VI. Kjerlighed bliver VI. Kjerlighed bliver VI Kjerlighed bliver 1 Cor. XIII, 13 . Saa bliver da ... Kjerlighed . Ja, Gud være lovet, Kjerlighed bliver! Hvad saa end Verden skal fratage Dig, om det var det Kjereste; hvad der saa end skal vederfares Dig i Livet, hvorledes Du skal Du end skal komme til at lide for Din Stræben, for det Gode, som Du vil , om Menneskene skulle vende sig ligegyldige fra Dig eller som Fjender mod Dig, om Ingen skulde ville være Dig bekjendt eller være bekjendt at vedgaae, hvad han dog skyldte Dig, om selv Din bedste Ven skulde fornegte Dig – hvis Du dog i nogen Din Stræben, i nogen Din Gjerning, i noget Dit Ord i Sandhed har havt Kjerlighed til Medvider: trøst Dig, thi Kjerlighed bliver! Hvad Du veed med den, det er Dig til Trøst erindret: o, saligere end hvilkensomhelst Bedrift noget Menneske kan have udført, saligere end om Aander have været ham underdanige , saligere at være erindret af Kjerligheden. Hvad Du veed med den, det er Dig til Trøst erindret, det skal hverken det Nærværende eller det Tilkommende, hverken Engle eller Djævle, og da, Gud være lovet, heller ei Dit eget urolige Sinds bange Tanker, ikke i Dit Livs stormfuldeste og vanskeligste Øieblik, saa lidet som i Dit Livs sidste Øieblik formaae at tage fra Dig – thi Kjerlighed bliver. – Og naar Mismodet først vil gjøre Dig svag, saa Du taber Lysten til ret at ville, for saa igjen at gjøre Dig stærk, ak som Mismod gjør det, stærk i Forsagthedens Trods; naar Mismodet vil gjøre Dig Alt tomt, forvandle hele Livet til en eensformig og intetsigende Gjentagelse, saa Du vel seer det altsammen, men saa ligegyldigt, seer Marken og Skoven atter grønnes, seer det mangfoldige Liv i Luft og Vand atter røre sig, hører Fuglesangen atter istemt, seer atter og atter Menneskenes Travlhed i allehaande Gjerning, – og Du vel veed, at Gud er til, men det er Dig, som havde han trukket sig tilbage i sig selv, som var han fjernt i Himmelen saa uendeligt langt borte fra alt dette Ubetydelige, hvilket neppe er værd at leve for; naar Mismodet vil afsjele Dig hele Livet, saa Du vel veed, men saa svagt, at Christus har været til, og derimod med en ængstende Tydelighed, at det er atten hundrede Aar siden, som var ogsaa han saa uendeligt langt borte fra alt dette Ubetydelige, der neppe er værd at leve for: o, da betænk, at Kjerlighed bliver! Thi bliver Kjerligheden, da er det jo lige vist, at den er i det Tilkommende, hvis det er denne Trøst Du behøver, og at den er i det Nærværende, hvis det er denne Trøst Du behøver! Mod alle det Tilkommendes Forfærdelser sætte Du denne Trøst: Kjerlighed bliver; mod alt det Nærværendes Beængstelse og Mathed sætte Du denne Trøst: Kjerlighed bliver. O, er det Trøstende for Ørkenens Beboer, om han bestemt vidste, at der var Kilde og vilde være Kilde hvor langt han end reiser: hvilken Kilde vilde dog være saaledes savnet, hvilken Dødsmaade vilde være saa forsmægtende , som hvis Kjerlighed ikke var til, og ikke var evigt til! See, dette er en meget opbyggelig Tanke, at Kjerlighed bliver. Vi tale da, naar vi tale saaledes, om den Kjerlighed, som bærer hele Tilværelsen, om Guds Kjerlighed. Dersom den et Øieblik, et eneste Øieblik udeblev, da maatte Alt forvirres. Men det gjør den ikke, og derfor, hvorledes end Alt forvirres for Dig – Kjerlighed bliver. Vi tale altsaa om Guds Kjerlighed, om dennes Egenskab at blive. Men i dette lille Skrift handle vi bestandigt kun om Kjerlighedens Gjerninger, og derfor ikke om Guds Kjerlighed, men om menneskelig Kjerlighed. Naturligviis, intet Menneske er Kjerlighed; han er, hvis han er i Kjerlighed, en Kjerlig. Og dog er Kjerlighed overalt tilstede, hvor der er en Kjerlig. Man skulde troe, og man mener vel ogsaa oftest, at Kjerlighed mellem Menneske og Menneske er et Forhold mellem To. Dette er ogsaa sandt, men usandt, forsaavidt dette Forhold tillige er et Forhold mellem Tre. Først er der den Kjerlige; dernæst Den eller De, som ere Gjenstanden; men for det Tredie er ogsaa Kjerligheden selv med tilstede. Naar vi da i Forhold til menneskelig Kjerlighed tale om, at Kjerlighed bliver, saa viser dette sig let at være en Gjerning, eller, at det ikke er en hvilende Egenskab, som Kjerligheden saadan har, men en i hvert Øieblik erhvervet Egenskab, og som tillige, hvert Øieblik den erhverves, igjen er en virksom Gjerning. Den Kjerlige bliver, han bliver i Kjerligheden, bevarer sig selv i Kjerligheden; men just derved bevirker han, at hans Kjerlighed i Forhold til Menneskene bliver. Han bliver den Kjerlige ved at blive i Kjerligheden, men ved at blive i Kjerligheden bliver hans Kjerlighed; den bliver, og det er dette vi nu ville overveie at Kjerlighed bliver. »Kjerlighed affalder aldrig« – den bliver. Naar Barnet har været ude hele Dagen hos Fremmede, og tænker paa, at det skal gaae hjem, men er bange for at gaae ene, og dog saa gjerne vil blive det længst mulige , saa siger det til den Ældre, der maaskee vilde gaae tidligere, » bie paa mig«; og saa gjør den Ældre, som Barnet beder. Naar blandt tvende Jævnlige den ene er noget fremmeligere end den anden, da siger den sidste til den første »bie paa mig«; og saa gjør den Fremmeligere, som der blev bedet. Naar Tvende have besluttet og glædet sig til at foretage en Reise sammen, men den ene af dem bliver syg, saa siger den Syge »bie paa mig«; og saa gjør den Anden som der blev bedet. Naar Den, der er et andet Menneske Penge skyldig, ikke kan betale, saa siger han »bie paa mig«; og saa gjør det andet Menneske, som der blev bedet. Naar den forelskede Pige seer, at der vil blive store og maaskee langvarige Vanskeligheder for hendes Forening med den Elskede, saa siger hun til ham »bie paa mig«, saa gjør den Elskede, som der blev bedet. Og dette er jo meget skjønt og priseligt, saaledes at bie paa et andet Menneske; men om det just er Kjerlighed, der gjør det, have vi endnu ikke seet. Maaskee er Tiden, hvori der skal ventes, for kort til, at det ret kan blive aabenbart , hvorvidt det, som bestemmer En til saaledes at bie, i afgjørende Forstand fortjener at kaldes Kjerlighed. Ak, og maaskee blev Tiden, hvori der skulde ventes, saa lang, at den Ældre sagde til Barnet »nei, nu kan jeg ikke bie længere paa Dig«; maaskee gik den Langsommere saa langsomt frem, at den Fremmeligere sagde »nei, nu kan jeg ikke bie længere paa Dig, uden selv altfor meget at sinkes«; maaskee trak Sygdommen saaledes i Langdrag, at Vennen sagde »nei, nu kan jeg ikke bie længere paa Dig, nu maa jeg reise alene«; maaskee gik Tiden saa længe hen for Den, der ikke kunde betale sin Gjeld, at den Anden sagde »nei, nu kan jeg ikke bie længere paa Dig, nu maa jeg have mine Penge«; maaskee blev Udsigten til Foreningen med den unge Pige saa fjern, at den Elskede sagde »nei, nu kan jeg ikke bie længere paa Dig, jeg skylder mig selv og mit Liv ikke saaledes at holde det Aar efter Aar hen paa det Uvisse«. – Men Kjerlighed bliver. Det, at Kjerlighed bliver, eller maaskee rettere, det, om den nu virkeligen i dette og dette Tilfælde bliver, eller om den ophører: er Noget, som paa saa mangfoldig Maade beskæftiger Menneskenes Tanker, ofte Gjenstand for deres Samtale, oftest Hoved-Indholdet i alle Digternes Fortællinger. Det fremstilles da som priseligt, at Kjerlighed bliver, men som uværdigt, at den ikke bliver, at den ophører, at den forandrer sig. Kun det Første er Kjerlighed, det Andet viser sig jo ved Forandringen ikke at være Kjerlighed – og da altsaa heller ikke at have været Kjerlighed. Sagen er denne, man kan ikke ophøre at være kjerlig; er man i Sandhed kjerlig, saa bliver man det; ophører man at være det, saa var man det heller ikke. Det at ophøre har altsaa, i Forhold til Kjerlighed, tilbagevirkende Kraft. Ja, jeg kan ikke blive træt af at sige det og af at paavise det: der er overalt, hvor Kjerlighed er med, noget saa uendelig Dybsindigt. See, en Mand kan have havt Penge, og naar saa det ophører, naar han ikke længer har Penge, saa bliver det dog lige vist og sandt, at han har havt Penge. Men naar En ophører at være kjerlig, saa har han heller ikke været kjerlig. Hvad er dog saa mildt som Kjerlighed, og hvad saa strengt, saa nidkjert paa sig selv , saa tugtende som Kjerlighed! Nu videre. Naar da saa Kjerligheden ophører, naar der i Elskov, i Venskab, kort i det kjerlige Forhold mellem Tvende kommer dem Noget imellem, saa Kjerligheden ophører: da kommer det, som vi Mennesker sige, til et Brud mellem disse Tvende. Kjerligheden var det Forbindende, var i god Forstand imellem dem; naar der da kommer Noget mellem dem, saa er Kjerligheden fortrængt, den ophører, Forbindelsen mellem dem brydes, og Bruddet bliver adskillende mellem dem. Altsaa det kommer til et Brud. Denne Sprogbrug kjender imidlertid Christendommen ikke, forstaaer den ikke, vil ikke forstaae den. Naar man taler om, at det kommer til et Brud, da er dette fordi man er af den Mening, at der i Kjerlighed ikkun er et Forhold mellem To, istedenfor, at der er et Forhold mellem Tre, som viist er blevet . Denne Tale om et Brud mellem de Tvende er meget for letsindig; det faaer ved den Udseendet af, som var Kjerligheds-Forholdet en Sag mellem disse Tvende, der var slet ingen Tredie, hvem det vedkom. Dersom da Tvende enedes om at bryde med hinanden, saa vilde der jo altsaa slet ikke være Noget at indvende derimod. Fremdeles, fordi disse Tvende bryde dette Forhold med hinanden, deraf vilde saa ikke følge, at jo disse samme Tvende i Forhold til andre Mennesker kunde være kjerlige; de beholde altsaa Egenskaben kjerlig, men deres Kjerlighed anbringes nu blot i Forhold til Andre. Fremdeles vilde saa Den, der skyldigt foranledigede Bruddet, have Overmagten, og den Uskyldige være værgeløs. Men det vilde jo dog være usselt, om en Uskyldig skulde være den svagere; ja, saaledes er det rigtignok i denne Verden, men, evigt forstaaet, kan det aldrig hænge saaledes sammen. Hvad gjør derfor Christendommen? Dens Alvor fæster strax Evighedens Opmærksomhed paa den Enkelte, paa hver Enkelt af de Tvende. Idet nemlig Tvende i Kjerlighed forholde sig til hinanden, forholder hver især af dem sig i sig selv til »Kjerligheden«. Nu gaaer det ikke slet saa nemt med Bruddet. Førend det kommer til Bruddet, førend den Ene kommer til at bryde sin Kjerlighed i Forhold til den Anden, maa han først affalde fra »Kjerligheden«. Dette er det Vigtige; derfor taler Christendommen ikke om, at Tvende bryde med hinanden, men om, hvad kun bestandigt den Enkelte kan gjøre, at affalde fra »Kjerligheden«. Et Brud mellem To det smager altfor meget af Timelighedens Travlhed, som var da den Sag ikke saa farlig; men at affalde fra »Kjerligheden«, ja denne Tale har Evighedens Alvor. See, nu er Alt i sin Orden, nu kan Evigheden holde Tugt og Orden , nu skal den i og ved Bruddet uskyldigt Lidende nok blive den Stærkere, dersom han da ikke ogsaa affalder fra »Kjerligheden«. Hvis Kjerlighed ene og alene var et Forhold mellem To, saa var jo den Ene bestandigt i den Andens Vold, forsaavidt denne Anden var en Nedrig , der vilde bryde Forholdet. Naar et Forhold kun er mellem To, saa er den Ene bestandigt Forholdet overmægtig ved at kunne bryde det, thi saasnart den Ene har brudt, saa er Forholdet brudt. Men naar der er Tre, kan den Ene ikke gjøre det. Den Tredie er, som sagt, selve »Kjerligheden«, til hvilken da den i Bruddet uskyldigt Lidende kan holde sig, og saa har Bruddet ingen Magt over ham. Og den Skyldige skal just heller ikke rose sig af at være sluppen for godt Kjøb fra den Sag, thi at affalde fra »Kjerligheden«, ja, det er den dyreste Priis, det har en anden Alvor end dette Hastige at bryde med et enkelt Menneske – og saa forøvrigt i alle Maader at være et godt og kjerligt Menneske. Men den sande Kjerlige affalder aldrig fra »Kjerligheden«, derfor kan det for ham aldrig komme til et Brud; thi Kjerlighed bliver. Dog, kan i et Forhold mellem To den Ene forhindre Bruddet, naar den Anden bryder? Man skulde jo synes, at Een af To er nok til at bryde Forholdet, og er Forholdet brudt, saa er jo Bruddet. I en vis Forstand er det ogsaa saaledes, men dersom dog den Kjerlige ikke affalder fra »Kjerligheden«, saa kan han forhindre Bruddet, han kan gjøre dette Under; thi naar han bliver, saa kan Bruddet aldrig rigtigt komme istand. Ved at blive (og i denne Bliven er den Kjerlige i Pagt med det Evige) beholder han Overmagten over det Forbigangne, saa han forvandler hvad der i Forbigangenheden og ved den er et Brud til et i Fremtiden muligt Forhold. Seet i Retning af Forbigangenhed bliver Bruddet med hver Dag og hvert Aar tydeligere og tydeligere; men den Kjerlige, som bliver, tilhører jo, ved at blive, det Tilkommende og det Evige, og i Retning af det Tilkommende er Bruddet ikke et Brud, men en Mulighed. O, men dertil hører Evighedens Kræfter, og derfor maa den Kjerlige, som bliver, blive i »Kjerligheden«, ellers faaer dog Forbigangenheden lidt efter lidt Magt, og saa kommer lidt efter lidt Bruddet tilsyne. O, og dertil hører Evighedens Kræfter til strax i det afgjørende Øieblik at forvandle Forbigangenhed til Tilkommelse . Dog har det at blive denne Magt. Hvorledes skal jeg nu beskrive denne Kjerlighedens Gjerning! O, at jeg maatte være uudtømmelig i at beskrive, hvad der er saa ubeskrivelig glædeligt og saa opbyggeligt at betænke. Saa kom det da til et Brud mellem de Tvende; det var en Misforstaaelse, dog brød den Ene Forholdet. Men den Kjerlige siger »jeg bliver« – saa er der dog intet Brud. Tænk Dig et sammensat Ord, det sidste Ord mangler, der er kun det første Ord og Bindetegnet (thi Den der bryder Forholdet kan dog ikke tage Bindetegnet med sig, Bindetegnet beholder den Kjerlige, som naturligt , paa sin Side), tænk Dig altsaa af et sammensat Ord det første Ord og Bindetegnet, og tænk Dig nu, at Du slet Intet videre veed, om hvordan det hæn ger sammen: hvad vil Du saa sige? Du vil sige, det Ord er ikke færdigt, der mangler Noget. Saaledes med den Kjerlige. At det kom til et Brud, det kan ikke ligefrem sees, det kan kun vides i Forbigangenhedens Forstand. Men den Kjerlige vil ikke vide det Forbigangne, thi han bliver; men at blive er i Retning af det Tilkommende. Altsaa udtrykker den Kjerlige, at det Forhold, som den Anden kalder et Brud, at det er et Forhold, som endnu ikke er blevet færdigt. Men fordi der mangler Noget, derfor er det endnu ikke et Brud. Det beroer altsaa paa, hvorledes Forholdet sees; og den Kjerlige, han bliver. – Saa kom det da til et Brud, det var en Ordstrid der skilte Tvende, dog brød den Ene, han sagde: mellem os er det ude . Men den Kjerlige bliver, han siger »mellem os er det ikke ude, vi ere endnu midtveis i Sætningen, det er blot Sætningen, der ikke er ude «. Er dette ikke saaledes? Hvilken Forskjel er der mellem et Brudstykke og det, at en Sætning ikke er ude? For at kalde Noget et Brudstykke maa man være vidende om, at der ikke kommer mere; veed man Intet derom, saa siger man, Sætningen er endnu ikke ude. I Retning af det Forbigangne, at det er afgjort, at der ikke kommer mere, sige vi »det er et afbrudt Stykke«, i Retningen af det Tilkommende, biende paa det Næste, sige vi »Sætningen er ikke færdig, der mangler endnu Noget«. – Saa kom det da til et Brud, det var Forstemthed, Kulde, Ligegyldighed, der adskilte dem, dog brød den Ene, han siger »jeg taler ikke mere med det Menneske, jeg seer ham ikke«. Men den Kjerlige siger: »jeg bliver; saaledes tale vi dog med hinanden, thi i Samtale hører jo ogsaa stundom Taushed med.« Er dette ikke saaledes? Men sæt nu, at det var tre Aar siden, de sidst talte med hinanden. See, her kommer Knuden igjen. At det er tre Aar siden kan man kun vide i Forbigangenhedens Forstand. Men den Kjerlige, som hver Dag forynger sig ved det Evige, og bliver, ham har Forbigangenheden slet ikke Magt over. Dersom Du saae to Mennesker sidde tause ved Siden af hinanden, og Du ellers Intet vidste, vilde Du deraf slutte, at det var tre Aar siden de talte med hinanden? Kan Nogen bestemme, hvor længe Taushed skal vare, for at man kan sige, nu er det ikke mere Samtale, og kan man bestemme det, saa kan man dog i det enkelte Tilfælde kun i Forbigangenhedens Forstand vide, om det er saa, thi Tiden maa jo være forgangen. Men den Kjerlige, der bliver, løsriver sig bestandigt fra sin Viden om Forbigangenheden, han veed intet Forbigangent, han bier blot paa det Tilkommende. Er Dandsen afbrudt fordi den ene Dandser er gaaet bort? I en vis Forstand. Men dersom dog den anden bliver staaende i den Stilling, som udtrykker Bøiningen mod den, som ikke sees, og dersom Du Intet veed betræffende det Forbigangne: saa vil Du sige »nu skal nok Dandsen begynde, saasnart blot den Anden kommer, som der ventes paa«. Skaf det Forbigangne bort, drukne det i Evighedens Glemsel ved kjerligt at blive: saa er Enden Begyndelsen og der er intet Brud. Naar den Troløse forlod Pigen , men hun »i Aftenrødens dunkle Tid« sidder hver Aften ved Vinduet og venter, saa udtrykker hun jo hver Aften: nu kommer han, han kommer ret strax; det seer hver Aften ud som var der intet Brud, thi hun bliver. At hun i tre Aar har siddet saaledes hver Aften, det udtrykker hun jo ikke den enkelte Aften; det opdager derfor heller ikke den Forbigaaende, saa lidet som hun selv veed af det, hvis hun virkelig kjerligt bliver. Dog maaskee elskede Pigen egentligen sig selv. Hun ønskede Foreningen med den Elskede for sin egen Skyld; det var hendes eneste Ønske, hendes Sjel var som Eet med dette Ønske. Til Tak for dets Opfyldelse vilde hun gjøre Alt for at gjøre den Elskede Livet saa skjønt som det var muligt, ja det er sandt, men dog, dog det var dog for hendes egen Skyld hun ønskede Foreningen. Naar saa er , vorder hun vel træt, hun bliver opmærksom paa det Forbigangne, paa Tidens Længde – nu sidder hun ikke længere ved Vinduet, hun udtrykker at Bruddet er: men Kjerlighed bliver. – Saa kom det da til et Brud, hvad nu end Anledningen var; den Ene brød Forholdet, det var forfærdeligt, Had, evigt, uforsonligt Had skulde for Fremtiden fylde hans Sjel, »jeg vil aldrig see dette Menneske mere, vore Veie ere for evigt skilte, Ha dets svælgende Dyb os imellem .« Han indrømmer vel, at forsaavidt dog Livet er en Vei, ere de paa Vei sammen, men heller ikke i nogen anden Forstand; han undgaaer omhyggeligt, at hans Vei ikke krydser den Forhadtes; Verden er ham næsten for lille til at rumme dem begge; det er ham en Qval at aande i den samme Verden, hvor den Forhadte aander; han gyser ved Tanken om, at Evigheden atter skal rumme dem begge. Men den Kjerlige bliver. »Jeg bliver« siger han, »saa ere vi dog paa Vei med hinanden«. Er dette ikke ogsaa saaledes? Naar tvende Kugler (hvad jo Enhver kan forsøge) støde saaledes sammen, at den ene just ved Frastødet tager den anden med i sin Fart, ere de saa ikke paa Vei med hinanden? At det er skeet ved et Frastød sees ikke, det er et Forbigangent, som maa vides. Men den Kjerlige vil ikke vide det Forbigangne, han bliver, han bliver paa Vei med Den, der hader ham, saa er der dog altsaa intet Brud. O, hvilken vidunderlig Styrke har dog ikke Kjerlighed! Det almægtigste Ord der er sagt, ja, det er Guds Skaber-Ord: »bliv« . Men det mægtigste Ord noget Menneske har sagt, er, naar den Kjerlige siger: jeg bliver. Forligt med sig selv og sin Samvittighed, Guds Ven , i Pagt med alle gode Engle gaaer den Kjerlige værgeløs i den farefuldeste Kamp, han siger blot: »jeg bliver«. Og saasandt han er den Kjerlige, han skal dog seire, seire ved sin Bliven, seire endnu herligere end hiin Romer ved sin Nølen ; thi Kjerlighedens Bliven er i sig selv langt herligere. Saasandt han er den Kjerlige: der er ingen Misforstaaelse, uden at den, tidligere eller sildigere , skal overvindes ved hans Bliven; der er intet Had, uden at det jo tilsidst skal maatte give tabt og give sig for hans Bliven – om ikke før saa i Evigheden. See, Den, der tillistede sig et andet Menneskes Kjerlighed, og altsaa er i Besiddelse af den, han maa hvert Øieblik frygte at tabe den. Men Den, der blev hadet for sin Kjerlighed, han er evig sikker paa at vinde Kjerligheden. Kan ikke Tiden, saa skal dog Evigheden fravriste den Anden Hadet, aabne hans Øie for »Kjerligheden« og dermed ogsaa for den Kjerlighed, der blev hele Livet, og nu bliver i Evigheden. – Saaledes affalder Kjerlighed aldrig – den bliver. Kjerligheden bliver – den bliver aldrig affældig . At en vis naturlig Godmodighed, en vis velvillig Deeltagelse og Hjælpsomhed, der, hvad vi jo med Glæde paaskjønne, dog har nogen Tid at give bort til kjerligt at blive – at den vorder træt i Tidens Længde , eller naar det trækker i Langdrag og altsaa paa Længden : det er kun altfor vist . Længde, Tidens Længde er vel den Fordring, som bringer de Fleste til at gjøre Opbud . I Handelsverdenen hænder det almindeligere, at et Huus gaaer , fordi der pludseligen paa een Gang trækkes for stor en Fordring paa det ; men i Aandens Verden er det Længden, der gjør det af med saa Mange. Menneskene have Kræfter nok i et Øieblik, paa Længden derimod blive de uvederhæftige. Dog Kjerlighed bliver. O, hvor veed ikke Digtere og Talere at skildre Alts Foranderlighed, at vise Tidens Magt over Alt, hvad der blev til i Tiden, over de største, de mægtigste, de herligste Foretagender, over Verdens Underværker, som i Tiden bleve næsten ukjendelige Ruiner, over de udødeligste Navne, som i Tiden endte i det Fabelagtiges Ubestemthed. Men kan der nu ikke, medens Kjerlighed bliver, dog vederfares den Noget, saa den, uagtet den bliver, dog forandres i Tiden, kun at dette ikke er dens Skyld, men er en Liden ? Forholdet vilde altsaa være: Kjerligheden bliver, ingen Omstændighed forandrer den eller faaer den til at opgive sig selv, men dog forandres den i en Forandring, som vi kalde Affældighed , og det uagtet vi maae sige om denne samme Kjerlighed, at den aldrig affaldt. Lad os et Øieblik tale om, hvad der beskæftiger Menneskene saa meget, om Elskov, eller om hiin Pige, der, efter Digterens Ord , sidder i »Aftenrødens dunkle Tid« hver Aften ved Vinduet og venter den Elskede, »ak« medens »Tiden kommer og Tiden gaaer« . Nu er det længst forbi, thi det var, saa siger Digteren, »i den længst forsvundne Tid« . Pigen mærkede ikke, hvorledes Tiden kom og Tiden gik, medens hun ventede – og medens Tiden mærkede hende. Vi sige ellers blot, at »Tiden gaaer«, o, den gaaer saa hastigt for den Lykkelige, saa ubeskrivelig langsomt for den Sørgmodige. Eller vi sige, at »Tiden kommer«, o den kommer saa langsomt for den Haabende, kun altfor hurtigt for den Frygtende. Men her siger Digteren, og saa fortræffeligt, at Tiden kommer og Tiden gaaer, thi han vil beskrive en Forventende; og for en Saadan gaaer den ikke blot, ei heller kommer den blot, den kommer og gaaer. Af Deeltagelse med den forventende Pige paatog Tiden sig ligesom at gjøre, hvad den Troløse skulde have gjort. Naar saa Tiden kom, da »Han« skulde komme, saa kom Tiden, men »Han« kom ikke; saa gik Tiden igjen, indtil den Tid kom, da det var ved Tiden, at »Han« skulde komme, som ikke kom. Og saaledes dyssede Tiden ved at komme og gaae for den forventende Pige, indtil hun, vugget i denne Bevægelse, hvilede i Forventningen. Forunderligt! Man skulde troe, at Forventning var hvad der meest maatte holde et Menneske vaagent, og dog er Forventning, naar man ganske hengiver sig i den, saa inddyssende . Og dog er det ikke saa forunderligt. Thi dersom Du har lagt Dig til at sove, og man da pludseligen, medens Du sov, vilde lade et stærkt Springvand begynde sin høitstræbende Gjerning: saa vilde Du forskrækket vaagne op. Men dersom Du vil lægge Dig til Hvile ved et Springvand: aldrig har Du sovet mere sødt, aldrig mere køligt, aldrig lifligere, end dysset ved dette Springvands Pladsken! Altsaa Tiden kom og Tiden gik; Pigen affaldt sandeligen ikke fra sin Elskov, men hun svandt dog hen – thi det var ikke Tiden, der forsvandt, nei den kom og den gik, men Pigen svandt hen. Ære være denne trofaste Sjel! Hun har jo ogsaa Æren, den største menneskelige Ære: at en Digter har besjunget hende, ikke som en Leiligheds-Digter gjør det for Penge, eller fordi en Pige maaskee var af fornem Herkomst, eller fordi Digteren maaskee har kjendt hende. Nei, hendes Navn vides ikke, kun hendes skjønne Gjerning, som begeistrede den sande Digter. Lad os aldrig glemme, at det saaledes at blive sig selv tro i sin Elskov er en ædel qvindelig Daad, en stor og herlig Gjerning. Det skal saalænge der er en Digter til i Verden holdes høit i Ære, trods al Tale om Huuslivets Travlhed; og er Verden bleven saa ussel, at der ingen Digter mere er til, saa skal Slægten lære at fortvivle over, at der ingen Digter er, og saa skal der atter komme en Digter, som holder hende i Ære. Dog hun svandt hen – et Offer for Elskov. Og dog er just dette det Høieste, der kan siges om noget Menneske: han offredes. Spørgsmaalet er kun, om det er det Høieste, han offredes for. Men det at offres er og bliver, saalænge Verden bliver Verden, evigt forstaaet, en langt større Bedrift, end det at seire; thi saa fuldkommen er Verden sandeligen ikke, at jo det at seire i Verden, netop ved Eensartetheden med Verden, har en betænkelig Tilsætning af Verdens Usselhed. Det er med det at seire i Verden ligesom med det at blive noget Stort i Verden; det er ordentligviis en betænkelig Sag, at blive noget Stort i Verden, thi den er ikke saa fortræffelig, at dens Dom om Storhed just har stort at betyde – undtagen som en ubevidst Spydighed. Altsaa Pigen offredes for Elskov. Ak, men Elskov er ikke i høieste Forstand Kjerlighed, og altsaa ikke det Høieste: see derfor svandt hun hen – elskelig i Døden, som hun havde været det i Livet, men mærket af, at Elskov dog havde været hendes Høieste. Og Elskov er et Ønske for dette Liv. Derfor havde Tiden Magt over hende, derfor svandt hun hen i Elskov, men ogsaa den svandt hen, medens hun dog viste, at hun havde Magt over Tiden, thi hun affaldt ikke fra sin Elskov. Men Kjerlighed bliver – den bliver aldrig affældig. Thi i Aands-Kjerligheden selv er det Væld, som oprinder til et evigt Liv. At ogsaa denne Kjerlige ældes i Aarene, døer engang i Tiden, beviser Intet; thi hans Kjerlighed bliver dog evig ung. Han forholder sig ikke i sin Kjerlighed, som For holdet er i Elskov, til Timeligheden, afhængig af Timeligheden; for hans Kjerlighed er Evigheden den rette Aarstid. Naar han døer, saa er han just ved Maalet, naar han døer, saa viser det sig just, at han ikke ventede forgjæves; ak, da den unge Pige døde, da sagde vi netop: desto værre viste det sig, at hun ventede forgjæves. Hvorledes skulde og den Kjerlighed, som bliver, vorde affældig? Kan da Udødelighed blive affældig? Men hvad er det, der giver et Menneske Udødelighed, hvad Andet end den Kjerlighed, som bliver? Men Elskov er dog Timelighedens, dens skjønneste, men dog Timelighedens skrøbelige Opfindelse. Der er derfor her en dybere Modsigelse. Hos Pigen var der ingen Feil, hun var og blev sin Elskov tro. Og dog forandredes hendes Elskov Noget i Aarene. Dette ligger i Elskov selv. Modsigelsen er da den: at man med sin redeligste Villie, villig til at offres, dog ikke kan, dybere forstaaet, være ubetinget trofast, eller blive i hvad der ikke selv evigt bliver – og det gjør Elskov ikke. Det har Pigen maaskee ikke selv forstaaet, hvorledes det hang sammen; men dette Selvmodsigelsens Sammenhæng var det Veemodige ved hendes Død. Det, at hun offres, har ikke det Eviges Høitidelighed og derfor det Begeistrende og Opløftende, men har Timelighedens Veemod og saaledes det Digteren Begeistrende. Den unge Pige svandt hen. Selv om »Han« var kommen, altsaa kommen før Døden kom, det havde dog været for sildigt . Hun blev, men Tiden havde afkræftet hende det Ønske, ved hvilket hun levede, medens dog det samme Ønske fortærede hende. Den i dybeste Forstand Kjerlige derimod, som bliver, han bliver ikke affældig, hans Kjerlighed tærer ikke . Dersom Den, der misforstod ham, dersom Den, der blev kold mod ham, dersom Den, der hadede ham, vender tilbage, han finder ham uforandret, uforandret med den samme Længsel efter det Evige, og med den samme stille Beroligelse i det Timelige. Hans Kjerlighed er evig, forholder sig til Evigheden, hviler i det Evige, derfor venter han hvert Øieblik det Samme som han evigt venter, og derfor uden Uro, thi i Evigheden er der Tid nok . Naar en Kjerlighedens Forventning skal kunne gjøre et Menneske, væsentligen forstaaet, affældig, saa maa det være fordi hans Forventning staaer i et Afhængigheds-Forhold til Tiden, saa Tiden har det i sin Magt at afgjøre, om Forventningen bliver opfyldt eller ikke. Dette vil sige, saa er Forventningen hovedsagligen en timelig Forventning. Men en saadan Forventning har den Kjerlighed, der bliver, ikke. At en For ventning væsentligen blot er timelig, giver Uroen i Forventningen. Uden Uro er Tiden egentligen ikke til; den er ikke til for Dyret, som er aldeles uden Uro; og Uhret, der angiver Tiden, kan det ikke, naar Uroen standser. Men naar Uroen, som Tilfældet er i den blot timelige Forventning, svinger mellem Opfyldelse og Ikke-Opfyldelse saaledes, at Bevægelsen bliver hurtigere i Tiden, fordi Tidens Forsvinden, det at Tiden gaaer hen, fremskynder Uroen, da jo Opfyldelsen, hvis den ikke kommer i Tiden, slet ikke kan komme – naar dette er Tilfældet, saa tærer Forventningen. Tilsidst gaaer da Uroen tilsyneladende over, ak, men det er just naar Sygdommen har antaget Skikkelse af Tæring . Men den Kjerlige, som bliver, han har en evig Forventning, og dette Evige giver Ligeligheden i Uroen, der vel i Tiden svinger mellem Opfyldelse og Ikke-Opfyldelse, men uafhængigt af Tiden, thi Opfyldelsen er ingenlunde gjort umulig, fordi Tiden er forbi: denne Kjerlige hentæres ikke. Hvilken Troskab i den Kjerlighed, som bliver! Det er langt fra vor Mening at ville nedsætte den elskende Pige, som var det dog en Art Utroskab af hende (ak, en Utroskab – mod en Troløs!), at hun afkræftedes i Aarene, og svandt hen, at hendes Elskov forandredes i den Forandring, der er selve Elskovens Forandring med Aarene. Og dog, dog – ja, det er en besynderlig Krydsen af Tankens Selvmodsigelse, men det kan nu ikke være anderledes med selv den høieste Troskab i Elskov, end at den næsten synes Utroskab, fordi Elskov selv ikke er det Evige. Modsigelsen ligger ikke i Pigen, hun blev sig selv tro; Modsigelsen, som Pigen selv leed, ligger i, at Elskov ikke er det Evige, og altsaa i at det er umuligt med evig Troskab at forholde sig til hvad der ikke i selv i sig selv er det Evige. Hvilken Kjerlighedens Troskab derimod, at blive aldeles uforandret, uden mindste Affældighed, den Samme i ethvert Øieblik – naar saa end, ved hvilken Tid og Time saa end den Misforstaaende, Uvennen, den Hadende vil vende tilbage til denne Kjerlige! At han, der bliver, dog aldrig bliver affældig, er vel ham selv evig Vinding, men det er tillige, og saaledes betragte vi det her og saaledes betragter han det selv, en Kjerlighedens Gjerning i Troskab mod dem, han elsker. Hvad var dog ogsaa saa trøstesløst, ja saaledes næsten til at fortvivle over, som hvis, naar Øieblikket kom, da den Misforstaaende søgte tilbage og søgte Forstaaelsen, da Uvennen søgte tilbage og søgte Venskabet, da Den, der havde hadet, søgte tilbage og søgte Udsoningen – hvad var saa trøstesløst, som hvis da den Kjerlige var bleven affældig, saa hverken Forstaaelsen, eller Venskabets Gjenoprettelse, eller Udsoningens Fornyelse i Kjerlighed, ret kunde komme istand med Evighedens salige Glæde! Og paa den anden Side, hvad kan gjøre Tilgivelsens Øieblik, Forligelsens Overgang saa naturlig, saa let, som det, at den Kjerlige ( hvad i det Foregaaende er udviklet ) ved at blive bestandigt har skaffet Forbigangenheden bort; thi saa er jo Forligelsen fra hans Side istand, som havde der slet ingen Adskillelse været. O, naar Tvende begge have en Forestilling om Forbigangenheden, eller om at Skilsmissen har varet længe, da er Tilgivelsen ofte et vanskeligt Sammenstød, og Forholdet bliver dog maaskee aldrig ganske gjenoprettet. Men den Kjerlige veed Intet om det Forbigangne, derfor gjør han endnu dette Sidste i Kjerlighed, han tager Stødet saaledes af, at der intet Sammenstød kan blive: lettere kan Tilgivelsens Overgang ikke gjøres. Hvor ofte har ikke Forligelsen været nærved at komme istand mellem Tvende, men den Ene blev stødt, som det hedder. Naar det er Tilfældet, saa maa der ukjerligt være Noget af det Forbigangne igjen kommet frem. Thi det er jo dog umuligt at støde sig paa hvad der er blødere end det Blødeste , paa Kjerlighed. Sandeligen, ingen Baad, der ved smult Vand over den blødeste Sandbund glider sagte ind, til hvor Sivene standse den og slutte sig om den, kan være saa sikker paa ikke at stødes, som En, der vender tilbage og søger Forligelsen med den Kjerlighed, som bliver. Saaledes den Kjerlige. At det skjønneste af Alt, at Forligelsens Øieblik skulde vorde et frugtesløst Forsøg, en forgjeves Gang, fordi han til den Tid var bleven forandret: det forhindrer han; thi han bliver og bliver aldrig affældig. Og at Tilgivelsens Overgang maa vorde saa let som Mødet med Den, man saae for en Time siden; at Kjerlighedens Samtale maatte vorde saa naturligt i Gang som den er med Den, med hvem man er i Samtale; at Samvandringens Fodskifte maatte være saa hurtigt i Takt, som det er mellem Tvende, der første Gang begynde et nyt Liv – kort, at der ingen, slet ingen Standsning maatte være, som kunde støde, ikke et Secunds og ikke en Splints : det bevirker den Kjerlige, thi han bliver og bliver aldrig affældig.