I. Kjerlighed opbygger I. Kjerlighed opbygger I Kjerlighed opbygger 1 Cor. VIII, 1 . Men Kjerligheden opbygger . Al menneskelig Tale, selv den hellige Skrifts guddommelige Tale om det Aandelige er væsentligen overført Tale , og dette er ganske i sin, eller i Tingenes og Tilværelsens Orden, da Mennesket, om han end fra Fødselens Øieblik er Aand, dog først senere bliver sig bevidst som Aand, og saaledes sandseligt-sjeleligt har udlevet et vist Afsnit forinden. Men dette første Afsnit skal saa ikke bortkastes, naar Aanden vaagner, lige saa lidet som Aandens Vaagnen forkynder sig paa en sandselig eller sandselig-sjelelig Maade i Modsætning til det Sandselige og Sandselig-Sjelelige. Det første Afsnit bliver netop at overtage af Aanden, og saaledes benyttet, saaledes lagt til Grund, bliver det det Overførte. Det aandelige og det sandselige-sjelelige Menneske sige derfor i en vis Forstand det Samme, og dog er der en uendelig Forskjel, da den Sidste ikke aner det overførte Ords Hemmelighed, medens han dog bruger det samme Ord, men ikke overført. Der er en Verdens Forskjel mellem de Tvende, den ene har gjort Overgangen eller ladet sig føre over paa hiin Side, medens den Anden bliver paa denne Side, og dog er der det Forbindende mellem dem, at begge bruge det samme Ord. Den, i hvem Aanden er vaagnet, han forlader jo derfor ikke den synlige Verden, han er endnu bestandigt, skjøndt sig bevidst som Aand, i Synlighedens Verden og selv sandseligt synlig: saaledes bliver han ogsaa i Sproget, kun at hans Sprog er det overførte; men det overførte Ord er jo ikke et splin ternyt Ord, det er tvertimod det allerede givne Ord. Som Aanden er usynlig, saa er ogsaa dens Sprog en Hemmelighed, og Hemmeligheden stikker just deri , at den bruger de samme Ord som Barnet og den Eenfoldige, men bruger dem overført, hvorved Aanden negter sig at være det Sandselige eller Sandselig-Sjelelige, men ikke negter det paa en sandselig eller sandselig-sjelelig Maade. Forskjellen er ingenlunde en Paafaldenhedens Forskjel. Vi ansee det netop derfor med Rette som et Tegn paa falsk Aandighed , at prunke med Paafaldenhedens Forskjel – hvilket just er Sandselighed, hvorimod Aandens Væsen er det Overførtes stille hviskende Hemmelighed – for Den, som har Øren at høre med . Et af de overførte Udtryk , som den hellige Skrift hyppigst bruger, eller et af de Ord, som den hellige Skrift hyppigst bruger overført er: at opbygge. Og det er allerede – ja det er saa opbyggeligt at see, hvorledes den hellige Skrift ikke trættes ved dette simple Ord, hvorledes den ikke aandrigt eftertragter Afvexling og nye Vendinger, men tvertimod, hvad der er Aandens sande Væsen, fornyer Tanken i det samme Ord. Og det er – ja det er saa opbyggeligt at see, hvorledes Skriften med det simple Ord faaer betegnet det Høieste og paa den inderligste Maade. Det er fast som hiint Bespisningens Mirakel med det lidet Forraad, der dog ved Velsignelsen strakte rigeligen til og efterlod Overflod. Og det er – ja det er opbyggeligt, om det lykkes Nogen, istedenfor at have travlt med at gjøre nye Opdagelser, som travlt skulle fortrænge det Gamle, ved ydmygt at nøies med Skriftordet , ved taknemligt og inderligt at tilegne sig det fra Fædrene Overleverede, at stifte et nyt Bekjendtskab med det – gamle Bekjendte. Som Børn have vi vel alle ofte leget Fremmed : sandeligen, dette er just Alvor, aandeligt forstaaet at kunne vedblive denne i Alvor opbyggelige Spøg, at lege Fremmed med det gamle Bekjendte. At opbygge er et overført Udtryk, dog ville vi nu, med denne Aandens Hemmelighed i Tanken, see, hvad dette Ord betegner i ligefrem Tale. At opbygge er dannet af »at bygge« og Tillægsordet »op«, paa hvilket altsaa Eftertrykket maa ligge. Enhver, der opbygger, han bygger, men ikke Enhver, der bygger, opbygger. Naar saaledes en Mand bygger en Fløi til sit Huus, saa siger man ikke, han opbygger en Fløi, men han bygger til. Dette »op« synes altsaa at angive Retningen i Høiden, Retningen op ad. Dog er dette heller ei Tilfældet. Dersom saaledes en Mand fører en Bygning, der er tredive Alen høi, endnu ti Alen høiere, saa sige vi dog ikke, han opbyggede Huset ti Alen høiere, vi sige han byggede til. Her begynder allerede Ordets Betydning at blive mærkelig ; thi det sees, at det dog heller ikke er Høiden det kommer an paa. Dersom derimod en Mand opførte et, om end nok saa lavt og lille Huus, men fra Grunden af, saa sige vi, han opbyggede et Huus. At opbygge er altsaa fra Grunden af at opføre Noget i Høiden. Dette »op« angiver vistnok Retningen som Høide; men kun naar Høiden tillige omvendt er Dybde, sige vi at opbygge. Deraf kommer det, at hvis en Mand opbygger i Høiden og fra Grunden, men Dybden ikke rigtigen svarer til Høiden, saa sige vi vel, at han opbyggede, men tillige at han opbyggede slet, hvorimod vi ved at »bygge slet« forstaae noget Andet. Eftertrykket kommer saaledes i Forhold til det at opbygge især til at ligge paa: at bygge fra Grunden af. Vel kalde vi ikke det at bygge i Grunden at opbygge, vi sige ikke at opbygge en Brønd; men skal der være Tale om at opbygge, saa maa, ligegyldigt, hvor høi eller hvor lav Bygningen end bliver, Arbeidet være fra Grunden af. Vi kunne derfor sige om En: han begyndte at opbygge et Huus, men han blev ikke færdig. Derimod kunne vi aldrig sige om En, der føiede nok saa meget til Bygningen i Høiden, naar det ikke skete fra Grunden af, at han opbyggede. Hvor underligt ! Dette »op« i Ordet at opbygge angiver Høide, men angiver Høide omvendt som Dybde; thi at opbygge er at bygge fra Grunden af. Derfor siger Skriften ogsaa om den uforstandige Mand, at han »byggede uden Grundvold«; men om den Mand, som hører Ordet til sand Opbyggelse, eller efter Skriftens Ord, Den, som hører Ordet og gjør derefter, om ham siges der, at han er liig et Menneske, der byggede et Huus »og grov dybt« ( Luc. 6, 48 .). Da derfor et Vandløb kom og Stormen stødte an paa dette forsvarligt opbygte Huus, da glædede vi os Alle ved det opbyggelige Syn, at Stormen ikke kunde rokke det. Ak, thi som sagt, med Hensyn til det at opbygge kommer det især an paa at bygge i Grunden. Det er priseligt , at en Mand, førend han begynder, overveier, »hvor høit han kan opføre Taarnet« , men hvis han skal opbygge, da lad ham endeligen passe paa at grave dybt; thi om Taarnet end, hvis det var muligt, hævede sig til Skyerne , dersom det var uden Grundvold, var det egentligen ikke opbygget. At opbygge aldeles uden Grundvold er umuligt, thi det er at bygge i Luften. Derfor siger man sprogligt rigtigt at bygge Luftcasteller , man siger ikke at opbygge Luftcasteller, hvilket vilde være en skjødesløs og forkeert Sprogbrug. Thi selv i Udtrykket for det Intetsigende maa der være en Overeensstemmelse mellem de enkelte Ord, som der ikke er mellem »i Luften« og »at opbygge«, da det første tager Grundvolden bort, og det sidste henholder sig til dette »fra Grunden af«; Sammensætningen vilde derfor være en usand Overdrivelse. Saaledes med det Udtryk at opbygge i ligefrem Tale; nu erindre vi, at det er et overført Udtryk, og gaae da over til denne Overveielses Gjenstand: Kjerlighed opbygger. Men er det at opbygge, aandeligt forstaaet, et saaledes eiendommeligt Tillægsord for Kjerlighed, at det ene og alene tilkommer den? Det kan jo ellers gjælde om et Tillægsord, at der gives flere Gjenstande, som ligeligt, eller om end i forskjellig Grad, dog alle have Adkomst til det ene og samme Tillægsord. Dersom dette er Tilfældet med det at opbygge, saa vilde det være urigtigen saa særligen, som denne Overveielse gjør det, at fremhæve det i Forhold til Kjerlighed, det vilde jo være et Misforstaaelsens Forsøg paa at paadutte Kjerligheden en Anmasselse, som vilde den være ene om eller tilrive sig det, som den deelte med andre – og Kjerlighed er jo just villig til at dele med Andre, da den »aldrig søger sit Eget« ( 1 Cor. 13, 5 .) . Dog er det i Sandhed saa, at det at opbygge er udelukkende eiendommeligt for Kjerlighed; men paa den anden Side, denne Egenskab opbyggelig har igjen den Eiendommelighed, at den kan hengive sig i Alt, være med i Alt – just lige som Kjerlighed. Saaledes seer man, at Kjerligheden i denne sin eiendommelige Egenskab ikke afsondrer sig, ei heller trodser paa nogen Selvstændighed og Forsigværen i Række med Andet, men ganske giver sig hen ; det Eiendommelige er just, at den udelukkende har den Egenskab ganske at give sig hen. Der er Intet, Intet, som jo kan gjøres eller siges saaledes, at det bliver opbyggeligt, men hvad det saa end er, naar det er opbyggeligt, saa er Kjerlighed med. Formaningen lyder derfor, netop hvor den selv indrømmer Vanskeligheden af at give bestemt Regel, »gjører Alt til Opbyggelse« . Den kunde lige saa gjerne lyde »gjø rer Alt i Kjerlighed«, og den havde udtrykt ganske det Samme. Det ene Menneske kan gjøre lige det Modsatte af det andet Menneske, men gjøre de hver det Modsatte – i Kjerlighed, saa bliver det Modsatte opbyggeligt. Der er i Sproget intet Ord, som i og for sig er opbyggeligt, og der er intet Ord i Sproget, som jo kan siges opbyggeligt og blive opbyggeligt, naar Kjerlighed er med. Det er derfor saa saare langtfra (ak det er just ukjerlig og splidagtig Vildfarelse), at det at opbygge skulde være Noget, der er enkelte Begavedes Fortrin, som Kundskab og Digtergave og Skjønhed og andet Saadant, at lige tvertimod ethvert Menneske ved sit Liv og Vandel , ved sin Adfærd i det Daglige, ved sin Omgang med de Jævnlige , ved sit Ord, sin Yttring burde og kunde opbygge, og vilde gjøre det, hvis Kjerligheden ret var i ham . Dette bemærke vi ogsaa selv, thi vi bruge det Ord »opbyggelig« i det videste Omfang; men hvad vi maaskee ikke gjøre os selv Rede for , er, at vi dog kun bruge det, overalt hvor Kjerlighed er med. Men denne er den rette Sprogbrug: at være nøieregnende i ikke at bruge dette Ord uden hvor Kjerlighed er med, og ved denne Begrændsning igjen at gjøre dets Omfang ubegrændseligt, da Alt kan være opbyggeligt i samme Forstand som Kjerlighed kan være med overalt. – Naar vi saaledes see et eenligt Menneske ved priisværdig Tarvelighed sparsomt at komme ud af det med Lidet, saa ære og prise vi ham, vi glædes, vi befæstes i det Gode ved dette Syn, men vi sige egentligen ikke, at det er et opbyggeligt Syn. Naar vi derimod see, hvorledes en Husmoder, som har Mange at sørge for, ved Tarvelighed og viis Sparsommelighed kjerligt veed at lægge Velsignelse i det Lidet, saa der dog bliver nok til Alle : da sige vi, at det er et opbyggeligt Syn. Det Opbyggelige ligger i, at vi paa samme Tid, som vi see Tarveligheden og Sparsommeligheden, hvilke vi ære, see Husmoderens kjerlige Omsorg. Derimod sige vi, at det er et lidet opbyggeligt, et uhyggeligt Syn, at see Den, som paa en Maade hungrer i Overflod , og som dog slet Intet har tilovers for Andre. Vi sige det er et rystende Syn, vi væmmes ved hans Yppighed , vi gyse ved Forestillingen om Nydelsessygens rædsomme Hevn, at hungre i Overflod; men det, at vi forgjeves søge den mindste Yttring af Kjerlighed, bestemmer os , idet vi sige, det er lidet opbyggeligt. – Naar vi see en talrig Familie indkneben i en lille Leilighed, og vi dog see den beboe en hyggelig, venlig, – rummelig Leilighed, saa sige vi, det er et opbyggeligt Syn, fordi vi see den Kjerlighed, der maa være i de Enkelte og i hver Enkelt, da jo een Ukjerlig allerede var nok til at tage hele Pladsen, vi sige det, fordi vi see, at der virkelig bliver Rum, hvor der er Hjerterum . Og derimod er det saa lidet opbyggeligt at see en urolig Aand beboe Palladset uden at finde Hvile i een eneste af de mange Sale, og uden dog at kunne afsee eller undvære det mindste Aflukke. – Ja, hvad kan ikke saaledes være opbyggeligt! At see et Menneske sove skulde man ikke troe kunde være opbyggeligt. Og dog, dersom Du seer Barnet sove ved Moderens Bryst – og Du seer Moderens Kjerlighed, seer, at hun ligesom har ventet paa og nu benytter Øieblikket, medens Barnet sover, til ret at glæde sig ved det, fordi hun neppe tør lade Barnet mærke, hvor usigeligt hun elsker det: saa er det et opbyggeligt Syn. Er Moderens Kjerlighed ikke synlig, søger Du forgjeves i hendes Aasyn og Mine at opdage det mindste Udtryk af Moderkjerlighedens Glæde over eller Omsorg for Barnet, seer Du kun Dorskhed, Ligegyldighed, som er glad ved saa længe at være Barnet qvit: saa er Synet heller ikke opbyggeligt. At see Barnet alene sove er et venligt, et velgjørende, et beroligende Syn, men det er ikke opbyggeligt. Vil Du alligevel kalde det opbyggeligt, saa er det fordi Du dog alligevel seer Kjerligheden tilstede, saa er det fordi Du seer Guds Kjerlighed omsvæve Barnet. – At see den store Kunstner fuldende sit Mesterværk, det er et herligt, et opløftende Syn, men det er ikke opbyggeligt. Sæt, dette Mesterstykke var et Underværk – hvis nu Kunstneren af Kjerlighed til et Menneske slog det i Stykker: saa vilde dette Syn være opbyggeligt. Overalt, hvor det Opbyggelige er, er Kjerlighed, og overalt, hvor Kjerlighed er, er det Opbyggelige. Derfor siger Paulus , at et Menneske uden Kjerlighed, selv om han talte med Menneskers og Engles Tungemaal, dog er som et lydende Malm og en klingende Bjelde. Hvad er vel ogsaa mindre opbyggeligt end en klingende Bjelde! Det Verdslige, hvor herligt og hvor høirøstet det end er, er uden Kjerlighed, og derfor ikke opbyggeligt; det ubetydeligste Ord, den mindste Gjerning med Kjerlighed eller i Kjerlighed er opbyggelig. Derfor opblæser Kundskab . Og dog kan jo Kundskab og Kundskabs Meddelelse ogsaa være opbyggelig; men er den det, er det fordi Kjerlighed er med. At rose sig selv synes lidet opbyggeligt, og dog kan dette jo ogsaa være opbyggeligt; gjør ikke Paulus det stundom , men han gjør det i Kjerlighed, og derfor som han selv siger: »til Opbyggelse «. Det vilde da derfor være den uudtømmeligste Tale af alle Taler, den, om hvad der kan være opbyggeligt, da Alt kan være det, det vilde være den uudtømmeligste Tale, ak, ligesom det er den sørgeligste Klage, der kan føres over Verden: at man seer og hører saa lidet Opbyggeligt. Om det nemlig er sjeldent at see Rigdom, gjør hverken fra eller til, vi ønske jo og helst at see almindelig Velstand. Om det er sjeldent at see et Mesterværk, nu, det gjør da i en vis Forstand hverken fra eller til, og i denne Henseende kunne Menneskene for største Delen selv hverken gjøre fra eller til. Anderledes med det Opbyggelige. Der lever jo i ethvert Øieblik den talløse Mængde af Mennesker, det er muligt, at Alt, hvad ethvert Menneske foretager sig, Alt, hvad ethvert Menneske siger, kan være opbyggeligt: ak, og dog er det saa sjeldent at see eller høre noget Opbyggeligt! Kjerlighed opbygger. Lad os nu betænke hvad der blev udviklet i Indledningen , hvorved vi strax have sikkret os mod, at Talen ikke forvilder sig ved at vælge en uoverkommelig Opgave, forsaavidt Alt kan være opbyggeligt. At opbygge er at opføre Noget fra Grunden af. I den ligefremme Tale om et Huus, en Bygning, veed Enhver, hvad der forstaaes ved Grunden og Grundvolden. Men hvad er nu, aandeligt forstaaet, Aands-Livets Grund og Grundvold, som skal bære Bygningen? Det er just Kjerlighed; Kjerlighed er Alts Ophav, og aandeligt forstaaet er Kjerligheden Aands-Livets dybeste Grund. I ethvert Menneske, i hvem Kjerlighed er, er, aandeligt forstaaet, Grundvolden lagt. Og Bygningen, som, aandeligt forstaaet, skal opføres, er atter Kjerlighed; og det er Kjerlighed, som opbygger. Kjerlighed opbygger og dette er : den bygger Kjerlighed op. Saaledes er Opgaven begrændset; Talen spreder sig ikke i det Enkelte og det Mangfoldige, begynder ikke forvirret paa Noget, som den ganske vilkaarligt etsteds maatte afbryde for dog at faae en Ende, nei den samler sig og Opmærksomheden paa det Væsentlige, paa det Ene og Samme i alt det Mangfoldige, Talen bliver først og sidst om Kjerlighed, just fordi det at opbygge er Kjerlighedens eien dommeligste Bestemmelse. Kjerlighed er Grunden, Kjerlighed er Bygningen, Kjerlighed opbygger. Det at opbygge er at bygge Kjerlighed op, og det er Kjerlighed, der opbygger. Vi tale rigtignok stundom i en almindeligere Forstand om at opbygge, vi tale, i Modsætning til den Fordærvethed, som kun vil nedrive, eller i Modsætning til den Forvir rethed, som kun kan nedrive og adsplitte, om, at den Dygtige opbygger, Den, der veed at styre og lede, Den, som veed tilgavns at undervise i sit Fag, Den, der er Mester i sin Kunst. Enhver saadan opbygger i Modsætning til at nedrive. Men al denne Opbyggelse, i Kundskab, i Indsigt, i Kunstfærdighed, i Retskaffenhed o. s. v. , er dog, forsaavidt den ikke bygger Kjerligheden op, ikke i dybeste Forstand Opbyggelse. Thi, aandeligt, er Kjerlighed Grunden, og at opbygge er jo at opføre fra Grunden af. Naar altsaa Talen er om den Kjerlighedens Gjerning at opbygge, saa maa dette enten betyde, at den Kjerlige nedlægger Kjerligheden i et andet Menneskes Hjerte; eller det maa betyde, at den Kjerlige forudsætter, at Kjerligheden er i det andet Menneskes Hjerte, og just ved denne Forudsætning bygger Kjerligheden i ham op – fra Grunden af, forsaavidt han jo kjerligt forudsætter den i Grunden. Een af Delene maa være det at opbygge. Men mon nu det ene Menneske kan nedlægge Kjerlighed i det andet Menneskes Hjerte? Nei, dette er et overmenneskeligt Forhold, et utænkeligt Forhold mellem Menneske og Menneske, i den Forstand kan menneskelig Kjerlighed ikke opbygge. Det er Gud, Skaberen, som maa nedlægge Kjerlighed i ethvert Menneske, han, der selv er Kjerlighed . Det er jo derfor netop ukjerligt og ingenlunde opbyggeligt, om Nogen anmassende bilder sig ind at ville og at kunne skabe Kjerligheden i det andet Menneske; al travl og vigtig Iver i denne Henseende bygger hverken Kjerligheden op eller er selv opbyggelig. Det første Forhold af at opbygge var da utænkeligt, altsaa maae vi tænke paa det andet Forhold. Saaledes have vi vundet den Forklaring af hvad det er, at Kjerlighed opbygger, ved hvilken vi ville dvæle: den Kjerlige forudsætter, at Kjerligheden er i det andet Menneskes Hjerte, og just ved denne Forudsætning bygger han Kjerligheden i ham op – fra Grunden af, forsaavidt han jo kjerligt forudsætter den i Grunden. Talen kan da ikke være om, hvad den Kjerlige, der vil opbygge, nu skal gjøre for at omskabe det andet Menneske, eller for at tvinge Kjerligheden frem i ham, men den er om, hvorledes den Kjerlige opbyggeligt tvinger sig selv . See, allerede dette er opbyggeligt at betænke, at den Kjerlige opbygger ved at tvinge sig selv. Kun den Ukjerlige indbilder sig at skulle opbygge ved at tvinge den Anden; den Kjerlige forudsætter bestandigt, at Kjerligheden er tilstede, just derved opbygger han. En Bygmester tænker ringe om de Steen og det Gruus, han skal bruge til Bygningen, og en Lærer forudsætter, at Discipelen er uvidende, en Tugtemester forudsætter, at det andet Menneske er fordærvet; men den Kjerlige, som opbygger, han har kun een Fremgangsmaade, at forudsætte Kjerligheden, hvad der yderligere er at gjøre kan bestandigt kun være bestandigt at tvinge sig til at forudsætte Kjerligheden. Saaledes lokker han det Gode frem, han opelsker Kjerligheden, han opbygger. Thi Kjerlighed kan og vil kun behandles paa een Maade, ved at elskes frem; at elske den frem er at opbygge. Men at elske den frem er jo netop at forudsætte, at den er tilstede i Grunden. Det kan derfor friste Mennesket at være Bygmesteren, at være Læreren, at være Tugtemesteren, fordi det synes at være at herske over Andre; men det at opbygge, som Kjerlighed gjør det, kan ikke friste, thi det er netop at være den Tjenende; derfor har kun Kjerlighed Lyst til at opbygge, fordi den er villig til at tjene. – Bygmesteren kan vise paa sit Arbeide, og sige »det er mit Værk«, Læreren paa sin Discipel; men Kjerligheden, der opbygger, har Intet at vise paa, thi dens Arbeiden bestaaer jo just blot i at forudsætte. Atter dette er saa opbyggeligt at betænke. Sæt, det lykkedes den Kjerlige at bygge Kjerligheden op i et andet Menneske, naar da Bygningen staaer der: da staaer den Kjerlige afsides for sig selv, beskæmmet siger han »det har jeg jo bestandigt forudsat«. Ak, den Kjerlige har slet ingen Fortjeneste. Bygningen bliver ikke som et Mindesmærke om Bygmesterens Kunst, eller som Discipelen en Erindring om Lærerens Underviisning; den Kjerlige har jo Intet gjort, han har kun forudsat, at Kjerligheden var i Grunden. Den Kjerlige arbeider saa stille og saa høitideligt, og dog er Evighedens Kræfter i Bevægelse; ydmygt gjør Kjerligheden sig ubemærket netop naar den arbeider meest, ja dens Arbeiden er jo som gjorde den slet Intet. Ak, Travlhed og Verdslighed er dette den største Daarskab: at det i en vis Forstand slet Intet at gjøre skulde være det vanskeligste Arbeide. Og dog er det saaledes. Thi vanskeligere er det at beherske sit Sind end at indtage en Stad , og vanskeligere at opbygge, som Kjerlighed gjør det, end at udføre det meest forbausende Værk. Er det vanskeligt i Forhold til sig selv at beherske sit Sind, hvor vanskeligt da i Forhold til et andet Menneske at tilintetgjøre sig selv ganske, og dog gjøre Alt og lide Alt. Skal det ellers være vanskeligt at begynde uden Forudsætning , sandelig, allervanskeligst er at begynde at opbygge med den Forudsætning, at Kjerligheden er tilstede, og at ende med den samme Forudsætning: saa er jo Ens hele Arbeiden forud gjort som til Intet, idet nemlig Forudsætningen først og sidst er Selvfornegtelse, eller at Bygmesteren er skjult og som Intet. Vi kunne derfor kun sammenligne denne Kjerlighedens Opbyggen med Naturens Arbeiden i det Skjulte. Medens Mennesket sover, sove Naturens Kræfter hverken Nat eller Dag ; Ingen tænker paa, hvorledes de holde ud – medens Alle forlyste sig ved Engens Deilighed og Markens Frugtbarhed. Saaledes bærer Kjerligheden sig ad; den forudsætter, at Kjerligheden er tilstede, som Spiren i Kornet, og lykkes det den da at bringe det til Væxt, saa har Kjerligheden skjult sig, som den var skjult, medens den arbeidede aarle og silde . Dog dette er jo just i Naturen det Opbyggelige: Du seer al denne Herlighed, og da griber det Dig opbyggende, naar Du kommer til at tænke paa det Underlige, at Du slet ikke seer Den, som frembringer det. Dersom Du kunde see Gud med sandselige Øine , dersom han, om jeg saa tør sige, stod ved Siden af og sagde »det er mig, som har frembragt alt Dette«: saa er det Opbyggelige forsvundet. Kjerlighed opbygger ved at forudsætte, at Kjerligheden er tilstede. Saaledes opbygger den ene Kjerlige den anden, og her er det da let nok at forudsætte den, hvor den vitterligt er tilstede. Ak, men imidlertid er Kjerlighed dog aldrig fuldkommen tilstede i noget Menneske, forsaavidt er det jo muligt at gjøre noget Andet end at forudsætte den, at opdage een eller anden Feil og Skrøbelighed ved den. Og naar saa Nogen, ukjerligt, har opdaget dette, saa vil han maaskee, som det hedder, tage det bort, tage Splinten bort , for ret at bygge Kjerligheden op. Men Kjerlighed opbygger. Den, der elsker meget, ham tilgives meget ; men jo fuldkomnere den Kjerlige forudsætter Kjerligheden at være, des fuldkomnere en Kjerlighed elsker han frem. Der er i al Verdens Forhold intet Forhold, hvor der saaledes er Lige for Lige, hvor det, der kommer ud , saa nøiagtigt svarer til hvad der blev forudsat. Man gjøre ingen Indsigelse, man beraabe sig ikke paa Erfaring, thi dette er jo just ukjerligt, vilkaarligt at fastsætte en Dag, hvor det nu skal vise sig, hvad der kom ud. Sligt forstaaer Kjerligheden sig ikke paa, den er evigt forvisset om Forudsætningens Opfyldelse; er dette ikke Tilfældet, saa er Kjerligheden ifærd med at afmattes. Kjerlighed opbygger ved at forudsætte, at Kjerligheden er tilstede i Grunden, derfor opbygger Kjerlighed ogsaa der, hvor, menneskeligt talt, Kjerligheden synes at mangle, og hvor det, menneskeligt forstaaet, synes først og fremmest fornødent at nedrive, sandeligen ikke for Lystens Skyld, men for Frelsens Skyld. Det Modsatte af at opbygge er at nedrive. Denne Modsætning viser sig aldrig tydeligere end naar Talen er om, at Kjerlighed opbygger; thi i hvilkensomhelst anden Forbindelse der tales om at opbygge har det dog den Lighed med det at nedrive, at det er at gjøre Noget ved en Anden. Men naar den Kjerlige opbygger, da er det lige det Modsatte af at nedrive, thi den Kjerlige gjør Noget ved sig selv: han forud sætter, at Kjerligheden er tilstede i det andet Menneske – hvilket dog vel er lige det Modsatte af at gjøre Noget ved det andet Menneske. At nedrive tilfredsstiller kun altfor let det sandselige Menneske; at opbygge i den Forstand, at man gjør Noget ved det andet Menneske, kan ogsaa tilfredsstille den Sandselige; men at opbygge ved at overvinde sig selv, det tilfredsstiller kun Kjerlighed. Og dog er dette den eneste Maade at opbygge paa. Men i den velmeente Ivren for at nedrive og opbygge, glemmer man, at tilsidst dog intet Menneske formaaer at lægge Kjerlighedens Grund i det andet Menneske. See, her viser det sig just, hvor vanskelig den Bygnings-Kunst er, som Kjerligheden øver, og som findes beskreven i hiint priste Sted hos Apostelen Paulus ( 1 Cor. 13 ) ; thi hvad der siges om Kjerlighed er just nærmere Bestemmelser af, hvorledes den bærer sig ad med at opbygge. »Kjerlighed er langmodig« , derved opbygger den; thi Langmodighed er jo just Udholdenhed i at forudsætte, at Kjerligheden dog er i Grunden. Den, som dømmer, selv om dette skete langsomt , Den, som dømmer det andet Menneske at mangle Kjerlighed, han tager Grundvolden bort – han kan ikke opbygge; men Kjerligheden opbygger ved Langmodighed. Derfor »bærer den ikke Nid« eiheller »Nag« , thi Nid og Nag negte Kjerligheden i det andet Menneske og fortære derved, hvis det var muligt, Grundvolden. Kjerligheden, som opbygger, bærer derimod det andet Menneskes Misforstaaelse, hans Utaknemlighed, hans Vrede – det er allerede nok at bære paa, hvor skulde saa Kjerligheden tillige kunne bære Nid og Nag! Saaledes fordeles det i Verden: Den, som bærer Nid og Nag, han bærer igjen ikke det andet Menneskes Byrder , men den Kjerlige, som ikke bærer Nid og Nag, han bærer Byrderne. Hver bærer sin Byrde, den Nidske og den Kjerlige, de blive i en vis Forstand begge Martyrer, thi som en from Mand har sagt: ogsaa den Nidske er en Martyr – men Djævelens . »Kjerlighed søger ikke sit Eget« , derfor opbygger den. Thi Den, som søger sit Eget, han maa jo skaffe alt Andet tilside, han maa rive ned for at faae Plads for sit Eget, som han vil opbygge. Men Kjerlighed forudsætter, at Kjerligheden er tilstede i Grunden, derfor opbygger den. »Den glæder sig ikke over Uretfærdighed« , men Den, som vil nedrive, eller dog vil blive sig selv vigtig ved den Mening, at det er nødvendigt at rive ned, han maa jo siges at glæde sig ved Uretfærdighed – ellers var der jo ikke Noget at nedrive. Kjerlighed derimod glæder sig ved at forudsætte, at Kjerligheden er tilstede i Grunden, derfor opbygger den. »Kjerlighed fordrager Alt« , thi hvad er det at fordrage Alt, det er i Alt dog tilsidst at finde Kjerligheden, som forudsættes i Grunden. Naar vi sige om et Menneske, der har en meget stærk Helbred, at han, i Forhold til Spise og Drikke, kan fordrage Alt, saa mene vi dermed, at hans Sundhed faaer det Nærende ud selv af det Usunde (ligesom den Sygelige har Skade selv af den sunde Spise), vi mene, at hans Sundhed faaer Næring ud af hvad der mindst synes nærende. Saaledes fordrager Kjerlighed Alt, bestandigt forudsættende, at Kjerligheden dog er tilstede i Grunden – og derved opbygger den. »Kjerlighed troer Alt« , thi at troe Alt er jo just, skjøndt det ikke sees , ja skjøndt det Modsatte sees, at forudsætte, at Kjerligheden dog er tilstede i Grunden, selv i den Vildledte, selv i den Fordærvede, selv i den Hadefuldeste. Mistroiskhed tager just Grundvolden bort ved at forudsætte, at Kjerlighed ikke er tilstede, derfor kan Mistroiskhed ikke opbygge. »Kjerlighed haaber Alt« , men at haabe Alt, det er jo, skjøndt det ikke sees, ja skjøndt det Modsatte sees, at forudsætte, at Kjerligheden dog er tilstede i Grunden, og at den nok vil vise sig, i den Vildfarende, i den Vildledte, selv i den Fortabte. See, den forlorne Søns Fader var maaskee den Eneste, som ikke vidste, at han havde en forloren Søn, thi Faderens Kjerlighed haabede Alt. Broderen vidste strax, at han var haabløst forloren. Men Kjerlighed opbygger; og Faderen vandt igjen den forlorne Søn, just fordi han, som haabede Alt, forudsatte, at Kjerligheden var tilstede i Grunden. Der blev trods Sønnens Forvildelse intet Brud fra Faderens Side (og et Brud er jo lige det Modsatte af at opbygge) han haabede Alt, derfor opbyggede han i Sandhed ved sin faderlige Tilgivelse, just fordi Sønnen ret levende fornam, at den fader lige Kjerlighed havde holdt ud med ham , saa der intet Brud havde været. »Kjerlighed taaler Alt.« Thi at taale Alt er just at forudsætte, at Kjerligheden er tilstede i Grunden. Naar vi sige, at Moderen taaler alle Barnets Uartigheder, sige vi saa dermed, at hun som Qvinde betragtet taalmodigt lider Ondt. Nei, vi sige noget Andet, at hun som Moder bestandigt bliver ved at huske paa, at det er Barnet, og altsaa ved at forudsætte, at Barnet dog nok elsker hende, og at det nok vil vise sig. Ellers talte vi jo og om , hvorledes Taalmod taaler Alt , ikke hvorledes Kjerlighed taaler Alt. Thi Taalmod taaler Alt og tier, og dersom Moderen saaledes taalte Barnets Uartigheder, saa sagde vi egentligen dermed, at Moderen og Barnet dog vare blevne hinanden fremmede. Men Kjerlighed taaler Alt, tier taalmodigt – men forudsætter i al Stilhed, at Kjerligheden dog nok er tilstede i det andet Menneske. Saaledes opbygger Kjerlighed. » Den opblæses ikke , den bruger ikke Fremfusenhed , den forbittres ikke.« Den er ikke opblæst af den Mening, at den skulde skabe Kjerligheden i det andet Menneske, den er ikke forbittret og fremfusende, utaalmodigt, næsten haabløs travl med hvad den først maa nedrive for saa at bygge op igjen. Nei, den forudsætter bestandigt, at Kjerligheden er tilstede i Grunden. Derfor er det ubetinget det opbyggeligste Syn at see Kjerlighed opbygge, et Syn som selv Engle opbygges ved, og derfor er det ubetinget det Opbyggeligste, hvis det lykkedes et Menneske retteligen at tale om: hvorledes Kjerlighed opbygger. Der er mangt et venligt, mangt et velgjørende, mangt et fortryllende, mangt et gribende, mangt et opløftende, mangt et fængslende, mangt et overtalende Syn og saaledes fremdeles; men der er kun eet opbyggeligt Syn, at see Kjerlighed opbygge. Hvad Du end derfor har seet af Rædsel eller Afskyelighed i Verden, som Du ønskede at kunne glemme, fordi det vil nedbryde Dit Mod, Din Tillid, give Dig Afsmag for Livet og Væmmelse ved at leve: betænk blot, hvorledes Kjerlighed opbygger, og Du er opbygget til at leve. Der er saare mange forskjellige Gjenstande at tale om, men der er kun een opbyggelig: hvorledes Kjerlighed opbygger. Hvad der derfor end kan være hændet Dig saa forbittrende, at Du kunde ønske aldrig at være født og jo før jo hellere at forstumme i Døden : betænk blot, hvorledes Kjerlighed opbygger, og Du er atter opbygget til at tale. Der er kun eet opbyggeligt Syn og kun een opbyggelig Gjenstand; dog kan Alt siges og gjøres opbyggeligt, thi overalt, hvor det Opbyggelige er, er Kjerlighed, og overalt, hvor Kjerlighed er, er det Opbyggelige, og saasnart Kjerlighed er tilstede, opbygger den. Kjerlighed opbygger ved at forudsætte, at Kjerligheden er tilstede. Har Du ikke selv erfaret dette m. T. ? Dersom nogensinde noget Menneske har talt saaledes til Dig eller handlet saaledes mod Dig, at Du ret følte Dig opbygget derved, da var det fordi, Du ret levende fornam, hvorledes han forudsatte Kjerligheden at være i Dig. Eller hvorledes tænker Du Dig vel ogsaa det Menneske skulde være, der i Sandhed kunde opbygge Dig? Ikke sandt, Du vilde ønske ham Indsigt og Kundskab og Gave og Erfaring, men dette meente Du dog ikke, at det afgjørende kom an paa, derimod paa, at han var et tilforladelig kjerligt Menneske, det er , i Sandhed et kjerligt Menneske. Du mener altsaa, at det for at opbygge afgjørende og væsentligt kommer an paa at være kjerlig eller at have Kjerlighed, i saadan Grad, at man kan forlade sig derpaa. Men hvad er nu Kjerlighed? Kjerlighed er at forudsætte Kjerlighed; at have Kjerlighed er at forudsætte Kjerlighed hos Andre, at være kjerlig er at forudsætte, at Andre ere kjerlige. Lad os forstaae hinanden. De Egenskaber, et Menneske kan have, maae enten være Egenskaber han har for sig, selv om han gjør Brug af dem mod Andre, eller Egenskaber for Andre. Viisdom er en for sig værende Egenskab, Magt og Gave og Kundskab o. s. v. ligeledes for sig værende Egenskaber. At være viis vil ikke sige, at forudsætte, at Andre ere Vise, tvertimod kan det jo være meget viist og sandt, om den i Sandhed Vise antager, at langtfra alle Mennesker ere vise. Ja, fordi »viis« er en forsigværende Egenskab, er der i Tanken ikke Noget til Hinder for at antage, at der kunde leve eller have levet en Viis, der turde sige, at han antog alle Andre for uvise. I Tanken (at være viis – og at antage, at alle Andre ere uvise) er ingen Modsigelse. I Livets Virkelighed vilde en saadan Yttring være Hovmod, men i Tanken blot som saadan er der ingen Modsigelse. Dersom derimod En vilde mene, at han var kjerlig, men tillige, at alle Andre ikke vare kjerlige, saa vilde vi sige: nei stop, her er en Modsigelse i selve Tanken; thi at være kjerlig er jo just at antage, at forudsætte, at andre Mennesker ere kjerlige. Kjerlighed er ikke en forsigværende Egenskab, men en Egenskab, ved hvilken eller i hvilken Du er for Andre. I daglig Tale sige vi jo rigtignok, idet vi opregne et Menneskes Egenskaber, at han er viis, forstandig, kjerlig – og vi mærke ikke, hvilken Forskjel der er mellem den sidste Egenskab og de første. Hans Viisdom, hans Erfarenhed , hans Forstandighed har han for sig, selv om han gjør Andre Gavn med dem; men hvis han er i Sandhed kjerlig, da er det ikke ham, der har Kjerlighed, i samme Forstand som han har Viisdom, men det er just hans Kjerlighed, at forudsætte, at vi Andre have Kjerlighed. Du priser ham som den Kjerlige, Du mener, at det er en Egenskab han har, som det ogsaa er, Du føler Dig opbygget ved ham, just fordi han er kjerlig, men Du mærker ikke, at Forklaringen er, at hans Kjerlighed betyder, at han forudsætter Kjerlighed hos Dig, og at just derved opbygges Du, at just derved Kjerligheden i Dig bygges op. Dersom det virkeligt var saa , at et Menneske kunde være kjerlig uden at dette betydede at forudsætte Kjerlighed hos Andre, saa vilde Du heller ikke i dybeste Forstand føle Dig opbygget, hvor tilforladeligt det end var, at han var kjerlig, Du vilde ikke i dybeste Forstand føle Dig opbygget, saa lidet som Du i dybeste Forstand opbygges, hvor tilforladeligt det end er, at han er viis, forstandig, erfaren, lærd. Dersom det var muligt, at han i Sandhed kunde være kjerlig uden at dette betydede at forudsætte Kjerlighed hos Andre, saa kunde Du heller ikke ganske forlade Dig paa ham, thi det Tilforladelige ved den Kjerlige er netop, at selv naar Du mistvivler over Dig selv, om der er Kjerlighed i Dig, er han kjerlig nok til at forudsætte, eller rettere er han den Kjerlige, der forudsætter den. – Men Du fordrede jo, at et Menneske for i Sandhed at opbygge, skulde være i Sandhed kjerlig. Og at være kjerlig har nu viist sig betydende: at forudsætte Kjerlighed hos Andre. Saa siger Du jo ganske det Samme, som Talen har udviklet. Saaledes vender Overveielsen tilbage til sin Begyndelse. At opbygge er at forudsætte Kjerlighed; at være kjerlig er at forudsætte Kjerlighed; kun Kjerlighed opbygger. Thi at opbygge er at opføre Noget fra Grunden af, men, aandeligt, er Kjerlighed Alts Grund. Lægge Kjerlighedens Grund i et andet Menneskes Hjerte kan intet Menneske, dog er Kjerligheden Grunden, og opbygge kan man kun fra Grunden af, altsaa kan man kun opbygge ved at forudsætte Kjerlighed. Tag Kjerlighed bort, saa er der Ingen, som opbygger, og Ingen, som opbygges.