IV. Kjerlighed søger ikke sit Eget IV. Kjerlighed søger ikke sit Eget IV Kjerlighed søger ikke sit Eget 1 Cor. XIII, 5 . Kjerlighed søger ikke sit Eget . Nei, Kjerlighed søger ikke sit Eget, thi at søge sit Eget, er jo netop Selvkjerlighed, Egenkjerlighed, Selvsyge , eller hvad det ukjerlige Sind har for andre Navne. Og dog, er Gud ikke Kjerlighed? Men han, som skabte Mennesket i sit Billede, at han maatte ligne ham , maatte vorde fuldkommen, som han er fuldkommen , altsaa naae den Fuldkommenhed, som er Gud egen , ligne det Billede, som er Guds eget: søger han ikke sit Eget? Jo, han søger sit Eget, som er Kjerlighed, han søger det ved at give Alt, thi Gud er god , og der er kun Een, der er god, Gud , som giver Alt. Eller var Christus ikke Kjerlighed? Og dog, han kom jo til Verden for at vorde Forbilledet , for at drage Menneskene til sig , at de maatte ligne ham, maatte i Sandhed vorde hans Egne : søgte han da ikke sit Eget? Jo, han søgte sit Eget, ved at hengive sig for Alle, at de nu maatte ligne ham i det ham Egne, i opoffrende Hengivelse. Men i den Forstand at søge sit Eget er jo noget ganske Andet, og ingenlunde det vi tænke paa, naar vi tale om at søge sit Eget, eller om, ikke at søge sit Eget. Kjerlighed er netop Hengivelse; at den søger Kjerlighed er atter og er den høieste Kjerlighed. Det vil sige, saaledes er det i Forholdet mellem Gud og Menneske. Thi naar et Menneske søger et andet Menneskes Kjerlighed, søger selv at blive elsket, da er det ikke Hengivelse; denne vilde jo netop være, at hjælpe det andet Menneske til at søge Gud. Kun Gud er det forbeholdt at kunne søge Kjerlighed og selv blive dens Gjenstand, uden dog at søge sit Eget. Men intet Menneske er Kjerlighed. Dersom et Menneske derfor søger at blive Gjenstanden for et andet Menneskes Kjerlighed, saa søger han vitterlig og falskelig sit Eget; thi den eneste sande Gjenstand for et Menneskes Kjerlighed er »Kjerligheden«, der er Gud, som dog derfor i dybere Forstand ikke er nogen Gjenstand, da han er selve Kjerligheden. Saa lad os da med den opoffrende Hengivelses Gjerning i Tanken (og det er da egentligen ikke en Gjerning det, ikke at gjøre Dette eller Hiint) tale om Kjerlighed søger ikke sit Eget. Kjerlighed søger ikke sit Eget; thi i Kjerlighed er der intet Mit og Dit. Men Mit og Dit er blot en Forholds-Bestemmelse af »Eget«; er der altsaa intet Mit og Dit, saa er der heller intet Eget; men er der slet intet Eget, saa er det jo umuligt at søge sit Eget. Retfærdighed er kjendelig paa, at den giver Hver Sit, ligesom den ogsaa igjen fordrer Sit; det vil sige, Retfærdighed gaaer i Rette om det Eget, skifter og deler , bestemmer hvad Enhver har Lov at kalde sit Eget, dømmer og straffer, hvis Nogen ikke vil gjøre Forskjel paa Mit og Dit. Med dette stridige, og dog En retligen tilkommende , Mit har da den Enkelte Lov at gjøre hvad han vil; og naar han ikke paa nogen anden Maade end Retfærdighed tillader det, søger sit Eget, saa har Retfærdigheden Intet at bebreide ham og ingen Ret til at bebreide ham Noget. Hver beholder saaledes Sit; saasnart En fravendes Sit eller saasnart En fravender en Anden Hans: saa griber Retfærdigheden ind, thi den betrygger den almene Sikkerhed, i hvilken Hver har Sit, hvad han har med Rette. – Men da indtræder stundom en Forandring, en Omvæltning, en Krig, et Jordskjælv eller en anden saadan forfærdelig Ulykke, og Alt forvirres. Forgjæves søger Retfærdigheden at betrygge Hver Sit, at hævde Forskjellen mellem Mit og Dit, den kan ikke, den kan i Forvirringen ikke holde Ligevægten, den kaster derfor Vægten fra sig: den fortvivler! Forfærdelige Skuespil! Og dog, afstedkommer ikke Kjerlighed i en vis Forstand, om end paa den livsaligste Maade, den samme Forvirring! Men Kjerlighed, den er ogsaa en Begivenhed, den største af alle, dog derhos den glædeligste; Kjerlighed er en Forandring, den mærkeligste af alle, men den ønskeligste – vi tale jo netop i fortrinlig Forstand om, at En, der gribes af Kjerlighed, forandres, eller bliver forandret; Kjerlighed er en Omvæltning, den dybeste af alle, men den saligste. Saa er da med Kjerligheden Forvirringen der; i denne livsalige Forvirring er der for de Elskende ingen Forskjel mellem Mit og Dit. Forunderligt, der er et Du og et Jeg, og der er intet Mit og Dit! Thi uden Du og Jeg ingen Kjerlighed, og med Mit og Dit ingen Kjerlighed; men Mit og Dit (disse Eiendoms-Stedord ) er jo dannet af Du og Jeg, og synes altsaa at maatte være overalt, hvor der er Du og Jeg. Og det er ogsaa Tilfældet overalt, kun ikke i Kjerlighed, der er en Omvæltning fra Grunden af. Jo dybere Omvæltningen er, jo fuldkomnere Forskjellen Mit og Dit forsvinder, desto fuldkomnere er Kjerligheden; dens Fuldkommenhed beroer væsentligen paa, at det ikke viser sig, at der skjult i Grunden dog har ligget og ligger en Forskjel mellem Mit og Dit, den beroer altsaa væsentligen paa Omvæltningens Grad. Jo dybere Omvæltningen er, desto mere gyser Retfærdigheden; jo dybere Omvæltningen er, desto fuldkomnere er Kjerligheden. Hæves nu Forskjellen Mit og Dit ganske i Elskov og Venskab? Der foregaaer i Elskov og Venskab en Selvkjerlighedens Omvæltning, der er rokket ved Selvkjerligheden og ved dennes stridige Mit og Dit. Den Forelskede føler sig derfor ude af sig selv, udenfor det Eget, reven hen i den livsalige Forvirring, at for ham og den Elskede, for ham og Vennen er der ingen Forskjel paa Mit og Dit; »thi«, siger den Elskende, »Alt hvad mit er er hans .... og hvad Hans er .... er Mit!« Hvorledes; er saa Forskjellen Mit og Dit hævet? Naar Mit er blevet Dit, og Dit Mit, saa er der jo alligevel et Mit og Dit, kun at Ombytningen, der foregik, betegner og indestaaer for, at det ikke længere er den første, den umiddelbare Selvkjerligheds Mit, der staaer stridigt mod et Dit. Ved Ombytningen er det stridige Mit og Dit blevet det fælles Dit og Mit. Det er altsaa Fællesskab, fuldkomment Fællesskab i Mit og Dit. Idet Mit og Dit ombyttes bliver det »Vort«, i hvilken Bestemmelse Elskov og Venskab har sin Styrke, idetmindste ere de stærke i den. Men »Vort« er for Fællesskabet aldeles det Samme som »Mit« er for den Enlige, og »Vort« er jo dannet – ikke af det stridige Mit og Dit, thi deraf kan ingen Forening dannes, men af det forenede, det ombyttede Dit og Mit. See, derfor er Elskov og Venskab, som saadan, dog kun forædlet og forøget Selvkjerlighed, medens unegteligt Elskov er Livets skjønneste Lykke, og Venskab det største timelige Gode. I Elskov og Venskab er Selvkjerlighedens Omvæltning ingenlunde dybt nok fra Grunden af, derfor slumrer dog som en Mulighed deri den oprindelige Selvkjerligheds stridige Forskjel mellem Mit og Dit. Det er jo anseet for et aldeles betegnende Sindbillede paa Elskov, at de Elskende bytte Ring med hinanden. Og sandeligen, det er ogsaa aldeles betegnende, men det er et maadeligt Sindbillede paa Kjerlighed – det er jo at bytte. Men et Bytte hæver ingenlunde Forskjellen Mit og Dit, thi Det, jeg bytter mig til, bliver jo saa igjen Mit. Naar Vennerne blande deres Blod med hinanden, saa er det rigtignok som en Grund-Forandring, thi idet Blodet blandes opstaaer jo en Forvirring: er det mit Blod, der løber i mine Aarer, nei, det er Vennens; men saa er det igjen mit Blod, der flyder i Vennens Aarer. Det vil sige, Jeg'et er ikke mere sig selv det Første, men Du'et, dog omvendt er det Samme ogsaa Tilfældet. Hvorledes hæves da Forskjellen Mit og Dit ganske? Forskjellen Mit og Dit er et Modsætnings-Forhold, de ere kun i og med hinanden; tag derfor den ene Forskjel ganske bort, saa gaaer ogsaa den anden ganske ud. Lad os først forsøge i Forskjellen Mit og Dit at tage Forskjellen Dit ganske bort, hvad har vi saa? Saa har vi Forbrydelse, Misgjerning; thi Tyven, Røveren, Bedrageren, Voldsmanden, han vil i Forskjellen Mit og Dit intet, slet intet Dit erkjende. Men see, netop derfor gaaer ogsaa for ham Forskjellen »Mit« ganske ud. Om han end ikke forstaaer det, om han end hærder sig mod Forstaaelsen, Retfærdigheden forstaaer, at en Forbryder egentligen intet »Mit« har, han er som Forbryder sat udenfor denne Forskjel; og paa en anden Maade: jo rigere Forbryderen bliver ved det stjaalne »Dit«, desto mindre »Mit« har han. – Tag nu i Forskjellen Mit og Dit Forskjellen »Mit« ganske bort, hvad har vi saa? Saa har vi den opoffrende, den sig selv i Alt fornegtende, den sande Kjerlighed. Men saa gaaer igjen Bestemmelsen »Dit« ganske ud, hvad der er til at forstaae for Eftertanken, om det end et Øieblik synes en besynderlig Tanke. Det er Forbandelsen over Forbryderen, at hans Mit gaaer ud, fordi han ganske vil afskaffe Dit; det er Velsignelsen over den sande Kjerlige, at Bestemmelsen »Dit« gaaer ud, saa Alt bliver den sande Kjerliges, som Paulus siger »Alt er Eders« , og som den sande Kjerlige i en vis guddommelig Forstand siger: Alt er Mit. Og dog, dog skeer dette ene og alene derved, at han slet intet Mit har, altsaa: »Alt er Mit, jeg, som slet intet Mit har.« Dog at Alt er Hans er en guddommelig Hemmelighed; thi menneskelig talt er den sande Kjerlige, den opoffrende, den sig offrende og i Alt sig ganske fornegtende Kjerlige, han er, menneskelig talt, den Forurettede, den meest af alle Forurettede, om han end selv gjør sig dertil ved ideligt at offre sig selv. Han er saaledes ganske nøiagtigt lige det Modsatte af Forbryderen, der er den Forurettende. En Forelsket er ikke lige det Modsatte af den Forurettende, hvor forskjellig han end er fra ham, thi en Forelsket søger dog i en vis, oftest ubevidst Forstand sit Eget, og har saaledes et Mit. Men kun for Selvfornegtelsens Kjerlighed gaaer Bestemmelsen Mit ganske ud, og Forskjellen Mit og Dit hæves ganske. Naar jeg nemlig Intet veed, som er Mit, naar slet Intet er Mit, saa er jo Alt Dit, hvad det ogsaa i en vis Forstand er, og saaledes mener den opoffrende Kjerlighed det; men dog, Alt, ubetinget Alt kan ikke være »Dit«, da »Dit« er et Modsætnings-Forhold, og i Alt er der ingen Modsætning. Men da skeer det Vidunderlige, hvad der er Himlens Velsignelse over Selvfornegtelsens Kjerlighed, at i Salighedens gaadefulde Forstand Alt bliver hans, hans, som slet intet Mit havde, han, som i Selvfornegtelsen gjorde alt Sit til Dit. Gud er nemlig Alt, og just ved slet intet Mit at have vandt Selvfornegtelsens Kjerlighed Gud og vandt Alt. Thi Den, der taber sin Sjel, skal vinde den . Men Forskjellen Mit og Dit eller Elskovs og Venskabs Dit og Mit er en Bevaren af det Sjelelige. Kun Aandens Kjerlighed har Mod til slet intet Mit at ville have, Mod til ganske at hæve Forskjellen Dit og Mit, derfor vinder den Gud – ved at tabe sin Sjel. Atter her sees, hvad de Ældre forstode ved, at Hedenskabets Dyder dog ere glimrende Laster. Kun den sande Kjerlige søger ikke sit Eget . Han forstaaer sig ikke paa den strenge Rets, eller Retfærdighedens, end ikke paa Billighedens Fordringer i Henseende til det »Eget«; ei heller forstaaer han sig paa et Bytte, som Elskov gjør, der tillige forstaaer at passe paa, at den ikke bliver narret (altsaa forstaaer at passe paa sit Eget); ei heller forstaaer han sig paa Fællesskab, som Venskab gjør, der tillige forstaaer at passe paa, om der nu gives Lige for Lige, at Venskabet kan holdes (altsaa forstaaer at passe paa sit Eget). Nei, den sande Kjerlige forstaaer sig kun paa Eet: at blive narret, at blive bedragen, at give Alt hen , uden at faae det mindste igjen – see det er, ikke at søge sit Eget. O, den stakkels Daare, hvor han dog er latterlig – i Verdens Øine! Den sande Kjerlige bliver den ubetinget Forurettede – hvad han da i en vis Forstand ved Selvfornegtelsen gjør sig selv til. Men saa har Omvæltningen af Mit og Dit naaet sit Høieste, derfor ogsaa Kjerligheden sin høieste Salighed i sig selv. Ingen Utaknemmelighed, ingen Miskjendelse, ingen upaaskjønnet Opoffrelse, ingen Spot til Tak, Intet, hverken det Nærværende eller det Tilkommende kan tidligere eller sildigere bringe ham til at forstaae, at han har noget Mit, eller gjøre det aabenbart , at han dog kun et Øieblik havde glemt Forskjellen Mit og Dit; thi han har evigt glemt denne Forskjel og evigt forstaaet sig i at elske opoffrende, forstaaet sig i at offres. Kjerlighed søger ikke sit Eget; thi den sande Kjerlige elsker ikke sin Eiendommelighed, men elsker hvert Menneske efter hans Eiendommelighed ; men »hans Eiendommelighed« er jo just det for ham Egne , altsaa søger den Kjerlige ikke sit Eget, lige modsat elsker han den Andens Eget. Lad os et Øieblik betragte Naturen. Med hvilken uendelig Kjerlighed omfatter Naturen eller Gud i Naturen alt det Forskjellige, der har Liv og Tilvær ! Erindre engang, hvad Du jo saa ofte har glædet Dig ved at betragte, erindre Dig Markens Deilighed! Der er ingen, o, ingen Forskjel paa Kjerligheden – men paa Blomsterne hvilken Forskjel! Selv den mindste, den ubetydeligste, den uanseeligste, den endog af sin nærmeste Omgivelse overseete lille Stakkel, som Du neppe opdager uden Du seer nøie til , det er som havde den ogsaa sagt til Kjerligheden: lad mig blive Noget for mig selv, noget Eiendommeligt. Og da har Kjerligheden hjulpet den til at blive sit Eiendommelige, men langt skjønnere end hvad den lille Stakkel nogensinde havde turdet haabe. Hvilken Kjerlighed! Det Første er, at den ingen Forskjel gjør, slet ingen; det Næste, der er ligesom dette Første, er, at den uendelig forskjelliggjør sig i at elske det Forskjellige. Vidunderlige Kjerlighed; thi hvad er dog saa vanskeligt, som i at elske slet ikke at gjøre Forskjel, og naar man slet ikke gjør Forskjel, hvad er da saa vanskeligt, som at gjøre Forskjel! Tænk Dig, at Naturen var, som vi Mennesker ere, streng, herskesyg, kold, partisk, smaalig, lunefuld – og tænk Dig, ja tænk Dig saa, hvad det vilde blive til med Markens Deilighed! Saaledes nu ogsaa i Kjerlighedens Forhold mellem Menneske og Menneske, kun den sande Kjerlighed elsker ethvert Menneske efter hans Eiendommelighed. Den Strenge, den Herskesyge, han mangler Bøielighed, og han mangler Føielighed til at opfatte Andre; han fordrer sit Eget af Enhver, vil, at Enhver skal omskabes i hans Form, studses til efter hans Snit paa Mennesker. Eller han gjør, hvad han da anseer for en sjelden Grad af Kjerlighed, han gjør den sjeldne Gang en Undtagelse, han søger, saa siger han, at opfatte et enkelt Menneske, det er , han tænker sig paa en ganske bestemt og særlig – og vilkaarlig Maade noget Bestemt ved dette Menneske, og fordrer nu, at dette Msk. han han skal fuldkomme denne Tanke. Om det just er dette Menneskes Eiendommelighed eller ikke, gjør Intet til Sagen, thi det er hvad den Herskesyge har tænkt sig ved ham. Skabe kan den Strenge og Herskesyge nu engang ikke, saa vil han idetmindste omskabe, det er, han søger sit Eget, at han overalt, hvor han peger hen, kan sige: see det er mit Billede, det er min Tanke, det er min Villie. Om den Strenge og Herskesyge er anviist en stor Virkekreds, eller en lille, om han er Tyran i et Keiserdømme, eller Huus-Tyran i et lille Værelse paa Qvisten, gjør væsentligen ingen Forskjel, Væsenet er det samme: herskesygt ikke at ville gaae ud af sig selv , herskesygt at ville knuse det andet Menneskes Eiendommelighed eller pine Livet af den. Væsenet er det samme – den største Tyran, der har levet , og som havde en Verden at tyrannisere, han blev jo dog kjed deraf, og endte med at tyrannisere Fluer, men sandeligen han blev den Samme! Og som den Strenge og Herskesyge kun søger sit Eget, saaledes ogsaa Smaaligheden, den misundeligt-herskesyge, den feigt-frygtagtige Smaalighed. Hvad er Smaalighed? Er Smaalighed en Eiendommelighed, det er , er noget Menneske oprindeligen, fra Guds Haand, smaalig? Nei! Smaalighed er Skabningens egen kummerlige Opfindelse, naar den hverken sand stolt eller sand ydmyg (thi Ydmyghed for Gud er den sande Stolthed) skaber sig, og tillige vanskaber Gud, som var han ogsaa smaalig, som kunde han ikke taale Eiendommelighed, – han, der kjerligt giver Alt , og dog, dog giver Alt Eiendommelighed. Smaalighed maa derfor ikke forvexles med de ringe Gaver eller med hvad vi Mennesker smaaligt nok kalde Ubetydelighed. Tag en saadan Ubetydelig – dersom han har havt Mod til for Gud at være sig selv, saa har han Eiendommelighed; men sandeligen, en saadan Ubetydelig, dog hvad siger jeg, nei, en saadan Ædel, han er heller ikke smaalig. Man vogte sig vel for denne Forvexling, og saaledes forvexle man heller ikke en simpel, ædel Eenfoldighed, der ikke forstaaer Meget, med en smaalig Indskrænkethed, der feigt og stædigt kun vil forstaae sit Eget. Den Smaalige har aldrig havt Mod til dette Ydmyghedens og Stolthedens gudvelbehagelige Vovestykke: for Gud at være sig selv – thi Eftertrykket ligger paa »for Gud«, da dette er al Eiendommeligheds Ophav og Udspring. Den, der har vovet det, han har Eiendommelighed, han har nemlig faaet at vide hvad Gud allerede havde givet ham; og han troer ganske i samme Forstand paa Enhvers Eiendommelighed. At have Eiendommelighed er at troe paa enhver Andens Eiendommelighed; thi Eiendommeligheden er ikke Mit, men er Guds Gave, ved hvilken han giver mig at være, og han giver jo Alle, og giver Alle at være. Dette er just det uudgrundelige Væld af Godhed i Guds Godhed, at han, den Almægtige , dog giver saaledes, at Modtageren faaer Eiendommelighed, at Han, der skaber af Intet , dog skaber Eiendommelighed, saa Skabningen lige overfor Ham ikke bliver Intet, dog den er tagen af Intet og er Intet, men bliver Eiendommelighed. Men Smaaligheden, der er paataget Væsen, har ingen Eiendommelighed, det er, den har ikke troet paa sin egen, derfor kan den heller ikke troe paa Nogens. Den Smaalige har klamret sig fast til en ganske bestemt Skikkelse og Form, som han kalder sit Eget; kun det søger han, kun det kan han elske. Finder den Smaalige dette, da elsker han. Saa holder Smaalighed sammen med Smaalighed, de groe sammen, hvilket, aandeligt forstaaet, er lige saa fordærveligt , som at en Negl groer i Kjødet . Dette smaalige Sammenhold anprises da som den høieste Kjerlighed, som det sande Venskab, som den sande trofaste, oprigtige Samdrægtighed. Man vil ikke forstaae, at jo mere man saaledes holder sammen, desto mere fjerner man sig fra sand Kjerlighed, desto større bliver Smaalighedens Usandhed – og desto fordærveligere, naar den ovenikjøbet tager sig Gud til Indtægt for Filteriet , saa Smaaligheden formeentligen skal være den eneste Gjenstand for Guds Kjerlighed, den eneste, i hvem han har Velbehagelighed. Dette smaalige Sammenhold er saa lige smaaligt i begge Retninger: lige smaaligt i at forgude et ganske enkelt Menneske, der er af Smaalighedens »Egne«, maaskee dens Opfinder, eller dog En, der for den smaaligste Prøvelse befindes indtil den mindste Smaalighed ganske at have Smaalighedens Ansigt, Mine, Stemme, Tankegang, Talemaader, Hjertelighed; og lige smaaligt i at ville fortrænge alt Andet. Just fordi Smaaligheden er paataget Væsen, og altsaa Usandhed, just fordi den ikke i dybeste Grund og aldrig frimodigt har indladt sig med Gud, men sneverhjertet forqvaklet sig selv og forfalsket Gud, just derfor har den en ond Samvittighed . For Den, der har Eiendommelighed, er ingen fremmed Eiendommelighed et Modbeviis, den er snare snarere et Medbeviis , eller et Beviis mere; thi det kan ikke forstyrre ham, at det viser sig som han troer, at Hver har Eiendommelighed. Men for Smaaligheden er enhver Eiendommelighed et Modbeviis; den føler derfor en klam, uhyggelig Angest ved at see en fremmed Eiendommelighed, og Intet er den vigtigere end at faae den bort; Smaaligheden fordrer det ligesom af Gud, at enhver saadan Eiendommelighed maa gaae til Grunde, at det nu kan vise sig, at Smaaligheden har Ret og at Gud er en nidkjer Gud – nidkjer paa Smaalighed. Til Undskyldning kan stundom tjene, at Smaaligheden virkelig selv indbilder sig, at dens kummerlige Opfindelse er det Sande, saa det altsaa endog er oprigtigt Venskab og sand Deeltagelse at ville forkluddre og forqvakle Enhver i Lighed med sig. Naar saa er , er Smaaligheden gjerne riig paa hjertelige Talemaader og Forsikkringer. Men egentligen er det dog, hvad der som oftest forties, Nødværge, Selvopholdelsesdriften, der gjør Smaaligheden saa virksom for at faae alt Andet end dens Eget bort. Man hører det paa dens Trangbrystethed , der gisper efter Lindring, hvorledes den vilde omkomme, hvis den ikke faaer dette Uhyggelige, Ængstende bort; man seer det paa dens Blik, hvor usikker over sig selv den er dybere nede, og derfor hvor luskende og dog hvor rovbegjerligt den venter paa Byttet: at det skal blive viist, at Smaaligheden dog har Ret og har Seiren . Som En, der er i Livsfare, tillader sig Alt, fordi det gjelder om Liv og Død, saaledes gjør Smaaligheden det ogsaa; kun er naturligviis alle de Midler, den bruger, for at værge om sit Liv og for at tage Livet af det Eiendommelige, ja de ere naturligviis yderst smaalige; thi skjøndt den tillader sig Alt kan man dog være sikker paa, at det Alt, den tillader sig, er Alt smaaligt. Men Elskov og Venskab elsker dog vel den Elskede og Vennen efter hans Eiendommelighed? Ja, det er sandt, og dog er det ikke altid ganske sandt; thi Elskov og Venskab har en Grændse, kan opgive Alt for den Andens Eiendommelighed, men ikke sig selv, Elskov og Venskab for den Andens Eiendommelighed. Men sæt nu, at den Andens Eiendom melighed just fordrede dette Offer! Sæt den Elskende saae, hvad der var ham hans Lyst, at han var elsket, men tillige saae, at det var yderst fordærveligt for den Elskedes Eiendommelighed, vilde blive dens Forqvakling, hvor meget det end ønskedes: ja, da formaaer Elskov, som saadan, ikke at bringe dette Offer. Eller sæt den Elskede saae, at Forholdet vilde blive den Elskendes Ruin, vilde aldeles forstyrre hans Eiendommelighed: ja, da har Elskov, som saadan, dog ikke Kraft til at bringe dette Offer. Men den sande Kjerlighed, den opoffrende Kjerlighed, der elsker ethvert Menneske efter hans Eiendommelighed, er villig til at bringe ethvert Offer: den søger ikke sit Eget. Kjerlighed søger ikke sit Eget; thi den giver helst saaledes, at Gaven seer ud som var den Modtagerens Eiendom. Naar vi i de borgerlige Forhold tale om Menneskenes Vilkaar, saa gjør vi Forskjel mellem dem, som ere deres Egne, og dem, som ere afhængige, og vi ønske Enhver, at han engang maatte kunne vorde istand til at blive sin Egen, som det hedder. Men i Aandens Verden er just ogsaa det at blive sin Egen det Høieste – og kjerligt at hjælpe En dertil, til at blive sig selv, fri, uafhængig, sin Egen, hjælpe ham til at staae ene: det er den største Velgjerning. Hvilken er altsaa den største Velgjerning? Ja, det er den, vi have nævnet, naar da, vel at mærke, den Kjerlige tillige veed at gjøre sig ubemærket, saa den Hjulpne ikke bliver afhængig af ham – ved at skylde ham den største Velgjerning. Dette vil sige, den største Velgjerning er netop: Maaden paa hvilken den eneste sande Velgjerning gjøres. Den kan væsentligt kun gjøres paa een Maade, om end i en anden Forstand paa mangfoldige Maader; naar Velgjerningen ikke gjøres paa denne Maade, er den meget langt fra at være den største Velgjerning, vel endog langtfra at være en Velgjerning. Saa man altsaa ikke ligefrem kan sige, hvilken der er den største Velgjerning, da den største Velgjerning, det at hjælpe en Anden til at staae ene, ikke kan gjøres ligefrem. Lad os forstaae dette. Naar jeg siger »dette Menneske staaer ene ved min Hjælp«, og det er sandt hvad jeg siger: har jeg saa gjort det Høieste for ham? Lad see! Hvad siger jeg dermed? Jeg siger »han staaer ene og alene ved min Hjælp« – men saa staaer han jo ikke ene, saa er han jo ikke bleven sin Egen, saa er det jo min Hjælp, han skylder alt Dette – og han er vidende derom. At hjælpe et Menneske paa den Maade er egentligen at bedrage ham. Og dog er det den Maade, paa hvilken den største Velgjerning som oftest gjøres i Verden, det er, paa den Maade, paa hvilken den ikke kan gjøres; og dog er det den Maade, der især paaskjønnes i Verden – som naturligt er, thi den sande Maade gjør sig usynlig, sees altsaa ikke, og fritager saaledes Verden ligesom de Paagjeldende for al Afhængighed. Men Den, der er hjulpen paa den urette, den meningsløse Maade, han er uudtømmelig i at prise og takke mig for den største Velgjerning (at han staaer ene ved Hjælp af Afhængigheds-Forholdet til mig); han og hans Familie og alle Samtlige ære og prise mig som hans største Velgjører, at jeg kjerligt har gjort ham afhængig af mig, eller – ja det er besynderligt, man udtrykker sin Taknemlighed paa en aldeles meningsløs Maade, thi istedenfor at sige, at jeg har gjort ham afhængig af mig, siger man, at jeg har hjulpet ham til at staae ene. Altsaa paa den Maade lader den største Velgjerning sig ikke gjøre, at Modtageren faaer at vide, at det er mig han skylder den; thi faaer han det at vide, saa er det netop ikke den største Velgjerning. Dersom derimod En siger »dette Menneske staaer ene – ved min Hjælp«, og det er sandt hvad han siger: ja, saa har han gjort for dette Menneske det Høieste, det ene Menneske kan gjøre for det andet, gjort ham fri, uafhængig, til sig selv, til sin Egen, og netop ved at skjule sin Hjælp hjulpet ham til at staae ene. Altsaa: at staae ene – ved en Andens Hjælp! See, der er mange Forfattere, som bruge Tankestreg ved enhver Leilighed i Mangel af Tanke; og der er jo ogsaa dem, som bruge Tankestregen med Indsigt og Smag: men sandeligen, aldrig er en Tankestreg brugt mere betegnende og aldrig kan den bruges mere betegnende end i denne lille Sætning – naar den da, vel at mærke, bruges af En, som har fuldkommet det, hvis der er nogen Saadan; thi i denne lille Sætning er Uendelighedens Tanke indeholdt paa den sindrigste Maade, den største Modsigelse overvunden. Han staaer ene – det er det Høieste; han staaer ene – Mere seer Du ikke; Du seer ingen Hjælp eller Understøttelse, ingen klodderagtig Fuskers Haand, der holder paa ham, saa lidet som det falder ham selv ind, at Nogen har hjulpet ham, nei, han staaer ene – ved en Andens Hjælp. Men denne Andens Hjælp er skjult, skjult for ham, den – Hjulpnes, nei, for ham, den Uafhængiges Øie (thi veed han af, at han er bleven hjulpen, da er han jo ikke i dybeste Forstand den Uafhængige, der hjælper og har hjulpet sig selv), den er skjult bag Tankestregen. Der gives en ædel Viisdom, som dog tillige i god For stand er saa uendelig listig og underfundig . Den er velbekjendt; hvis jeg vilde nævne det fremmede Ord , hvormed den nævnes, vilde der neppe være Nogen i disse Tider uden at han kjendte den – af Navn: maaskee er endda de ikke saa Mange, som kjende den, naar man beskriver den uden at nævne dens Navn. Den og dens Navn maa ofte høre ilde i Verden , og det er endda ikke saa underligt; thi Verden er en meget fortumlet Tænker, som for bare Tanker hverken har Tid eller Taalmod til at tænke een Tanke. Hiin ædle Eenfoldige i Oldtiden, han var Mesteren i denne Viisdom , og sandeligen – hiin Ædle var endda ikke just et slet eller et ondt Menneske, han var tillige, at jeg skal udtrykke mig lidt skalkagtigt , han var, det kan man egentligen ikke negte ham, han var en Slags Tænker , om end ikke saa dybsindig som den nyere Tænkemaades Talemaader, om end ikke saa beundringsværdig som den i at kunne forklare, thi han drev det aldrig til at kunne forklare mere end hvad han forstod . Denne ædle Skalkagtige havde dybsindigt forstaaet, at det Høieste, det ene Menneske kan gjøre for det andet, er at gjøre ham fri, hjælpe ham til at staae ene – og tillige havde han forstaaet sig selv i at forstaae det, det er , han havde forstaaet, at skal dette kunne gjøres, saa maa Hjælperen kunne gjøre sig selv skjult, høimodigt ville tilintetgjøre sig selv. Han var, hvad han selv kaldte sig, aandeligt forstaaet, en Fødselshjælper , og han arbeidede i denne Tjeneste med enhver Opoffrelse uegennyttigt – thi det Uegennyttige laae just i, at det blev skjult for den Hjulpne, hvorledes, og at han blev hjulpen, det Uegennyttige laae i, at Verden ikke kunde forstaae og altsaa ikke paaskjønne hans Uegennyttighed, hvad den da aldrig kan, thi den kan netop ikke begribe, hvorfor En ikke vil være egennyttig, men vel, at en Egennyttig endnu mere egennyttigt kan ønske at ansees for uegennyttig. I denne Forstaaelse af at hjælpe et andet Menneske enes den sande Kjerlige og hiin ædle Skalkagtige. Denne Sidste veed med sig selv, og det er sandt, at han har gjort mod det andet Menneske den største Velgjerning, han veed med sig selv, hvorledes han har arbeidet derfor, hvilken Tid og Flid og Kunst det har kostet ham, at bedrage den Anden ind i Sandheden, hvor megen Misforstaaelse han har maattet udholde af Den, han hjalp ved at fratage ham hans Taabeligheder og tilliste ham det Sande. Thi den Kunst, at berøve En hans Taabeligheder, den er farlig at øve; hiin Ædle siger selv, »at Menneskene kunde blive saa vrede paa ham, at de ordentligen vilde bide ham, hver Gang han fratog dem en Dumhed« – thi at bestyrke dem i deres Taabelighed kalde de Kjerlighed, hvad Under da, at de vredes, naar Nogen vil tage den, deres bedste Skat, fra dem! Saaledes arbeidede han, og naar da Arbeidet var færdigt , sagde han ganske sagte til sig selv: nu staaer dette Menneske ene. Men derpaa komme vi til Tankestregen, og ved Tankestregen kommer Smilet paa den Ædles og dog saa Skalkagtiges Læber , og han siger »nu staaer dette Menneske ene – ved min Hjælp,« han forbeholder sig dette ubeskrivelige Smiils Hemmelighed. Sandeligen, der er ikke Spor af Ondt i dette Smiil, han veed med sig selv, at det er velmeent hvad han har gjort, han veed med sig selv, at det i Sandhed er Velgjerningen og i Sandhed den eneste Maade, paa hvilken den lader sig gjøre: men Smilet, det er dog Sindrighedens Selvbevidsthed. Anderledes med den Kjerlige. Han siger ogsaa: nu staaer dette Menneske ene. Derpaa kommer Tankestregen. O, men denne Tankestreg betyder for den Kjerlige noget Andet end et Smiil; thi hvor ædel og høimodig og uegennyttig end hiin Skalkagtige var, han elskede dog ikke i Bekymringens Forstand Den, han vilde hjælpe. Medens da hiin Skalkagtige netop gjør sig uendelig let i Tankestregens Underfundighed, og just dette er Kunsten, at have kunnet gjøre Alt for det andet Menneske og saa lade som havde man slet Intet gjort: saa er Tankestregen for den Kjerlige, om end i Tænkningens Forstand den uendelige Lethed, i en anden Forstand (dog vel at mærke, det er ikke til at mærke) som et tungt Aandedrag, næsten som et dybt Suk. Thi i denne Tankestreg er skjult Angestens Søvnløshed, Arbeidets Nattevaagen , næsten fortvivlet Anstrengelse; i denne Tankestreg er skjult en Frygt og Bæven , som, og just derfor desto forfærdeligere, aldrig har fundet noget Udtryk. Den Kjerlige har forstaaet, at det i Sandhed er den største, den eneste Velgjerning, eet Menneske kan gjøre mod det andet, at hjælpe ham til at staae ene, til at blive sig selv, blive sin Egen; men han har ogsaa forstaaet Faren og Lidelsen under Arbeidet og fremfor Alt Ansvarets Forfærdelighed. Med Tak til Gud siger han derfor: nu staaer dette Menneske ene – ved min Hjælp. Men der er ingen Selvtilfredsstillelse i dette Sidste; thi den Kjerlige har forstaaet, at væsentligen staaer dog ethvert Menneske ene – ved Guds Hjælp, og at den Kjerliges Selvtilintetgjørelse egentligen blot er, for ikke at forhindre det andet Menneskes Guds-Forhold, saa al den Kjerliges Hjælpen uendeligt forsvinder i Guds-Forholdet. Han arbeider uden Løn; thi han gjør sig selv til Intet, og just i det Øieblik, da der kunde være Tale om, at han dog kunde beholde den stolte Selvbevidstheds Løn, saa træder Gud til, og han er atter tilintetgjort, hvilket dog er ham hans Salighed. See, en Hofmand har det jo i sin Magt at skaffe sig selv Betydning for Den, hvem det er saa vigtigt at tale med Majestæten; men hvis nu dette Forhold lod sig tænke, at en Hofmand, just ved at skaffe sig selv til Side, kunde hjælpe den Søgende til hvert Øieblik at faae Majestæten i Tale: mon da ikke den Søgende i Glæde over hvert Øieblik at kunne tale med Majestæten vilde reent glemme den stakkels Hofmand; den stakkels Hofmand, der havde havt det i sin Magt, ukjerligt, ved engang imellem at skaffe den Søgende Adgang til Majestæten, at gjøre sig ham saa særdeles forbunden, gjøre sig elsket af ham for sin Kjerlighed; den stakkels Hofmand, der istedenderfor kjerligt valgte, at skaffe sig selv til Side, og just saaledes at berede den Søgende hvert Øieblik Adgang til Majestæten, hjælpe den Søgende til den Uafhængighed, der hvert Øieblik finder Adgang til Majestæten. Saaledes er al den Kjerliges Arbeiden. Sandeligen, han søger ikke sit Eget, thi han giver jo netop saaledes, at det seer ud som var Gaven Modtagerens Eiendom. Saavidt den Kjerlige formaaer, søger han at hjælpe et Menneske til at blive sig selv, blive sin Egen. Men saaledes bliver paa en Maade slet Intet forandret i Tilværelsen, kun den Kjerlige, den skjulte Velgjører, puffet udenfor. Det er jo ethvert Menneskes Bestemmelse at blive fri, uafhængig, sig selv. Har den Kjerlige i denne Henseende været Guds Medarbeider, saa er dog Alt blevet – som det var efter Bestemmelsen. Mærkes det, at den Kjerlige har hjulpet, saa er Forholdet forstyrret, eller saa har Hjælperen ikke hjulpet kjerligt, den Kjerlige ikke hjulpet rigtigt. Forunderlige Ihukommelse, som den Kjerlige erhverver til Tak for al sin Arbeiden! Han kan paa en Maade pakke hele sit Liv sammen i en Tankestreg. Han kan sige: jeg har arbeidet trods Nogen , aarle og silde , men hvad jeg har udrettet – en Tankestreg! (Kunde det nemlig sees ligefrem hvad han havde udrettet, saa havde han arbeidet mindre kjer ligt.) Jeg har lidt, tungt som noget Menneske, inderligt som kun Kjerlighed kan lide; men hvad jeg har gavnet – en Tankestreg! Jeg har forkyndt det Sande, klart og vel gjennemtænkt trods Nogen; men hvo der har tilegnet sig det – en Tankestreg! Havde han nemlig ikke været den Kjerlige, saa havde han, mindre vel gjennemtænkt, skreget det Sande ligefrem ud, og saa havde han strax havt Tilhængere, der havde tilegnet sig det Sande – og hilst ham som Mester. Er den Kjerliges Liv da spildt, har han ganske levet forgjeves, siden der Intet, slet Intet er, der vidner om hans Virken og Stræben? Svar: er da det ikke at søge sit Eget, er det at spilde sit Liv? Nei, sandeligen, dette Liv er ikke spildt, det veed den Kjerlige i salig Glæde med sig selv og med Gud. Hans Liv er i en vis Forstand ganske ødslet paa Tilværelsen, paa Andres Tilværelse; uden at ville spilde nogen Tid eller nogen Kraft paa at hævde sig selv, paa at være Noget for sig selv, er han i Selvopoffrelsen villig at gaae til Grunde, det er, han er heel og holden forvandlet til blot at være en Virkekraft i Guds Haand. Deraf kommer det, at hans Virken ikke kan blive synlig. Hans Virken bestod jo just i, at hjælpe et andet eller andre Mennesker til at blive deres Egne, hvad de i en vis Forstand vare iforveien. Men naar virkeligen En ved en Andens Hjælp er bleven sin Egen, saa er det ganske umuligt at see, at det er den Andens Hjælp; thi seer jeg den Andens Hjælp, saa seer jeg jo, at den Hjulpne ikke er bleven sin Egen.