IX. Den Kjerlighedens Gjerning at erindre en Afdød IX. Den Kjerlighedens Gjerning at erindre en Afdød IX Den Kjerlighedens Gjerning at erindre en Afdød Naar man paa een eller anden Maade frygter for ikke at skulde kunne holde Oversigten over hvad der er mangfoldigt og vidtløftigt , saa søger man at skaffe sig eller at faae overladt et kort Indbegreb af det Hele – for Overskuelsens Skyld. Saaledes er Døden det korteste Indbegreb af Livet, eller Livet ført tilbage til sin korteste Skikkelse . Derfor har det ogsaa altid været dem, som i Sandhed tænke over Menneskelivet, saa vigtigt, mange mange Gange ved Hjælp af det korte Indbegreb at gjøre Prøve paa hvad de have forstaaet om Livet. Thi ingen Tænker magter Livet saaledes som Døden gjør det, denne mægtige Tænker, der ikke blot kan tænke ethvert Sandsebedrag igjennem, men kan tænke det sønder og sammen, tænke det til Intet. Dersom det da forvirrer sig for Dig, idet Du betragter de mangfoldige Livets Veie, saa gaae ud til de Døde , »der samles alle Veie« – saa er jo Overskuelsen let. Dersom det svimler for Dig ved idelig at see paa og høre om Livets Forskjelligheder, saa gaae ud til de Døde, der har Du Magt over Forskjellighederne: mellem »Muldets Frænder« er der ingen Forskjel, men kun det nære Slægtskab. Thi at alle Mennesker ere Blodsforvandte , altsaa af eet Blod, dette Livets Slægtskab det fornegtes saa ofte i Livet; men at de ere af eet Muld , dette Dødens Slægtskab, det lader sig ikke fornegte. Ja, gaae engang igjen ud til de Døde, for der at tage Sigte paa Livet: saaledes bærer jo Skytten sig ad, han søger et Sted, hvor Fjenden ikke kan ramme ham, men hvorfra han kan ramme Fjenden, og hvor han kan have fuldkommen Ro til Sigtet. Vælg ikke Aftenens Time til Besøget; thi den Ro, der er i Aftenen og i en Aften tilbragt blandt de Døde, er ofte ikke langt fra en vis Overspændthed, som anstrænger og »mætter med Uro,« opgiver nye Gaader istedenfor at forklare de opgivne. Nei, gaae der ud tidligere paa Formiddagen, naar Morgensolen titter ind mellem Grenene med Vexlen i Lys og Skygge, naar Havens Skjønhed og Venlighed, naar Fugle-Qviddren og det mangfoldige Liv derude næsten lader Dig glemme, at Du er blandt Døde. Det vil da være Dig som var Du kommen til et fremmed Land, der var forblevet ukjendt med Livets Forvirring og Adskillelse, i Barnlighedens Tilstand, bestaaende af lutter smaa Familier. Herude er det nemlig naaet, hvad der forgjeves er eftertragtet i Livet: den lige Fordeling. Hver Familie har et lille Stykke Jord for sig, omtrent lige stort. Udsigten er omtrent eens for dem alle; Solen kan ligeligt komme til at skinne over dem alle; ingen Bygning reiser sig saa høit, at den tager Solens Straale eller Regnens Vederqvægelse eller Vindens friske Luftning eller Fuglesangens Gjenlyd fra Naboe eller Gjenboe. Nei, her er den lige Fordeling. Thi i Livet hænder det vel stundom en Familie, som har levet i Overflod og Velstand, at den maa indskrænke sig; men i Døden have de Alle maattet indskrænke sig. En lille Forskjel kan der være, een Alens maaskee i Jordloddens Størrelse, eller at den ene Familie eier et Træ, hvad den anden Indsidder ikke har paa sin Lod. Hvorfor troer Du denne Forskjel er der? Den er for dybsindigt gjækkende at erindre Dig ved dens Lidenhed om hvor stor Forskjellen var. Saa kjerlig er Døden! Thi det er netop Kjerlighed af Døden, at den ved Hjælp af denne lille Forskjel i opløftende Spøg minder om den store. Døden siger ikke »der er slet ingen Forskjel«, den siger »der kan Du see hvad Forskjellen var: en halv Alen«. Dersom denne lille Forskjel ikke var, var jo heller ikke Dødens Indbegreb ganske tilforladeligt . Saaledes vender Livet i Døden tilbage til Barnligheden. I Barndommens Alder var det jo ogsaa den store Forskjel, at Een eiede et Træ, en Blomst, en Steen. Og denne Forskjel var en Antydning af hvad der saa i Livet vilde vise sig efter en ganske anden Maalestok. Nu er Livet forbi, og mellem de Døde er den lille Antydning af Forskjellen bleven tilbage som en i Spøg formildet Erindring om, hvordan det var. See, herude er Stedet til at tænke over Livet, til ved Hjælp af det korte Indbegreb, som forkorter alle de indviklede Forholds Vidtløftighed , at faae Overskuelsen. Hvorledes skulde jeg da i et Skrift om Kjerlighed lade denne Leilighed gaae ubenyttet hen, til at faae gjort Prøve paa, hvad dog egentligen Kjerlighed er. Sandeligen, vil Du ret forvisse Dig om, hvad Kjerlighed der er i Dig, eller i et andet Menneske, saa agt paa, hvorledes han forholder sig til en Afdød. Naar man vil anstille Iagttagelse over et Menneske er det saa vigtigt, for Iagttagelsens Skyld, at man, idet man seer ham i Forholdet, dog alene seer paa ham. Naar nu det ene virkelige Menneske forholder sig til det andet virkelige Menneske, saa er der altsaa To, saa er Forholdet sammensat, Iagttagelsen over den Ene alene gjort vanskelig. Dette andet Menneske skjuler nemlig Noget over det første Menneske, og fremdeles kan det andet Menneske jo have megen Indflydelse paa, at det første Menneske viser sig anderledes, end han er. Her er altsaa en Dobbeltberegning nødvendig, Iagttagelsen maa føre en egen Regning for hvad det andet Menneske ved sin Personlighed, sine Egenskaber, sine Dyder og sine Feil indflyder paa det Menneske, som er Iagttagelsens Gjenstand. Dersom Du kunde faae et Menneske at see for ramme Alvor fægte med Luften, eller dersom Du kunde faae en Dandser til ene at dandse den Dands, han ellers dandser med en Anden: saa vilde Du bedst kunne iagttage hans Bevægelser, bedre end om han sloges med et virkeligt andet Menneske, eller om han dandsede med et vir keligt andet Menneske. Og hvis Du forstaaer den Kunst, i Samtale med En at gjøre Dig til »Ingen« , saa faaer Du bedst at vide, hvad der boer i dette Menneske. O, men naar et Menneske forholder sig til en Afdød, saa er der i dette Forhold kun Een, thi en Afdød er ingen Virkelighed; Ingen, Ingen kan saa godt gjøre sig til »Ingen« som en Afdød, thi han er »Ingen«. Her kan der altsaa ikke være Tale om nogen Mislighed for Iagttagelsen, her bliver den Levende aabenbar, her maa han vise sig ganske som han er; thi en Afdød, ja det er en underfundig Mand, han har ganske trukket sig udenfor, han har ikke den mindste Indflydelse, hverken forstyrrende eller hjælpende, paa den Levende, som forholder sig til ham. En Afdød er ingen virkelig Gjenstand, han er kun den Anledning, som bestandigt aabenbarer, hvad der boer i den Levende, der forholder sig til ham, eller som hjælper til at gjøre det aabenbart, hvorledes den Levende er, som ikke forholder sig til ham. Thi mod Afdøde have vi dog vel ogsaa Pligter. Skulle vi elske de Mennesker, vi see, da ogsaa dem, vi have seet, men ikke mere see, fordi Døden tog dem bort. Man skal ikke forstyrre den Døde ved sin Klagen og Skrigen; man skal omgaaes en Død, som man omgaaes en Sovende, hvem man ikke nænner at vække, fordi man haaber, at han nok vaagner af sig selv. »Græd saa sagteligen over en Død, thi han er kommen til Rolighed«, siger Sirach (22, 12) ; og ikke bedre veed jeg at betegne den sande Erindren end ved denne sagtelige Græden, der ikke tager hulkende paa i Øieblikket – og snart aflader . Nei, man skal erindre den Afdøde, græde sagtelig, men græde længe. Hvor længe lader sig ikke forud bestemme, da ingen Erindrende med Bestemthed kan vide, hvor længe han skal være adskilt fra den Afdøde. Men Den, der kjerligt erindrer en Afdød, han kan gjøre nogle Ord af David s Psalme , hvor der jo ogsaa er Tale om Erindren, til sine »dersom jeg forglemmer Dig, saa forglemme min høire Haand mig; min Tunge hænge ved min Gane, naar jeg ikke ihukommer Dig, naar jeg ikke ophøier Dig over min ypperste Glæde« – kun erindre han, at Opgaven ikke er at sige det, strax den første Dag, men at blive sig selv og den Afdøde tro i denne Sindsstemning, selv om man, hvad der som oftest baade for en vis Sømmeligheds og for Sikkerhedens Skyld er at foretrække, fortier det. Det er en Opgave; og man behøver da ikke at have seet meget i Livet for at have seet nok til at forvisse sig om, at det godt kan behøve at indskærpes, at det er en Opgave, en Pligt, at erindre den Afdøde: den ene til sig selv overladte menneskelige Følelses Uvederhæftighed viser sig maaskee aldrig større end netop i dette Forhold. Og dog er derfor jo ikke denne Følelse usand eller dens heftige Udbrud, det vil sige, man mener, hvad man siger, man mener det i det Øieblik man siger det, men man tilfredsstiller sig selv og sin uoptugtede Følelses Lidenskab ved at tale i Udtryk, som forpligtige saaledes, at der maaskee sjeldent er En, som ikke ved sit Senere gjør sit Første, skjøndt det var sandt, usandt. O, man taler ofte om, hvilken ganske anden Betragtning af Menneskelivet man vilde faae, hvis alt Det blev aabenbart , som Livet skjuler over – ak, hvis Døden vilde rykke ud med hvad den veed om de Levende: hvilket forfærdeligt Bidrag til den Menneskekundskab, der i det mindste ikke ligefrem befordrer Menneskekjerlighed! Saa lad os da blandt Kjerlighedens Gjerninger ikke glemme denne, ikke glemme at betragte den Kjerlighedens Gjerning at erindre en Afdød. Den Kjerlighedens Gjerning at erindre en Afdød er en Gjerning af den uegennyttigste Kjerlighed. Naar man vil forvisse sig om, at Kjerlighed er ganske uegennyttig, saa kan man jo fjerne enhver Mulighed af Gjengjeld. Men denne er just fjernet i Forholdet til en Afdød. Bliver da Kjerligheden alligevel ved, saa er den i Sandhed uegennyttig. Gjengjelden i Forhold til Kjerlighed kan være det meget Forskjellige. Man kan jo for den Sags Skyld have ligefrem Fordeel og Vinding; og det er jo vel bestandigt det Almindelige, dette »Hedenske« »at elske dem, som kunne gjøre Gjengjeld.« I denne Betydning er Gjengjelden Noget fra Kjerligheden selv Forskjelligt, det Ueensartede. Men der gives jo ogsaa en med Kjerligheden eensartet Gjengjeld for Kjerlighed: Gjenkjerlighed. Og saa meget Godt er der dog vel i det større Antal af Mennesker, at de i Reglen ville ansee denne Gjengjeld, Taknemlighedens, Skjønsomhedens , Hengivenhedens, kort Gjenkjerlighedens Gjengjeld for den betydeligste, om de maaskee i en anden Forstand ikke ville indrømme, at den er Gjengjeld, og derfor mene, at man ikke kan kalde Kjerligheden egennyttig, forsaavidt den eftertragter denne Gjengjeld. – Men den Døde gjør i ingen Forstand Gjengjeld. Der er i denne Henseende en Lighed mellem det kjerligt at erindre en Afdød og Forældres Kjerlighed til Børn. Forældre elske Børnene næsten førend de blive til, og længe førend de blive sig bevidste, altsaa som Ikke-værende. Men en Afdød er ogsaa en Ikkeværende; og dette er de to største Velgjerninger: at give et Menneske Livet og at erindre en Afdød; men den første Kjerlighedens Gjerning har Gjengjeld. Dersom der for Forældrene slet intet Haab var om, slet ingen Udsigt til engang at faae Glæde af Børnene og Løn for deres Kjerlighed – ja, der blev vel mangen Fader og Moder, som alligevel vilde kjerligt gjøre Alt for Børnene: o, men der var vist ogsaa mangen Fader og Moder, hvis Kjerlighed blev kold. Det er ikke vor Mening hermed strax at ville erklære en saadan Fader eller Moder for ukjerlig, nei, men Kjerligheden i dem var dog saa svag, eller Selvkjerligheden saa stærk, at der behøvedes dette glade Haab, denne opmuntrende Udsigt. Dog med dette Haab og denne Udsigt har det nu engang sin Rigtighed. Forældrene kunne sige til hinanden: »der ligger rigtignok en lang Tid for vort lille Barn, det er mange Aar; men i al den Tid have vi dog ogsaa Glæde af ham, og fremfor alt have vi det Haab, at han engang vil lønne vor Kjerlighed, vil, om han ikke gjør Andet, til Gjengjeld gjøre os vor Alderdom glad«. Men den Afdøde gjør ingen Gjengjeld. Den kjerligt Erindrende kan maaskee ogsaa sige: »der ligger et langt Liv for mig, indviet til Erindring , men Udsigten er i det første og i det sidste Øieblik den samme, der er i en vis Forstand slet Intet til Hinder for den Udsigt, thi der er slet ingen Udsigt.« O, det er saa haabløst i en vis Forstand, saa utaknemligt et Arbeide, i den Forstand som Landmanden siger det, saa nedslaaende en Beskæftigelse at erindre en Afdød! Thi en Afdød, han voxer og trives ikke, som Barnet gjør, Fremtiden imøde: en Afdød smuldrer blot mere og mere hen i den visse Undergang. En Afdød glæder ikke den Erindrende som Barnet glæder Moderen, glæder ham ikke som Barnet glæder hende, naar det paa hendes Spørgsmaal hvem det elsker meest, svarer »Moder«: den Afdøde elsker Ingen meest, han synes slet Ingen at elske. O, det er saa forstemmende, at han saaledes roligt bliver dernede i Graven, medens Længselen efter ham tiltager, saa forstemmende, at der ikke er Tanke om nogen Forandring uden Opløsningens , stærkere og stærkere. Vel sandt , saa er han heller ikke vanskelig, som stundom Barnet kan være, han volder ikke, idetmindste ikke ved sin Vanskelighed, søvnløse Nætter – thi, forunderligt nok, det gode Barn volder ikke søvnløse Nætter, og derimod en Afdød, han volder søvnløse Nætter, jo bedre han var! O, men selv i Forhold til det vanskeligste Barn er der dog Haab om og Udsigt til Gjenkjerlighedens Gjengjeld: men den Døde gjør slet ingen Gjengjeld; hvad enten Du for hans Skyld er søvnløs og ventende, eller Du ganske glemmer ham, det synes at være ham aldeles ligegyldigt. Dersom Du derfor vil prøve Dig selv, om Du elsker uegennyttigt, saa agt engang paa, hvorledes Du forholder Dig til en Afdød. Megen Kjerlighed, upaatvivleligt den meste, vilde vistnok for en skarpere Prøvelse vise sig at være Selvkjerlighed. Men Sagen er den, i Kjerligheds-Forholdet mellem Levende er der dog gjerne Haab om, Udsigt til Gjengjeld, idetmindste til Gjenkjerlighedens Gjengjeld; og i Almindelighed kommer Gjengjelden ogsaa. Men dette Haab, denne Udsigt, samt at saa Gjengjelden kommer, gjør, at man ikke ganske bestemt kan see, hvad der er Kjerlighed og hvad der er Selvkjerlighed, fordi man ikke ganske bestemt kan see, om Gjengjelden er forventet og i hvilken Forstand. I Forholdet til en Afdød derimod er Iagttagelsen saa let. O, dersom Menneskene vare vante til at elske i Sandhed uegennyttigt, saa vilde man vist ogsaa erindre de Afdøde anderledes end man ordentligviis gjør, naar den første, stundom temmelig korte, Tid er forbi, i hvilken man da elsker de Afdøde uordentligt nok med Skrigen og Støien. Den Kjerlighedens Gjerning at erindre en Afdød, er en Gjerning af den frieste Kjerlighed. For ret at prøve om Kjerligheden er ganske fri, kan man jo fjerne alt Det, som paa nogen Maade kunde afnøde En Kjerligheds-Gjerningen. Men dette er netop borte i Forholdet til en Afdød. Bliver da Kjerligheden alligevel ved, saa er dette den frieste Kjerlighed. Hvad der kan afnøde et Menneske Kjerlighedens Gjerning kan være det saare Forskjellige og lader sig ikke saaledes opregne. Barnet skriger, den Fattige trygler, Enken bestormer , Hensynet nøder , Elendigheden tvinger og saaledes fremdeles. Men al den Kjerlighed i Gjerning, der saaledes afnødes, er jo ikke ganske fri. Jo stærkere det Nødende er, jo mindre fri er Kjerligheden. Dette bringe vi ogsaa i Almindelighed i Anslag betræffende Forældres Kjerlighed til Børn. Naar man ret vil skildre Hjælpeløshed, og skildre den i dens meest nødende Skikkelse, saa pleier man at minde om det spæde Barn, der ligger i al dets Hjælpeløshed, ved hvilken det ligesom afnøder Forældrene Kjerligheden – det ligesom afnøder, thi virkeligt afnøder det jo kun de Forældre Kjerlighed, som ikke ere hvad de burde være. Altsaa det spæde Barn i al sin Hjælpeløshed! Og dog, naar et Menneske først ligger i sin Grav med tre Alen Jord over sig , da er han mere hjælpeløs end Barnet! Men Barnet skriger! Dersom Barnet ikke kunde skrige – ja der blev vel mangen Fader og Moder, som alligevel pleiede det med al Kjerlighed: o, men der var vel ogsaa mangen Fader og Moder, som saa, i det mindste mange Gange, vilde glemme Barnet. Vor Mening er ikke, strax derfor at kalde en saadan Fader eller Moder ukjerlig; men Kjerligheden i dem var dog saa svag, saa selvkjerlig, at de behøvede denne Paamindelse, denne Nøden . Den Døde derimod, han skriger ikke som Barnet, han bringer sig ikke i Erindring som den Trængende, han trygler ikke som Tiggeren, han nøder ikke ved Hensynet , han tvinger Dig ikke ved den synlige Elendighed, han bestormer Dig ikke som Enken Dommeren : den Døde tier og siger ikke eet Ord, han bliver ganske stille og rører sig ikke af Stedet – og maaskee lider han heller ikke Ondt! Der er Ingen, som uleiliger en Levende mindre end en Afdød, og Ingen, hvem det for en Levende er lettere at undgaae end en Afdød. Du kan sætte Dit Barn ud hos Fremmede, for ikke at høre dets Skrigen, Du kan negte Dig hjemme for at undgaae Tiggerens Tryglen, Du kan gaae forklædt omkring for at Ingen skal kjende Dig: kort Du kan i Forholdet til Levende bruge mange Forsigtighedsmidler , som dog maaskee ikke ganske skulle sikkre Dig; men i Forholdet til en Afdød behøver Du ikke den mindste Forsigtighed, og Du er dog ganske sikker. Dersom Nogen er saaledes til Sinds, dersom det passer bedst ind i hans Kram at blive den Døde qvit jo før jo hellere, saa kan han, aldeles upaatalt og uden at vorde Gjenstand for nogetsomhelst Søgsmaal, blive kold saa noget nær i samme Øieblik som den Døde er bleven kold. Naar han blot for en Skams Skyld (og for den Dødes Skyld er det da ikke) husker at græde lidt i Avisen paa Begravelsesdagen , naar han blot passer paa at vise den Afdøde den sidste Ære – for en Skams Skyld: saa kan han for den Sags Skyld lee af den Døde lige op i hans – nei ikke i hans aabne Øine, thi de ere nu lukkede. En Død har, som naturligt er, slet ingen Rettigheder i Livet; der er ingen Øvrighed, som har med det at gjøre, om Du erindrer en Afdød, ingen Øvrighed, der blander sig ind i dette Forhold, som dog stundom i Forholdet mellem Forældre og Børn – og den Døde gjør saa vist selv intet Skridt for paa nogen Maade at uleilige eller nøde. – Vil Du derfor prøve, om Du elsker frit, saa agt engang paa, hvorledes Du i Tidens Længde forholder Dig til en Afdød. Dersom det ikke syntes saa spøgende (hvad det dog visseligen ikke er uden for Den, som ikke veed hvad det Alvorlige er), saa vilde jeg sige, at man som Indskrift over Porten til de Dødes Have kunde sætte »her nødes ikke« eller »hos os nødes ikke«. Og dog, jeg vil nok sige det, jeg vil ogsaa nok have sagt det, og ogsaa nok vedstaae at have sagt det; thi jeg har tænkt for meget over Døden til ikke at vide, at Den, som ikke veed, til Opvækkelse vel at mærke, at benytte den Underfundighed , al den Dybsindets Skalkagtighed , som ligger i Døden, han kan netop ikke tale alvorligt om den. Døden er ikke alvorlig paa samme Maade som det Evige er. Til Dødens Alvor hører netop det besynderligt Opvækkende, denne en dybsindig Spots Medlyden, som, løsreven fra det Eviges Tanke, er en tom ofte en fræk Spøg, men med det Eviges Tanke er just hvad den skal være, og yderst forskjelligt fra den fade Alvorlighed, der mindst af Alt fanger og rummer en Tanke, der har den Spænding , som Dødens. O, der tales i Verden saa meget om, at Kjerlighed maa være fri; at man ikke kan elske, naar der er den mindste Tvang; at man i Henseende til Kjerlighed slet ikke maa nødes: nu vel, saa lad os da see, naar det kommer til Stykket, hvorledes det staaer sig med den frie Kjerlighed – hvorledes de Afdøde erindres i Kjerlighed; thi en Afdød nøder En slet ikke. Ja, i Skilsmissens Øieblik, naar man ikke kan undvære den Afdøde, da skriges der. Er dette den saa meget omtalte fri Kjerlighed, er dette Kjerlighed til den Afdøde? Og saa, lidt efter lidt, efterhaanden som den Afdøde smuldrer hen, saa smuldrer ogsaa Erindringen hen mellem Fingrene, man veed ikke, hvor den bliver af; man bliver lidt efter lidt fri for denne – svære Erindring. Men saaledes at blive fri, er det den frie Kjerlighed, er det Kjerlighed til den Afdøde? Ordsproget siger jo: ude af Øie, ude af Tanke . Og det kan man altid være sikker paa, at et Ordsprog siger sandt om hvordan det gaaer til i Verden; noget Andet er, at ethvert Ordsprog, christeligt forstaaet, er usandt. Hvis det var sandt alt Det, der siges om at elske frit, det er , hvis det skete, hvis det udførtes, hvis Menneskene vare vante til at elske saaledes, saa vilde Menneskene ogsaa elske de Afdøde anderledes end de gjøre. Men Sagen er, at i Forhold til anden menneskelig Kjerlighed er der som oftest noget Nødende, om ikke Andet saa det daglige Syn og Vanen, og derfor kan man ikke bestemt see, hvorvidt det er Kjerligheden, som frit holder sin Gjenstand fast, eller det er Gjenstanden, som paa een eller anden Maade nødende hjælper til. Men i Forholdet til en Afdød bliver Alt aabenbart. Der er intet, slet intet Nødende. Derimod har den kjerlige Erindren af en Afdød at værge sig mod Virkeligheden om En, at den ikke ved nye og nye Indtryk faaer ganske Magt til at udslette Erindringen; og har at værge sig mod Tiden: kort, den har at værge om sin Frihed i at erindre mod Det, som vil nøde En til at glemme. Og Tidens Magt er stor. Man mærker det maaskee ikke i Tiden, fordi Tiden listigt lister Lidt fra En ad Gangen; man vil maaskee først ret faae det at vide i Evigheden, naar man skal til om igjen og baglænds at see efter, hvad det var man ved Hjælp af Tiden og de 40 Aar har faaet viklet sammen. Ja, Tiden er en farlig Magt; det lader sig i Tiden saa let gjøre at begynde forfra, og saa at glemme, hvor det var man slap. Naar derfor En blot begynder at læse en meget stor Bog, og ikke ret troer paa sin Hukommelse, saa lægger han Mærker: o, men hvor ofte glemmer ikke et Menneske i Forhold til sit hele Liv at lægge Mærker for ret at kunne lægge Mærke! Og nu i Aarenes Løb at skulle erindre en Afdød – ak, medens han slet Intet gjør for at hjælpe En, snarere, hvis han gjør Noget, eller ved slet Intet at gjøre, gjør Alt for at vise En, hvor ligegyldig han er derved! Imidlertid vinke Livets mangfoldige Opfordringer ad En, de Levende vinke ad En og sige: kom til os, vi ville holde af Dig. Den Afdøde derimod, han kan ikke vinke, forsaavidt det ellers var hans Ønske, han kan ikke vinke, han kan slet Intet gjøre for at fængsle os til sig, han kan ikke røre en Finger, han ligger og smuldrer hen – hvor let for Livets og Øieblikkets Magter at overvinde en saadan Afmægtig. O, der er dog Ingen saa hjælpeløs som en Afdød, medens han dog i sin Hjælpeløshed ubetinget ikke har det allermindste Nødende. Og derfor er ingen Kjerlighed fri som den Kjerligheds Gjerning, der erindrer en Afdød – thi at erindre ham er noget Andet end i den første Tid ikke at kunne glemme ham. Den Kjerlighedens Gjerning at erindre en Afdød er en Gjerning af den trofasteste Kjerlighed. For ret at prøve, om Kjerligheden i et Menneske er trofast, kan man jo fjerne alt Det, hvorved Gjenstanden kunde paa nogen Maade hjælpe ham til at være trofast. Men alt Dette er netop borte i Forholdet til en Afdød, der ingen virkelig Gjenstand er. Dersom da Kjerligheden vedbliver, saa er denne den trofasteste. Ikke sjeldent er der Tale om Mangel paa Trofasthed i Kjerlighed mellem Menneskene. Saa giver da den Ene den Anden Skylden og siger »det var ikke mig, der forandrede mig, det var ham, der forandrede sig«. Godt. Og hvad saa videre? Blev saa Du uforandret? »Nei, saa var det jo naturligt og en Selvfølge, at jeg ogsaa forandrede mig.« Vi ville nu her ikke oplyse, hvor meningsløst det er med denne formeentlige Selvfølge, ved hvilken det følger af sig selv, at jeg forandrer mig, fordi en Anden forandrer sig. Nei, vi tale nu om Forholdet til en Afdød, og her kan der dog vel ikke være Tale om, at det var den Afdøde, der forandrede sig. Indtræder der en Forandring i dette Forhold, saa maa det være mig, der har forandret mig. Vil Du derfor prøve, om Du elsker trofast, saa agt engang paa, hvorledes Du forholder Dig til en Afdød. Men Sagen er den: det er sandeligen en vanskelig Opgave, at bevare sig selv uforandret i Tiden; og saa er Sagen tillige den, at Menneskene, mere end de elske baade Levende og Døde, elske at bedrage sig selv i allehaande Indbildning. O, hvor Mangen lever ikke hen i den faste Overbeviisning, som han turde døe paa, at hvis den Anden ikke havde forandret sig, saa skulde han ogsaa være bleven uforandret. Men er det da saa , er da virkeligen hver en Levende i Forholdet til en Afdød aldeles uforandret? O, i intet Forhold er maaskee Forandringen saa mærkelig , saa stor, som i den mellem en Levende og en Afdød – medens den Afdøde dog vel ikke er Den, som forandrer sig. Naar tvende Levende holde sammen i Kjerlighed, saa holder den Ene paa den Anden, og Sammenholdet paa dem Begge. Men med den Afdøde er intet Sammenhold muligt. I det første Øieblik efter kan han maaskee endnu siges at holde paa En, en Affølge af Sammenholdet, og derfor er det ogsaa det hyppigste Tilfælde, det Almindelige, at han erindres i denne Tid. Men i Tidens Løb holder han ikke paa den Levende, og Forholdet ophører, hvis den Levende ikke holder paa ham. Men hvad er da Trofasthed? Er det Trofasthed, at en Anden holder paa mig? Naar da Døden sætter Skilsmisse mellem Tvende, saa tager den efterlevende – Trofaste paa i det første Øieblik »han skal aldrig glemme den Afdøde.« O, hvor uforsigtigt; thi sandeligen, en Afdød er en listig Mand at tale med, kun at hans List ikke er som Dens, om hvem det siges »ham tager man ikke igjen hvor man sætter ham,« thi den Dødes List bestaaer netop i, at man ikke faaer ham bort igjen derfra, hvor man satte ham. Man fristes ofte til at troe, at Menneskene have den Forestilling, at man til en Afdød kan sige saa omtrent hvad man vil, i Betragtning af, at han jo er død, Intet hører og Intet svarer. Og dog, dog tag Dig af Alt meest iagt for hvad Du siger til en Afdød. Du kan maaskee ganske roligt sige til en Levende »Dig skal jeg aldrig glemme«. Og naar saa nogle Aar er gaaet, saa have I forhaabentligen begge lykkeligt og vel glemt det Hele – det vil idet mindste være det sjeldnere Tilfælde, at Du skulde være uheldig nok til at træffe paa en mindre Glemsom. Men tag Dig iagt for enhver Afdød. Thi den Døde, han er en afsluttet og bestemt Mand, han er ikke som vi Andre endnu paa Eventyr, i hvilke vi kunne opleve mange snurrige Begivenheder, og sytten Gange glemme hvad vi have sagt. Naar Du til en Afdød siger: »Dig skal jeg aldrig glemme«, saa er det, som svarede han: »godt; vær forvisset om, jeg skal aldrig glemme at Du har sagt det«. Og om end alle Medlevende ville forsikkre Dig, at han har glemt det: af den Dødes Mund skal Du aldrig faae det at høre. Nei, han gaaer til Sit – men han forandres ikke. Du skal ikke til en Afdød kunne sige, at det var ham, som var bleven ældre, og at dette forklarer Dit forandrede Forhold til ham – thi en Afdød bliver ikke ældre. Du skal ikke til en Afdød kunne sige, at det var ham, der i Tidens Løb blev kold – thi han er ikke bleven koldere end han var, da Du var saa varm; ei heller, at det var ham, der var bleven styggere, hvorfor Du ikke kunde elske ham mere – thi han er ikke væsentligen bleven styggere end da han var et smukt Liig, hvilket dog ikke egner sig som Gjenstand for Elskov; ei heller, at det var ham, der har indladt sig med Andre – thi en Afdød indlader sig ikke med Andre. Nei, hvad enten Du nu vil begynde igjen der, hvor I slap, eller Du ikke vil: en Afdød begynder med den punktligste Nøiagtighed lige der igjen, hvor I slap. Thi en Afdød er, skjøndt man ikke seer det paa ham, en stærk Mand: han har Uforandrethedens Styrke. Og en Afdød er en stolt Mand. Har Du ikke lagt Mærke til, at den Stolte netop i Forholdet til Den, han foragter dybest, beflitter sig meest paa ikke at lade sig mærke med Noget, at synes aldeles uforandret, at lade ganske som Ingenting, for derved nemlig at overgive den Foragtede til at synke dybere og dybere – thi kun Den, hvem den Stolte holder af, gjør han velvillig opmærksom paa Uretten, paa Vildfarelsen, for derved nemlig at hjælpe ham til det Rette. O, men en Afdød – hvo formaaer stolt som han slet Intet at lade sig mærke med, selv om han foragter en Levende, der glemmer ham og Afskeds-Ordet – en Afdød gjør jo endog Alt, for at bringe sig selv i Glemsel. Den Døde kommer ikke til Dig og minder Dig ; han seer ikke paa Dig i Forbigaaende; Du møder ham aldrig, og hvis Du mødte ham og saae ham, i hans Miner er der intet Uvilkaarligt, som mod hans Villie kunde forraade hvad han mener og dømmer om Dig; thi en Død har sit Ansigt i sin Magt. Sandeligen vi skulle vel vogte os for paa Digterviis at mane Døde frem for at bringe sig i Erindring: det Frygteligste er netop, at den Afdøde slet Intet lader sig mærke med. Frygt derfor den Afdøde, frygt hans Snildhed , frygt hans Bestemthed, frygt hans Styrke, frygt hans Stolthed. Men elsker Du ham, da erindre Du ham kjerligt, og Du har ingen Grund til at frygte; Du skal af den Afdøde, og netop af ham som Afdød, lære den Snildhed i Tanken, den Bestemthed i Udtrykket, den Styrke i Uforandrethed, den Stolthed i Livet, som Du af intet Menneske, ikke det mægtigst begavede, vilde kunne lære saaledes. Den Afdøde forandrer sig altsaa ikke, der er ikke Tanke om nogen Undskyldnings Mulighed ved at skyde Skylden paa ham. Han er altsaa trofast. Ja det er sandt, men han er ingen Virkelighed, og han gjør derfor Intet, slet Intet for at holde paa Dig. Men han forandres ikke. Indtræder da Forandringen i Forholdet mellem en Levende og en Død, saa er det dog vel klart, at det maa være den Levende, der har forandret sig. Indtræder derimod ingen Forandring, saa er det den Levende, der i Sandhed har været trofast, trofast i kjerligt at erindre ham – ak, medens han Intet kunde gjøre for at holde paa Dig, ak, medens han gjorde Alt, som for at lade , at han ganske havde glemt Dig, og hvad Du havde sagt til ham. Thi ikke Den, der virkeligen har glemt, hvad man har sagt til ham, kan udtrykke bestemtere, at det er glemt, at det hele Forhold til ham, den hele Sag med ham er glemt, end den Afdøde gjør det. Den Kjerlighedens Gjerning at erindre en Afdød er saaledes en Gjerning af den uegennyttigste, den frieste, den trofasteste Kjerlighed. Saa gaae da hen og udøv den ; erindre den Afdøde, og lær just derved at elske de Levende uegennyttigt, frit, trofast. I Forholdet til en Afdød har Du Maalestokken, hvorpaa Du kan prøve Dig selv. Den, som bruger denne Maale stok, han skal med Lethed kunne forkorte de meest forviklede Forholds Vidtløftighed, og han skal lære at væmmes ved al den Masse af Undskyldninger, som Virkeligheden ellers strax har ved Haanden, for at oplyse, at det er den Anden, som er egennyttig, den Anden, som selv er Skyld i at han glemmes, fordi han ikke bringer sig i Erindring, den Anden, som er troløs. Erindre den Afdøde, saa har Du, foruden den Velsignelse, som er uadskillelig fra denne Kjerlighedens Gjerning, tillige den bedste Veiledning til at forstaae Livet rigtigt: at det er Pligt at elske de Mennesker, vi ikke see, men ogsaa dem vi see . Pligten at elske de Mennesker vi see kan ikke ophøre, fordi Døden skiller dem fra os, thi Pligten er evig; men altsaa kan Pligten mod de Afdøde heller ikke skille de Medlevende saaledes fra os, at disse ikke blive Gjenstand for vor Kjerlighed.