MOD EN BEDRE FREMTID Kapitel 3—Kirkens frafald I sit andet brev til thessalonikerne forudsagde apostlen Paulus det store fra- fald, der skulle føre til pavedømmets oprettelse. Han sagde, at før Herrens dag oprinder, »skal nemlig frafaldet komme og lovløshedens menneske åbenbares, fortabelsens søn, modstanderen, der ophøjer sig over alt, hvad der hedder Gud og helligdom, så han sætter sig i Guds tempel og udgiver sig selv for at være Gud.« Apostlen oplyser endvidere sine brødre om, at »allerede nu virker lovløshedens hemmelighed.«Allerede på dette tidlige tidspunkt så Paulus, at vildfarelser, der skulle bane vejen for pavedømmet, var ved at snige sig ind i menigheden. Lidt efter lidt øvede »lovløshedens hemmelighed« sin forførende og guds- bespottelige gerning. I begyndelsen skete det i det skjulte, men efterhånden som den voksede i styrke og fik kontrol over menneskers sind, arbejdede den mere åbenlyst. Hedenske skikke trængte næsten umærkeligt ind i den kristne kirke. Tilbøjeligheden til kompromis og konformitet blev for en tid holdt nede af de voldsomme forfølgelser, som menigheden blev udsat for under hedenskabet. Men da de ophørte, og kristendommen fandt vej til kongernes [42] slotte, ombyttede den Kristi og apostlenes ydmyghed med de hedenske præsters og herskeres stolthed og pragt, og Guds befalinger blev erstattet af menneskelige teorier og traditioner. Kejser Konstantins såkaldte omvendelse i begyndelsen af det fjerde århundrede vakte megen glæde, og hermed trådte verdsligheden forklædt som retfærdighed ind i kirken. Nu bredte fordærvet sig hurtigt. Hedenskabet sejrede, netop da det så ud til at være besejret. Dets ånd beherskede kirken. Dets lære, ceremonier og overtro blev inkorporeret i troen og tilbedelsen af dem, som bekendte sig til at være Kristi tilhængere. Dette kompromis mellem hedenskab og kristendom førte til udviklingen af det »lovløshedens menneske«, der omtales i profetien som den magt, der sætter sig op mod og ophøjer sig over Gud. Dette gigantiske falske religions- system er Satans mesterværk — et vidnesbyrd om hans bestræbelser på at placere sig selv på tronen for at beherske verden efter sin vilje. Satan prøvede engang på at slutte forlig med Kristus. Han kom til Guds søn i ørkenen, viste ham alle verdens riger og deres herlighed og tilbød at give ham det alt sammen, hvis han blot ville anerkende mørkets fyrstes overhøjhed. Jesus afviste den formastelige og tvang ham til at forsvinde; men Satan har større held med sig, når han kommer med de samme fristel- ser til mennesker. For at opnå verdslige fordele og ære lod kirken sig forlede til at skaffe sig gunst og støtte hos verdens store. Da kirken på denne måde havde forkastet Kristus, lod den sig friste til at vise lydighed mod biskoppen i Rom. Det er en af romerkirkens vigtigste læresætninger, at paven er det syn- lige overhoved for Kristi kirke på jorden og har den øverste myndighed over biskopper og præster i hele verden. Men man går endnu videre. Man har givet paven selve Guddommens titler. Han er blevet kaldt »Guds stedfortræder« og erklæret for ufejlbarlig (se noter). Han forlanger at blive hyldet af alle menne- sker. På denne måde stiller Satan gennem romerkirken det samme krav, som han stillede i ørkenen. Og store skarer bringer ham deres hyldest. Men de, som frygter og ærer Gud, møder denne himmelråbende udfor- dring, som Kristus mødte den listige fjendes krav: »Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.«Gud har aldrig så meget som antydet i sit ord, at han har udpeget et menneske til at være kirkens overhoved. Læren om pavens overhøjhed er i direkte strid med Skriftens lære. Paven har ikke anden magt over Kristi kirke, end den, han har tilranet sig. [43] Romerkirkens tilhængere har til stadighed beskyldt protestanterne for kætteri og forsætlig adskillelse fra den sande kirke, men disse beskyldninger passer bedre på dem selv. Det er dem, der har svigtet Kristi lære og er afveget fra »den tro, som én gang for alle er overdraget de hellige.« Satan vidste udmærket, at mennesker kunne afsløre hans bedrag ved hjælp af Den hellige Skrift. Det var ved Ordets hjælp, verdens frelser havde imødegået hans angreb. Hver gang Jesus blev angrebet, løftede han den evige sandheds skjold og sagde: »Der står skrevet.« Han afviste alle fjendens forslag med Ordets visdom og kraft. Hvis det skulle lykkes Satan at beholde sin magt over menneskene og hævde den pavelige magtraners myndighed, var det bydende nødvendigt, at han fik forhindret dem i at lære Skriften at kende. Bibelen ville ophøje Gud og anbringe det skrøbelige menneske på dets rette plads. Derfor skulle dens hellige sandheder skjules og undertrykkes. Det var denne fremgangsmåde, romerkirken benyttede. I århundreder var det forbudt at udbrede Bibelen. Folk måtte ikke læse den eller have den i deres hjem, og samvittighedsløse præster og prælater tolkede dens lære, »så den underbyggede deres egne påstande.« På den måde blev paven anerkendt som Guds stedfor- træder næsten overalt på jorden og udstyret med myndighed over kirke og stat. Da bogen, som afslører vildfarelse, var skaffet af vejen, kunne Satan arbej- de, som han havde lyst til. Ifølge profetien skulle pavedømmet »tragte efter at ændre tider og lov,«og det varede ikke længe, før det gjorde forsøg på dette. For at give dem, der fra hedenskabet var kommet ind i kirken, en erstatning for billeddyrkelsen og dermed lette deres formelle overgang til kristendom- men, gjorde man gradvis tilbedelse af billeder og relikvier til en del af den kristne gudstjeneste. Dette afguderi blev til sidst anerkendt på et almindeligt kirkemøde (se noter). Rom fuldbyrdede sin helligbrøde ved at driste sig til fjerne det andet bud fra Guds lov — det bud, der forbyder billeddyrkelse — og at dele det tiende bud for at bevare det oprindelige antal uforandret. Tendensen til at gøre indrømmelser over for hedenskabet førte til endnu en krænkelse af himlens myndighed. Ved verdslige kirkelederes hjælp begyndte Satan nu også at pille ved det fjerde bud. Han prøvede på at afskaffe Bibelens sabbat — den dag, Gud havde velsignet og helliget— og erstatte den med den dag, som hedningerne fejrede som »solens ærværdige dag.« Til at begynde med skete dette ikke åbenlyst. I de første århundreder helligholdt mange kristne den sande sabbat. De værnede om Guds ære [44] og vågede omhyggeligt over hans lovs hellighed, overbevist om Guds lovs uforanderlighed. Men Satan arbejdede med megen snedighed gennem sine redskaber for at nå sit mål. For at henlede folks opmærksomhed på søndagen udnævnte man den til en festdag til et minde om Kristi opstandelse. Der blev holdt gudstjeneste om søndagen. Man benyttede den dog også til hvile og adspredelse, samtidig med at man stadig helligholdt sabbatten. Satan beredte vejen for de forandringer, han havde besluttet at indføre, ved at tilskynde jøderne til i tiden før Kristi komme at omgærde sabbatten med de strengeste krav, så helligholdelsen af den blev til en byrde. Nu drog han fordel af det falske lys, han havde stillet sabbatten i, og kaldte den forag- teligt en jødisk skik. Mens de kristne i almindelighed fejrede søndagen som en festdag, tilskyndede han dem til at vise deres had til jødedommen ved at gøre sabbatten til en fastedag — en trist og dyster dag. I begyndelsen af det fjerde århundrede udstedte kejser Konstantin et dekret, som gjorde søndagen til offentlig festdag i hele det romerske imperium (se noter). Solens dag blev æret både af hans hedenske undersåtter og af de kristne. Kejserens politik gik ud på at forene hedenskabets og kristendommens modstridende interesser. Kirkens biskopper tilskyndede ham til at gøre dette. Deres motiver var ærgerrighed og magtbegær — og de indså, at hvis hedninger og kristne holdt den samme helligdag, ville det lette hedningernes formelle antagelse af kristendommen, og det ville øge kirkens magt. Skønt mange gudfrygtige kristne lidt efter lidt blev tilskyndet til at indrømme søndagen en vis grad af hellighed, vedblev de at betragte den sande sabbat som Herrens helligdag og at helligholde den i overensstemmelse med det fjerde bud. Ærkeforføreren havde ikke fuldført sit værk. Han var fast besluttet på at samle den kristne verden under sit banner og at udøve sin magt gennem den stolte pave, der udgav sig for at være Kristi repræsentant. Han nåede sit mål ved hjælp af halvt omvendte hedninger, ærgerrige prælater og verdsligt ind- stillede kirkefolk. Fra tid til anden blev der afholdt store kirkemøder, som blev overværet af højtstående gejstlige fra hele verden. Ved næsten hvert eneste kirkemøde blev den sabbat, som Gud havde indstiftet, skubbet lidt mere til side, mens søndagen blev ophøjet tilsvarende. Således gik det til, at denne hedenske festdag til sidst blev æret som en guddommeligt indstiftet helligdag, mens den bibelske sabbat blev betragtet som et levn fra jødedommen, og dens tilhængere erklæret for forbandede. [45] Det var lykkedes den store forfører at ophøje sig selv »over alt, hvad der hedder Gud og helligdom.«Han havde vovet at ændre det eneste bud i Guds lov, som klart viser mennesket hen til den levende Gud. I det fjerde bud skil- dres Gud som himlens og jordens skaber. Og det er netop denne egenskab, der adskiller ham fra alle falske guder. Det var til minde om skaberværket, at den syvende dag blev helliget som en hviledag for mennesket. Det var meningen, at den for altid skulle minde mennesket om, at Gud er kilden til livet og den, der skal æres og tilbedes. Satan stræber altid efter at få mennesker til at und- lade at være tro imod Gud og fra at adlyde hans lov. Og derfor retter han især sine angreb imod det bud, som peger på Gud som Skaberen. Nu hævder protestanterne, at søndagen er blevet gjort til hviledag, fordi den er Kristi opstandelsesdag. Men Skriften taler ikke om noget sådant. Hverken Jesus eller hans apostle tillagde søndagen en sådan ære. Helligholdelsen af søndagen som en kristen indstiftelse har sin oprindelse i »lovløshedens hemmelighed,«som allerede var i virksomhed på Paulus‹ tid. Hvor og hvornår tog Herren dette barn af pavedømmet til sig? Hvilken gyldig grund gives for en ændring, som Skriften ikke sanktionerer? I det sjette århundrede var pavedømmet fast etableret. Rom blev dets hovedsæde, og Roms biskop blev erklæret for hele kirkens overhoved. Hedenskabet havde veget pladsen for pavedømmet. Dragen havde givet dyret »sin magt og sin trone og stor styrke.«Nu begyndte den pavelige undertrykkelse på 1.260 år, som var forudsagt i profetierne i Daniels Bog og Åbenbaringen(se noter). De kristne blev tvunget til at vælge, om de ville opgive deres troskab mod Guds ord og gå ind på de pavelige ceremonier eller blive fængslet, pint til døde, brændt på bålet eller falde for bøddelens økse. Nu gik Jesu ord i opfyldelse: »I vil blive udleveret, selv af forældre og brødre, slægtninge og venner, og nogle af jer skal de få dømt til døden, og I skal hades af alle på grund af mit navn.« De trofaste blev udsat for forfølgelser værre end nogen sinde. Hele verden blev en eneste stor slagmark. I flere hundrede år søgte trofaste kristne tilflugt på øde steder. Herom siger profeten: »Kvinden flygtede ud i ørkenen; der har hun et sted, som Gud har gjort rede til hende, for at hun kan få sin føde i tolv hundrede og tres dage.« Romerkirkens overtagelse af magten markerede begyndelsen af den mørke middelalder. Mørket blev tættere, efterhånden som kirkens magt voksede. [46] Troen blev overført fra sin sande grundvold, Kristus, til paven i Rom. I stedet for at stole på, at Guds søn ville skænke syndsforladelse og evigt liv, så folk hen til paven og dem, han gav myndighed. De blev oplært til at tro, at paven var deres jordiske mellemmand, og at ingen kunne komme til Gud uden først at henvende sig til paven. Man lærte dem også, at paven var Guds repræsen- tant og derfor skulle adlydes ubetinget. Hvis nogen undlod at rette sig efter ham, blev de straffet hårdt. Således blev menneskers tanker ledet fra Gud til fejlende, grusomme mennesker, ja, til selve mørkets fyrste, som udøvede sin magt igennem dem. Synden var skjult i en forklædning af hellighed. Når Skriften forbydes, og mennesket anser sig selv for at være øverste myndighed, kan man ikke vente andet end svig, bedrag og synd. Da menneskelige love og traditioner blev sat i højsædet, opstod de fordærvede tilstande, der altid er en følge af at tilsidesætte Guds lov. Det var en farlig tid for Kristi menighed. De trofaste var få. Skønt sand- heden aldrig manglede vidner, så det somme tider ud til, at vildfarelse og overtro skulle tage fuldstændig overhånd, og at den sande religion ville blive helt udslettet. Evangeliet blev tabt af syne, men til gengæld kom der flere og flere religiøse ceremonier, og folket tyngedes af strenge krav. De blev ikke blot oplært til at betragte paven som deres mellemmand, men også til at tro, at de skulle sone deres synd ved egne gerninger. Det blev krævet, at de skulle foretage lange pilgrimsrejser, gøre bodsøvelser, tilbede relikvier og helgenskrin, bygge kirker og altre og betale store summer til kir- ken for at mildne Guds vrede. Som om Gud var et menneske, der bliver vred over bagateller og kan formildes ved hjælp af gaver og bodsøvelser! Romerkirkens indflydelse syntes at tiltage på trods af dens lederes for- dærvelse. I slutningen af det ottende århundrede hævdede pavekirken, at de romerske biskopper i kirkens første dage havde været i besiddelse af de samme åndelige magtbeføjelser, som de nu foregav at have. Denne påstand måtte underbygges for at få et skær af sandhed. Løgnens far fik munkene til at forfalske gamle skrifter. Man »fandt« hidtil ukendte konciliebeslutninger, som bekræftede pavens universelle overhøjhed fra de tidligste tider, og en frafal- den kirke greb begærligt disse falsknerier (se noter). De få, der trofast byggede på den sande grundvold,blev tvivlrådige og hæmmede, da denne falske lære vanskeliggjorde arbejdet. Ligesom de, der byggede muren om Jerusalem på Nehemias‹ tid, var nogle tilbøjelige til at sige: »Bærernes kraft nedbrydes, der [47] er så mange murbrokker; vi er ikke i stand til at bygge muren.«Nogle af de trofaste bygningsmænd, der var ved at blive trætte af den stadige kamp mod forfølgelser, bedrag, lastefuldhed og alle de øvrige hindringer, Satan kunne finde på at lægge i vejen for deres fremgang, tabte modet, og for at opnå fred og sikkerhed for deres ejendom og deres liv vendte de sig bort fra den sande grundvold. Andre, der ikke var forfærdet over deres fjenders modstand, erklærede uden frygt: »Vor Gud vil kæmpe for os.«»Grib frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord.« Guds fjender har til alle tider været besjælet af det samme had og den samme modvilje mod sandheden, og hans tjenere har altid måttet vise samme årvågenhed og troskab. Jesu ord til de første disciple gælder hans efterfølgere lige til verdens ende: »Hvad jeg siger til jer, siger jeg til alle: våg!« Mørket syntes at blive tættere og tættere. Tilbedelse af helgenbilleder blev stedse mere almindelig. Man brændte lys foran dem og opsendte bønner til dem. De mest tåbelige og overtroiske skikke vandt stadig større udbredelse. Mennesker var i den grad domineret af overtro, at selv almindelig sund for- nuft lod til at være gået tabt. Når præster og biskopper selv var nydelsessyge, vellystige og korrupte, var det vel ikke så mærkeligt, at folket, der så hen til dem som dets vejledere, også sank ned i uvidenhed og lastefuldhed. Endnu en pavelig påstand blev fremsat, da pave Gregor VII i det ellevte århundrede proklamerede romerkirkens fuldkommenhed. Blandt de erklæ- ringer, han fremsatte, var der en, som sagde, at kirken aldrig havde fejlet, og at den aldrig nogen sinde ville fejle, i henhold til Skriften. Men erklæringen blev ikke ledsaget af beviser fra Skriften. Den stolte pave hævdede også at have magt til at afsætte kejsere og erklærede, at ingen dom, der var afsagt af ham, kunne omstødes af nogen anden, men at han havde ret til at ændre alle andres afgørelser (se noter). De tyranniske tilbøjeligheder hos denne forkæmper for ufejlbarligheden kom tydeligt til udtryk i hans behandling af den tyske kejser Henrik IV. Denne blev erklæret for udstødt af kirken og afsat, fordi han ikke ville aner- kende pavens autoritet. Henrik blev forfærdet over sine egne fyrsters svigten og trusler, da de blev opfordret til oprør mod ham af det pavelige mandat, og følte at han var nødt til at slutte fred med Rom. Ledsaget af sin hustru og en trofast tjener drog han over Alperne midt om vinteren for at ydmyge sig for paven. Da han nåede det slot, Gregor havde trukket sig tilbage til, blev han [48] uden vagt ført ind i gården, hvor han i den strenge vinterkulde, barhovedet, med bare fødder og i en ussel klædning, afventede pavens tilladelse til at få foretræde. Først da han havde fastet tre dage i træk og aflagt skriftemål, ned- lod paven sig til at benåde ham. Og selv da var det kun på betingelse af, at kejseren skulle afvente pavens sanktion, før han på ny iførte sig sine insignier eller udøvede sin kongemagt. Og Gregor, der var opstemt over sin sejr, pralede af, at det var hans pligt at knægte kongernes stolthed. Hvilken slående modsætning ser vi ikke mellem denne hovmodige paves provokerende stolthed og Kristi sagtmodighed og mildhed, når han banker på hjertets dør for at komme ind og bringe tilgivelse og fred, og når han lærer sine disciple: »Den, der vil være den første iblandt jer, skal være jeres træl.« I århundredernes løb blev der stadig indført flere vildfarelser i romer- kirkens lære. Allerede før pavedømmets tid øvede hedenske filosoffers tan- ker indflydelse på kirken. Mange holdt fast ved deres hedenske anskuelser, skønt de bekendte sig til at være kristne. De vedblev ikke blot selv at studere hedensk filosofi, men opfordrede andre til at gøre det samme for at opnå større indflydelse blandt hedningerne. På denne måde trængte alvorlige vildfarelser ind i den kristne tro. Blandt de mest fremtrædende var troen på menneskets medfødte udødelighed og dets bevidsthed i døden. På dette grundlag byggede Rom læren om påkaldelse af helgenerne og tilbedelsen af Jomfru Maria. Og fra samme kilde stammer den vildfarelse, at de ubodfærdige skal pines i al evighed. Denne lære blev meget tidligt gjort til en del af romerkirkens teologi. Nu var vejen banet for endnu et hedensk påfund. Rom kaldte det skærs- ilden og benyttede det til at skræmme de godtroende og overtroiske masser. Denne vildfarelse går ud på, at der findes et pinested, hvor de sjæle, der ikke har fortjent evig fordømmelse, skal straffes for deres synder. Og at de går der- fra til himlen, når de er blevet renset for deres urenhed. Rom opfandt endnu en måde at udnytte sine tilhængeres frygt og laster på: Man indførte læren om aflad. Alle, der lovede at kæmpe for pavens verds- lige herredømme og at straffe hans fjender eller udrydde dem, der vovede at benægte hans åndelige overhøjhed, fik løfte om fuld tilgivelse for alle synder i fortid, nutid og fremtid og eftergivelse af alle de straffe, de havde gjort sig fortjent til. Man lærte mennesker at tro, at de kunne frigøre sig for synden og udfri afdøde venners sjæle fra skærsildens flammer ved at betale penge til kirken! Sådanne metoder benyttede Rom til at fylde sine skatkamre og skaffe [49] sig midler, for at de mennesker, der foregav at være disciple af ham, der ikke havde det sted, hvor han kunne lægge sit hoved til hvile, kunne leve i luksus og laster (se noter). Herrens nadver, som er påbudt i Skriften, blev erstattet af det afguderiske messeoffer. De pavelige præster foregav ved et meningsløst komediespil at forvandle almindeligt brød og almindelig vin til Kristi virkelige »legeme og blod.«Med blasfemisk formastelse påstod præsterne, at de havde magt til at skabe Gud, Skaberen af alle ting. Under trussel om dødsstraf forlangtes det, at de kristne skulle vedkende sig troen på denne skrækkelige, himmelråbende vranglære. Mangfoldige, som nægtede dette, blev overgivet til flammerne (se noter). Det frygteligste af alle romerkirkens redskaber, inkvisitionen, blev opfundet i det trettende århundrede. Mørkets fyrste arbejdede sammen med de ledende i det pavelige hierarki. Når de holdt deres hemmelige rådslagnin- ger, beherskede Satan og hans engle disse onde mænds sind. I deres midte stod en usynlig engel fra Gud og nedskrev deres syndige beslutninger. Han optog rapport over handlinger, som var for grusomme til at kendes af men- nesker. »Babylon, den store« var »beruset af de helliges blod.« Millioner af martyrers lemlæstede legemer råbte til Gud om hævn over denne frafaldne magt. Pavedømmet var blevet verdens diktator. Konger og kejsere bøjede sig for dets befalinger. Menneskeskæbner syntes at være i dets magt for tid og evig- hed. I århundreder var de katolske ritualer og fester blevet overholdt ærbø- digt. Gejstligheden blev æret, og rige gaver blev skænket til deres underhold. Aldrig har den romersk-katolske kirkes værdighed, pragt og stolthed været større. Men »pavedømmets middagstime var verdens midnat.«Kendskabet til Den hellige Skrift var yderst ringe, ikke blot blandt folket, men også blandt præsterne. Ligesom farisæerne på Jesu tid hadede de pavelige ledere lyset, som ville afsløre deres synder. Da retfærdighedens målestok, Guds lov, var blevet fjernet, havde de ubegrænset magt og kunne uhindret øve deres laster. Bedrageri, begærlighed og umoral sad i højsædet. Mennesker gik ikke af vejen for nogen forbrydelse, som kunne skaffe dem rigdom og magt. I pavernes og præsternes paladser foregik de værste udskejelser. Nogle paver begik så oprørende forbrydelser, at verdslige regenter søgte at afsætte dem. I århundreder [50] skete der ingen fremskridt inden for oplysning, kunst eller civilisation i Europa. Kristenheden var lammet både moralsk og intellektuelt. Forholdene i verden under Roms overherredømme var en frygtelig og slående opfyldelse af profeten Hoseas‹ ord: »Det er ude med mit folk, fordi det ikke har kundskab. Fordi du har forkastet kundskaben, forkaster jeg dig; … fordi du glemmer din Guds belæring, glemmer jeg også dine sønner.« »Der er ingen sandhed og ingen troskab, ingen kundskab om Gud i landet. Forbandelse, løgn og drab, tyveri og ægteskabsbrud griber om sig, og blodskyld følger på blodskyld.«Sådan var følgerne af at forkaste Guds ord. [51]