II. Kjerlighed troer Alt – og bliver dog aldrig bedragen II. Kjerlighed troer Alt – og bliver dog aldrig bedragen II Kjerlighed troer Alt – og bliver dog aldrig bedragen 1 Cor. XIII, 7 . Kjerlighed troer Alt . » Saa bliver da Tro, Haab, Kjerlighed , disse tre; men størst iblandt disse er Kjerligheden«, der jo ogsaa derfor er Alts Grund, er før Alt og bliver, naar alt Andet er afskaffet. Kjerlighed er altsaa »størst« iblandt »disse«; men Den, der i Fuldkommenhedens Forstand (og hvad Fuldkomnere gives der vel at sammenlignes med end Tro og Haab) er den største, maa ogsaa kunne paatage sig, hvis jeg saa tør sige, de Underordnedes Forretning og gjøre den end fuldkomnere. Verdsligt kan vel stundom En være den Fornemste, uden i Fuldkommenhedens Forstand at være den Største, men dette er netop det Verdsliges Ufuldkommenhed. I Sandhed gjælder det, at den Største maa kunne gjøre hvad de Mindre kunne; og det gjælder i Sandhed om Kjerlighed, at den kan paatage sig Troens og Haabets Gjerning, og gjøre den end fuldkomnere. Dette ville vi nu betænke, idet vi overveie Kjerlighed troer Alt – og bliver dog aldrig bedragen. Vi ville først overveie, hvorledes det er at forstaae, at Kjerlighed troer Alt, og dernæst, hvorledes den Kjerlige, just ved at troe Alt, kan være sikkret mod ethvert Bedrag; thi sandeligen, ikke Enhver, som troer Alt, er derfor den Kjerlige, og ikke Enhver, som troer Alt, er derfor sikkret mod ethvert Bedrag – end ikke Troen, hvis den vil troe Alt. Og kunde det end synes, at det, at være sikkret mod ethvert Bedrag, er et Gode for Kjerligheden, en Fordeel den har, saa denne Betragtning altsaa egentligen ikke egnede sig som Gjenstand for Overveielse i et Skrift om Kjerlighedens Gjerninger: da er det dog ikke saa. Det at være sikkret mod ethvert Bedrag er en Gjerning, er en Opgave, aldeles eenstydig med det at troe Alt, saa man ubetinget ligesaa godt kan sige, at Kjerlighed troer Alt, som, at den aldrig bliver bedragen, da det er Eet og det Samme; det er ikke som ellers, at det at handle er Eet og Klogskaben, som passer paa, at man ikke bliver bedragen, et Andet. Det er ei heller i Klogskabens Forstand, at Kjerligheden aldrig bedrages; thi at elske saaledes, at man aldrig bliver bedragen, er i Klogskabens Forstand og Sprog det Dummeste og det Taabeligste man kan gjøre, ja det er Klogskaben til Forargelse – og derpaa ret kjendeligt som væsentligen tilhørende Christendommen. Kjerlighed troer Alt. – Letsindighed, Uerfarenhed, Troskyldighed troer Alt, hvad der siges; Forfængelighed, Indbildskhed, Selvtilfredshed alt det Smigrende der siges; Misundelse, Skadefryd, Fordærvethed alt det Onde, der siges; Mistroiskhed troer slet Intet; Erfaring skal lære, at man gjør klogest i ikke at troe Alt: men Kjerlighed troer Alt. Altsaa Mistroiskhed troer slet Intet, den gjør lige det Modsatte af hvad Kjerlighed gjør. I Almindelighed er nu vistnok Mistroiskhed ikke vel anseet blandt Menneskene; men deraf følger dog endnu ingenlunde, hverken, at man ganske er enig med sig selv om ubetinget at afskye al Mistroiskhed, eller, at man ganske er enig med sig selv om, ubetinget at anprise Kjerligheden, der troer Alt. Man danner maaskee snarere, besynderligt nok, en Overeenskomst, altsaa en splidagtig Over eenskomst mellem Mistroiskhed, der – lidt kjerlig dog troer Noget, og Kjerlighed, der – lidt mistroisk dog har een og anden Mistanke. Ja, dersom man ret vilde foredrage Mistroiskhedens skarpsindige Hemmelighed, i overnaturlig Størrelse iføre den Kløgtens, Underfundighedens , Snildhedens blendende Skin, da skulde den vel endog friste Mange; der skulde maaskee være Den, som kløgtigt lod os forstaae, at det var just hvad han havde opdaget – stolt af sin Opdagelse. Og i Modsætning hertil skulde vel Kjerligheden, der troer Alt, som det saa ofte hænder det Gode, tage sig meget fattigt ud, saa Mangen ikke engang turde være bekjendt at tilstaae, at han kunde ønske at være saa eenfoldig. Hvilken er nemlig Mistroiskhedens skarpsindige Hemmelighed? Den er en Misbrug af Viden, en Misbrug, som uden videre, i eet Aandedrag vil knytte sit ergo til hvad der som Viden er ganske sandt, og først bliver noget ganske Andet, naar der, bagvendt, troes i Kraft deraf, hvilket er lige saa umuligt som bagvendt, thi man troer ikke i Kraft af Viden. Det, Mistroiskheden siger eller foredrager, er egentligen blot Viden; Hemmeligheden og Falskheden ligger i, at den nu uden videre omsætter denne Viden i en Troen, ladende som Ingenting, ladende som var det Noget, der end ikke behøvede at bemærkes, »da jo Enhver, som har samme Viden, nødvendigviis maa slutte paa samme Maade«, som var det altsaa evigt vist og ganske afgjort, at, naar Viden er givet, saa er det ogsaa givet, hvorledes man slutter. Bedraget er, at Mistroiskheden fra Viden (thi Skinnet og Falskheden er, at det er i Kraft af Viden) – i Kraft af Vantroen, som er i den Mistroiske, slutter, antager, troer, hvad den slutter, antager, troer, medens man fra samme Viden, i Kraft af Troen, kan slutte, antage, troe lige det Modsatte. Mistroiskheden siger: »Bedraget strækker ubetinget lige saa vidt som det Sande, Falskhed ubetinget lige saa vidt som Ærlighed, der er intet ubetinget Kjende paa det Sande eller paa den Ærlige, den Oprigtige. Saaledes ogsaa i Forhold til Kjerlighed; Hyklerie og List og Snedighed og Forførelse strække i at bedrage ubetinget lige saa langt som Kjerlighed strækker, kan ligne den sande Kjerlighed saa skuffende , at der intet ubetinget Kjende er, fordi der med hver det Sandes eller her med hver den sande Kjerligheds Yttring bliver Muligheden af et Bedrag til, som svarer ganske til denne.« Og saaledes er det ogsaa, saaledes skal det være. Just fordi Tilværelsen skal prøve »Dig«, prøve »Din« Kjerlighed, eller om der er Kjerlighed i Dig, just derfor sætter den Dig ved Forstandens Hjælp det Sande og Bedraget i de hinanden modsatte Muligheders Ligevægt, at det, idet »Du« nu dømmer, det er , idet Du nu i at dømme vælger, maa blive aabenbart, hvad der boer i Dig . Ak, Mangen mener, at Dommen er Noget, der forestaaer paa hiin Side Graven, og saaledes er det ogsaa; men man glemmer, at Dommen ligger langt nærmere, at den i hvert Øieblik foregaaer, fordi Tilværelsen i hvert Øieblik, Du lever, dømmer Dig, da det at leve er at dømme sig selv, at blive aabenbar. Just derfor maa Tilværelsen være saaledes indrettet, at Du ikke ved Hjælp af en Videns Tilforladelighed skulker Dig fra at aabenbare Dig selv i at dømme eller i, hvorledes Du dømmer. Naar da Bedraget og det Sande er sat i hinanden modsatte Muligheders Ligevægt, saa er Afgjørelsen den: om der nu i Dig er Mistroiskhed eller Kjerlighed. Thi see, En siger »selv hvad der viser sig som den reneste Følelse kunde dog være et Bedrag« – nu ja, det er muligt, det skal være muligt: » ergo vælger jeg Mistroiskhed, eller Intet at troe«, det er, han gjør sin Mistroiskhed aabenbar. Lad os vende Slutningen om »Sandhed og Falskhed strække ubetinget lige langt, altsaa kan det være muligt, at selv hvad der viser sig som den nedrigste Adfærd kunde være reen Kjerlighed« – nu ja, det er muligt, det skal være muligt: ergo vælger den Kjerlige at troe Alt, det er, han gjør sin Kjerlighed aabenbar. En Fortumlet mener rigtignok, at Tilværelsen er et temmelig plumret Element: o, ikke Havet er saa gjennemsigtigt! Kan derfor Nogen bevise, at man slet Intet skal troe paa Grund af Bedragets Mulighed, saa kan jeg bevise, at man skal troe Alt – paa Grund af Bedragets Mulighed. Mener Nogen, at man ikke skal troe end ikke det bedste Menneske, thi det var dog muligt, at han var en Bedrager, saa gjælder jo ogsaa det Omvendte, at selv det sletteste Menneske kan Du tiltroe det Gode, thi det var dog muligt, at hans Slethed var en Tilsyneladelse . Kjerlighed er lige Modsætningen til Mistroiskhed, og dog er den indviet i den samme Viden; i Viden ere de, om man saa vil, ikke til at skjelne fra hinanden (Viden er jo netop det i uendelig Forstand Ligegyldige ); kun i Slutningen og Afgjørelsen, i Troen (at troe Alt, og Intet at troe) ere de hinanden lige modsatte. Naar Kjerlighed nemlig troer Alt, da er det ingenlunde i samme Forstand som Letsindighed, Uerfarenhed, Troskyldighed, der paa Grund af Uvidenhed og Ukyndighed troer Alt. Nei, Kjerlighed er vidende trods Nogen , vidende om Alt, hvad Mistroiskheden veed, dog uden at være mistroisk, vidende om, hvad Erfaringen veed, men tillige vidende, at hvad man kalder Erfaring egentlig er hiin Blanding af Mistroiskhed og Kjerlighed. »Hvor meget Skjult kan der dog ikke boe i et Menneske, eller hvor meget kan der dog ikke boe skjult; hvor opfindsom i at skjule sig og i at bedrage eller i at unddrage sig Andre er ikke den skjulte Inderlighed, der helst ønskede, at man end ikke anede den var til, undselig frygtende for at blive seet, og frygtende det som Døden, at blive ganske aabenbar! Er det ikke saaledes, at aldrig det ene Menneske ganske forstaaer det andet; men forstaaer han ham ikke ganske, saa bliver det jo bestandigt muligt, at det meest Utvivlsomme dog kunde have en ganske anden Forklaring, og som vel at mærke var den sande, da jo en Antagelse meget godt kan forklare en stor Mængde Tilfælde og dermed bekræfte sin Sandhed, og dog vise sig at være usand, saasnart det Tilfælde kommer, den ikke kan forklare – og det var jo muligt, at dette Tilfælde eller denne lille nærmere Bestemmelse kunde komme endnu i det sidste Øieblik. Derfor er det og , at alle rolige og i aandelig Forstand lidenskabsløse Iagttagere, som dog vel fortrinligt skulde forstaae sig paa at trænge forskende og gjennemskuende ind i det Indre, at just disse dømme saa uendeligt forsigtigt, eller helst reent lade det fare, fordi de, berigede ved Iagttagelse, have en udviklet Forestilling om hiin det Skjultes gaadefulde Verden, og fordi de som Iagttagere have lært at herske over deres Lidenskaber. Kun overfladiske, fremfusende, lidenskabelige Mennesker, som ikke kjende sig selv og naturligviis paa Grund deraf heller ikke vide af, at de ikke kjende Andre, dømme rask væk. Aldrig saaledes den Indsigtsfulde, den Vidende. Et ungt, uerfarent Menneske, der maaskee aldrig før har siddet paa en Hest, springer frisk væk op paa den første den bedste; men den kæmpestærke og dog saa øvede Beridder – Du skal see, hvor nøie han betragter den ham fremmede Hest han første Gang skal bestige, hvor tvivlsomt og forsigtigt han gaaer tilværks, hvorledes han neppe engang drister sig til at bestige den, men først lader den løbe i en Line, for at udforske dens Sind; og paa den anden Side, hvor længe han vedbliver at prøve, længe, længe efter, at den Uerfarne har opgivet det. Thi den Uerfarne, som slet ingen Hest kjender, han mener »den ene Hest er som den anden – ergo kjender jeg dem alle«; kun Beridderen har en udviklet Forestilling om, hvilken stor Forskjel der kan være, hvorledes man paa den forskjelligste og meest modsatte Maade kan tage Feil af en Hest, og hvor tvivlsomme alle Kjendetegn ere, fordi hver Hest dog er noget Forskjelligt for sig. Og nu Forskjellen mellem Menneske og Menneske! Hvor uendelig! Dersom det ikke var saaledes, saa var Mennesket nedværdiget ; thi Menneskets Fortrin for Dyret er ikke blot , hvad man oftest nævner, det Almene-Menneskelige, men tillige, hvad man oftest glemmer, at hver Enkelt er indenfor Slægten det væsentligen Forskjellige eller Eiendommelige. Og dette Fortrin er ret egentligen det menneskelige Fortrin, det første For trin er Slægtens Fortrin for Dyre-Arterne. Ja, dersom det ikke var saaledes, at det ene Menneske, ærlig, oprigtig, agtværdig, gudfrygtig, kan gjøre under de samme Omstændigheder lige det Modsatte af hvad et andet Menneske gjør, som dog ogsaa er ærlig, oprigtig, agtværdig, gudfrygtig: saa var Guds-Forholdet ikke væsentligen til, ikke til i sin dybeste Betydning. Dersom man med ubetinget Sandhed kunde dømme ethvert Menneske efter en almindelig given Maalestok, saa var Guds-Forholdet væsentligen afskaffet, saa var Alt vendt ud efter, fuldendende sig hedensk i Stats- eller Samfunds-Livet , saa var det at leve blevet meget for let, men ogsaa saare tomt, saa var ikke den Anstrengelse ei heller den Selvfordybelse hverken mulig eller nødvendig, som just i den uendelige Misforstaaelses vanskeligste Sammenstød udvikler Guds-Forholdet i et Menneske.« Kan Du nu sige mig, hvo der har sagt dette? Nei, det er en Umulighed; det er aldeles tvetydigt; det meest mistroiske og det kjerligste Menneske kan, i Egenskab af Vidende, lige godt have sagt det. Intet Menneske har sagt det, det er umenneskeligt sagt, det er en Medlyden , som først bliver menneskelig Tale i den forskjelliggjørende Personlighedens Beaandelse , som udtaler det ved at lægge Stemme til. Det er Viden, og Viden er som saadan upersonlig og skal meddeles upersonligt. Viden sætter Alt i Mulighed, og er forsaavidt udenfor Tilværelsens Virkelighed i Mulighed; først med ergo, med Troen begynder den Enkelte sit Liv. Men de Fleste mærke slet ikke, at de paa een eller anden Maade, hvert Minut de leve, leve i Kraft af et ergo, af en Troen – saa skjødesløst leve de. I Viden er der ingen Afgjørelse; Afgjørelsen, Personligheds-Bestemmetheden og Bestemtheden er først i ergo, i Troen. Viden er Tvetydens uendelige Kunst eller den uendelige Tvetyden, den er i sit Høieste just at sætte hinanden modsatte Muligheder i Ligevægt. At kunne gjøre dette er at være vidende, og kun Den, der veed at meddele hinanden modsatte Muligheder i Ligevægt, kun han meddeler Viden. At meddele Afgjørelse i Viden eller Viden i Afgjørelse er Bagvendthed, som rigtignok i disse Tider er bleven – ja, Bagvendthed er og bliver den, men i disse Tider er den bleven det ægte-dybe den dybe Tænknings ægte Dybsind. Viden er ikke Mistroiskhed; thi Viden er uendelig ligelig , er den uendelige Lige-Gyldighed i Ligevægt; Viden er ei heller Kjerlighed, thi Viden er uendelig ligelig, er den uendelige Lige-Gyldighed i Ligevægt; Viden er heller ei Besmittelse, da den er den uendelige Lige-Gyldighed. Den Mistroiske og den Kjerlige har Viden tilfælles, og hverken er den Mistroiske ved denne Viden den Mistroiske, ei heller den Kjerlige ved denne Viden den Kjerlige. Men naar saa Viden i et Menneske har sat de hinanden modsatte Muligheder i Ligevægt, og han skal til eller vil dømme: da viser det sig, i hvad han saa derpaa troer, hvo han er, om han er mistroisk eller kjerlig. Kun meget forvirrede og halv befarne Mennesker mene at dømme et andet Menneske i Kraft af Viden. Dette kommer deraf, at de ikke engang vide, hvad Viden er, at de aldrig hverken have givet sig Tid og Flid til at udvikle den uendelige, ligelige Sands for Muligheder, eller til med den uendelige Tvetydens Kunst at opfatte Muligheder og faae dem i Ligevægt, eller til at grunde i Gjennemsigtighed. I en Art gjærende Tilstand have de dvaskt eller lidenskabeligt Forkjerlighed for en vis Art af Mulighed; lidt af den er nok, saa dømme de, og kalde det at dømme i Kraft af Viden, og mene, selvtilfredse ved saaledes at – troe – i Kraft af Viden (lutter Modsigelse), at være sikkrede mod at feile – hvad der skal være forbeholdt Troen (en ny Modsigelse). Det er ganske almindeligt at høre Menneskene yttre en stor Frygt for at tage Feil i at dømme; men naar Du nøiere hører efter, hvad der siges, ak, da er det saa ofte en sørgelig Misforstaaelse med denne – alvorsfulde Frygt. See, hiin ædle eenfoldige Vise i Oldtiden , han blev hvad han blev – ja, det var ikke noget Stort, hverken stor Pengemand eller høitstaaende Statstjener i denne den bedste Verden ; forarmet, udleet, bespottet, anklaget, fordømt, blev han den ædle eenfoldige Vise, dog den Sjeldne, nok noget nær den Eneste , der virkeligen gjorde Forskjel mellem hvad han forstod og hvad han ikke forstod, og det blev han, just fordi han »meest af Alt frygtede for at være i en Vildfarelse« . Mon virkeligen denne Ophøiethed, denne Ophøiethedens Ligevægt er hvad Menneskene tænke paa, naar de frygte for at tage Feil i at dømme? Maaskee. Men det var jo dog nok ogsaa muligt, at Frygten stundom er noget eensidig. Vi Mennesker have en naturlig Frygt for at tage feil – ved at troe for godt om et Menneske. Den Vildfarelse derimod at troe for ondt om et andet Men neske, frygtes maaskee ikke, eller dog ikke i Forhold til den første. Men saa frygte vi jo ikke meest af Alt at være i en Vildfarelse, saa ere vi tvertimod i en Vildfarelse, ved at have en eensidig Frygt for en vis Art Vildfarelse. Det krænker Forfængeligheden og Stoltheden at troe eller have troet for godt om den Underfundige , at have været taabelig nok til at troe ham – thi det er en Veddestrid mellem Klogskab og Klogskab. Man harmes paa sig selv, eller man finder dog, at det er (ja saaledes sige vi, og det baader jo kun lidet, eller rettere det er et Bedrag, i det opbyggelige Foredrag at bruge et høitideligere, et fremmedgjørende Udtryk), at det er »saa flaut« at have været til Nar. Men burde det dog ikke forekomme os, mildest talt, lige saa flaut, at have troet det Onde, eller mistroisk Intet at have troet, hvor det Gode var! Mon det ikke engang i Evigheden vil blive mere – end »flaut«; thi lad os kun bruge det i Verden ideligt brugte Ord, det tager sig saa godt ud i Forbindelse med Evigheden! Men her i Verden er det ikke »flaut«, at troe ondt om et godt Menneske, det er jo en Overlegenhed, hvorved man bliver det Gode paa en nem Maade quit, men »flaut« at troe godt om et ondt Menneske, derfor sikkrer man sig – da man saa meget frygter at være i en Vildfarelse. Den Kjerlige derimod frygter i Sandhed for at være i Vildfarelse, derfor troer han Alt. Verden frister paa mange Maader, blandt Andet ogsaa ved at give det Udseende af, at det skulde være saa indskrænket, saa taabeligt: kjerligt at troe Alt. Men dette er en Misforstaaelse. Man slaaer en Streg over Kjerligheden (ak, istedenfor at understrege den!), og saa lægger man Eftertrykket paa det Taabelige: at troe Alt; istedenfor at hele Eftertrykket ligger paa, at det er »Kjerligheden«, som troer Alt. Sandeligen, det er ikke Viden, som besmitter et Menneske, o langtfra, Viden er som den blotte Gjennemsigtighed, netop da fuldkomnest og renest, just som Vandets Fuldkommenhed er ikke at smage af Noget. Retfærdighedens Tjener er ikke besmittet, fordi han, bedre end Forbryderen, veed Beskeed om alle Rænker. Nei, Viden besmitter ikke et Menneske, det er Mistroisk heden, som besmitter et Menneskes Viden, ligesom Kjerlighed luttrer den. I Forhold til det at dømme et andet Menneske fører Viden i sit Høieste til de hinanden modsatte Muligheders Ligevægt – derpaa kommer Forskjellen tilsyne, i hvad der nu sluttes. Thi Skriften advarer mod at dømme, og tilføier, »at I ikke igjen skulle dømmes« , saa det dog seer ud, som kunde man stundom dømme uden at blive dømt igjen. Men dette er ikke Tilfældet. I samme Minut Du dømmer et andet Menneske, eller bedømmer et andet Menneske, dømmer Du Dig selv; thi det at dømme en Anden er i sidste Grund blot at dømme sig selv, eller selv at blive aabenbar. Du mærker det maaskee ikke, det undgaaer Din Opmærksomhed, hvor alvorlig Tilværelsen er, hvorledes den ved at vise Dig alle disse mange Mennesker ligesom foranlediger Dig til at dømme, saa Du endogsaa priser Dig lykkelig, at Du er blandt hine – uden Fortjeneste lykkeligt Begunstigede, som ere Ingenting, og derfor i al Sorgløshed have den beqvemme Opgave at dømme Andre – og saa er det Tilværelsen, der er høflig eller streng nok til ikke at ansee Dig for Ingenting, saa er det Tilværelsen, der dømmer Dig. Hvor gridsk kan ikke et Menneske være efter at dømme – dersom han vidste, hvad det er at dømme: hvor langsom vilde han blive! Hvor begjerligt kan han opfange blot den mindste Smule, for at faae Leilighed til at dømme – det er Leilighed til at fange sig selv. Ved Viden kommer Du kun til Ligevægten, netop naar Kunsten øves fuldendt; men Slutningen vender tilbage i den Dømmendes Væsen og gjør det aabenbart – at han er den Kjerlige, thi han slutter: ergo troer jeg Alt. Mistroiskheden derimod har (naturligviis ikke ved sin Viden, der er den uendelige Lige-Gyldighed, men ved sig selv, ved sin Vantroe ) Forkjerlighed for det Onde. Det slet Intet at troe er lige Grændsen , der begynder at troe Ondt; det Gode er nemlig Troens Gjenstand, og derfor er Den, som slet Intet troer, begyndt paa at troe Ondt. Det slet Intet at troe er Begyndelsen til at være ond, thi det viser, at man intet Godt har i sig, da Troen just er det Gode i Mennesket, som ikke kommer med den megen Viden, ei heller behøver at mangle, fordi Viden er ringe. Mistroiskheden kan ikke holde Viden i Ligevægt, den besmitter sin Viden, og nærmer sig derfor til Misundelse, Skadefryd, Fordærvethed, som troer alt Ondt. Men hvad om nu Den, som var saa ivrig til at dømme, til at udøse sin Harme, sin mægtige eller afmægtige Forbittrelse over en Anden, uden dog ret at kjende, hvorom han dømte, hvad om nu han i Evigheden opdager og nødsages at tilstaae, at den Dømte ikke blot var til at undskylde, men at han var det ædleste, det uegennyttigste, det høimodigste Menneske. Man har sagt, at vi vist engang i Evigheden (ak, forhaabende, at vi ikke selv blive udelukkede) med Forundring ville savne Een og Anden, som vi saa bestemt havde ventet at finde der; men mon man ikke ogsaa med Forundring vil see Een og Anden der, som man frisk væk havde udelukket, og see, at han var saa langt bedre end man selv, ikke som var han senere bleven det, men just i Forhold til Det, som bestemte den Fordømmende til at udelukke ham. Men den Kjerlige troer Alt. Med Forundringens salige Glæde vil han engang see, at han dog havde Ret; og feilede han ved at troe for godt – det at troe Godt er i sig selv en Salighed. Det kjerligt at troe Godt er dog vel ingen Feil, men saa feiler man altsaa heller ikke derved. Det mistroisk slet Intet at troe (hvad der er ganske forskjelligt fra Viden om de hinanden modsatte Muligheders Ligevægt) og det kjerligt at troe Alt er saaledes ikke en Erkjendelse, ei heller en Erkjendelses-Slutning, men et Valg, som indtræder just naar Viden har sat de hinanden modsatte Muligheder i Ligevægt; og i dette Valg, der rigtignok er i Skikkelse af en Dom over Andre, bliver den Dømmende aabenbar. Det, at Letsindighed, Uerfarenhed, Troskyldighed troer Alt, er en Erkjendelse, det er en taabelig Erkjendelse; det kjerligt at troe Alt er et Valg i Kraft af Kjerlighed. Istedenfor, som Mistroiskheden gjør, at bruge sin Skarpsindighed for at betrygge sig i Intet at troe, bruger Kjerligheden sin Skarpsindighed for at opdage det Samme, at Bedraget og Sandheden ubetinget strække lige langt, og nu slutter den – i Kraft af Troen, den har i sig selv: ergo troer jeg Alt. Kjerlighed troer Alt – og bliver dog aldrig bedragen. Forunderligt! Slet Intet at troe for aldrig at blive bedragen, det synes at lade sig høre; thi hvorledes skulde man kunne bedrage Den, som slet Intet troer! Men at troe Alt og derved ligesom kaste sig hen , et Bytte for alle Bedrag og alle Bedragere, og dog just derved at sikkre sig uendeligt mod ethvert Bedrag: det er besynderligt. Og dog, mon man, selv om man ikke bedrages af Andre, dog ikke bedrages, forfærdeligst bedrages, rigtignok af sig selv, ved slet Intet at troe, bedrages for det Høieste, for Hengivelsens, Kjerlighedens Salighed! Nei, der er kun een Vei til at sikkre sig mod aldrig at blive bedragen, det er kjerligt at troe Alt. Lad os tale saaledes: kan et Menneske bedrage Gud? Nei, i Forhold til Gud kan et Menneske kun bedrage sig selv; thi Guds-Forholdet er saaledes det høieste Gode, at Den, som bedrager Gud, forfærdeligst bedrager sig selv. Eller lad os tage et Forhold mellem Menneske og Menneske? Menneske. Kan et Barn bedrage sine Forældre? Nei, Barnet bedrager sig selv; det er blot en Tilsyneladelse (altsaa et Bedrag), en Kortsynethedens Skuffelse , at det for Barnet og for Den, som ikke har bedre Forstand end Barnet, seer ud, som var det Barnet, der bedrog Forældrene, ak, medens det stakkels Barn væsentligen bedrager sig selv. Man maa fornuftigviis antage, at Forældre i Forhold til Barnet have en saadan Overlegenhed i Viisdom og Indsigt, og derfor ogsaa en saadan Overlegenhed i sand Kjerlighed til Barnet, som kun daarligt forstaaer at elske sig selv, at det at bedrage Forældrene vilde være den største Ulykke, der kunde hænde Barnet, den største Ulykke, hvis det ikke var dets egen Skyld. Men saa er det jo – i Sandhed – ikke Forældrene, som ere bedragne, det er tvertimod Barnet, og det er en Tilsyneladelse (et Bedrag), at Barnet bedrog Forældrene; i barnagtig og daarlig Forstand er det saa , at Barnet bedrog Forældrene, men altsaa er det jo ikke sandt, da det kun er sandt i »barnagtig og daarlig Forstand«. Paa den anden Side, vilde det ikke være et ynkeligt, et modbydeligt Syn at see en Fader eller Moder, som, i Forhold til Barnet, ikke havde den sande, alvorsfulde, bekymrede Forestilling om Overlegenhed, grundet i med evigt Ansvar i Sandhed at ville Barnets Bedste – vilde det ikke være ynkeligt og modbydeligt at see en Fader eller Moder, som derfor kunde synke ned i usømmeligt Kjævl med Barnet, blive for sin egen Skyld pirret og forbittret, fordi Faderen eller Moderen barnagtigt havde den daarlige Mening, at det var Barnet, som bedrog dem! Et saadant Forhold mellem Forældre og Barn er jo dog usømmeligt, ja næsten afsindigt, som, hvis det at slaae Barnet skulde betyde at slaaes med Barnet, og saaledes, med Tilsidesættelse af al Værdighed, Ophøiethed, myndig Overlegenhed, slet og ret blot bevise, at Faderen eller Moderen var i legemlig Forstand den Stærkeste. Altsaa, den sande Overlegenhed kan aldrig bedrages, dersom den bliver sig selv tro. Men den sande Kjerlighed er i Forhold til Alt, hvad der ikke er Kjerlighed, altsaa i Forhold til ethvert Bedrag, ubetinget den Overlegne: følgelig kan den aldrig blive bedragen, naar den, ved at troe Alt, bliver sig selv tro, eller vedbliver at være den sande Kjerlighed. Dette er vistnok saare let at indsee; Vanskeligheden er derfor en anden, at der er en lavere Forestillingskreds, som end ingen Anelse har om den sande Kjerlighed, om Kjerligheden i og for sig, og om dennes Salighed i sig selv; Vanskeligheden er, at en stor Mangfoldighed af Sandsebedrag vil holde Mennesket nede i den lavere Forestillingskreds, hvor Bedraget og det at bedrages betyder lige det Modsatte af hvad det betyder i den uendelige Forestilling om Kjerlighed. I denne betyder det at bedrages ene og alene at lade være at elske, at lade sig henrive til at opgive Kjerligheden i og for sig og derved forlise dens Salighed i sig selv. Thi i uendelig Forstand er kun eet Bedrag muligt, Selvbedraget; uendeligt behøver man ikke at frygte dem, som kunne slaae Legemet ihjel ; at blive ihjelslaaet er, uendeligt, ingen Fare, ei heller den Art Bedrag, Verden taler om, nogen Fare. Og dette er atter ikke vanskeligt at forstaae. Det Vanskelige er at fuldkomme Opgaven, at erhverve den sande Forestilling om Kjerlighed, eller rigtigere, at vorde den sande Kjerlige; thi han værger sig just, ved at troe Alt, mod Sandsebedraget, kæmper for at bevare sig i den sande Kjerlighed. Men Sandsebedraget vil bestandigt paanøde sig , omtrent lige som det Sandsebedrag, der mener, at Solen bevæger sig, uagtet man dog veed, at det er Jorden. Der er en lavere Opfattelse af Kjerlighed, altsaa en lavere Kjerlighed, som ingen Forestilling har om Kjerlighed i og for sig. Denne betragter det at elske som en Fordring (Gjenkjerlighed er Fordringen), og det at blive elsket (Gjenkjerligheden) som et jordisk Gode, som timelig – ak, og dog som den høieste Lyksalighed. Ja, naar saa er, maa rigtignok Bedraget kunne spille Mesteren , aldeles som i Penge-Verdenen. Man giver sine Penge ud for at kjøbe een eller anden Beqvemmelighed; man har givet Pengene, men man fik ikke Beqvemmeligheden: ja, saa er man narret. Man gjør Kjerlighedens Omsætning ; man giver sin Kjerlighed hen, for at bytte, men man fik ikke Gjenkjerligheden i Bytte: ja, saa er man bedragen. Bedraget skal altsaa bestaae i, at Bedrageren vandt den Bedragnes Kjerlighed, saa denne maaskee end ikke kan lade være at elske ham, fordi han endog var i den Grad kjerlig – at han kun kunde elske eet eneste Menneske, og dette eneste Menneske var Bedrageren. Det er ikke denne Overveielses Agt at negte, at den Kjerlige blev bedragen, ei heller, at Bedrageren var, ja, at han var en ussel Bedrager; men det er dens Agt at negte, at denne Kjerlige var den sande Kjerlige. Thi Den, der er – saa overordentlig kjerlig, at han kun kan elske eet Menneske, han er ikke den sande Kjerlige, men en Forelsket, og en Forelsket er en Selvkjerlig, som tidligere er blevet viist . Men at man kan bedrage en Selvkjerlig, har Talen aldrig villet benegte. Der er her som overalt noget saare Dybsindigt i Tilværelsen. Man hører stundom denne høirøstede Klage over at være bleven bedragen i Kjerlighed. Anklageren vil just bevise, hvilken sjelden Kjerlig han selv er, og da derved igjen, hvor usædvanlig lumpen Bedrageren er og var, og dette beviser han ved om sig selv at forsikkre, at han kun kan og kunde elske eet Menneske. Han mærker ikke, at jo heftigere denne Anklage bliver, desto mere bliver den en Selvanklage, som angiver ham selv at have været og være en Selvkjerlig, som derfor ganske rigtigt kun kunde elske Een (thi den sande Kjerlige elsker Alle og uden at fordre Gjenkjerlighed), og derfor ganske rigtigt kunde blive bedragen, hvad den sande Kjerlige ikke kan. Dette vil sige: Enhver, der væsentligen og afgjørende paastaaer, at han i Kjerlighed er bleven saaledes bedragen, at han har tabt det Bedste, end sige Alt, han angiver derved sig selv at være en Selvkjerlig; thi det Bedste er Kjerligheden i og for sig, og den kan man altid beholde, hvis man vil være den sande Kjerlige. Enhver derfor, som kun vil have den lavere, Bedragets, Forestilling om hvad Kjerlighed er, han passe vel paa , at han ikke bliver bedragen, han lære af Pengemændene eller af dem, som gjøre Vare-Omsætninger, hvilke Forsigtighedsmidler der bruges mod Bedragere. Ak, og trods alle disse Forsigtighedsmidler, ja selv om det lykkedes ham ved disse at sikkre sig mod ethvert Bedrag: han og alle Ligesindede ere dog væsentligen bedragne ved at have deres Liv i den Verden, som er Bedraget, i den Verden, hvor alle ere væsentligen Bedragne, hvad enten nu den Ene sukker mod den anden over at være bleven bedragen, eller den Anden brouter af ikke at være bleven bedragen. Forskjellen er ikke større end hvis i en Daarekiste den ene Sindssvage vilde bilde sig noget ind af ikke at være sindssvag paa samme Maade som den Anden, medens de dog alle væsentligen vare Sindssvage. Den lavere Forestilling og Sandsebedraget, som i dennes Ærinde og Tjeneste besøger Menneskene, er Fristelsen; Vanskeligheden er just handlende at værge sig mod den; thi det er let nok i en stille Time at indsee, at den sande Kjerlige, som troer Alt, ikke kan bedrages. »Men det er dog saa flaut at blive bedragen.« Hvis Du selv var den sande Kjerlige, som troer Alt, saa vilde Du dog vel let indsee, at det er en Umulighed, indsee, at Du ikke var bedragen. Men er der da noget flaut i at vide med sig selv, at man ikke er bedragen? Nei. »Men det er dog saa flaut, at det maa synes Andre saaledes.« See, her er Sandsebedraget. At vide med sig selv og med Sandheden, at man ikke er bedragen, og dog finde det flaut, at det synes som var man bleven bedragen, hvad kalder man det? Det kalder man Forfængelighed, eller hvad her er det Samme, det kalder man: dog ikke ganske at være den sande Kjerlige. Ak, og kunde Forfængeligheden faae Magt over den sande Kjerlige, saa var han rigtignok bedragen, thi saa drager den ham ud af Kjerligheden ned i den lave, Smaalighedens og Kjævleriets Verden, hvor man narrer og narres, forfængelig af at kunne narre, flau ved at narres, og derfor forfængelig af at kunne undgaae det. – Naar vi see den sande Kjerlige blive bedragen af den Listige, den Rænkefulde, Hykleren, saa oprøres vi, og stundom hvorfor, fordi vi ikke i det Udvortes see Straffen og Gjengjeldelsen, altsaa fordi vi forlange at see Ufuldkommenhedens og Udvorteshedens Sandsen tilfredsstillende Skuespil, hvor Gjengjeldelsen er i det Udvortes, altsaa fordi vi synke ned i den lavere Forestillingskreds, altsaa fordi vi dorsk og tankeløst glemme, at den sande Kjerlige kan man ikke bedrage. Vi have Ret i at raabe Vee over Den, som leder en Blind vild; det er ganske i sin Orden, at vi fordre, her at see Straffen i det Udvortes; thi en Blind kan man bedrage, det at være blind sikkrer ikke mod ethvert Bedrag; men den sande Kjerlige, som troer Alt, kan man ikke bedrage. Vide kan nemlig i en vis Forstand den Kjerlige meget godt, om Nogen bedrager ham, men ved ikke at ville troe det, eller ved at troe Alt bevarer han sig i Kjerligheden, og er saaledes ikke bedragen – saa man altsaa her seer et Exempel paa, hvor taabeligt det er, hvor uforstandig den Travlhed, som mener, at det at vide er høiere end det at troe; thi det, som just sikkrer den Kjerlige, der i en vis Forstand veed, at han bliver bedragen, mod at blive bedragen, er at troe Alt. Den sande Kjerlige, som troer Alt, kan man ikke bedrage, thi at bedrage ham er at bedrage sig selv. Hvad er nemlig det høieste Gode og den største Salighed? Dog vel det, i Sandhed at elske; næst dette , i Sandhed at blive elsket. Men saa er det jo umuligt at bedrage den Kjerlige, som just ved at troe Alt bliver i Kjerligheden. Dersom det var muligt at bedrage En saaledes i Forhold til Penge, at den saakaldte Bedragne beholdt sine Penge: var han saa bedragen? Men dette er jo just her Tilfældet. Bedrageren bliver en Foragtelig ved sit Forsøg, og den Kjerlige bevarer sig i Kjerligheden, bliver i Kjerligheden altsaa i Besiddelse af det høieste Gode og den største Salighed, altsaa dog vel ikke bedragen! Bedrageren derimod bedrager sig selv. Han elsker ikke, og derved har han allerede bedraget sig selv for det høieste Gode og den største Salighed. Næst herefter kommer det at blive elsket af Den, der elsker i Sandhed – ellers kunde jo det at blive elsket vorde En til stor Ulykke. Atter dette er Bedrageren igjen ifærd med at bedrage sig selv for, forsaavidt han forhindrer sig i at have den sande Gavn deraf, og forsaavidt det skulde lykkes ham, naar hans Bedrag formeentligen opdagedes, at forspilde det andet Menneskes Kjerlighed, gjøre den Kjerlige ulykkelig ved at han ophørte i Sandhed at elske – istedenfor ved at troe Alt at blive i Kjerligheden, sikkret mod Bedraget. Lad det engang skee for vore Øine, at det ret kan blive tydeligt, hvor ynkelig Bedrageren tager sig ud i Forholdet til den sande Kjerlige – thi der tales meget om Forførere og Forførelser , om Bedrag og Bedragere, men saa sjeldent taler man om eller fremstiller man den sande Kjerlige. Altsaa jeg tænker mig en Listig, en Rænkefuld, en Hykler; jeg gjør mig en Fornøielse af at udstyre ham, der er indviet i alle Bedragets Hemmeligheder, med alle forføreriske Gaver. Hvad vil han nu? Han vil bedrage den Kjerlige, han vil (thi saa megen Forstand har han trods sin Fordærvethed, at han indseer, hvor stort et Gode det er at blive elsket) ved sin List see at blive elsket. Men hvortil alle disse Ophævelser , dette aldeles overflødige Forraad af List og Rænker? Det er den sande Kjerlige, han vil bedrage; men den sande Kjerlige elsker Alle, saa Bedrageren jo langt simplere kan opnaae det at blive elsket. Ja, var det en Forelsket (en Selvkjerlig), Talen var om, da var der dog i det mindste Mening i Bedraget, thi den Forelskede kan kun elske een Eneste, og nu gjaldt det altsaa om, hvis det var muligt, ved Listens og Underfundighedens bedragerske Konst at blive denne Eneste. Men i Forholdet til den sande Kjerlige er Bedraget lige fra Begyndelsen meningsløst, Bedrageren lige fra Begyndelsen bragt i den ynkeligste Belysning. Nu videre. Det lykkes naturligviis altsaa at blive elsket, naturligviis – ja Bedrageren mener og maa naturligviis mene, at dette skyldes hans List, hans Rænker og Konst; stakkels Bedragne, han mærker ikke, at det er den sande Kjerlige han har med at gjøre, der elsker ham, fordi den sande Kjerlige elsker Alle. I hvilken Meningsløshed er nu Bedragerens Ynkelighed fangen, ikke som mislykkedes Bedraget, o, nei den Straf er meget for ringe, nei Bedraget lykkes og Bedrageren er stolt af sit Bedrag! Men hvori ligger da Bedraget, hvad er det for et Bedrag han taler om? Naturligviis skal Bedraget ligge deri, at han, medens den Kjerlige elsker ham, foruden at nyde dette Gode at blive elsket, tillige koldt og stolt og spottende nyder den Selvtilfredshed ikke at elske igjen. Det undgaaer ham naturligviis ganske (thi hvor skulde en Bedrager falde paa , at den sande Kjerlighed var til!), at han har med den sande Kjerlige at gjøre, som elsker uden at gjøre nogen Fordring paa Gjenkjerlighed, ja just sætter Kjerligheden og dens Salighed i ikke at forlange Gjenkjerlighed. Bedrageren har altsaa listigt faaet den Kjerlige til at elske ham – men det er jo netop hvad den Kjerlige saa uendeligt gjerne vil; Bedrageren har formeentligen narret ham ved ikke at elske igjen – men den sande Kjerlige anseer jo netop at fordre Gjenkjerlighed for en Besmittelse, en Nedværdigelse , og det at elske uden Gjenkjerlighedens Løn for den høieste Salighed. Hvo er saa den Bedragne; hvad er det for et Bedrag der tales om; Bedrageren taler jo i Taaget og veed ikke selv hvad han siger, ligesom hiin Mand, af hvem vi Alle lee, hiin Mand, der laae i Grøften, og dog meente, at han reed . At bedrage paa den Maade er det ikke ligesom, hvis man vilde kalde det at stjæle: at stikke Penge til en Mand! Den sande Kjerlige er bleven rigere; thi for Hver mere han faaer at elske, og for hver Gang mere han giver sin Kjerlighed ud med Afkald paa Gjenkjerlighed, bliver han rigere. Eller er den sande Kjerlige bedragen, hvis det forbliver skjult, hvilken uværdig Gjenstand for Kjerlighed Bedrageren er? Det at elske er jo det høieste Gode, men saa kan kun den Kjerlighed, som fordrer Gjenkjerlighed, altsaa den usande Kjerlighed, være bedragen ved at forblive uvidende om, at Gjenstanden er uværdig. Eller er den sande Kjerlige bedragen, hvis det bliver aabenbart, hvilken uværdig Gjenstand Bedrageren er og var? Det at elske er jo det høieste Gode og den største Salighed. See, Den som i Pengesager, for selv at faae Penge, henvender sig til en Mand han havde stolet paa, og om hvem han havde troet, at han havde Penge: han er narret, hvis Manden saa er uvederhæftig og ingen Penge har. Men Den, som vil give sine Penge bort og ikke paa fjerneste Maade ønsker eller forlanger at faae dem igjen, han er dog vel ikke narret – fordi Modtageren ingen Penge har. Men den listige Bedrager, han bevæger sig i Underfundighedens smidigste og meest indsmigrende Bøininger , han mærker ikke, hvor klodderagtigt han bærer sig ad. Han mener at være den Overlegne, han smiler selvtilfreds ind i sig selv (ak, som hvis Du saae den Sindssvages selvtilfredse Smiil, der baade er til at lee og til at græde over); han aner ikke, at den Kjerlige er den uendeligt Overlegne. Forblin det er Bedrageren, han mærker end ikke sin rædsomme Afmagt: hans Bedrag lykkes – og han gjør en Velgjerning; hans Bedrag lykkes – og han gjør den sande Kjerlige endnu rigere; hans Bedrag lykkes ham, det lykkes ham – og dog er han selv netop den Bedragne. Stakkels Bedragne, selv denne Vei til Frelse er ham afskaaren, at hans Bedrag mislykkes! Dersom en Sindssvag vil overbevise en Forstandig om sin afsindige Tankes Rigtighed, og det nu i en vis Forstand slaaer til , er dette da ikke det Rædsomste af Alt, er det ikke næsten som en Ubarmhjertighed af Tilværelsen, thi var det mislykkedes, saa kunde dog maaskee den Sindssvage derved være bleven opmærksom paa, at han var Sindssvag; men nu er det skjult for ham, og hans Sinds svaghed vel uhelbredelig. Saaledes med Bedrageren; men det er ikke ubarmhjertigt, det er den retfærdige Straf over ham, at hans Bedrag lykkes – og just derved hans Fortabelse. Men hvad strides der da i Sandhed om mellem Bedrageren og den Kjerlige? Bedrageren vil franarre ham hans Kjerlighed. Dette lader sig ikke gjøre; den sande Kjerlige har just ved ubetinget ikke at fordre den mindste Gjenkjerlighed indtaget en uindtagelig Stilling; at bedrage ham hans Kjerlighed fra lader sig lige saa lidet gjøre som at franarre en Mand de Penge, han som Foræring staaer og giver En. Der strides derfor egentligen om noget Andet, om det skulde kunne være muligt, at Bedrageren (hvad han da ingenlunde tilsigter eller tænker paa) blev Anledningen til den Kjerliges Fald, saa den Kjerlige affaldt fra Kjerligheden og sank ned i Sandsebedragets Verden, i det barnagtige Kjævl med Bedrageren, fordi den Kjerlige opgav Kjerligheden, som elsker uden at fordre Gjenkjerlighed. Men derimod værger just den sande Kjerlige sig ved at troe Alt, altsaa ved at elske Bedrageren. Hvis Bedrageren kunde forstaae dette, han maatte tabe Forstanden. En Forelsket (den Selvkjerlige) mener just da at være bedragen, naar Bedrageren har faaet ham narret til at elske sig, medens han ikke elsker igjen – og den sande Kjerlige mener sig just frelst, naar det, ved at troe Alt, lykkes ham at elske Bedrageren; den Forelskede anseer det for Ulykken, at vedblive at elske Bedrageren, den sande Kjerlige anseer det for Seiren, hvis det blot maa lykkes ham at vedblive at elske Bedrageren. Forunderligt! Bedrageren maa paa sin Viis blive mere og mere indbildsk, at Bedraget lykkes ham saa overordentligt; tilsidst ender det vel med, at han anseer den Kjerlige for et indskrænket sølle Skrog. Og dog er det just ved dette Samme, at den sande Kjerlige er evigt og uendeligt sikkret mod at blive bedragen! Veed Du, m. T. , noget stærkere Udtryk for Overlegenhed end det, at den Overlegne ovenikjøbet seer ud som den Svagere? Thi den Stærkere, der seer ud som den Stærkere, han giver en Maalestok for sin Overlegenhed; men Den, der, skjøndt overlegen, seer ud som den Svagere, han negter Maalestok og Sammen ligning, det er, han er uendeligt overlegen. Har Du i Livet aldrig seet dette den uendelige Overlegenheds Forhold, som rigtignok ikke ligefrem er til at see, thi det Uendelige sees aldrig ligefrem. Tag den i Forstand Andre uendeligt Overlegne, og Du skal see, han seer ud som en eenfoldig Stakkel; kun Den, som mener at have noget mere Forstand end Andre, men ikke er ganske sikker derpaa, eller indskrænket og daarlig nok til at bryste sig af et Sammenlignings-Forhold, han bestræber sig for at see ud som den i Forstand Overlegne. Saaledes med den Kjerlige, som troer Alt. Det kan saa let forvexles med Indskrænkethed, og dog er Viisdommens Dyb i denne Eenfold; det kan saa let forvexles med Svaghed, og dog er Evighedens Kræfter i denne Afmagt; det kan saa let see ud som et stakkels priisgivent Menneske, hvem Enhver kan bedrage, og dog er han den Eneste, der evigt og uendeligt er sikkret mod at bedrages. Men det sees ikke ligefrem, menneskeligt talt ligger Forvexlingen nær nok, især i disse kloge Tider, der ere blevne for kloge til at troe paa Viisdom. Forvexlingen ligger nær nok, thi den Kjerlige, som troer Alt, er ikke ligefrem aabenbar, han er som hine Planter, hvis Forplantelse er i det Skjulte : han aander i Gud , han drager Næring for sin Kjerlighed fra Gud, han styrker sig ved Gud. At han menneskeligt talt bedrages, seer han i en vis Forstand selv; men han veed, at Bedraget og det Sande strække lige vidt, og at det altsaa dog var muligt, at Bedrageren ikke var en Bedrager, og han troer derfor Alt. Dertil har denne Kjerlige Mod, Mod til at troe Alt (sandeligen det høieste Mod!), Mod til at taale Verdens Foragt og Forhaanelse (sandeligen den største Seier, større end nogen, der vandtes i Verden, thi den overvinder Verden ), Mod til at udholde, at Verden finder det saa ubeskriveligt taabeligt, medens den dog ypperligt kan forstaae det, hvoraf han slutter, men ikke hans Slutning, saalidet som den mistroiske Verden kan forstaae Saligheden, hvilken den sande Kjerlige har i sig selv. Dog sæt, at det engang i Evigheden viste sig, at den Kjerlige virkeligen var bleven bedragen. Hvorledes, skulde det virkeligen være fornødent endnu engang at gjentage! Naar det at elske er det høieste Gode og den største Salighed; naar den Kjerlige just ved at troe Alt bliver i Kjerlighedens Salighed: hvor skulde han da, i Tid eller i Evighed, være bedragen! Nei, nei, der er i Tid og i Evighed kun eet Bedrag muligt i Forhold til den sande Kjerlighed, Selvbedraget, eller at opgive Kjerligheden. Den sande Kjerlige vil derfor end ikke kunne forstaae Indvendingen. Ak, men vi andre kunne det destoværre kun altfor let; thi den lavere Forestillingskreds og de jordiske Lidenskabers Pagt med Sandsebedragene er det saa vanskeligt at løsrive sig fra. Netop som man allerbedst har forstaaet det Sande kommer pludseligen det Gamle paa En igjen. Det Uendelige, det Evige, altsaa det Sande er det naturlige Menneske saa fremmed, at det gaaer ham ligesom det gaaer Hunden, der vel kan lære et Øieblik at gaae opreist, men dog bestandigt længes efter at gaae paa Fire. Man kan næsten tvinge et Menneskes Tanke til at maatte indrømme, at, da Bedraget strækker ubetinget lige saa vidt som det Sande, saa kan det ene Menneske ikke virkeligen dømme det andet, men den Dømmende bliver blot selv aabenbar – omtrent som naar En af al sin Magt slaaer til paa en Kraftprøver , og ikke veed af, at det er en Kraftprøver, saa han altsaa mener, at han i Virkeligheden slaaer, medens hans Kraft dog egentligen kun bliver prøvet. Og naar man saa har forstaaet dette, saa kan man dog søge endnu een Udflugt, man kan forholde sig nysgjerrigt til Evigheden, regnende paa , at den saa skal gjøre det aabenbart, om det nu virkeligen var en Bedrager. Men hvad beviser dette? Det beviser, at man hverken er den sande Kjerlige, der har Kjerlighedens Salighed i sig selv, ei heller har den sande Alvors Forestilling om Evigheden. Giver et Menneske efter for denne Indskydelse, saa drager den ham strax ned i Smaalighedens lave Egne, hvor det Sidste og Høieste ikke er Kjerlighedens Salighed i sig selv, men Rethaveriets Kjævl. – Men den sande Kjerlige troer Alt – og bliver dog aldrig bedragen.