VIII. Forsonlighedens Seier i Kjerlighed, som vinder den Overvundne VIII. Forsonlighedens Seier i Kjerlighed, som vinder den Overvundne VIII Forsonlighedens Seier i Kjerlighed, som vinder den Overvundne »At bestaae efter at have overvundet Alt« ( Eph. 6. 13 .) ! Men er dette da ikke let nok, følger det ikke af sig selv, at man bestaaer, eller bliver staaende, naar man har overvundet Alt? Naar man virkeligen har overvundet Alt, hvad skulde saa kunne rive En om ; naar man virkeligen har overvundet Alt, saa er der jo Intet mere, mod hvilket man har at bestaae? O, den forsøgte Apostel veed nok, hvorom han taler. Det følger af sig selv, at Den, der feigt og frygtagtigt aldrig gaaer i Fare , han seirer heller aldrig, han overvinder aldrig Noget; at han er en Overvunden er jo tvertimod forud givet derved, at han opgav sig selv. Men paa den anden Side, netop naar et Menneske har overvundet Alt, er han maaskee nærmest ved at tabe Alt – taber han Noget i det Øieblik, taber han gjerne Alt, hvad da ogsaa kun er muligt for Den, som vandt Alt; netop Seirens Øieblik er maaskee det vanskeligste, vanskeligere end noget Stridens; netop Seiers-Raabet »Alt er afgjort« maaskee det tvetydigste Ord af alle, naar det i samme Secund, som det er udtalt, betyder »nu er det afgjort, at Alt er tabt«. Saa kan der jo dog være Tale om en Bestaaen efter at have overvundet Alt, ja egentligen er det vel først fra det Øieblik af, at der ret kan være Tale derom. Saaledes er det jo allerede for Forestillingen. Naar Du siger, at En overvinder Noget, da forestiller Du Dig jo ham bøiet forover at trænge frem mod det, som er Modstanden. Endnu kan der altsaa ikke i dybeste Forstand være Tale om at bestaae; thi skjøndt Modstanden staaer imod , holder den dog i en anden For stand ligesom paa ham, paa ham, der jo er bøiet forover. Men nu, nu er Alt overvundet. Nu gjælder det, at han standser, og bliver staaende, at han ikke med Seirens Fart taber Seiren. Er dette ikke saaledes? Den Svage, den Frygtagtige ligger under for Modstanden; men den Modige, som kjækt gaaer i Faren, naar han falder, falder han gjerne, som man siger, over sine egne Been : som Modig overvinder han Modstanden, og dog falder han. Han falder ikke i Faren, men i Farten, altsaa fordi han ikke bestod. Paulus siger et andetsteds, at vi i Troen mere end seire . Men kan man da mere end seire? Ja man kan, naar man bestaaer efter at have seiret, bevarer Seiren, bliver i Seiren. Hvor ofte er det ikke seet, at Den, der havde seiret, han havde tillige anstrenget sig saaledes, at han end ikke som hiin Hærfører behøvede een saadan Seier mere – thi denne var nok til hans Undergang. Hvor ofte er det ikke seet, at Den, der havde løftet Vægten, ikke kunde bære Vægten af at have løftet den; eller at Den, der trængte seirrigt frem mod Stormen uden at mattes , udmattet ikke kunde udholde det Blikstille, som indtraadte med Seiren; eller at Den, der haardfør kunde fordrage alle Veirligets Forandringer, Hede og Kulde, at han ikke kunde taale den vanskelige Luftning i Seirens Øieblik! Og hvor ofte toges ikke en Seier forfængeligt, saa den Seirende blev stolt, indbildsk, overmodig, selvtilfreds og saaledes tabte just ved at have seiret. Hvis vi da i en Tankebestemmelse skulde udtrykke hvad der ligger i hiint apostoliske Ord (at bestaae efter at have overvundet Alt), saa maatte vi sige: der er, aandeligt forstaaet, altid to Seire, en første Seier, og da den anden, i hvilken den første Seier bevares. Nøiagtigere kan man vistnok ikke udtrykke Forskjellen mellem det Gudelige og det Verdslige end saaledes: det Verdslige taler bestandigt kun om een Seier, det Gudelige bestandigt om to. At intet Menneske skal prise sig lykkeligt førend han er død (og derved har overladt det til de Efterlevende), det kan ogsaa det verdslige Sind faae i sit Hoved; men derimod vil det verdslige Sind blive utaalmodigt, naar det skal høre Talen om den anden Seier. Skal der nemlig tilgavns være Tale om denne, eller om at bestaae efter at have seiret, saa kommer et Menneske til at gaae Glip af hvad naturligviis det verdslige Sind sætter meest Priis paa, Glip af Det, for hvis Skyld man har udholdt alle Kampens Besværligheder; thi naar saa er, kommer et Menneske aldrig til at være stolt af sin Seier, der undes ham end ikke et Øiebliks Tid dertil. Tvertimod, i det Øieblik han har seiret, og nu vil gjøre Forberedelsen til Triumphen, netop i det samme Øieblik fører den gudelige Betragtning ham i en ny Strid, i den allervanskeligste, fordi den er den inderligste, fordi han i den strider med sig selv og med Gud. Falder han i denne Strid, saa falder han for sin egen Haand; thi legemligt og udvortes forstaaet kan jeg falde for en Andens Haand, men aandeligt er der kun Een, som kan dræbe mig, og det er mig selv; aandeligt er et Mord ikke tænkeligt – ingen Voldsmand kan dog vel myrde en udødelig Aand; aandeligt er kun Selvmord muligt. Og seirer Mennesket i denne anden Strid, saa betyder det netop, at han ikke faaer Æren af den første Seier; thi at seire betyder i denne Forbindelse at give Gud Æren. I den første Strid kæmpes der mod Verden for Seiren, som vindes; i den anden Strid kæmpes der med Gud om hiin Seier. Kun da bestaaer et Menneske efter at have overvundet Alt, naar han lige i Seirens Øieblik afstaaer Seiren til Gud. Saa længe han stred var i en vis Forstand Modstanden Det, der hjalp ham til at staae; men naar han har givet Gud Seirens Ære, er Gud den Bistand, ved Hjælp af hvilken han bestaaer. At det ogsaa var ved Guds Bistand han seirede (skjøndt der jo dog ogsaa kan i udvortes Forstand seires uden Guds Bistand) er vel muligt; men Guds Bistand bliver først da ret tydelig, naar Mennesket har seiret. O, i Verdens Øine hvilken Daarskab: meest at behøve Guds Bistand, naar man har seiret! Det er en saadan dobbelt Strid eller dobbelt Seier vi nu nærmere ville gjøre til Gjenstand for Overveielse, idet vi tale om: Forsonlighedens Seier i Kjerlighed, som vinder den Overvundne. Der forudsættes altsaa, da der er Tale om en »Overvunden«, en første Seier, som er vunden. Hvilken er denne? Den er, at overvinde det Onde med det Gode. Striden kan have været langvarig og besværlig nok; thi skal den Kjerlige overvinde det Onde med det Gode, da er dette jo ikke afgjort paa een Gang eller ved eet Slag, tvertimod bliver Kampen ofte mere og mere anstrengende og om man saa vil farefuldere – hvis man vil forstaae, hvad det Farefulde er. Jo mere Godt den Kjerlige har gjort mod den Ukjerlige, jo længere han har holdt ud at gjengjelde Ondt med Godt: desto nærmere kommer i en vis Forstand den Fare, at dog tilsidst det Onde overvandt den Kjerlige, om ikke paa anden Maade saa ved at gjøre ham kold og ligegyldig mod en saadan Ukjerlig. O, der skal en stor Rigdoms Dyb af Godhed , som kun den Kjerlige har det, en uudslukkelig, luttret Ilds stadige Varme til for i Tidens Længde at kunne holde ud at gjengjelde Ondt med Godt. – Men denne Seier er vunden, den Ukjerlige en Overvunden. Hvilket var nu Forholdet i hiin Strid? Paa den ene Side stod den Kjerlige (eller hvad vi ogsaa kunde kalde ham: den Gode, den Ædle; thi i denne første Strid er det endnu ikke ret aabenbart , at han er den Kjerlige), og han havde paa sin Side det Gode. Paa den anden Side stod den Ukjerlige, kæmpende ved Hjælp af det Onde. Saaledes strede de. Den Kjerlige havde det som sin Opgave at bevare sig selv i det Gode, at det Onde ikke fik Magt over ham. Han havde altsaa ikke saa meget med den Ukjerlige at gjøre, som med sig selv at gjøre; det var ikke for den Ukjerliges Skyld, men for det Godes Skyld, at han, ogsaa i ædel Forstand for sin egen Skyld, stræbte at seire i denne Strid. De Tvende forholdt sig altsaa stridende til hinanden, men udenfor hinanden, i en vis Forstand uforsonligt stridende, som Striden er mellem Godt og Ondt; den Ene stred ved Hjælp af det Gode, den Anden i Pagt med det Onde; og den Sidste blev den Overvundne. Nu forandres Forholdet; det bliver fra nu af ret aabenbart, at det er den Kjerlige, som er med i Striden; thi han kæmper ikke blot for, at det Gode maa blive i ham selv, men han kæmper forsonligt for, at det Gode maatte seire i den Ukjerlige, eller han kæmper for at vinde den Overvundne. Forholdet mellem de Tvende er altsaa ikke mere et ligefremt Strids-Forhold, thi den Kjerlige kæmper paa Fjendens Side for hans Fordeel, han vil udkæmpe den Ukjerliges Sag til Seier. Dette er Forsonlighed i Kjerlighed. Thi naar Fjenden, eller Den, som gjorde Dig Skade, kommer til Dig, og søger Forligelsen – at Du da er villig til at tilgive: det er jo smukt og priseligt , og ogsaa kjerligt. O, men hvilken Langsomhed! Siig ikke, »at Du gjorde det jo strax, saasnart han bad Dig derom« – betænk hellere, hvilken Hurtighed til Forsoning den sande Kjerlighed har i Sammenligning hermed, eller i Sammenligning med en Hurtighed, der, ved at være afhængig af en Andens Hurtighed eller Langsomhed til at bede om Tilgivelse, netop derved væsentligen er Langsomhed, selv naar den tilfældigviis kommer meget hurtigt. Længe, længe førend Uvennen tænker paa at søge Forligelsen, er allerede den Kjerlige forligt med ham; og ikke blot dette, nei, han er gaaet over paa Fjendens Side, kæmper for hans Sag, om han end ikke forstaaer eller vil forstaae det, arbeider her for at bringe det til Forligelse. See, det kan man kalde en Kjerlighedens Kamp eller en Kamp i Kjerlighed! At kæmpe ved Hjælp af det Gode mod Fjenden – det er priseligt, ædelt; o, men at kæmpe for Fjenden – og mod hvem? mod sig selv, om man saa vil: det er, ja det er kjerligt, eller det er Forsonlighed i Kjerlighed. Og saaledes er ogsaa Forsonlighed fremstillet i den hellige Skrift. Ordene lyde »naar Du offrer Din Gave paa Alteret og kommer der ihu« – ja, hvad skulde man nu vente der vilde og maatte følge, mon ikke, at Du haver Noget mod Nogen? Men saaledes følger det ikke. Der staaer »... og Du kommer der ihu, at Din Broder haver Noget mod Dig, saa lad blive Din Gave der for Alteret (thi med Gaven har det, naar saa er, ingen Hast), og gak hen, forliig Dig med Din Broder (thi med Forligelsen har det Hast, ogsaa for Gavens Skyld, som venter ved Alteret), og kom da og offre Din Gave.« Men er dette ikke for meget forlangt; hvo er det da, der trænger til Tilgivelse: Den, som gjorde Uret, eller Den, som leed Uret? Vistnok er det Den, der gjorde Uret, som trænger til Tilgivelsen, o, men den Kjerlige, som leed Uret, han trænger til at tilgive, eller til Forligelsen, Forsoningen, hvilket Ord ikke som det Ord Tilgivelse gjør Forskjel ved at minde om Retten og Uretten, men kjerligt har det bag Øret , at begge ere trængende. Det er ikke i fuldkomneste Forstand Forsonlighed at tilgive, naar der bedes om Tilgivelse, men det er Forsonlighed at trænge til at tilgive allerede da, naar den Anden maaskee er mindst betænkt paa at søge Tilgivelsen. Derfor siger Skriften »vær snart velvillig mod Din Modstander« ; men velvilligere kan man dog ikke være, end naar man selv er den Trængende; og »snarere« til at tilgive kan man ikke være, end naar man giver den, førend den forlanges, ja kæmper for at komme til at give den, medens der endnu gjøres Modstand – ikke mod at give, men mod at modtage Tilgivelse. O, pas vel paa , hvilket Forholdet er; thi det sande Christelige er altid lige det Omvendte af hvad det naturlige Menneske lettest og naturligst forstaaer. »At kæmpe for Tilgivelsen«, hvo forstaaer dette ikke strax om, at kæmpe for at faae Tilgivelse – ak, thi menneskeligt talt holder dette ofte haardt nok. Og dog er det jo slet ikke derom vi tale; vi tale om det, kjerligt at kæmpe for, at den Anden vil modtage Tilgivelsen, vil lade sig forsone. Er dette ikke det Christelige? Det er jo Gud i Himlene , der ved Apostelen siger »lader Eder forlige«; det er ikke Menneskene, der sige til Gud »tilgiv os«. Nei, Gud elskede os først ; og atter anden Gang, da det gjaldt om Forsoningen, var Gud Den, som kom først – uagtet han dog nok i Retfærdighedens Forstand var Den, som havde længst. Saaledes ogsaa i Forholdet mellem Menneske og Menneske: den sande Forsonlighed er, at man, naar man vel at mærke ikke er Den, som trænger til Tilgivelsen, er Den, som tilbyder Forsoningen. Saa kæmper den Kjerlige da i Forsonlighed for at vinde den Overvundne. – At vinde en Overvunden! Hvilken skjøn Sprogets Brug af det Ord at »vinde«! Thi hør engang efter! Naar vi sige »at vinde« en Seier, saa hører Du strax Stridens Heftighed; men naar vi sige at vinde En, at vinde En for sig , hvilken uendelig Mildhed er ikke deri! Hvad er dog saa indyndende som den Tanke og det Ord, »at vinde En«! Hvor skulde der nu være Tanke om Strid. Til al Strid hører der jo To, og nu er der kun Een: den Ukjerlige; thi den Kjerlige er i Forsonligheden hans bedste Ven, der vil vinde den Overvundne. At vinde den Overvundne. Hvilken forunderlig Omvendthed er dog ikke i dette Hele! Man skulde jo troe, at det at vinde var mindre end det at over vinde, thi »over« antyder jo hvad der overgaaer det at vinde; og dog er Talen her virkeligen i Stigen , er om det Høiere, medens den dog er om at vinde en Overvunden. Det er maaskee i Stolthedens Forstand større at overvinde, men i Kjerlighedens Forstand er dette Mindre det Større »at vinde den Overvundne«. Skjønne Strid, skjønnere end Elskendes Strid, naar den Kjerlige maa være ene, og derfor saa meget desto kjerligere, naar han skal være ene om at kæmpe igjennem til Forsoningen! Skjønne Seier, skjønneste af alle Seire, naar det lykkes den Kjerlige at vinde den Overvundne! At vinde en Overvunden. Seer Du nu den dobbelte Seier her er Tale om! Thi naar den Kjerlige blot vil kæmpe den ene Kamp, at overvinde Ondt med Godt , og han da har seiret, da see han vel til, at han bestaaer efter at have overvundet Alt. O, hans Fald er kun altfor nært, hvis han ikke lader Kjerligheden og den gudelige Betragtning strax føre ham i den næste Strid, at vinde den Overvundne. Naar det gjøres, da er der styret rigtigt, forbi det farlige Skær, hvor man bliver stolt af at have holdt ud at gjengjelde Ondt med Godt, hvor man bliver sig selv vigtig ved at have gjengjeldt Ondt med Godt. Thi naar Du strax gaaer i den næste Strid, hvo bliver saa den Vigtigste? Dog vel Den, Du stræber at vinde? Men altsaa er Du ikke den Vigtigste. Dog just dette er det Ydmygende, som kun Kjerlighed kan udholde, at det ligesom gaaer tilbage for En, idet man gaaer fremad, at det gaaer omvendt til: naar man selv har overvundet Alt, saa er den Overvundne bleven den Vigtigste. Lad os antage, at den forlorne Søns Broder havde været villig til at gjøre Alt for Broderen – Eet kunde han dog aldrig have faaet i sit Hoved: at den forlorne Broder skulde være den Vigtigste. Nu, det er ogsaa vanskeligt at faae det i Hovedet, ad den Vei kommer det ikke ind i et Menneske. Men at vinde en Overvunden er altid vanskeligt og har i det Forhold, hvorom vi tale, en særegen Vanskelighed. At være en Overvunden er en ydmygende Følelse, derfor undgaaer en Overvunden helst Den, som overvandt ham; thi ved Modsætning bliver hans Nederlag størst, men Ingen gjør hans Nederlag saa tydeligt som Den, der overvandt ham. Og dog er det her den Seirende, der skal vinde den Overvundne, altsaa maae de bringes sammen. Fremdeles har Forholdet her en særegen Vanskelighed. Ved mindre vigtige Sager kunde det jo lade sig gjøre saaledes, at den Seirende skjulte det for den Overvundne, at han var den Overvundne, fromt bedrog ham, som var det ham, der havde Ret, forsonligt gav efter ved endog at give ham Ret, hvor han dog havde Uret. Vi ville ikke afgjøre, hvorvidt dette nogensinde er tilladeligt ; men i det Forhold, hvorom her er Talen, turde den Kjerlige mindst af Alt gjøre dette. Det vilde være Svaghed, ikke Kjerlighed, at indbilde den Ukjerlige, at han havde havt Ret i det Onde, han gjorde; det vilde ikke være Forsonlighed, men et Forræderie, der bestyrkede ham i det Onde. Nei, det er netop af Vigtighed, det hører med til Kjerlighedens Gjerning, at det ved den Kjerliges Hjælp bliver den Ukjerlige ret indlysende , hvor uforsvarligt han har handlet, saa han dybt føler sin Uret. Dette har den Kjerlige at gjøre; og saa vil han tillige vinde den Overvundne, dog nei, det er ikke et »tillige«, thi det er eet og det Samme, da han jo kun i Sandhed ønsker at vinde ham for sig, eller at vinde ham for Sandheden og sig, ikke at vinde ham for sig ved at bedrage ham. Men jo dybere den Overvundne kommer til at føle sin Uret, og forsaavidt ogsaa sit Nederlag, desto mere maa han jo føle sig frastødt fra Den, der – kjerligt bibringer ham dette Naadestød. O, vanskelige Opgave: paa een Gang at støde fra sig og at vinde for sig, paa een Gang at være saaledes streng som Sandheden kræver det, og dog saaledes mild som Kjerligheden ønsker det, for at vinde Den, mod hvem Strengheden bruges! I Sandhed et Vidunder , hvis det lykkes; thi det er, som alt Christeligt, lige mod Ordsproget: at man ikke kan gjøre to Ting paa een Gang . At en Overvunden søger derhen, hvor han usandt finder den mildeste Fortolkning, er let at forstaae; men at vinde En for sig ved Hjælp af Sandhedens strenge Fortolkning – det er vanskeligt. Overveielsen er nu standset ved Opgaven. Betænk, hvad der vilde være skeet, dersom den Ukjerlige var stødt sammen med en anden Ukjerlig, der havde næret og hidset alle hans onde Lidenskaber. Betænk dette, idet Du standser, for saa ret at see, hvorledes den Kjerlige bærer sig ad. Den Ukjerlige er en Overvunden. Men hvad betyder her dette, at han er en Overvunden? Det betyder, at han er overvunden af det Gode, det Sande Og Sande. Og hvad er det, den Kjerlige vil? Han vil vinde ham for det Gode og Sande. Men at være overvunden, naar dette betyder at vindes for det Gode og det Sande, er det saa ydmygende? Agt nu paa Kjerligheden og Forsonligheden. Den Kjerlige giver det slet ikke Udseende af, ei heller falder det ham selv ind, at det er ham, som har seiret, at han er Seierherren – nei, det er det Gode, der har seiret. For at tage det Ydmygende og Krænkende bort, skyder den Kjerlige et Høiere ind mellem sig og den Ukjerlige, og skaffer derved sig selv bort. Naar der i Forholdet mellem Menneske og Menneske ikke er et Tredie, saa bliver ethvert saadant Forhold usundt, enten for hidsigt eller forbittret. Dette Tredie, hvad Tænkerne vilde kalde Ideen, er det Sande, det Gode, eller rigtigere Guds-Forholdet; dette Tredie er i visse Tilfælde af Forhold det Afkølende, i andre Tilfælde det Formildende. Sandeligen, dertil er den Kjerlige for kjerlig, til at stille sig selv ligeoverfor den Overvundne, og selv være Seierherren, der nyder Seiren – medens den Anden er den Overvundne. Det er jo netop ukjerligt saaledes at ville mestre et andet Menneske. Ved Hjælp af det Tredie, som den Kjerlige fik skudt imellem dem, ere de Begge ydmygede; thi den Kjerlige ydmyger sig for det Gode, hvis ringe Tjener han er, og, som han selv tilstaaer det, i Skrøbelighed, og den Overvundne ydmyger sig ikke for den Kjerlige, men for det Gode. Men naar i et Forhold mellem To begge ere ydmygede, saa er der jo intet Ydmygende for den ene af dem. O, hvor behændig kan dog ikke Kjerlighed være, hvilken Tusindkunstner den er! Vilde Du hellere, at jeg skulde, som Du siger, tale alvorligere, o, Du kan troe, den Kjerlige synes bedst om, at jeg taler saaledes; thi selv i Forhold til hvad der beskæftiger En med Evighedens Alvor, er der en Glæde, over at det lykkes, som gjør, at man helst vil tale paa den Maade. Der ligger jo ogsaa i at tale paa den Maade en Art Undseelse , og forsaavidt igjen en Omsorg for Den, som har Uretten; ak, en Forligelse i Kjerlighed er maaskee ofte mislykket, fordi man gjorde det for alvorligt, det er fordi man af Gud ikke havde lært den Kunst (og den lærer man af Gud) selv at være alvorlig nok, men at kunne gjøre det saa let, som Sandheden endnu kan tillade det. Tro aldrig, at Alvor er Tværhed, tro aldrig, at det er Alvor, dette fordreiede Ansigt, man kan faae ondt af at see paa: o, Den var aldrig alvorlig, der ikke af Alvoren har lært, at man ogsaa kan vise sig for alvorlig. Naar det ret er blevet Dig den anden Natur at ville vinde Din Uven, saa vil Du ogsaa være bleven saa fortrolig med den Art Opgaver, at de kunne beskæf tige Dig som Kunstopgaver . Naar der i Dig bestandigt er frisk Tilstrømmen af Kjerlighed, naar det er i Orden med denne Beholdning, saa er der ogsaa Tid til at være behændig. Men naar der i Mennesket selv er Modstand, naar han, i Betragtning af Lovens strenge Bud , maa tvinge sig selv til at gaae hen for at forlige sig med sin Uven: saa bliver Sagen let for alvorlig, og mislykkes just paa Grund af – megen Alvorlighed. Men denne »megen Alvorlighed« er, hvor agtværdig den end kan være, især i Modsætning til Uforsonlighed, dog ikke det vi skulle beflitte os paa. Nei, den sande Kjerlige er netop behændig. Saaledes skjuler den Kjerlige da ogsaa Noget for den Overvundne. Men ikke som en svagt Eftergivende gjør, der skjuler det Sande: den Kjerlige skjuler sig selv. For ikke at forstyrre, er han ligesom kun skjult tilstede, medens Det, der egentligen er tilstede, er det Godes og Sandes ophøiede Majestæt. Naar man blot passer paa det, saa er der ogsaa noget saa Ophøiet tilstede, at den Smule Forskjel mellem Menneske og Menneske let forsvinder. Og saaledes bærer Kjerlighed sig jo altid ad. Den sande Kjerlige, der ikke kunde nænne for nogen Priis at lade den elskede Pige føle sin Overlegenhed, han bibringer hende det Sande saaledes, at hun ikke mærker, at han er Læreren, han lokker det ud af hende selv, lægger hende det paa Læberne, og hører altsaa ikke sig selv, men hende sige det, eller han skaffer Sandheden frem og skjuler sig selv. Er det nu ydmygende paa den Maade at lære det Sande! Og saaledes ogsaa med den Overvundne, om hvilken vi her tale. Smertens Udtryk over det Forbigangne, Bedrøvelsen over sin Uret, Bønnen om Tilgivelsen: alt Dette modtager i en vis Forstand den Kjerlige, men han lægger det strax tilside, med en hellig Gru, som man lægger Det til Side, der ikke tilkommer En, det er , han betyder , at dette ikke tilkommer ham; han henfører det Alt under en høiere Bestemmelse, giver Gud det som Den, hvem det tilkommer. Saaledes bærer Kjerlighed sig altid ad. Dersom Pigen, ubeskriveligt glad over den Lykke, hun finder ved Foreningen med den Elskede, vilde takke ham for den, mon da ikke han, hvis han var en ret Elsker, vilde forhindre dette Gyselige, og sige »nei, Kjære, det er en lille Misforstaaelse, og Misforstaaelse maa der ikke være mellem os, Du skal ikke takke mig, men Du skal takke Gud, dersom den da er saa stor, som Du mener. Naar Du gjør det, saa er Du ogsaa sikkret for enhver Feiltagelse; thi sæt, at Din Lykke saa dog ikke var saa stor, saa var det dog en stor Lykke, at Du takkede Gud for den.« – Dette er, hvad der er uadskilleligt fra al sand Kjerlighed: hellig Undseelse . Thi Qvindens Undseelse er over det Jordiske, og i Undseelsen føler hun sig netop høiere, medens Modsigelsen smerter; men den hellige Undseelse er ved, at der er en Gud til, og i Undseelsen føler Mennesket sin Ringhed. Saasnart den fjerneste Hentydning vil minde om hvad Blufærdighed er uvidende om, saa er i Qvinden Undseelsen; men saasnart et Menneske i Forholdet til et andet Menneske betænker, at der er en Gud til, saa er den hellige Undseelse der. Man er ikke undseelig for det andet Menneske, men for den Tredie, der er tilstede, eller man er undseelig for det andet Menneske, forsaavidt man betænker, hvad denne Tredies Tilstedeværelse gjør det andet Menneske til. Dette er jo saaledes endog i menneskelige Forhold. Thi naar To tale med hinanden, og Kongen er tilstede som den Tredie, men kun kjendt af den Ene, saa er denne Ene noget anderledes, thi han er noget undseelig – for Kongen. Tanken om Guds Tilstedeværelse gjør Mennesket undseelig i Forhold til det andet Menneske, thi Guds Tilstedeværelse gjør de Tvende væsentligen lige. Hvad Forskjel der saa end forresten er mellem to Mennesker, om det saa var, menneskelig talt, den meest himmelraabende : dette har Gud i sin Magt at sige: »naar jeg er tilstede vil dog vel Ingen understaae sig at være vidende om denne Forskjel, det var jo i min Nærværelse at staae og tale med hverandre, som var jeg ikke tilstede.« Men naar den Kjerlige selv er den Undseelige, naar han neppe tør løfte sit Øie for at see paa den Overvundne, hvor kan det saa være ydmygende at være den Overvundne! Et Menneske er jo undseelig, naar en Anden seer paa ham; men naar denne Anden, som ved at see paa ham skulde gjøre ham undseelig, selv undseer sig derved, saa er der jo Ingen, som seer paa ham. Men naar der Ingen er, som seer paa En, saa kan der jo heller ikke være noget Ydmygende i, at ydmyge sig for det Gode, eller for Gud. Den Kjerlige seer altsaa ikke paa den Overvundne. Dette var det Første, det var for at forhindre det Ydmygende. Men i en anden Forstand seer den Kjerlige dog paa ham. Dette er det Næste. O, at jeg kunde beskrive, hvorledes den Kjerlige seer paa den Overvundne, hvorledes Glæden lyser ud af hans Øie, hvorledes dette kjerlige Blik saa mildt hviler paa ham, hvorledes det lokkende og vinkende søger at vinde ham. Thi det er den Kjerlige saa ubeskriveligt vigtigt, at der ikke træder noget Forstyrrende til, at der intet ildevarslende Ord uforvarende falder dem imellem, at der ikke tilfældigviis skulde vexles et skjebnesvangert Øiekast, som maaskee fordærvede Alt igjen for lang Tid. Saaledes seer den Kjerlige paa ham, og derhos saa rolig som kun det Evige kan gjøre et Menneske. Thi vel ønsker den Kjerlige at vinde denne Overvundne, men dette hans Ønske er for helligt til at have den Art Lidenskab, som ellers et Ønske har. Den blotte Lidenskabs Ønske gjør oftest et Menneske lidt fortumlet, men dette Ønskes Reenhed og Hellighed giver den Kjerlige en ophøiet Ro, som atter hjælper til for at han kan vinde Forsonlighedens Seier, den skjønneste og den vanskeligste, thi Styrke er her ikke nok, Styrken maa være i Svaghed. Men er der da noget Ydmygende i at føle, at man er et andet Menneske saa vigtig? Er der noget Ydmygende for Pigen i, at Elskeren anholder om hendes Kjerlighed; er der noget Ydmygende for hende i, at det er saa aabenbart, hvor meget det beskæftiger ham at vinde hende; er der noget Ydmygende for hende i at see forud hans Glæde, hvis det lykkes? Nei, det er der dog vel ikke. Men den Kjerlige, som i Forsonlig hed vil vinde den Overvundne, han er jo netop i det Tilfælde, i en langt høiere Forstand at anholde om det andet Menneskes Kjerlighed. Og den Kjerlige veed kun altfor vel, hvor vanskeligt det er saaledes at frie, at frie En fra det Onde , at frie ham fra at ydmyges ved at være den Overvundne, at frie ham fra at tænke bedrøvet paa Tilgivelsen, som han behøver: altsaa trods alle disse Vanskeligheder at vinde hans Kjerlighed. Dog lykkes det den Kjerlige at vinde den Overvundne. Alt Forstyrrende, hvert tænkeligt Anstød er fjernet som ved et Tryllerie: medens den Overvundne anholder om Tilgivelsen, anholder den Kjerlige om den Overvundnes Kjerlighed. O, det er dog ikke sandt: at man altid faaer Svar som man spørger ; ogsaa dette Ordsprog har Christendommen gjort usandt, som alle den menneskelige Kløgts Ordsprog. Thi naar den Overvundne spørger »har Du nu ogsaa tilgivet mig«, saa svarer den Kjerlige »elsker Du mig nu virkeligen?« Men saa svarer han jo ikke paa hvad der spørges om. Nei, det gjør han ikke, dertil er han for kjerlig, han vil end ikke svare paa det Spørgsmaal om Tilgivelse; thi dette Ord, især hvis der blev lagt Eftertryk derpaa, kunde let gjøre Sagen i skadelig Forstand for alvorlig. Vidunderlige Samtale! Der er jo ligesom ingen Mening i den, den Ene spørger jo i Øster, og den Anden svarer i Vester : og dog tales der, ja det forstaaer Kjerlighed, dog tales der om Eet og det Samme. Men den Kjerlige beholder det sidste Ord. Thi det vil vel endnu en Tid vexle imellem dem, saa den Ene siger »har Du nu ogsaa virkeligen tilgivet mig«, og den Anden svarer »elsker Du mig nu ogsaa virkeligen«. Men see, Ingen, Ingen kan holde ud med en Kjerlig, end ikke Den, som beder om Tilgivelse. Tilsidst vil han vænnes af med at spørge om Tilgivelsen. Saa har han seiret, den Kjerlige, thi han vandt den Overvundne.