IV. Vor Pligt at elske de Mennesker, vi see IV. Vor Pligt at elske de Mennesker, vi see IV Vor Pligt at elske de Mennesker, vi see 1 Joh. IV, 20 . Dersom Nogen siger: jeg elsker Gud, og hader sin Broder, han er en Løgner; thi hvo, som ikke elsker sin Broder, som han haver seet, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke haver seet? Hvor dybt er dog Kjerlighedens Trang grundet i Menneskets Væsen! Den første Bemærkning, hvis vi saa tør sige, der blev gjort om Mennesket, og som blev gjort af den Eneste, der i Sandhed kunde gjøre den, af Gud, og om det første Menneske, udsiger just dette. Vi læse jo i den hellige Skrift: »Gud sagde, det er ikke godt for Mennesket at være ene.« Saa blev Qvinden tagen af Mandens Side og giver givet given givet ham til Selskab – thi Kjerligheden og Samlivet tager først Noget fra et Menneske, inden den giver. Til alle Tider har derfor Enhver, som tænkte dybere over Menneskets Væsen, erkjendt i ham denne Trang til Selskab. Hvor ofte er det sagt og gjentaget og atter gjentaget, hvor ofte har man raabt Vee over den Eensomme eller skildret Eensomhedens Smerte og Elendighed, hvor ofte har man, trættet i det fordærvede, det støiende, det forvirrende Samliv, ladet Tanken vandre ud til et eensomt Sted – for atter at lære at længes efter Selskab! Thi saaledes er man bestandigt vendt tilbage til hiin Guds, hiin den første Tanke om Mennesket. I den travle, myldrende Mængde, der som Selskab baade er for meget og for lidet , bliver Mennesket træt af Selskab; men Helbredelsen er ikke at gjøre den Opdagelse, at Guds Tanke dog var urigtig, o, nei Helbredelsen er just ganske forfra at lære det Første, at forstaae sig selv i at længes efter Selskab. Saa dybt er denne Trang grundet i Menneskets Væsen, at der, siden det første Menneskes Skabelse, ingen Forandring er foregaaet, ingen ny Opdagelse gjort, men kun den ene og samme første Betragtning paa de forskjelligste Maader bleven bekræftet, forskjelliggjort fra Slægt til Slægt i Udtrykket, i Fremstillingen, i Tankens Vendinger. Saa dybt er denne Trang grundet i Menneskets Væsen; og saa væsentligen tilhører den det at være Menneske, at selv Han, der var Eet med Faderen , og i Kjerlighedens Samfund med Faderen og Aanden , at Han, der elskede hele Slægten , vor Herre Jesus Christus, dog menneskeligt følte denne Trang til at elske og at blive elsket af et enkelt Menneske. Vel er han Gud-Mennesket , og saaledes evig forskjellig fra ethvert Menneske, men han var jo dog tillige et sandt Menneske, forsøgt i alt Menneskeligt ; og paa den anden Side det, at han oplevede dette, er netop Udtrykket for, at det væsentligen tilhører Mennesket. Han var et virkeligt Menneske og kan derfor have Deeltagelse med alt Menneskeligt ; han var ikke en luftig Skikkelse, der vinkede i Skyen, uden at forstaae eller uden at ville forstaae, hvad der menneskeligt vederfares et Menneske. O, nei, han kunde ynkes over Mængden, som manglede Føde , og reent menneskeligt, han, som selv havde hungret i Ørkenen . Og saaledes kunde han ogsaa deeltage med Menneskene i denne Trang til at elske, og til at være elsket, deeltage reent menneskeligt. Vi læse dette beskrevet hos Evangelisten Johannes (21, 15 o. ff. ) »Jesus siger til Simon Peder : Simon, Jonas Søn, elsker Du mig mere end disse. Peder siger til ham: ja, Herre, Du veed, at jeg elsker Dig.« Hvor rørende er ikke dette! Christus siger: elsker Du mig »mere end disse?«, det er jo som en Bøn om Kjerlighed, saaledes taler Den, hvem det er magtpaaliggende at være den meest Elskede. Peder indseer dette selv, og Misforholdet, liig hiint, da Christus skulde døbes af Johannes ; derfor svarer Peder ikke blot »ja«, men tilføier »Herre, Du veed, at jeg elsker Dig.« Dette Svar angiver jo Misforholdet. Om nemlig ellers et Menneske veed, at han er elsket, fordi han før har hørt det »ja«, han saa gjerne vil høre og derfor atter ønsker at høre, om han veed det af Andet end af det blotte »ja«, hvortil han dog atter vender tilbage begjerende at høre det: i en anden Forstand er det jo dog, at Christus kan siges at vide, at Peder elsker ham. Dog »siger Christus atter anden Gang til ham: Simon, Jonas Søn, elsker Du mig? Peder siger til ham: ja, Herre, Du veed, at jeg elsker Dig.« Hvad er der og Andet at svare, medens kun Misforholdet bliver tydeligere, fordi Spørgsmaalet gjøres anden Gang. »Christus siger tredie Gang til ham: Simon, Jonas Søn, elsker Du mig? Peder blev bedrøvet, fordi han sagde det tredie Gang til ham: elsker Du mig? og han sagde til ham: Herre, Du veed alle Ting, Du veed, at jeg elsker Dig.« Peder svarer ikke mere »ja«, ei heller henfører han Svaret til hvad Christus af Erfaring maatte vide om Petri Sindelag, »Du veed, at jeg elsker Dig,« han svarer » Du veed alle Ting, Du veed, at jeg elsker Dig.« Peder svarer altsaa ikke mere »ja«, han næsten gyser for Misforholdet, thi et »ja« er jo som et virkeligt Svar paa et virkeligt Spørgsmaal, hvorved den Spørgende altsaa faaer Noget at vide eller faaer det vissere at vide, end han vidste det før. Men Den, der »veed alle Ting«, hvorledes kan han faae Noget at vide, eller ved en Andens Forsikkring faae Noget vissere at vide? Og dog, dersom han ikke kan dette, saa kan han heller ikke elske ganske menneskeligt, thi dette er just Kjerlighedens Gaade, at der ingen høiere Vished er end den Elskedes fornyede Forsikkring; menneskeligt forstaaet er det, ubetinget at være vis paa at være elsket, ikke at elske, da det er at staae over Forholdet mellem Vennen og Vennen. Forfærdelige Modsigelse: at Den, der er Gud, elsker menneskeligt; thi at elske menneskeligt er jo at elske et enkelt Menneske og at ønske at være den af dette enkelte Menneske meest Elskede. See derfor blev Peder bedrøvet over, at Spørgsmaalet gjordes tredie Gang. Thi i Kjerlighedens lige Forhold mellem Menneske og Menneske, der er det en ny Glæde, at Spørgsmaalet gjøres tredie Gang, og en ny Glæde at svare tredie Gang, eller det for ofte gjentagne Spørgsmaal bedrøver, fordi det synes at røbe Mistillid; men naar Den, der veed Alt, spørger tredie Gang, altsaa finder det fornødent at spørge tredie Gang, saa maa det vel være, fordi han, da han veed Alt, veed, at Kjerligheden ikke er stærk eller inderlig eller fyrig nok i Den, der spørges, han, der jo ogsaa fornegtede tre Gange . Af den Grund, har vel Peder tænkt, maa Herren finde Spørgsmaalet tredie Gang fornøden – thi ikke sandt, at det skulde være fordi Herren selv følte Trang til tredie Gang at høre dette »ja«, denne Tanke er over et Menneskes Kræfter; om den end tillades, den ligesom forbyder sig selv. O, men hvor menneskeligt! Han, der til Ypperstepræsterne som dømte ham fra Livet, han, som til Pilatus , der holdt hans Liv i sin Haand, ikke har eet Ord at svare – han spørger tre Gange, om han er elsket, ja han spørger, om Peder elsker ham – »mere end disse«. Saa dybt er Kjerligheden grundet i Menneskets Væsen, saa væsentligen tilhører den Mennesket, og dog finde Menneskene saa ofte paa Udflugter for at unddrage sig – denne Salighed, altsaa de udfinde Bedrag – for at bedrage sig selv, eller for at gjøre sig selv ulykkelige. Snart er Udflugten klædt i Veemodets Skikkelse, man sukker over Menneskene og over sin Ulykke, Ingen at finde man kan elske; thi at sukke over Verden og over sin Ulykke er altid lettere end at slaae sig for sit Bryst og sukke over sig selv. Snart lyder Selvbedraget i Anklagens Form, man anklager Menneskene, at de ikke ere værd at elske – man »sukker mod« Menneskene; thi det er altid lettere at være Anklager, end at være Anklaget. Snart er Selvbedraget den stolte Selvtilfredshed, der mener forgjeves at søge, hvad der kunde være ham værd – thi det er altid lettere at bevise sin Fortrinlighed ved at være kræsen mod Alle, end at bevise den ved at være streng mod sig selv. Og dog, dog enes de Alle om, at dette er en Ulykke, og at dette Forhold er forkeert. Og hvad er det saa, der er forkeert, hvad Andet end deres Søgen og Vragen. Saadanne Mennesker mærke ikke, at deres Tale lyder som en Spot over dem selv, fordi det, ikke at kunne finde nogen Gjenstand for sin Kjerlighed blandt Menneskene, er at angive sig selv aldeles at mangle Kjerlighed. Thi er vel dette Kjerlighed at ville finde den uden for sig; jeg troede, dette var Kjerlighed, at bringe den med sig. Men Den, der bringer Kjerligheden med sig, idet han søger en Gjenstand for sin Kjerlighed (og ellers er det jo Usandhed, at han søger en Gjenstand – for sin Kjerlighed), han vil let, og i samme Grad som Kjerligheden i ham er større, lettere, finde Gjenstanden, og finde den at være saaledes, at den er elskelig; thi det at kunne elske et Menneske trods hans Svagheder og Feil og Ufuldkommenheder, er endnu ikke det Fuldkomne, men vel dette, at kunne finde ham elskelig trods og med hans Svagheder og Feil og Ufuldkommenheder. Lad os forstaae hinanden. Eet er det jo dog kræsent kun at ville spise den allerlækkreste og meest udsøgte Ret, naar den er kosteligst tilberedet, eller vel endog, selv naar saa er, kræsent at finde een eller anden Feil ved den; et Andet, ikke blot at kunne spise den tarveligere Ret, men at kunne finde denne tarveligere Ret at være den kosteligste, fordi Opgaven ikke sattes i at udvikle sin Kræsenhed, men i at omdanne sig selv og sin Smag. – Eller dersom der var tvende Kunstnere, og den Ene sagde »jeg har reist meget og seet mig meget om i Verden, men jeg har forgjeves søgt at finde et Menneske, som var værd at male, jeg har intet Ansigt fundet, der i den Grad var Skjønhedens fuldkomne Billede, at jeg kunde beslutte mig til at tegne det, i ethvert Ansigt har jeg seet een eller anden lille Feil, derfor søger jeg forgjeves« – var dette et Tegn paa, at denne Kunstner var den store Kunstner? Den anden Kunstner derimod sagde: »nu, jeg udgiver mig jo egentligen ikke for at være Kunstner, jeg har heller ikke gjort Reiser i Udlandet, men for at blive ved den lille Kreds af Mennesker, der er mine Nærmeste, da har jeg ikke fundet eet eneste Ansigt saa ubetydeligt eller saa feilfuldt, at jeg dog kunde afvinde det en skjønnere Side og opdage noget Forklaret i det; derfor er jeg glad ved den Kunst jeg øver, og som tilfredsstiller mig, uden at jeg gjør Fordring paa at være Kunstner« – var dette ikke et Tegn paa, at han just var Kunstneren, der, ved at bringe et vist Noget med sig, lige paa Stedet fandt, hvad den bereiste Kunstner ikke fandt noget Steds i Verden, maaskee fordi han ikke bragte et vist Noget med sig. Altsaa den anden af de Tvende var Kunstneren. Vilde det ikke ogsaa være sørgeligt, om hvad der er bestemt til at forskjønne Livet kun kunde være som en Forbandelse over det, saa »Kunsten« istedenfor at forskjønne os Livet kræsent blot opdagede, at Ingen af os var skjøn. Og endnu sørgeligere, tillige endnu mere forvirret, om Kjerligheden ogsaa blot skulde være til Forbandelse, fordi dens Fordring alene kunde gjøre det aabenbart, at Ingen af os var værd at elske, istedenfor at Kjerligheden jo just skulde kjendes derpaa, at den er kjerlig nok til at kunne finde noget Elskeligt hos os Alle, altsaa kjerlig nok til at kunne elske os Alle. Det er en sørgelig Bagvendthed, som dog kun er altfor almindelig, idelig og idelig at tale om, hvorledes Kjerlighedens Gjenstand skal være, for at den kan være elskværdig, istedenfor at tale om, hvorledes Kjerligheden skal være for at den kan være Kjerlighed. Det er saa almindeligt ikke blot i det daglige Liv, o, men hvor ofte sees det ikke, at selv En, der kalder sig Digter, sætter hele sin Fortjeneste i den forfinede, blødagtige , fornemme Kræsenhed, der, i Forhold til det at elske umenneskeligt elske, umenneskeligt veed at vrage og vrage, antager det for sin Opgave, i denne Henseende at indvie Menneskene i alle Kræsenhedens afskyelige Hemmeligheder. At dog Nogen gider gjøre det, at dog Mange ere saa tilbø ielige, saa nyfigne for at lære, det er , for at faae en Viden, som egentligen kun tjener til at forbittre dem selv og Andre Livet! Thi om hvor meget i Livet gjælder det dog ikke, at hvis man ikke havde faaet det at vide, saa havde man fundet det Alt skjønt eller dog skjønnere. Men naar man først er indviet i Kræsenhedens Besmittelse, hvor vanskeligt at vinde det Tabte, den Godmodighedens, den Kjerlighedens Medgift, som Gud i Grunden har skjenket ethvert Menneske! Men kan eller vil ingen Anden, saa vil altid en Apostel vide at lede os paa den rette Vei i denne Henseende, den rette Vei, som baade fører os til at gjøre Ret mod Andre og til at gjøre os selv lykkelige. Saa have vi valgt et Ord af Apostelen Johannes : »dersom Nogen siger: jeg elsker Gud, og hader sin Broder, han er en Løgner, thi hvo som ikke elsker sin Broder, som han haver seet, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke haver seet?« Dette Ord ville vi gjøre til Gjenstand for Betragtningen, idet vi, glade ved Opgaven, vælge at tale om den Pligt, at elske de Mennesker, vi see, men ikke saaledes forstaaet, som var Talen om at elske alle de Mennesker vi see, thi dette er Kjerlighed til Næsten, hvilken tidligere er udviklet , derimod saaledes forstaaet, at Talen er om den Pligt, i Virkelighedens Verden at finde dem, vi særligen kunne elske, og i at elske dem at elske de Mennesker, vi see. Naar dette nemlig er Pligt, saa er Opgaven ikke: at finde – den elskelige Gjenstand; men Opgaven er: at finde den nu engang givne eller valgte Gjenstand – elskelig, og at kunne vedblive at finde ham elskelig, hvorledes han end forandres. Dog ville vi først gjøre os en lille Vanskelighed med Hensyn til de forelæste apostoliske Ord, en Vanskelighed, som jordisk Kløgt, maaskee endog indbildsk af sin Skarpsindighed, kunde hitte paa at gjøre, hvad enten den nu virkeligen er gjort eller ikke. Naar Apostelen siger »hvo som ikke elsker sin Broder, han haver seet, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke haver seet?«: da kunde en Kløgtig indvende, at dette er en svigefuld Tanke-Vending; thi Broderen, som han haver seet, havde han netop derved forvisset sig om, ikke at være elskværdig, men hvorledes skulde deraf (at han ikke elskede En, som han saae ikke fortjente at elskes) kunne sluttes, at der for ham derved var Noget til Hinder for at elske Gud, som han ikke haver seet. Og dog mener Apostelen, at der er Noget til Hinder for en Saadan i at elske Gud, skjøndt han ved det Ord »sin Broder« vistnok ikke taler særligen om et ganske bestemt enkelt Menneske, men overhovedet om det at elske Mennesker. Apostelen mener, at det er en guddommelig Paastand, der nedlægges mod Troværdigheden af et Menneskes Udsagn om at elske den Usynlige, naar det viser sig, at dette Menneske ikke elsker de Synlige, medens det jo just kunde synes saa sværmersk at ville udtrykke, at man ene elsker den Usynlige, ved ikke at elske nogen Synlig. Det er en guddommelig Paastand, der nedlægges mod menneskeligt Sværmerie i Forhold til at elske Gud, thi det er sværmerisk, selv om det ikke er hykkelsk, saaledes at ville elske den Usynlige. Sagen er ganske simpel. Mennesket skal begynde med at elske den Usynlige, Gud, thi herved skal han selv lære, hvad det er at elske; men det, at han saa virkeligen elsker den Usynlige, skal netop kjendes paa, at han elsker den Broder, han seer; jo mere han elsker den Usynlige, jo mere vil han elske de Mennesker, han seer. Ikke omvendt, at jo mere han vrager dem, han seer, desto mere elsker han den Usynlige; thi naar saa er , er Gud forvandlet til et uvirkeligt Noget, en Indbildning. Sligt kan derfor kun enten en Hykler og en Svigefuld falde paa , for at søge Udflugt, eller En, der forvansker Gud, som var Gud misundelig paa sig selv og paa det at være elsket, istedenfor, at den salige Gud er miskundelig , og derfor bestandigt ligesom viser fra sig selv sigende: »vil Du elske mig, saa elsk de Mennesker Du seer, hvad Du gjør mod dem, gjør Du mod mig .« Gud er for ophøiet til ligefrem at kunne tage mod et Menneskes Kjerlighed, end sige til at kunne finde Behag i, hvad en Sværmer kan behage sig selv i. Naar Nogen om den Gave , hvormed han kunde hjælpe sine Forældre, siger, at den er »Korban«, det er bestemt for Gud, da er dette ikke Gud velbehageligt. Vil Du vise, at den er bestemt for Gud, saa giv den hen , men med Tanken om Gud. Vil Du vise, at Dit Liv er bestemt til at tjene Gud, saa lad det tjene Menneskene, bestandigt dog med Tanken om Gud. Gud er ikke saaledes Part i Tilværelsen, at han forlanger sin Deel for sig ; han fordrer Alt, men idet Du bringer det, faaer Du strax, om jeg saa tør sige, Paategning paa , hvorhen det videre skal besørges; thi Gud fordrer Intet for sig, uagtet han fordrer Alt af Dig. – Saaledes fører Apostelens Ord, ret forstaaet, just til Talens Gjenstand. Naar det er Pligt at elske de Mennesker, man seer, saa maa man først og fremmest opgive alle indbildte og overspændte Forestillinger om en Drømme-Verden, hvor Kjerlighedens Gjenstand skulde være at søge og at finde, det er, man maa vorde ædru , vinde Virkelighed og Sandhed ved at finde og forblive i Virkelighedens Verden, som den En anviste Opgave. Den farligste af alle Udflugter i Henseende til det at elske er ene at ville elske det Usynlige eller Det, man ikke haver seet. Denne Udflugt er saa høitflyvende, at den ganske overflyver Virkeligheden, den er saa berusende, at den derfor let frister og let indbilder sig selv, at være den allerhøieste og fuldkomneste Art af Kjerlighed. Sjeldent falder det vistnok et Menneske ind, frækt at tale ilde om det at elske, desto almindeligere er derimod det Bedrag, ved hvilket Menneskene bedrage sig selv fra virkeligen at komme til at elske, netop fordi de tale for sværmerisk om det at elske og om Kjerlighed. Dette har en langt dybere Grund, end man tænker, ellers kunde heller ei den Forvirring have sat sig saa fast, som den har, den Forvirring, at Menneskene kalde det en Ulykke, som er en Skyld: ikke at finde nogen Gjenstand, hvorved de da yderligere forhindre sig selv i at finde den; thi indsaae de først, at det var deres Skyld, saa fandt de den vel . I Almindelighed har man den Forestilling om Kjerlighed, at den er Beundringens aabnede Øie, der søger Fortrin og Fuldkommenheder. Saa er det man klager, at man søger forgjeves. Vi ville ikke afgjøre, hvorvidt den Enkelte har Ret her eller ikke, om dog ikke Det, han søger, de elskelige Fortrin og Fuldkommenheder, er at finde, om han ikke forvexler Søgen med Kræsenhed. Nei, saaledes ville vi ikke stride, vi ville ikke stride inden for denne Forestilling om Kjerlighed, thi denne hele Forestilling er en Vildfarelse, da Kjerlighed snarere er Overbærelsens og Mildhedens lukkede Øie, der ikke seer Mangler og Ufuldkommenheder. Men Forskjellen mellem disse tvende Forestillinger er meget væsentlig, der er en Verdens Forskjel , en Omvendthedens Forskjel. Kun den sidste Forestilling er Sandheden, den første er Vildfarelsen. Og en Vildfarelse standser som bekjendt aldrig af sig selv, den fører blot mere og mere vild, saa det bliver vanskeligere og vanskeligere at finde tilbage til Sandheden; thi Vildfarelsens Vei er let at finde, men at finde tilbage er saa vanskeligt – saaledes fortælles der jo i Sagnet om hiint Vellystens Bjerg, der skal ligge etsteds paa Jorden, at Ingen, som fandt Veien der ind, kunde finde Veien tilbage. Naar da et Menneske med den urigtige Forestilling om, hvad Kjerlighed er, gaaer ud i Verden, saa søger han, og søger, som han mener for at finde Gjenstanden, men, som han mener, forgjeves. Dog forandrer han ikke Forestillingen, tvertimod, beriget med Kræsenhedens mangfoldige Viden søger han mere og mere kræsent, men, som han mener, forgjeves. Dog falder det ham ikke ind, at Feilen skulde ligge hos ham eller i den urigtige Forestilling, tvertimod, jo mere forfinet han bliver i sin Kræsenhed, desto større Tanker faaer han om sig selv og sin Forestillings Fuldkommenhed, – viser den ham ikke ogsaa tydeligt, hvor ufuldkomne Menneskene ere, og dette maa jo kun kunne opdages ved Hjælp af Fuldkommenheden! Imidlertid er han forvisset med sig selv om, at dette ikke er hans Skyld, at han ikke gjør det af nogen ond eller hadefuld Hensigt – han, som jo just søger Kjerligheden. Thi langt fra ham være , at opgive Kjerligheden, han, som jo saa levende føler, hvorledes hans Forestilling bliver mere og mere sværmerisk – hvad var vel ogsaa nogensinde mere sværmerisk end en Vildfarelse! Og Vildfarelsen har han ikke standset, lige det Modsatte, han har nu ved dens Hjælp svimlet sig ud – i at elske det Usynlige, et Luftsyn , som man ikke seer. Eller løber dette ikke ud paa Eet: at see et Luftsyn – og: ikke at see. Thi tag Luftsynet bort, saa seer Du Intet, det indrømmer Mennesket selv; men tag det at see bort, saa seer Du et Luftsyn, det glemmer Mennesket. Men som sagt, Kjerligheden vil han ikke opgive, ei heller tale ringe om den, han vil tale sværmerisk om den og bevare den – Kjerligheden til det Usynlige. Sørgelige Vildfarelse! Man siger om verdslig Ære og Magt, om Rigdom og Lykke, at den er Dunst , og dette er jo ogsaa saaledes; men at den stærkeste Magt i et Menneske, en Magt, som efter sin Bestemmelse just er Intet mindre , da den er Liv og Kraft, at den forvandles til Dunst, og at den i disse Dunster Berusede stolt mener, at han just har grebet det Høieste – han har jo ogsaa grebet Skyen og Indbildningen, hvilken altid flyver høit over Virkeligheden: see, det er forfærdeligt! Man advarer ellers fromt mod at spilde Guds Gaver ; men hvilken Guds Gave er dog at sammenligne med Kjerligheden, som han nedlagde i et Menneskes Hjerte – ak, og saa at see den saaledes spildt! Thi Kløgten mener – daarligt , at man spilder sin Kjerlighed, ved at elske de ufuldkomne, de svage Mennesker; jeg troede, at dette var at anvende sin Kjerlighed, at gjøre Brug af den. Men ingen Gjenstand at kunne finde, at spilde Kjerligheden paa at søge forgjeves, at spilde den i det tomme Rum ved at elske det Usynlige: det er sandeligen at spilde den. Bliv derfor ædru, kom til Dig selv, forstaae, at Feilen ligger i Din Forestilling om Kjerlighed, at denne skulde være en Fordring, og herligst, naar hele Tilværelsen ikke kunde betale den, ligesaa lidt – som Du kan bevise Din Adkomst til at indkræve denne Fordring. I samme Øieblik har Du forandret Forestillingen om Kjerlighed, at den er lige det Modsatte af en Fordring, er et Tilgodehavende, hvortil Gud for pligter Dig; i samme Øieblik har Du fundet Virkeligheden. – Og dette er just Pligten, saaledes med lukket Øie (thi i Kjerlighed lukker Du det jo for Svagheden og Skrøbeligheden og Ufuldkommenheden) at finde Virkeligheden, istedenfor med aabent Øie (ja, aabent eller stirrende som en Søvngængers) at oversee Virkeligheden. Det er Pligten, den første Betingelse, for at Du overhovedet kan komme til, i at elske at elske de Mennesker, Du seer. Betingelsen er, at finde Virkelighedens Fodfæste . Vildfarelse er altid svævende, deraf kommer det, at den stundom seer saa let og saa aandig ud, fordi den er saa luftig. Sandheden gjør faste, derfor stundom ogsaa besværlige, Trin; den staaer paa det Faste, og seer derfor stundom saa simpel ud. Det er jo ogsaa en betydelig Forandring: istedenfor at have en Fordring at indkræve at faae en Pligt at opfylde, istedenfor at overfare en Verden at tage ligesom en Verden paa sig, istedenfor hidsigt at ville søge Beundringens lystelige Frugt taalmodigt at skulle bære over med Mangler. Ak, hvilken Forandring! Og dog er det ved denne Forandring, at Kjerligheden bliver til, den Kjerlighed, som kan fuldkomme Pligten: i at elske at elske de Mennesker, vi see. Naar det er Pligt i at elske at elske de Mennesker, man seer, da gjælder det om, at man i at elske det enkelte virkelige Menneske ikke underskyder en indbildt Forestilling om, hvorledes man mener eller kunde ønske, at dette Menneske skulde være. Den, som nemlig gjør det, han elsker dog ikke det Menneske, han seer, men igjen noget Usynligt, sin egen Forestilling eller andet Saadant. Der er i Forhold til det at elske en Adfærd, som til Kjerligheden har en betænkelig Tilsætning af Tvetydighed og Kræsenhed. Eet er det jo at vrage og vrage og aldrig finde nogen Gjenstand for sin Kjerlighed, et Andet i at elske, hvad man selv kalder Gjenstanden for sin Kjerlighed, nøiagtigt og oprigtigt at fuldkomme denne Pligt at elske, hvad man seer. Sandeligen, det er jo altid et Ønske værd og atter et Ønske værd, at Den, vi skulle elske, maa være i Besiddelse af de elskelige Fuldkommenheder; vi ønske det ikke blot for vor egen Skyld, men ogsaa for den Andens. Fremfor Alt er det værd at ønske og bede, at Den, vi elske, altid maatte handle og være saaledes, at vi ganske kunne billige og samtykke det. Men i Guds Navn, lad os ikke glemme, at dette ikke er vor Fortjeneste, om han er saaledes, endnu mindre vor Fortjeneste, at fordre det af ham – skulde der være Tale om nogen vor Fortjeneste, hvad dog er usømmeligt og usømmelig Tale i Forhold til Kjerlighed, saa vilde den jo netop være, at elske lige trofast og ømt. Men der er en Kræsenhed, der bestandigt ligesom arbeider Kjerligheden imod og vil forhindre den i at elske hvad den seer, idet Kræsenheden, usikker i Blikket og dog i en anden Forstand saa nøieregnende, forflygtiger den virkelige Skikkelse, eller støder an mod den og nu underfundigt fordrer at see noget Andet. Der gives Mennesker, om hvilke man maa sige, at de ikke have vundet Skikkelse, at deres Virkelighed ikke har fastnet sig , fordi de ere i deres Inderste uenige med sig om, hvad de ere og hvad de ville være. Men man kan ogsaa ved den Maade, paa hvilken man seer, gjøre et andet Menneskes Skikkelse vaklende, eller uvirkelig, fordi Kjerligheden, som skulde elske det Menneske den seer, ikke ret kan beslutte sig, men snart vil have en Feil bort ved Gjenstanden og snart en Fuldkommenhed til, som var, om jeg saa tør sige, Kjøbet ikke endnu ganske afsluttet. Dog Den, som i at elske saaledes er tilbøielig til at være kræsen, han elsker ikke det Menneske han seer, og gjør sig let selv sin Kjerlighed modbydelig som besværlig for den Elskede. Den Elskede, Vennen, er jo ogsaa i almindeligere Forstand et Menneske, og er som saadan til for os Andre, men for Dig skulde han væsentligen kun være til som den Elskede, hvis Du skal fuldkomme den Pligt at elske det Menneske, Du seer. Dersom der da er en Dobbelthed i Dit Forhold, saa han deels blot er Dig i almindeligere Forstand dette enkelte Menneske, deels særligen den Elskede, da elsker Du ikke det Menneske, Du seer. Det er snarere, som havde Du i den Forstand to Øren, at Du ikke som ellers hører Eet med begge, men hører Eet med det ene, et Andet med det andet. Du hører med det ene Øre, hvad han siger, og om det nu er viist og rigtigt og skarpsindigt og aandfuldt o. s. v. , ak, og kun med det andet Øre hører Du, at det er den Elskedes Stemme. Du betragter ham med det ene Øie prøvende, forskende, mønstrende, ak, og kun med det andet Øie seer Du, at han er den Elskede. O, men saaledes at dele, det er ikke at elske det Menneske, man seer. Er det ikke, som var der bestandigt en Tredie tilstede, selv naar de Tvende ere ene, en Tredie, der koldt prøver og vrager, en Tredie, der forstyrrer Inderligheden, en Tredie, der stundom dog vel maa gjøre den Paagjeldende modbydelig ved sig selv og sin Kjerlighed, at den er saaledes kræsen, en Tredie, der vilde ængste den Elskede, hvis han vidste, at denne Tredie er tilstede. Hvad betyder det ogsaa, at denne Tredie er tilstede? Betyder det, at hvis ... hvis nu Dette eller Hiint ikke var efter Ønske, saa kunde Du ikke elske; betyder altsaa den Tredie Skilsmissen, Adskillelsen, saa altsaa Adskillelsens Tanke er med – i Fortroligheden, ak, ligesom naar i Hedenskabet, vanvittigt , det ødelæggende Væsen er taget med ind i Guddommens Enighed. Betyder denne Tredie, at Kjerlighedens-Forhold dog i en vis Forstand intet Forhold er, at Du staaer over Forholdet og prøver den Elskede? Betænker Du, at der i saa Fald prøves noget Andet, om Du virkeligen har Kjerlighed, eller rettere, at der er noget Andet afgjort, at Du egentligen ikke har Kjerlighed? Thi Livet har jo Prøver nok, og disse Prøver skulde just finde de Elskende, finde Ven og Ven forenede for at bestaae i Prøven. Men skal Prøven drages ind med i Forholdet, saa er der begaaet et Forræderie. Sandeligen, denne hemmelighedsfulde Indesluttethed er den farligste Art Troløshed; et saadant Menneske bryder ikke sin Tro , men han gjør det bestandigt svævende, om han er bunden ved sin Tro. Er det ikke Troløshed, naar Din Ven rækker Dig Haanden, og der da i Dit Haandtryk er et Ubestemt, som var det ham, der trykkede Din Haand, men det var tvivlsomt, om hvorvidt han i dette Øieblik svarede saaledes til Din Forestilling, at Du gjengjeldte det paa samme Maade. Er det at være i et Forhold, ligesom hvert Øieblik at begynde forfra paa at komme i Forholdet, er dette at elske det Menneske, Du seer, hvert Øieblik at see prøvende paa ham, som var det første Gang Du saae ham? Det er modbydeligt at see den Kræsne, som vrager al Mad, men det er ogsaa modbydeligt at see Den, som vel spiser den Mad, der velvilligt bydes ham, og dog i en vis Forstand ikke spiser, men ligesom bestandigt, om han dog bliver mæt, kun smager paa Maden, eller gjør sig Umage at smage en lækkrere Ret i sin Mund, medens han mættes ved den tarveligere. Nei, skal et Menneske fuldkomme den Pligt i at elske at elske de Mennesker, han seer, da maa han ikke blot blandt de virkelige Mennesker finde dem, han elsker, men han maa udrydde al Tvetydighed og Kræsenhed i at elske dem, at han i Alvor og Sandhed elsker dem som de ere, i Alvor og Sandhed fatter Opgaven: at finde den nu engang givne eller valgte Gjenstand elskelig. Vi mene ikke hermed at anprise en barnagtig Forgabethed i den Elskedes Tilfældigheder, endnu mindre en kjælen Eftergivenhed paa urette Sted; langtfra, det Alvorlige ligger just i, at Forholdet selv vil med forenet Kraft kæmpe mod det Ufuldkomne, overvinde det Mangelfulde, fjerne det Ueensartede. Dette er Alvoren, det Kræsne er at gjøre Forholdet selv tvetydigt. Den Ene bliver ikke ved sin Svaghed eller ved sin Feil gjort fremmed for den Anden, men Foreningen betragter det Svagere som det Fremmede, hvilket er begge lige vigtigt at overvinde og fjerne. Det er ikke Dig, der paa Grund af den Elskedes Svaghed skal ligesom fjerne Dig fra ham eller gjøre Dit Forhold fjernere, men tvertimod skal de Tvende holde desto fastere og inderligere sammen, for at fjerne Svagheden. Saasnart Forholdet gjøres tvetydigt, saa elsker Du ikke det Menneske Du seer, saa er det jo som fordrede Du noget Andet, for at kunne elske; men naar Feilen eller Svagheden gjør Forholdet inderligere, ikke som skulde nu Feilen fastholdes, men just for at overvinde den, saa elsker Du det Menneske, Du seer. Du seer Feilen, men det, at Dit Forhold saa bliver inderligere, det viser just, at Du elsker det Menneske, hos hvem Du dog seer Feilen eller Svagheden eller Ufuldkommenheden. Som der gives hykkelske Taarer, en hykkelsk Sukken og Klagen over Verden, saaledes gives der ogsaa en hykkelsk Sorg over den Elskedes Svagheder og Ufuldkommenheder. Det er saa nemt og saa blødagtigt at ønske den Elskede i Besiddelse af alle mulige Fuldkommenheder, og naar der da mangler Noget, saa er det igjen saa nemt og saa blødagtigt at sukke og sørge og blive sig selv vigtig ved sin formentlige saa rene og saa dybe Sorg. Det er overhovedet en maaskee almindeligere Form af Vellystighed, selvisk at ville stadse med den Elskede eller Vennen, og saa at ville fortvivle over enhver Ubetydelighed. Men skulde det være at elske de Mennesker man seer! O, nei de Mennesker man seer, og altsaa saaledes ogsaa med os, naar Andre see os, de ere ikke saaledes fuldkomne, og dog er det saa ofte Tilfældet, at et Menneske i sig selv udvikler denne kjælne Skrøbelighed, der kun er beregnet paa at elske Fuldkommenhedernes fuldstændige Indbegreb , og dog, uagtet vi Mennesker alle ere ufuldkomne, seer man saa sjeldent den sunde, stærke, dygtige Kjerlighed, der er beregnet paa at elske de ufuldkomnere, det er, de Mennesker, vi see. Naar det er Pligt i at elske at elske de Mennesker vi see, da er der ingen Grændse for Kjerligheden; skal Pligten fuldkommes, da maa Kjerligheden være grændseløs, det er uforandret, hvorledes end Gjenstanden forandres. Lad os tænke paa hvad der i Indledningen til denne Overveielse blev mindet om: Forholdet mellem Christus og Peder – mon dog vel Peder, især i hans Forhold til Christus, var som et Indbegreb af alle Fuldkommenheder; og paa den anden Side, Christus kjendte dog vel hans Feil. Lad os tale ganske menneskeligt om dette Forhold. Gud veed, hvad det i Almindelighed er for ubetydelige og dog saa omhyggeligt opsamlede og saa omhyggeligt gjemte Smaating, der enten strax eller, hvad der er ligesaa sørgeligt, efter lang Tids Forløb, give os Mennesker Anledning til at anklage den Ene den Anden for Egennyttighed, Troløshed, Forræderie; Gud veed, hvor langt det som oftest er fra, at den Klagende gjør sig endog blot en ringe Anstrengelse for at sætte sig i den Anklagedes Sted, at Dommen, den strenge, den skaanselsløse, ikke maatte være en overilet Dom, men idetmindste forsaavidt betænksom, at den med Bestemthed veed, hvorom den dømmer; Gud veed, hvor ofte man seer dette sørgelige Syn, hvorledes Lidenskaben strax udruster selv den maaskee ellers Indskrænkede, naar han formeentligen er en Forurettet, med en Skarpsindighed, som er forbausende, og derimod hvorledes den slaaer selv den maaskee ellers Indsigtsfulde, naar han formeentligen er en Forurettet, med Dumhed i Forhold til enhver formildende, undskyldende, retfærdiggjørende Opfattelse af Uretten, fordi den krænkede Lidenskab behager sig selv i at være forblindet skarpsindig: men dette ville vi jo dog alle være enige om, at dersom der i et Forhold mellem tvende Venner hændte hvad der hændte Christus med Peder, da var der sandeligen Grund nok til at bryde – med en saadan Forræder. Dersom Dit Liv var bragt i den yderste Afgjørelse, og Du havde en Ven, der af egen Drift høit og dyrt tilsvoer Dig Troskab, ja at ville vove Liv og Blod for Dig, og han da i Farens Øieblik end ikke udeblev (det havde dog næsten været mere tilgiveligt), nei han kom, han var tilstede, men han rørte ikke en Haand, han stod rolig og saae til, dog nei han stod ikke rolig, hans eneste Tanke var at frelse sig selv, og paa ethvert Vilkaar, han end ikke greb Flugten (det havde dog næsten været mere tilgiveligt), nei han blev staaende som – Tilskuer, hvad han sikkrede sig at kunne være – ved at fornegte Dig: hvad saa? Vi ville endnu ikke lade Eftersætningen følge, lad os kun ret levende fremstille Forholdet og tale ganske menneskeligt derom. Altsaa, Du stod anklaget af Dine Fjender, dømt af Dine Fjender, det var bogstavelig Sandhed, at Du stod overalt omgiven af Fjender. De Mægtige, som dog maaskee kunde have forstaaet Dig, de havde forhærdet sig mod Dig, de hadede Dig. Derfor stod Du nu anklaget og dømt – medens en forblindet, rasende Mængde hylede Forhaanelser mod Dig, vanvittigt endog jublende ved Tanken om, at Dit Blod skulde komme over dem og deres Børn . Og dette behagede de Mægtige, som ellers selv saa dybt foragtede Mængden, det behagede dem, fordi det tilfredsstillede deres Had, at det var dyrisk Vildhed og den laveste Usselhed, der i Dig havde fundet sit Rov og sit Bytte. Du havde forligt Dig med Din Skjebne, forstaaet Dig i, at der ikke var eet eneste Ord at sige, da Forhaanelsen blot søgte Anledning, saa det høimodige Ord om Din Uskyldighed vilde give Forhaanelsen ny Anledning, som var det Trods, saa det klareste Beviis for Din Retfærdighed vilde forbittre og gjøre Forhaanelsen endnu mere rasende, saa et Smertens Udbrud kun vilde give Forhaanelsen ny Anledning som var det Feighed. Saaledes stod Du udstødt af det menneskelige Samfund, og dog ikke udstødt, Du stod jo omgiven af Mennesker nok, men Ingen af dem Alle saae i Dig et Menneske, om de dog i en anden Forstand i Dig saae et Menneske, thi et Dyr vilde de ikke have behandlet saa umenneskeligt. O, Rædsel, forfærdeligere end om Du var falden mellem vilde Dyr; thi mon vel selv de blodtørstigste Rovdyrs vilde, natlige Hyl er saa rædsomt som en rasende Mængdes Umenneskelighed, mon vel i Flokken det ene Rovdyr kan hidse det andet til en større Vildhed end den for hver enkelt naturlige, saaledes som i den angerløse Mængde det ene Menneske kan hidse det andet til mere end dyrisk Blodtørst og Vildhed; mon vel selv det blodtørstigste Rovdyrs skumle eller gnistrende Blik har denne det Ondes Brand , som optændes i den Enkeltes Øie, naar han hidset og hidsende raser med i den vilde Mængde! Saaledes stod Du anklaget, dømt, forhaanet; forgjæves søgte Du at opdage en Skikkelse, der dog lignede et Menneske, end sige et velvilligt Ansigt, som Dit Øie kunde hvile sig paa – da saae Du ham, Din Ven, men han fornegtede Dig ; og Forhaanelsen, der havde lydt høirøstet nok, lød nu som om Echo hundrede Gange forøgede den! Dersom Dette var skeet Dig, ikke sandt, da vilde Du allerede ansee dette for høimodigt af Dig, om Du, istedenfor at tænke paa Hevn, vendte Dit Øie bort fra ham og sagde ved Dig selv: »jeg gider ikke see den Forræder for mine Øine«! – Hvor anderledes handlede Christus! Han vendte ikke sit Øie bort fra ham for ligesom at blive uvidende om, at Peder var til, han sagde ikke, jeg vil ikke see den Forræder, han lod ham ikke skjøtte sig selv , nei, han »saae paa ham« , han indhentede ham strax med et Blik, havde det været muligt, visseligen han havde ikke undladt at tale til ham. Og hvorledes saae Christus paa Peder? Var dette Blik frastødende , var det som et Blik til Afskeed? O, nei, det var som naar Moderen seer Barnet ved dets egen Uforsigtighed i Fare, og nu, da hun ikke kan komme til at gribe Barnet, indhenter det med sit vel bebreidende men ogsaa frelsende Blik. Altsaa Peder var i Fare? Ak, hvo kan ikke indsee det: hvor tungt for et Menneske at have fornegtet sin Ven! Men den forurettede Ven kan i Vredens Lidenskab ikke see, at den Fornegtende er i Fare. Dog han, der kaldes Verdens Frelser , han saae altid klart, hvor Faren var, at det var Peder, som var i Fare, Peder, som skulde og maatte frelses. Verdens Frelser saae ikke feil og saae sin Sag tabt, hvis Peder ikke ilede med at hjælpe ham, men han saae Peder tabt, hvis han ikke ilede med at frelse Peder. Mon der lever eller har levet noget eneste Menneske, som ikke kan forstaae dette, der er saa klart og saa indlysende, og dog er Christus den Eneste, som saae dette i Afgjørelsens Øieblik, da han selv var den Anklagede, den Dømte, den Forhaanede, den Fornegtede. – Sjeldent forsøges et Menneske i en Afgjørelse paa Liv og Død , og sjeldent faaer altsaa et Menneske Anledning til saa yderligt at forsøge Venskabets Hengivenhed, men blot det i et vigtigere Øieblik at finde Frygtagtighed , Klogskab, hvor Du i Kraft af Venskabet var berettiget til at søge Mod og Besluttethed, at finde Tvetydighed, Tvesindethed, Undvigelse istedenfor Aabenhed, Bestemthed, Tilhold , blot det at finde Pjattethed istedenfor besindig Overskuelse : ak, hvor vanskeligt da, i Øieblikkets og i Lidenskabens Skynding strax at kunne forstaae, paa hvilken Side Faren er, hvilken af Vennerne der er meest i Fare, Du eller han, der saaledes lader Dig i Stikken; hvor vanskeligt da at elske det Menneske man seer – naar man seer ham saaledes forandret! Vi ere nu vante til at prise Christi Forhold til Peder, lad os vel vogte paa, at denne Lovpriisning ikke er et Sandsebedrag, en Indbildning, fordi vi ikke formaae eller ikke ville anstrenge Tanken til at tænke os samtidige med Begivenheden, saa vi altsaa prise Christus og derimod, forsaavidt vi kunne blive samtidige med en lignende Begivenhed, handle og tænke ganske anderledes. Der er ingen Efterretning opbevaret angaaende de Samtidiges Opfattelse af Christi Forhold, men dersom Du træffer dem, disse Samtidige, saa spørg dem, og Du skal høre, at der i denne Anledning, som næsten i Anledning af Alt hvad Christus gjorde, blev sagt: »den Daare; lad nu ogsaa hans Sag være nok saa fortvivlet tabt, dog ikke at have Kraft til at samle hele sin Styrke for sidste Gang i et eneste Blik, der kunde knuse denne Forræder! Hvilken klynkende Svaghed! Er det at handle som en Mand!« Saaledes blev der dømt, og Forhaanelsen fik et nyt Udtryk. Eller der blev sagt af den Mægtige, som meente at overskue Forholdet: »ja, hvorfor søgte han sit Selskab med Syndere og Toldere , sine Tilhængere blandt den ringeste Deel af Folket , han skulde have sluttet sig til os, til de Fornemmes Synagoge , men nu faaer han Løn som forskyldt , nu, da det viser sig, hvad man kan stole paa den Art Mennesker. Men som han altid har priisgivet sig selv, saa gjør han det da indtil det Sidste , han ikke engang forbittres over en saa lumpen Troløshed .« Eller der blev sagt af en Kløgtigere, som endog meente sig selv at være godmodig: » det, at Ypperstepræsterne have ladet ham gribe , det, at han, sværmerisk som han var, nu seer Alt tabt , det maa have svækket hans Forstand og brudt hans Mod, saa han ganske er sjunken sammen i en qvindagtig kraftesløs Mathed ; deraf lader det sig forklare, at tilgive et saadant Forræderie, thi ingen Mand handler saaledes!« Ak, det er kun altfor sandt: ingen Mand handler saaledes. Netop derfor er vel ogsaa Christi Liv det eneste Tilfælde, hvor det er seet, at en Lærer, i det Øieblik hans Sag som hans Liv er tabt og Alt forspildt, forfærdeligst ved Disciplens Fornegtelse, at en Lærer, ved sit Blik, i det Øieblik og i denne Discipel vinder sin ivrigste Tilhænger, og saaledes for en stor Deel sin Sag, skjøndt det er skjult for Alle. Christi Kjerlighed til Peder var saaledes grændseløs, han fuldkommede i at elske Peder det at elske det Menneske, man seer. Han sagde ikke »Peder maa først forandre sig og blive et andet Menneske, inden jeg kan elske ham igjen«, nei, lige omvendt, han sagde: »Peder er Peder, og jeg elsker ham; min Kjerlighed, dersom ellers Noget, skal just hjælpe ham til at blive et andet Menneske.« Han afbrød altsaa ikke Venskabet, for saa maaskee at begynde det igjen engang, naar Peder var bleven et andet Menneske; nei, han bevarede Venskabet uforandret og var just derved Peder behjælpelig i at blive et andet Menneske. Troer Du, at Peder uden dette Christi trofaste Venskab var bleven vunden igjen? Men det er saa nemt at være Ven, naar dette ikke betyder Andet end at fordre noget Bestemt af Vennen, og, naar Vennen ikke svarer til denne Fordring, saa lade Venskabet være forbi, indtil det maaskee begynder igjen, naar han svarer til Fordringen. Er dette et Venskabs Forhold? Hvo er da nærmere til at hjælpe en Feilende end Den, som kalder sig hans Ven, selv om Forseelsen begaaes mod Vennen. Men Vennen unddrager sig, og siger (ja det er som var det en Trediemand der talte): naar han er blevet et andet Menneske, saa kan han maaskee atter blive min Ven. Og det er ikke langtfra, at vi Mennesker endog ansee en saadan Adfærd for høimodig. Men sandeligen, det er langtfra, at man om en saadan Ven kan sige, at han i at elske elsker det Menneske han seer. Christi Kjerlighed var grændseløs, som den maa være det, naar dette skal fuldkommes: i at elske at elske det Menneske, man seer. Dette er meget let at indsee. Hvor meget nemlig og hvorledes end et Menneske forandres, han forandres dog vel ikke saaledes, at han bliver usynlig. Er dette – Umulige – ikke Tilfældet, saa see vi ham jo, og Pligten er at elske det Menneske, man seer. I Almindelighed mener man, at, naar et Menneske væsentligen har forandret sig til det Værre, han da er saaledes forandret, at man er fritagen fra at elske ham. Hvilken Forvirring i Sproget: at fritages – fra at elske, som var det en tvungen Sag, en Byrde man ønskede at kaste af sig! Men Christendommen spørger: kan Du da paa Grund af denne Forandring ikke mere see ham? Dertil maa Svaret blive: vistnok kan jeg see ham, jeg seer jo netop, at han ikke er mere værd at elske. Men seer du det, saa seer Du egentligen ikke ham (hvad Du dog i en anden Forstand ikke kan negte Du gjør), Du seer blot Uværdigheden, Ufuldkommenheden, og indrømmer derved, at Du, da Du elskede ham, i en anden Forstand ikke saae ham, men blot saae hans Fortrin og Fuldkommenheder, som Du elskede. Christeligt forstaaet derimod er det at elske netop at elske det Menneske, man seer. Eftertrykket ligger ikke paa at elske de Fuldkommenheder man seer hos et Menneske, men Eftertrykket ligger paa det Menneske man seer, hvad enten man nu hos dette Menneske seer Fuldkommenheder eller Ufuldkommenheder, ja hvor sørgeligt end dette Menneske har forandret sig, da han jo ikke har ophørt at være det samme Menneske. Den, som elsker de Fuldkommenheder han seer hos et Menneske, han seer ikke Mennesket, og hører derfor op at elske, naar Fuldkommenhederne høre op, naar Forandringen indtræder, hvilken Forandring, selv den sørgeligste, dog vel ikke betyder, at Mennesket hører op at være til. Ak, men selv den viseste og sindrigste blot menneskelige Opfattelse af Kjerlighed er dog noget høitflyvende, noget svævende; den christelige Kjerlighed derimod stiger fra Himlen ned til Jorden. Retningen er saaledes den modsatte. Den christelige Kjerlighed skal ikke svinge sig til Himlen, thi den kommer fra Himlen og med Himlen; den stiger ned og naaer derved det, at elske det samme Menneske i alle Forandringer, fordi den seer det samme Menneske i alle Forandringerne. Den blot menneskelige Kjerlighed er bestandigt ifærd med ligesom at flyve bort efter, eller flyve bort med den Elskedes Fuldkommenheder. Vi sige om en Forfører, at han stjæler en Piges Hjerte; men om al blot menneskelig Kjerlig hed, selv naar den er skjønnest, maa man sige, at der er lidt Tyvagtigt ved den, at den dog stjæler den Elskedes Fuldkommenheder, medens den christelige Kjerlighed skjenker den Elskede alle hans Ufuldkommenheder og Svagheder, og i alle hans Forandringer bliver hos ham, elskende det Menneske, den seer. Dersom dette ikke var saaledes, saa var Christus aldrig kommen til at elske; thi hvor skulde han have fundet den Fuldkomne! Forunderligt! Hvad var det nemlig egentligen, der for Christus var til Hinder i at finde den Fuldkomne, mon ikke, at han selv just var den Fuldkomne, hvilket kjendes paa, at han grændseløs elskede det Menneske han saae. Hvilken underlig Krydsen af Forestillingerne! Vi tale bestandigt i Forhold til Kjerlighed om den Fuldkomne og den Fuldkomne, Christendommen taler ogsaa bestandigt i Forhold til Kjerlighed om den Fuldkomne og den Fuldkomne, ak, men vi Mennesker tale om at finde den Fuldkomne for at elske ham, Christendommen taler om at være den Fuldkomne, der grændseløst elsker det Menneske, han seer. Vi Mennesker ville see op ad, for at see efter Fuldkommenhedens Gjenstand, (Retningen er dog bestandigt efter det Usynlige), men i Christo saae Fuldkommenheden ned til Jorden og elskede det Menneske, den saae. Og af Christendommen skulle vi lære, thi det er dog saa i en langt almindeligere Forstand end det er sagt, at Ingen stiger op til Himlen uden Den, som stiger ned fra Himlen : hvor sværmerisk Talen end lyder om at svinge sig til Himlen, det er en Indbildning, hvis Du ikke først christeligt stiger ned fra Himlen. Men det christeligt at stige ned fra Himlen er grændseløst at elske det Menneske Du seer, saaledes som Du seer ham. Vil Du derfor vorde fuldkommen i Kjerlighed, saa stræb at fuldkomme denne Pligt, i at elske at elske det Menneske, man seer, at elske ham saaledes, som Du seer ham, med alle hans Ufuldkommenheder og Svagheder, elske ham, som Du seer ham, naar han ganske har forandret sig, naar han ikke mere elsker Dig, men maaskee ligegyldigt vender sig bort eller vender sig bort for at elske en Anden, elske ham, som Du seer ham, naar han forraader og fornegter Dig .