II, B II. B Du skal elske Næsten II, B II. B Du skal elske Næsten II, B II. B Du skal elske Næsten Det er nemlig den christelige Kjerlighed, der opdager og veed, at »Næsten« er til, og, hvilket da er det Samme, at Enhver er det. Dersom det ikke var Pligt at elske, saa var det Begreb »Næsten« heller ikke til; men kun naar man elsker »Næsten«, kun da er det Selviske i Forkjerligheden udryddet, og det Eviges Ligelighed bevaret. Det er ofte, om end paa forskjellig Maade, i forskjellig Stemning, med forskjellig Lidenskab og Hensigt indvendt mod Christendommen, at den fortrænger Elskov og Venskab. Saa har man igjen villet forsvare Christendommen, og til den Ende beraabt sig paa dens Lære, at man skal elske Gud af sit ganske Hjerte og Næsten som sig selv. Naar Striden føres paa den Maade, er det temmelig ligegyldigt, enten man strides eller man bliver enige, forsaavidt en Fægten i Luften og en Overeenskomst i Luften er lige intetsigende. Hellere maa man see at gjøre Stridspunktet ret tydeligt, for saa i Forsvaret med al Rolighed at indrømme, at Christendommen har stødt Elskov og Venskab fra Thronen, Driftens og Tilbøielighedens Kjerlighed, Forkjerligheden, for da at sætte Aandens Kjerlighed isteden, den til »Næsten«, en Kjerlighed, der i Alvor og Sandhed er i Inderlighed ømmere end Elskov – i Foreningen, og mere trofast i Oprigtighed end det berømteste Venskab – i Sammenhold. Hellere maa man see, at gjøre det ret tydeligt , at Elskov og Venskabs Priis tilhører Hedenskabet , at »Digteren« egentlig tilhører Hedenskabet, da hans Opgave tilhører det – for saa med Overbevisningens visse Aand at give Christendommen hvad Christendommens er , Kjer ligheden til Næsten, om hvilken Kjerlighed der end ikke findes Anelse i Hedenskabet. Hellere maa man see ret at skifte og dele , for, om muligt, at foranledige den Enkelte til at vælge, end at forvirre og sammenblande og derved forhindre den Enkelte fra at faae et bestemt Indtryk af hvilket der er hvilket. Og fremfor Alt hellere maa man lade være at forsvare Christendommen end bevidst eller ubevidst at ville hævde den Alt – ogsaa det Ikke-Christelige. Enhver, der med Indsigt og i Alvor betænker denne Sag, vil let see, at Stridspunktet maa stilles saaledes: skal Elskov og Venskab være Kjerlighedens Høieste eller denne Kjerlighed være afsat. Elskov og Venskab forholder sig til Lidenskab, men al Lidenskab, hvad enten den angriber eller den værger sig, kæmper kun paa een Maade: enten – eller: »enten er jeg til og er det Høieste, eller er jeg slet ikke til, enten Alt eller Intet.« Det Fuskende og det Forvirrende (hvad der da er Hedenskabet og »Digteren« lige saa meget imod som det er Christendommen imod) fremkommer, naar Forsvaret løber ud paa , at Christendommen rigtignok lærer en høiere Kjerlighed, men tillige anpriser Elskov og Venskab. At tale saaledes forraader det Dobbelte: at den Talende hverken har Digterens Aand, ei heller Christendommens. Betræffende Aands-Forhold kan man – hvis man da vil undgaae at tale daarligen – ikke tale som en Kræmmer taler, der har en bedste Sort af Varen, men tillige en Mellemsort, hvilken han ogsaa meget godt tør anbefale som næstendeels lige saa god. Nei er det vist, at Christendommen lærer, at Kjerlighed til Gud og Næsten er den sande Kjerlighed, saa er det ogsaa vist, at den, som den har nedstødt al »Høihed, der opløfter sig mod Guds Kundskab, og taget al Tanke fangen i Lydighed,« at den saaledes ogsaa har nedstødt Elskov og Venskab. Var det ikke ogsaa underligt, hvis Christendommen var en saadan fuskende og forvirret Tale, som mangt et Forsvar for den, oftest værre end noget Angreb, vil gjøre den til, var det ikke underligt, at der da i det hele ny Testamente ikke findes et eneste Ord om Elskov i den Forstand, i hvilken »Digteren« besynger den og Hedenskabet forgudede den; var det ikke underligt, at der i det hele ny Testamente ikke findes eet eneste Ord om Venskab i den Forstand, i hvilken »Digteren« besynger det og Hedenskabet dyrkede det? Eller lad »Digteren«, som forstaaer sig selv i at være Digter, gjennemgaae hvad det ny Testamente lærer om Elskov, og han skal være bragt til Fortvivlelse, fordi han ikke skal finde eet eneste Ord, som kunde begeistre ham – og fandt nogen saa kaldet Digter alligevel et Ord, han brugte, da er dette en løgnagtig Brug, en Brøde , fordi han istedenfor at agte Christendommen, stjæler et kosteligt Ord og forvender det i Brugen. Lad »Digteren« søge i det ny Testamente for at finde Ord om Venskab, der kunne behage ham, og han skal indtil Fortvivlelse søge forgjeves. Men lad en Christen, som vil elske Næsten, søge, sandeligen han skal ikke søge forgjeves, han skal finde det ene Ord stærkere og myndigere end det Andet, tjenligt til i ham at opflamme denne Kjerlighed og til at bevare ham i denne Kjerlighed. »Digteren« skal søge forgjeves. Men er Digteren da ingen Christen? Dette have vi jo ikke sagt, sige det heller ikke, men sige kun, at forsaavidt han er Digter er han ikke Christen. Dog maa der gjøres en Forskjel, thi der er jo ogsaa gudelige Digtere . Men disse besynge ikke Elskov og Venskab; deres Sange ere til Guds Priis, om Tro og Haab og Kjerlighed . Disse Digtere besynge ei heller Kjerlighed i den Forstand som »Digteren« besynger Elskov, thi Kjerlighed til Næsten vil ikke besynges, den vil fuldkommes . Selv om der ikke var Andet, som forhindrede »Digteren« fra at besynge Kjerlighed til Næsten, dette er allerede nok, at der ved hvert Ord i de hellige Bøger med usynlig Skrift staaer et for ham forstyrrende Mærke, thi der staaer: gak hen og gjør derefter – lyder dette vel som en Digter-Opfordring, der opfordrer ham til at synge? – Altsaa med den gudelige Digter er det en egen Sag, men om den verdslige Digter gjælder det, at han, forsaavidt han er Digter, ikke er Christen. Og dog er det jo den verdslige Digter, paa hvilken vi tænke, naar vi saadan i Almindelighed sige »Digteren«. At »Digteren« lever i Christenheden Christendommen Christendommen forandrer ikke Sagen. Om han er Christen, tilkommer ikke os at afgjøre, men forsaavidt han er »Digteren«, er han ikke Christen. Det kunde rigtignok synes, at da Chrstd. Christendommen Christenheden Christenheden nu saa længe har bestaaet, maa den vel have gjennemtrængt alle Forhold og – os Alle. Men dette er et Sandsebedrag. Og fordi Christendommen har bestaaet saa længe, dermed er jo dog vel ikke sagt, at det er os, der har levet saa længe eller saa længe været Christne. Netop »Digterens« Tilværelse i Christenheden og den Plads, der indrømmes ham, (thi Raahed og Misundelses Anfald paa ham er dog vel ingen christelig Indvending eller Betænkelighed mod hans Tilværelse), er en alvorlig Paamindelse om, hvor me get der er forud optaget , og om hvor let vi fristes til at indbilde os at være langt forud for os selv. Ak, thi medens det Christeliges Forkyndelse stundom høres sparsomt, saa lytte Alle til »Digteren«, beundre ham, lære af ham, fortrylles ved ham; ak, medens man hurtigt glemmer, hvad Præsten har sagt, hvor nøiagtigt og hvor længe husker man ikke hvad Digteren har sagt, især hvad han har sagt ved Hjælp af Skuespilleren. Meningen heraf kan jo ikke være, at man skulde, maaskee med Vold, see at faae Digteren bort; thi derved vilde kun vindes et nyt Sandsebedrag. Hvad hjalp det vel, om der ingen Digter var, naar der dog var i Christenheden saa Mange, der hvilede i den Forstaaelse af Tilværelsen, som »Digteren« raader over, saa Mange, der længtes efter »Digteren«! Det forlanges jo heller ikke af den Christne, at han, i blind og uviis Iver, skulde bringe det saa vidt, at han ikke mere kunde taale at læse en Digter – saa lidet som det fordres af den Christne, at han ikke maa spise med Andre sædvanlig Føde, eller at han skal boe afsides fra andre Mennesker i Særskilthedens Indelukke. Nei, men den Christne maa forstaae Alt anderledes end den Ikke-Christne, maa forstaae sig selv i at han veed at gjøre Forskjel . Hvert Øieblik udelukkende at skulle leve i de høieste christelige Forestillinger vilde et Men neske ikke være istand til, ligesaa lidet som ikke at leve af anden Spise end den ved Herrens Bord . Lad derfor kun »Digteren« være til, lad den enkelte Digter være beundret som han fortjener, hvis han virkeligt er det, men lad ogsaa den Enkelte i Christenheden forsøge sin christelige Overbevisning ved Hjælp af denne Prøve: hvorledes han forholder sig til »Digteren«, hvad ham tykkes om Digteren, hvorledes han læser ham, hvorledes han beundrer ham. See, om saadanne Sager tales der næsten aldrig i disse Tider, ak, Mangen skal maaskee denne Overveielse synes hverken at være christelig eller alvorlig nok, just fordi den taler om saadanne Gjenstande, der dog, vel at mærke, beskæftige Menneskene saa meget de sex Dage af Ugen, endog paa den syvende Dag vel i flere Timer end det Gudelige . Imidlertid fortrøste vi os – baade fordi vi ere vel underviste og oplærte i Christendom fra Barn af, og ogsaa i den modnere Alder have indviet vore Dages Tid og vore bedste Kræfter til denne Tjeneste, om vi end altid gjentage, at vor Tale er »uden Myndighed« – vi fortrøste os til at vide Besked om, hvorledes der skal, og især hvad der skal tales om i disse Tider. Vi ere jo Alle døbte og underviste i Christendommen, der kan altsaa ikke være Tale om at udbrede Christendommen; langtfra os være det paa den anden Side at dømme Nogen, der siger sig at være en Christen, at han ikke er det, der kan altsaa ikke være Tale om, at bekjende Christum i Modsætning til Ikke-Christne. Derimod er det vel gavnligt og fornødent, at den Enkelte omhyggeligt og selvbevidst agter paa sig selv, og om muligt hjælper Andre (saaledes da som det ene Menneske kan hjælpe det andet, thi Gud er den sande Hjælper) til i dybere og dybere Forstand at blive Christne. Det Ord »Christenhed« som almindelig Benævnelse for et heelt Folk er en Overskrift, som let siger for meget, og derfor igjen let foranlediger den Enkelte til at troe for meget om sig. Det er jo Skik, idetmindste andre Steder, at der ved Landeveiene staae Mærker, som angive, hvorhen denne Vei fører. Maaskee i samme Øieblik som man tiltræder Reisen, seer man allerede da paa et saadant Mærke, at denne Vei fører til hiint fjerne Sted, der er Reisens Bestemmelse: har man derfor naaet Stedet? Saaledes er det ogsaa med dette Veimærke »Christenheden«. Det angiver Retningen, men er man derfor ved Maalet, eller er man derfor altid blot – paa Veien? Eller er det at gaae frem ad Veien, at man engang om Ugen i een Time ligesom gaaer ad den Vei, medens man de sex Dage lever i ganske andre Forestillinger, og medens man intet Forsøg gjør paa, at forstaae sig selv i, hvorledes dette kan hænge sammen? Og er dette vel saa alvorligt: at fortie Sagens og Forholdenes sande Sammenhæng, for saa yderst alvorligt at tale om det Alvorligste, som dog vel skulde tages med ud i den Forvirring, hvis Forhold til dette Alvorlige man – af lutter Alvor ikke oplyser? Hvo har saa den vanskeligste Opgave: Læreren, der foredrager det Alvorlige som i et Luftsyns Fjernhed fra det Daglige, eller Lærlingen , der skulde gjøre Anvendelsen af det? Er det blot et Bedrag: at fortie det Alvorlige, er det ikke ogsaa et lige saa farligt Bedrag: at sige det – men under Omstændigheder, og fremstille det – men i en Belysning, der er aldeles forskjellig fra Virkelighedens daglige Liv? Dersom det dog er saa, at hele det verdslige Liv, dets Pragt, dets Adspredelser , dets Tryllerie paa saa mange Maader kan fængsle og besnære et Menneske, hvilket er saa det Alvorlige: enten af – lutter Alvor at fortie det Verdslige i Kirken, eller alvorligt at tale om det der, for, om muligt, at befæste Menneskene mod det Verdsliges Farer? Skulde det virkeligen være umuligt paa en høitidelig og i Sandhed alvorlig Maade at tale om det Verdslige? Og hvis det var umuligt, følger saa deraf, at det i det gudelige Foredrag skal forties? Ak, nei deraf vilde kun følge, at det i det gudelige Foredrag paa det Høitideligste skulde forbydes. Altsaa paa »Digteren« ville vi prøve den christelige Overbevisning. Hvad lærer nu »Digteren« om Elskov og Venskab? Her er ikke Spørgsmaal om denne eller hiin bestemte Digter, men kun om »Digteren«, det er , kun om ham, forsaavidt han er sig selv og sin Opgave tro som Digter. Dersom saaledes en saakaldet Digter har tabt Troen paa den digteriske Gyldighed af Elskov og Venskab, paa dennes Opfattelse, og faaet sat noget Andet isteden, saa er han ikke Digter, og maaskee er det Andet, han sætter isteden, heller ikke det Christelige, men det Hele Fuskerie. Elskov er begrundet paa en Drift, som, forklaret til Tilbøielighed, har sit høieste, sit ubetingede, sit, digterisk ubetinget, eneste Udtryk i, at der kun er en eneste Elsket i den hele Verden, og at denne Elskovens eneste Gang er Elskov, er Alt, den anden Gang Intet – ellers siger man jo ordsprogligt, at een Gang er ingen Gang , her derimod er een Gang ubetinget Alt, den anden Gang ubetinget Alts Undergang. Dette er Poesie, og Eftertrykket ligger ubetinget paa Lidenskabelighedens Høieste: at være eller ikke at være . At elske anden Gang er ikke, ogsaa at elske, men er Poesien en Afskyelighed. Vil en saakaldet Digter indbilde os, at Elskov kan gjentages i det samme Menneske, vil en saakaldet Digter sysle med kløgtige Taabeligheder, som formeentligen skulle udtømme Lidenskabens Gaadefuldhed i Klogskabens »hvorfor«: da er han ikke Digter. Det, han sætter isteden for det Digteriske, er ei heller det Christelige. Den christelige Kjerlighed lærer at elske alle Mennesker, ubetinget alle. Ligesaa ubetinget og stærk som Elskov strammer i Retning af, at der kun er een eneste Elsket, lige saa ubetinget og stærk strammer den christelige Kjerlighed i modsat Retning. Vil man i Forhold til den christelige Kjerlighed gjøre Undtagelse med et eneste Menneske, som man ikke vil elske, saa er en saadan Kjerlighed ikke »ogsaa christelig Kjerlighed«, men den er ubetinget ikke christelig Kjerlighed. Og dog er dette saa omtrent Forvirringen i den saakaldte Christenhed: Digterne have sluppet Elskovens Lidenskab, de give efter, de slappe Lidenskabens Strammen, de slaae af (ved at lægge paa) og mene, at et Menneske, i Elskovens Forstand, kan elske flere Gange, saa at der altsaa bliver flere Elskede; den christelige Kjerlighed giver efter, slapper Evighedens Strammen, slaaer af og mener, at naar der dog elskes en heel Deel, saa er det christelig Kjerlighed. Saaledes er baade det Digteriske og det Christelige blevet forvirret, og det, som er traadt isteden, er hverken det Digteriske eller det Christelige. Lidenskab har altid denne ubetingede Eiendommelighed, at den udelukker det Tredie , det vil sige det Tredie er Forvirringen. At elske uden Lidenskab er en Umulighed, men Forskjellen mellem Elskov og christelig Kjerlighed er derfor ogsaa Lidenskabens eneste mulige evige Forskjel. En anden Forskjel mellem Elskov og christelig Kjerlighed lader sig ikke tænke. Dersom derfor et Menneske vil mene, paa eengang at kunne forstaae sit Liv ved Hjælp af »Digteren« og ved Hjælp af Christendommens Forklaring, vil mene at kunne forstaae disse tvende Forklaringer sammen – og da saaledes, at der blev Mening i hans Liv: saa er han i en Vildfarelse. »Digteren« og Christendommen forklare lige det Modsatte; »Digteren« forguder Tilbøieligheden og har derfor, da han bestandigt kun tænker paa Elskov, fuld Ret i at sige, at det at befale Kjerlighed er den største Taabelighed og den urimeligste Tale; Christendommen, som bestandigt kun tænker paa den christelige Kjerlighed, har dog vel ogsaa fuld Ret, naar den støder Tilbøieligheden fra Thronen og sætter dette »skal« isteden. »Digteren« og Christendommen forklare lige det Modsatte, eller nøiagtigere udtrykt, »Digteren« forklarer egentligen Intet, thi han forklarer Elskov og Venskab – i Gaader, han forklarer Elskov og Venskab som Gaader, men Christendommen forklarer Kjerligheden evigt. Deraf seer man igjen, at det er en Umulighed paa eengang at leve efter begge Forklaringer, thi den størst mulige Modsætning mellem tvende Forklaringer er dog vel den, at den ene ingen Forklaring er og den anden er Forklaringen. Elskov og Venskab, som Digteren forstaaer det, indeholder derfor heller ingen sædelig Opgave. Elskov og Venskab er Lykke; det er en Lykke, digterisk forstaaet, (og visseligen, Digteren forstaaer sig ypperligt paa Lykke) den høieste Lykke at blive forelsket, at finde denne eneste Elskede; det er en Lykke, den næsten ligesaa store Lykke, at finde denne eneste Ven. Opgaven kan da i det Høieste blive, ret at være taknemlig for sin Lykke. Derimod kan det aldrig blive Opgaven, at skulle finde den Elskede eller finde denne Ven; dette lader sig ikke gjøre, hvad Digteren igjen ypperligt forstaaer. Opgaven er altsaa afhængig af, om Lykken vil give En Opgaven; men dette er jo netop Udtrykket for, at der, sædeligt forstaaet, ingen Opgave er. Naar man derimod skal elske »Næsten«, saa er Opgaven, den sædelige Opgave, der igjen er alle Opgavernes Oprindelse. Netop fordi det Christelige er det sande Sædelige, veed det at forkorte Overveielserne og bortskære de vidtløftige Indledninger, at fjerne al midlertidig Venten og fritage for al Tidsspilde; det Christelige er strax ved Opgaven, fordi det har den med sig. Der føres jo i Verden stor Strid om, hvad der skal kaldes det Høieste. Men hvad der nu end kaldes saa, hvilket dette Forskjellige er: det er utroligt, saa mange Vidtløftigheder der ere forbundne med at gribe det. Christendommen lærer derimod et Menneske strax den korteste Vei til at finde det Høieste: luk Din Dør og beed til Gud – thi Gud er dog vel det Høieste. Og naar et Menneske skal gaae ud i Verden, ja da kan han maaskee gaae længe – og gaae forgjeves, vandre Verden rundt – og forgjeves, for at søge den Elskede eller Vennen. Men Christendommen forskylder aldrig at lade et Menneske gaae, end ikke eet eneste Skridt, forgjeves; thi den Dør, Du lukkede for at bede til Gud, naar Du lukker den op og gaaer ud, saa er det første Menneske, Du møder, »Næsten«, som Du skal elske. Forunderligt! Nysgjerrigt og overtroisk søger en Pige maaskee at faae sin tilkommende Skjebne at vide , at faae sin Tilkommende at see; og bedragersk Kløgt indbilder hende, at naar hun har gjort det og det og det, saa skal hun kjende ham paa, at han er den Første, hun faaer at see den og den Dag. Mon det ogsaa skulde være saa vanskeligt at faae »Næsten« at see – dersom man da ikke forhindrer sig selv i at see ham, thi Christendommen har gjort det evigt umuligt at tage feil af ham; der er i hele Verden ikke eet eneste Menneske, som er saa sikkert og saa let at kjende som »Næsten«. Du kan aldrig forvexle ham med nogen Anden, thi »Næsten« er jo alle Mennesker. Forvexler Du et andet Menneske med Næsten, da ligger Feiltagelsen ikke paa sidste Sted, thi det andet Menneske er jo ogsaa Næsten, Feiltagelsen ligger i Dig, at Du ikke vil forstaae, hvo Næsten er . Frelser Du i Mørke et Menneskes Liv, formenende , at det er Din Ven – men det var Din Næste, saa er dette jo ingen Feiltagelse; ak, det er jo derimod just en Feiltagelse, om Du kun vil frelse Din Ven. Beklager Din Ven sig over, at Du, som han mener det, ved en Feiltagelse gjør for Næsten, hvad han meente Du kun vilde gjøre for ham, ak, da vær Du rolig, det er Din Ven, der tager feil. Stridspunktet mellem »Digteren« og Christendommen lader sig da ganske nøiagtigt bestemme saaledes: Elskov og Venskab er Forkjerlighed og Forkjerligheds Lidenskab; den christelige Kjerlighed er Selvfornegtelsens Kjerlighed, derfor borger dette »skal«. At afmatte disse Lidenskaber er Forvirringen. Men Forkjerlighedens lidenskabelige Grændseløseste i at udelukke er, kun at elske een Eneste; Selvfornegtelsens Grændseløseste i at hengive sig er, ikke at udelukke een Eneste. Man har til andre Tider, hvor man dog gjorde Alvor af at forstaae det Christelige ind i Livet, meent, at Christendommen havde Noget mod Elskov, fordi den er begrundet paa en Drift, man meente, at Christendommen, der, som Aand, har sat Splid mellem Kjød og Aand , hadede Elskov som Sandselighed. Men dette var en Misforstaaelse, en Aandighedens Overspændthed. Det lader sig desuden ogsaa let vise, at Christendommen er meget langtfra ufornuftigt at ville ophidse det Sandselige mod et Menneske selv ved at lære ham Overspændthed; siger ikke Paulus , at det er bedre at gifte sig end at lide Brynde . Nei, netop fordi Christendommen i Sandhed er Aand, derfor forstaaer den ved det Sandselige noget Andet, end hvad man ligefrem kalder det Sandselige, og saa lidet som den har villet forbyde Menneskene at spise og drikke, lige saa lidet har den taget Forargelse af en Drift, Mennesket jo ikke har givet sig selv. Ved det Sandselige, det Kjødelige forstaaer Christendommen det Selviske; der lader sig heller ingen Strid tænke mellem Aand og Kjød, med mindre der er en oprørsk Aand paa Kjødets Side, med hvilken saa Aanden strider; der lader sig jo saaledes ingen Strid tænke mellem Aand og en Steen, eller mellem Aand og et Træ. Altsaa det Selvkjerlige er det Sandselige. Just derfor er det, at Christendommen har Mistanke til Elskov og Venskab, fordi Forkjer lighed i Lidenskab eller lidenskabelig Forkjerlighed egentligen er en anden Form af Selvkjerlighed. See, dette har atter Hedenskabet aldrig drømt om. Fordi Hedenskabet aldrig har anet Selvfornegtelsens Kjerlighed til Næsten, som man »skal« elske, derfor deelte det saaledes: Selvkjerlighed er afskyelig, fordi den er Selvkjerlighed; men Elskov og Venskab, der er lidenskabelig Forkjerlighed, er Kjerlighed. Men Christendommen, der har gjort det aabenbaret hvad Kjerlighed er, deler anderledes: Selvkjer lighed og lidenskabelig Forkjerlighed blive væsentligen Eet; men Kjerlighed til Næsten, det er Kjerlighed. At elske den Elskede, siger Christendommen, er det at elske, og tilføier »gjøre ikke ogsaa Hedningerne det Samme?« At elske Vennen er det at elske, siger Christendommen, »gjøre ikke ogsaa Hedningerne det Samme?« Dersom derfor Nogen vilde mene, at Forskjellen mellem Hedenskab og Christendom er, at den Elskede og Vennen i Christendommen elskes ganske anderledes trofast og ømt end i Hedenskabet, da er dette en Misforstaaelse. Viser ikke ogsaa Hedenskabet Exempler paa Elskov og Venskab saa fuldkomne, at »Digteren« lærende seer tilbage til dem. Men »Næsten« elskede Ingen i Hedenskabet, Ingen anede, at han var til. Hvad Hedenskabet da, i Modsætning til Selvkjerlighed, kaldte Kjerlighed, var Forkjerlighed. Men er lidenskabelig Forkjerlighed væsentligen en anden Form af Selvkjerlighed, saa seer man atter her det Sande i de ærværdige Fædres Udsagn: »at Hedenskabets Dyder ere glimrende Laster« . At lidenskabelig Forkjerlighed er en anden Form for Selvkjerlighed skal nu vises, samt at derimod Selvfornegtelsens Kjerlighed elsker »Næsten«, som man skal elske. Lige saa selvisk som Selvkjerligheden slutter sig om dette eneste »Selv«, hvorved den er Selvkjerlighed, lige saa selvisk slutter Elskovens lidenskabelige Forkjerlighed sig om denne eneste Elskede, og Venskabets lidenskabelige Forkjerlighed sig om denne eneste Ven. Den elskede og Vennen kaldes derfor, mærkeligt og dybsindigt nok, det andet Selv, det andet Jeg – thi Næsten er det andet »Du« eller ganske nøiagtigt Ligelighedens Trediemand . Det andet Selv, det andet Jeg. Men hvori ligger Selvkjerlighed? Den ligger i Jeget, i Selvet. Skulde saa ikke ogsaa Selvkjerligheden stikke i at elske det andet Jeg, det andet Selv? Sandeligen, man behøver ikke at være nogen stor Menneskekjender for ved Hjælp af dette Spoer at gjøre for Andre betænkelige og for En selv ydmygende Opdagelser betræffende Elskov og Venskab. Den Ild, der er i Selvkjerligheden, er Selvantændelse , Jeget antænder sig ved sig selv ; men i Elskov og Venskab, digterisk forstaaet, er der ogsaa Selvantændelse. Sandt nok, man siger, at det kun er stundom og da sygeligt, at Iversygen viser sig; men deraf følger ikke, at den ikke i Grunden altid er i Elskov og Venskab. Prøv det, anbring mellem den Elskende og den Elskede som Mellembestemmelse »Næsten«, man skal elske; anbring mellem Ven og Ven som Mellembestemmelse »Næ sten«, man skal elske: og Du skal øieblikkeligt see Iversygen. Men dog er »Næsten« jo netop Selvfornegtelsens Mellembestemmelse, der træder mellem den Selvkjerliges Jeg og Jeg, men ogsaa mellem Elskovens og Venskabets Jeg og det andet Jeg. At det er Selvkjerlighed, naar en Troløs vil være den Elskede qvit, vil lade Vennen i Stikken, det saae Hedenskabet ogsaa, det seer »Digteren«. Men at den Hengivenhed, med hvilken den Elskende giver sig hen til denne Eneste, ja holder ham fast, at det er Selvkjerlighed, det seer blot Christendommen. Hvor kan dog ogsaa Hengivenhed og grændseløs Hengivelse være Selvkjerlighed? Jo, naar den er Hengivenhed til det andet Jeg, det andet Selv. – Lad en Digter beskrive, hvorledes Elskov skal være i et Menneske, for at han skal kalde det Elskov; han vil nævne Meget, som vi her ikke dvæle ved, men da vil han tilføie: »og saa maa der være Beundring, den Elskende maa beundre den Elskede.« Næsten derimod er aldrig bleven fremstillet som en Gjenstand for Beundring, Christendommen har aldrig lært, at man skal beundre Næsten – man skal elske ham. Altsaa der skal være Beundring i Elskovens Forhold, og jo stærkere jo hæftigere Beundringen er, jo bedre, siger Digteren. Nu, at beundre et andet Menneske er vistnok ikke Selvkjerlighed; men, at være elsket af den eneste Beundrede, skulde dette Forhold ikke paa en selvisk Maade vende tilbage i det Jeg, der elsker – sit andet Jeg? Og saaledes ogsaa med Venskab. At beundre et andet Menneske er vistnok ikke Selvkjerlighed, men at være denne eneste Beundredes eneste Ven, skulde dette Forhold ikke paa en betænkelig Maade vende tilbage i det Jeg, hvorfra vi gik ud? Er dette ikke ligefrem Selvkjerlighedens Fare, at have een eneste Gjenstand for sin Beundring, naar saa denne eneste Beundrede igjen gjør En til eneste Gjenstand for sin Elskov eller sit Venskab? At elske Næsten derimod er Selvfornegtelsens Kjerlighed, og Selvfornegtelsen jager just al Forkjerlighed ud ligesom den jager al Selvkjerlighed ud – ellers gjorde jo ogsaa Selvfornegtelsen Forskjel og nærede Forkjerlighed for Forkjerligheden. Havde end lidenskabelig Forkjerlighed intet andet Selvisk ved sig, den har dog dette, at der i den er bevidst eller ubevidst Selvraadighed, ubevidst forsaavidt den er i Naturbestemmelsens Magt , bevidst forsaavidt den grændseløst hengiver sig i og samtykker denne Magt. Hvor skjult, hvor ubevidst end Selvraadigheden er i den lidenskabelige Hengivelse til sin »eneste Gjenstand«, det Vilkaarlige er der alligevel. Den »eneste Gjenstand« blev jo ikke funden ved Lydighed under den kongelige Lov »Du skal elske«, men ved at vælge, ja ved ubetinget at udvælge een eneste Enkelt – thi den christelige Kjerlighed har ogsaa kun een eneste Gjenstand, Næsten, men Næsten er tillige saa langt som det er muligt fra kun at være eet eneste Menneske, uendeligt langt derfra, thi Næsten er alle Mennesker. Naar den Elskende eller Vennen, hvad der er Digteren en Vellyst at høre, ikkun kan elske dette eneste Menneske i hele Verden, saa er der i denne uhyre Hengivenhed en uhyre Selvraadighed, og den Elskende forholder sig i denne fremstormende, grændseløse Hengivenhed egentligen til sig selv i Selvkjerlighed. Dette Selvkjerlige, Selvraadige vil Selvfornegtelsen udrydde ved Evighedens »Du skal.« Og Selvfornegtelsen, der dømmende trænger ind for at prøve Selvkjerligheden, er just ogsaa saaledes tveægget, at den ligeligt skærer til begge Sider; den veed meget godt, at der er en Selvkjerlighed, som man maa kalde den troløse Selvkjerlighed, men den veed ogsaa aldeles lige saa godt, at der er en Selvkjerlighed, som maa kaldes den hengivne Selvkjerlighed. Selvfornegtelsens Opgave er derfor i sig dobbelt, forholdende sig til Forskjellen mellem disse tvende Forskjelligheder. I Forhold til den troløse Selvkjerlighed, der vil unddrage sig, er Opgaven: hengiv Dig; i Forhold til den hengivne Selvkjerlighed er Opgaven: opgiv denne Hengivenhed. Og hvad der behager Digteren ubeskriveligt, at den Elskende siger: »jeg kan ikke elske nogen Anden, jeg kan ikke lade være at elske, ikke opgive denne Kjerlighed, det bliver min Død, jeg døer af Kjerlighed«, det behager slet ikke Selvfornegtelsen, og den taaler ingenlunde, at en saadan Hengivenhed æres med Kjerlighedens Navn, da den er Selvkjerlighed. Selvfornegtelsen holder saaledes først Dom, og da sætter den Opgaven: elsk »Næsten«, ham skal Du elske. Overalt hvor det Christelige er, er ogsaa Selvfornegtelse, der er Christendommens væsentlige Form. For at forholde sig til det Christelige maa man først og fremmest blive ædru ; men Selvfornegtelse er just den Forvandling, ved hvilken et Menneske i Evighedens Forstand bliver ædru. Overalt derimod, hvor det Christelige ikke er, er Selvfølelsens Berusethed det Høieste, og denne Berusetheds Høieste det Beundrede. Men Elskov og Venskab er netop Selvfølelsens Høieste, er Jeget beruset i det andet Jeg. Jo fastere de tvende Jeger slutte sig sammen til at blive eet Jeg, jo mere slutter dette forenede Selv sig selvisk ud fra alle Andre. I Elskov og Venskabs Høieste blive de Tvende virkeligen eet Selv, eet Jeg. Dette er kun forklarligt, fordi der i Forkjerlighed er indeholdt Naturbestemmelse (Drift – Tilbøielighed) og Selvkjerlighed, der selvisk kan forene Tvende i et nyt selvisk Selv. Aandens Kjerlighed derimod borttager af mit Selv al Naturbestemmelse og al Selvkjerlighed, derfor kan Kjerlighed til Næsten ikke gjøre mig til Eet med Næsten i et forenet Selv. Kjerlighed til Næsten er Kjerlighed mellem tvende evigt hver for sig som Aand bestemte Væsener; Kjerlighed til Næsten er Aandens Kjerlighed, men to Aander kunne aldrig blive til eet Selv i selvisk Forstand. I Elskov og Venskab elske de Tvende hinanden i Kraft af Forskjelligheden eller i Kraft af den Lighed, der grunder i Forskjellighed: Forskjellighed (som naar de tvende Venner elske hinanden paa Grund af Ligheden i Sæder , Charakteer, Syssel , Dannelse o. s. v. , altsaa paa Grund af den Lighed, ved hvilken de ere forskjellige fra andre Mennesker, eller i hvilken de ligne hinanden som forskjellige fra andre Mennesker) derfor kan de Tvende i selvisk Forstand blive til eet Selv; Ingen af dem er endnu sig selv Aandens Bestemmelse af »Selv,« Ingen af dem har endnu lært christeligt at elske sig selv. I Elskov er Jeg'et sandselig-sjelelig-aandelig bestemmet, den Elskede en sandselig-sjelelig-aandelig Bestemmelse; i Venskab er Jeg'et sjelelig-aandelig bestemmet, Vennen en sjelelig-aandelig Bestemmelse; kun i Kjerlighed til Næsten er det Selv, som Elsker, reent aandeligt bestemmet som Aand, og Næsten en reen aandelig Bestemmelse. Det gjælder derfor ingenlunde om Elskov og Venskab, hvad der blev sagt i Begyndelsen af denne Tale , at der behøves blot eet Menneske, der erkjendes for Næsten, for at helbrede Mennesket fra Selvkjerlighed, hvis han i dette Menneske elsker Næsten; thi i den Elskede og Vennen elskes jo ikke Næsten, men det andet Jeg, eller det første Jeg endnu engang, endnu høiere. Det er ofte, som om Mennesket, skjøndt Selvkjerlighed er det Fordømmelige, dog ikke har Kraft til at være ene om Selvkjerlighed, saa denne først ret viser sig, naar det andet Jeg er fundet, og de tvende Jeg'er i dette Sammenhold finde Kraft til Selvkjerlighedens Selvfølelse. Vilde Nogen mene, at et Menneske, ved at blive forelsket eller ved at have fundet en Ven, havde lært den christelige Kjerlighed, da er han i en stor Vildfarelse. Nei, dersom En er forelsket og saaledes, at »Digteren« vilde udsige om ham »han er vir kelig forelsket«, ja, da kan Kjerligheds-Budet forandres lidt, naar der tales til ham og dog sige det Samme. Kjerlighedsbudet kan til ham sige: elsk Din Næste, som Du elsker den Elskede. Og dog, elsker han da ikke den Elskede, »som sig selv«, hvad Budet, der taler om Næsten, befaler? Visseligen gjør han det, men den Elskede han elsker »som sig selv« er ikke Næsten, den Elskede er det andet Jeg. Enten vi tale om det første Jeg eller om det andet Jeg, dermed ere vi ikke komne »Næsten« et Skridt nærmere; thi Næsten er det første »Du«. Den i strengeste Forstand Selvkjerlige elsker i Grunden ogsaa det andet Jeg, thi det andet Jeg er ham selv. Og dog er dette vel Selvkjerlighed. Men i samme Forstand er det Selvkjerlighed at elske det andet Jeg, som er den Elskede eller Vennen. Og som Selvkjerlighed i strengeste Forstand er bleven betegnet som Selvforgudelse , saaledes er Elskov og Venskab (som Digteren forstaaer det og med hans Forstaaelse staaer og falder denne Kjerlighed) Afgudsdyrkelse. Thi i sidste Grund er Kjerlighed til Gud det Afgjørende, fra den stammer Kjerlighed til »Næsten«, men dette anede Hedenskabet ikke. Man udelod Gud, man gjorde Elskov og Venskab til Kjerlighed, og afskyede Selvkjerlighed. Men det christelige Kjerligheds Bud befaler at elske Gud høiere end Alt, og saa at elske Næsten. I Elskov og Venskab er Forkjerligheden Mellembestemmelse, i Kjerlighed til Næsten er Gud Mellembestemmelsen, elsk Gud høiere end Alt, saa elsker Du ogsaa Næsten og i Næsten ethvert Menneske; kun ved at elske Gud høiere end Alt kan man i det andet Menneske elske Næsten. Det andet Menneske, dette er Næsten, der er det andet Menneske i den Forstand, at det andet Menneske er ethvert andet Menneske. Saaledes forstaaet havde altsaa Talen Ret, naar den i Begyndelsen sagde , at hvis et Menneske i eet eneste andet Menneske elsker »Næsten«, saa elsker han alle Mennesker. Kjerlighed til Næsten er derfor den evige Ligelighed i at elske, men den evige Ligelighed er Forkjerlighedens Modsatte. Dette behøver ikke nogen vidtløftig Udvikling . Ligelighed er jo just, ikke at gjøre Forskjel, og evig Ligelighed er, ubetinget ikke at gjøre den mindste Forskjel, grændseløst ikke at gjøre den mindste Forskjel; Forkjerlighed derimod, at gjøre Forskjel, lidenskabelig Forkjerlighed, grændseløst at gjøre Forskjel. Men har saa Christendommen ikke, idet den ved sit »Du skal elske« stødte Elskov og Venskab fra Thronen, sat noget langt Høiere isteden? Noget langt Høiere – dog lad os tale med Forsigtighed, med Rettroenhedens Forsigtighed. Man har forvirret Christendommen paa mange Maader, men deriblandt ogsaa saaledes, at man, ved at kalde den det Høieste, det Dybeste, gav det Udseende af, at det reent Menneskelige forholdt sig til det Christelige som det Høie eller det Høiere til det Høieste og det Allerhøieste. Ak, men dette er en bedragersk Tale, der usandt og usømmeligt lader Christendommen geskæftigt ville indynde sig hos den menneskelige Videbegjerlighed eller Nysgjerrighed. Er der vel Noget, hvorefter Mennesket, som saadant, Noget, hvorefter det naturlige Menneske er mere lystent end efter det Høieste. Naar blot en Nyhedskræmmer udbasuner , at hans nyeste Nyhed er det Høieste, saa gaaer det lysteligt med at faae Tilhængere i den Verden, der fra Arilds Tid har havt en ubeskrivelig Forkjerlighed for og følt en dyb Trang til – at blive bedragen. Nei, det Christelige er vistnok det Høieste og det Allerhøieste, men vel at mærke saaledes, at det er det naturlige Menneske til Forargelse . Den, der i at bestemme det Christelige som det Høieste udelader Forargelsens Mellembestemmelse, han forsynder sig mod det, han begaaer en Formastelighed, afskyeligere end om den ærbare Husmoder vilde klæde sig som en Dandserinde, endnu forfærdeligere end om den strenge Dommer Johannes vilde klæde sig som en Modejunker . Det Christelige er i sig selv for tungt, i sine Bevægelser for alvorligt til dandsende at vimse i saadan letløbende Tales Letfærdighed om det høiere, høieste, allerhøieste. Gjennem Forargelse gaaer Veien til det Christelige. Ikke er hermed sagt, at Adgangen til det Christelige skulde være at forarge sig paa det, dette er jo paa en anden Maade at forhindre sig selv i at gribe det Christelige; men Forargelsen vogter paa Adgangen til det Christelige. Salig Den, som ikke forarges paa det. Saaledes nu ogsaa med dette Bud, at elske Næsten. Tilstaae det kun, eller hvis det er Dig forstyrrende, at der tales saaledes, vel, saa vil jeg tilstaae, at det mange Gange har stødt mig tilbage, og at jeg endnu er saare langt fra den Indbildning, at jeg fuldkommer dette Bud, som netop er Kjød og Blod til Forargelse, og Viisdommen en Daarskab . Er Du, m. T. , maaskee som det hedder en Dannet, nu vel, jeg er ogsaa dannet; men dersom Du troer ved Hjælp af »Dannelse« at komme dette Høieste nærmere, da tager Du høiligen feil. Og her stikker just Vildfa relsen ; thi Dannelse ønske vi alle, og Dannelse har i eet væk det Høieste i Munden, ja, ingen Fugl, der kun har lært eet eneste Ord, raaber mere uafbrudt paa dette eneste Ord, og Kragen ikke mere uafbrudt paa sit eget Navn end Dannelsen altid paa »det Høieste.« Men det Christelige er ingenlunde Dannelsens »Høieste«, og det Christelige optugter just gjennem Forargelsens Frastød. Dette vil Du strax let see her; thi har vel Din Dannelse, eller troer Du, at noget Menneskes Iver for at vinde Dannelse, har lært ham at elske Næsten? Ak, ak, har ikke langt snarere Dannelsen og den Iver, hvormed den eftertragtes, udviklet en ny Art Forskjel, Forskjellen mellem de Dannede og de Ikke-Dannede? Agt kun paa, hvad der mellem Dannede tales om Elskov og Venskab, hvilken Lighed i Dannelse Vennen maa have, hvor dannet og netop paa en bestemt Maade dannet Pigen maa være; læs Digterne, der neppe vide at bevare Frimodigheden lige overfor Dannelsens mægtige Herredømme, neppe selv tør troe paa Elskovens Magt til at bryde alle Forskjelligheders Lænke – synes det Dig, at denne Talen, denne Digten, eller at et Liv, som stemmer med denne Talen og denne Digten, bringer et Menneske nærmere til at elske Næsten? See her staaer atter Forargelsens Mærker ude . Thi tænk Dig den meest Dannede, ham, som vi alle beundrende sige om »han er saa dannet«, og tænk Dig saa Christendommen, der siger til ham »Du skal elske Næsten!« Ja, en vis Belevenhed i Omgang, en Høflighed mod alle Mennesker, en venlig Nedladenhed til de Ringere, en frimodig Holdning lige overfor de Mægtige, en skjønt behersket Aandens Frihed: ja, det er Dannelse – troer Du, at det ogsaa er at elske Næsten? »Næsten« er det Ligelige . Næsten er ikke den Elskede, for hvem Du har Lidenskabens Forkjerlighed, ei heller Din Ven, for hvem Du har Lidenskabens Forkjerlighed. Næsten er ei heller, hvis Du selv er en Dannet, den Dannede, med hvem Du haver Dannelsens Lighed – thi med Næsten har Du Menneskets Lighed for Gud. Næsten er heller ei En, der er fornemmere end Du, det er, han er ikke Næsten forsaavidt han er fornemmere end Du, thi at elske ham, fordi han er fornemmere, kan saa let være Forkjerlighed og forsaavidt Selvkjerlighed. Ei heller er Næsten En, som er ringere end Du, det er, forsaavidt han er ringere end Du er han ikke Næsten, thi at elske En, fordi han er ringere end Du, kan saa let være Forkjerlighedens Nedladenhed og forsaavidt Selvkjerlig hed. Nei, at elske Næsten er Ligelighed. Det er opmuntrende i Dit Forhold til den Fornemme, at Du i ham skal elske Din Næste; det er ydmygende i Forhold til den Ringere, at Du i ham ikke har at elske den Ringere, men skal elske Næsten; det er frelsende, om Du gjør det, thi Du skal gjøre det. »Næsten« er ethvert Menneske; thi ved Forskjelligheden er han ikke Din Næste, ei heller ved Ligheden med Dig indenfor Forskjelligheden fra andre Mennesker. Ved Ligheden med Dig for Gud er han Din Næste, men denne Lighed har ubetinget ethvert Menneske og har den ubetinget.