II. A. Du skal elske II. A. Du skal elske II. A Du skal elske Mth. XXII. 39 . Men det andet Bud er ligesom dette: du skal elske din Næste som dig selv. Enhver Tale, især da et Brudstykke af en Tale, forudsætter gjerne Noget, hvorfra der gaaes ud; Den, som vil tage Talen eller Udsagnet til Overveielse, gjør derfor vel i først at finde denne Forudsætning, for da at begynde med den. Saaledes er der nu ogsaa i vor forelæste Text indeholdt en Forudsætning, som rigtignok kommer sidst, men dog er Begyndelsen. Naar der nemlig siges »Du skal elske Din Næste som Dig selv«, da er deri indeholdt hvad der er forudsat, at ethvert Menneske elsker sig selv. Dette forudsætter Christendommen altsaa, der ingenlunde, som hine høitflyvende Tænkere, begynder uden Forudsætning , og heller ei med en smigrende Forudsætning. Og turde vi vel negte, at det er saa som Christendommen forudsætter? Men paa den anden Side, skulde Nogen kunne misforstaae Christendommen, som var det dens Mening at lære, hvad verdslig Kløgt, eenstemmigt – ak og dog just splidagtigt , lærer, »at Enhver er sig selv nærmest« ; skulde Nogen kunne misforstaae dette, som var det Christendommens Mening at lyse Selvkjerlighed i Hævd? Det er jo tvertimod dens Mening at fravriste os Mennesker Selvkjerligheden. Denne ligger nemlig i at elske sig selv, men skal man elske Næsten »som sig selv«, saa vrister jo Budet, som med en Dirk, Selvkjerlighedens Lukke op og fravrister dermed Mennesket den. Hvis Budet om at elske Næsten var udtrykt paa en anden Maade end med dette lille Ord »som Dig selv«, der paa eengang er saa let at haandtere og dog har Evighedens Spændkraft , da vilde Budet ikke saaledes kunne magte Selvkjerligheden. Dette »som Dig selv« vakler ikke i Sigtet og trænger saa med Evighedens Urokkelighed dømmende ind til det inderste Skjulested, hvor et Menneske elsker sig selv; det lader ikke Selvkjerligheden den mindste Undskyldning tilovers, den mindste Udflugt aaben. Hvor underligt ! Der kunde jo holdes lange og skarpsindige Taler om, hvorledes et Menneske skal elske sin Næste; og naar saa Talerne vare hørte, skulde Selvkjerligheden dog kunne hitte paa Undskyldning og finde Udflugt, fordi Sagen ikke ganske var udtømt, alle Tilfælde ikke opregnede, fordi der bestandigt var Noget glemt, eller Noget ikke nøiagtigt og bindende nok udtrykt og beskrevet. Men dette »som Dig selv« – ja, ingen Bryder kan saaledes omslutte Den, med hvem han skal brydes, som dette Bud omslutter Selvkjerligheden, der ikke kan røre sig af Stedet. Sandeligen, naar Selvkjerligheden har stridt med dette Ord, der dog er saa let at forstaae, at Ingen skal behøve at bryde sit Hoved dermed, da skal den formærke , at den har stridt med den Stærkere. Som Jacob haltede efter at have stridt med Gud , saa skal Selvkjerligheden være brudt , hvis den har stridt med dette Ord, der dog ikke vil lære et Menneske, at han ikke skal elske sig selv, men tvertimod netop lære ham den rette Selvkjerlighed. Hvor underligt! Hvilken Strid er langvarig, forfærdelig, indviklet som Selvkjerlighedens Kamp for at værge om sig, og dog afgjør Christendommen Alt med eet eneste Slag. Det Hele er hurtigt som en Haandevending, Alt er afgjort, som Opstandelsens evige Afgjørelse, »i en Hast, i et Øieblik« ( 1 Cor. 15, 52 ) : Christendommen forudsætter, at Mennesket elsker sig selv, og føier derpaa blot Ordet til om Næsten »som Dig selv«. Og dog ligger der en Evighedens Forandring mellem det Første og det Sidste. Men skulde dette ogsaa være det Høieste, skulde det ikke være muligt at elske et Menneske høiere end sig selv? Denne Digter-Begeistringens Tale høres jo i Verden; skulde det da maaskee være saa, at det var Christendommen, der ikke formaaede at svinge sig saa høit, saa den, formodentligen ogsaa i Betragtning af, at den henvender sig til eenfoldige dagligdags Mennesker, kummerligt blev staaende ved Fordringen om at elske Næsten »som sig selv«, ligesom den jo istedetfor hiin høitflyvende Kjærligheds besjungne Gjenstand »en Elsket, en Ven«, sætter det tilsyneladende meget lidt Digteriske »Næsten« – thi Kjerlighed til Næsten har vist ingen Digter besjunget, saa lidet som det at elske »som sig selv«: skulde dette maaskee være saaledes? Eller skulde vi, idet vi dog gjøre den besjungne Kjerlighed en Indrømmelse i Sammenligning med den befalede, fattigt prise Christendommens Besindighed og Forstand paa Livet, at den mere ædrueligt og mere fastende holder sig ved Jorden, maaskee i samme Mening som Ordsproget »elsk mig lidt og elsk mig længe« ? Dette være langt fra os . Christendommen veed dog nok bedre Besked, om hvad Kjerlighed er og om det at elske, end nogen Digter; netop derfor veed den ogsaa, hvad der maaskee undgaaer Digterne , at den Kjerlighed, de besynge, skjult er Selvkjerlighed, og at just deraf dens berusede Udtryk lader sig forklare: at elske et andet Menneske høiere end sig selv. Elskov er endnu ikke det Evige, den er Uendelighedens skjønne Svimmel , dens høieste Udtryk er Gaadefuldhedens Dumdristighed; deraf kommer det, at den endog forsøger sig i et endnu mere svimlende Udtryk »at elske et Menneske høiere end Gud«. Og denne Dumdristighed behager Digteren over al Maade, den er ham en Liflighed i hans Øre, den begeistrer ham til Sange. Ak, Christendommen lærer, at dette er Gudsbespottelse. – Og om Venskab gjælder igjen hvad der gjælder om Elskov, for saavidt ogsaa dette ligger i Forkjerligheden: at elske dette eneste Menneske fremfor alle Andre, at elske ham i Modsætning til alle Andre. Baade Elskovens og Venskabets Gjenstand har derfor ogsaa Forkjerlighedens Navn »den Elskede«, »Vennen«, hvilke elskes i Modsætning til hele Verden. Derimod er det den christelige Lære at elske Næsten, at elske hele Slægten , alle Mennesker, endog Fjenden , og ikke gjøre Undtagelse, hverken Forkjerlighedens eller Afskyens. Der er kun Een, et Menneske med Evighedens Sandhed kan elske høiere end sig selv, det er Gud. Derfor hedder det heller ikke »Du skal elske Gud som Dig selv«, men det hedder »Du skal elske Herren din Gud i dit ganske Hjerte og i din ganske Sjel og i dit ganske Sind«. Gud skal et Menneske elske ubetinget lydende og elske ham tilbedende. Det er Ugudelighed, om noget Menneske vovede at elske sig selv saaledes, eller vovede at elske et andet Menneske saaledes, eller vovede at tillade et andet Menneske at elske ham saaledes. Dersom den Elskede eller Vennen bad Dig om Noget, som Du, netop fordi Du elskede redeligt, bekymret havde overveiet, at det var til hans Skade: da skal Du bære et Ansvar, hvis Du elsker ved at adlyde istedenfor at elske ved at negte Ønskets Opfyldelse. Men Gud skal Du elske i ubetinget Lydighed, selv om det han fordrer af Dig, maatte synes Dig Din egen Skade, ja skadeligt for hans Sag; thi Guds Viisdom er uden Sammenligningens Forhold til Din, og Guds Styrelse er uden Ansvarets Forpligtelse i Forhold til Din Klogskab; Du har blot elskende at lyde. Et Menneske derimod skal Du kun, – dog nei, det er jo det Høieste – altsaa et Menneske skal Du elske som Dig selv; kan Du bedre indsee hans Bedste end han, da skal Du ingen Undskyldning have i, at det Skadelige var hans eget Ønske, var hvad han selv bad om. Dersom dette ikke var Tilfældet, da kunde der ganske rigtigt være Tale om at elske et andet Menneske høiere end sig selv; thi det vilde være: tiltrods for sin Indsigt, at det var ham skadeligt, adlydende at gjøre det, fordi han forlangte det, eller tilbedende, fordi han ønskede det. Men dette har Du netop ikke Lov til; Du har Ansvaret, hvis Du gjør det, ligesom og den Anden har Ansvaret, hvis han paa saadan Maade vil misbruge sit Forhold til Dig. Altsaa – »som Dig selv«. Dersom den listigste Bedrager, der nogensinde har levet (eller vi kunne jo digte ham endnu listigere end han nogensinde har levet), for om muligt at faae Loven til at gjøre mange Ord og til at blive vidtløftig , thi da har Bedrageren snart seiret, vilde vedblive Aar ud og Aar ind » fristende « at spørge den »kongelige Lov« »hvorledes skal jeg elske min Næste?« da skal det ordknappe Bud uforandret vedblive at gjentage det korte Ord »som Dig selv«. Og dersom nogen Bedrager – bedrog sig selv hele Livet igjennem ved allehaande Vidtløftigheder denne Sag betræffende , da skal Evigheden blot foreholde ham det korte Lovens Ord »som Dig selv«. Sandeligen Ingen skal kunne undflye Budet; kommer dets »som Dig selv« Selvkjerligheden saa nær paa Livet som muligt, saa er »Næsten« atter en Bestemmelse, der i Nærgaaenhed er Selvkjerligheden saa livsfarlig som muligt. At det er en Umulighed at snoe sig derfra, indseer Selvkjerligheden selv. Den eneste Udflugt er, hvad jo ogsaa Pharisæeren i sin Tid, for at gjøre sig retfærdig, forsøgte: at lade det være tvivlsomt, hvo Ens Næste er – for at faae ham fra Livet. Hvo er da Ens Næste? Ordet er aabenbart dannet af Nærmeste , altsaa er Næsten Den, der er Dig nærmere end alle Andre, dog ikke i Forkjer lighedens Forstand, thi at elske Den, der i Forkjerlighedens Forstand er En nærmere end alle Andre, er Selvkjerlighed – » gjøre ikke ogsaa Hedningerne det Samme? « Næsten er da Dig nærmere end alle Andre. Men er han Dig ogsaa nærmere end Du er Dig selv? Nei, det er han ikke, men han er just, eller han skal just være Dig lige saa nær. Begrebet »Næste« er egentligen Fordoblelsen af Dit eget Selv; »Næsten« er hvad Tænkerne vilde kalde det Andet , Det, hvorpaa det Selviske i Selvkjerligheden skal prøves. Forsaavidt behøver, for Tankens Skyld, Næsten end ikke at være til. Om et Menneske levede paa en øde Øe, dersom han dannede sit Sind efter Budet, saa vilde han, ved at forsage Selvkjerligheden, kunne siges at elske Næsten. Vel er »Næsten« i sig en Mangfoldighed, thi »Næsten« betyder »alle Mennesker«, og dog er i en anden Forstand eet Menneske nok for at Du kan indøve Loven. Det er nemlig en Umulighed i selvisk Forstand , bevidst, at være To om at være Selv; det maa Selvkjerligheden være ene om. Der behøves heller ikke Tre, thi er der To, det vil sige er der eet andet Menneske, som Du i christelig Forstand elsker »som Dig selv«, eller i hvem Du elsker »Næsten«, saa elsker Du alle Mennesker. Men hvad det Selviske ubetinget ikke kan taale er: Fordoblelse, og Budets Ord »som Dig selv« er just Fordoblelsen. Den i Elskov Glødende kan ingenlunde paa Grund eller i Kraft af denne Gløden taale Fordoblelsen, der her vilde være: at opgive Elskoven, hvis den Elskede fordrede dette. Den Elskende elsker altsaa ikke den Elskede »som sig selv«, thi han er fordrende, men dette »som sig selv« indeholder just Fordringen til ham – ak, og dog mener den Elskende endog at elske det andet Menneske høiere end sig selv. »Næsten« er saaledes Selvkjerligheden saa nær paa Livet som muligt; er der kun to Mennesker, er det andet Menneske Næsten; er der Millioner, er Enhver af disse Næsten, der igjen er En nærmere end »Vennen« og »den Elskede«, forsaavidt disse, som Forkjerlighedens Gjenstand, saa smaat holde sammen med Selvkjerligheden i En. At Næsten saaledes er til og er En saa nær, er man i Almindelighed ogsaa vidende om, naar man mener at have Rettigheder i Forhold til ham, at kunne fordre Noget af ham. Dersom Nogen i denne Forstand spørger, hvo er min Næste, da vil hiint Christi Svar til Pharisæeren kun paa en egen Maade indeholde Besvarelsen, thi i Svaret gjøres egentligt først Spørgsmaalet til det modsatte, hvorved betydes , hvorledes et Menneske har at spørge. Christus siger nemlig , efterat have fortalt Parabelen om den barmhjertige Samaritan, til Pharisæeren ( Luc. 10, 36 .) »hvilken af disse Tre tykkes Dig nu at have været hans Næste, der var falden blandt Røvere«, og Pharisæeren svarer »rigtigt« »den, som gjorde Barmhjertighed mod ham«; det er , ved at anerkjende Din Pligt opdager Du let, hvo Din Næste er. Pharisæerens Svar er indeholdt i Christi Spørgsmaal, der ved sin Form nødsagede Pharisæeren til at svare saaledes. Den jeg har Pligten mod er min Næste, og naar jeg fuldkommer min Pligt viser jeg, at jeg er Næsten. Christus taler nemlig ikke om det at kjende Næsten, men om det selv at blive Næsten, at bevise sig at være Næsten, som Samaritanen beviste det ved sin Barmhjertighed; thi ved den beviste han jo ikke, at den Overfaldne var hans Næste; men at han var den Overfaldnes Næste. Leviten og Præsten vare i nærmere Forstand den Overfaldnes Næste, men disse vilde Intet vide derom; Samaritanen derimod, der ved Fordomme var foranlediget til Misforstaaelse , forstod dog rigtigt, at han var den Overfaldnes Næste. At vælge en Elsket, at finde en Ven, ja det er et vidtløftigt Arbeide, men Næsten er let at kjende, let at finde, hvis man blot selv vil – anerkjende sin Pligt. Budet lød saaledes »Du skal elske Din Næste som Dig selv«, men naar Budet forstaaes retteligen , siger det tillige det Omvendte: Du skal elske Dig selv paa den rette Maade. Dersom Nogen derfor ikke af Christendommen vil lære at elske sig selv paa den rette Maade, kan han heller ikke elske Næsten; han kan saa maaskee som det hedder »i Liv og Død« – holde sammen med et andet eller flere andre Mennesker, men dette er ingenlunde at elske Næsten. At elske sig selv paa den rette Maade og at elske Næsten svare ganske til hinanden, er i Grunden Eet og det Samme. Naar Lovens »som Dig selv« har fravristet Dig den Selvkjerlighed, hvilken Christendommen, sørgeligt nok, maa forudsætte at være i ethvert Menneske, saa har Du netop lært at elske Dig selv. Loven er derfor: Du skal elske Dig selv saaledes som Du elsker Næsten, naar Du elsker ham som Dig selv. Hvo der har noget Kjendskab til Menneskene vil vist tilstaae, at som han ofte har ønsket at kunne bevæge dem til at opgive Selvkjerligheden, at han saaledes ogsaa ofte har maattet ønske, om det var muligt at lære dem at elske dem selv. Naar den Travle ødsler sin Tid og sin Kraft i forfængelige , ubetydelige Idrætters Tjeneste, er dette da ikke, fordi han ikke har lært ret at elske sig selv? Naar den Letsindige bortgiver sig selv næsten som et Intet med i Øieblikkets Narrespil , er dette da ikke, fordi han ikke har Forstand paa ret at elske sig selv? Naar den Tungsindige ønsker at blive af med Livet, ja med sig selv, er dette da ikke, fordi han ikke vil lære strengt og alvorligt at elske sig selv? Naar et Menneske, fordi Verden eller et andet Menneske troløs lod ham forraadt, overgiver sig til Fortvivlelse, hvilken er da hans Skyld (thi hans uskyldige Lidelse tale vi jo her ikke om) uden den ikke at elske sig selv paa den rette Maade? Naar et Menneske selvplagersk mener at gjøre Gud en Tjeneste ved at martre sig selv, hvilken er da hans Synd uden denne, ikke ret at ville elske sig selv? Ak, og naar et Menneske formasteligt lægger Haand paa sig selv , er dette da ikke just hans Synd, at han ikke retteligen elsker sig selv i den Forstand, i hvilken et Menneske skal elske sig selv? O, der tales i Verden saa meget om Forræderie og Troløshed, og Gud bedre det, at dette destoværre kun er altfor sandt, men lad os dog derover aldrig glemme, at den farligste Forræder blandt alle er den, ethvert Menneske har i sig selv. Dette Forræderie, hvad enten det bestaaer i, at han selvisk elsker sig, eller det bestaaer i, at han selvisk ikke vil elske sig selv paa den rette Maade, dette Forræderie er jo rigtignok en Hemmelighed, der gjøres intet Anskrig i den Anledning som ellers i Anledning af Forræderie og Troløshed; men er det ikke just derfor desto vigtigere, at der atter og atter mindes om Christendommens Lære: at et Menneske skal elske sin Næste som sig selv, det er , som han skal elske sig selv. Budet om Kjerlighed til Næsten taler da i eet og samme Ord, »som Dig selv«, om denne Kjerlighed og om Kjerligheden til sig selv – og nu er Talens Indledning standset ved det, som den ønsker at gjøre til Gjenstand for Betragtningen. Det nemlig, hvorved Budet om Kjerlighed til Næsten og om Kjerlighed til sig selv bliver eenstydigt , er ikke blot dette »som Dig selv«, men endnu mere det Ord »Du skal «. Herom er det vi ville tale: Du skal elske, thi dette er just Kjendet paa den christelige Kjerlighed og er dens Eiendommelighed, at den indeholder denne tilsyneladende Modsigelse: at det at elske er Pligt. Du skal elske, dette er altsaa den »kongelige Lovs« Ord. Og sandeligen, m. T. , hvis Du formaaer at danne Dig en Forestilling om Verdens Skikkelse, førend dette Ord blev udtalt, eller hvis Du stræber at forstaae Dig selv og agter paa deres Liv og deres Sindstilstand, som, skjøndt de kalde sig Christne, dog egentligen leve i Hedenskabets Forestillinger: da vil Du i Forhold til dette Christelige, som i Forhold til alt Christeligt, med Troens Forundring ydmygt tilstaae, at Sligt ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte . Thi nu, da det har været befalet gjennem Christendommens atten Aarhundreder og før den Tid i Jødedommen, nu da Enhver er oplært deri og, aandeligt forstaaet ligesom Den, der opdrages i velhavende Forældres Huus, næsten foranlediget til at glemme, at det daglige Brød er en Gave ; nu, da det Christelige mange Gange af dem, der bleve opdragne deri, forsmaaes i Sammenligning med allehaande Nyheder, ligesom naar den sunde Føde af Den, der aldrig har været sulten, forsmaaes i Sammenligning med Slikkerie ; nu, da det Christelige forudsættes, forudsættes som bekjendt, som givet, antydes – for at gaae videre : nu, siges det rigtignok saadan udenvidere af Enhver, ak, og dog hvor sjeldent maaskee, at det paaagtes, hvor sjeldent maaskee, at en Christen alvorligt, med taknemlig Tanke dvæler ved Forestillingen om, hvorledes hans Tilstand maatte være, hvis Christendommen ikke var indkommen i Verden! Hvilket Mod hører der dog ikke til for første Gang at sige »Du skal elske«, eller rettere, hvilken guddommelig Myndighed for med Ordet at vende op og ned paa det naturlige Menneskes Forestillinger og Begreber! Thi der, hvor det menne skelige Sprog standser og Modet svigter, ved Grændsen, der bryder Aabenbaringen frem med guddommelig Oprindelse og forkynder, hvad der ikke i Dybsindighedens eller den menneskelige Sammenlignings Forstand er vanskeligt at forstaae, men hvad der dog ikke opkom i noget Menneskes Hjerte. Det er ikke egentligen vanskeligt at forstaae, naar det er blevet sagt, og det vil jo ikkun forstaaes for at udøves; men det opkom ikke i noget Menneskes Hjerte. Tag en Hedning, som ikke er forvænt ved at have lært tankeløst at ramse det Christelige, eller forvænt ved den Indbildning at være en Christen – og dette Bud »Du skal elske« vil ikke blot forbause ham, men det vil oprøre ham, det vil være ham til Forargelse . Just derfor passer igjen paa dette Kjerlighedens Bud, hvad der er det Christeliges Kjende »Alt er blevet nyt« . Budet er ikke i tilfældig Forstand noget Nyt, ei heller i Nysgjerrighedens Forstand en Nyhed, ei heller i Timelighedens Forstand noget nyt Noget. Kjerlighed har der været til ogsaa i Hedenskabet, men det, at skulle elske, er en Evighedens Forandring – og Alt er blevet nyt. Hvilken Forskjel mellem hiint Følelsens og Driftens og Tilbøielighedens og Lidenskabens, kort hiint Umiddelbarhedens Spil af Kræfter, hiin Poesiens besjungne Herlighed i Smiil eller i Taarer, i Ønske eller i Savn, hvilken Forskjel mellem dette og Evighedens, Befalingens Alvor i Aand og Sandhed , i Oprigtighed og Selvfornegtelse! Men den menneskelige Utaknemmelighed, o, hvad har den en saa kort Hukommelse! Fordi det Høieste nu tilbydes Enhver, saa tager man det hen som Ingenting, sandser Intet derved, end sige ret at gjøre sig Rede for dets dyrebare Beskaffenhed, ret som tabte det Høieste Noget derved, at Alle have eller kunne have det Samme. See, dersom en Familie er i Besiddelse af een eller anden kostbar Skat, som staaer i Forhold til en bestemt Begivenhed, da fortæller fra Slægt til Slægt Forældrene Børnene og Børnene igjen deres Børn, hvorledes det er gaaet til. Men fordi Christendommen nu gjennem saa mange Aarhundreder er bleven hele Slægtens Eiendom, skal derfor al Tale forstumme om, hvilken Evighedens Forandring der med Christendommen foregaaer i Verden? Er ikke enhver Slægt lige nær, det er, lige forpligtet til at gjøre sig dette tydeligt? Er Forandringen mindre mærkelig fordi det er atten Aarhundreder siden? Er det da ogsaa nu blevet mindre mærkeligt, at der er en Gud til, fordi der i flere Aartusinder have levet Slægter, som troede paa ham, er det derfor blevet mindre mærkeligt for mig – dersom jeg ellers troer det? Og er det for Den, der lever i vor Tid, atten Aarhundreder siden, at han blev Christen, fordi det er atten Aarhundreder siden Christendommen indkom i Verden? Og dersom det ikke er slet saa længe siden, saa maa han dog vel kunne huske, hvorledes han var, førend han blev Christen, og altsaa vide, hvilken Forandring der foregik med ham – dersom den Forandring er foregaaet med ham, at han blev Christen. Saa der altsaa ikke behøves verdenshistoriske Skildringer af Hedenskabet, som var det atten Aarhundreder siden Hedenskabets Undergang; thi slet saa længe siden er det dog vel ikke, da baade Du, m. T. , og jeg have været Hedninger, have været det, ja – dersom vi ellers ere blevne Christne. Og dette er just den sørgeligste og den ugudeligste Art Bedrag, ved Uskjønsomhed at lade sig bedrage for det Høieste, som man mener at besidde, ak, og see, man besidder det dog ikke. Thi hvad er vel den høieste Besiddelse, hvad er Besiddelsen af Alt, naar jeg aldrig faaer det rette Indtryk af, at jeg besidder det, og af hvad det er jeg besidder! Fordi Den, som haver de jordiske Goder, efter Bibelens Ord, skal være som Den, der ikke haver dem, mon det derfor ogsaa er rigtigt i Forhold til det Høieste: at have det og dog være som Den, der ikke haver det? Mon det er rigtigt, dog nei, lader os ikke bedrage ved Spørgsmaalet, som var det muligt at have det Høieste paa den Maade, lader os ret betænke, at det er en Umulighed. De jordiske Goder ere det Ligegyldige, og derfor lærer Skriften, at de, naar de besiddes, skulle besiddes som det Ligegyldige; men det Høieste hverken kan eller skal besiddes som det Ligegyldige. De jordiske Goder ere i udvortes For stand en Virkelighed, derfor kan man besidde dem, medens og skjøndt man er som Den, der ikke haver dem; men Aandens Goder ere kun i det Indvortes, ere kun i Besiddelsen, og derfor kan man ikke, hvis man virkeligt besidder dem, være som Den, der ikke besidder dem; tvertimod, hvis man er en Saadan, besidder man dem netop ikke. Dersom Nogen mener at have Troen og dog er ligegyldig ved denne Besiddelse, hverken kold eller varm , da kan han være forvisset om, at han heller ikke har Troen. Dersom Nogen mener at være Christen og dog er ligegyldig ved at han er det, da er han det sandeligen heller ikke. Eller hvad vilde vi vel dømme om et Menneske, der forsikkrede, at han var forelsket, og tillige, at det var ham ligegyldigt? Saa lader os derfor ikke, saa lidet nu som ved nogen anden Leilighed, naar vi tale om det Christelige, glemme dets Oprindelighed, det er, at det ikke oprandt i noget Menneskes Hjerte ; lader os ikke glemme at tale derom med Troens Oprindelighed, hvilken altid, naar den er i et Menneske, ikke troer fordi Andre have troet, men fordi ogsaa dette Menneske er grebet af Det, der har grebet Utallige før ham, men derfor dog vel ikke mindre oprindeligt. Thi et Redskab, som en Haandværker bruger, det sløves i Aarene, Fjederen taber sin Spændkraft og sløves; men hvad der har Evighedens Spændkraft beholder den gjennem alle Tider aldeles uforandret. Naar en Kraft-Prøver længe er bleven brugt, saa kan tilsidst endog den Svage bestaae i Prøven, men Evighedens Kraftmaal, paa hvilket ethvert Menneske skal prøves: om han vil have Troen eller ikke, bliver i alle Tider aldeles uforandret. – Naar Christus ( Mth. 10, 16 Mth. 10, 17 ) siger: »vogter Eder for Menneskene« , mon deri ikke ogsaa er indeholdt dette: vogter Eder, at I ikke ved Menneskene, det er ved idelig Sammenligning med andre Mennesker, ved Vane og Udvorteshed lader Eder franarre det Høieste? Thi en Bedragers Rænkefuldhed er ikke saa farlig, man bliver ogsaa lettere opmærksom; men det, at have det Høieste i et Slags ligegyldigt Fællesskab, i en Vanes Dvask hed, ja i en Vanes Dvaskhed, der endog vil sætte Slægten istedenfor de Enkelte, gjøre Slægten til Modtageren og de Enkelte i Kraft deraf udenvidere til Deelagtige: dette er det Forfærdelige. Vel skal det Høieste ikke være et Rov ; Du skal ikke have det for Dig selv i selvisk Forstand, thi hvad Du kun kan have for Dig selv alene er aldrig det Høieste; men om Du end i dybeste Forstand har det Høieste tilfælles med Alle (og dette er just det Høieste, Det Du kan have tilfælles med Alle) skal Du dog troende have det for Dig selv, at Du beholder det, medens maaskee alle Andre ogsaa beholde det, men tillige, hvis end alle Andre opgave det. Vogter Eder ogsaa i denne Henseende for Mennesker, »værer kloge som Slanger« – for nemlig at bevare Troens Hemmelighed for Dig selv, om Du end baade haaber og ønsker og arbeider, at Enhver i denne Henseende gjør som Du; »værer eenfoldige som Duer« , thi Troen er just denne Eenfoldighed. Du skal ikke bruge Klogskaben for at gjøre Troen til noget Andet, men Du skal netop bruge Klogskaben for, klogt mod Menneskene, at værge om Troens Hemmelighed i Dig, vogtende Dig for Mennesker. Er Feldtraabet, fordi Alle hver især veed det, derfor ingen Hemmelighed, naar det dog betroes Enhver og bevares af Enhver som en Hemmelighed? Dog Feldtraabets Hemmelighed er idag Eet imorgen et Andet, men Troens Væsen er at være en Hemmelighed, at være for den Enkelte; hvis den ikke af hver Enkelt, selv naar han bekjender den, bevares som en Hemmelighed, saa troer han heller ikke. Skulde dette maaskee være noget Mangelfuldt ved Troen, at den saaledes er og bliver og skal være en Hemmelighed? Er dette da ogsaa Tilfældet med Elskov, eller er det ikke just de flygtige Rørelser, der strax blive aabenbare og derfor ogsaa strax igen forsvinde, medens det dybe Indtryk altid bevarer Hemmeligheden, saa vi jo endog, og med Rette, sige, at den Forelskelse, der ikke gjør et Menneske hemmelighedsfuldt, er ingen ret Forelskelse. Den hemmelig hedsfulde Forelskelse kan være et Billede paa Troen; men det skjulte Menneskes uforkrænkelige Inderlighed i Troen er Livet. Den, der klog som Slangen vogter sig for Menneskene, at han, eenfoldig som Duen kan »bevare Troens Hemmelighed«, han haver ogsaa, som Skriften siger ( Mc. 9, 50 ) »Salt i sig selv« ; men vogter han sig ikke for Menneskene, da taber Saltet sin Kraft, og hvormed skal der saa saltes . Og er det end skeet, at en Forelskelses Hemmelighed blev et Menneskes Undergang, da er Troen evigt og altid den saliggjørende Hemmelighed! See, hiin blodsottige Qvinde ; hun trængte sig ikke frem for at komme til at røre ved Christi Klædebon; hun fortalte ikke Andre, hvad hun havde til Hensigt, og hvad hun troede: hun sagde ganske sagte ved sig selv »dersom jeg blot rører ved Fligen af hans Kjortel, da er jeg helbredet«. Den Hemmelighed havde hun for sig selv, det var Troens Hemmelighed, som frelste hende baade timeligt og evigt. Denne Hemmelighed kan Du have for Dig selv, ogsaa da, naar Du frimodigt bekjender Troen; og naar Du ligger afmægtigt paa Sygeleiet og ikke kan røre et Lem, naar Du end ikke kan bevæge Tungen, kan Du dog have denne Hemmelighed hos Dig. Men Troens Oprindelighed forholder sig igjen til det Christeliges Oprindelighed. Vidtløftige Skildringer af Hedenskabet, dets Vildfarelser, dets Eiendommelighed, ere ingenlunde fornødne, det Christeliges Kjender ere indeholdte i selve det Christelige. Gjør Forsøget her; glem et Øieblik det Christelige, tænk Dig, hvad Du ellers kjender til Kjerlighed, besind Dig paa, hvad Du læser hos Digterne, hvad Du selv kan udfinde , og siig da, om det nogensinde var faldet Dig ind at tænke dette: Du skal elske? Vær oprigtig, eller at dette ikke skal forstyrre Dig, saa vil jeg oprigtigt tilstaae, at det mange, mange Gange i mit Liv har vakt hele min Forundrings Studsen, at det stundom har været mig, som tabte Kjerligheden Alt derved, om den dog end vinder Alt. Vær oprigtig, tilstaae, at det maaskee er Tilfældet med de Fleste, at, naar de læse Digternes glødende Skildring af Elskov eller Venskab, dette da synes dem noget langt Høiere end det fattige: »Du skal elske«. »Du skal elske«. Kun naar det er Pligt at elske, kun da er Kjerligheden for evig betrygget mod enhver Forandring; evig frigjort i salig Uafhængighed; evig lykkelig sikkret mod Fortvivlelse. Hvor glad, hvor lykkelig, hvor ubeskrivelig tillidsfuld end Driftens og Tilbøielighedens Kjerlighed, den umiddelbare Kjerlighed som saadan kan være, den føler dog netop i sit skjønneste Øieblik en Trang til, om muligt at binde sig end fastere . Derfor sværge de tvende, de tilsværge hinanden Tro eller Venskab; og naar vi tale festligst, sige vi ikke om Tvende »de elske hinanden«, vi sige »de tilsvore hinanden Tro« eller »de tilsvore hinanden Venskab«. Men hvorved sværger da denne Kjerlighed? Vi ville nu ikke forstyrre Opmærksomheden og adsprede ved at minde om det meget Forskjellige, som denne Kjerligheds Talsmænd »Digterne« ved Indvielsen vide Besked om – thi i Forhold til denne Kjerlighed er det Digteren, som tager Løftet af de Tvende, Digteren, som forener de Tvende, Digteren, som foresiger de Tvende Eden og lader dem sværge, kort det er Digteren, der er Præsten. Sværger nu denne Kjerlighed ved Noget, som er høiere end den selv? Nei, det gjør den ikke. Just dette er den skjønne, den rørende, den gaadefulde, den digteriske Misforstaaelse, at de Tvende ikke selv opdage det; og netop derfor er Digteren deres eneste, deres elskede Fortrolige, fordi han heller ikke opdager det. Naar denne Kjerlighed sværger, da giver den egentligen selv Det Betydning, hvorved den sværger; det er Kjerligheden selv, der kaster Glandsen over Det, hvorved den sværger, saa den altsaa ikke blot ikke sværger ved noget Høiere, men egentligen sværger ved Noget, der er ringere end den selv. Saa ubeskrivelig riig er denne Kjerlighed i sin elskelige Misforstaaelse; thi netop fordi den er sig selv en uendelig Rigdom, en ubegrændset Tilforladelighed , kommer den, idet den vil sværge, til at sværge ved noget Ringere, men opdager det ikke selv. Deraf kommer det igjen, at denne Sværgen, der jo skulde være og ogsaa oprigtigt mener sig selv at være den høieste Alvor, dog er den yndigste Spøg. Og den gaadefulde Ven, Digteren, hvis fuldkomne Fortrolighed er denne Kjerligheds høieste Forstaaelse, han forstaaer det heller ikke. Dog er det jo let at forstaae, at skal man i Sandhed sværge, da maa man sværge ved noget Høiere, saa kun Gud i Himlene er den Eneste, der i Sandhed er i det Tilfælde, at han ene kan sværge ved sig selv. Dette kan imidlertid Digteren ikke forstaae, det er, den Enkelte, som er Digter, kan vel forstaae det, men han kan ikke forstaae det forsaavidt han er Digter, og »Digteren« kan ikke forstaae det; thi Digte ren kan forstaae Alt – i Gaader, og vidunderligt forklare Alt – i Gaader, men han kan ikke forstaae sig selv, eller forstaae, at han selv er en Gaade. Skulde han tvinges til at forstaae det, da vilde han, hvis han ikke blev opbragt og forbittret, veemodigt sige: gid man ikke havde paanødt mig denne Forstaaelse, der forstyrrer mig mit Skjønneste, forstyrrer mig mit Liv, medens jeg ingen Brug kan gjøre af den. Og deri har Digteren forsaavidt Ret, thi den sande Forstaaelse er Livsspørgsmaalets Afgjørelse for hans Tilvær . Der er paa den Maade to Gaader, den første er de Tvendes Kjerlighed, den anden er Digterens Forklaring af den, eller at Digterens Forklaring ogsaa er en Gaade. Saaledes sværger denne Kjerlighed, og da tilføie de Tvende til Eden, at de ville elske hinanden »for evig« . Naar dette ikke føies til, saa forener Digteren ikke de Tvende, han vender sig ligegyldig bort fra en saadan timelig Kjerlighed, eller han vender sig spottende imod den, medens han for evig tilhører hiin evig Kjerlighed. Der er da egentligen to Foreninger, først de Tvende, som for evig ville elske hinanden, og saa Digteren, som for evig vil tilhøre de Tvende. Og deri har jo Digteren Ret, at naar tvende Mennesker ikke ville elske hinanden for evig, saa er deres Kjerlighed ikke værd at tale om, end mindre værd at besynge. Derimod mærker Digteren ikke Misforstaaelsen, at de Tvende ved deres Kjerlighed sværge at ville elske hinanden for evig, istedenfor ved Evigheden at tilsværge hinanden Kjerlighed. Evigheden er det Høiere; skal man sværge, da maa man sværge ved det Høiere, men skal man sværge ved Evigheden, da sværger man ved Pligten »at skulle elske«. Ak, men hiin de Elskendes Yndling, Digteren, han, der selv er det end Sjeldnere end de tvende ret Elskende, hvilke hans Længsel søger, han, der selv er Elskelighedens Vidunder, han er ogsaa som det kjælne Barn, han kan ikke taale dette »skal«, saasnart det siges, bliver han enten utaalmodig eller han giver sig til at græde. Altsaa denne umiddelbare Kjerlighed, den har vel i den skjønne Indbildnings Forstand det Evige i sig, men den er ikke bevidst begrundet paa det Evige , og derfor kan den forandres. Selv om den ikke forandredes, den kan dog forandres, thi den er jo det Lykkelige; men om det Lykkelige gjælder hvad der gjælder om Lykken, hvad der, naar man tænker det Evige, ikke kan tænkes uden Veemod, ligesom det er sagt med Gysen: »Lykken er, naar den har været « . Dette vil sige, saa længe den bestod eller var til, var en Forandring mulig; først naar den er bleven forbigangen, kan man sige, den bestod. »Man prise intet Menneske lykkelig, saa længe han lever« ; saa længe han lever, kan nemlig Lykken forandre sig, først naar han er død, og Lykken ikke har forladt ham, medens han levede, først da viser det sig, at han – har været lykkelig. Hvad der blot er til, hvad der ingen Forandring har undergaaet, det har bestandigt Forandringen uden for sig; den kan bestandigt indtræde, endnu i det sidste Øieblik kan den komme, og først naar Livet er tilendebragt, kan man sige: Forandringen kom ikke – eller maaskee kom den. Hvad der ingen Forandring har undergaaet har vel Bestaaen, men har ikke Bestandighed; forsaavidt det har Bestaaen, er det til, men forsaavidt det ikke i Forandringen har vundet Bestandighed, kan det ikke blive samtidigt med sig selv, og er da enten lykkeligt uvidende om dette Misforhold eller stemt i Veemod. Thi det Evige er det Eneste, som kan være og blive og forblive samtidigt med enhver Tid; Timeligheden derimod adskiller i sig selv, og det Nærværende kan ikke blive samtidigt med det Tilkommende, eller det Tilkommende med det Forbigangne, eller det Forbigangne med det Nærværende. Om hvad der derfor ved at undergaae Forandringen vandt Bestandighed, om det kan man ikke blot, naar det har bestaaet, sige »det bestod«, men man kan sige »det har bestaaet, medens det bestod.« Just dette er Betryggelsen, og et ganske andet Forhold end Lykkens. Naar Kjerligheden har undergaaet Evighedens Forandring ved at være bleven Pligt, da har den vundet Bestandighed, og det følger da af sig selv, at den bestaaer. Det følger nemlig ikke af sig selv, at hvad der bestaaer i dette Øieblik ogsaa bestaaer i næste Øieblik, men det følger af sig selv, at det Bestandige bestaaer. Vi tale jo om, at Noget bestaaer sin Prøve, og vi prise det, naar det har bestaaet sin Prøve; men denne Tale er dog om det Ufuldkomne, thi det Bestandiges Bestandighed skal og kan ikke vise sig i at bestaae en Prøve – det er jo det Bestandige, og kun det Forgængelige kan give sig – Skin af Bestandighed ved at bestaae i en Prøve. Om Prøve-Sølv vilde derfor ingen falde paa at sige, at det skal bestaae sin Prøve i Aarene, thi det er jo Prøve-Sølv. Saaledes ogsaa med Kjerlighed. Den Kjerlighed, der blot har Bestaaen, hvor lykkelig, hvor livsalig, hvor tillidsfuld, hvor digterisk den end er, den maa dog bestaae sin Prøve i Aarene; men den Kjerlighed, der undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, den vandt Bestandighed, den er Prøve-Sølv. Er den derfor maaskee mindre anvendelig, mindre brugbar i Livet? Er da Prøve-Sølv det mindre Brugbare? Dog vel ikke; men Sproget, uvilkaarligt, og Tanken, bevidst, ærer paa en egen Maade Prøve-Sølvet, thi om dette siges blot »man bruger det«, der tales slet ikke om Prøve, man fornærmer det ikke ved at ville prøve det, det veed man jo forud, at Prøve-Sølv bestaaer. Naar man derfor bruger en mindre tilforladelig Sammensætning, saa nødsages man til at være mere nærgaaende og til at tale mindre eenfoldigt , man nødsages til næsten tvetydigt at sige det Dobbelte »man bruger det, og medens man bruger det, prøver man det tillige«, thi det er dog bestandigt muligt, at det kunde forandre sig. Altsaa, kun naar det er Pligt at elske, kun da er Kjerligheden evig betrygget. Denne Evighedens Betryggethed jager al Angest ud og gjør Kjerlighed fuldkommen , fuldkommen betrygget. Thi i hiin Kjerlighed, som kun har Bestaaen, hvor tillidsfuld den end er, er der dog endnu en Angest, en Angest for Forandringens Mulighed. Den selv forstaaer det ikke, lige saa lidet som Digteren, at det er Angest, thi Angesten er skjult, og kun den brændende Higen Yttringen, hvorpaa dog just kjendes, at Angesten er skjult i Grunden. Hvoraf kommer det vel ellers, at den umiddelbare Kjerlighed er saa tilbøielig til, ja saa forelsket i at gjøre Prøve paa Kjerligheden? Dette er jo just, fordi Kjerligheden ikke, ved at blive Pligt, i dybeste Forstand har undergaaet »Prøven«. Derfra denne, hvad Digteren vilde kalde, søde Uro, der dumdristigere og dumdristigere vil gjøre Prøve. Den Elskende vil prøve den Elskede, Vennen vil prøve Vennen; Prøvelsen har vistnok sin Grund i Kjerligheden, men denne heftigt flammende Lyst til at prøve, dette Ønskets Higen efter at maatte blive sat paa Prøve forklarer dog, at Kjerligheden sig selv ubevidst er usikker. Atter her er en gaadefuld Misforstaaelse i den umiddelbare Kjerlighed og i Digterens Forklaringer. De Elskende og Digteren mene, at denne Lyst til at ville prøve Kjerligheden netop er et Udtryk for, hvor sikker den er. Men er dette vel saa ? Det er ganske rigtigt, at det Ligegyldige ønsker man ikke at prøve; men deraf følger jo ikke, at det at ville prøve det Elskede er et Udtryk for Sikkerheden. De Tvende elske hinanden, de elske hinanden for evig, de ere saa visse, at de – gjøre Prøve derpaa. Er denne Vished den høieste? Er Forholdet ikke her, netop ligesom naar Kjerligheden sværger og dog sværger ved hvad der er lavere end Kjer ligheden? Saaledes er jo her de Elskendes høieste Udtryk for deres Kjerligheds Bestandighed et Udtryk for, at den kun har Bestaaen, thi hvad der kun har Bestaaen, det prøver man, det sætter man paa Prøve. Men naar det er Pligt at elske, da behøves der ingen Prøve og fornærmelig Dumdristighed med at ville prøve, da er Kjerligheden høiere end enhver Prøve, den har allerede mere end bestaaet i Prøven, i samme Forstand, som Troen »mere end seirer« . Det at prøve forholder sig altid til Mulighed, det er dog altid muligt, at det, der prøves, ikke bestod i Prøven. Dersom derfor En vilde prøve om han har Troen, eller prøve paa at faae Troen, da vil dette egentligen sige, han vil forhindre sig selv i at faae Troen, han vil bringe sig selv i en Higens Uro, hvor Troen aldrig vindes, thi »Du skal troe«. Dersom en Troende vilde bede Gud at sætte hans Tro paa en Prøve, da er dette ikke et Udtryk for, at denne Troende har Troen i overordentlig høi Grad (at mene det er en Digter-Misforstaaelse, som det ogsaa er en Misforstaaelse at have Troen i en »overordentlig« Grad, da den ordentlige Grad netop er det Høieste), men det er et Udtryk for, at han ikke ganske har Troen, thi »Du skal troe«. Aldrig fandtes der nogen høiere Betryggelse, og aldrig fandtes der Evighedens Hvile i noget Andet end i dette »skal«. Det er dog, hvor livsalig den end er, en urolig Tanke »at prøve«, og det er Uroen, der vil indbilde Dig, at dette er en høiere Forvisning; thi det at prøve er i sig selv opfindsomt og ikke til at udtømme, saa lidet som Klogskaben nogensinde har kunnet beregne alle Tilfælde, medens derimod, som den Alvorlige saa fortræffeligt siger, »Troen har beregnet alle Tilfælde« . Og naar man skal, saa er det for evig afgjort; og naar Du vil forstaae, at Du skal elske, saa er Din Kjerlighed for evig betrygget. Og Kjerligheden er tillige ved dette »skal« evig betrygget mod enhver Forandring. Thi den Kjerlighed, der kun har Bestaaen, den kan forandres, den kan forandres i sig selv, og den kan forandres fra sig selv . Den umiddelbare Kjerlighed kan forandres i sig selv, den kan forandres til sit Modsatte, til Had. Had er en Kjerlighed, som er bleven til sit Modsatte, en Kjerlighed, som er gaaet til Grunde. Nede i Grunden brænder bestandigt Kjerligheden, men Flammen er Hadets; først, naar Kjerligheden er udbrændt, først da er ogsaa Hadets Flamme slukket. Som der er sagt om Tungen, at »det er den samme Tunge, med hvilken vi velsigne og forbande«, saaledes maa man ogsaa sige, at det er den samme Kjerlighed, der elsker og hader; men netop fordi det er den samme Kjerlighed, netop derfor er den ikke i Evighedens Forstand den sande, der bliver uforandret den samme, medens hiin umiddelbare, naar den er forandret, dog i Grunden er den samme. Den sande Kjerlighed, der undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, forandres aldrig, den er eenfoldig, den elsker – og hader aldrig, hader aldrig – den Elskede. Det kunde synes som var hiin umiddelbare Kjerlighed den stærkere, fordi den kan gjøre det Dobbelte, fordi den baade kan elske og hade; det kunde synes som havde den en ganske anden Magt over sin Gjenstand, naar den siger »vil Du ikke elske mig, saa vil jeg hade Dig«: dog er dette kun et Sandsebedrag. Thi er vel Forandrethed en stærkere Magt end Uforanderlighed; og hvo er den Stærkere, den som siger »vil Du ikke elske mig saa vil jeg hade Dig«, eller den, som siger »vil Du hade mig, saa vil jeg dog vedblive at elske Dig?« Ja vist er det forfærdende og forfærdeligt, at Kjerlighed forandres til Had, men hvem er det egentligen forfærdeligt for, mon ikke for den Paagjældende selv, hvem det hændte, at hans Kjerlighed forandrede sig til Had. Den umiddelbare Kjerlighed kan forandres i sig selv, den kan ved Selvantændelse blive til Iversyge , blive fra den største Lykke til den største Qval. Saa farefuld er den umiddelbare Kjerligheds Hede , hvor stor dens Lyst end er, saa farefuld, at denne Hede let kan blive en Sygdom. Det Umiddelbare er ligesom det Gjærende, der jo just derfor kaldes saaledes, fordi det endnu ingen Forandring har undergaaet, og derfor heller ikke fra sig har udsondret den Gift, som dog just er det Glødende i det Gjærende. Antænder Kjerligheden sig selv ved denne Gift, istedenfor at udsondre den, da fremkommer Iversygen, ak, Ordet siger det jo selv, den er en Iver for at blive syg, en Sygdom af Iver. Den Iversyge hader ikke Kjerlighedens Gjenstand, langtfra, men han martrer sig selv ved den Gjenkjerlighedens Ild, der luttrende skulde rense hans Kjerlighed. Den Iversyge opfanger, næsten tryglende, hver en Straale af Kjerligheden i den Elskede, men alle disse Straaler samler han gjennem Iversygens Brændglas paa sin Kjerlighed, og han forbrænder langsomt. Den Kjerlighed derimod, der undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, den kjender ikke Iversyge; den elsker ikke blot, som den bliver elsket, men den elsker. Iversygen elsker som den bliver elsket; ængstelig piint ved Forestillingen, om den bliver elsket, er den lige saa iversyg paa den egne Kjerlighed, om den dog ikke er uforholdsmæssig i Forhold til den Andens Ligegyldighed, som den er iversyg paa Yttringen af den Andens Kjerlighed; ængstelig piint ved Selvbeskæftigelsen tør den hverken ganske troe den Elskede, ei heller ganske give sig hen , for ikke at give for meget, og brænder sig derfor bestandigt, som man brænder sig paa Det, der ikke er brændende – uden for den ængstelige Berøring. Sammenligningen er Selvantændelsen. Det kunde synes, som var der en ganske anden Ild i den umiddelbare Kjerlighed, siden den kan blive til Iversyge; ak, men denne Ild er jo just det Forfærdelige. Det kunde synes, som holdt Iversygen sin Gjenstand ganske anderledes fast, naar den med hundrede Øine vogter paa den , medens den eenfoldige Kjerlighed ligesom kun har eet Øie for sin Kjerlighed. Men mon dog Adsplittelse er stærkere end Eenhed, mon et sønderrevet Hjerte er stærkere end et fuldt og udeelt, mon en ideligt ængstelig Griben holder sin Gjenstand fastere end Eenfoldighedens enige Kræfter! Og hvorledes er nu hiin eenfoldige Kjerlighed sikkret mod Iversygen? Mon ikke derved, at den ikke elsker sammenlignelsesviis? Den begynder ikke med umiddelbart at elske fortrinsviis , den elsker; derfor kan den heller aldrig komme til sygeligt at elske sammenlignelsesviis, den elsker. Den umiddelbare Kjerlighed kan forandres fra sig selv, den kan forandres i Aarene, hvad jo ofte nok sees. Saa taber Kjerligheden sin Fyrighed , sin Glæde, sin Lyst, sin Oprindelighed, sit friske Liv; som den Flod, der sprang ud af Klippen, naar den længere henne afmattes i det stillestaaende Vands Dvaskhed, saaledes afmattes Kjerligheden i en Vanes Lunkenhed og Ligegyldighed. Ak, af alle Fjender er maaskee Vanen den lumskeste, og fremfor Alt er den lumsk nok til aldrig at lade sig blive seet, thi Den, der saae Vanen, han er frelst fra Vanen; Vanen er ikke som andre Fjender, hvilke man seer og med mod hvilke man stridende værger sig, Striden er egentligen den med sig selv om at faae den at see. Der er et for sin Lumskhed bekjendt Rovdyr , som listende overfalder de Sovende; medens det da suger Blodet ud af den Sovende, vifter det Kølighed over ham og gjør ham Søvnen endnu lifligere. Saaledes er Vanen – eller den er endnu værre; thi hiint Dyr søger sit Bytte blandt de Sovende, men det har intet Middel til at dysse de Vaagne i Søvn. Det har derimod Vanen; den lister sig søvndyssende paa et Menneske, og naar dette er skeet, da blodsuger den en Sovende, medens den vifter Kølighed over ham og gjør ham Søvnen endnu lifligere. – Saaledes kan den umiddelbare Kjerlighed forandres fra sig selv, og blive ukjendelig – thi Had og Iversyge kjendes dog paa Kjerligheden. Saa mærker stundom Mennesket selv, som naar en Drøm farer forbi og er glemt, at Vanen har forandret ham; han vil da gjøre det godt igjen, men han veed ikke, hvor han skal gaae hen og kjøbe ny Olie til at opflamme Kjerligheden. Saa bliver han mismodig, fortræden , kjed af sig selv, kjed af sin Kjerlighed, kjed af, at den er saa ussel som den er, kjed af, at han ikke kan faae det forandret, ak, thi Evighedens Forandring havde han ikke itide agtet paa, og nu har han endog tabt Evne til at udholde Helbredelsen. O, man seer stundom med Sorg et Menneske, der engang levede i Velmagt, nu forarmet, og dog, hvor langt mere sørgeligt end denne Forandring er det, naar man seer en Kjerlighed forandret til dette næsten Modbydelige. – Dersom derimod Kjerligheden undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, da kjender den ikke Vane, da kan Vane aldrig faae Magt over den. Som der siges om det evige Liv, at der er ikke Suk og ikke Taarer , saa kunde man tilføie: der er og ikke Vane; sandeligen dermed sige vi ikke noget mindre herligt. Vil Du frelse Din Sjel eller Din Kjerlighed fra Vanens Lumskhed – ja Menneskene troe, at der er mange Midler til at holde sig vaagen og sikkret, men sandeligen der er kun eet: Evighedens »skal«. Lad hundrede Kanoners Torden tre Gange dagligt minde Dig om at modstaae Vanens Magt; hold som hiin mægtige Keiser i Østen en Slave, der minder Dig dagligt , hold hundrede; hav en Ven, der minder Dig, hver Gang han seer Dig, hav en Hustru, der minder Dig tidligt og sildigt i Kjerlighed: men tag Dig iagt, at ikke ogsaa dette bliver en Vane! Thi Du kan blive vant til at høre hundrede Kanoners Torden, saa Du kan sidde tilbords og høre den mindste Ubetydelighed langt tydeligere end de hundrede Kanoners Torden, som Du blev – vant til at høre. Og Du kan blive vant til, at hundrede Slaver minde Dig hver Dag, saa Du hører det ikke mere, fordi Du ved Vanen har faaet det Øre, hvormed man hører og dog ikke hører . Nei, kun Evighedens »Du skal« – og det hørende Øre, som vil høre dette »skal«, kan frelse Dig fra Vanen. Vane er den sørgeligste Forandring, og paa den anden Side enhver Forandring kan man vænne sig til; kun det Evige, og altsaa hvad der undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, er det Uforan derlige, men det Uforanderlige kan netop ikke blive Vane. Hvor fast end en Vane sætter sig, den bliver aldrig det Uforanderlige, selv om Mennesket bliver uforbederligt; thi Vanen er bestandigt Det, som skulde forandres, det Uforanderlige derimod Det, som hverken kan eller skal forandres. Men det Evige bliver aldrig gammelt og aldrig Vane. Kun naar det er Pligt at elske, kun da er Kjerligheden evig frigjort i salig Uafhængighed. Men er da hiin umiddelbare Kjerlighed ikke fri, har den Elskende ikke netop sin Frihed i Kjerligheden? Og paa den anden Side, skulde det være Talens Mening at anprise Selvkjerlighedens trøstesløse Uafhængighed, der blev uafhængig, fordi den ikke havde Mod til at binde sig, altsaa fordi den blev afhængig af sin Feighed; den trøstesløse Uafhængighed, der svæver, fordi den intet Tilhold fandt, og er som »Den, der vanker hid og did, en bevæbnet Røver, der tager ind hvor det aftnes;« den trøsteløse Uafhængighed, der uafhængigt ikke bærer Lænker – idetmindste ikke synligt! O, langtfra, vi have jo tvertimod i den foregaaende Tale mindet om, at Udtrykket for den høieste Rig dom er at have en Trang; og saaledes er ogsaa Frihedens sande Udtryk, at den er en Trang i den Frie. Den, i hvem Kjerligheden er en Trang, han føler sig vistnok fri i sin Kjerlighed, og just Den, der føler sig ganske afhængig, saa han vilde tabe Alt ved at tabe den Elskede, just han er uafhængig. Dog paa een Betingelse, at han ikke forvexler Kjerligheden med Besiddelsen af den Elskede. Dersom En vilde sige »enten elske eller døe« , og derved betegne, at et Liv uden at elske ikke var værd at leve, da vilde vi ganske give ham Ret. Men hvis han ved det Første forstod at besidde den Elskede, og altsaa meente enten besidde den Elskede eller døe, enten vinde denne Ven eller døe, saa maatte vi sige, at en saadan Kjerlighed i usand Forstand er afhængig. Saasnart Kjerligheden, i sit Forhold til sin Gjenstand, i Forholdet ikke forholder sig lige saa meget til sig selv, medens den dog er ganske afhængig, saa er den i usand Forstand afhængig, saa har den Loven for sin Tilværelse uden for sig selv og er altsaa i forkrænkelig, i jordisk, i timelig Forstand afhængig. Men den Kjerlighed, der undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, og elsker, fordi den skal elske, den er uafhængig, den har Loven for sin Tilværelse i selve Kjerlighedens Forhold til det Evige. Denne Kjerlighed kan aldrig blive i usand Forstand afhængig, thi det Eneste, den er afhængig af, er Pligten, og Pligten er det eneste Frigjørende. Den umid delbare Kjerlighed gjør et Menneske fri og i næste Øieblik afhængig. Det er ligesom med et Menneskes Tilblivelse; ved at blive til, ved at blive et »Selv«, bliver han fri, men i næste Øieblik er han afhængig af dette Selv. Pligten derimod gjør et Menneske afhængig og i samme Øieblik evig uafhængig. »Ikkun Loven kan give Friheden.« Ak, man mener saa ofte, at Friheden er til, og at det er Loven, som binder Friheden. Dog er det just omvendt; uden Loven er Friheden slet ikke til, og det er Loven, som giver Friheden. Man mener ogsaa, at det er Loven, der gjør Forskjel, fordi der, naar Loven ikke er, slet ingen Forskjel er. Dog er det omvendt; naar det er Loven, som gjør Forskjel, saa er det just Loven, som gjør Alle lige for Loven. Saaledes frigjør dette »skal« Kjerligheden i salig Uafhængighed; en saadan Kjerlighed staaer og falder ikke med sin Gjenstands Tilfældighed, den staaer og falder med Evighedens Lov – men saa falder den jo aldrig; en saadan Kjerlighed afhænger ikke af Dette eller Hiint, den afhænger kun af – det eneste Frigjørende, altsaa er den evigt uafhængig. Med denne Uafhængighed kan ingen sammenlignes. Stundom priser Verden den stolte Uafhængighed, som formener ingen Trang at føle til at blive elsket, om den dog tillige mener »at behøve andre Mennesker – ikke for at elskes af dem, men for at elske dem, for dog at have Nogen at elske.« O, hvor usand er ikke denne Uafhængighed! Den føler ingen Trang til at blive elsket, og dog behøver den Nogen at elske; den trænger altsaa til et andet Menneske – for at kunne tilfredsstille sin stolte Selvfølelse. Er dette ikke, som naar Forfængeligheden mener at kunne undvære Verden og dog trænger til Verden, det er, til at Verden bliver vidende om, at Forfængeligheden ikke trænger til Verden. Men den Kjerlighed, der undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, føler vistnok en Trang til at blive elsket, og denne Trang med dette »skal« er derfor en evigt samstemmende Overeensstemmelse; men den kan undvære, hvis saa skal være, medens den dog vedbliver at elske: er dette ikke Uafhængighed? Denne Uafhængighed er kun afhængig af Kjerligheden selv ved Evighedens »skal«, den er ikke afhængig af noget Andet, og derfor heller ikke afhængig af Kjerlighedens Gjenstand, saa snart denne viser sig at være et Andet. Dog betyder dette ikke, at den uafhængige Kjerlighed saa ophørte, forvandlede sig til stolt Selvtilfredshed; dette er Afhængighed. Nei, Kjerligheden bliver , det er Uaf hængighed. Uforandrethed er den sande Uafhængighed; enhver Forandring, det være Svaghedens Besvimen eller Stolthedens Kneisen, den sukkende eller den selvtilfredse, er Afhængighed. Dersom En, naar den Anden siger »jeg kan ikke elske Dig længere« stolt svarer »da kan jeg ogsaa lade være at elske Dig«: er dette Uafhængighed? Ak, det er jo Afhængighed, thi det, om han skal vedblive at elske eller ikke afhænger af, om den Anden vil elske. Men Den, som svarer »da skal jeg dog vedblive at elske Dig,« hans Kjerlighed er evig frigjort i salig Uafhængighed. Han siger det ikke stolt – afhængig af sin Stolthed, nei, han siger det ydmygt, ydmygende sig under Evighedens »skal«, netop derfor er han uafhængig. Kun naar det er Pligt at elske, kun da er Kjerligheden evig lykkelig sikkret mod Fortvivlelse. Den umiddelbare Kjerlighed kan blive ulykkelig, kan komme til Fortvivlelse. Det kunde atter synes et Udtryk for denne Kjerligheds Styrke, at den har Fortvivlelsens Kraft, men dette er dog kun Tilsyneladelse ; thi Fortvivlelsens Kraft, hvor meget den end anprises, er dog Afmagt, dens Høieste er netop dens Undergang. Dog det, at den umiddelbare Kjerlighed kan komme til at fortvivle, viser, at den er fortvivlet, at den, selv naar den er lykkelig, elsker med Fortvivlelsens Kræfter – elsker et andet Menneske »høiere end sig selv, høiere end Gud«. Om Fortvivlelse maa siges: kun Den kan fortvivle, der er fortvivlet. Naar den umiddelbare Kjerlighed fortvivler over Ulykken, da bliver det kun aabenbart, at den – var fortvivlet, at den i sin Lykke ogsaa havde været fortvivlet. Fortvivlelsen ligger i, med uendelig Lidenskab at forholde sig til et Enkelt; thi med uendelig Lidenskab kan man kun, hvis man ikke er fortvivlet, forholde sig til det Evige. Den umiddelbare Kjerlighed er saaledes fortvivlet; men naar den bliver lykkelig, som det hedder, skjules det for den, at den er fortvivlet, naar den bliver ulykkelig, bliver det aabenbart, at den – var fortvivlet. Den Kjerlighed derimod, som undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, kan aldrig fortvivle, netop fordi den ikke er fortvivlet. Fortvivlelse er nemlig ikke Noget, som kan hænde et Menneske, en Begivenhed ligesom Lykke og Ulykke. Fortvivlelse er et Misforhold i hans Væsens Inderste – saa langt, saa dybt kan ingen Skjebne eller Begivenhed gribe ind, den kan kun gjøre det aabenbart, at Misforholdet – var der. Derfor er der kun een Sikkerhed mod Fortvivlelse: at undergaae Evighedens Forandring ved Pligtens »skal«; Enhver, som ikke undergik denne Forandring, han er fortvivlet; Lykke og Medgang kan skjule over det, Ulykke og Modgang derimod, ikke som han mener gjøre ham fortvivlet, men gjøre det aabenbart, at han – var fortvivlet. Forsaavidt man taler anderledes, er det, fordi man paa en letfærdig Maade forvexler de høieste Begreber. Det, der nemlig gjør et Menneske fortvivlet, er ikke Ulykken, men er, at han mangler det Evige; Fortvivlelse er at mangle det Evige; Fortvivlelse er, ikke at have undergaaet Evighedens Forandring ved Pligtens »skal«. Fortvivlelse er altsaa ikke Tabet af den Elskede, det er Ulykken, Smerten, Lidelsen; men Fortvivlelsen er Manglen af det Evige. Hvorledes sikkres da Budets Kjerlighed mod Fortvivlelse? Ganske simpelt, ved Budet, ved dette »Du skal elske«. Deri ligger nemlig først og fremmest, Du maa end ikke elske paa den Maade, at Tabet af den Elskede vilde gjøre det aabenbart, at Du var fortvivlet, det er, Du maa slet ikke elske fortvivlet. Er dermed det at elske forbudt? Ingenlunde, det var dog vel og en underlig Tale, at det Bud, der siger »Du skal elske«, ved sin Befaling skulde forbyde at elske. Altsaa Budet forbyder kun at elske paa den Maade, som ikke er befalet; væsentligen er Budet ikke forbydende, men befalende, at Du skal elske. Altsaa Kjerligheds Budet sikkrer ikke mod Fortvivlelse ved Hjælp af matte, lunkne Trøstegrunde, at man ikke maa tage sig Noget for nær o. s. v. Er og vel en saadan kummerlig Kløgt, der »har ophørt at sørge« , er den vel mindre Fortvivlelse end den Elskendes Fortvivlelse, er den ikke snarere en endnu værre Art Fortvivlelse! Nei, Kjerligheds Budet forbyder Fortvivlelsen – ved at befale at elske. Hvo skulde have dette Mod uden Evigheden , hvo er berettiget til at sige dette »skal« uden Evigheden, der netop i det Øieblik, da Kjerligheden vil fortvivle over sin Ulykke, befaler at elske! Hvor kan denne Befaling have hjemme uden i Evigheden? Thi naar det i Timeligheden er gjort umuligt at besidde den Elskede, da siger Evigheden »Du skal elske«, det er, da frelser Evigheden Kjerligheden fra Fortvivlelse netop ved at gjøre den evig. Lad det være Døden, der skiller de Tvende ad – naar da den Efterladte vil synke i Fortvivlelse: hvad skal saa hjælpe? Timelig Hjælp er en endnu sørgeligere Art Fortvivlelse; men saa hjælper Evigheden. Naar den siger »Du skal elske«, saa siger den dermed »Din Kjerlighed har en evig Gyldighed«; men den siger det ikke trøstende, thi dette vilde ikke hjælpe, den siger det befa lende, just fordi der er Fare paafærde. Og naar Evigheden siger »Du skal elske«, saa bliver det jo dens Sag at indestaae for, at det lader sig gjøre. O, hvad er al anden Trøst mod Evighedens, hvad er al anden Sjelesorg mod Evighedens! Vilde den tale mildere og sige »trøst Dig«, da skulde vel den Sørgende have Indvendinger tilrede ; men – ja det er ikke fordi Evigheden stolt ingen Indvending vil taale – af Omsorg for den Sørgende befaler den »Du skal elske«. Vidunderlige Trøstetale, vidunderlige Medlidenhed; thi menneskelig talt er det jo dog det Besynderligste, næsten som en Spot, at sige til den Fortvivlende, at han skal gjøre det, som var hans eneste Ønske, men hvis Umulighed bringer ham til Fortvivlelse. Behøves der noget andet Beviis for, at Kjerligheds-Budet er af guddommelig Oprindelse! Har Du forsøgt det, eller forsøg det, træd hen til en saadan Sørgende i det Øieblik, da Tabet af den Elskede vil overvælde ham, og see saa, hvad Du kan finde paa at sige; tilstaae det, Du vil trøste; det Eneste, Du ikke vil falde paa, er, at sige »Du skal elske«. Og paa den anden Side, forsøg det, om det ikke i det første Øieblik, naar det siges, næsten forbittrer den Sørgende, fordi det synes det meest Upassende at sige ved denne Leilighed. O, men Du, som gjorde den alvorlige Erfaring, Du, som i det tunge Øieblik fandt Tomheden og Modbydeligheden i de menneskelige Trøstegrunde – men ingen Trøst; Du, som med Forfærdelse opdagede, at end ikke Evighedens Formaning kunde holde Dig fra at synke: Du lærte at elske dette »skal«, som frelser fra Fortvivlelse! Hvad Du maaskee ofte i mindre Forhold havde sandet, at den sande Opbyggelse er, at der tales strengt, det lærte Du her i dybeste Forstand: at kun dette »skal« evig lykkeligt frelser fra Fortvivlelse. Evig lykkeligt – ja, thi kun Den er frelst fra Fortvivlelse, som er evig frelst fra Fortvivlelse. Den Kjerlighed, som undergik Evighedens Forandring ved at blive Pligt, er ikke fritagen fra Ulykke, men den er frelst fra Fortvivlelse, i Lykke og Ulykke lige meget frelst fra Fortvivlelse. See, Lidenskaben ophidser , jordisk Kløgt køler, men hverken denne Hede, ei heller denne Kulde, ei heller Blandingen af denne Hede og denne Kulde er Evighedens rene Luft. Der er i denne Hede noget Hidsigt , og der er i denne Kulde noget Skarpt, og der er i Blandingen noget Ubestemt, eller en ubevidst Lumskhed som i Foraarets farlige Tid. Men dette »Du skal elske« tager alt det Usunde bort og bevarer det Sunde for Evigheden. Saaledes er det overalt, dette Evighedens »skal« er det Frelsende, det Luttrende, det Forædlende. Sid hos en dybt Sørgende; det kan et Øieblik lindre, hvis Du har denne Evne at kunne give Lidenskaben Fortvivlelsens Udtryk, som end ikke den Sørgende selv formaaer; men det er dog det Usande. Det kan et Øieblik kølende friste , hvis Du har Klogskab og Erfaring til at skaffe midlertidig Udsigt, hvor den Sørgende ingen seer; men det er dog det Usande. Derimod dette »Du skal sørge«, det er baade det Sande og det Skjønne. Jeg skal ikke have Lov til at forhærde mig mod Livets Smerte, thi jeg skal sørge; men jeg skal heller ikke have Lov til at fortvivle, thi jeg skal sørge; og dog skal jeg heller ikke have Lov til at ophøre at sørge, thi jeg skal sørge. Saaledes ogsaa med Kjerlighed. Du skal ikke have Lov at forhærde Dig mod denne Følelse, thi Du skal elske; men Du skal heller ikke have Lov at elske fortvivlet, thi Du skal elske; og lige saa lidet skal Du have Lov at forqvakle denne Følelse i Dig, thi Du skal elske. Du skal bevare Kjerligheden, og Du skal bevare Dig selv, ved og i at bevare Dig selv bevare Kjerligheden. Der, hvor det blot Menneskelige vil storme frem, der holder Budet igjen; der, hvor det blot Menneskelige vil tabe Modet, der styrker Budet; der, hvor det blot Menneskelige vil blive træt og kløgtigt, der opflammer Budet og giver Viisdom. Budet fortærer og udbrænder det Usunde i Din Kjerlighed, men ved Budet skal Du igjen kunne opflamme den, naar den menneskelig talt vilde aflade . Der hvor Du mener sagtens selv at kunne raade, der tage Du Budet med paa Raad; der hvor Du fortvivlet vil raade Dig selv , der skal Du tage Budet med paa Raad; men der hvor Du ikke veed at raade, der skal saa Budet raade for , at Alt dog bliver godt.