V. Vor Pligt at blive i Kjerlighedens Gjeld til hverandre V. Vor Pligt at blive i Kjerlighedens Gjeld til hverandre V Vor Pligt at blive i Kjerlighedens Gjeld til hverandre Rom. VIII, 8 Rom. XIII, 8 . Bliver Ingen Noget skyldige uden dette at elske hverandre . Paa forskjellige Maader har man søgt at betegne og beskrive, hvorledes Kjerligheden fornemmes af Den, i hvem den er, Tilstanden i Kjerlighed, eller hvorledes det er at elske. Man kalder Kjerligheden en Følelse, en Stemning, et Liv, en Lidenskab; dog da dette er saa almindelig en Bestemmelse, har man nøiagtigere søgt at beskrive den. Man har kaldet den et Savn, men vel at mærke et saadant, at den Elskende bestandigt savner, hvad han dog besidder, en Længsel, men vel at mærke bestandigt efter det, som den Elskende dog eier – thi ellers er det jo ulykkelig Kjerlighed, man beskriver. – Hiin eenfoldige Vise i Oldtiden har sagt, at »Kjerlighed er en Søn af Rigdom og Armod«. Hvo var vel ogsaa fattigere end Den, som aldrig har elsket! Men paa den anden Side, mon dog vel selv den Fattigste, der bøiet opsanker Smuler , og ydmygt takker for en Penning , mon han egentligen endog blot har en Forestilling om, hvor lille den Ubetydelighed kan være, som har uendeligt Værd for den Elskende, hvor lille den Ubetydelighed kan være, som den Elskende (i sin Armod!) paa det omhyggeligste opsamler og forsigtigt gjemmer – som den kostbareste Skat! Mon selv den Fattigste endog blot er istand til at see, hvad der kan være saa lille, at kun Lidenskabens (Kjerligheden i dens Armod!) skærpede Blik seer det, og uhyre forstørret! Men jo mindre Gjenstanden er, hvilken Armoden opsanker, naar denne dertil takker over al Maade, som var Gjenstanden overordentlig stor, desto større beviser Armoden sig jo at være. End ikke alle Forsikkringer om den største Armod bevise denne saa afgjørende, som hvis den Fattige, hvem Du gav mindre end een eneste Skilling , takkede Dig derfor med en Lidenskab, som havde Du givet ham Rigdom og Overflod, med en Lidenskab, som var han nu bleven riig. Ak, thi det er kun altfor vist, at den Fattige blev væsentligen lige fattig, saa det kun var hans – afsindige Forestilling, at han nu var bleven riig. Saa fattig er Kjerlighedens Armod! – En ædel Mand har sagt om Kjerlighed: »den tager Alt og den giver Alt.« Hvo modtog vel ogsaa Mere end Den, der modtog et Menneskes Kjerlighed; og hvo gav Mere end Den, der gav et Menneske sin Kjerlighed! Men paa den anden Side, mon vel endog selv Misundelsen, naar den misundeligst afklæder et Menneske ham hans virkelige eller formentlige Storhed, mon den kan saaledes trænge ind til det inderste Undertøi! O, Misundelsen er dog saa dum; den aner ikke engang, hvor det Indelukke kunde være, eller at det er til det Indelukke, hvor den sande Rigmand har sine sande Skatte gjemte; den aner ikke, at der virkeligen er et for Tyve (altsaa ogsaa for Misundelsen) dirkefrit Gjemme, ligesom der er Skatte , hvilke Tyve (altsaa ogsaa Misundelsen) ikke formaae at stjæle. Men Kjerligheden kan trænge ind indtil det Inderste og klæde et Menneske saaledes af, at han Intet, Intet eier, saa han selv tilstaaer, at han Intet, Intet, Intet eier. Forunderligt! Mis undelsen tager, som den mener, Alt, og, naar den saa har taget det, siger Mennesket: jeg har egentligen Intet tabt. Men Kjerligheden kan tage Alt saaledes, at Mennesket selv siger: jeg eier slet Intet. Dog rigtigst beskriver man maaskee Kjerligheden som en uendelig Gjeld: at et Menneske, naar han gribes af Kjerlighed, fornemmer dette at være som at være i en uendelig Gjeld. I Almindelighed taler man om, at Den, der bliver elsket, ved at blive elsket kommer i Gjeld. Vi tale saaledes om, at Børn ere i en Kjerlighedens Gjeld til Forældrene, fordi disse have elsket dem først, saa at Børnenes Kjerlighed kun er et Afdrag paa Gjelden, eller en Gjengjeld. Og dette er ogsaa sandt. Men dog er denne Tale altfor meget mindende om et virkeligt Regnskabs-Forhold: der er en Gjeld andraget , og den skal afbetales; det er Kjerlighed, der er viist os, og det skal afbetales med Kjerlighed. Derom tale vi nu ikke, om, at man ved at modtage kommer i Gjeld. Nei, Den, som elsker, han er i Gjeld; idet han fornemmer sig greben af Kjerligheden, fornemmer han dette som at være i en uendelig Gjeld. Vidunderligt ! At give et Menneske sin Kjerlighed er jo, som sagt, det Høieste et Menneske kan give – og dog, just idet han giver sin Kjerlighed, og just ved at give den kommer han i en uendelig Gjeld. Derfor kan man sige, at dette er Kjerlighedens Eiendommelige: at den Elskende ved at give, uendeligt, kommer – i uendelig Gjeld. Men dette er det Uendeliges Forhold, og Kjerlighed er uendelig. Ved at give Penge kommer man sandeligen ikke i Gjeld, tvertimod kommer jo Modtageren i Gjeld. Naar derimod den Elskende giver, hvad der uendeligt er det Høieste, det ene Menneske kan give det andet, sin Kjerlighed, saa kommer han selv i en uendelig Gjeld. Hvilken skjøn, hvilken hellig Undseelse fører ikke Kjerligheden med sig; den ikke blot ikke tør overtale sig til at blive sig sin Gjerning bevidst som noget fortjenstligt , men den undseer sig endog for at blive sig sin Gjerning bevidst som et Afdrag paa Gjelden; den bliver sig sin Given bevidst som en uendelig Gjeld, hvilken det jo er umuligt at afbetale, da bestandigt det at give er at komme i Gjelden. Saaledes kunde man beskrive Kjerligheden. Dog Christendommen dvæler aldrig ved Tilstande, eller ved at beskrive dem, den haster altid til Opgaven eller med at sætte Opgaven . Dette er just udtrykt i de forelæste apostoliske Ord »bliver Ingen Noget skyldige uden det at elske hverandre«, hvilke Ord vi lægge til Grund for denne Overveielse: Vor Pligt at blive i Kjerlighedens Gjeld til hverandre. At blive i en Gjeld! Men skulde det være vanskeligt, Intet er jo lettere end at blive i en Gjeld! Og paa den anden Side, at blive i en Gjeld skulde det være Opgaven, vi mene jo ellers just, at Opgaven er at komme ud af en Gjeld; Gjelden være en hvilkensomhelst, den være Penge-Gjeld, Æres-Gjeld, Løfte-Gjeld, kort hvilkensomhelst, Opgaven pleier ellers altid at være, jo før jo hellere at komme ud af Gjelden. Men her skulde det være Opgaven, altsaa en Ære, at blive i den. Og dersom det er Opgaven, saa maa det jo være en Handling, maaskee en vidtløftig , en vanskelig Handling; men at blive i en Gjeld er dog vel netop Udtrykket for ikke at foretage sig det Mindste, Udtrykket for Uvirksomhed, Lige gyldighed, Dorskhed. Og dette Samme skal her være Udtrykket for det meest modsatte af Ligegyldighed, Udtrykket for uendelig Kjerlighed! See, alt Dette, alle disse besynderlige Vanskeligheder, der ligesom optaarne sig mod denne underlige Tale, tyder paa, at Sagen maa have et egent Sammenhæng, saa allerede en vis Omdannelse af Sind og Tanke er fornøden for blot at blive opmærksom paa, hvorom Talen er. Lad os begynde med et lille Tanke-Forsøg. Dersom en Elskende havde gjort for den Elskede noget, menneskeligt talt, saa Overordentligt, saa Høimodigt , saa Opoffrende, at vi Mennesker maatte sige »dette er det Høieste, det ene Menneske kan gjøre for det Andet«: saa var dette jo smukt og godt. Men sæt han tilføiede »see nu har jeg betalt min Gjeld«: var dette da ikke ukjerligt, koldt og strengt talt, var det ikke, om jeg saa tør sige, en Uanstændighed, som aldrig burde høres og heller aldrig høres i den sande Kjerligheds gode Selskab! Dersom derimod den Elskende havde gjort dette Høimodige og Opoffrende, og nu tilføiede »dog har jeg een Bøn, o, lad mig forblive i Gjelden«: var dette ikke kjerligt talt! Eller hvis den Elskende med enhver Opoffrelse føier den Elskedes Ønske og nu siger »det er mig en Glæde med Dette at afdrage en Smule paa den Gjeld – i hvilken jeg dog netop ønsker at blive«: var dette ikke kjerligt talt! Eller hvis han reent fortiede, at det kostede ham Opoffrelse, blot for at undgaae det Forvirrende, at det et Øieblik kunde synes som et Afdrag paa Gjelden; var dette ikke kjerligt tænkt! Naar saa er, er det jo udtrykt, at et egentligt Regnskabs-Forhold er utænkeligt, er Kjerligheden det Vederstyggeligste. Et Regnskab kan kun finde Sted, hvor der er et endeligt Forhold, fordi det Endeliges Forhold til Endelige Endelige det Endelige lader sig udregne. Men den Kjerlige kan ikke regne. Naar den venstre Haand aldrig faaer at vide, hvad den høire gjør , saa er det umuligt at gjøre et Regnskab op, og ligesaa naar Gjelden er uendelig. At regne med en uendelig Størrelse er umuligt, thi at regne er netop at endeliggjøre. – Den Elskende ønsker altsaa for sin egen Skyld at blive i Gjelden; han ønsker ikke Fritagelse for nogen Opoffrelse, langtfra. Villig, ubeskriveligt villig, som Kjerlighedens Tilskyndelse er, vil han gjøre Alt, og frygter kun Eet, at han saaledes kunde gjøre Alt, at han kom ud af Gjelden. Dette er, ret forstaaet, Frygten; Ønsket er, at blive i Gjelden, men er tillige Pligten, Opgaven. Hvis Kjerligheden i os Mennesker ikke er saa fuldkommen, at dette Ønske er vort Ønske, saa skal Pligten hjælpe os til at forblive i Gjelden. Naar det er Pligt at forblive i Kjerlighedens Gjeld til hverandre, da maa der tidligt og sildigt eller evigt vaages over, at Kjerligheden aldrig kommer til at dvæle ved sig selv, eller til at sammenligne sig med Kjerligheden i andre Mennesker, eller til at sammenligne sig med sine Gjerninger, som den har udført. Der høres i Verden ofte en begeistret og opildnet Tale om Kjerlighed, om Tro og Haab, om Hjertets Godhed, kort om alle Aandens Bestemmelser, en Tale, der i de meest glødende Udtryk, med de meest glødende Farver skildrer og henriver. Og dog er en saadan Tale ret egentligen en malet Væg, den er ved et nærmere og alvorligere Eftersyn et Bedrag, da den enten maa smigre Tilhøreren eller spotte ham. Stundom høres ogsaa christelige Foredrag , hvis hele Hemmelighed er denne, som Tale og Veiledning betragtet, svigefulde Begeistring. Naar nemlig en saadan Tale er hørt, og nu et Menneske ganske eenfoldigt og redeligt (thi det er just Redelighed at ville handle efter hvad der siges En, at ville indrette sit Liv derefter) spørger »hvad skal jeg da gjøre, hvorledes skal jeg faae Kjerligheden til saaledes at flamme i mig«: saa maa Taleren egentligen svare »det er et besynderligt Spørgsmaal; Den, i hvem Kjerligheden og Troen og Haabet og Hjertets Godhed er, i ham er dette paa den beskrevne Maade, men Den, i hvem dette ikke er, ham kan det ikke hjælpe at tale til.« Besynderligt! Man skulde dog troe, at det især var af Vigtighed, at der taltes til dem, som ikke ere saaledes – for at de kunde blive saaledes. Men her ligger just det Svigefulde i Blendværket: at tale, som vilde man veilede Menneskene, og saa at maatte tilstaae, at man kun kan tale om dem, som ingen Veiledning behøve, fordi de nu engang ere saa fuldkomne, som Talen lyder paa . Men til hvem taler man saa, hvo er det saa, der skal have Gavn af denne Tale, der i det Høieste har nogle Enkelte, om hvem den taler – dersom det ellers er saa, at der er saadanne Enkelte til. Men skulde saadant Digt og Tant ogsaa være Christen dom? Saa er det da en Feil af den oprindelige Christendom, at den i Talen om Retfærdighed og Reenhed bestandigt henvender sig til Syndere og Toldere, som dog vel ikke ere retfærdige! Saa skulde Christendommen jo, iste denfor saa spydigt at tale om de Retfærdige, der ikke have Omvendelse behov , rigtigere have pyntet sig ud til en Lovtale over – de Retfærdige! Men skal dette gjøres, saa faaer Christendommen ikke blot Ingen at tale til, ak, men heller Ingen at tale om; det er, saa er Christendommen bragt til at forstumme. Nei, Christendommen har mindst af Alt anmeldt sig som en Lovtale, og har aldrig befattet sig med at beskrive eller dvæle ved, hvorledes et Menneske nu engang er; den har aldrig gjort Forskjel mellem Menneskene, saa den kun kunde tale om dem, som nu eengang ere saa lykkelige, at være saa kjerlige. Christendommen begynder strax med, hvad ethvert Menneske skal vorde . Derfor kalder Christendommen sig en Veiledning, og med Rette; thi Ingen skal forgjeves spørge Christus, som er Veien , eller Skriften, som er Veiledningen, om, hvad han skal gjøre: Spørgeren skal strax faae det at vide – hvis han selv vil. Dette for at forebygge Misforstaaelse. Enhver, der ikke vil fatte Talen om, hvad man skal gjøre i Forhold til Kjerlighed, at der sandeligen er Meget eller rettere Alt at gjøre baade for at erhverve den og for at bevare den: han har stillet sig udenfor Christendommen, han er en Hedning, som beundrer det Lykkelige, altsaa det Tilfældige, men just derfor famler i Mørke – mon det vel ogsaa bliver lysere om En, hvor mange Lygtemænd der end gøgle ! Der er altsaa Noget at gjøre, og hvad maa der nu gjøres for at blive i Kjerlighedens Gjeld til hverandre? Naar Fiskeren har fanget en Fisk, og han ønsker at bevare den levende, hvad maa han saa gjøre? Han maa strax sætte den i Vand, ellers bliver den mat og døer efter længere eller kortere Tids Forløb. Og hvorfor maa han sætte den i Vand? Fordi Vand er Fiskens Element, og Alt hvad der skal bevares levende maa bevares i sit Element; men Kjerlighedens Element er Uendelighed, Uudtømmelighed, Umaalelighed. Dersom Du derfor vil bevare Din Kjerlighed, da maa Du passe paa, at den ved Hjælp af Gjeldens Uendelighed, fangen til Frihed og Liv, bestandig bliver i sit Element, ellers sygner den hen og døer – ikke efter længere eller kortere Tids Forløb, thi den døer strax, hvilket just er et Tegn paa dens Fuldkommenhed, at den ene kan leve i Uendeligheden. At Kjerlighedens Element er Uendelighed, Uudtømmelighed, Umaalelighed, vil vist Ingen negte, det er og let at indsee. Antag, vi kunne jo antage det, at et Tjeneste-Menneske eller et Menneske, hvis Arbeide og Uleilighed Du kan betale, gjør nøiagtigt aldeles det Samme for Dig som den Kjerlige, saa der altsaa mellem Summen af deres Gjerninger og Tjenester ikke er den mindste Forskjel for Forstanden at opdage: dog, dog bliver der en uendelig Forskjel, en Umaalelighedens Forskjel. Der er nemlig bestandigt i det ene Tilfælde en Tilgift, som, besynderligt nok, er uendeligt meget mere værd end Det, hvortil den forholder sig som Tilgift. Dette er dog vel just Begrebet »Umaalelighed«! I Alt hvad den Kjerlige gjør for Dig, i den mindste Ubetydelighed som i den største Opoffrelse, giver han bestandigt Kjerligheden med, og derved bliver den mindste Tjeneste, som Du i Forhold til et Tjeneste-Menneske neppe vilde finde værd at regne med, umaalelig. – Eller tænk Dig, et Menneske fik det Indfald at ville forsøge, om han ikke, uden at elske det andet Menneske, dog, fordi han nu saa vilde det (altsaa for Forsøgets Skyld – ikke for Pligtens Skyld), kunde være, som vi sige, ligesaa uudtømmelig i Opoffrelser, i Tjenester, i Hengivenheds-Yttringer som Den, der elskede dette samme Menneske: Du seer let, han naaer det ikke, der bliver tvertimod en Umaalelighedens Forskjel mellem de Tvende. Den, der virkeligt elsker, har bestandigt et Forspring, og et uendeligt Forspring; thi hver Gang den Anden har udgrundet , beregnet, opfundet en ny Yttring af Hengivenhed, har den Kjerlige allerede udført den, fordi den Kjerlige ingen Beregning behøver, og altsaa heller ikke spilder noget Beregningens Øieblik. Men det at være og forblive i en uendelig Gjeld, det er netop et Udtryk for Kjerlighedens Uendelighed, saa den ved at blive i Gjelden bliver i sit Element. Der er her et Vexel-Forhold, men uendeligt fra begge Sider. I det ene Tilfælde er det den Elskede, der i hver en Yttring af den Elskendes Kjerlighed kjerligt fatter Umaaleligheden; i det andet Tilfælde er det den Elskende, der føler Umaaleligheden, fordi han erkjender Gjelden at være uendelig: det er Eet og det Samme, der er uendeligt stort og uendeligt lille. Kjerlighedens Gjenstand tilstaaer i Kjerlighed, at den Elskende ved det Mindste gjør uendeligt mere end alle Andre ved alle de største Opoffrelser; og den Elskende tilstaaer sig selv, at han ved alle mulige Opoffrelser gjør uendeligt mindre, end han fornemmer Gjelden at være. Hvilket vidunderligt Lige for Lige i dette Uendelige! O, de Lærde ere stolte af det Uendeliges Beregning, men her er de Vises Steen : den mindste Yttring er uendeligt større end alle Opoffrelser, og alle Opoffrelser uendeligt mindre end det Mindste til at afdrage paa Gjelden! Men hvad kan nu bringe Kjerligheden ud af sit Element? Saasnart Kjerligheden dvæler ved sig selv, er den ude af sit Element. Hvad vil det sige at dvæle ved sig selv? Det er at blive sig selv Gjenstand. Men en Gjen stand er altid en farlig Sag, naar man skal bevæge sig fremad; en Gjen stand er som et endeligt fast Punkt, som Grændse og Standsning, en farlig Sag for Uendelighed. Uendeligt kan det nemlig ikke være, at Kjerligheden bliver sig selv Gjenstand, deri er heller ei Fare . Thi uendeligt at være sig selv sin Gjenstand er at blive i Uendeligheden, og forsaavidt blot at være til eller at vedblive at være til, da Kjerlighed er en Fordoblelse i sig selv, forskjellig som Natur-Livets Enkelthed er fra Aandens Fordoblelse. Det maa da altsaa, naar Kjerligheden dvæler ved sig selv, være i sin den enkelte Yttring, at den bliver sig selv Gjenstand, eller at en anden særskilt Kjerlighed bliver Gjenstanden, Kjerligheden i det ene Menneske og Kjerligheden i det andet Menneske. Naar Gjenstanden saaledes er en endelig, dvæler Kjerligheden ved sig selv; thi uendeligt at dvæle ved sig selv er just at bevæge sig. Men naar Kjerligheden endeligt dvæler ved sig selv, er Alt tabt. Tænk Dig en Piil, der fløi, som det hedder, med Pilens Fart , tænk Dig, at den et Øieblik fik det Indfald, at ville dvæle ved sig selv, maaskee for at see, hvor langt den var kommen, eller hvor høit den svævede over Jorden, eller hvorledes dens Fart forholdt sig til en anden Piils, som ogsaa fløi med Pilens Fart: i samme Secund falder Pilen til Jorden. Saaledes ogsaa med Kjerligheden, naar den endeligt dvæler ved sig selv eller bliver sig selv Gjenstand, hvilket nøiagtigere bestemmet er Sammenligningen. Uendeligt sammenligne sig med sig selv kan Kjerligheden ikke, thi uendeligt ligner den saaledes sig selv, at dette blot vil sige den er sig selv; der er i den uendelige Sammenligning intet Tredie , det er en Fordoblelse, altsaa er det ingen Sammenligning. Til al Sammenligning hører det Tredie, samt Lighed og Ulighed. Naar der ingen Dvælen er, er der ingen Sammenligning, naar der ingen Sammenligning er, er der heller ingen Dvælen. Men hvad kan nu Sammenligningens Tredie være? Kjerligheden i det enkelte Menneske kan sammenligne sig med Kjerligheden i Andre. Saa opdager han, eller mener at opdage, at Kjerligheden i ham er større end i Andre, eller at den i enkelte Andre er større, men saa igjen mindre i Andre. Han meente maaskee først selv, at det blot var et flygtigt Sideblik i Forbigaaende, som hverken krævede nogen Tid eller nogen Anstrengelse; ak, men Sammenligningens Sideblik opdager kun altfor let en heel Verden af Forhold og Beregninger. Dette er Standsningen, i samme Øieblik er han ifærd med at komme ud af Gjelden, eller allerede maaskee ude af den – det er ude af Kjerligheden. – Eller Sammenligningens Tredie kan være de af Kjerligheden hidtil udførte Gjerninger. I samme Øieblik er han, tællende og veiende, ifærd med at komme ud af Gjelden, eller maaskee allerede, i stor Selvtilfredshed, mere end ude af Gjelden – det er mere end ude af Kjerligheden. I Sammenligningen er Alt tabt, Kjerligheden endeliggjort, Gjelden til at betale – ganske som enhver anden Gjeld, iste denfor at som Æres-Gjeld har den Egenskab, at man først og fremmest, jo før jo hellere, maa see at komme ud af den, saa har Kjerlighedens Gjeld den Egenskab, at den er uendelig. Hvad taber Sammenligning altid? Den taber Øieblikket, det Øieblik, som skulde være udfyldt med en Yttring af Kjerlighedens Liv. Men at tabe Øieblikket er at blive øieblikkelig . Et Øieblik tabt, saa er Evighedens Kjæde brudt, et Øieblik tabt, saa er Evighedens Sammenhæng forstyrret , et Øieblik tabt, saa er det Evige tabt; men at tabe det Evige er jo just at blive øieblikkelig. Et Øieblik spildt paa Sammenligning, saa er Alt forspildt. Sammenligningens Øieblik er nemlig et selvisk Øieblik, et Øieblik, der vil være for sig; just dette er Bruddet, er Faldet – som det er Pilens Fald at dvæle ved sig selv. I Sammenligningen er Alt tabt, Kjerligheden endeliggjort, Gjelden til at betale, ligegyldigt hvilken Plads, om det saa var den øverste, Kjerligheden sammenlignelsesviis mener at indtage i Forhold til Andres Kjerlighed, eller i Forhold til sine egne Bedrifter. Lad os forstaae hinanden. Hvis det i Sandhed var saa , vi kunne jo et Øieblik antage det, at det for Kongens Søn var uværdigt og usømmeligt at omgaaes den simple Mand – dersom han da gjorde det alligevel, og nu til sit Forsvar sagde »jeg opgiver ingenlunde min Værdighed, jeg skal vel vide at gjøre mig gjeldende som den første ogsaa blandt disse Mennesker«: mon da ikke den fine Hofmand vilde sige »Deres Høihed, dette er en Misforstaaelse; det Usømmelige ligger i at omgaaes saadanne Mennesker; Deres Høihed vil jo selv føle, at det lyder som en Spot, naar der siges om Dem, Fyrsten , at De er den Første blandt disse simple Mennesker. Indenfor Sammenligningen er Intet at vinde, næsten mindst ved at være den første indenfor; thi Forholdet selv, Sammenligningens Mulighed er Feiltrinet, og kun det at blive udenfor er den kongelige Værdighed.« Dog dette er jo blot en Spøg. Men naar hvad der er og skal være uendeligt søger Omgangens og Sammenligningens slette Selskab med det Endelige , saa er dette usømmeligt, uværdigt, saa er Nedværdigelsen forskyldt , selv om man indenfor Sammenligningen mener at være den første. Thi, om det saa og var sandt, sammenlignelsesviis at elske mere end alle andre Mennesker er: ikke at elske. At elske er at blive i den uendelige Gjeld, Gjeldens Uendelighed er Fuldkommenhedens Baand . Lad mig oplyse dette Samme ved at tale om et andet Uendelighedens Forhold. Tænk Dig en Begeistret, der begeistret kun vil Eet og begeistret vil offre Alt for det Gode, tænk Dig, at det nu hænder ham (hvad da ikke hænder tilfældigviis, men ubetinget vil hænde, saa længe Verden er Verden), at i samme Grad som han arbeider mere og mere uegennyttigt, mere og mere opoffrende, mere og mere anstrenget, i samme Grad arbeider Verden ham mere og mere imod, tænk Dig ham paa denne Spidse – hvis han et eneste Øieblik seer feil og sammenligner sin Stræben med Verdens Løn, eller seer feil og sammenligner sin Stræben med den hidtil udførte Bedrift, eller seer feil og sammenligner sit Lod med deres Udmærkelse , som just ikke synes at brænde af Begeistring: ak, saa er han tabt. Dog Fristeren træder til ham og siger »stands Din Arbeiden, mindsk Anstrengelsen, hav gode Dage, nyd Livet i Magelighed, og tag mod det smigrende Vilkaar, som bydes Dig, at være En af de meest Begeistrede« – thi Fristeren taler ikke ilde om Begeistring, saa klog er Fristeren nok, saa narrer man heller ikke Menneskene saa let til at lade den fare. Imidlertid vil han ikke give efter for Fristeren, han fornyer sin Anstrengelse. Da træder Fristeren atter til ham og siger »stands Din Arbeiden, mindsk Anstrengelsen, hav gode Dage, nyd Livet i Magelighed, ved at tage mod det ubetinget meest smigrende Vilkaar, som rigtignok ogsaa kun kan bydes Dig, at være den meest Begeistrede, et Vilkaar, der jo gjør Dig Livet lettere og skaffer Dig, den Begeistrede, Verdens Beundring, medens Du jo kun gjør Dig Livet anstrenget og derved vinder Verdens Modstand.« Ak, sammenlignelsesviis at være den meest Begeistrede er netop: ikke at være begeistret. Vee det Menneske, som har fordærvet sin Sjel i Sammenligningens Besmittelse, saa han ikke kan forstaae det Næste uden som en uhyre Stolthed og Forfængelighed. Thi den Begeistrede siger til Fristeren »viig bort og tag Sammenligningen med Dig.« Og dette er just det Rigtige. See, derfor tilraabe vi en Begeistret »luk Dit Øie, stop Øret, hold Dig til Uendelighedens Fordring, da skal ingen Sammenligning snige sig ind til at snigmyrde Din Begeistring derved, at Du blev den meest Begeistrede – sammenlignelsesviis! For Uendelighedens Fordring er selv Din den største Anstrengelse et Barneværk , ved hvilket Du ikke skal kunne blive Dig selv vigtig, da Du just kommer til at forstaae, hvor uendeligt meget Mere der fordres af Dig.« Vi advare Den, som staaer paa Skibet, der farer frem med Stormens Fart, at han ikke seer i Bølgerne, thi saa bliver han svimmel: saaledes gjør Sammenligning mellem Uendelighed og Endelighed et Menneske svimmel. Vogt Dig derfor for Sammenligningen, som Verden vil paanøde Dig, thi Verden forstaaer sig ikke mere paa Begeistring end en Pengemand paa Kjerlighed, og Du skal altid finde, at Dvaskhed og Dumhed først af Alt er betænkt paa at sammenligne, og paa at fange Alt i Sammenligningens muddrede »Virkelighed«. See Dig derfor ikke om, »hils Ingen paa Veien« ( Luc. 10, 4 .) , hør ikke Raabet og Tilraabet, som vil narre Dig Din Begeistring fra og narre dens Kraft til at arbeide i Sammenlignelsens Trædemølle. Lad det ikke forstyrre Dig, at Verden kalder Din Begeistring Galskab, kalder den Selvkjerlighed – i Evigheden skal Enhver blive nødsaget til at forstaae, hvad Begeistring og Kjerlighed er. Tag ikke mod Vilkaaret, som bydes Dig: for halv Arbeide at faae Verdens hele Beundring; bliv i Uendelighedens Gjeld, glad ved Vilkaaret: Verdens Modstand, fordi Du ikke vil tinge. Hør ikke, thi det er allerede for sildigt : ikke at troe det, hør ikke, hvad der løgnagtigt siges om Begeistring paa anden Haand, hør det ikke, at Du ikke ogsaa paa en anden Maade skal tage Skade ved at troe det, som var ikke ethvert Menneske, der vil det, Uendeligheden lige nær, og altsaa lige nær til at blive begeistret. Thi hvad er Begeistring, mon vel blot at ville gjøre og lide Alt, mon ikke tillige der hos bestandigt at ville blive i Uendelighedens Gjeld? For hver Gang Pilen skal fare frem, maa Buestrengen strammes, men for hver Gang Begeistringen fornyer eller i Fornyelsen bevarer sin Fart, maa Gjeldens Uendelighed betænkes. Saaledes ogsaa med Kjerlighed. Vil Du bevare Kjerligheden, da maa Du bevare den i Gjeldens Uendelighed. Vogt Dig derfor for Sammenligning. O, Den, som vogter al Verdens kostbareste Skat, behøver dog ikke at vaage saa omhyggeligt over, at Ingen faaer Noget at vide derom; thi Du maa tillige vogte paa, at Du ikke selv ved Sammenligning faaer Noget at vide om Kjerligheden. Vogt dig for Sammenligning! Sammenligning er den usaligste Forbindelse, i hvilken Kjerlighed kan indtræde; Sammenligning er den det farligste Bekjendtskab , Kjerlighed kan stifte; Sammenligning er den værste af alle Forførelser. Og ingen Forfører er saa hurtig ved Haanden, og ingen Forfører er saaledes allevegne tilstede som Sammenligningen, saasnart Dit Sideblik vinker – dog sige ingen Forført til sit Forsvar »Sammenligningen forførte mig« , thi det var jo ham selv, som opdagede Sammenligningen. Det er bekjendt nok, hvor angest, hvor unyttigt og dog hvor frygteligt anstrenget et Menneske gaaer, naar han veed han gaaer paa den glatte Iis; men det er ogsaa bekjendt nok, at et Menneske træder ganske sikkert og fast paa den glatte Iis, naar han ved Mørket eller paa anden Maade er forbleven uvidende om, at han gaaer paa den glatte Iis. Vogt Dig derfor for at opdage Sammenligningen. Sammenligningen er det usunde Skud, der tager Væxten fra Træet: forbandet bliver Træet en vissen Skygge, men det usunde Skud voxer i usund Trivelighed. Sammenligning er som Naboens fugtige Grund; selv om Dit Huus ikke er bygget derpaa, det synker alligevel. Sammenligning er som den hemmelige Tærings skjulte Orm, der ikke døer , idetmindste ikke før den har faaet Livet af Kjerligheden. Sammenligning er et væmmeligt Udslæt, som er slaaet ind og æder ved Marven. Vogt Dig derfor i Din Kjerlighed for Sammenligning. Men naar Sammenligning er det Eneste, som kunde bringe Kjerligheden ud af Gjelden eller ifærd med at komme ud af Gjelden, og Sammenligningen undgaaes, saa bliver Kjerligheden, sund og levende – i den uendelige Gjeld. At forblive i Gjelden er et uendelig underfundigt og dog uendelig fyldestgjørende Udtryk for Kjerlighedens Uendelighed. Naar man siger om en Naturkraft , f. Ex. at den stormer frem med en uendelig Fart, eller at den bryder frem med en uendelig Kraft og Rigdom, saa synes det bestandigt som var det dog muligt, at den engang maatte standse eller blive udtømt. Men hvad der, uendeligt i sig selv, tillige har en uendelig Gjeld bag ved sig, det er anden Gang uen deliggjort, det har i sig selv Paapasseren , der bestandigt passer paa, at det ikke standser – Gjelden er anden Gang det Fremskyndende. Naar det er Pligt at blive i Kjerlighedens Gjeld til hverandre, saa er det at blive i Gjelden ikke et sværmerisk Udtryk, ikke en Forestilling om Kjerligheden, men Handling, saa bliver Kjerligheden, ved Pligtens Hjælp, christeligt, i Handling, i Handlingens Fart og just derved i den uendelige Gjeld. At elske er at være kommen i en uendelig Gjeld. Ønsket at blive i Gjelden kunde synes blot at være en Opfattelse af, en Forestilling om Kjerligheden, et sidste, det meest overvættes Udtryk, der hørte med – som Krandsen ved Festlighed . Thi selv det kostbareste Bæger, fyldt med den kosteligste Drik – der mangler dog Noget: at Bægeret bekrandses! Og selv den elskeligste Sjel i den deiligste Qvindes Skikkelse – der mangler dog Noget: Krandsen, som fuldender! Saaledes maa der ogsaa tales, naar der tales blot menneskeligt om Kjerligheden: dette Ønske, at blive i Gjelden, er Festlighedens Høieste, er Krandsen ved Festligheden, Noget, der i en vis Forstand hverken gjør fra eller til (thi man drikker dog vel ikke det bekrandsede Bæger, ei heller voxer Krandsen sammen med Bruden), og netop derfor er det skjønne Sværmeries Udtryk. Blot menneskeligt er skjønt Sværmerie det Høieste. Men Christendommen taler ikke sværmerisk om Kjerlighed; den siger, det er Pligt at blive i Kjerlighedens Gjeld, og siger dette ikke som svimlede Tanken nu for sidste Gang og meest beruset – thi Ønsket, at blive i Gjelden, var et overvættes Udtryk, og dog kunde det synes at blive om muligt endnu mere overvættes ved at være Pligt. Selv det Overvættes har dog, mod dets Villie, et Skin af at afdrage paa Gjelden, men er det Pligt at blive i den, saa er Umuligheden svunget endnu engang høiere. Det kunde synes som i en Beruselse, hvor det pludseligt et Øieblik at blive gjort ganske ædru er en Forøgelse af Berusetheden; thi endnu mere sværmerisk bliver Sværmeriet, naar det siges roligt og besindigt, endnu mere eventyrligt bliver det Eventyrlige, naar det fortælles ganske simpelt som en almindelig Begivenhed. – Men saaledes taler Christendommen ikke; den siger om det, at blive i Gjelden, ganske det Samme, som en ædel menneskelig Kjerlighed siger glødende, men den siger det ganske anderledes. Christendommen gjør slet ingen Ophævelser derover , den bliver ikke, som den blot menneskelige Opfat telse af Kjerlighed, overvældet af Synet, nei, den taler lige saa alvorligt herom, som om hvad der synes den blot menneskelige Begeistring aldeles ueensartet. Den siger det er Pligt, og tager derved alt det Opildnede, alt det Øieblikkelige, alt det Svimlende bort fra Kjerligheden. Christendommen siger, det er Pligt at blive i Gjelden, og siger dermed, at det er en Handling, intet Udtryk om, ingen eftertænkende Opfattelse af Kjerligheden. Christeligt forstaaet har intet Menneske i Kjerlighed fuldkommet det Høieste; og selv hvis det var saa, dette Umulige, der vilde dog i samme Øieblik, christeligt forstaaet, være ny Opgave. Men er der i samme Øieblik ny Opgave, saa er det en Umulighed at faae at vide, om man har gjort det Høieste; thi det Øieblik, i hvilket man skulde faae det at vide, er fæstet i Opgavens Tjeneste, og Mennesket altsaa forhindret i at faae Noget at vide om det foregaaende Øieblik, dertil har han ingen Tid, han er beskæftiget, i Handlingens Fart, medens der selv i Sværmeriets Høieste er noget Dvælende. Christendommen forstaaer sig paa hvad det er at handle, og hvad det er i eet væk med Handling at kunne beskæftige Kjerligheden. Den blot menneskelige Opfattelse af Kjerlighed beundrer Kjerligheden, og derfor kommer der saa let en Stillestaaen, Øieblikke, hvor der Intet er at gjøre, ledige Øieblikke, det er Sværmeriets Øieblikke. Kjerligheden er for den blot menneskelige Opfattelses Forestilling som det overordentlig begavede Barn for de eenfoldige Forældre: Barnet er saa hurtig færdigt med Opgaven, at Forældrene tilsidst ikke veed, hvad de skulle hitte paa for at holde Barnet beskæftiget. Kjerligheden er for den blot menneskelige Opfattelses Forestilling som den fyrige, fnysende Ganger, der hurtigt rider Rytteren træt, istedenfor at Rytteren skulde kunne, hvis det behøvedes, ride Gangeren træt. Og dette kan Christendommen. Dens Mening er ikke at arbeide Kjerligheden træt, o langtfra, men Christendommen veed, i Kraft af sit evige Væsen og med Evighedens Alvor, at den kan magte Kjerligheden, og taler derfor saa simpelt, det er saa alvorligt, om den Sag – ret ligesom den jernstærke Beridder, som veed, han kan tumle Hesten, ikke beundrer dens Fyrighed, men siger, den skal være fyrig, thi han tager ikke Fyrigheden fra Hesten; ved at tvinge Fyrigheden forædler han den blot. Saaledes veed Christendommen at tvinge Kjerligheden, og at lære den, at der i ethvert Øieblik er Opgave, veed at holde ud med Kjerligheden, saa denne ydmyget skal lære, at det er ingen Talemaade, intet Sværmerie med at ville blive i Gjelden, men Alvor og Sandhed. Det Farlige var, som viist blev , at Kjerligheden kom til at dvæle sammenlignelsesviis ved sig selv. Dette maa forhindres, men idet det forhindres ved Pligtens Hjælp, skeer der tillige noget Andet, Kjerligheden kommer til at forholde sig til den christelige Forestilling, eller christeligt til Guds Forestillingen; Gjelds-Forholdet overføres til Forholdet mellem Menneske og Gud. Det er Gud, der, saa at sige, kjerligt overtager Kjerlighedens Fordring; den Elskende kommer, ved at elske et Menneske, i en uendelig Gjeld – men igjen til Gud som Værge for den Elskede. Nu er Sammenligning gjort umulig, og nu har Kjerligheden fundet sin Mester . Der er ikke mere Tale om festlig Stemning og stadselig Bedrift; Kjerligheden skal ikke mere, om jeg saa tør sige, spille paa Menneskelighedens barnagtige Skueplads , der lader det tvivlsomt, om det er Spøg eller Alvor. Medens Kjerligheden i alle sine Yttringer vender sig ud ad mod Menneskene, hvor den jo har sin Gjenstand og sine Opgaver, veed den dog, at her er ikke Stedet, hvor den skal bedømmes, men at inderst inde, hvor Kjerligheden forholder sig til Gud, der er Dommen. Det er som naar Barnet er ude blandt Fremmede: Barnet gjør eftersom det er oplært . Men hvad enten de Fremmede synes godt om Barnet eller ikke, hvad enten det forekommer Barnet, at det fører sig bedre op end de andre Børn eller ikke: det alvorligt opdragne Barn glemmer aldrig, at Dommen er hjemme, hvor Forældrene dømme. Og dog er jo Opdragelse ikke beregnet paa, at Barnet skal blive hjemme hos Forældrene, tvertimod paa, at Barnet skal gaae ud i Verden. Saaledes med Kjerligheden, christeligt forstaaet. Det er Gud, der saa at sige opdrager Kjerligheden i et Menneske; men Gud gjør det ikke for selv ligesom at forlyste sig ved dette Syn, tvertimod gjør han det, for saa at sende Kjerligheden ud i Verden, idelig beskæftiget i Opgave. Men den alvorligt opdragne, den christelige Kjerlighed glemmer i intet Øieblik, hvor det er den skal dømmes, nemlig Aften eller Morgen eller naar det ellers er, kort, hver Gang den fra alle sine Opgaver et Øieblik kommer hjem, bliver overhørt – for strax at sendes ud igjen. Thi hos selv det høieste Sværmerie kan Kjerligheden dog dvæle lidt, inden den gaaer ud igjen, men hos Gud er der ingen Dvælen. See saaledes forstaaet er det Alvor og Sandhed med at blive i Kjerlig hedens Gjeld til hverandre. Endog det oprigtigst meente og menneskelig talt ædleste Sværmerie, endog den meest glødende og uegennyttigste Begeistring er dog ikke Alvor, om den end udfører det Forbausende, og om den end tillige ønsker at blive i Gjelden. Det Mangelfulde ved selv den ædleste menneskelige Begeistring er, at den, som blot menneskelig, i sidste Forstand ikke er sig selv mægtig, fordi den ingen høiere Magt har over sig. Kun Guds-Forholdet er Alvor; det Alvorlige er just, at Opgaven tvinges til sit Høieste, fordi der er Den, som tvinger med Evighedens Magt, det Alvorlige er, at Begeistringen har Magt over sig og Tvang paa sig . Den Enkelte er forpligtet i Kjerlighedens Gjeld til andre Mennesker, men det er hverken dette enkelte Menneske selv eller andre Mennesker, som skal bedømme hans Kjerlighed. Naar saa er, maa den Enkelte blive i den uendelige Gjeld. Gud har Sandhedens og Ufeilbarhedens uendelige Forestilling om Kjerlighed, Gud er Kjerlighed , altsaa maa den Enkelte blive i Gjelden – saa sandt Gud bedømmer det, eller saasandt han bliver i Gud, thi kun i Gjeldens Uendelighed kan Gud blive i ham. Han bliver i Gjelden, og han erkjender tillige, at det er hans Pligt at blive i Gjelden, hans Pligt, at gjøre denne Tilstaaelse, der, christeligt, ikke er Sværmeriets, men en ydmyg, kjerlig Sjels. Det Ydmyge ligger i at gjøre Tilstaaelsen; det Kjerlige ligger i at være uendelig villig til at gjøre den, fordi det hører med til Kjerlighed, fordi der er Salighedens Mening og Sammenhæng i denne Tilstaaelse; det Christelige ligger i, slet ingen Ophævelse at gjøre derover, fordi det er Pligt. »Bliver derfor Ingen Noget skyldige, uden det at elske hverandre« ; nei, »betaler Alle Alt, hvad I ere dem skyldige , Den, som I ere Skat skyldige, Skat; Den, som Told, Told; Den, som Frygt, Frygt; Den, som Ære, Ære.« Bliver saaledes intet andet Menneske Noget skyldige, ikke hvad Du har laant af ham, ikke hvad Du har lovet ham, ikke hvad han med Rette kan fordre af Dig som Gjengjeld. Bliv, om muligt, intet Menneske Noget skyldig, ingen Forekommenhed , ingen Tjeneste, ingen Deeltagelse i Glæde eller Sorg, ingen Skaansomhed i at dømme, ingen Hjælp i Livet, intet Raad i Farer, ingen Opoffrelse, end ikke den tunge ste, nei, i alt Dette bliv intet Menneske noget skyldig; men bliv dog i Skylden, som Du med alt dette ingenlunde har villet og for Gud ingenlunde har kunnet afbetale, den Skyld, at elske hverandre! O, gjør dette! Og saa blot Eet endnu: »husk itide paa , at dersom Du gjør dette eller dog stræber at gjøre derefter, da vil det gaae Dig ilde i Verden.« Dette er især vigtigt at minde om særligt ved denne Tales, almindeligt ved denne lille Bogs Slutning , at Talen ikke usandt skal virke henrivende . Derfor vil Verden just finde Slutningen aldeles forfeilet, hvilket igjen har sin Betydning for at bevise, at Slutningen er – rigtig. Man læser og hører stundom med Bedrøvelse christelige Foredrag, der egentligen udelade den sidste Fare. Hvad der siges om Tro, om Kjerlighed, om Ydmyghed er ganske rigtigt og ganske christeligt; men dog maa en saadan Tale vildlede en Yngling istedenfor at veilede ham, fordi Talen udelader, hvad der saa derpaa hænder det Christelige i Verden. Talen fordrer, at et Menneske med Selvfornegtelse skal arbeide paa, at udvikle det christelige Sindelag i sig – men saa, saa, ja saa siges der ikke mere, eller de høist betænkelige nærmere Bestemmelser forties, medens der tales saadan om og forsikkres, at det Gode har sin Løn , at det er elsket baade af Gud og af Menneskene. Naar nu dette christelige Sindelag, med Rette, anprises som det Høieste, saa maa jo Ynglingen troe, at hvis han da fuldkommer dette det Fordrede dette eller dog redeligt arbeider paa at fuldkomme det, saa vil det ogsaa gaae ham godt i Verden. See, denne Fortielse af den sidste Vanskelighed (at det nemlig, menneskelig talt, vil gaae ham ilde i Verden, og netop jo mere han udvikler det Christelige i sig) er et Bedrag, som enten maa føre Ynglingen til at fortvivle over sig selv (som laae Feilen ganske ligefrem hos ham, at han ikke var en sand Christen) eller til mismodigt at opgive sin Stræben, som hændte der ham noget ganske Usædvanligt, medens der dog kun hænder ham, hvad Apostelen Johannes taler om , som om det ganske Sædvanlige, naar han siger ( 1 Joh. 3, 13 ): »lad dette ikke forundre Eder.« Ynglingen har Taleren altsaa bedraget ved at fortie det sande Sammenhæng, ved at lade som var der, christeligt, kun Strid paa eet Sted, istedenfor, at den sande christelige Strid altid er Dobbelt-Farens, fordi der er Strid paa to Steder: først i Menneskets Indre, hvor han skal stride med sig selv, og saa, naar han gjør Fremgang i denne Strid, udenfor Mennesket med Verden. Ak, maaskee er en saadan Taler bange for at anbefale det Christelige og det Gode paa denne vistnok besynderlige, men sandfærdige Maade, at det ingen Løn har i Verden, ja, at Verden just arbeider det imod. Maaskee synes det Taleren, at det er som at slaae sig selv paa sin – veltalende Mund, naar han, efter at have i de meest anbefalende og saa særdeles heldigt valgte Vendinger og Udtryk anpriist det Gode, og altsaa lagt det Tilhøreren saa nær som muligt endnu idag at gaae hen og gjøre derefter , det synes ham maaskee, at det er som at slaae sig selv paa Munden, ja, at det er Synd for Indtrykket af hans smagfulde Veltalenheds Mesterstykke, hvis han saa skulde tilføie blandt Anbefalingerne: at det Gode lønnes med Had, Foragt, Forfølgelse. Thi hvis saa er , synes det jo naturligere at advare mod det Gode, eller endnu rettere, det gjør man jo ved at anbefale det paa denne Maade. Taleren er rigtignok i en vanskelig Stilling. Velmenende maaskee, vil han saa gjerne lokke Menneskene: saa udelader han den sidste Vanskelighed, Det, som gjør Anbefalingen saa vanskelig – og nu gaaer det flydende, baade opløftende og taaredrivende, i et henrivende Foredrag. Ak, men dette er, som viist blev, at bedrage. Skal Taleren derimod gjøre Brug af – den vanskelige Anbefaling, saa » skrækker han Tilhørerne bort«, maaskee vilde Talen næsten forskrække ham selv, han der i høi Grad feiret, agtet og skatteret , jo beviser, at det gode Christelige har sin Løn i Verden. At han nemlig har Lønnen, om saa Evigheden ti Gange mener, at han har Lønnen borte , at han har Lønnen, kan ikke negtes, men den synes noget verdslig, og er ikke den Godtgjørelse, som Christendommen itide har lovet sine Tilhængere, og hvorved den strax har – anbefalet sig. Vi ville sandeligen nødigt gjøre en Yngling opblæst, og tidligt lære ham at faae travlt med at dømme Verden, Gud forbyde, at noget Ord af os skulde kunne bidrage til at udvikle denne Usundhed i et Menneske; vi mene netop at skulle gjøre ham hans Liv indefter saa anstrenget, at han for det Første faaer Andet at tænke paa, thi det er vistnok, at det er et usundt Had til Verden, som, maaskee endog uden en gang at have betænkt det uhyre Ansvar, ønsker at blive forfulgt. Men paa den anden Side ville vi sandeligen ogsaa nødigt bedrage en Yngling ved at fortie Vanskeligheden, og fortie den just i det Øieblik, vi stræbe at anbefale det Christelige, thi da og just da er Øieblikket til at tale. Vi fortrøste os til frimodigt at turde anprise det Christelige ogsaa med det Tilføiende, at dets Løn mildest talt er Utak i Verden . Vi ansee det for vor Pligt bestandigt at tale til itide, saa vi ikke stundom anprise det Christelige med Udeladelse af nogen dets væsentlige Vanskelighed, og til andre Tider, maaskee i Anledning af en enkelt Text, hitte paa nogle Trøstegrunde for den i Livet Forsøgte . Nei, just da, naar det Christelige stærkest anprises, skal Vanskeligheden samtidigt fremhæves. Det er nemlig uchristeligt Klynkerie, om Nogen vil mene: lad os paa enhver Maade vinde Menneskene for det Christelige, og naar saa engang Gjenvordighederne komme over dem, saa har vi jo Raad, saa er det Tid at tale derom. Men heri ligger den Sviig : om det dog ikke skulde være muligt, at en Christen kunde slippe fra disse Gjenvordigheder, aldeles i samme Forstand, som En heldigt hverken forsøges i Armod eller Sygdom. Det vil sige, man seer Verdens Modstand i et tilfældigt Forhold til det Christelige, ikke i et væsentligt: Modstanden kan maaskee komme, men maaskee ogsaa udeblive. Dog denne Betragtning er aldeles uchristelig. Om en Hedning kan have Ret i at prise sig lykkelig i sin Død , at han slap igjennem Livet og dog forbi alle Gjenvordigheder, er vel muligt; men en Christen maa være lidt betænkelig ved denne Glæde i Døds-Øieblikket – thi, christeligt, staaer Verdens Modstand i et væsentligt Forhold til det Christeliges Inderlighed. Desuden skal Den, der vælger det Christelige, netop i det Øieblik have Indtrykket af dets Vanskelighed, at han kan vide, hvad det er han vælger. Der skal ikke loves Ynglingen Andet, end hvad Christendommen kan holde, men Christendommen kan ikke Andet end holde, hvad den fra først af har lovet: Verdens Utak, Modstand, Forhaanelse, og bestandigt i høiere Grad, jo alvorligere Christen En bliver. Dette er den sidste Vanskelighed ved det Christelige, og den maa allermindst forties da, naar man anpriser det Christelige. Nei, naar den sidste Vanskelighed forties, saa kan der egentligen ikke tales om det Christelige. Dersom Verden ikke er saaledes som Christendommen oprindeligt antog den at være, saa er det Christelige væsentligen afskaffet. Hvad Christendommen kalder Selvfornegtelse er just og væsentligen indeholdende en Dobbelt-Fare, ellers er Selvfornegtelsen ikke christelig Selvfornegtelse. Kan derfor Nogen bevise, at Verden eller Christenheden nu er bleven væsentligen god, som var det Evigheden, saa skal jeg ogsaa bevise, at den christelige Selvfornegtelse er gjort umulig, og Christendommen afskaffet, saaledes som den vil være afskaffet i Evigheden, hvor den vil være ophørt at være stridende. Den blot menneskelige Selvfornegtelses Tanke er denne: opgiv Dine selvkjerlige Ønsker, Attraaer , Planer – saa bliver Du agtet og æret og elsket som den Retfærdige og Vise. Man seer let, at denne Selvfornegtelse ikke naaer Gud eller Guds-Forholdet, den bliver verdsligt indenfor Forholdet mellem Menneske og Menneske. Den christelige Selvfornegtelses Tanke er: opgiv Dine selvkjerlige Ønsker og Attraaer, opgiv Dine egennyttige Planer og Hensigter, saa Du i Sandhed uegennyttigt arbeider for det Gode – og find Dig saa i, just derfor at være afskyet næsten som en Forbryder, forhaanet, bespottet, find Dig saa i, hvis det fordres af Dig, just derfor at blive henrettet som en Forbryder, eller rettere, find Dig ikke deri, thi det kan man næsten nødsages til, men vælg det frit. Dette veed nemlig den christelige Selvfornegtelse forud, at det vil hænde den, og vælger det frit. Christendommen har Evighedens Forestilling om hvad det er at opgive sine egennyttige Hensigter, den lader derfor den Christne ikke slippe for halv Priis. Man seer let, at den christelige Selvfornegtelse naaer Gud, og i Gud har sit eneste Tilhold . Men kun saaledes at være forladt – i Dobbelt-Faren er christelig Selvfornegtelse; den anden Fare, eller Faren paa andet Sted er netop Sikkerheden for, at det er i sin Rigtighed med Guds-Forholdet, at det er et reent Guds-Forhold. Og om der ingen anden Dobbelt-Fare var, blot det at ville være saaledes forladt, anseer Verden for Dumhed eller Gal skab, hvad den altsaa er meget langt fra at ære og beundre. Verden forstaaer sig kun klogt paa Selvfornegtelse, og ærer derfor kun den Selvfornegtelse, som klogt bliver indenfor Verdsligheden. Derfor sørger Verden bestandigt for, at der er et tilstrækkeligt Antal af den eftergjorte Selvfornegtelses falske Sedler i Omløb, ak, og stundom bliver Forholdenes og Tankernes Krydsen saa forviklet , at der hører et kyndigere Øie til strax at kjende den falske Seddel. Thi man kan jo ogsaa tage Gud verdsligt med indenfor Verdsligheden, og altsaa faae en Selvfornegtelse, som har Gud-Mærket og dog er falsk. Det kan jo stundom verdsligt tage sig godt ud som det hedder at fornegte sig selv for Guds Skyld, dog ikke i hiin Dobbelt-Farens forladte Fortrolighed med Gud, men saaledes, at Verdsligheden forstaaer dette Menneske og ærer ham derfor. Dog er det let at kjende Falskneriet, thi saasnart Dobbelt-Mærket mangler, saa er Selvfornegtel sen ikke christelig Selvfornegtelse. Det er menneskelig Selvfornegtelse, naar Barnet fornegter sig selv, medens Forældrenes Favn opmuntrende og tilskyndende aabner sig for det. Det er menneskelig Selvfornegtelse, naar et Menneske fornegter sig selv, og Verden nu aabner sig for ham. Men det er christelig Selvfornegtelse, naar et Menneske fornegter sig selv, og han nu, just fordi Verden derfor lukker sig for ham, stødt tilbage af Verden maa søge Guds Fortrolighed. Dobbelt-Faren ligger jo just i at møde Modstand der, hvor han havde ventet at finde Bistand, saa han altsaa maa vende sig to Gange, istedenfor, at den blot menneskelige Selvfornegtelse kun vender sig een Gang. Al den Selvfornegtelse derfor, som finder Bistand i Verden, den er ikke christelig Selvfornegtelse. Det var i denne Betydning at de gamle Kirkelærere sagde: at Hedenskabets Dyder ere glimrende Laster. – Det er blot menneskelig Selvfornegtelse: uden Frygt for sig selv og uden Hensyn til sig selv at vove sig i Fare – i den Fare, hvor Æren vinker den Seirende, hvor de Medlevendes , Tilskuernes Beundring allerede vinker Den, som blot vover. Man seer let, at denne Selvfornegtelse ikke naaer Gud, men bliver underveis, indenfor Menneskeligheden. Det er christelig Selvfornegtelse: uden Frygt for sig selv og uden Hensyn til sig selv at vove sig i den Fare, om hvilken de Medlevende, hildede og forblindede og medskyldige, ingen Forestilling have eller ville have, at der er Ære at vinde, saa det altsaa ikke blot er farefuldt at vove sig i Faren, men dobbelt farefuldt, fordi Tilskuernes Forhaanelse venter den Modige, ligegyldigt enten han seirer eller han taber. I det ene Tilfælde er Forestillingen om Faren given; de Medlevende ere enige om, at der er Fare, Fare at vove sig i, og altsaa Ære at vinde ved Seiren, da Forestillingen om Faren allerede gjør dem villige til at beundre Den, der blot vover. I det andet Tilfælde maa den Modige ligesom opdage Faren og stride for at faae Lov til at kalde Fare, hvad de Medlevende ikke ville, der, om de end indrømme, at det er muligt at sætte Livet til i denne Fare, dog negte, at det er en Fare, da det for deres Forestilling er en Latterlighed og altsaa dobbelt latterligt at sætte sit Liv til for en Latterlighed. Christendommen opdagede saaledes en Fare, som hedder evig Fortabelse. Denne Fare forekom Verden en Latterlighed. Lad os nu tænke et christeligt Vidne . Han vover sig for denne Læres Skyld i Kamp med de Mægtige, der have hans Liv i deres Haand, og som i ham maae see en Urostifter – det vil vel koste ham Livet. Men paa samme Tid finde de Medlevende, med hvem han ikke har nærmest at stride , men som ere Tilskuere, de finde det latterligt at vove sig i Døden for en saadan Taabeligheds Skyld. See, her er Livet at tabe, og sandeligen ingen Ære og Beundring at vinde. Dog saaledes at være forladt, kun saaledes at være forladt er christelig Selvfornegtelse. – – Dersom nu Verden eller Christenheden var væsentligen bleven god, saa var denne Selvfornegtelse gjort umulig, thi i saa Fald vilde Verden jo, som væsentligen god, ære og prise Den, som fornegtede sig selv, og bestandigt have den rigtige Forestilling om, hvor Faren er, og hvilken den sande Fare er. See derfor ønske vi at ende denne som al vor Tale, der efter den os forundte Evne priser det Christelige, med denne lidet indsmigrende Anbefaling: vogt Dig at begynde paa at gjøre det – dersom det ikke i Sandhed er Din Alvor at ville i Sandhed fornegte Dig selv. Vi have for alvorlig en Forestilling om det Christelige til at ville lokke Nogen, vi ville hellere næsten advare. Den, der i Sandhed vil tilegne sig det Christelige, han vil dog komme til indvortes at opleve ganske andre Forfærdelser end Forfærdelsens Smule Skuespil i en Tale; han maa udefter være ganske anderledes besluttet end han kan blive det ved Hjælp af en Smule Veltalenheds sminkede Usandhed. Vi overlade til Enhver at prøve, om denne vor alvorlige Forestilling skulde synes kold, trøstesløs, uden Begeistring. Forsaavidt En skulde tale om sit eget Forhold til Verden, da vilde dette være en anden Sag, da er det Pligt at tale saa mildt, saa undskyldende som muligt, og selv naar han gjør det, er det Pligt at blive i Kjerlighedens Gjeld. Men naar vi tale veiledende, tør vi ikke fortie, hvad der maaskee er lidet skikket til at indynde Talen i en sværmersk Ynglings higende Forestilling. Vi tør heller ikke anprise , smilende at ville opløfte sig over Verdens Modstand og Daarskab; thi selv om det lader sig gjøre, som det er gjort i Hedenskabet , det lader sig og kun gjøre i Hedenskabet, fordi Hedningen ikke har det Christeliges sande, alvorlige, evigt bekymrede Forestilling om det Sande; thi for denne er det ingenlunde latterligt, at Andre mangle den. Christeligt forstaaet er Verdens væsentlige Daarskab ingenlunde latterlig, selv hvor latterlig den er; thi naar der er en Salighed at vinde eller tabe, saa er det hverken en Spøg, om jeg vinder den, ei heller latterligt, om Nogen forskjertser den. Derimod er det en Latterlighed, som vi vel skulle vogte os for: at tale indsmigrende om det Christelige. Mon vel ogsaa et Menneske, idet han overrakte det andet Menneske et uhyre skarpt slebent, tveægget Redskab, mon han vilde overrække det med Miner, Gebærder, Udtryk, som man overrækker en Blomsterkost ? Var dette ikke afsindigt? Hvad gjør man da? Forvisset om det farlige Redskabs Fortræffelighed, anpriser man det vistnok med fuld Stemme , men saaledes, at man i en vis Forstand advarer derimod. Saaledes med det Christelige. Hvis fornødent gjordes , skulde vi derfor heller ikke tage i Betænkning , under Ansvar paa høieste Sted, i christelige, just i christelige Prædikener at prædike mod Christendommen. Thi vi vide heelt vel, hvor Ulykken i disse Tider stikker: at man ved gjækkelig og indsmigrende Søndags-Tale har faaet Christendommen narret ind i et Sandsebedrag, og os Mennesker ind i den Indbildning, at vi saadan ere Christne. Dog, hvis et Menneske meente at holde en Blomst i sin Haand, en Blomst, som han halvt forfængeligt, halvt tankeløst forlystede sig med at betragte – og da Nogen, med Sandhed vel at mærke, raabte til ham »Ulyksalige, Du seer ikke, at det er et uhyre skarpt slebent, tveægget Redskab, Du holder i Din Haand«: mon han ikke et Øieblik vilde blive forfærdet! Men, men – mon Den, der med Sandhed sagde det, bedrog ham eller Sandheden? Thi atter dette vilde dog kun være at sætte ham fastere i Misforstaaelsen, hvis En vilde minde hiint Menneske om, at den Blomst, han holdt i sin Haand, var ingen simpel eller almindelig Blomst, men den høist sjeldne. Nei, Christendommen er ikke i menneskelig Forstand den høist sjeldne Blomst, ei heller den allersjeldneste – saa bliver Talen dog, hedensk og verdsligt, indenfor den blot menneskelige Forestilling. Christendommen er, guddommeligt forstaaet, det høieste Gode, og derfor tillige, menneskelig forstaaet, et uhyre farligt Gode, fordi den, blot menneskeligt forstaaet, er saa langtfra at være den sjeldne Blomst, at den er Forargelse og Daarskab , nu som engang i Begyndelsen og saa længe Verden bestaaer. Overalt hvor det Christelige er, er Forargelsens Mulighed, men Forargelse er den høieste Fare. Enhver, der i Sandhed har tilegnet sig det Christelige eller Noget af det Christelige, han har ogsaa maattet gaae Forargelsens Mulighed saaledes forbi, at han har seet den, og med den for Øie – valgt det Christelige. Skal der tales om det Christelige, maa Talen bestandigt holde Forargelsens Mulighed aaben, men altsaa kan den aldrig komme til ligefremt at anbefale Christendommen, saa Forskjellen mellem Talerne blot vilde være den, at een gjorde det i stærkere, en anden i svagere, en tredie i de allerstærkeste Lovprisningens Udtryk. Christendommen kan kun anprises, idet paa ethvert Punkt Faren i eet væk gjøres aabenbar : hvorledes det Christelige er den blot menneskelige Forestilling Daarskab og Forargelse. Men ved at gjøre dette tydeligt og aabenbart, advares der jo. Saa alvorlig er Christendommen. Hvad der trænger til Menneskenes Bifald gjør sig strax lækkert for dem, men Christendommen er saaledes sikker paa sig selv, og veed med saadan Alvor og Strenghed, at det er Menneskene, der trænge til den, at den just derfor ikke anbefaler sig ligefrem, men først skrækker Menneskene op – som Christus anbefalede sig til Apostlene ved itide at forudsige dem, at de for hans Skyld vilde blive forhadte, ja at Den, som slog dem ihjel, vilde mene at gjøre Gud en Tjeneste. Da Christendommen kom ind i Verden, behøvede den ikke (om den dog gjorde det) selv at gjøre opmærksom paa, at den var Forargelsen, thi denne opdagede jo Verden let nok, som tog Forargelsen . Men nu, nu, da Verden er bleven christelig, nu maa Christendommen for Alt selv passe paa Forargelsen. Dersom det derfor er saa, at saa mange »Christne« i disse Tider gaae Glip af Christendommen, hvoraf kommer det, uden deraf , at Forargelsens Mulighed glipper for dem, dette Forfærdelige: behag at bemærke ? Hvad Under saa, at Christendommen og dens Salighed og dens Opgaver ikke mere kan tilfredsstille »de Christne« – de kunne jo ikke engang forarges paa den! – Da Christendommen kom ind i Verden, behøvede den ikke selv (om den dog gjorde det) at gjøre opmærksom paa, at den stred mod den menneskelige Fornuft, thi dette opdagede Verden let nok. Men nu, nu, da Christendommen gjennem Aarhundreder har levet i vidtløftig Omgang med den menneskelige Fornuft, nu, da en falden Christendom – ligesom hine faldne Engle, der giftede sig med jordiske Qvinder – har giftet sig med den menneskelige Fornuft, nu, da Christendom og Fornuft ere blevne Du og Du : nu maa Christendommen for Alt selv passe paa Anstødet. Skal Christendommen (ak, det er som var det Eventyret om det i hundrede Aar fortryllede Slot ) prædikes ud af Sandsebedragets Fortryllelse og vanskabte Forvandling, saa maa først Forargelsens Mulighed igjen fra Grunden af prædikes tillive. Kun Forargelsens Mulighed (Modgiften mod Apologetikens Slumre-Drik ) er istand til at vække den Indslumrede, istand til at kalde den Fortryllede tilbage, saa Christendommen atter er sig selv. Siger da den hellige Skrift » vee Den, ved hvem Forargelsen kommer «, saa fortrøste vi os til at sige: vee Den, som først hittede paa at prædike Christendom uden Forargelsens Mulighed. Vee Den, som indsmigrende, leflende , anbefalende, bevisende paaprakkede Menneskene noget umandigt Noget, som skulde være Christendom! Vee Den, som kunde gjøre Miraklet begribeligt, eller dog aabne os lyse Udsigter til, at det snart skulde lykkes! Vee Den, som forraadte og brød Troens Hemmelighed , forvanskede den til offentlig Viisdom, fordi han tog Forargelsens Mulighed bort! Vee Den, som kunde begribe Forsoningens Hemmelighed uden at mærke Noget til Forargelsens Mulighed, endnu engang vee ham, at han meente dermed at gjøre Gud og Christendommen en Dyrkelse ! Vee alle disse utroe Husholdere, som satte sig ned og skrev falske Beviser, og derved vandt Christendommen og sig selv Venner, naar de fraskreve Christendommen Forargelsens Mulighed og tilskreve den Daarskaber i hundredeviis. O, sørgeligt spildte Lærdom og Skarpsind, o sørgeligt spildte Tid paa dette uhyre Arbeide med at forsvare Christendommen! Sandeligen, naar Christendommen blot atter reiser sig vældig ved Forargelsens Mulighed, saa denne Rædsel atter kan skrække Menneskene op: saa behøver Christendommen intet Forsvar. Og paa den anden Side, jo lærdere, jo fortræffeligere Forsvaret, desto mere er Christendommen forvansket, afskaffet, afmattet som en Halvmand . Thi Forsvaret vil netop godhedsfuldt tage Forargelsens Mulighed bort. Men Christendommen skal ikke forsvares; det er Menneskene, der skulle see til , om de kunne forsvare sig og forsvare for sig selv hvad de vælge, naar Christendommen forfærdeligt som engang byder dem Valget, og forfærdeligt nødsager dem til at vælge: enten at forarges eller at antage Christendommen. Tag derfor Forargelsens Mulighed bort fra det Christelige, eller borttag fra Syndernes Forladelse den ængstede Samvittigheds Kamp (til hvilken dog, efter Luther s ypperlige Forklaring, hele denne Lære er at henføre) og luk saa jo før jo hellere Kirkerne eller gjør dem til Forlystelsessteder , som staae aabne hele Dagen. Men medens man saaledes ved at tage Forargelsens Mulighed bort har faaet hele Verden christnet, skeer bestandigt det Besynderlige: at Verden forarges paa den virkelige Christen. Her kommer Forargelsen, hvis Mulighed nu engang er uadskillelig fra det Christelige. Kun er Forvirringen sørgeligere end nogensinde; thi engang forargedes Verden paa Christendommen – det var der Mening i; men nu har Verden faaet den Indbildning, at den er Christen, at den har tilegnet sig Christendommen uden at mærke Noget til Forargelsens Mulighed – og forarges saa paa den virkelige Christen. Sandelig, et saadant Sandsebedrag er vanskeligt at komme ud af. Vee, de hurtige Penne og de travle Tunger, vee den hele Travlhed, som fordi den hverken veed det Ene eller det Andet, derfor saa uendelig let kan forlige baade det Ene og det Andet! Paa den virkelige Christen forarges endnu bestandigt den christne Verden. Kun er Forargelsens Lidenskab ordentligviis her ikke saa stærk, at den vil udrydde ham, nei det bliver blot ved Spot og Haan. Dette lader sig let forklare. Dengang da Verden var sig selv bevidst ikke at være Christen, da var der Noget at strides om, da gik det paa Liv og Død. Men nu da Verden stolt og beroliget er forvisset om selv at være Christen, saa er den sande Christens Overdrivelse jo ikke mere værd end at lee af. Forvirringen er sørgeligere end i Christendommens første Tid. Det var sørgeligt, men der var Mening deri, da Verden stred paa Liv og Død med Christendommen; men Verdens nuværende ophøiede Rolighed i Bevidsthed af selv at være Christen, dens, om man saa vil, billige Smule Spot – over den virkelige Christen: dette grændser næsten til Afsindighed. Saaledes er Christendommen aldrig i dens første Tid bleven til Gjenstand for Spot. Naar da i denne christne Verden et Menneske vil blot nogenlunde stræbe at fuldkomme den Pligt at blive i Kjerlig hedens Gjeld til hverandre: saa vil han ogsaa blive ført ud i den sidste Vanskelighed og faae Verdens Modstand at kæmpe med. Ak, Verden tænker saa lidt eller aldrig paa Gud; deraf kommer det, at den aldeles maa misforstaae ethvert Liv, hvis væsentligste og stadigste Tanke just er Tanken om Gud, Tanken om, hvor, guddommeligt forstaaet, Faren er, og hvilken Fordringen til et Menneske. Om den virkelige Christen vil derfor den christne Verden i denne Henseende sige: »han priisgiver sig selv; endog der, hvor han aabenbart er den Forurettede, er det ikke langtfra, at han næsten er Den, som beder om Forladelse«. Verden vil hos ham – christeligt (thi Verden er jo Christen) savne den fornødne – christelige Hjer tets-Haardhed , der har travlt med at paatale sin Ret , at hævde sig selv, at gjengjelde Ondt med Ondt eller dog med den stolte Bevidsthed at gjøre godt. Verden mærker slet ikke, at et saadant Menneske har en ganske anden Maalestok for sit Liv, og at deraf lader det Hele sig ganske simpelt forklare, medens det rigtignok bliver ganske meningsløst, forklaret ved Hjelp af Verdens Maalestok. Men da Verden egentligen ikke veed af og vel ikke vil vide af, at denne Maalestok (Guds-Forholdet) er til, saa kan den ikke forklare et saadant Menneskes Adfærd uden som Særhed – thi at det er Christelighed kan naturligviis aldrig falde Verden ind, der som Christen dog vel selv bedst veed, hvad Christendom er. Det er sært, at et Menneske ikke er egennyttigt, det er sært, at han ikke skjender igjen , det er sært og flaut , at han tilgiver sin Fjende og næsten er bange for, om han ogsaa gjør nok for sin Fjende, det er sært, at han altid kommer an paa forkeert Sted, aldrig hvor det tager sig ud at være modig, høimodig , uegennyttig: dette er sært og søgt og halvfjantet, kort Noget til at lee lidt af, naar man da selv, ved at være Verden, er sikker paa som Christen at være i Besiddelse af det Sande og Saligheden baade her og hisset . Verden har ingen uden i det høieste en meget fjern Stor-Høitids-Forestilling om, at Guds-Forholdet er til, end sige, at det dagligt skulde bestemme et Menneskes Liv – derfor maa den dømme saaledes. Den usynlige Lov for et saadant Menneskes Liv, for dets Lidelse og for dets Salighed, er slet ikke til for Verden: ergo maa den forklare et saadant Liv mildest som Særhed, ligesom vi jo forklare det som Afsindighed, naar et Menneske i eet væk seer sig om efter en Fugl, som Ingen af os Andre kan see, eller naar et Menneske dandser – efter en Musik, som det ikke er noget andet Menneske, selv med hans redeligste Villie, muligt at høre, eller naar et Menneske ved sin Gang udtrykker, at han gaaer af Veien for noget – Usynligt. Og dette er jo ogsaa Afsindighed; thi en Fugl, hvis den virkelig er tilstede, kan ikke være usynlig tilstede, saa lidet som en virkelig Musik kan være uhørlig, og saa lidet som en virkelig Hindring paa Ens Vei, der gjør det fornødent at gaae af Veien, kan være usynlig; men Gud kan kun være usynlig og uhørlig tilstede , saa det, at Verden ikke seer ham, endda ikke beviser saa meget. Lad mig oplyse dette Forhold ved et simpelt Billede, som jeg oftere har brugt om end paa en forskjelliggjort Maade – det er saa frugtbart, saa lærerigt og saa betegnende. Naar et strengt opdraget Barn er sam men med uartige eller mindre artige Børn, og det da ikke vil deeltage med dem i deres Uartigheder, hvilke de dog selv, idetmindste for en stor Deel, ikke ansee for Uartigheder: saa vide de uartige Børn ikke at forklare dette anderledes, end at Barnet maa være et sært og tosset Barn; de mærke ikke, at Forholdet lader sig forklare paa en anden Maade, af, at det strengt opdragne Barn bestandigt, hvor det end er, hos sig har Forældrenes Maalestok for hvad det tør og hvad det ikke tør. Dersom Forældrene synligen vare tilstede, saa de uartige Børn saae dem, da vilde de bedre kunne forstaae Barnet, især hvis det tillige viste sig bedrøvet ved at maatte lyde Forældrenes Forbud, thi saa var det jo aabenbart, at Barnet hellere end gjerne vilde som de uartige Børn, og det var let nok at indsee, ja at see, hvad det var, som holdt Barnet tilbage. Men naar Forældrene ikke ere tilstede, saa kunne de uartige Børn ikke forstaae det strengt opdragne. De tænke som saa: enten maa dette Barn slet ikke have saadanne Lyster som vi andre Børn, men det er jo tosset og sært; eller det har maaskee nok Lysterne, men tør ikke – dog hvorfor tør det ikke, Forældrene ere jo ikke tilstede, see det er igjen tosset og sært. Man kan derfor ingenlunde ligefrem kalde det Skadefryd eller Ondskab af de mindre artige Børn, at de dømme saaledes om det strengt opdragne, o, nei de mene det maaskee endog paa deres Viis ret godt med det. De forstaae ikke det strengt opdragne Barn, de synes selv godt om deres Uartigheder, og derfor ville de, at det skal tage Deel med dem , og være en rask Dreng – ligesom de andre. – Anvendelsen af dette Billede er let at gjøre. Verden kan slet ikke faae det i sit Hoved (og det er da heller ikke Tilfældet), at en Christen ikke skulde have samme Lyster og Lidenskaber, som Verden har. Men dersom han har dem, saa kan den endnu mindre faae i sit Hoved, hvorfor han af Frygt for en Usynlig tosset nok vil tvinge de efter Verdens Begreb uskyldige og tilladelige Lyster, som det endog »er Pligt at søge«, hvorfor han vil tvinge den Selvkjerlighed, som Verden kalder ikke blot uskyldig, men priselig , hvorfor han vil tvinge den Vrede, som Verden ikke blot anseer for naturlig men for Kjendet paa en Mand og en Mands Ære, hvorfor han altsaa paa en dobbelt Maade vil gjøre sig selv ulykkelig: først ved ikke at faae Lysterne tilfredsstillede, og dernæst ved til Løn derfor at blive udleet af Verden. Man seer let, at Selvfornegtelsen her er rigtigt mærket: den har Dob belt-Mærket. Just fordi dette er saaledes, fordi ganske rigtigt Den, som vil for Alvor søge at efterkomme det, vil geraade i dobbelt Fare, just derfor sige vi, at det er de Christnes Pligt: at blive i Kjerlighedens Gjeld til hverandre.