Slutning Slutning Slutning Vi have i det foreliggende Skrift »mange Gange og paa mange Maader« stræbt at anprise Kjerlighed. Idet vi takke Gud for, at det er lykkedes os at blive færdig med Skriftet saaledes, som vi ønskede det, ville vi nu slutte med at indføre Apostelen Johannes talende: »I Elskelige, lader os elske hverandre.« Disse Ord, der altsaa have apostolisk Myndighed, have tillige, hvis Du vil betragte dem, en Mellemtone eller en Mellemstemning i Forhold til Modsætningerne i selve Kjerligheden, hvilket har sin Grund i, at de ere af Den, som blev fuldkommen i Kjerlighed. Du hører i disse Ord ikke Pligtens Strenghed, Apostelen siger ikke »I skulle elske hverandre«; men Du hører heller ikke Digter-Lidenskabens, Tilbøielighedens Heftighed. Der er noget Forklaret og Saligt i disse Ord, men tillige et Veemod, der er rørt over Livet og formildet ved det Evige. Det er som sagde Apostelen »Herre Gud, hvad er saa det Hele, der vil forhindre Dig i at elske, hvad er det Hele, Du kan vinde ved Selvkjerlighed! Budet er, at Du skal elske, o, men naar Du vil forstaae Dig selv og Livet, da er det jo, som skulde det ikke behøve at befales; thi det at elske Menneskene er dog det Eneste det er værd at leve for, uden denne Kjerlighed lever Du egentligen ikke; og det at elske Menneskene er tillige den eneste salige Trøst, baade her og hisset ; og det at elske Menneskene det eneste sande Kjende paa , at Du er en Christen« – sandeligen, en Troesbekjendelse er heller ikke nok. Kjerlighed er, christeligt forstaaet, befalet; men Kjerlighedsbudet er det gamle Bud, som altid bliver nyt . Det gaaer ikke med Kjerlighedsbudet som med et menneskeligt Bud, der ældes og sløves i Aarene, eller forandres i Forhold til hvad De blive enige om, som skulle lyde det. Nei, Kjerlighedsbudet bliver nyt indtil den sidste Dag, lige nyt endnu paa den Dag, da det er blevet ældst. Budet forandres altsaa ikke i mindste Maade , allermindst af en Apostel. Forandringen kan da kun være, at den Kjerlige bliver mere og mere fortrolig med Budet, bliver som Eet med Budet, hvilket han elsker: derfor kan han tale saa mildt, saa veemodigt, tale næsten som var det glemt, at Kjerlighed er Budet. Glemmer Du derimod, at det er Kjerlighedens Apostel, som taler, da misforstaaer Du ham; thi ikke ere saadanne Ord Begyndelsen paa Talen om Kjerlighed, men de ere Fuldendelsen. Vi driste os derfor ikke til at tale saaledes. Hvad der i den udtjente og fuldendte Apostels Mund er Sandhed, kunde i Begynderens Mund saa let være et Leflerie , hvormed han meget for tidligt vilde løbe af Budets Skole og unddrage sig »Skole-Aaget«. Vi indføre derfor Apostelen talende, vi gjøre ikke hans Ord til vore, men os til Tilhørere »I Elskelige, lader os elske hverandre!« Og saa blot Eet endnu, husk paa det christelige Lige for Lige, Evighedens Lige for Lige . Dette christelige Lige for Lige er en saa vigtig og afgjørende christelig Bestemmelse, at jeg kunde ønske, at ende om ikke ethvert Skrift, hvor jeg efter Evne udvikler det Christelige, saa dog eet Skrift med denne Tanke. Om Christendommen tales der forholdsviis (jeg mener i Forhold til, at der ellers tales saa Meget) mindre i disse Tider. Men i den Tale, der høres (thi Angrebene ere jo dog vel ikke en Tale om Christendommen), er det ikke sjeldent, at man fremstiller det Christelige i en vis kjelen Kjerligheds næsten blødagtige Skikkelse. Det er altsammen Kjerlighed og Kjerlighed; spaer Dig selv og Dit Kjød og Blod , hav gode Dage eller glade Dage uden Selvbekymring, thi Gud er Kjerlighed og Kjerlighed; – om Strengheden maa der slet Intet høres; det skal Alt være Kjerlighedens frie Sprog og Væsen. Dog saaledes forstaaet bliver Guds Kjerlighed let en fabelagtig og barnagtig Forestilling, Christi Skikkelse noget for mild og vammel, til at det kan være sandt, at han var og er Jøder en Forargelse, Græker en Daarskab : det er , som gik det Christelige i Barndom. Sagen er ganske simpel. Christendommen har afskaffet det jødiske Lige for Lige »Øie for Øie og Tand for Tand« , men den har sat det christelige, Evighedens Lige for Lige isteden. Christendommen vender aldeles Opmærksomheden bort fra det Udvortes, vender den indefter, gjør ethvert Dit Forhold til andre Mennesker til et Guds-Forhold: saa skal Du nok baade i den ene og den anden Forstand faae Lige for Lige. Christelig forstaaet faaer et Menneske, til syvende og sidst og væsentligen, i Alt kun med Gud at gjøre, uagtet han dog skal blive i Verden, og i Jordlivets Forhold, som de ere ham anviste . Men det, i Alt at faae med Gud at gjøre (saa man altsaa aldrig sinkes underveis, paa Halvveien, ved Underretten , ved den menneskelige Dom, som var den det Afgjørende), det er paa een Gang den høieste Trøst og den største Anstrengelse, den største Mildhed og Strenghed. Dette er Menneskets Opdragelse, thi Forholdet til Gud er en Opdragelse, Gud er Opdrageren. Men den sande Opdragelse maa være netop lige saa streng som den er mild, og omvendt. Og naar saa en menneskelig Opdrager har mange Børn paa een Gang at opdrage, hvorledes bærer han sig saa ad? Til al denne megen Talen og Irettesætten og Ordgyden bliver der naturligviis ikke Tid, og om der var Tid, saa bliver naturligviis Opdragelsen slet ved megen Talen; nei, den dygtige Opdrager opdrager helst ved Hjælp af Øinene. Han tager det enkelte Barns Øine fra ham, det er, han tvinger Barnet til i Alt at see paa ham. Just saaledes gjør Gud, han styrer hele Verden, og han opdrager disse utallige Mennesker ved sit Blik. Thi hvad er Samvittigheden? I Samvittigheden er det Gud, som seer paa et Menneske, saa Mennesket nu i Alt maa see paa ham. Saaledes opdrager Gud. Men Barnet, som opdrages, indbilder sig let, at Forholdet til Kammeraterne, den lille Verden, de danne, er Virkeligheden, hvorimod Opdrageren med sit Blik lærer ham, at alt Dette bruges for at opdrage Barnet. Saaledes indbilder ogsaa den Ældre sig let, at hvad han har med Verden at skaffe , det er Virkeligheden; men Gud opdrager ham til at forstaae, at alt Dette benyttes blot til Opdragelsen. Saaledes er Gud Opdrageren, hans Kjerlighed er den største Mildhed og den største Strenghed. Det er som i Naturens Forhold, hvor Tyngden tillige er Letheden. Himmellegemet svæver let i det Uendelige – ved Tyngden; men kommer det ud af sine Bane, bliver det altfor let, saa bliver Letheden Tyngden, og det falder tungt – ved Letheden. Saaledes er Guds Strenghed i den Kjerlige og Ydmyge Mildhed, men i den Haardhjertede er hans Mildhed Strenghed. Det, at Gud har villet frelse Verden, denne Mildhed, bliver jo i Den, som ikke vil modtage Frelsen, den høieste Strenghed, en endnu større Strenghed, end om Gud aldrig havde villet det, men blot vilde dømme Verden. See, dette er Eenheden af Strenghed og Mildhed, og det, at Du i Alt forholder Dig til Gud den største Mildhed og den største Strenghed. Naar Du derfor hører nøie efter skal Du selv i hvad der allerbestemtest maa kaldes Evangelium , høre Strengheden med. Naar der saaledes siges til Høvidsmanden fra Capernaum »Dig skee, som Du troede« , ja der kan jo intet gladere Budskab tænkes, intet mildere, mere forbarmende Ord! Og dog, hvad siges der? Der siges, »Dig skee, som Du troede«. Ville vi anvende disse Ord paa os selv, saa maae vi sige, »Dig skeer, som Du troer, har Du Troen til Frelse, saa frelses Du.« Hvor mildt, hvor forbarmende! Men er det nu ogsaa vist, at jeg har Troen – thi den Kjendsgjerning, at Høvidsmanden troede, kan jeg dog vel ikke uden videre overføre paa mig, som havde jeg Troen, fordi Høvidsmanden havde den. Lad os tænke, at En spurgte Christendommen »er det nu ogsaa vist, at jeg har Troen?«, saa vilde Christendommen svare »Dig skeer som Du troer« – eller hvad mon Christus vilde have tænkt, om Høvidsmanden, istedenfor at komme troende til ham, var kommen til ham for saadan underhaanden at faae at vide, om han havde Troen! »Dig skeer som Du troer«, det vil sige, det er evigt vist, at Dig skeer som Du troer, det indestaaer Christendommen Dig for, men det, om Du, netop »Du«, har Troen, hører dog vel ikke med til Christendommens Lære og Forkyndelse, saa den skulde forkynde Dig, at Du har Troen. Naar saa de bange Bekymringer reise sig, at Du dog maaskee ikke har Troen, saa gjentager Christendommen uforandret »Dig skeer, som Du troer«. Hvor strengt! Du faaer af Fortællingen om Høvidsmanden at vide, at han havde Troen, det vedkommer egentligen slet ikke Dig; og saa faaer Du det Christelige at vide, at ham skete som han troede – men Du er jo ikke Høvidsmanden. Lad os tænke, at En sagde til Christendommen »det er ganske vist, at jeg er døbt, saa er det dog vel ogsaa ganske vist, at jeg har Troen?« da vilde Christendommen svare »Dig skeer som Du troer«. Høvidsmanden, som dog ikke var døbt, troede, derfor skete det ham, som han troede, først i hans Tro er Evangeliet et Evangelium. Dersom Høvidsmanden, skjøndt han kom og bad Christus om Hjælp, dog havde været noget tvivlraadig i sin Sjel om, hvorvidt Christus formaaede at hjælpe ham, og Christus da havde sagt det Samme »Dig skee, som Du troede«: hvad saa? Var det saa et Evange lium? Nei for Høvidsmanden ikke; thi det var en Dom over ham. Det seer saa hurtigt ud dette »Dig skee«, men det holder saa stærkt igjen dette Næste » som Du troer«. Man kan over dette Ord lige saa godt prædike Strengheden som Mildheden; thi i dette Ord er ogsaa Strengheden, den christelige Strenghed, der jo heller ikke har taget i Betænkning at udelukke de Frygtagtige fra Guds Rige , eller vel rettere ikke har taget i Betænkning at lære, at de Frygtagtige udelukke sig selv, saa man altsaa lige saa lidet trodser sig ind i Guds Rige, som man feigt og blødagtigt klynker sig derind. Men i disse Tider, hvor der i Stats-Forholdene er saa megen Tale om Sikkerhed og Sikkerhed , overfører man vel tilsidst dette paa Christendommen, og lader Daaben være Sikkerheden – hvad den jo rigtignok ogsaa er, dersom Du virkeligen troer, at den er Sikkerheden »Dig skeer som Du troer«. Havde man Ret i, uden videre at gjøre Daaben til Sikkerheden, saa var det rigtignok forbi med Strengheden. Men Gud lader sig ikke spotte , og han lader sig heller ikke narre. Han er for høit ophøiet i Himmelen , til at det kunde falde ham ind, at et Menneskes Anstrengelse skulde for ham have noget Fortjenstligt . Dog fordrer han den, og saa Eet endnu, at Mennesket selv ikke understaaer sig at mene, at den har noget Fortjenstligt. Men Gud er ogsaa for høit ophøiet i Himmelen til barnagtigt at lege den gode Gud med et feigt og efterladent Menneske. Det er evig vist, at Dig skeer som Du troer, men Troens Vished, eller den Vished, at Du, netop Du, troer, maa Du i ethvert Øieblik faae ved Guds Hjælp, altsaa ikke paa nogen udvortes Maade. Du maa have Gud til Hjælp for at troe, at Du ved Daaben er frelst; Du maa have Gud til Hjælp for at troe, at Du i Nadveren erholder Dine Synders naadige Forladelse. Thi vistnok tilsiges der Syndernes Forladelse, den tilsiges og saa Dig, men Præsten har ikke Lov at sige til Dig, at Du har Troen, og dog tilsiges den Dig kun, dersom Du troer. Dig skeer som Du troer. Men Alt hvad der i Dig er af Kjød og Blod og Vedhængen ved det Jordiske og Frygtagtighed maa fortvivle, at Du ikke kan faae en udvortes Vished, en Vished een Gang for alle, og paa den nemmeste Maade. See, dette er Troens Strid , som Du hver Dag kan faae Anledning til at forsøges i. Evangeliet er ikke Loven , Evangeliet vil ikke frelse Dig ved Strenghed, men ved Mildhed; men denne Mildhed vil frelse Dig, den vil ikke bedrage Dig, derfor er Strengheden i den. Og gjelder dette Lige for Lige endog i Forhold til hvad der bestemtest maa kaldes Evangelium, hvor meget meer da, naar Christendommen selv forkynder Loven . Der siges »tilgiver, saa skal Eder og tilgives.« Imidlertid kunde det dog maaskee lykkes En at misforstaae disse Ord saaledes, at han indbildte sig, at det var muligt selv at faae Tilgivelsen, uagtet han ikke tilgav. Sandeligen, det er en Misforstaaelse. Christendommens Mening er: Tilgivelse er Tilgivelse; Din Tilgivelse er Din Tilgivelse; Din Tilgivelse til en Anden er Din egen Tilgivelse; den Tilgivelse, Du giver, den faaer Du, ikke omvendt, den Tilgivelse, Du faaer, den giver Du. Det er som vilde Christendommen sige: beed Du til Gud ydmygt og troende om Din Tilgivelse, thi han er dog saaledes barmhjertig som intet Menneske er det; men vil Du gjøre Prøve paa hvordan det forholder sig med Tilgivelsen, saa iagttag Dig selv. Hvis Du oprigtigt for Gud af ganske Hjerte tilgiver Din Fjende (men om Du gjør det, husk paa, det kan Gud see), saa tør Du ogsaa haabe Din Tilgivelse, thi det er Eet og det Samme; Gud tilgiver Dig hverken mere eller mindre eller anderledes end som Du tilgiver Dine Skyldnere. Det er kun et Sandsebedrag at indbilde sig, at man selv har Tilgivelse, uagtet man er treven til at tilgive Andre. Nei, ikke er der en nøiagtigere Overeensstemmelse mellem Himlen oven til og dens Billede i Havet, hvilket netop er lige saa dybt som Afstanden er høi, end der er mellem Tilgivelse og Tilgivelse. Det er ogsaa en Indbildning, at man selv troer sin Tilgivelse, naar man ikke vil tilgive; thi hvor skulde det Menneske i Sandhed troe paa Tilgivelse, hvis eget Liv er en Indvending mod, at der er Tilgivelse til! Men man indbilder sig, at man selv for sit Vedkommende forholder sig til Gud og derimod i Forholdet til det andet Menneske blot forholder sig til det andet Menneske, istedenfor at man i Alt forholder sig til Gud. – Derfor er det at anklage et andet Menneske for Gud det er at anklage sig selv, Lige for Lige. Om ogsaa et Menneske, menneskelig talt, virkelig lider Uret, da tage han sig dog vel iagt for, at forivre sig med at anklage den Skyldige for Gud. O, man vil saa gjerne bedrage sig selv, man vil saa gjerne indbilde sig, at et Menneske for sit Vedkommende skulde have som et privat Forhold til Gud. Men det gaaer med Forholdet til Gud som med Forholdet til Øvrigheden, Du kan ikke tale privat med en Øvrighedsperson om Det, som er hans Gjerning – men Guds Gjerning er det at være Gud. Hvis et Tjeneste-Menneske , som Du maaskee ellers har Godhed for, har begaaet en Brøde , et Tyverie f. Ex. , og Du ikke veed, hvad Du skal gjøre ved den Sag: saa henvend Dig for Alt ikke privat til den udøvende Øvrigheds Foresatte; thi han forstaaer ikke noget Privat betræffende et Tyverie, han lader strax den Skyldige fængsle og Sag begynde. Og saaledes ogsaa, naar Du vil lade som var Du ganske uden Sag, og nu privat vil besvære Dig for Gud over Dine Uvenner; saa gjør Gud kort Proces og lægger Sag an mod Dig; thi for Gud er Du selv en Skyldner – det at anklage en Anden er at anklage sig selv . Du mener, at Gud skulde ligesom tage Partie med Dig; at Gud og Du skulde i Forening vende Eder mod Din Fjende, mod Den, der gjorde Dig Uret. Men dette er en Misforstaaelse. Gud seer ligelig paa Alle , og er Det heelt, som Du kun for en Deel vil gjøre ham til. Henvender Du Dig til ham i hans Egenskab af Dommer – ja det er som en Mildhed af ham, at han advarer Dig om at lade det være, thi han veed nok hvad deraf følger for Dig, hvor strengt det vil blive Dig; men vil Du altsaa ikke lade Dig sige, henvender Du Dig til ham i hans Egenskab af Dommer: saa hjælper det ikke, at Du mener, at det er den Anden, han skal dømme; thi Du har selv gjort ham til Din Dommer, og han er, Lige for Lige, i samme Øieblik Din Dommer ɔ: han dømmer tillige Dig. Naar Du derimod ikke indlader Dig paa at anklage Nogen for Gud eller paa at gjøre Gud til Dommer, saa er Gud den naadige Gud. Lad mig oplyse dette Forhold ved en Begivenhed. Der var engang en Forbryder , som havde stjaalet nogle Penge, deriblandt en Hunderdaler-Seddel. Denne vilde han have byttet og henvendte sig derfor til en anden Forbryder i dennes Huus; han modtog Sedlen, gik ind i det næste Værelse som for at bytte den, kom derpaa ud igjen, lod som Ingenting, hilste god Dag paa den Ventende, som saaes de nu først: kort, han bedrog ham for Hunderdaler-Sedlen. Herover blev den Første saa forbittret, at han i sin Harme anmeldte Sagen for Øvrigheden, hvor skammeligt han var bleven bedragen. Den Anden blev naturligviis ogsaa fængslet, der blev ogsaa Sag om Bedrageriet – ak, i denne Sag blev det første Spørgsmaal, som Øvrigheden gjorde: hvorledes har Klageren faaet de Penge. Saa blev der to Sager. See, den Første forstod meget rigtigt, at han havde Ret i den Sag om Bedrageriet, han vilde nu være den redelige Mand, den gode Borger, som henvender sig til Øvrigheden for at faae sin Ret. O, men Øvrigheden indlader sig ikke saaledes privat, eller om et Enkeltstaaende, man behager at forelægge den, ei heller giver den altid Sagen den Vending, som Klageren og Anmelderen angiver: Øvrigheden seer dybere i Forholdet. Og saaledes ogsaa med Forholdet til Gud. Naar Du for Gud anklager et andet Menneske, saa bliver der strax anlagt to Sager; just idet Du kommer og gjør Anmeldelse om det andet Menneske, kommer Gud til at tænke paa, hvordan det hænger sammen med Dig. Lige for Lige; ja saa streng er Christendommen, at den endog gjør et skærpende Ulige gjeldende. Der staaer skrevet: »hvi seer Du Splinten i Din Broders Øie, men Bjelken i Dit eget bliver Du ikke vaer?« En from Mand har fromt fortolket disse Ord saaledes: Bjelken i Dit eget Øie er hverken mere eller mindre end det at see, at dømme Splinten i Din Broders. Men det strengeste Lige for Lige vilde jo være, at det at see Splinten i en Andens Øie blev en Splint i Ens eget Øie. Dog Christendommen er endnu strengere: denne Splint, eller det dømmende at see den, er en Bjelke. Og om Du end ikke seer Bjelken, og om end intet Menneske seer den: Gud seer den. Altsaa en Splint er en Bjelke! Er dette ikke en Strenghed, som gjør en Myg til en Elephant ! O, men naar Du betænker, at christeligt og sandt forstaaet er Gud bestandigt med i Alt, at det er ene og alene om ham, at Alt dreier sig, saa vil Du vel kunne forstaae denne Strenghed, Du vil forstaae, at det at see Splinten i Din Broders Øie – i Guds Nærværelse (og Gud er jo altid nærværende ) er Majestæts-Forbrydelse . Ja dersom Du til at see Splinten kunde benytte et Øieblik og et Sted, hvor Gud ikke var tilstede! Men christeligt for staaet, er dette jo netop hvad Du skal lære at fastholde, at Gud er altid tilstede; og er han tilstede, seer han ogsaa paa Dig. I et Øieblik, da Du ret tænker Dig Gud tilstede, vilde Du vist heller ikke falde paa , at see nogen Splint i Din Broders Øie, eller falde paa at anlægge denne rædsomt strenge Maalestok – Du, som selv er skyldig. Men Sagen er den, at om end ethvert bedre Menneske dog for sit eget Livs Vedkommende beflitter sig paa at have Tanken om Guds Allestedsnærværelse nærværende (og noget mere bagvendt lader sig da ikke tænke end fjernt at tænke sig Guds Allestedsnærværelse), saa glemme de dog ofte Guds Allestedsnærværelse idet de forholde sig til andre Mennesker, glemme, at Gud er tilstede i Forholdet, nøies med en blot menneskelig Sammenligning. Saa har man Tryghed og Rolighed til at opdage Splinten. Hvilken er saa Brøden? Den, at Du glemmer Dig selv, at Gud er tilstede (og han er jo altid tilstede), eller at Du glemmer Dig selv i hans Tilstedeværelse. Hvilken Uforsigtighed i Guds Nærværelse at dømme saa strengt, saa en Splint bliver dømt, – Lige for Lige, vil Du være saa streng, saa kan Gud overbyde Dig – det er Bjelken i Dit eget Øie. Øvrigheden har vel allerede anseet det for en Art Frækhed af hiin Forbryder, som vi have talet om, at ville spille den retfærdige Mand, der ved Lov og Dom forfølger sin Ret, ak, en Forbryder, der selv skal forfølges ved Lov og Dom: men Gud anseer det for en Formastelighed, at et Menneske vil spille den Rene og dømme Splinten i hans Broders Øie. Hvor strengt er ikke dette christelige Lige for Lige! Det jødiske, det verdslige, det travle Lige for Lige er: som Andre gjøre mod Dig , pas endeligen paa, at Du ogsaa gjør saaledes mod dem. Men det christelige Lige for Lige er: som Du gjør mod Andre, ganske saaledes gjør Gud mod Dig . Christeligt forstaaet har Du slet Intet at gjøre med hvad de Andre gjøre mod Dig, det vedkommer Dig ikke, det er en Nysgjerrighed, en Næsviished, en Mangel paa Samling at blande Dig i Ting, der ere Dig saa aldeles uvedkommende som var Du en Fraværende. Du har kun at gjøre med hvad Du gjør mod Andre, eller med hvorledes Du optager hvad Andre gjøre mod Dig; Retningen er indefter, Du har væsentligen kun med Dig selv at gjøre for Gud. Denne Inderlighedens Verden, Gjengivelsen af hvad andre Mennesker kalde Virkeligheden, den er Virkeligheden. I denne Inderlighedens Verden hører det christelige Lige for Lige hjemme; det vender sig og vil vende Dig bort fra Udvortesheden ( uden dog at tage Dig ud af Verden ), op ad, eller ind efter. Thi christeligt forstaaet er det at elske Menneskene at elske Gud, og det at elske Gud at elske Menneskene: hvad Du gjør mod Menneskene, det gjør Du mod Gud, og derfor, hvad Du gjør mod Menneskene, det gjør Gud mod Dig. Forbittres Du paa Menneskene, som gjøre Dig Uret, saa forbittres Du egentligen paa Gud, thi i sidste Grund er det dog Gud, som tillader, at Dig gjøres Uret. Tager Du derimod med Taksigelse Uretten af Guds Haand »som en god og en fuldkommen Gave«, saa forbittres Du heller ikke paa Menneskene. Vil Du ikke tilgive, saa vil Du egentligen noget Andet, Du vil gjøre Gud haardhjertet, at han heller ikke skulde tilgive: hvorledes skulde denne haardhjertede Gud saa tilgive Dig? Kan Du ikke bære Menneskenes Forseelser mod Dig, hvorledes skulde Gud da kunne bære Dine Synder mod ham? Nei, Lige for Lige. Thi Gud er egentligen selv dette rene Lige for Lige, den rene Gjengivelse af hvorledes Du selv er. Er der Vrede i Dig, saa er Gud Vrede i Dig; er der Mildhed og Barmhjertighed i Dig, saa er Gud Barmhjertighed i Dig. Det uendelig Kjerlige er, at han overhovedet vil have med Dig at gjøre, og at Ingen, Ingen saa kjerligt opdager enhver den mindste Kjerlighed i Dig, som Gud gjør det. Guds Forhold til Mennesket er i ethvert Øieblik at uendeliggjøre Det, som i ethvert Øieblik er i Mennesket. I Eensomheden, veed Du nok, boer Echo . Det passer nøie, o saa nøie paa enhver Lyd, den mindste, og gjengiver den nøie, o saa nøie. Er der et Ord, Du ikke gjerne vilde høre sagt til Dig, da vogt Dig at sige det, vogt paa, at det ikke undslipper Dig i Eensomheden, thi Echo gjentager det strax og siger det til »Dig«. Hvis Du aldrig blev eensom, da opdagede Du heller aldrig, at Gud er til; men hvis Du i Sandhed blev eensom, da lærte Du ogsaa, at Alt hvad Du siger til og gjør mod andre Mennesker, det gjentager Gud blot, han gjentager det med Uendelighedens Forøgelse; Naadens eller Dommens Ord, som Du udsiger om en Anden, Gud gjentager det, han siger ordret det Samme om Dig: og dette Samme er over Dig Naaden og Dommen. Men hvo troer paa Echo, naar han Dag og Nat lever i Byens Tummel; og hvo troer paa, at der er en saadan Iagttager til, at det gaaer saa nøie til med Lige for Lige, hvo troer paa det, naar han fra den tidligste Barndom er vant til at leve fortumlet. Hører da en saadan Fortumlet Noget om det Christelige, saa er han dog ude af Stand til at høre rigtigt efter; som det Christelige ikke ret kommer til at gjenlyde i hans Indre, saa opdager han heller ikke den Gjenlyden, der er det christelige Lige for Lige. Her i Livets Larm mærker han maaskee ikke Evighedens eller Guds Gjentagelse af det udtalte Ord; han indbilder sig maaskee, at Gjengjeldelsen skulde være i det Udvortes og paa udvortes Maade. Men Udvortesheden er for tæt et Legeme til at være Gjenlyden, og det sandselige Øre for tungthørende til at opdage Evighedens Gjentagelse. Men hvad enten et Menneske opdager det eller ikke, det er dog sagt om ham det Ord, han selv sagde. Et saadant Menneske lever da hen som Den, der ikke veed, hvad der siges om ham. Nu, hvis et Menneske bliver uvidende betræffende hvad Byen siger om ham, det er maaske godt, maaskee turde det ogsaa være Usandhed hvad Byen siger om ham: o, men hvad hjælper det et Øieblik eller nogle Aar at forblive uvidende betræffende hvad Evigheden siger om ham – hvad der dog nok vel er Sandhed! Nei, Lige for Lige! vi sige det sandeligen ikke, som var det vor Mening, at et Menneske saa dog til syvende og sidst fortjente Naaden. O, det Første Du lærer af i Alt at forholde Dig til Gud, er netop, at Du slet ingen Fortjeneste har. Prøv det blot at sige til Evigheden »jeg har fortjent«, saa svarer Evigheden »Du har fortjent ....«. Vil Du have Fortjeneste og have fortjent Noget, saa er Straf det Eneste; vil Du ikke troende tilegne Dig en Andens Fortjeneste, saa faaer Du efter Fortjeneste. – Vi sige dette heller ikke som var det vor Mening, at det var bedre, om Nogen Dag ud og Dag ind sad i Dødsens Angest for at lytte efter Evighedens Gjentagelse, vi sige end ikke, at det var bedre end den Smaalighed, der i disse Tider benytter Guds Kjerlighed til at sælge Aflad fra enhver farefuldere og mere anstrenget Stræben. Nei, men som det veltugtede Barn har en uforglemmelig Forestilling om Strengheden, saaledes maa ogsaa det Menneske, som forholder sig til Guds Kjerlighed, hvis han ikke »kjerlingeagtigt« ( 1 Tim. 4, 7 .) eller letsindigt skal tage den forfængelig , have en uforglemmelig Frygt og Bæven , skjøndt han hviler i Guds Kjerlighed. En Saadan vil vist ogsaa undgaae at tale til Gud om Andres Uret mod ham, om Splinten i Broderens Øie; thi en Saadan vil helst tale til Gud ene om Naaden, for at ikke dette skjebnesvangre Ord »Ret« skal forspilde ham Alt, ved hvad han selv fremkaldte, det strenge Lige for Lige.