II. C. »Du« skal elske Næsten II. C. »Du« skal elske Næsten II. C »Du« skal elske Næsten Saa gaae da hen og gjør det , tag Forskjelligheden og dens Lighed bort, at Du kan elske »Næsten«. Tag Forkjerlighedens Forskjel bort, at Du kan elske Næsten. Du skal derfor ikke ophøre at elske den Elskede, o langtfra. Saa var jo ogsaa det Ord »Næsten« det største Bedrag, som er opfundet, hvis Du, for at elske Næsten, skulde gjøre Begyndelsen med at opgive at elske dem, for hvem Du har Forkjerligheden. Desuden vilde det jo ogsaa være en Modsigelse, thi, da Næsten er alle Mennesker kan dog vel ingen være udelukket – skulle vi nu sige: mindst den Elskede? Nei, thi dette er Forkjerlighedens Sprog. Altsaa er det blot Forkjerligheden, der skulde tages bort – og dog vel ikke igjen anbringes i Forholdet til Næsten, saa Du med en forskruet Forkjerlighed vilde elske Næsten i Modsætning til den Elskede. Nei, som man siger til den Eenlige: agt paa Dig selv, at Du ikke føres i Selvkjerlighedens Snare, saaledes maa der siges til de tvende Elskende: agter paa, at I ikke just ved Elskov føres i Selvkjerlighedens Snare. Thi jo mere afgjørende og udelukkende Forkjerligheden slutter sig om eet eneste Menneske, jo længere er den fra at elske Næsten. Du, Mand, før ikke Din Hustrue i den Fristelse over Dig at glemme at elske Næsten; Du, Hustrue, før ikke Din Mand i denne Fristelse! De Elskende mene vel i Elskov at have det Høieste, o, men det er ikke saaledes, thi deri have de endnu ikke det Evige betrygget ved det Evige. Vel vil »Dig teren« forjætte de Elskende Udødeligheden, hvis de ere ret Elskende; men hvo er da »Digteren«, hvad hjælper det med hans Borgen , han, der ikke kan borge for sig selv . Den »kongelige Lov« derimod, Kjerligheds-Budet forjætter Livet, det evige Liv, og dette Bud siger just »Du skal elske Din Næste.« Og som dette Bud vil lære ethvert Menneske, hvorledes han skal elske sig selv, saaledes vil det ogsaa lære Elskoven og Venskabet den rette Kjerlighed: bevar i at elske Dig selv Kjerlighed til Næsten, bevar i Elskov og Venskab Kjerlighed til Næsten. Det vil maaskee støde Dig – nu, Du veed jo, at der ved det Christelige altid staaer Forargelsens Mærker . Men troe det dog; troe ei, at den Lærer, der ikke udslukkede nogen rygende Tande , at han vilde udslukke nogen ædel Ild i et Menneske; troe, at han, der var Kjerlighed, netop vil lære ethvert Menneske at elske; troe, at hvis alle Digtere forenede sig i een Sang til Elskovens og Venskabets Priis, at det var Intet, hvad de havde at sige i Sammenligning med Budet »Du skal elske, Du skal elske Din Næste som Dig selv!« Lad ikke være at troe, fordi Budet næsten forarger Dig, fordi Talen ikke lyder indsmigrende som »Digterens«, der med sine Sange indynder sig i Din Lykke, men frastødende og forfærdende, som vilde den skrække Dig ud af Forkjerlighedens elskede Tilholdssted – lad derfor ikke være at troe det, betænk, at just fordi Budet er saaledes og Talen saaledes, just derfor kan Gjenstanden være Troens Gjenstand! Hengiv Dig ikke til den Indbildning, at Du kunde tinge, at Du ved at elske nogle Mennesker, Slægt og Venner, elskede Næsten – thi dette er at opgive Digteren uden at gribe det Christelige, og for at forhindre denne Tingen var det, at Talen søgte at stille Dig mellem »Digterens« Stolthed, der foragter al Tingen, og mellem den kongelige Lovs guddommelige Majestæt, der gjør al Tingen til Skyld. Nei, elsk den Elskede trofast og ømt, men lad Kjerlighed til Næsten være det helliggjørende i Eders Forenings Pagt med Gud; elsk Din Ven oprigtigt og hengivent, men lad Kjerlighed til Næsten være hvad I lære af hinanden i Venskabets Fortrolighed med Gud! See, Døden af skaffer alle Forskjelligheder , men Forkjerlighed forholder sig altid til Forskjel, dog gaaer Veien til Livet og til det Evige gjennem Døden og gjennem Forskjellighedernes Afskaffelse: derfor fører ene Kjerlighed til Næsten i Sandhed til Livet. Som Christendommens glade Budskab er indeholdt i Læren om Menneskets Slægtskab med Gud, saa er dens Opgave Menneskets Lighed med Gud. Men Gud er Kjerlighed , derfor kunne vi kun ligne Gud i at elske, som vi ogsaa kun, efter en Apostels Ord, kunne være »Guds Medarbeidere i – Kjerlighed« . Forsaa vidt Du elsker den Elskede, ligner Du ikke Gud, thi for Gud er ingen Forkjerlighed, hvad Du vel mangen Gang til Din Ydmygelse, men ogsaa mangen Gang til Din Opreisning har betænkt. Forsaavidt Du elsker Din Ven, ligner Du ikke Gud, thi for Gud er ingen Forskjel. Men naar Du elsker »Næsten«, da ligner Du Gud. Saa gaae da hen og gjør derefter, lad Forskjellighederne fare, at Du kan elske Næsten. Ak, maaskee behøves dette end ikke at siges Dig, maaskee fandt Du i Verden ingen Elsket, ingen Ven paa Din Vei, saa Du gaaer eensomt; eller maaskee tog Gud af Din Side og gav Dig den Elskede , men Døden tog og tog hende fra Din Side, den tog igjen og tog Din Ven, men gav Dig ingen igjen, saa du nu gaaer eensomt, saa Du ingen Elsket har til at dække Din svage Side og ingen Ven ved Din høire; eller maaskee skilte Livet Eder ad, om I end bleve uforandrede – i Adskillelsens Eensomhed; ak, maaskee skilte Forandringen Eder ad, saa Du sørgende gaaer eensomt, fordi Du fandt, men fandt igjen, hvad Du fandt, forandret! Hvor trøstesløst! Ja, spørg kun »Digteren«, hvor trøstesløst det er, at leve eensomt, at have levet eensomt, uden at være elsket og uden at have nogen Elsket; spørg kun Digteren om han veed noget Andet, end at det er trøstesløst, naar Døden gaaer de Elskende imellem, eller, naar Livet skiller Ven fra Ven, eller naar Forandringen skiller dem som Fjender fra hinanden; thi vistnok elsker Digteren Eensomhed, han elsker den – for i Eensomheden at opdage Elskovens og Venskabets savnede Lykke, ligesom Den søger et mørkt Sted, der undrende vil betragte Stjernerne. Og dog, dersom det var uden egen Skyld, at et Menneske ingen Elsket fandt, og dersom han søgte, men, uden egen Skyld, forgjeves at finde en Ven, og dersom Tabet, Adskillelsen, Forandringen var uden egen Skyld: veed i saa Fald »Digteren« noget Andet, end at det er trøstesløst? Men saa er Digteren jo selv underlagt Forandring, naar han, Glædens Forkynder, paa Nødens Dag ikke veed Andet end Trøstesløshedens Klageskrig. Eller vil Du ikke kalde det Forandring, vil Du kalde det Troskab af Digteren, at han – trøstesløst sørger med den trøstesløst Sørgende: nu vel, derom ville vi ikke stride. Men hvis Du vil sammenligne denne menneskelige Trofasthed med Himlens og Evighedens, da vil Du vel selv indrømme, at den er en Forandring. Thi Himlen glæder sig ikke blot , fremfor nogen Digter, med den Glade, men Himlen sørger ikke blot med den Sørgende, nei Himlen har ny, har saligere Glæde i Beredskab for den Sørgende. Saaledes har Christendommen altid Trøst, og dens Trøst er deri forskjellig fra al menneskelig Trøst, at denne er sig bevidst kun at være en Erstatning for Tabet af Glæden: den christelige Trøst er Glæden. Menneskeligt talt er Trøst en sildigere Opfindelse: først kom Lidelsen og Smerten og Glædens Tab, og saa, bagefter, ak langt om længe kom Mennesket paa Spor efter Trøsten. Og om den Enkeltes Liv gjælder det Samme: først kommer Lidelsen og Smerten og Glædens Tab, og saa, bagefter, ak stundom langt om længe, kommer Trøsten. Men den christelige Trøst kan aldrig siges at komme bagefter, thi da den er Evighedens Trøst er den ældre end al timelig Glæde; saasnart denne Trøst kommer, kommer den med Evighedens Forspring, og opsluger ligesom Smerten, thi Smerten og Glædens Tab er det Øiebliklige – selv om dette Øieblik var Aar – er det Øieblikkelige der druknes i det Evige. Og den christelige Trøst er heller ei nogen Erstatning for Glædens Tab, da den er Glæden; al anden Glæde er dog i sidste Grund kun Trøstesløshed i Sammenligning med Christendommens Trøst. Ak, saa fuldkommen var og er Menneskets Liv ikke paa Jorden, at Evighedens Glæde kunde forkyndes ham som Glæde, han havde og han har selv forspildt det; deraf kommer det, at Evighedens Glæde kun kan forkyndes ham som Trøst. Som det menneskelige Øie ikke taaler at see Solens lys uden gjennem et dunklende Glas : saaledes kan Mennesket heller ei taale Evighedens Glæde uden gjennem dette Dunklende, at den forkyndes som Trøst. – Altsaa, hvilken Din Skjebne end var i Elskov og Venskab, hvilket end Dit Savn var, hvilket Dit Tab, hvilken Dit Livs Trøstesløshed i Fortrolighed med »Digteren«: det Høieste staaer endnu tilbage – elsk Næsten! Ham kan Du let finde, som viist blev ; ham kan Du ubetinget altid finde, som viist blev; ham kan Du aldrig tabe. Thi den Elskede kan handle saaledes mod Dig, at han er tabt, og Du kan tabe en Ven; men hvad end Næsten gjør mod Dig, Du kan aldrig tabe ham. Sandt nok, Du kan ogsaa vedblive at elske den Elskede og Vennen, hvorledes De end handle mod Dig, men Du kan ikke i Sandhed vedblive at kalde dem den Elskede og Vennen, naar de, desto værre , i Sandhed have forandret sig. »Næsten« derimod kan ingen Forandring tage fra Dig, thi det er ikke »Næsten«, der holder Dig fast, men det er Din Kjerlighed, der holder »Næsten« fast; dersom Din Kjerlighed til Næsten bliver uforandret, saa bliver ogsaa Næsten ufor andret ved at være til. Og Døden kan ikke berøve Dig »Næsten«, thi tager den een, saa giver Livet Dig strax een igjen. Døden kan berøve Dig en Ven, fordi Du i at elske en Ven egentlig holder sammen med Vennen; men i at elske Næsten holder Du sammen med Gud, derfor kan Døden ikke berøve Dig Næsten. – Hav derfor tabt Alt i Elskov og Venskab, hav aldrig eiet Noget af denne Lykke: Du beholder dog det Bedste tilbage i at elske Næsten. Kjerlighed til Næsten har nemlig Evighedens Fuldkommenheder. Er det og vel en Fuldkommenhed ved Kjerligheden, at dens Gjenstand er det Fortrinlige , det Udmærkede , det Eneste? Det troede jeg var en Fuldkommenhed ved Gjenstanden, og denne Gjenstandens Fuldkommenhed som en spidsfindig Mistanke mod Kjerlighedens Fuldkommenhed. Er det en fortrinlig Egenskab ved Din Kjerlighed, om den kun kan elske det Overordentlige, det Sjeldne? Jeg troede, det var et Fortrin ved det Overordentlige og det Sjeldne, at det er det Overordentlige og Sjeldne, men ikke ved Kjerligheden. Og er Du ikke ogsaa af samme Mening? Thi har Du aldrig tænkt over Guds Kjerlighed; dersom da det var Kjerlighedens Fortrin, at elske det Overordentlige, saa var Gud, hvis jeg saa tør sige, i Forlegenhed, thi for ham er det Overordentlige slet ikke til. Det Fortrin, kun at kunne elske det Overordentlige, er altsaa snarere som en Anklage, ikke mod det Overordentlige, heller ei mod Kjerligheden, men mod den Kjerlighed, der kun kan elske det Overordentlige. Eller er det et Fortrin ved et Menneskes kjælne Befindende, at han kun kan føle sig vel paa eet eneste Sted i Verden, omgiven af enhver Begunstigelse? Naar Du seer et Menneske, der saaledes har indrettet sig i Livet, hvad er det saa Du priser? Dog vel Indretningens Beqvemmelighed. Men har Du ikke lagt Mærke til, at det virkeligt er saa , at hvert Ord i Din Lovtale over denne Herlighed, egentlig lyder som en Spot over den Stakkel, der kun kan leve i denne herlige Omgivelse? Altsaa Gjenstandens Fuldkommenhed er ikke Kjerlighedens Fuldkommenhed. Og netop fordi »Næsten« ingen af de Fuldkommenheder har, som den Elskede, Vennen, den Beundrede, den Dannede, den Sjeldne, den Overordentlige i saa høi Grad har, netop derfor har Kjerlighed til Næsten alle de Fuldkommenheder, som Kjerligheden til den Elskede, Vennen, den Dannede, den Beundrede, den Sjeldne, den Overordentlige ikke har. Lad da Verden stride saa meget den vil om, hvilken Kjerlighedens Gjenstand der er den fuldkomneste: derom kan der aldrig være Strid, at Kjerlighed til Næsten er den fuldkomneste Kjerlighed. Al anden Kjerlighed har derfor og den Ufuldkommenhed, at der er to Spørgsmaal og forsaavidt ogsaa nogen Tvetungethed: der er først Spørgsmaal om Gjenstanden og saa om Kjerligheden, eller der er dog baade Spørgsmaal om Gjenstanden og Kjerligheden. Men betræffende Kjerlighed til Næsten er der kun eet Spørgsmaal, det om Kjerligheden, og der er kun eet Evighedens Svar: denne er Kjerligheden; thi denne Kjerlighed til Næsten forholder sig ikke som en Art til andre Arter af Kjerlighed. Elskov bestemmes ved Gjen standen, Venskab bestemmes ved Gjenstanden, kun Kjerlighed til Næsten bestemmes ved Kjerligheden. Da »Næsten« nemlig er ethvert Menneske, ubetinget ethvert Menneske, saa er jo alle Forskjelligheder borttagne fra Gjenstanden, og denne Kjerlighed altsaa just kjendelig paa, at dens Gjenstand er uden nogen Forskjellighedens nærmere Bestemmelse, hvilket vil sige, at denne Kjerlighed kun kjendes paa Kjerligheden. Er dette ikke den høieste Fuldkommenhed! Thi forsaavidt Kjerligheden kan kjendes paa og maa kjendes paa noget Andet, saa er dette Andet, i selve Forholdet, ligesom en Mistanke til Kjerligheden, at den ikke er omfattende nok og forsaavidt heller ei i evig Forstand uendelig; dette Andet er et Kjerligheden selv ubevidst Anlæg til Sygelighed. I denne Mistanke boer derfor skjult den Angest, som gjør Elskov og Venskab afhængig af sin Gjenstand, den Angest, som kan antænde Iversygen , den Angest, som kan bringe til Fortvivlelse. Men Kjerlighed til Næsten er uden Forholdets Mistanke, og kan derfor heller ikke blive Mistænksomhed i den Elskende. Dog er denne Kjerlighed ikke stolt uafhængig af sin Gjenstand, dens Ligelighed fremkommer ikke derved, at Kjerligheden stolt vender tilbage i sig selv ved Ligegyldighed mod Gjenstanden, nei, Ligeligheden fremkommer derved, at Kjerligheden ydmygt vender sig ud efter, omfattende Alle, og dog elskende Hver især, men Ingen særligen. Lad os tænke paa, hvad der i den foregaaende Tale blev udviklet om, at det, at Kjerligheden i et Menneske er ham en Trang, er Udtrykket for Rigdom. Jo dybere altsaa denne Trang er, desto større Rigdom; er Trangen uendelig, da er Rigdommen det ogsaa. Naar nu Kjerlighedens Trang i et Menneske er til at elske een Eneste, saa maa man, selv om man indrømmer, at denne Trang er en Rigdom, dog derhos sige, at han virkeligen trænger til dette Menneske. Naar derimod Kjerlighedens Trang i et Menneske er til at elske Alle, da er den en Trang, og den er saa mægtig, at det er, som maatte den selv næsten kunne frembringe sin Gjenstand. Eftertrykket ligger i det første Tilfælde paa Gjenstandens Særlighed, i det andet Tilfælde paa Trangens Væsentlighed, og kun i denne sidste Forstand er Trang et Udtryk for Rigdom; og kun i det sidste Tilfælde forholder Trangen og Gjenstanden sig i uendelig Forstand ligeligt til hinanden, thi det første det bedste Menneske, ethvert Menneske er Næsten, eller, der er i særlig Forstand ingen Gjenstand, medens i uendelig Forstand ethvert Menneske er Gjenstanden. Naar En føler Trang til at tale med eet eneste bestemt Menneske, saa trænger han egentligen til dette Menneske; men naar Trangen i ham til at tale er saa stor, at han maa tale, om man saa satte ham hen i en øde Ørk , om man satte ham i eensomt Fængsel , naar Trangen er saa stor, at ethvert Menneske er ham Den, han ønsker at tale til: da er Trangen en Rigdom. Og Den, i hvem Kjerlighed til Næsten er, i ham er Kjerligheden en Trang, den dybeste; han trænger ikke til Menneskene for dog at have Nogen at elske, men han trænger til at elske Menneskene. Dog er der intet Stolt eller Hovmodigt i denne Rigdom, thi Gud er Mellembestemmelsen, og Evighedens »skal« binder og styrer den mægtige Trang, at den ikke farer vild og bliver til Stolthed. Men i Gjenstanden er der ingen Grændse, thi »Næsten« er alle Mennesker, ubetinget ethvert Menneske. Den, der i Sandhed elsker »Næsten«, elsker derfor ogsaa sin Fjende. Denne Forskjel »Ven eller Fjende« er en Forskjel i Kjerlighedens Gjenstand, men Kjerlighed til Næsten har jo den Gjenstand, som er uden Forskjel, Næsten er den aldeles ukjendelige Forskjellighed mellem Menneske og Menneske, eller er den evige Lighed for Gud – denne Lighed har Fjenden ogsaa. Man mener, at det er et Menneske umuligt at elske sin Fjende, ak, thi Fjender kunne jo neppe taale at see hinanden. Nu vel, saa luk Øiet – saa ligner Fjenden aldeles Næsten; luk Øiet, og husk paa Budet, at Du skal elske, saa elsker Du – Din Fjende, nei, saa elsker Du Næsten, thi, at han er Din Fjende, seer Du jo ikke. Naar Du nemlig lukker Øiet, da seer Du ikke Jordlivets Forskjelligheder, men Fjendskab er ogsaa en af Jordlivets Forskjelligheder. Og naar Du lukker Øiet, saa adspredes og forvirres Dit Sind ikke paa samme Tid, som Du skal høre efter Budets Ord. Naar da Dit Sind ikke forvirres og adspre des ved at see til Gjenstanden for Din Kjerlighed og Gjenstandens Forskjellighed, saa bliver Du lutter Øre for Budets Ord, som talte det ene og alene til Dig, at »Du« skal elske Næsten. See da er Du paa Fuldkommenhedens Vei til at elske Næsten, naar Dit Øie er lukket og Du er bleven lutter Øre for Budet. Det er jo og i Sandhed saa (hvad da allerede ligger i det Udviklede , hvor det vistes, at Næsten er den rene Aands-Bestemmelse), »Næsten« seer man kun med lukket Øie eller ved at see fra Forskjellighederne. Det sandselige Øie seer altid Forskjellighederne og seer til Forskjellighederne. Derfor raaber jordisk Kløgt tidlig og sildig : »see Dig for, hvem Du elsker.« Ak, skal man i Sandhed elske Næsten, da gjælder det: see Dig for Alt ikke for; thi denne Klogskab i Forhold til at prøve Gjenstanden vil netop bevirke, at Du aldrig faaer »Næsten« at see, fordi han jo er ethvert Menneske, det første det bedste, ganske iblinde taget. »Digteren« foragter Klogskabens seende Blindhed, der lærer, at man skal see sig for hvem man elsker, han lærer, at Kjerlighed gjør blind ; paa en gaadefuld, uforklarlig Maade skal, efter Digterens Mening, den Elskende finde sin Gjenstand eller blive forelsket og bliver saa – blind af Kjerlighed, blind for enhver Feil, enhver Ufuldkommenhed hos den Elskede, blind for alt Andet end denne Elskede, – men dog vel ikke blind for, at denne er den eneste i hele Verden. Naar saa er , gjør jo vistnok Elskov et Menneske blind, men den gjør ham tillige meget nøieseende til ikke at forvexle noget andet Menneske med denne Eneste, den gjør ham altsaa blind i Forhold til denne Elskede ved at lære ham at gjøre en uhyre Forskjel mellem denne Eneste og alle andre Mennesker. Men Kjerlighed til »Næsten« gjør et Menneske i dybeste og ædleste og saligste Forstand blind, saa han blindt elsker ethvert Menneske, ligesom Elskeren elsker den Elskede. Kjerlighed til »Næsten« har Evighedens Fuldkommenheder – deraf kommer det maaskee, at den stundom saa lidet synes at passe ind i Jordlivets Forhold, i det Verdsliges timelige Forskjellighed, at den saa let bliver miskjendt og udsat for Had, at det i ethvert Tilfælde er meget utaknemmeligt at elske Næsten. Selv Den, der ellers ikke er tilbøielig til at prise Gud og Christendommen, han gjør det dog, naar han med Gysen betænker dette Forfærdelige, hvorledes i Hedenskabet Jordlivets Forskjellighed, eller hvorledes Kaste-Inddelingen umenneskeligt skiller Menneske fra Menneske, hvorledes denne Ugudelighed umenneskeligt lærer det ene Menneske at fornegte Slægtskabet med det andet, lærer ham formasteligt og afsindigt at sige om det andet Menneske, at han er ikke til, er »ikke født«. Da priser endog han Christendommen, der har frelst Menneskene fra det Onde ved dybt og evigt uforglemmeligt at indprente Slægtskabet mellem Menneske og Menneske, fordi Slægtskabet er betrygget ved hver Enkelts ligelige Slægtskab med og Forhold til Gud i Christo; fordi den christelige Lære ligeligt henvender sig til hver Enkelt, lærer ham, at Gud har skabt ham og Christus forløst ham; fordi den christelige Lære kalder hvert Menneske afsides og siger til ham: » luk Din Dør og beed til Gud , saa har Du det Høieste et Menneske kan have, elsk Din Frelser, saa har Du Alt baade i Liv og Død, og lad saa Forskjellighederne være der, de gjøre hverken fra eller til.« Mon vel og Den, der fra Bjergets Tinde seer Skyerne under sig, mon han forstyrres af dette Syn, mon han forstyrres af det Tordenveir, der raser nede ved Jordens lave Egne ? Og saa høit har Christendommen sat ethvert, ubetinget ethvert Menneske – thi for Christus, saa lidet som for Guds Forsyn , er der intet Tal, ingen Mængde, de Utallige ere for ham talte, ere lutter Enkelte; saa høit har Christendommen sat ethvert Menneske, for at han ikke skulde tage Skade paa sin Sjel ved at hovmode sig i eller sukke under Jordlivets Forskjellighed. Thi borttaget Forskjelligheden har Christendommen ikke, saalidet som Christus selv vilde eller vilde bede Gud at tage Disciplene ud af Verden – og dette bliver jo Eet og det Samme. Der har derfor aldrig i Christenheden, saa lidet som i Hedenskabet, levet noget Menneske uden at være iført eller være overklædt med Jordlivets Forskjellighed; saa lidet som den Christne lever eller kan leve uden Legeme, ligesaa lidet uden Jordlivets Forskjellighed, hvilken Enhver ved Fødsel, ved Stand, ved Vilkaar, ved Dannelse o. s. v. særligen tilhører – det rene Menneske er Ingen af os. Christendommen er for alvorlig til at fable om det rene Menneske, den vil kun gjøre Menneskene rene. Christendommen er ikke noget Eventyr, om end Saligheden, som den forjætter, er herligere end hvad Eventyret eier; den er ei heller et sindrigt Hjernespind, der skal være vanskeligt at forstaae, og som ogsaa fordrer een Betingelse, et ørkesløst Hoved og en tom Hjerne. Altsaa, hiin Hedenskabets Rædsel har Christendommen, og eengang for alle, forjaget; men Jordlivets Forskjellighed har den ikke borttaget. Denne maa vedblive, saa længe Timeligheden vedbliver, og maa vedblive at friste hvert Menneske, som indkommer i Verden; thi ved at være Christen bliver han ikke fritagen fra Forskjelligheden, men ved at seire i Forskjellighedens Fristelse bliver han Christen. I den saakaldte Christenhed frister derfor endnu bestandigt Jordlivets Forskjel, ak, den maaskee mere end frister, saa den Ene hovmoder sig, den Anden trodsigt misunder. Begge Dele er jo Oprør, er Oprør mod det Christelige. Sandeligen, langt fra os være at bestyrke Nogen i den formastelige Vildfarelse, at kun de Mægtige og de Fornemme ere de Skyldige; thi dersom de Ringe og de Afmægtige kun trodsigt eftertragte Jordlivets dem negtede Fortrin, istedenfor ydmygt at eftertragte det Christeliges salige Ligelighed, da er dette ogsaa at tage Skade paa sin Sjel. Blind er Christendommen ikke, eensidig ei heller; den seer med Evighedens Ro ligeligt alle Jordlivets Forskjelligheder, men den holder ikke splidagtigt sammen med nogen eneste; den seer, og visseligen med Bedrøvelse, at jordisk Travlhed og Verdslighedens falske Propheter i Christendommens Navn ville fremkogle dette Skin, som var det blot de Mægtige, der kunde forsee sig paa Jordlivets Forskjellighed, som var den Ringe berettiget til at gjøre Alt for at naae Ligheden – blot ikke ved Hjælp af at blive Christen i Alvor og Sandhed. Mon man ad den Vei skulde komme den christelige Lighed og Ligelighed nærmere? Christendommen vil da ikke tage Forskjelligheden bort, hverken Fornemhedens eller Ringhedens; men paa den anden Side, der er ingen timelig Forskjellighed, ikke den i Verdens Øine billigste og antageligste, med hvilken Christendommen partisk vil holde . Om den timelige Forskjellighed, paa hvilken et Menneske forseer sig ved at klamre sig verdsligt fast til den, er en i Verdens Øine himmelraabende og oprørende, eller en i Verdens Øine uskyldig og elskværdig, beskæftiger slet ikke Christendommen, der jo ikke gjør verdsligt Forskjel, ikke seer paa det, ved hvilket et Menneske tager Skade paa sin Sjel, men paa det, at han tager Skade paa sin Sjel – ved en Ubetydelighed? maaskee; men det, at tage Skade paa sin Sjel, er visselig ingen Ubetydelighed. Mellem Fornemheden Fornemhedens Fornemheden og Ringhedens Yderpunkter ligger der en stor Mængde af nærmere Bestemmelser i verdslig Forskjellighed; men der er ingen af disse nærmere og derfor vel mindre iøinefaldende Forskjelligheder, med hvilke Christendommen gjør en Undtagelse. Forskjelligheden er som et uhyre Net, i hvilket Timeligheden holdes, Maskerne i dette Net ere igjen forskjellige, det ene Menneske synes mere fanget og bundet i Tilværelsen end det andet; men al denne Forskjellighed, Forskjelligheden mellem Forskjel og Forskjel, den sammenlignende Forskjellighed beskæftiger slet ikke Christendommen, ikke det mindste, en saadan Beskæftigelse og Bekymring er nemlig igjen Verdslighed. Christendom og Verdslighed komme aldrig til at forstaae hinanden, selv om det et Øieblik – for en mindre Nøieregnende kan see skuffende ud . At skaffe Lighed tilveie i Verden mellem Menneskene, at ligne Timelighedens Vilkaar, om muligt, ligeligt paa Menneskene: er jo Noget der i saa høi Grad beskæftiger Verdsligheden. Men selv, hvad man tør kalde, den velmenende verdslige Stræben i denne Henseende træffer aldrig sammen i Forstaaelse med Christendommen. Den velmenende Verdslighed holder sig fromt, hvis man saa vil, overbeviist om, at der maa være eet timeligt Vilkaar, een jordisk Forskjellighed – man finde den nu ud ved Hjælp af Be regninger og Oversigter, eller paa hvilken som helst anden Maade – der er Ligeligheden. Naar dette Vilkaar blev det eneste for alle Mennesker: saa var Ligheden tilveiebragt. Men deels lader dette sig ikke gjøre, og deels er dog Alles Lighed ved at have fælles og samme timelige Forskjellighed ingenlunde den christelige Ligelighed; den verdslige Lighed, hvis den var mulig, er ikke den christelige Ligelighed. Og fuldkomment at tilveiebringe den verdslige Lighed er en Umulighed. Det tilstaaer egentlig den velmenende Verdslighed selv; den fryder sig, naar det lykkes at gjøre det timelige Vilkaar lige for Flere og Flere, men den erkjender selv, at dens Stræben er et fromt Ønske , at det er en uhyre Opgave, den har sat sig, at det har lange Udsigter – hvis den ret forstod sig selv, vilde den indsee, at dette aldrig naaes i Timeligheden, at, selv om denne Stræben fortsættes gjennem Aartusinder, den dog aldrig naaer Maalet. Christendommen derimod er ved Hjælp af Evighedens Gjenvei strax ved Maalet: den lader alle Forskjellighederne bestaae, men lærer Evighedens Ligelighed. Den lærer, at enhver skal opløfte sig over den jordiske Forskjellighed. Agt vel paa, hvor ligeligt den taler, den siger ikke, at det er den Ringe, der skal opløfte sig, medens den Mægtige maaskee skulde nedstige fra sin Ophøiethed, ak nei, en saadan Tale er ikke ligelig; og den Lighed, der tilveiebringes ved at den Mægtige stiger ned og den Ringe stiger op, er ikke den christelige Ligelighed, er verdslig Lighed. Nei, om det saa var Den, der staaer øverst, om det saa var Kongen, han skal opløfte sig over Ophøiethedens Forskjel, og Tiggeren skal opløfte sig over Ringhedens Forskjel. Christendommen lader alle Jordlivets Forskjelligheder bestaae, men i Kjerlighedsbudet, i at elske Næsten er netop indeholdt denne Ligelighed i at opløfte sig over Jordlivets Forskjellighed. Fordi dette nu er saaledes, fordi den Ringe lige saa fuldt som den Fornemme og Mægtige, fordi ethvert Menneske paa sin forskjellige Maade kan tabe sin Sjel ved ikke christeligt at ville opløfte sig over Jordlivets Forskjellighed, ak og fordi det skeer paa begge og paa de forskjelligste Maader: derfor er det, at ville elske Næsten, ofte udsat for dobbelt ja fleerdobbelt Fare. Enhver, der fortvivlet har klamret sig til een eller anden af Jordlivets Forskjelligheder, saa han har sit Liv i den – ikke i Gud, han fordrer ogsaa af Enhver, der hører til samme Forskjellighed, at han med ham skal holde sammen – ikke i det Gode (thi det Gode danner intet Sammenhold, forener hverken to eller hundrede eller alle Mennesker i Sammenhold), men i et ugudeligt Sammenhold mod det Almene-Menneskelige; den Fortvivlede kalder det Forræderie, at ville have Fællesskab med andre, med alle Mennesker. Paa den anden Side, disse andre Mennesker ere igjen forskjelliggjorte i andre Timelighedens Forskjelligheder, og misforstaae det maaskee da, om Nogen, som ikke hører til deres Forskjellighed, vil holde med dem. Thi betræffende Jordlivets Forskjelligheder er der ved Misforstaaelsen, besynderligt nok, paa eengang Strid og Enighed: den Ene vil have een Forskjellighed bort, men han vil have en anden sat isteden. Forskjellighed kan jo som Ordet siger betyde det meget Forskjellige, det Allerforskjelligste; men Enhver, der strider paa den Maade mod Forskjelligheden, at han vil have een bestemt bort og en anden isteden, han kæmper jo for Forskjelligheden. Den, der saa vil elske Næsten, Den, der altsaa ikke bekymrer sig om at faae denne eller hiin Forskjellighed bort, eller verdsligt om at faae alle bort, men gudeligt om at gjennemtrænge sin Forskjellighed med den christelige Ligeligheds saliggjørende Tanke: han bliver let som Den, der ikke passer ind her i Jordlivet, end ikke i den saakaldte Christenhed, han bliver let udsat for Angreb fra alle Kanter, han bliver let som et fortabt Faar blandt rivende Ulve . Overalt hvor han seer hen, møder han naturligviis Forskjellighederne (thi, som sagt, intet Menneske er det rene Menneske, men den Christne opløfter sig over Forskjellighederne), og de, som verdsligt have klamret sig fast til en timelig Forskjellighed, denne være en hvilken , de ere som rivende Ulve. Lader os tage nogle Exempler af Jordlivets Forskjellighed, for at gjøre denne Sag klar, lader os gaae ret nøiagtigt frem. Og giv Du Dig kun Taalmodighed til at læse, som jeg giver mig Flid og Tid til at skrive, thi da det er mit eneste Arbeide og min eneste Opgave at være Forfatter, saa baade kan jeg og er forpligtet til at anvende en nøiagtig, en smaalig om Du saa vil, men vistnok ogsaa gavnlig Omhyggelighed, som Andre ikke kunne, da de, foruden at være Forfattere, tillige paa andre Maader maae bruge deres maaskee længere Dag, maaskee rigere Gave, deres maaskee større Arbeidskraft. – See, de Tider ere forbi, da den Mægtige og Fornemme ene var Menneske, de andre – Mennesker Trælle og Slaver. Dette skyldes Christendommen; men deraf følger ingenlunde, at Fornemhed og Vælde nu ikke mere kan blive en Snare for et Menneske, saa han forseer sig paa denne Forskjellighed, tager Skade paa sin Sjel, glemmer hvad det er at elske Næsten. Skal det nu skee, maa det vistnok skee paa en mere skjult og hemmelighedsfuld Maade, men i Grunden bliver det det Samme. Hvad enten En aabenlyst, nydende sit Hovmod og sin Stolthed, betyder andre Mennesker, at de ere ikke til for ham, vil, til Næring for sit Hovmod, at de skal fornemme det, idet han fordrer den slaviske Underkastelses Udtryk af dem – eller han listende og skjult, netop ved at undgaae enhver Berøring med dem (maaskee ogsaa af Frygt for, at det Aabenlyse skulde hidse Menneskene og blive ham selv farligt) udtrykker, at de ikke ere til for ham: dette er i Grunden Eet og det Samme. Det Umenneskelige og det Uchristelige ligger ikke i Maaden, paa hvilken det gjøres, men i at ville for sig selv fragaae Slægtskabet med alle Mennesker, med ethvert Menneske ubetinget. Ak, ak, at bevare sig reen fra Verden , er Christendommens Opgave og Lære, give Gud , at vi alle gjorde det; men verdsligt at klamre sig ved om det saa var den herligste af alle Forskjelligheder, det er just Besmittelse. Thi det er ikke det grove Arbeide der besmitter – naar det gjøres i Hjertets Reenhed , og det er ikke det ringe Vilkaar, der besmitter – naar Du gudeligt sætter Din Ære i at leve i Stilhed; men Silke og Hermelin kan besmitte, hvis det bragte et Menneske til at tage Skade paa sin Sjel. Det er Besmittelse, naar den Ringe krymper sig saaledes ved sin Elendighed, at han ikke har Mod til at ville opbygges ved det Christelige; men det er ogsaa Besmittelse, naar den Fornemme svøber sig saaledes ind i sin Fornemhed, at han krymper sig for at opbygges ved det Christelige; og det er ogsaa Besmittelse, naar Den, hvis Forskjellighed er at være som Folk er fleest, aldrig i christelig Opløftelse kommer ud af denne Forskjellighed. Saa vil da denne fornemme Fordærvethed lære den Fornemme, at han kun er til for de Fornemme, at han ene skal leve i deres Kredses Sammenhold, at han ikke maa være til for andre Mennesker, ligesom disse ikke maae være til for ham. Men Forsigtighed, hedder det, han maa vide at gjøre det saa let og saa behændigt, som muligt, at det ikke ophidser Menneskene, det vil sige, Hemmeligheden og Kunsten er netop at have denne Hemmelighed for sig; det at undgaae Berøringen maa ikke være et Udtryk for Forholdet, ei heller maa det gjøres paa en paafaldende Maade, der vilde vække Opmærksomhed, nei det Undvigende skal være for at sikkre sig, og altsaa saa forsigtigt, at Ingen bliver opmærksom derpaa, end sige stødes derover. Derfor skal han gaae som med lukket Øie (ak, men ikke i christelig Forstand), naar han færdes mellem Menneskenes Mængde; stolt – og dog listende skal han ligesom flygte fra den ene fornemme Kreds til den anden; han maa ikke see paa disse andre Mennesker – for ikke at blive seet, medens dog Øiets hele Opmærksomhed skal lure bag dette Skjul – hvis der skulde møde ham et Medmenneske eller en endnu Fornemmere; hans Blik skal svæve ubestemt, famlende hen over alle disse Mennesker, at Ingen skulde kunne gribe hans Øie og minde ham om Slægtskabet; han maa aldrig sees blandt de Ringere, idetmindste aldrig i deres Selskab, og kan det ikke undgaaes, da maa den fornemme Nedladenhed sees – dog i dens letteste Skikkelse – for ikke at støde og hidse; han maa gjerne mod de Ringere bruge overdreven Høflighed, men han maa aldrig omgaaes dem ligeligt , thi derved vilde jo udtrykkes, at han var – Menneske, men han er – fornem. Og dersom han kan gjøre dette let, behændigt, smagfuldt, undflyende og dog altid bevarende sin Hemmelighed (at de andre Mennesker ikke ere til for ham og han ikke for dem), saa vil den fornemme Fordærvethed indestaae ham for, at han har – den gode Tone. Ja, Verden har forandret sig – og Fordærvethed den har ogsaa forandret sig; thi det var jo dog overilet , hvis man vilde troe, at Verden var bleven god, fordi den havde forandret sig. Hvor vilde ikke, hvis vi tænke os en af hine stolte, trodsige Skikkelser, der lystedes ved dette ugudelige Spil, aabenlyst at lade »disse Mennesker« føle deres Usselhed, hvor vilde han ikke forbauses, naar han fik at vide, at saa megen Forsigtighed nu var bleven nødvendig for at bevare denne Hemmelighed! Ak, men Verden har forandret sig; og efterhaanden som Verden forandrer sig, bliver ogsaa Fordærvethedens Skikkelser underfundigere , vanskeligere at paapege – men bedre blive de sandeligen ikke. Saaledes den fornemme Fordærvethed. Og dersom der saa var en Fornem, hvis Liv altsaa ved Fødsel og Vilkaar særligen tilhørte den samme jordiske Forskjellighed, en Fornem, der ikke vilde samtykke i denne Splidagtighedens Sammensværgelse mod det Almene-Menneskelige, det er mod »Næsten«, dersom han ikke kunde bringe det over sit Hjerte, dersom han, vel indseende Følgerne deraf, dog for Gud fortrøstede sig til at have Styrke til at bære disse, medens han ikke havde Styrke – til at forhærde sit Hjerte : Erfaringen skulde vel lære ham, hvad han vovede. Thi først skulde nu den fornemme Fordærvethed anklage ham som en Forræder og Selvkjerlig – fordi han vilde elske »Næsten«; thi det, at holde sammen med Fordærvetheden, det var Kjerlighed og Troskab og Oprigtighed og Hengivenhed! Og hvis da, som det saa ofte gaaer, de Ringere igjen fra deres Forskjelligheds Synspunkt misforstode og miskjendte ham, ham – der jo ikke hørte til deres Synagoge , lønnede ham med Spot og Forhaanelse – fordi han vilde elske Næsten: ja, da stod han jo der i den dobbelte Fare. Havde han nemlig villet stille sig i Spidsen for de Ringere, at han i et Oprør kunde nedtræde Fornemhedens Forskjellighed: da skulde de maaskee have hædret og elsket ham. Men dette vilde han ikke, han vilde blot udtrykke, hvad der i ham var en christelig Trang, det at elske Næsten. Og just derfor blev hans Skjebne saa mislig , just deraf den dobbelte Fare. Saa skulde vel den fornemme Fordærvethed triumpherende spotte ham, haanende og dømmende sige: »det har han ærligt fortjent;« den skulde vel bruge hans Navn som en Skræmsel for at hindre uerfarne fornemme Ynglinge i at fare vild – fra Fordærvethedens gode Tone. Og mangen Bedre blandt de Fornemme, over hvem dog Fordærvethedens Tone øvede en Magt, skulde ikke vove at forsvare ham, ikke turde lade være at lee med i »Spotternes Raad« , og dette skulde vel være det Høieste, om Nogen vovede at forsvare ham. Saaledes lod det sig jo vel tænke, at en Fornem i selve de Fornemmes Kredse begeistret, veltalende kunde forfægte Kjerlighed til Næsten, men, naar det kom til Stykket i Virkeligheden, ikke kunde overvinde sit Sind i Lydighed under den maaskee seierrigt forfægtede Anskuelse. Dog indenfor Forskjellighedens Mellemvæg , bag ved den, at forfægte en modsat Anskuelse, en Anskuelse, der i christelig Forstand (ikke i oprørsk Forstand) vil tage Forskjelligheden bort: det er jo at blive i Forskjellighed. I Selskab med de Lærde, eller indenfor en Omgivelse, der sikkrer og fremhæver hans Forskjellighed som saadan, skulde maaskee den Lærde være villig til begeistret at foredrage denne Lære om alle Menneskers Lighed; men det er jo at blive i Forskjelligheden. I Selskab med Rigmænd, i en Omgivelse, der netop gjør Rigdommens Fortrin iøinefaldende, skulde maaskee den Rige være villig til at gjøre Ligheden mellem Menneske og Menneske enhver Indrømmelse; men det er jo at blive i Forskjelligheden. Hiin Bedre, der maaskee seierrigt skulde kunne slaae alle Indvendinger af Marken i det fornemme Selskab, han skulde maaskee fornemt og feigt flygte Berøringen med Virkelighedens Indvending mod Forskjelligheden. – »At gaae med Gud,« dette Udtryk bruge vi jo som en Lykønskning – hvis denne Bedre blandt de Fornemme, istedenfor stolt undflyende, skulde gaae med Gud ud blandt Menneskene: da skulde han maaskee for sig selv – og altsaa ogsaa for Gud søge at skjule, hvad han fik at see – men hvad Gud saae, at han skjulte. Naar man nemlig gaaer med Gud, gaaer man jo rigtignok uden Fare; men man nødsages ogsaa til at see og til at see paa en ganske egen Maade. Naar Du gaaer i Selskab med Gud, da behøver Du kun at see een eneste Elendig, og Du skal ikke kunne undflye hvad Christendommen vil Du skal forstaae, den menneskelige Lighed. Ak, men hiin Bedre skulde maaskee ikke ganske turde vove at udholde denne Vandring i Selskab med Gud og Indtrykket af den, han skulde maaskee unddrage sig – medens han dog samme Aften igjen i det fornemme Selskab forfægtede den christelige Anskuelse. Ja, det at gaae med Gud (og det er jo kun i dette Selskab man opdager »Næsten«, thi Gud er Mellembestemmelsen) for at lære Livet og sig selv at kjende, det er en alvorlig Gang. Saa taber Ære, Magt og Herlighed sin verdslige Glands; thi i Selskab med Gud kan Du ikke verdsligt fryde Dig derved. Naar Du holder sammen (thi Sammenhold er ikke af det Gode) med nogle andre Mennesker, med en bestemt Stand, med et bestemt Vilkaar i Livet, om det saa blot er med Din Hustrue: saa frister det Verdslige; selv om det ikke i Dine Øine har stort at betyde, det frister Dig sammenlignelsesviis i Persons Anseelse , det frister Dig maaskee for hendes Skyld. Men naar Du gaaer med Gud, kun holder sammen med Gud og i Alt hvad Du forstaaer, forstaaer Gud under : da opdager Du – skal jeg sige til Din egen Skade, da opdager Du Næsten; da nødsager Gud Dig til at elske ham – skal jeg sige til Din egen Skade; thi at elske Næsten er et utaknemligt Arbeide. Eet er det jo at lade Tanke kæmpe mod Tanke, Eet er det at fægte og at seire i en Ordstrid, et Andet at seire over sit eget Sind, naar man fægter i Livets Virkelighed; thi hvor nær end den ene Tanke stridende kommer den anden paa Livet , hvor nær end i Ordstriden den ene Stridende kommer den anden, al denne Striden er dog paa Afstand og som i Luften . Derimod er dette Maalestokken for hvad Sindelag der boer i et Menneske: hvor langt han har fra hvad han forstaaer til hvad han gjør, hvor stor Afstand der er mellem hans Forstaaen og hans Handlen. Vi forstaae i Grunden Alle det Høieste, et Barn, den Eenfoldigste, den Viseste, de forstaae alle det Høieste og alle det Samme; thi det er, om jeg saa tør sige, een Lectie, vi Alle have for. Men Det, der gjør Forskjellen, er om vi forstaae det paa Afstand – saa vi ikke gjøre derefter, eller nærved – saa vi gjøre derefter, og »ikke kunne det anderledes«, ikke kunne lade være at gjøre det, som Luther , der ganske nærved forstod hvad han havde at gjøre, da han sagde: »jeg kan det ikke anderledes, Gud hjælpe mig, Amen.« – Paa en stille Times Afstand fra al Livets og Verdens Forvirring forstaaer ethvert Menneske hvad det Høieste er; naar han gaaer derfra, har han forstaaet det; naar det i Livet for ham seer ud til godt Veir forstaaer han det endnu: men naar Forvirringen begynder, da flygter Forstaaelsen, eller det viser sig, at denne Forstaaelse var paa Afstand. At sidde paa et Værelse, hvor Alt er saa stille, at man kan høre et Sandskorn falde, og forstaae det Høieste, det kan ethvert Menneske; men, for at tale billedligt, at skulle sidde i den Kjedel, som Kobbersmedene hamre paa , og saa forstaae det Samme: ja, saa maa man have Forstaaelsen nærved, ellers vil det vise sig, at Forstaaelsen var paa Afstand – fordi man var fraværende med Forstaaelsen. – Paa en stille Times Afstand fra Livets Forvirring forstaaer Barnet, den Eenfoldigste, den Viseste, og næsten lige let, hvad ethvert Menneske skal gjøre – hvad ethvert Menneske skal gjøre; men naar i Livets Forvirring der kun er Spørgsmaal om, hvad han skal gjøre, saa viser det sig maaskee, at denne Forstaaelse var paa Afstand – den var jo paa Menneskehedens Afstand fra ham. – Paa en Ordstrids Afstand fra Handling, paa en høimodig Beslutnings Afstand fra Handling, paa et høitideligt Løftes, paa Fortrydelsens Afstand fra Handling forstaaer ethvert Menneske det Høieste. Indenfor den uforandrede Tilstands Tryghed ved gammel Vane at forstaae, at der skulde gjøres en Forandring, det kan Enhver, thi denne Forstaaelse er paa Afstand, er ikke Uforandrethed en uhyre Afstand fra Forandringen? Ak, i Verden er der ideligen det travle Spørgsmaal om, hvad Den kan og hvad Den kan og hvad Den ikke kan: Evigheden, der taler om det Høieste, antager roligt, at ethvert Menneske kan det, og spørger derfor blot, om han gjorde det. Paa den fornemme Nedladenheds Afstand forstaaer den Fornemme Ligheden mellem Menneske og Menneske; paa den hemmelighedsfulde Overlegenheds Afstand forstaaer den Lærde og den Dannede Ligheden mellem Menneske og Menneske; indenfor et lille Fortrins Indrømmelse forstaaer Den, hvis Forskjellighed er at være som Folk er fleest, Ligheden mellem Menneske og Menneske – paa Afstand er »Næsten« kjendt af Alle: kun Gud veed, hvor mange der kjender ham i Virkeligheden, det er nærved. Og dog, paa Afstand er »Næsten« en Indbildning, han, som jo er ved at være nær ved, det første det bedste Menneske, ubetinget ethvert Menneske. Paa Afstand er »Næsten« en Skygge, der ad Indbildningens Vei gaaer ethvert Menneskes Tanke forbi – ak, men at det Menneske, der i samme Øieblik virkeligen gik ham forbi, var Næsten: det opdager han maaskee ikke. Paa Afstand kjender Enhver »Næsten«, og dog er det en Umulighed at see ham paa Afstand; dersom Du ikke seer ham saa nær, at Du ubetinget, for Gud, seer ham i ethvert Menneske, saa seer Du ham slet ikke. Lad os nu tænke Ringhedens Forskjellighed. De Tider ere forbi, da, hvad man kalder, de Ringere ingen Forestilling have om sig selv, eller kun den Forestilling at være Trælle, ikke blot ringe Mennesker, men egentligen ikke engang at være Mennesker; de vilde Oprør , Rædselen, som fulgte paa hiin Rædsel, ere maaskee ogsaa forbi: men mon derfor ikke Fordærvetheden kan boe skjult i et Menneske? Saa vil da den fordærvede Ringhed indbilde den Ringe, at han i den Mægtige og Fornemme, i Enhver, der er begunstiget ved et Fortrin, skal see sin Fjende. Men Forsigtighed, hedder det, thi endnu have disse Fjender saa megen Magt, at det let kunde blive farligt at bryde med dem. Derfor vil Fordærvetheden ikke lære den Ringe at gjøre Oprør, ei heller ganske at negte enhver Yttring af Ærbødighed, ei heller at lade Hemmeligheden blive aabenbar; men den vil lære, at det skal gjøres og dog ikke gjøres, gjøres og dog saaledes, at den Mægtige ingen Glæde skal faae deraf, medens han dog ikke skal kunne sige, at det negtes ham. Derfor skal der selv i Hyldingen være en underfundig Trods, der skjult kan forbittre, en Trevenhed , der skjult siger Nei til hvad Munden bekjender, en ligesom indædt Misundelses Klangløshed i den Jubel, der ærer den Mægtige. Ingen Magt skal der bruges, det kunde blive farligt; intet Brud maa det komme til, det kunde blive farligt; men en skjult Forbittrelses Hemmelighed, en fjernt anet piinagtig Forstemthed skal gjøre baade Magt og Ære og Udmærkelse til en Plage for den Mægtige, den Ærede, den Udmærkede, der dog ikke skulle kunne faae noget Bestemt at klage over; thi deri stikker just Kunsten og Hemmeligheden . Og dersom der da var en Ringe, i hvis Hjerte denne Misundelsens Hemmelighed ikke kom, og som heller ikke vilde lade Fordærvetheden udenfra faae denne Magt over sig, en Ringe, der uden feig Underkastelse, uden Menneskefrygt, beskedent, men fremfor alt med Glæde, gav ethvert Jordlivets Fortrin hvad dets er, lykkeligere og gladere ved at give end mangen Gang Den maaskee er og kan være, som skal modtage: da skulde han vel ogsaa opdage den dobbelte Fare. Hans Jævnlige skulde maaskee støde ham fra sig som en Forræder, foragte ham som en Trællesindet, ak, og de Begunstigede skulde maaskee misforstaae ham og spotte ham som en Paatrængende. Hvad der i det foregaaende Forhold skulde ansees som for ringe for den Fornemme – at elske Næsten, det skulde maaskee her ansees som for anmassende for den Ringe – at elske Næsten. – Saa farefuldt er det at ville elske »Næsten«. Thi Forskjellighed er der nok af i Verden, Forskjellighed er der overalt i Timeligheden, der jo just er det Forskjellige, det Mangfoldige. Maaskee skal det ogsaa kunne lykkes et Menneske netop i Kraft af sin Forskjellighed at staae sig godt med alle Forskjelligheder i en lempelig og føielig Overeenskomst, der slaaer lidt af paa eet Sted og saa fordrer lidt igjen paa et andet Sted: men Evighedens Ligelighed, at ville elske »Næsten«, synes baade for Lidt og for Meget, og derfor er det som passede denne Kjerlighed til »Næsten« ikke ret ind i Jordlivets Forhold. Tænk Dig et Menneske, der gjorde et Gjestebud og dertil indbød Halte, Blinde, Krøblinge, Tiggere : nu, langt fra mig være at troe Andet om Verden, end at den dog vilde finde det smukt om end sært. Men tænk Dig, at denne Mand, som gjorde Gjestebudet, havde en Ven, til hvem han sagde »igaar gjorde jeg et stort Gjestebud« – ikke sandt, saa vilde Vennen først og fremmest forundre sig, at han ikke havde været blandt de Indbudne. Naar han da derpaa fik at vide, hvo de Indbudne havde været: nu langt fra mig være at troe Andet om Vennen, end at han dog vilde finde det smukt om end sært. Dog forundre sig vilde han, og han vilde maaskee sige »det er en besynderlig Sprogbrug at kalde en saadan Forsamling et Gjestebud, et Gjestebud – hvor Vennerne ikke ere med, et Gjestebud – hvor Spørgsmaalet ikke er om Vinens Fortræffelighed, om Selskabets Udvalg , om Tjenernes Antal, som opvartede ved Taflet – det er, Vennen vilde mene, at en saadan Bespisning kunde man kalde en Barmhjertigheds-Gjerning, men ikke et Gjestebud. Thi hvor god end Maden havde været, de fik, om den ikke blot som Fattigvæsenets havde været »kraftig og velsmagende« , men virkelig udsøgt og kostelig , ja om de end havde faaet ti Sorter Viin: Selskabet selv, Indretningen af det Hele, et vist manglende, jeg veed ei hvad, var til Hinder for at kalde Sligt et Gjestebud, det stred mod Sprogbrugen – der gjør Forskjel. Sæt nu, at hiin Mand, der havde gjort Gjestebudet, svarede »da troede jeg dog, jeg havde Sprogbrugen paa min Side, læse vi ikke i Lucas Evangelium (14, 12. 13 ) disse Christi Ord: »naar Du gjør Middags- eller Aftens-Maaltid, byd ikke Dine Venner, ei heller Dine Brødre, ei heller Dine Frænder, ei heller rige Naboer, paa det de ikke skulle indbyde Dig igjen og Dig skee Vederlag. Men naar Du gjør et Gjestebud, da byd Fattige, Krøblinger, Halte, Blinde;« thi her er jo ikke blot det Ord »Gjestebud« brugt saaledes, men der er endog i Begyndelsen brugt et mindre festligt Udtryk »Middags- eller Aftens-Maaltid«, og først, da Talen er om at indbyde Fattige og Krøblinge, først da bruges Ordet »Gjestebud«. Synes det Dig ikke, at det er, som vilde Christus antyde, at det, at indbyde Fattige og Krøblinger, ikke blot er hvad vi skulle gjøre, men tillige noget langt festligere end at spise til Middag eller Aften med Venner og Frænder og rige Naboer, hvad man ikke maa kalde et Gjestebud, thi at indbyde de Fattige, det er at gjøre Gjestebud. Men jeg indseer vel, at vor Sprogbrug er forskjellig, thi ifølge den almindelige Sprogbrug er det vel omtrent Fortegnelsen paa dem, som indbydes til et Gjestebud: Venner, Brødre, Frænder, rige Naboer – som kunne gjøre Gjengjeld. Men saa nøieregnende er den christelige Ligelighed og dens Sprogbrug, den fordrer, ikke blot, at Du skal bespise de Fattige, men den fordrer, at Du skal kalde det et Gjestebud. Dog, dersom Du i det daglige Livs Virkelighed vil staae strengt paa denne Sprogbrug, og ikke mene, at det i christelig Forstand er ligegyldigt, under hvilket Navn Maden anrettes for de Fattige, saa vil Menneskene vel lee Dig ud. Men lad dem kun lee, de loe ogsaa af Tobias ; thi det, at ville elske Næsten, er altid udsat for dobbelt Fare, som vi see af Tobiæ Exempel. Herskeren havde under Livsstraf forbudet at begrave de Døde; men Tobias frygtede Gud mere end Herskeren, elskede de Afdøde mere end Livet: han begrov dem. Dette var den første Fare. Og da saa Tobias vovede denne Heltebedrift – saa »beloe hans Naboer ham« ( Tobias 2, 8 ). Det var den anden Fare .... Saaledes Manden, der gjorde Gjestebudet, m. T. , synes det Dig ikke, at han har Ret? Men skulde der dog ikke være noget Andet at indvende mod hans Adfærd? Thi, hvorfor saa stridigt kun at indbyde Halte og Fattige, og derimod ligesom med Flid, ja ligesom paa Trods at lade være at indbyde Venner og Frænder, han kunde jo have indbudet dem alle ligeligt . Unegteligt; og hvis han var saaledes stridig, da ville vi ikke prise ham eller hans Sprogbrug. Men i Henseende til Evangeliets Ord er dog vel Meningen denne, at disse Andre ikke vilde komme. Derfor ophørte ogsaa Vennens Forundring over ikke at være indbuden, saasnart han hørte, hvilket Selskabet havde været. Havde Manden, efter Vennens Sprogbrug, gjort et Gjestebud, og ikke indbudt Vennen, da var han bleven vred; men nu blev han ikke vred – thi han var ikke kommen alligevel. O, m. T. , synes Dig at det her Fremsatte kun er en Ordstrid om Brugen af det Ord Gjestebud? Eller seer Du ikke, at Striden er om at elske »Næsten«; thi Den, der bespiser den Fattige, men dog ikke saaledes seirer over sit Sind, at han kalder denne Bespisning et Gjestebud, han seer i den Fattige og den Ringe kun den Fattige og den Ringe, men Den, der gjør »Gjestebudet«, han seer i den Fattige og Ringe »Næsten« – hvor latterligt dette nu end kan synes i Verdens Øine. Ak, thi det er endda ikke saa sjeldent, at man hører Verdens Klage over dette eller hiint Menneske, at han ikke er alvorlig; men Spørgsmaalet er, hvad Verden forstaaer ved Alvor, om den ikke saa omtrent derved forstaaer de verdslige Bekymringers Travlhed; og Spørgsmaalet er, om Verden ikke endnu bestandigt ved denne Forvexling af Alvor og Forfængelighed er trods sin Alvorlighed saa spøgefuld, at den, hvis den fik det i høieste Forstand Alvorlige at see derved, at En vilde gjøre Alvor deraf, Spørgsmaalet er, om saa Verden ikke ganske uvilkaarligt vilde briste i Latter. Saa alvorlig er Verden! Hvis ikke Timelighedens mangfoldige og mangfoldigt sammensatte Forskjellighed gjorde det lige saa vanskeligt at see, om En elsker »Næsten«, som det er vanskeligt at see »Mennesket« : saa vilde Verden bestandigt have Stof nok til Latter – dersom der ellers var et tilstrækkeligt Antal af dem, som elskede Næsten. At elske Næsten er, forblivende i sin jordiske Forskjellighed, som den er En anviist , væsentligen at ville være ligeligt til for ethvert Menneske ubetinget. Aabenlyst kun at ville være til for andre Mennesker efter sin jordiske Forskjelligheds Fortrin er Stolthed og Anmasselse; men den kløgtige Opfindelse, slet ikke at ville være til for Andre, for skjult at nyde sin Forskjelligheds Fortrin i Sammenhold med Ligemænd, er feig Stolthed. I begge Dele er der Splid; men Den, der elsker »Næsten«, han er beroliget. Han er beroliget ved at være tilfreds i den ham anviste Jordlivets Forskjellighed, den være Fornemhedens eller Ringhedens, og forøvrigt lader han enhver Jordlivets Forskjellighed staae ved Magt og gjælde for hvad den skal og bør gjælde her i dette Liv; thi Du skal ikke begjere hvad Næstens er, ikke hans Hustrue, ikke hans Asen , og altsaa heller ei det ham forundte Fortrin i Livet; er det Dig negtet, skal Du dog glædes ved, at det er ham indrømmet. Saaledes er Den beroliget, der elsker Næsten, han undgaaer hverken feigt den Mægtigere, men elsker Næsten, ei heller fornemt den Ringere, men elsker Næsten, men ønsker væsentligen at være ligeligt til for alle Mennesker, hvad enten han nu i Virkeligheden er kjendt af Mange eller ikke. Det er unegteligt en betydelig Vingestrækning , men det er ikke en stolt Flugt, der overflyver Verden, det er Selvfornegtelsens ydmyge og vanskelige Flugt ved Jorden. Det er langt lettere og langt beqvemmere at liste sig gjennem Livet, ved at leve i fornemmere Tilbagetrukkenhed, hvis man er en Fornem, eller i ubemærket Stilhed, hvis man er en Ringe, ja man kan, hvor underligt det end er, endog synes at udrette mere ved denne listende Levemaade, fordi man nemlig udsætter sig for meget mindre Modstand. Men om det end er saa behageligt for Kjød og Blod at undgaae Modstanden, mon det ogsaa i Dødens Time er det Trøstende? I Dødens Time er det dog nok det eneste Trøstende, at man ikke har undgaaet den, men udholdt den. Hvad et Menneske skal udrette eller ikke udrette, staaer ikke i hans Magt, han er ikke Den, der skal styre Verden; han har ene og alene at lyde. Enhver har derfor først og fremmest (istedenfor at spørge, hvilken Stilling der er ham beqvemmest, hvilket Sammenhold der er ham fordeelagtigt fordeelagtigst ), at stille sig selv paa det Punkt, hvor Styrelsen kan bruge ham, hvis det saa skulde behage Styrelsen. Det Punkt er just at elske Næsten eller væsentligen ligeligt at være til for ethvert Menneske. Ethvert andet Punkt er Splidagtighed, hvor fordeelagtig og beqvem og tilsyneladende betydningsfuld denne Stilling er end er ; Styrelsen kan ikke bruge Den, der har stillet sig der, thi han er jo netop i Oprør mod Styrelsen. Men Den, der indtog hiin overseete, hiin foragtede og forsmaaede rigtige Stilling, uden at klamre sig til sin jordiske Forskjellighed, uden at holde sammen med eet eneste Menneske, væsentligen ligeligt at være til for ethvert Menneske, han skal, om han end tilsyneladende Intet udrettede, om han end blev udsat for de Ringeres Forhaanelse eller for de Fornemmes Spot eller for begges Forhaanelse og Spot, dog i Dødens Time trøstende turde sige til sin Sjel: »jeg har gjort Mit; om jeg har udrettet Noget, veed jeg ikke, om jeg har gavnet Nogen, veed jeg ikke, men at jeg har været til for dem, det veed jeg, det veed jeg deraf, at de forhaanede mig. Og dette er min Trøst, at jeg ikke skal tage den Hemmelighed med mig i Graven, at jeg for at have gode og uforstyrrede og beqvemme Dage i Livet, har fornegtet Slægtskabet med andre Mennesker, med de Ringe, for at leve i fornem Tilbageholdenhed, med de Fornemme, for at leve i skjult Ubemærkethed.« Lad saa Den, der ved Hjælp af Sammenholdet og ved ikke at være til for alle Mennesker, udrettede saa meget, see sig vel for, at Døden ikke forandrer ham hans Liv, naar den minder ham om Ansvaret. Thi Den, der gjorde Sit for at gjøre Menneskene opmærksomme, de Ringe eller de Fornemme, Den, der lærende, handlende, stræbende ligeligt var til for Alle, han har intet Ansvar, om Menneskene ved at forfølge ham viste – at de vare blevne opmærksomme; han har intet Ansvar, nei han har endog gavnet, thi Betingelsen for at skulle have Gavn er altid først og fremmest at blive opmærksom. Men Den, der feigt kun var til indenfor Sammenholdets Mellemvæg, hvor han udrettede saa saare meget og vandt saa mange Fordele; Den, der feigt ikke turde gjøre Menneskene opmærksomme, de Ringe eller de Fornemme, fordi han havde en Anelse om, at Menneskenes Opmærksomhed er et tvetydigt Gode – naar man da har noget Sandt at meddele; Den, der feigt havde sin berømmede Virksomhed indenfor Persons-Anseelsens Betryggethed : han bærer Ansvaret – at han ikke elskede Næsten. Dersom en Saadan vilde sige: ja, hvad kan det hjælpe at anlægge sit Liv efter en slig Maalestok, da vilde jeg svare: hvad mener Du denne Undskyldning kan hjælpe i Evigheden? Thi Evighedens Bud er uendeligt høiere end enhver nok saa kløgtig Undskyldning. Mon ogsaa nogen Eneste af hine, hvem Styrelsen har brugt som Redskaber i Sandhedens Tjeneste (og lad os ikke glemme, at dette skal og bør ethvert Menneske være, i det mindste skal og bør han indrette sit Liv saaledes, at han kunde være det) har indrettet sit Liv anderledes end ligeligt at være til for ethvert Menneske. Enhver Saadan har aldrig holdt sammen med de Ringe, og aldrig holdt sammen med de Fornemme, men ligeligt været til for den Fornemme, og ligeligt været til for den Ringeste. Sandeligen kun ved at elske »Næsten«, kan et Menneske udrette det Høieste; thi det Høieste er at kunne være et Redskab i Styrelsens Haand. Men som sagt, Enhver, der har stillet sig paa noget andet Punkt, Enhver, der danner Partie og Sammenhold, eller er med paa Partie med Partie, med i Sammenhold, han styrer for egen Regning, og al hans Udretten, var den end omskabende en Verden, er et Sandsebedrag. Han skal ei heller have stor Glæde af den i Evigheden, thi vel muligt, at Styrelsen benyttede den, ak, men den benyttede ikke ham som Redskab; han var en Selvraadig, en Selvklog, og en Saadans Stræben benytter Styrelsen ogsaa, ved at tage hans møisommelige Arbeide og ved at lade ham have hans Løn borte . – Hvor latterligt, hvor sinkende, hvor uhensigtsmæssigt det at elske Næsten end kan synes i Verden, det er dog det Høieste hvad et Menneske formaaer at udrette. Men det Høieste har heller aldrig ganske passet ind i Jordlivets Forhold, det er baade for Lidt og for Meget. Betragt engang Verden, der ligger for Dig i al dens brogede Mangfoldighed; det er, som naar Du seer et Skuespil, kun at Mangfoldigheden er langt, langt større. Hver Enkelt af disse Utallige er ved sin Forskjellighed noget Bestemt, forestiller noget Bestemt, men væsentligen er han noget Andet; dog dette faaer Du ikke at see her i Livet, her seer Du ikkun , hvad den Enkelte forestiller og hvorledes han gjør det. Det er som i Skuespillet. Men naar paa Skuepladsen Teppet saa falder, saa er Den, der spillede Kongen, og Den, der spillede Tiggeren, og saaledes fremdeles hver især, de ere alle lige meget, alle Eet og det Samme: Skuespillere. Og naar i Døden Teppet er faldet for Virkelighedens Skueplads (thi dette er en forvirrende Sprogbrug, naar man taler om , at i Dødens Øieblik Teppet drages op for Evighedens Skueplads; Evigheden er nemlig ingen Skueplads, den er Sandheden), saa ere de ogsaa alle Eet, de ere Mennesker, og ere alle det, de væsentligen vare, hvad Du ikke saae paa Grund af Forskjelligheden, Du saae, de ere Mennesker. Kunstens Skueplads er som en fortryllet Verden, men tænk Dig, at det en Aften ved en almindelig Aandsfraværelse løb surr for alle de Spillende, faa saa de meente, at de virkeligen vare hvad de forestillede: var dette ikke, hvad man, i Modsætning til Kunstens Fortryllelse, maatte kalde en ond Aands Fortryllelse, en Forgjørelse . Og saaledes ogsaa, hvis i Virkelighedens Fortryllelse (thi vi ere jo alle fortryllede, ved at være tryllede ind hver i sin Forskjellighed) Grundtanken forvirrede sig for os, saa vi meente, at det vi forestille, det var hvad vi væsentligen ere. Ak, men er dette dog ikke just Tilfældet. At Jordlivets Forskjellighed kun er som Skuespillerens Dragt, eller kun som en Reisedragt , at Hver især burde sørge for og vogte paa, at have Baandene, hvormed dette Overtøi er befæstet , løst bundne og fremfor Alt ikke i Haardknude, paa det, at Dragten i Forvandlingens Øieblik med Lethed kan afkastes: det synes glemt. Og dog have vi jo alle Kunstforstandighed nok til at stødes, dersom paa Skuepladsen Skuespilleren i Forvandlingens Øieblik, naar han skal afkaste Forklædningen, maatte løbe ud for at faae Baandene løste. Ak, men i Virkelighedens Liv, der snører man Forskjellighedens Overtøi saa fast, at det ganske skjuler, at denne Forskjellighed er Overtøi, fordi Ligelighedens indre Herlighed aldrig eller saa saare sjeldent skinner igjennem, hvad den dog bestandigt skulde og burde. Thi Skuespillerens Kunst er den bedragende, Kunsten Bedraget, det at kunne bedrage det Store, det at lade sig bedrage det lige saa Store, derfor maa man netop ikke kunne og ikke ville gjennem Dragten see Skuespilleren; derfor er det Kunstens Høieste, naar Skuespilleren bliver Eet med det han forestiller, fordi dette er Bedragets Høieste. Men Livets Virkelighed, om den end ikke, som Evigheden, er Sandheden, burde dog være af Sandheden, og derfor burde det dog bestandigt glimte igjennem Forklædningen det Andet, som Enhver væsentligen er. Ak, men i Virkelighedens Liv, der voxer den Enkelte i Timelighedens Væxt ganske sammen med Forskjelligheden, og dette er det Modsatte af Evighedens Væxt, der voxer fra Forskjelligheden, den Enkelte forvoxer, enhver Saadan er, i Evighedens Forstand, en Vanskabning. Ak, i Virkeligheden groer den Enkelte saaledes sammen med sin Forskjellighed, at Døden tilsidst maa bruge Magt, for at rive den af ham. – Men skal man i Sandhed elske Næsten, maa det ethvert Øieblik være erindret, at Forskjelligheden er en Forklædning. Thi, som sagt, Christendommen har ikke villet storme frem for at afskaffe Forskjelligheden, hverken Fornemhedens eller Ringhedens, den har heller ei villet verdsligt træffe en verdslig Overeenskomst mellem Forskjellighederne; men den vil, at Forskjelligheden skal hænge løst om den Enkelte, løst som den Kappe Majestæten afkaster, for at vise, hvo han er; løst som den pjaltede Dragt, i hvilken et overnaturligt Væsen har skjult sig. Naar nemlig Forskjelligheden hænger saaledes løst, da skimtes bestandigt i hver Enkelt hiint væsentlige Andet, det for Alle Fælles, det evigt Lignende , Ligningen . Dersom dette var saaledes, dersom hver Enkelt levede saaledes, da havde Timeligheden naaet sit Høieste. Som Evigheden kan den ikke være; men denne forventningsfulde Høitidelighed, der uden at standse Livets Gang, hver Dag forynger sig ved det Evige og ved Evighedens Ligelighed, hver Dag frelser Sjelen ud af Forskjelligheden, i hvilken den dog bliver: dette vilde være Evighedens Afglands. Da skulde Du i Livets Virkelighed vel see Herskeren, glad og ærbødig bringe ham Din Hylding; men Du skulde dog i Herskeren see den indre Herlighed, den Herlighedens Lighed, over hvilken hans Pragt kun skjuler. Da skulde Du vel, maaskee i Sorg over ham, lidende mere end han, see Tiggeren, men Du skulde dog i ham see den indre Herlighed, Herlighedens Lighed, over hvilken hans ringe Overtøi skjuler. Ja, da skulde Du, hvor Du vendte Dit Øie hen, see »Næsten«. Thi der er og har fra Verdens Begyn delse intet Menneske været til, der er Næsten i den Forstand som Kongen er Kongen, den Lærde den Lærde, Din Slægtning Din Slægtning, det er i Særlighedens eller hvad der er det Samme i Forskjellighedens Forstand; nei, ethvert Menneske er »Næsten«. I at være Konge, Tigger, Lærd, Riig, Fattig, Mand, Qvinde o. s. v. ligne vi ikke hinanden, deri ere vi jo netop forskjellige; men i at være »Næsten« ligne vi ubetinget alle hinanden. Forskjelligheden er Timelighedens Forvirrende, der mærker ethvert Menneske forskjelligt, men »Næsten« er Evighedens Mærke – paa ethvert Menneske. Tag mange Ark Papir, skriv det Forskjellige paa hvert Enkelt, saa ligner det ene ikke det andet; men tag saa igjen hvert enkelt Ark, lad Dig ikke forstyrre af Forskjellighedens Paaskrift, hold det op for Lyset, saa seer Du et fælles Mærke paa dem alle. Og saaledes er Næsten det fælles Mærke, men Du seer det kun ved Hjælp af Evighedens Lys, naar det gjennemlyser Forskjelligheden. M. T. , derom kan vistnok ingen Tvivl være, at dette maa synes Dig herligt, at det bestandigt er forekommet Dig saaledes, hver Gang Du i stille Opløftelse lod Evighedens Tanke raade og hengav Dig i Betragtningen; blot saa dog ikke denne Forstaaelse bliver paa Afstand. O, men skulde det dog ikke kunne synes Dig saa herligt, at Du for Dit Vedkommende besluttede Dig til at træffe denne Overeenskomst med Gud, at Du vil holde sammen med ham, for at fastholde denne Forstaaelse, det er, for at udtrykke i Dit Liv, at Du med ham fastholder denne Forstaaelse som den eneste, hvad der saa end for denne Forstaaelses Skyld skal vederfares Dig i Livet, ja skulde den end koste Dig Livet, at Du dog med Gud holder den fast som Din Seier over alle Krænkelser og alle Forurettelser. Husk paa, at Den, som for i Sandhed at ville Eet valgte at ville det Gode i Sandhed , at han har denne salige Trøst: man lider kun eengang, men man seirer evigt . – See, Digteren veed at tale meget om Elskovens Indvielse, om hvilken forædlende Magt, det udøver over et Menneske, at blive og at være forelsket, om hvilken Forklarelse , der gjennemtrænger hans hele Væsen, om hvilken, efter Digterens Mening, himmelsk Forskjel der skal være mellem den Forelskede og Den, som aldrig fornam Elskovens Forandring. O, den sande Indvielse er dog den, at opgive alle Fordringer til Livet, alle Fordringer til Magt og Ære og Fortrin, alle Fordringer – men Elskovs og Venskabs Lykke er jo just af de største Fordringer – altsaa at opgive alle Fordringer, for at forstaae, hvilken uhyre Fordring Gud og Evigheden har paa En selv. Den, som vil annamme denne Forstaaelse, han er ifærd med at elske Næsten. Et Menneskes Liv begynder med det Sandsebedrag, at der ligger en lang lang Tid og en heel Verden for ham paa Afstand, og begynder med den dumdristige Indbildning, at det er ham, der har saa god Tid til saa mange Fordringer, som han har; Digteren er denne dumdristige, men skjønne Indbildnings veltalende, begeistrede Fortrolige. Men naar Mennesket saa i den uendelige Forandring opdager det Evige sig saa nær paa Livet, at der ikke er een eneste Fordrings, ikke een eneste Udflugts, ikke een eneste Undskyldnings, ikke eet eneste Øiebliks Afstand fra hvad han i dette Nu, i dette Secund, i dette hellige Øieblik skal gjøre: saa er han i Gang med at blive en Christen. Barnlighedens Kjende er at sige: mig vil, mig – mig; Ungdommelighedens Kjende er at sige: jeg – og jeg – og jeg; Modenhedens Kjende og det Eviges Indvielse er at ville forstaae, at dette »Jeg« har Intet at betyde, hvis det ikke bliver det »Du«, til hvem Evigheden uafbrudt taler og siger: »Du« skal, Du skal, Du skal. Det Ungdommelige vil være det eneste Jeg i hele Verden, Modenheden er at forstaae dette Du om sig selv, hvis det end ikke sagdes til noget eneste andet Menneske. Du skal, Du skal elske Næsten. O, m. T. , det er ikke Dig, til hvem jeg taler, det er mig, til hvem Evigheden siger: Du skal.