgte Knud den Store, som ogsaa tilvendte sig Norge og kristnede sit Fædreland aldeles.1016. Ogsaa paa Tydsklands nordlige Kyster havde Normanner søgt at sætte sig fast, men |A:66Tydskerne, der ogsaa vare kraftige Folk, og nu forenede under een Konge, lode dem ingen Ro. Farligere Fiender fik Tydskland i dets ny Naboer: de asiatiske Ungarer; thi disse rovgerrige Horder, der ei, som Normannerne, tillige søgte Helteros, undløb med Byttet paa deres lette Heste, førend de tungtbevæbnede Tydske kunde række dem med Sværdet. Dette Uvæsen blev først styret, da efter Karolingernes |US:224Afgang den saxiske Hertug Henrik, med Tilnavn Fuglefænger, blev Tydsklands Konge;918. thi ved at anlægge befæstede Borge med god Vagt paa Grændserne holdt han de mindre Røverflokke i Ave, og, da Ungarerne nu med en stor Hær vilde prøve deres Lykke i aaben Mark, bleve de aldeles slagne. Hvad Han saa vel begyndte, fuldendte hans Søn: Otto den Store; Ungarerne erkendte Tydskernes Overlegenhed og Kristendommens Sandhed. Efterat] GV, Efterat at A have saaledes faaet Ro mod Østen, søgte Otto ved en heldig Krig at skaffe sig en ligedan mod Norden, hvor de danske Hedninge idelig foruroligede Grændsen, og vendte derpaa sin Opmærksomhed paa det fagre Land i Syden, der selv gav sig under hans Varetægt. Italien havde siden Karl den Stores Tid været i største Forvirring; thi Landet var delt i hardtad utallige Smaastykker, hvis Herrer ringeagtede de svage Karolinger, og befeidede hinanden indbyrdes.— Da Karolingerne vare uddøde, voxte Forvirringen ved Krige om Konge- og Keiser-Værdigheden, og en i disse fornærmet |A:67Dronning var det, som kaldte Otto til Hjelp. Han kom, indtog uden synderlig Modstand Italiens to øverste Dele og lod sig krone baade til lombardisk Konge og romersk Keiser.962. Man kunde vente, at Tydsklands Konge, hvis Hoved bar denne tredobbelte Krone, vilde vorde saare mægtig; men netop det Modsatte indtraf; thi Tydsklands Hertuger, som hidtil havde været Kongernes Lehnsmænd, vovede at gribe til Vaaben selv imod Otto, og hans Eftermænd nødtes saameget mere til at føie sig efter dem, som de uden disses Hjelp ei kunde vedligeholde deres stedse anfægtede Herredømme i Italien. Da det saxiske Hus var uddød, søgte vel Henrik den tredie af det frankiske igen at ophjelpe Kongemagten; men han forbittrede kun derved Gemytterne saaledes, at hans Søn Henrik den fjerde efter en urolig Regering afsattes, og Fyrstemagten steg høiere end nogensinde før. I det kristne Europas andet Hovedrige: Frankrig, var Tilstanden ligedan: svage Karolinger havde siddet paa Tronen indtil Slutningen af det tiende Aarhundrede, da de afløstes af en indfødt Slægt: Kapetingerne, men saavel disse som hine havde ei stort mere end Kongenavnet, da Landet var delt mellem mægtige Lehnsmænd, som langt fra at adlyde Kongen, befeidede ham og hinanden. Sørgelig var den kristne Menigheds Tilstand: Sværmene fra Norden havde genfødt den legemlige Størke; men den indgroede Attraa efter Uafhængighed, |A:68som enhver fribaaren Nordbo førte med sig og forplantede i sin Æt, fødte uophørlig Strid mellem Hertuger og Grever, ja selv mellem Adelsmænd, |US:225der kun eiede en Borg; Plovjernet gjordes til Sværd, Købmanden udplyndredes, Videnskaberne hendøde, Lovbøgerne tillukkedes og Retten sad i Spydstagen. Vel bekendte alle disse Folkefærd sig til Kristendommen; men deres Tro indskrænkede sig mest dertil, at Guds Søn havde vandret paa Jorden, bekræftet sin Høihed ved Tegn og lidt for Verdens Synder; hvad han derimod fordrede af sin Læres Bekendere, naar de vilde vorde delagtige i ham og hans Fortjeneste, derom vare de Fleste aldeles uvidende. End laa de opslagne, de hellige Bøger, men Faa læste og Færre forstode dem; det ebraiske og græske Tungemaal, hvorpaa de oprindelig ere skrevne, vare hardtad aldeles ubekendte i den latinske Kirke, de fleste Lægfolk kunde ei læse, og Kundskaben om Jesu Lære skulde da komme til dem ene fra Præsternes Læber; men disse vare selv vankundige og desuden fordybede i det Jordiske. Heraf kom det, at de som med Guds Ord skulde have tæmmet Vildheden og indaandet Kærlighed, meget mere selv deltoge i Tidsalderens Synder og nærede af Egennytte den Fordom hos de Verdslige, at de ved rige Gaver til Kirker og Klostre kunde udsone enhver Forbrydelse og blive visse paa Saligheden; ja saa høit var Klerkenes Fordærvelse steget, at Biskopper og Abbeder uden Sky tilkøbte sig deres fordelagti|A:69ge Embeder af Konger og Fyrster. For en saadan Tidsalder var ingen Hjelp, dersom ei en Mund kunde oplades, for hvis Ord Alle, som troede paa Kristi Høihed, maatte have Ærbødighed; men at Saadant kunde ske, havde ogsaa det vise Forsyn gennem Aarhundreder forberedet. De romerske Biskopper havde fra Arildstid havt stor Anseelse i den kristne Menighed, baade fordi Man gennem saamange Aarhundreder var vant til at modtage Befaling fra denne Verdens Herskerinde, saa og især fordi de agtedes for Eftermænd af Apostelen Peder, hvem Jesus selv havde kaldt den Klippe hvorpaa Han vilde bygge sin Kirke. Fra Rom udgik de Munke som omvendte England, engelske Munke førte Kristendommen til Tydskland og tydske til Norden; efter gammel Skik maatte alle disse Lande ansees som Dele af Roms Bispedømme, og de Biskopper som der indsattes, vare at anse, som den romerske Stols Fuldmægtige. Karl den Store nødte de franske og italienske Biskopper til ligeledes at hylde Roms Biskop eller Pave, som deres aandelige Overhoved, og saaledes var Grundvolden lagt til Dennes kommende Myndighed i Kristi Kirke. Vel blev den i det 9de Aarhundrede til en blot Skygge, fordi en Række af lastefulde og ugudelige Romere besmittede Pavestolen; ja Otto og |US:226hans Eftermænd: de tydske Konger, anmassede sig endog Ret til at indsætte og afsætte Paver, men Troen paa dennes Høihed var dog saa rodfæstet i Tidsal|A:70deren og saa sammengroet med Troen paa Kristus, at en Mand med den samme urokkelige Tro, med Mod og Kraft maatte kunne gøre sin Ret gældende som Peders Eftermand og Kristi Statholder.