III. Kjerlighed haaber Alt – og bliver dog aldrig til Skamme III. Kjerlighed haaber Alt – og bliver dog aldrig til Skamme III Kjerlighed haaber Alt – og bliver dog aldrig til Skamme 1 Cor. XIII, 7 . Kjærlighed haaber Alt . Under mange Billeder og ved mange Forestillinger søger den hellige Skrift paa forskjellig Maade at give denne vor jordiske Tilværelse Festlighed og Høitidelighed, at skaffe Luft og Udsigt ved Forholdet til det Evige. Og dette gjøres vel fornødent . Thi naar det jordiske Livs Verdslighed, gudforladt, slutter sig inde med sig selv i Selvtilfredshed, saa udvikler denne indespærrede Luft Gift i sig og af sig. Og naar i Timeligheden Tiden i en vis Forstand saa langsomt sniger sig hen og dog saa underfundigt hurtigt, at man aldrig med samlet Opmærksomhed bliver dens Forsvinden vaer; eller naar Øieblikket sætter sig fast og bliver stillestaaende, naar Alt, Alt opdrives for at vende Sindet og Kræfterne ind i Øieblikket: saa tabes Udsigten, og dette løsrevne, gudforladte Timelighedens Øieblik, det være nu kortere eller længere, bliver et Affald fra det Evige. See derfor er der saa ofte i de forskjellige Tider følt Trang til en forfriskende, oplivende Luftning, et mægtigt Pust, der kunde rense Luften og fordrive de giftige Dunster , følt Trang til en stor Begivenheds frelsende Bevægelse, der frelser ved at bevæge det Stillestaaende, følt Trang til en stor Forventnings oplivende Udsigt – at man ikke skal blive qvalt i Verdsligheden eller omkomme i det belemrende Øieblik. Dog veed Christendommen kun een Vei og een Udvei, medens den dog altid veed Vei og Udvei; det er ved Hjælp af det Evige, at Christen dommen i ethvert Øieblik skaffer Luft og Udsigt. Naar Travlheden tiltager, just fordi Øieblikket breder sig, naar den ustandseligt farer omkring i Øieblikket, som, evigt forstaaet, ikke kommer af Stedet, naar de Travle saae og høste og saae igjen og høste atter (thi Travlhed høster mange Gange), naar de Travle sanke Laderne fulde af hvad de høstede og hvile paa deres Fortjenester – ak, medens Den, der i Sandhed vil det Gode, i Løbet af samme Tid endnu ikke seer den mindste Frugt af sin Arbeiden, og han bliver til Spot som Den, der ikke veed at saae, som Den, der arbeider forgjeves og blot fægter i Luften : da skaffer Christendommen Udsigt ved sin billedlige Tale om, at dette jordiske Liv er Sædens Tid, Evigheden Høstens . Naar Øieblikket, just fordi det staaer stille, bliver som en Hvirvel (thi Hvirvel bevæger sig ikke fremad), naar der strides, seires og tabes og atter seires, nu paa eet Punkt, nu paa et andet – men Den, der vil det Gode i Sandhed, er den Eneste, som alene er Tabende og tabende Alt, som det synes: da skaffer Christendommen Udsigt ved Hjælp af sin billedlige Tale om, at dette Liv er Trængselens, er Stridens, Evigheden Seirens . Naar Øieblikket bliver stillestaaende i Smaalighedens usle Forvikling, som dog vrængende gjengiver selv det Helligste, det Gode, det Sande i den kummerlige Formindskelse, vrængende leger den Leeg at uddele Ære og Skam; naar Alt forfængeliggjøres ved at drages ned i dette jammerlige forvirrede Røre: da skaffer Christendommen Luft og Udsigt, skaffer Livet Høitidelighed og Festlighed ved i billedlig Tale at vise hen til hiint Evighedens Optrin, hvor det evigt skal afgjøres, hvo der vandt Ærens Krands, og hvo der blev til Skamme. – Hvilken høitidelig alvorsfuld Festlighed! Sandeligen, hvad er ogsaa Ære og Skam, naar ikke den Omgivelse er sikkret, som giver Æren og Skammen uendelig Betydning! Selv om det var fortjent, at et Menneske vandt Ære her i Verden, hvad Høi tidelighed har Verden til at give det Betydning! Lad Discipelen fortjent blive udskammet , eller fortjent blive udmærket – dersom den høitidelige Handling skulde foregaae paa Trappegangen; dersom Læreren, der uddeler Æren og Skammen, var en jammerlig Karl; dersom der Ingen eller saa godt som Ingen var indbuden af hine Ærværdige, der beære Festligheden med deres Nærværelse, men en desto større Flok af løse Mennesker, hvis Rygte endog var tvetydigt: hvad er saa Æren og Skammen! Men Evigheden! Veed Du nogen Festlighedens Bygning, der er saa høit hvælvet som Evigheden; veed Du noget, selv noget Guds-Huus , hvor der er denne hellige Stilhed som i Evigheden; veed Du nogen, selv den meest udvalgte Kreds af Ærværdige, der er saaledes sikkret for, at Ingen er tilstede, mod hvem Æren kunde have det Mindste, det Allermindste at indvende, saaledes sikkret mod, at Ingen er tilstede uden hvem Æren har Ære af, som Evigheden er det; veed Du nogen festlig Sal, var end alle dens Vægge af Speilglas, der saaledes uendeligt gjengiver og ene Ærens Fordring, saaledes uendeligt negter end den mindste, den meest ubemærkede Sprække for Vanæren at skjule sig i, som Evigheden – hvis Du der skulde staae til Skamme ! Saaledes skaffer Christendommen i Forhold til Ære og Skam hvert Øieblik Udsigt ved Hjælp af Evigheden, hvis Du selv vil hjælpe til ved at haabe. Christendommen fører Dig ikke op paa et noget høiere Sted, hvorfra Du dog kun kan overskue en noget videre Omkreds: dette er dog kun et jordisk Haab og en verdslig Udsigt. Nei, Christendommens Haab er Evigheden, og derfor er der Lys og Skygge, Skjønhed og Sandhed, og fremfor Alt Gjennemskuelsens Fjernhed i dens Tegning af Tilværelse. Christendommens Haab er Evigheden, og Christus er Veien ; hans Fornedrelse er Veien, men ogsaa da han foer til Himmels var han Veien. Men Kjerligheden, som er større end Tro og Haab , paatager sig ogsaa Haabets Gjerning, eller paatager sig Haabet, det at haabe for Andre, som en Gjerning. Selv opbygges og næres den ved dette Evighedens Haab, og handler da ogsaa mod Andre kjerligt i dette Haab, hvad vi nu ville overveie: Kjerlighed haaber Alt – og bliver dog aldrig til Skamme, thi sandeligen ikke Enhver, der haaber Alt, er derfor den Kjerlige, ei heller er Enhver, der haaber Alt, derfor sikkret mod aldrig at blive til Skamme; men kjerligt at haabe Alt er det modsatte af fortvivlet slet intet at haabe, hverken for sig selv eller for Andre. At haabe Alt, eller hvad der er det Samme altid at haabe. Vel synes det nemlig ved første Øiekast som var det at haabe Alt Noget, der kunde gjøres een Gang for alle, da »Alt« jo samler det Mangfoldige i Eet, og forsaavidt i hvad man maa kalde et evigt Øieblik, som var Haabet i Hvile, i Ro. Dette er dog ikke saa . Det at haabe er nemlig sammensat af det Evige og det Timelige, deraf kommer det, at Udtrykket for Haabets Opgave i Evighedens Skikkelse er at haabe Alt, i Timelighedens Skikkelse altid at haabe. Det ene Udtryk er ikke sandere end det andet, tvertimod bliver hvert af Udtrykkene usandt, naar det skulde modsættes det andet Udtryk, istedenfor forenet at udtrykke det Samme: i ethvert Øieblik, altid at haabe Alt. At haabe forholder sig til det Tilkommende, til Muligheden, hvilken igjen, forskjelligt fra Virkelighed, altid er et Dobbelt, Fremgangens eller Tilbagegangens, Opreisningens eller Undergangens, det Godes eller det Ondes Mulighed. Det Evige »er« ; men idet det Evige berører det Timelige eller er i det Timelige, træffe de hinanden ikke i det »Nærværende«, thi saa var det Nærværende selv det Evige. Det Nærværende, Øieblikket, er saa hurtigt forbi, at det egentligen ikke er til, det er blot Grændsen, og er altsaa forbigangent, medens det Forbigangne er, hvad der var nærværende. Naar altsaa det Evige er i det Timelige, saa er det i det Tilkommende (thi det Nærværende kan det ikke faae fat paa, og det Forbigangne er jo forbi) eller i Muligheden. Det Forbigangne er det Virkelige, det Tilkommende det Mulige; evigt er det Evige det Evige, i Tiden er det Evige det Mulige, det Tilkommende. Vi kalde jo derfor den Dag imorgen det Tilkommende, men ogsaa det evige Liv kalde vi det Tilkommende. Det Mulige er som saadant altid et Dobbelt, og det Evige forholder sig i Mulighed ligeligt til dens Dobbelthed. Fra den anden Side, naar Mennesket, hvem det Mulige angaaer, forholder sig ligeligt til det Muliges Dobbelthed, saa sige vi: han forventer. At forvente indeholder i sig den samme Dobbelthed som det Mulige har, og at forvente er at forholde sig til det Mulige reent og blot som saadant. Derpaa deler Forholdet sig, eftersom det forventende Menneske vælger. At forholde sig forventende til det Godes Mulighed er at haabe, hvad just derfor ikke kan være nogen timelig Forventning, men er et evigt Haab. At forholde sig forventende til det Ondes Mulighed er at frygte. Men saavel den Haabende som den Frygtende er forventende. Dog saa snart Valget er gjort, er det Mulige forandret, thi det Godes Mulighed er det Evige. Det er kun i Berøringens Øieblik, at det Muliges Dobbelthed er ligelig; ved den Afgjørelse at vælge Haabet afgjør man derfor uendeligt mere end det synes, thi det er en evig Afgjørelse. Kun i den blotte Mulighed altsaa for den blot eller ligegyldigt Forventende er det Godes og det Ondes Mulighed ligelig; i Forskjelliggjørelsen (og Valget er jo forskjelliggjørende) er det Godes Mulighed mere end Mulighed, thi den er det Evige. Deraf kommer det, at Den, som haaber, aldrig kan bedrages; thi at haabe er at forvente det Godes Mulighed, men det Godes Mulighed er det Evige. Saaledes maa man nøiagtigere bestemme, hvad det er at haabe; thi i den almindelige Sprogbrug kalder man ofte Det Haab, som ingenlunde er Haab, men Ønske, Længsel, længselsfuld Forventning snart af det Ene, snart af det Andet, kort en Forventendes Forhold til det Mangfoldiges Mulighed. Saaledes forstaaet (naar Haab egentligen blot betyder Forventning) falder det da Ynglingen og Barnet saa let at haabe, fordi Ynglingen og Barnet selv endnu er en Mulighed. Og derimod er det saa igjen i sin Orden, naar man seer, hvorledes med Aarene som oftest det Mulige og Haabet tager af i Menneskene, eller Sandsen for Mulighed. Heraf lader det sig igjen forklare, at Erfaringen taler saa afvisende om Haabet, som var det blot Ungdommelighed (hvad vistnok Barnets og Ynglingens Haaben ogsaa er), som var det at haabe, liig det at dandse, noget ungdommeligt Noget, hvad den Ældre hverken har Lyst eller Lethed til. Nu ja, det at haabe er jo ogsaa at gjøre sig let ved Hjælp af det Evige, det er ved Hjælp af det Godes Mulighed. Og er det Evige end langtfra at være Ungdommelighed, saa har det dog langt mere tilfælles med Ungdommelighed end med den Tværhed, der ofte nok beæres med Navn af Alvor, den Aarenes Trevenhed , som i nogenlunde heldige Vilkaar er saadan nogenlunde tilfreds og beroliget, men for Alt Intet har med Haabet at skaffe ; og i uheldige Vilkaar hellere gnaver fortredent end at haabe. I Ungdommen har et Menneske Forventning og Mulighed nok, det udvikler sig af sig selv i Ynglingen som det kostelige Myrrha, der drypper ned af Arabien s Træer . Men naar et Menneske saa er bleven ældre, da bliver hans Liv som oftest hvad det nu saadan engang er blevet, en dvask Gjentagelse og Omskrivning af det Samme; ingen Mulighed skrækker vækkende op, ingen Mulighed opliver foryngende; Haabet bliver Noget, som intetsteds har hjemme, og Mulighed noget lige saa Sjeldent som Grønt i Vintren. Man lever uden det Evige ved Hjælp af Vane, Klogskab, Efterabelse, Erfaring, Skik og Brug. Og sandeligen, tag alt Dette, kom det tilsammen , tilbered det ved de sløvede eller kun jordiskt blussende Lidenskabers Ild, og Du skal see, Du kan faae Allehaande ud deraf, en forskjelligt tillavet seig Sliim , som man kalder Leve-Klogskab ; men aldrig fik Nogen Mulighed ud deraf, Mulighed, dette Vidunderlige , der er saa uendeligt skørt (ja ikke er Foraarets fineste Stengel saa skør!), saa uendeligt skrøbeligt (ja, ikke er det fineste forarbeidede Liin saa skrøbeligt!) og dog netop tilveiebragt, dannet ved Hjælp af det Evige, og dog stærkere end Alt, hvis det er det Godes Mulighed! Man mener at tale erfarent ved at dele et Menneskes Liv i visse Afsnit og Aldere, og da kalde det første Afsnit Haabets eller Mulighedens. Hvilken Daarskab! Man udelader altsaa i Talen om Haabet ganske det Evige, og dog taler man om Haabet. Men hvorledes er det muligt, da Haabet jo forholder sig til det Godes Mulighed, og derved til det Evige! Og paa den anden Side, hvorledes er det muligt at tale saaledes om Haabet, at man anviser det en vis Alder; det Evige strækker dog vel til for hele Livet, saa er der altsaa og skal være Haab indtil det Sidste, saa er der altsaa ingen Alder der er Haabets, men hele Ens Liv skal være Haabets Tid. Man mener altsaa at tale erfarent om Haabet – ved at afskaffe det Evige. Som man i Skuespillet, ved at forkorte Tiden og ved at fortætte Begivenheder, i Løbet af nogle faa Timer faaer flere Aars Indhold at see: saaledes vil man skuespilagtigt indrette sig indenfor Timeligheden. Man forkaster Guds Anlæg med Tilværelsen: at Timeligheden er heel og holden Udviklingen, Forviklingen – Evigheden Opløsningen; man indretter det Hele indenfor Timeligheden, udviser en Snees Aar til Udviklingen, saa ti Aar til Forviklingen, saa strammer man Knuden i nogle Aar og saa følger Opløsningen. Unegteligt, Døden er jo ogsaa en Opløsning, og saa er det forbi, man bliver begraven – dog ikke førend Forraadnelsens Opløsning er indtraadt. Men sandeligen Enhver, der ikke vil forstaae, at hele Ens Liv skal være Haabets Tid, han er fortvivlet, ligegyldigt, aldeles ligegyldigt, hvad enten han veed af det eller ikke, hvad enten han priser sig lykkelig i sin formeentlige Velvære, eller han slider sig gjennem Kjedsommelighed og Bryderi. Enhver, der opgiver Muligheden af, at hans Tilværelse i næste Øieblik kunde være forspildt – hvis han da ikke opgiver denne Mulighed, fordi han haaber det Godes Mulighed, altsaa Enhver, der lever uden Mulighed, han er fortvivlet, han bryder med det Evige, han slutter vilkaarligt Mulighe den af, sætter uden Evighedens Samtykke Slutning, hvor Slutningen ikke er, istedenfor som Den, der skriver efter en Andens Tilsigen , bestandigt at have Pennen rede til det Næste, saa han ikke formaster sig til meningsløst at sætte Punktum førend Meningen er ude , eller til oprørsk at kaste Pennen fra sig. Naar man vil hjælpe et Barn med en meget stor Opgave hvorledes bærer man sig saa ad? Ja, man sætter det ikke hele Opgaven for paa eengang, thi saa fortvivler Barnet og opgiver Haabet; man sætter det et lille Stykke for ad Gangen, men bestandigt saa meget, at Barnet intet Øieblik kommer til at standse, som var det færdigt, og heller ikke saa meget, at Barnet ikke kan overkomme det. Dette er Opdragelsens fromme Sviig ; den fortier egentligen Noget; bliver Barnet bedraget, saa kommer det deraf, at Opdrageren er et Menneske, som ikke kan indestaae for det næste Øieblik. Men nu Evigheden; den er dog vel den største Opgave, som er sat et Menneske, og paa den anden Side, den kan dog vel indestaae for det næste Øieblik; og Timelighedens Barn (Mennesket) forholder sig jo dog kun som et lille Barn til den uendelige Opgave. Vilde Evigheden paa eengang, og i sit Sprog, sætte Mennesket Opgaven, uden Hensyn til hans Fatteevne og svage Kræfter: saa maatte Mennesket fortvivle. Men da er det det Vidunderlige, at denne den største Magt, Evigheden, kan gjøre sig saa lille, at den er saaledes delelig, den, som dog evigt er Eet, at den iførende sig Skikkelsen af det Tilkommende, det Mulige, ved Hjælp af Haabet opdrager Timelighedens Barn (Mennesket), lærer ham at haabe (thi at haabe er selve Underviisningen, er Forholdet til det Evige), hvis han da ikke vilkaarligt vælger strengt at forknyttes ved Hjælp af Frygten, eller han frækt vælger at fortvivle, det er at unddrage sig Mulighedens Opdragelse. I Muligheden sætter det Evige, rigtigt forstaaet, bestandigt kun et lille Stykke for ad Gangen. Evigheden er ved det Mulige bestandigt nær nok til at være ved Haanden og dog fjern nok til at holde Mennesket i Bevægelse fremad mod det Evige, i Gangen, i Fremgangen. Saaledes lokker og drager Evigheden et Menneske i Muligheden fra Vuggen til Graven, hvis han da vælger at haabe. Thi Muligheden er, som sagt, et Dobbelt, og just derfor den sande Opdragelse; Muligheden er lige saa streng, eller kan dog være lige saa streng, som den kan være mild. Haabet ligger ikke uden videre i Muligheden, thi i Muligheden kan ogsaa Fryg ten ligge. Men Den, der vælger Haabet, ham opdrager Muligheden ved Hjælp af Haabet til at haabe. Dog bliver Frygtens Mulighed, Strengheden, skjult tilstede som en Mulighed, hvis den, for Opdragelsens Skyld, for at vække, skulde gjøres fornøden , men den bliver skjult, medens det Evige lokker ved Hjælp af Haabet. Thi det at lokke er bestandigt at være lige saa nær som fjern, hvorved den Haabende bevares altid haabende, haabende Alt, bevares i Haabet for det Evige, som i Timeligheden er det Mulige. Saaledes med det at haabe Alt. Men det kjerligt at haabe Alt betegner den Kjerliges Forhold til andre Mennesker, at han i Forhold til dem, haabende for dem, bestandigt holder Muligheden aaben med uendelig Forkjerlighed for det Godes Mulighed. Han haaber altsaa kjerligt, at der i ethvert Øieblik er Mulighed, er det Godes Mulighed for det andet Menneske, denne det Godes Mulighed betyde nu herligere og herligere Fremgang i det Gode fra Fuldkommenhed til Fuldkommenhed, eller Opreisning fra Fald, eller Frelse fra Fortabelse og saaledes fremdeles. At den Kjerlige har Ret i, at der i ethvert Øieblik er Mulighed, indsees let. Ak, men Mangen vilde maaskee langt lettere forstaae det, naar vi ville lade Fortvivlelsen sige det Samme – thi Fortvivlelsen siger i en vis Forstand det Samme. Den Fortvivlede veed ogsaa, hvad der ligger i Mulighed, og dog opgiver han Muligheden (thi at opgive Muligheden, er jo just at fortvivle), eller endnu rettere, han fordrister sig frækt til at antage det Godes Umulighed. Atter her viser det sig, at det Godes Mulighed er mere end Mulighed; thi naar En fordrister sig til at antage det Godes Umulighed, saa gaaer overhovedet Muligheden ud for ham. Den Frygtende antager ikke det Godes Umulighed; han frygter det Ondes Mulighed, men han slutter ikke, han fordrister sig ikke til at antage Umuligheden af det Gode. »Det er muligt,« siger Fortvivlelsen, »det er muligt, at selv den redeligst Begeistrede dog engang blev træt, opgav sin Stræben og sank i Usselhedens Tjeneste; det er muligt, at selv den inderligst Troende dog engang slap Troen og valgte Van troen; det er muligt, at selv den meest brændende Kjerlighed engang afkøledes, ja isnede; det er muligt, at selv det retskafneste Menneske dog kunde komme paa en Afvei og fortabes; det er muligt, at selv den bedste Ven kunde forvandles til Fjende, selv den trofasteste Hustru til en Meenederske : det er muligt, fortvivl derfor, opgiv Haabet, haab fremfor Alt ikke paa noget Menneske eller for noget Menneske.« – Ja, vist er det muligt, men saa er jo ogsaa det Modsatte muligt. »Opgiv derfor aldrig ukjerligt noget Menneske eller Haabet for ham, thi det var dog muligt, at selv den meest forlorne Søn dog kunde frelses; at den meest forbittrede Fjende, ak han, der var Din Ven, det er dog muligt, at han atter kunde blive Din Ven; det er dog muligt, at Den, der sank dybest, ak, fordi han stod saa høit, det er dog muligt, at han atter kunde opreises; det er dog muligt, at den Kjerlighed, som blev kold, atter kunde komme til at brænde: opgiv derfor aldrig noget Menneske, endnu ikke i det sidste Øieblik, fortvivl ikke, nei haab Alt.« Altsaa »det er muligt,« saavidt enes den Fortvivlede og den Kjerlige i det Samme; men da skilles de evigt ad, thi Fortvivlelse haaber slet Intet for Andre, Kjerlighed haaber Alt. Fortvivlelsen synker sammen og bruger nu stundom Muligheden som et forlystende Pirrings-Middel , hvis man ellers kan forlystes ved den ustadige, forfængelige , spøgelseagtige Muligheds Blussen. Det er mærkeligt nok, og viser, hvor dybt Haabet er grundet i et Menneske, at man just hos Mennesker, som isnede i Fortvivlelse, finder en fremherskende Tilbøielighed til at gantes og lefle med Muligheden, en vellystig Misbrug af Indbildningskraften . Koldt og trodsigt vil den Fortvivlede ikke haabe i Forhold til det andet Menneske, endnu mindre arbeide for det Godes Mulighed i ham, men det forlyster den Fortvivlede at lade det andet Menneskes Skjebne gøgle for sig i Mulighed, ligegyldigt Haabets eller Frygtens, det forlyster ham at lege med det andet Menneskes Skjebne, at tænke snart den ene snart den anden Mulighed, at vippe ham ligesom i Luften, medens han selv, stolt og ukjerligt, foragter det Hele. Dog med hvad Ret kalde vi Den en Fortvivlet, der opgiver et andet Menneske? Eet er det jo selv at fortvivle, et Andet, at fortvivle over en Anden. Aah, ja, men dersom det dog er sandt, hvad den Kjerlige forstaaer, og dersom det er sandt, at man, hvis man er den Kjerlige, forstaaer, hvad den Kjerlige forstaaer, at der i ethvert Øieblik er det Godes Mulighed for det andet Menneske: saa er altsaa det at opgive et andet Menneske som haabløst tabt, som var der intet Haab for ham, et Beviis for, at man ikke selv er den Kjerlige; og altsaa er man jo den Fortvivlede, der opgiver Muligheden. Ingen kan haabe uden at han tillige er kjerlig, han kan ikke haabe for sig selv uden tillige at være kjerlig, thi det Gode hænger uendeligt sammen; men er han kjerlig, saa haaber han tillige for Andre. Og i samme Grad, som han haaber for sig selv, ganske i samme Grad haaber han for Andre; thi ganske i samme Grad som han haaber for sig, ganske i samme Grad er han den Kjerlige. Og i samme Grad, som han haaber for Andre, ganske i samme Grad haaber han for sig; thi dette er det uendeligt nøiagtige, evige Lige for Lige, der er i alt Evigt. O, der er overalt, hvor Kjerlighed er med, noget saa uendeligt Dybsindigt. Den sande Kjerlige siger: »haab Alt, opgiv intet Menneske, thi at opgive ham, det er at opgive Din Kjerlighed til ham – hvis Du nemlig ikke opgiver den, saa haaber Du; men opgiver Du Din Kjerlighed til ham, da ophører Du selv at være den Kjerlige.« See, vi tale i Almindelighed paa en anden Maade, paa en herskesyg og ukjerlig Maade om vort Forhold til Kjerligheden i os, som var man selv Herre og Selvhersker over sin Kjerlighed i samme Forstand, som man er det over sine Penge. Naar En siger, »jeg har opgivet min Kjerlighed til dette Menneske«, saa tænker han, at det er dette Menneske, der taber, dette Menneske, som var Gjenstand for hans Kjerlighed; den Talende mener selv at beholde sin Kjerlighed, i samme Forstand som naar En, der har understøttet et andet Menneske med Penge, siger »jeg har ophørt at give ham denne Understøttelse«, saa Giveren nu selv beholder de Penge, som før den Anden fik, han, som er den Tabende; thi Giveren er jo langtfra at tabe ved denne Penge-Forandring . Men saaledes er det ikke med Kjerlighed; maaskee taber Den, der var Gjenstand for Kjerligheden, men han, der har »opgivet sin Kjerlighed til dette Menneske«, han er den Tabende; han mærker det maaskee ikke selv, han mærker maaskee end ikke, at Sproget spotter ham, thi han siger jo »jeg har opgivet min Kjerlighed«. Men har han opgivet sin Kjerlighed, saa er han jo ophørt at være kjerlig. Rigtignok tilføier han min Kjerlighed »til dette Menneske,« men dette hjælper ikke, paa den Maade lader det sig uden Tab for En selv gjøre med Penge, men ikke med Kjerlighed. Det Tillægsord »kjerlig« tilkommer mig ikke, naar jeg har opgivet min Kjerlighed til »dette Menneske«, ak, uagtet jeg maaskee endog indbildte mig, at han var Den, som tabte. Og saaledes ogsaa med det, at fortvivle over et andet Menneske, det er selv at være fortvivlet. Ja, den er lidt sinkende, denne Betragtning; det gaaer desto værre saa let og saa nemt med at fortvivle over et andet Menneske – og saa formeentligen at være sikker paa sig selv, fuld af Haab for sig selv; og just de Mennesker, som selvbehageligen ere allersikkrest for deres Vedkommende, dem gaaer det gjerne allerraskest for med at fortvivle over Andre. Men hvor let det end gaaer, saa lader det sig dog virkeligen ikke gjøre – undtagen i Tankeløshed, hvilken rigtignok gaaer lettest for mange Mennesker. Nei, her er atter Evighedens Lige for Lige, det at fortvivle over et andet Menneske, er selv at være fortvivlet. Thi den Kjerlige haaber Alt. Og det er sandt, hvad den Kjerlige siger, at der, efter hvad han kan forstaae, endnu i det sidste Øieblik er det Godes Mulighed, selv for den meest Fortabte, altsaa endnu Haab. Det er sandt og det vil være sandt for Enhver i hans Forhold til andre Mennesker, dersom han vil holde sin Indbildningskraft i Ro, uforstyrret og uomtaaget af ukjerlige Lidenskaber, med det evige Sigte paa det Eviges Gjenskin i Muligheden. Naar derfor et Menneske ikke kan forstaae, hvad den Kjerlige forstaaer, saa maa det være, fordi han ikke er den Kjerlige; det maa være, fordi der er Noget, som hindrer ham i at holde Muligheden reen (thi holdes Muligheden reen, saa er Alt muligt), medens han kjerligt vælger det Godes Mulighed eller haaber for det andet Menneske; det maa være, fordi der er Noget, som tynger og giver ham en Tilbøielighed til at forvente det andet Menneskes Forknyttelse , Undergang, Fortabelse. Dette Tyngende er det verdslige og saaledes det ukjerlige Sinds jordiske Lidenskaber; thi Verdslighed er i sig tung, svær, dorsk, treven, mismodig, forstemt, og kan ikke indlade sig med det Mulige, mindst med det Godes Mulighed, hverken for sin egen eller for en Andens Skyld. – Der er en Kløgt , som, næsten stolt deraf, mener at have et særdeles grundigt Kjendskab til Tilværelsens lurvede Side, at Alt dog ender i Usselhed: hvor skulde den, endnu i det sidste Øieblik kjerligt kunne haabe for et andet Menneske, den, som allerede tidlig paa Dagen begynder at forvente og være forberedt paa hans Undergang! – Der er Vrede og Forbittrelse, selv om den ikke faaer et Mord paa sin Samvittighed, den opgiver dog haabløst den Forhadte, altsaa den tager Muligheden fra ham; men er dette ikke aandeligt at slaae ham ihjel, aandeligt at styrte ham i Afgrunden – forsaavidt det staaer til Vreden og Forbittrelsen! – Der er et ondt Øie , hvor skulde et ondt Øie kjerligt kunne faae Øie paa det Godes Mulighed! – Der er Misundelse, den er hurtig til at opgive et Menneske, og dog, den opgiver ham jo egentligen ikke, som slap den ham, nei, den er tidlig paafærde, for at hjælpe med ved hans Undergang. Og er denne først vis, da iler Misundelsen hjem i sin skumle Afkrog og kalder ad sin end afskyeligere Slægtning, der hedder Skadefryd, at de kunne fryde sig med hinanden – til deres egen Skade. – Der er en feig frygtagtig Smaalighed, som ikke har havt Mod til at haabe Noget for sig selv, hvor skulde den haabe det Godes Mulighed for Andre; dertil er den for smaalig, og for meget i Slægtskab med Misundelsen. – Der er et verdsligt, forfængeligt Sind, som da vilde tage sin Død for Skam og Blussel , hvis det skulde opleve at tage feil, at blive til Nar, at blive latterlig (den forfærdeligste af alle Rædsler!) ved at have haabet for et andet Menneske, hvad der ikke skete. Saa sikkrer dette verdslige forfængelige Sind sig ved itide Intet at haabe, og finder det kjerligt at haabe Alt saa uendeligt taabeligt og uendeligt latterligt. Men deri feiler dog Verdens Forfængelighed, thi hvad der er taabeligt er aldrig uendeligt; det var jo netop Dens Trøst, som, medens han levede, maatte døie nok af Verdens Taabelighed, at han bestandigt kunde sige: uendelig er den dog ikke, nei Gud være lovet, den faaer Ende. Ei heller har Erfaringen Ret i, at det er det Klogeste ikke at haabe Alt for et andet Menneske – dog, det forstaaer sig, Erfaringen har Ret, ellers maatte den lære om, og lære, hvor daarligt det er at elske Andre for sin egen Fordeels Skyld; og kun forsaavidt man gjør det er det uklogt at haabe Alt. Men naar alt Dette, denne Kløgt, denne Vrede og Forbittrelse, denne Misundelse, Skadefryd, denne feige, frygtagtige Smaalighed, dette verdslige forfængelige Sind, naar alt Dette eller Noget deraf er i et Menneske, og i samme Grad som det er der, saa er Kjerligheden ikke, og i samme Grad mindre i ham. Men er der mindre Kjerlighed i ham, saa er der ogsaa mindre Evigt i ham; men er der mindre Evigt i ham, saa er der ogsaa mindre Mulighed, mindre Sands for Mulighed (thi Mulighed fremkommer jo derved, at det Evige berører i Tiden det Evige i Mennesket, men er der intet Evigt i dette Menneske, saa bliver det Eviges Berøring forgjeves, der bliver ingen Mulighed); men er der mindre Mulighed, saa er der ogsaa mindre Haab, just fordi og ligesom der er mindre Kjerlighed, der kjerligt kunde haabe det Godes Mulighed. Men den Kjerlige haaber Alt; ingen Vanens Dvaskhed, ingen Forstandens Smaalighed, ingen Kløgtens Spidsfindighed, ingen Erfaringens Talstørrelser, ingen Aarenes Trevenhed, ingen onde Lidenskabers Bitterhed fordærve ham hans Haab eller forfalske ham Muligheden; hver Morgen, ja hvert Øieblik fornyer han sit Haab og forfrisker Muligheden, medens Kjerligheden bliver og han i den . Selv om den Kjerlige ikke formaaede at gjøre det mindste Andet for Andre, slet ingen anden Gave formaaede at bringe: han bringer dog den bedste Gave, han bringer Haabet. Der hvor Alt synes saa haabfuldt og er saa rigt paa Forventning for den lovende Yngling, der bringer dog Kjerligheden den bedste Gave, Haabet; men ogsaa der, hvor Menneskene allerede for længe siden mene at have holdt ud indtil det Yderste, ogsaa der haaber Kjerligheden indtil det Yderste, ja, indtil den »yderste Dag« , thi først der er Haabet forbi. Har Du seet en Læge gaae omkring mellem de Syge, saa har Du vel lagt Mærke til, at den bedste Gave han bringer, bedre end alle Lægemidler, og end al hans Omsorg, er, naar han bringer Haab, naar der siges »Lægen haaber«. Dog en Læge har kun med det Timelige at gjøre, derfor maa det jo atter og atter skee, at det Øieblik kommer, da det vilde være usandt af ham at negte, at han har opgivet den Syge, at Sygdommen er til Døden . Men den Kjerlige – hvilken Glæde for den Kjerlige, at han altid tør haabe; hvilken Glæde for ham, at Evigheden indestaaer ham for, at der altid er Haab. Thi ikke haaber den Kjerlige, den sande Kjerlige, fordi Evigheden indestaaer ham derfor, men han haaber, fordi han er den Kjerlige, og han takker Evigheden, at han tør haabe. Og saaledes bringer han altid den bedste Gave, bedre end Lykønskningen til den høieste Lykke, bedre end al menneskelig Hjælp for den største Ulykke, thi Haabet, det Godes Mulighed, er Evighedens Hjælp. Da alle Ulykker kom over Slægten, blev dog Haabet tilbage . Deri er Hedenskabet og Christendommen enige, kun er Forskjellen den, og en uendelig, at Christendommen har en uendelig ringere Forestilling om alle disse Ulykker, og en uendelig saligere Forestilling om Haabet. Men Haabet, som blev tilbage, blev kun tilbage hos den Kjerlige. Dersom Kjerlighed ikke var til, var Haabet heller ikke til, det vilde blive liggende som et Brev, der venter paa, at det skal afhentes; hvis Kjerlighed ikke var, vilde det være med Haabet, som med et Brev, hvis Indhold var, ja det var saligt, men man havde Ingen, til at bringe Brevet bort . Da paatog Kjerligheden, der dog er større end Haabet, sig det som sin Tjeneste og sin Gjerning at bringe Haabet. Dog er der ikke noget Dunkelt, noget uklart i hele denne Overveielse, saa man ikke ret kan blive klog paa, hvilken Gjenstanden er, thi »Kjerlighed haaber Alt« kan jo betyde, at den Kjerlige for sig haaber Alt, og det kan betyde, at den Kjerlige kjerligt haaber Alt for Andre? Men dette er jo Eet og det Samme, og denne Dunkelhed er netop det Eviges Klarhed, hvis Nogen ganske forstaaer, at det ganske er Eet og det Samme. Naar kun Kjerlighed haaber Alt (og Paulus siger ikke, at Haabet haaber Alt , men at Kjerlighed haaber Alt, just fordi, som han siger, Kjerlighed er større end Haab), saa følger jo deraf (af at det er Kjerlighed, og af hvad Kjerlighed er), at den Kjerlige haaber Alt for Andre, da jo hans Kjerlighed betinger hans Haab for sig selv. Kun jordisk Forstand, og dens Klarhed er dog vel ikke at anprise , kun jordisk Forstand, som hverken forstaaer sig paa hvad Kjerlighed eller hvad Haab er, mener, at det er to ganske forskjellige Ting, at haabe for sig selv og at haabe for Andre, samt at Kjerlighed igjen er en tredie Ting for sig selv. Den jordiske Forstand mener, at man meget godt kan haabe for sig selv, uden at haabe for Andre; og at man da ikke behøver Kjerlighed for at haabe for sig selv, medens man vel behøver Kjerlighed for at haabe for Andre, for de Elskede; men hvorfor skulde man haabe for Andre end disse. Den jordiske Forstand mærker ikke, at Kjerligheden ingenlunde er et Tredie for sig selv, men er Mellembestemmelsen: uden Kjerlighed intet Haab for En selv, med Kjerlighed Haab for alle Andre; i samme Grad, som man haaber for sig, i samme Grad haaber man for Andre; thi i samme Grad er man kjerlig. Salig den Kjerlige, han haaber Alt; endnu i det sidste Øieblik haaber han det Godes Mulighed for den meest Fortabte. Det har den Kjerlige lært af Evigheden, men kun fordi han var den Kjerlige kunde han lære af Evigheden, og kun fordi han var den Kjerlige kunde han lære dette af Evigheden. Vee Den, som i Forhold til et andet Menneske opgav Haabet og Haabet om Haabet og Muligheden, vee ham, thi han tabte derved selv Kjerligheden. Kjerlighed haaber Alt – og bliver dog aldrig til Skamme. Vi tale i Forhold til Haab og Forventning om at blive til Skamme; vi mene da, at En bliver til Skamme, naar hans Haab eller Forventning ikke gaaer i Opfyldelse. Hvori skal nu Skammen ligge? Vel deri, at Ens beregnende Klogskab ikke har regnet rigtigt, at det (til Ens Skam) bliver aabenbart , at man uforstandigt har forregnet sig. Men Herre Gud, den Skam var da ikke saa farlig; det er dog vel nok ogsaa egentligen kun saa i Verdens Øine, hvis Begreb om Ære og Skam man imidlertid ikke skal sætte Ære i at tilegne sig. Thi det, Verden beundrer meest og ene giver Æren, er Klogskab, eller at handle klogt; men det at handle klogt er just det Foragteligste af Alt. Om et Menneske er klog, kan han i en vis Forstand ikke selv gjøre for; at han udvikler sin Klogskab, skal han heller ikke skamme sig ved; men vel desto mere ved at handle klogt. Og vist er det (hvad især gjøres fornødent at sige i disse kloge Tider, hvor Klogskab egentligen er bleven Det, som skal ved Christendommens Hjælp overvindes, ligesom engang Raahed og Vildhed), dersom Menneskene ikke lære at foragte det, at handle klogt, lige saa dybt, som man foragter det, at stjæle, at sige falsk Vidnesbyrd : saa afskaffer man tilsidst ganske det Evige, og dermed Alt, hvad der er helligt og Ære værd – thi det, at handle klogt, er just med sit hele Liv at aflægge falskt Vidnesbyrd mod det Evige, er just at stjæle sin Tilværelse fra Gud. Thi det at handle klogt er Halvhed , hvorved man unegteligt kommer videst i Verden, vinder Verdens Goder og Fordele, Verdens Ære, fordi Verden og Verdens Fordeel er, evigt forstaaet, Halvhed. Men heller aldrig har hverken det Evige, eller den hellige Skrift lært noget Menneske at stræbe efter at komme vidt eller videst i Verden, tvertimod advarer den, ikke at komme for vidt i Verden, for om muligt at bevare sig reen fra Verdens Besmittelse . Men er Forholdet dette, saa synes det ikke anpriseligt at tragte efter at komme videst eller vidt i Verden. Skal der da med Sandhed tales om at blive til Skamme i Forhold til Haab og Forventning, saa maa Skammen ligge dybere, ligge i hvad man haaber, saa man altsaa væsentligen er lige meget til Skamme, enten Ens Haab gaaer i Opfyldelse eller ikke; Forskjellen vil da kun være, at det, naar Haabet ikke gaaer i Opfyldelse, maaskee paa Ens Forbittrelse og Fortvivlelse bliver aabenbart, hvor fast man hang ved Det, man havde Skam af at haabe. Var Haabet blevet opfyldt, da var dette maaskee ikke blevet aabenbart, men Skammen var dog væsentligen bleven den samme. Dog dersom man haaber Noget, som man har Skam af at haabe, ligegyldigt enten det gaaer i Opfyldelse eller ikke, saa haaber man egentligen ikke. Det er en Misbrug af det ædle Ord »Haab« at bringe det i Forbindelse med noget Saadant, thi det at haabe forholder sig væsent ligen og evigt til det Gode – men saa kan man jo aldrig blive til Skamme ved at haabe. Man kan (for et Øieblik at benytte den usande Sprogbrug) blive til Skamme ved at haabe een eller anden jordisk Fordeel – naar den saa udebliver. Men Skammen er egentligen ikke det, at den ikke kom, at Ens Haab ikke gik i Opfyldelse, Skammen er, hvis det nu, paa Grund af den skuffede Forventning, viser sig, hvor vigtig en saadan jordisk Fordeel var En. Dette er derfor heller ei at haabe, det er at ønske, begjere, forvente – og derfor kan man blive til Skamme. – Man kan blive til Skamme, ved at opgive Haabet om et andet Menneske – naar det nu viser sig, at han dog frelstes, eller maaskee endog, at det var vor Indbildning med hans Undergang. Her er man da virkelig til Skamme, fordi det i sig selv er en Vanære, at opgive et andet Menneske, ligegyldigt hvilket saa Udfaldet bliver. – Man kan blive til Skamme ved at haabe Ondt over et Menneske – naar det viser sig, at Alt vender sig for ham til det Gode. Den Hævngjerrige siger stundom, at han haaber til Gud, at Hævnen nok skal ramme den Forhadte. Men sandeligen, dette er ikke at haabe, det er at hade; det er frækt, at kalde det et Haab; Gudsbespottelse, at ville gjøre Gud til sin Medarbeider i at hade. Den Hævngjerrige bliver derfor ikke til Skamme, fordi det ikke skeer, som han ventede, men han er og var til Skamme, ligegyldigt hvad der saa end skeer. Men den Kjerlige haaber Alt, og bliver dog aldrig til Skamme. Skriften taler om et Haab, som ikke skal beskæmmes . Derved tænker den nærmest paa det Haab, som angaaer den Haabende selv, hans Haab om Syndernes Forladelse, og engang at vorde salig, hans Haab om en salig Forening med hvad Døden eller Livet skilte fra ham. Og kun i Forhold til dette Haab, som er Haabet, kunde der da være Tale om at blive til Skamme; thi sandeligen dette Haab havde man ikke i og for sig Skam af at have, men tvertimod Ære, og altsaa kunde det synes, at Skammen kom, hvis Haabet ikke opfyldtes. Saa overeensstemmende med sig selv er den hellige Skrifts Sprogbrug; den kalder ikke allehaande Forventning, Forventningen af det Mangfoldige, Haab, den kjender kun eet Haab, Haabet, det Godes Mulighed, og om dette Haab, det eneste, der kunde blive til Skamme, fordi det, at have det, er en Ære, siger Skriften, at det ikke skal beskæmmes. Dog naar den Kjerliges Haab er for et andet Menneske, var det da ikke muligt, at den Kjerlige kunde blive til Skamme – naar dette Haab ikke opfyldtes? Er det ikke muligt, at et Menneske for evigt kunde fortabes? Men hvis nu den Kjerlige havde haabet Alt, haabet det Godes Mulighed for dette Menneske, saa blev han jo til Skamme ved sit Haab. Hvorledes! Dersom den forlorne Søn var død i sine Synder, og altsaa med Skam lagt i Graven – og Faderen, som endnu i det sidste Øieblik haabede Alt, stod hos: stod han da til Skamme? Jeg troede, at det var Sønnen, som havde Skammen, Sønnen, der gjorde Faderen Skam – men saa maa jo Faderen have Æren, thi det er umuligt at gjøre Den Skam, som selv er til Skamme. Ak, den bekymrede Fader tænker vel mindst paa Æren; men sandeligen han stod dog med Æren! Hvis der paa hiin Side Graven ingen Frelse var for den forlorne Søn, hvis han var for evigt fortabt – og Faderen, der, saa længe han levede, var vedbleven at haabe Alt, endnu i sin Dødsstund haabede Alt: stod han da i Evigheden til Skamme? I Evigheden! Nei, Evigheden har jo Evighedens Forestilling om Ære og Skam; Evigheden forstaaer end ikke, den udsondrer fra sig som det Vanærende, den Kløgt, der blot vil tale om, hvorvidt nu Ens Forventning gik i Opfyldelse, men slet ikke betænke, hvilken da Forventningen var. I Evigheden skal Enhver nødsages til at forstaae, at det ikke er Udfaldet, som bestemmer Æren eller Skammen, men Forventningen i sig selv. I Evigheden skal derfor netop den Ukjerlige, som dog maaskee fik Ret i hvad han smaaligt, misundeligt, hadefuldt forventede om et andet Menneske, han skal staae til Skamme – uagtet hans Forventning jo gik i Opfyldelse. Men Æren tilhører den Kjerlige. Og der skal i Evigheden ingen travl Snakken høres om, at han dog tog Feil – det var maaskee ogsaa at tage Feil, at vorde salig. Nei, i Evigheden er der kun een Feiltagelse: at vorde, med samt sine opfyldte smaalige, misundelige, hadefulde Forventninger, udelukket fra Saligheden. Og i Evigheden skal ingen Spot saare den Kjerlige, at han var taabelig nok til at gjøre sig latterlig, ved at haabe Alt; thi i Evigheden høres ikke Spotterens Raab, endnu mindre end i Graven, fordi i Evigheden kun høres salige Røster . Og i Evigheden skal ingen Misundelse røre ved Ærens Krands , som den Kjerlige bærer med Æren, nei, saa langt rækker Misundelse ikke, hvor langt den end ellers rækker, den rækker ikke fra Helvede til Paradiis .