Det moderne sammenbrud: V V Det moderne sammenbrud Tilstanden Alva og Gunnar Myrdal hed et svensk ægtepar, der tilhørte den frisindede, intellektuelle 30’er-generation. Hun drev psykoanalytiske, socialpædagogiske studier, han var nationaløkonom og professor, og begge blev internationalt berømte, prototyper på en fremskridtsvenlig, social bevidst holdning fra Skandinavien. Myrdalerne. Sammen skabte de et hjem i funkis og frigjorthed, og Alva Myrdal gav undervisning i forældrekundskab og børnepsykologi og opdrog sine børn efter de mest moderne principper. Der var langt fra fortidens autoritære børneopdragelse. En ny slægt i fordomsfrihed og fri udfoldelse og lykke og „sol og lys og luft“. Men i 1982 udgav deres ældste søn Jan en bog om sin barndom, og det var ikke lykkelige barneår, han fortalte om. Det var kulde og afstand og eksperimenter med børn. „Jeg var et problembarn. Det sagde de allesammen. Og jeg vidste, hvem der havde sagt det til dem, og hvem der altid sagde det: Farmor sagde det ikke. Og ikke Mela. Og ikke Elsa. Men Alva og Gunnar sagde det. De sagde det til mig. De sagde det til Mary. De sagde det til hinanden, og de sagde det til alle, de kendte. Det var ikke morsomt at gå hjem. De var der jo. Men det var næsten aldrig morsomt at gå hjem, bortset fra om formiddagen, når de ikke var hjemme. Men da var jeg jo i skole, selvfølgelig, hvis Mary ikke havde givet mig lov til at være syg, så jeg kunne blive hjemme og lege. … Det hændte, at jeg stillede mig midt på gulvet og ligefrem skreg: – Lad mig være i fred! Lad mig være i fred! når Alva talte med sine veninder om mig. Hun sad i den sorte stol, og en veninde sad i den gule stol, og en veninde sad i den røde stol, og Alva fløjtede med stemmen og talte om mine problemer. Jeg var kommet ind og stod ved døren og hørte på. Et kort øjeblik hvilede hendes grå øjne på mig. Nu fortalte hun om mine søvnproblemer. Jeg tissede i bukserne om natten, når jeg sad på stolene ved vinduet og kiggede ud over kanalen. Da skreg jeg til hende og de andre damer, at de skulle lade mig være i fred. – Ja, I kan selv høre det. Sådan er han, sagde hun. Og så sukkede hun. Mod dette var jeg helt forsvarsløs. Jeg har aldrig været ude for, at man havde givet et barn så dårligt rygte, eller at det var lykkedes for nogen at fremstille netop barnet som så skyldigt, uden at de selv fik en eneste plet. Nu, langt senere, tror jeg, at denne måde at tale på tilhørte tredivergenerationens frigjorthed. Man havde gjort sig fri af farmors sentimentalitet. Det viste man hinanden ved at tale om børnene som små væmmelige tilfælde. Farmor forlangte aftenbøn og Nu lukker sig mit øje og tie stille, når de store taler, og vaske hænder, men hun bagtalte ikke nogen“. (Jan Myrdal: „Barndom“) Sådan blev den virkelighed, 30’erne skabte. Det skulle være så godt, men så blev det faktisk skidt. Det skulle være efter de mest fremskridtsvenlige, adfærdsvidenskabelige og humanistiske principper. Men virkeligheden ville ikke som principperne. En ny lykke på en ny jord – menneskeheden befriet fra de gamle fordomme og sorte skygger. Men skyggerne voksede sig større og sortere og faldt ind over et barnesind og fyldte det med angst og desperation. Og i det samme Sverige var lovgivningen præget af Myrdalernes sociale bevidsthed og ville betrygge borgerne i „folkhemmat“ og sikre alle børn en sund og harmonisk udvikling. Derfor blev socialforvaltningerne store og magtfulde og kunne hjælpe familierne med at skabe lykkelige børn, og psykologer og pædagoger var i konstant beredskab med deres bedste ideer og nyeste terapi og tog alle sammen sigte på barnets tarv. Livet kunne blomstre og lykkes. Den sociale stat ville kun det gode. Men i godhedens navn slog den familierne i stykker og rev børnene fra forældrene og drev begge parter på flugt ud af landet, hvis de ville forblive sammen. Det var for barnets skyld, men barnet kunne ikke få lov til at være barn for de eksperter i børnepsykologi, der ville hjælpe det med det. Det var af hensyn til lykken og fremtiden, men den sociale forsorg skabte ulykkelige børn og voksne, som ikke kunne få en fremtid i deres eget land. „Sidste vinter måtte familien Lilja flygte fra Stockholm via Helsinki til New York for at beholde deres to-årige søn Alan. Socialstyrelsen i Stockholm ønskede at fjerne Alan fra hans forældre og sende ham til plejebehandling på klinikken for børnepsykiatri på St. Göran sygehus, fordi faderen Karl havde „en dårlig indflydelse på barnets opvækst og dets psykiske udvikling“. (Jyllands-Posten 14. august 1983) Det skulle være så godt, men så blev det faktisk skidt. Tilstanden var kendt ikke blot i Sverige, men også i Danmark – omend ikke så grel. Og det blev måske skidt, fordi det netop skulle være så godt. Der synes at have været en ukendt faktor i regnestykket, som har spoleret resultatet. Hvad har man glemt? Hvad tog man ikke i betragtning? Det skulle være så godt – men er det så nemt at være god? Er menneskelivet en sådan maskine, hvor man kan putte de rigtige ideer ind foroven og få retfærdighed og godhed ud forneden? Eller har man overset noget afgørende – en dialektik, der gør det bedste til det værste, en tilværelsens ironi, der spotter alle fromme, fingernemme teorier ved at forvandle dem til en grum og ond virkelighed. Er det ondskaben, der har været den oversete faktor i stykket? Er det endda sådan, at det var godheden, der blev ond, fordi den slet ikke havde næret nogen tvivl om sin egen godhed? Er de moderne tilstande vidnesbyrdet om en menneskelig virkelighed, som falder netop dem i ryggen, der tror sig færdige med den? 68 og derefter Studenteroprøret i 1968 var en forlængelse af den revolutionære humanisme fra 30’erne. Den unge Marx havde været på mode i intellektuelle kredse siden 60’ernes begyndelse, og begivenhederne i 68 førte til en ny-marxistisk vækkelse. Til den ende hentede man gamle marxister ind fra kulden – Marcuse, Ernst Bloch, Adorno. Den ideologiske terminologi fra 30’erne fik en renæssance, og da de unge oprørere af gode grunde ikke kunne huske at have hørt det før, følte de sig originale og oprørske i forhold til deres samtid ved at gentage ordene og begreberne. I midten af 50’erne havde Elias Bredsdorff, der da var dansk lektor i Cambridge, hånet 50’ernes ungdom, fordi den ikke var lige så idealistisk og engageret som 30’ernes, men i slutningen af 60’erne fik han et svar, som glædede hans ideologiske sjæl. Den revolutionære humanisme kom igen i en ny og forynget udgave og var snart i gang med at forme en hel studentergenerations tankebaner og sprog. Næste skridt på en lang vej. Humanismen fra 19. og 20. århundrede i endnu et fremstød til skabelse af de forjættende tilstande, som europæisk åndsliv og politik havde sunget så henført om siden oplysningstiden og den franske revolution. Bryd professorvældet! råbte studenterne på universitetet. Ned med undertrykkelse! udbytning! kapitalisme! lød det derefter i den gamle forestilling om det frie og frigjorte menneske. En lang, intellektuel tradition fik atter livskraft efter et par årtier, hvor verdenskrig og Vestens pinagtige bekendtskab med totalitarisme havde tvunget den i defensiven, og nu ville den – endnu en gang – fremstille en ny himmel og en ny jord. Derfor blev det klasseløse samfund studenternes slagord. Derfor blev drømmen om „det menneskelige menneske“ (Marx) generationens idé. Derfor blev forvandlingen af demokrati til demokratisme tidens program. Studentergenerationen vidste sig bevidstgjort, når den monotont gentog den revolutionære humanismes problemstilling – og da den offentlige mening var grundlæggende støbt i humanismens form og gav Elias Bredsdorff ret i, at 30’erne havde været en stor og idealistisk tid, fandt der en formelig kulturrevolution sted i de vestlige lande. Den totale politisering: at alt er politik. Den totalitære forståelse af menneskelivet i „demokratiets“ navn – hvorfor Poul Henningsen kom til ny ære og værdighed. En herskende klasse af yngre ideologer, der søgte at overtage og bestemme de vestlige lande og som i første række sigtede på uddannelsesanstalterne og den offentlige mening: 1. Det kapitalistiske USA blev en hovedfjende så sandt som „kapitalisme“ er ideologiens skræmmebillede nr. 1, og i Vietnam-krigen fandt ny-marxismen en velegnet agitationsmark. Nu fyldtes gaderne af oprørske demonstranter, som bar transparenter og råbte talekor foran de amerikanske ambassader i Vestens hovedstæder, og at de færreste vidste og kunne vide noget om den faktiske situation i det fjerne, fremmedartede land gjorde ikke forargelsen mindre. Det gjorde det kun så meget lettere at hengive sig til dens følelsesrus. Ho Chi Minh! råbte studenterne og løb i kæder i stormløb gennem gaderne under påkaldelse af et eksotisk navn, der kunne krydre den danske virkelighed med Olsen, Hansen og Jensen. Kun tilsyneladende drejede det sig om krigen i Indokina, for hensigten var i hvert land indenrigspolitisk: at radikalisere opinionen, at bevæge masserne, at udbrede og grundfæste ideologien. Man fandt i USA det onde, og hvor det onde først er identificeret og sat på formel, er uenigheden om det gode bragt til ophør. Det er jo det ondes modsætning. Det blev USA’s politiske og ideologiske modpart. Det blev anti-kapitalisme og lighedsdyrkelse. Det blev med andre ord marxismen, og at man fandt det opportunt at benægte slægtskabet med Sovjetunionen – det var altid en helt anden slags socialisme, man var tilhænger af – forhindrede ikke, at sympatien dermed gled sagte og umærkeligt i retning af de erklæret totalitære lande og systemer. Mao-Kina kom på mode, som lå længere væk end Vietnam og hvor verifikationsmulighederne var endnu mindre, og danske intellektuelle kom hjem fra rejse i det lukkede samfund og fremstillede det ny Kina som det forjættede land, hvor de ikke havde set andet end glade, smilende ansigter. Castros Cuba blev et andet endemål for drømmene om et klasseløst paradis på jord, og samtidig med at Che Guevaras skikkelse antog en helgens karakter og hans skæggede ansigt blev båret på brystet af den vestlige ungdoms T-shirts og ophængt på væggene i deres værelser, rejste skarer af overbeviste unge til festival i det nyskabte kommunistiske samfund og var begejstrede og ukritiske og kom hjem som øjenvidner. 30’ernes pilgrimsrejser til Sovjetunionen gik igen i kun lidt ændret skikkelse, og virkningen blev den samme: længslerne mod et nyt menneske på en ny jord fik navn og adresse, og gamle, forhærdede intellektuelle som Bertrand Russell og Sartre stillede sig til rådighed for tribunaler og propaganda, der skulle dele virkeligheden i hvidt og sort, himmel og helvede. I midten af 70’erne tvang den vestlige opinion USA til at trække sig ud af Vietnam og overlade vietnameserne til deres skæbne. 2. Den således aktiviserede akademiske ungdom gik i gang med at lave „det her samfund“ om. Studenterne organiserede sig i politiske og ideologiske grupper og udgav tidsskrifter og gik ind i et arbejde af agitatorisk og „bevidstgørende“ art. Masserne skulle bringes til at forstå tilværelsens egentlige sammenhænge og „strukturer“ – hvilke altid var klassekampens. Der kom folkesocialister og venstresocialister og KAP’ere og marxist-leninister og andre variationer af ny-marxismen, og Politisk Revy blev eet samlingspunkt og det litterære Vindrosen et andet, hvor den bevidstgørende bestræbelse kom til udtryk i kaskader af artikler og analyser og manifester, som beviste klassekampens realitet og forskellige veje i det „senkapitalistiske“ samfund og talte en mandarin-dialekt af fremmedord og begreber, som var uforståelige for menigmand, men som ved sin karakter af et kun for de indforståede tungemål tjente til at svejse den implicerede studenterungdom sammen i en slags logelignende søstre- og brødreordener. Revolutionen stod for døren, erklæredes det. Den revolutionære fase i den uundgåelige udvikling henimod det nye samfund af „frie“ mennesker var ved at være inde, og revolutionens sønner og døtre arbejdede ihærdigt på at hidkalde det uundgåelige, der ville komme helt af sig selv. Verdensbankens besøg i København i 1970 blev een begivenhed, hvor bestræbelserne manifesteredes. I Vest-Berlin havde den persiske shahs besøg været en anden. De idealistiske og revolutionære humanister skabte borgerkrigslignende tilstande på gaderne, og på deres respektive uddannelsessteder indførte de med hård hånd et klima af ideologisk rettroenhed, som talte og tænkte i samme ny-marxistiske takt og var overbevist om, at en ny tid under lighedens og den absolutte emancipations bannermærke var lige ved at oprinde. We want the world and we want it now! 3. Og som i de ydre forhold, således i de indre. Nu skulle mennesket virkelig frigøres fra alle bånd og begrænsninger, der uden undtagelse blev kaldt for borgerlige, og ægteskabet og familien blev genstande for en ideologisk foragt, der via den mondæne halvvidenskabelighed sivede ud i befolkningen igennem dameblade og ugeblade. Den accelererende „kvindekamp“ blev her en betydningsfuld faktor. Kvinden skulle helt og fuldt befries fra den „kvinderolle“, der var skabt af mandssamfundet, og børnene skulle frigøres fra den undertrykkende opdragelse, som deres forældre udøvede. Adfærdsvidenskabelighedens politiske muligheder, som Hans Kirk og Poul Henningsen havde haft et klart blik for i 30’erne, kom i 60’erne og 70’erne til fuld udfoldelse. Den ideologiske psykolog Jesper Jensen stillede i Politisk Revy forslag om indførelse af „forældrecertifikat“ – at man kunne kun få lov til at få børn, hvis man ved en eksamen bestod de af den politiserende adfærdsvidenskabelighed opstillede krav. BRIS, „Børns Rettigheder I Samfundet“, blev en magtfuld forening, der agiterede for børns unddragelse fra forældrenes myndighed, og som bl.a. igennem Danmarks Radio – en betydningsfuld deltager i kulturrevolutionen – kunne henvende sig direkte til børnene. „Revselsesretten“, der var et gammeldags udtryk for forældremyndighedens eksistens, blev genstand for stadige og organiserede stormløb fra psykologer og pædagoger, som i videnskabens navn ville have børneopdragelsens tyngdepunkt flyttet fra hjemmet til „samfundet“ – dvs. socialforvaltningerne, hvor de samme psykologer og pædagoger herskede. Og det institutionaliserede ægteskab kom under en trommeild fra den ideologisk dirigerede opinion, der fandt ægteskabet uforeneligt med menneskelig frihed og lighed, idet man udråbte over tagene, at to mennesker kan ikke eje hinanden. Ejendom var et kapitalistisk fænomen. Anti-kapitalister måtte forsage enhver besiddelse og derfor også ægteskabet. Og således blev forholdet mellem mand og kvinde gjort til et „frit“ forhold, hvor det gjaldt om at realisere sine muligheder og udvide sit oplevelsesfelt uafhængigt af det andet menneske, der nu ikke var ens ægtefælle, men ens „partner“. Selvrealisering. Udfoldelse. Emancipation. Hele humanismens velkendte problematik – men i 60’erne og 70’erne i en radikaliseret og mere omfattende folkeudgave. I løbet af et tiår indfandt konsekvenserne sig: 1. I slutningen af 70’erne, kort tid efter kommunisternes erobring af Sydvietnam, begyndte der at komme vietnamesiske flygtninge til det Vesten, hvis intellektuelle opinion havde været årsag til USA’s tilbagetrækning og Nordvietnams sejr. På tømmerflåder og i spinkle både, stuvet sammen på hver eneste tomme, med rædslen i øjne og sind, vovede mænd og kvinder sig ud på en livsfarlig flugt over et hav, der var fuldt af sørøvere og hajer, og hvis de nåede frelst i land, kunne de fortælle om tilstandene i det Vietnam, de havde forladt. Nu var den ideologiske befrielse kommet til Sydvietnam, men befrielsen betød slavelejre og ensretning. Et jernhårdt diktatur havde sænket sig over landet, og som altid i diktaturer blev folkets skrig kvalt i halsen på det. Før havde den internationale presse oversvømmet Sydvietnam og viderebragt enhver nyhed til hele verden, og ingen amerikansk udåd, f.eks. en panikslagen ung løjtnants vilde skyderi mod civile, var undgået verdens opmærksomhed og fordømmelse. Nu herskede tavsheden. Grænserne var hermetisk lukkede. Og kun de forrevne, skrækslagne flygtninge, der nåede frelst i land – mange omkom på havet – kunne fortælle om de grufulde begivenheder, der fandt sted i Vietnam. Den vestlige opinion skuttede sig i ubehag. Dette var generende. Men hvad gør en herskende offentlig mening, når de pinlige konsekvenser af dens ord og gerninger kommer for en dag? Hvad gjorde Mogens Fog, da hans nære ven Arne Munch-Petersen forsvandt sporløst i det kommunistiske samfund, der var hans drømmes mål? Hvad gjorde Ebbe Reich og Johan Fjord Jensen og Villy Sørensen og Erik Knudsen i anledning af bådflygtningene? Man finder på bortforklaringer – hvis man ikke tier hårdnakket. Der var nok tale om en misforståelse. Det var sikkert selvforskyldt. Kendsgerningerne var belastende og belastede samvittigheden, men en ideologisk samvittighed er disciplineret og har vænnet sig selv til at kunne undskylde og omforklare alle kompromitterende kendsgerninger for at bevare troen på ideologien. Den intellektuelle opinion i Vesten var den skyldige! Disse flygtende mænds og kvinders lidelser var opinionens skyld. De vestlige intellektuelle, de og ingen andre, havde skylden for det vietnamesiske folks uhyggelige og tragiske skæbne. Men Vietnam havde ikke længere deres interesse … Alligevel rumsterede skylden i deres indre, og da Mao-Kinas facade derefter krakelerede og det viste sig, at også her havde virkeligheden heddet diktatur og koncentrationslejre, bredte forvirringen sig. Man havde været så overbevist om bare at være god og retfærdig – og så havde man sagt god for noget, der dårligt kunne kaldes for andet end ondt. Ikke blot Mao-Kinas, men ny-marxismens facade krakelerede. Uhyggelige oplysninger om de fjerne lande drev i land i Vesten som uvelkomne vragrester fra det land Utopia. Man havde ikke blot troet på, men tilbedt en løgn. Og da sandheden, den lige så ubehagelige sandhed om Castros Cuba, hvor også diktaturets dystre verden herskede, trængte ud til de revolutionære humanister i Vesten, indfandt depressionen sig. Man havde levet og arbejdet på en livsløgn – en ideologi, der skulle være så god og smuk. Og så var den faktisk ond og grim. Det var det ene sammenbrud. 2. Det næste indfandt sig, da konsekvenserne af den ideologiske og indenrigspolitiske forbedring af „det her samfund“ begyndte at vise sig. I Danmark havde mange idealistiske forhåbninger været knyttet til eksperimentet i Tvind. Her fødtes det nye, retfærdige samfund. Solidaritet, lighed, proletarisk menneskelighed. Velmenende forældre havde sendt deres børn til Tvind for at lade dem møde en ægte idealisme og få del i en bedre fremtid. Og så viste virkeligheden sig at hedde gruppeterror, ideologisk tvang, massiv ensretning. Atter dukkede der flygtninge op. Lasede og udhungrede drenge og piger nåede hjem til deres forbløffede forældre med nerverne i uorden efter at være flygtet fra Tvind-skolerne ved nattetide eller efter at have hutlet sig igennem Europa fra en af de idealistiske rejser til u-landene. Forældrene opdagede, at de havde givet deres børn i hænderne på hensynsløse kommissærer. Kollektivets totale og systematiske underkuelse af den enkelte. Hvad var det hele dog for noget? Bedre fik den herskende opinion det ikke, da de ideologiske grupperinger fra studenteroprørets begyndelse tog til at udfolde sig. Den revolutionære humanisme viste sig endnu en gang at munde ud i terror. Det går jo nemlig aldrig hurtigt nok med at forvandle den genstridige jord og frembringe et nyt menneske i et nyt samfund, og så må man fremtvinge forandringen. Idealismen udviklede sig i løbet af 70’erne til blodig vold. De idealistiske tyske studenteroprørere blev til Baader-Meinhof gruppen, der myrdede og udryddede „systemets“ mænd uden skånsel. Terrorismen trak sit blodige spor over Tyskland og spredte rædsel omkring sig. Alt var disse retfærdige tilladt. Det var atter de af ideen besatte, der viste deres sande ansigt, og hvad terroristerne udrettede i Tyskland, blev fulgt op af de Røde Brigader i Italien – som ifølge Karen Dissings bog om „Terrorismen“ har direkte forbindelser til de totalitære stater øst for jerntæppet, hvorfra de forsynes med våben og instruktion. Aldo Moros lig i bagagerummet på en bil i en gade i Rom var ikke til at bortforklare. Terrormord og -knæskydninger chokerede den vestlige verden. Det var altsammen studenteroprørets udløbere. Det var unge mennesker, der kæmpede for det retfærdige, ikke-udbyttende samfund og det frigjorte, menneskelige menneske. Men det blev til vold og mord og terror. 3. Også i de indre, mellemmenneskelige forhold satte emancipationsideologien sig spor. Frigjorthed blev til ensomhed. Frihed blev til ligegyldighed. Man ville ikke „eje“ hinanden – hverken børn eller voksne, men virkeligheden var, at man derved var ligeglade med hinanden og svigtede hinanden og efterlod både børn og voksne i et tomrum, hvor ingen menneskesjæl kunne slå rod. Kulde. Afstand. Menneskelig opløsning. Det blev konsekvensen, hvor den humanistiske ideologi gjorde alvor af ideen, og den ene efter den anden begyndte at mærke det på sind og krop, efterhånden som 70’erne skred frem. Det er slet ingen lykke at være „fri“. Det er en ulykke, for denne „frihed“ er et andet ord for at skære båndene til næsten over, men uden næste ingen varme, ingen menneskelig virkelighed. Hvor ingen må eje hinanden, ægtefællerne ikke hverandre, børnene ikke forældrene og forældrene ikke børnene, forkrøbles alt liv og ender med at visne, for menneskeliv er at eje hinanden – dvs. at være knyttet til hinanden, at høre sammen i gensidig forpligtethed. Stadigt flere børn og voksne kom i tiåret efter 1968 til at erfare, hvad adfærdsvidenskabeligheden bærer i sit skød: at den betyder menneskelig af-livning, fordi den i videnskabens navn vil objektivere og systematisere, hvad der kun kan leves i en bestandig vorden, eftersom menneskelivet – med Kierkegaards udtryk – leves forlæns og er uforeneligt med system. I stedet for at leve med hinanden og holde ud med hinanden i konflikter og vanskelige forhold kom de arme mennesker i hænderne på behandlere, der under påberåbelse af psykologisk og pædagogisk ekspertise kun kunne tage livet af livet. Under denne alt menneskeligt dræbende indflydelse blev det da moderne at høre op med at leve det: ikke at turde få børn, ikke at turde binde sig, ikke at turde gå ind i fremtiden. Sammenbruddets årti. Det moderne sammenbrud ved indgangen til 80’erne. Og i disse år lød der en røst, som satte det hele i historisk og principielt perspektiv. Alexander Solsjenitsyns forfatterskab blev en verdenshistorisk begivenhed i kraft af dets profetiske, uafviselige karakter. Igennem først og fremmest „Gulag Øhavet“ fik den herskende ideologiske opinion i Vesten revet bindet fra sine øjne – ikke blot vedrørende Sovjetunionens historie og sande indhold, men også vedrørende sig selv: at alle disse forbrydelser mod mennesket var ikke sket på trods af, men på grund af ideologien, den, som også Vesten i mere moderat og liberal form var bestemt af. Det begyndte at gå op for flere og flere, at det egentligt inhumane er humanismen. Den intellektuelle tradition blev hjemsøgt af anfægtelser. Her havde den i to hundrede år gjort mennesket, det frigjorte og suveræne, til sit program, men den således programmatiske menneskelighed har Gulag som sin konsekvens, fordi programmet da bliver vigtigere end mennesket. I humanismens navn var enhver inhumanitet blevet forklaret og undskyldt. I Sovjetunionen havde det kommunistiske parti gjort menneskeudryddelsen i stor målestok til nødvendige omkostninger på udviklingens og fremskridtets bane – og det var da selve disse grundlæggende begreber, der kom under anklage. Er „udviklingen“ i grunden andet end en Molok, på hvis alter man finder undskyldning for at ofre millionerne? Er „fremskridtet“ ikke kun et dæmonisk spøgelse, ved hvis hjælp man holder sig sin næste og sin eksistens på afstand? Den idealistiske humanisme – var den i virkeligheden selve dæmoniens væsen? Alexander Solsjenitsyn var kommet levende ud af dødens hus, og dette i forbindelse med hans litterære geni gav hans ord en myndighed, som gjorde det vanskeligt at afvise sådanne spørgsmål. Hans forfatterskab gav genlyd i alle vestlige lande. Det udfordrede den grundlæggende, humanistiske tradition, der per instinkt havde foretrukket menneskeheden for mennesket og diktaturet for friheden, når blot det havde været et „fremskridtsvenligt“ diktatur, og i sammenhæng med den øvrige desillusionerende udvikling i 70’erne skabte udfordringen krise og krisen skabte – ja, fornemmelse af en slags åndelig bankerot. De i 1980 startede fredsbevægelser kunne udskyde erkendelsen. De var født af ideologi og førte til ideologi. De var den trængte marxistiske opinions forsøg på at bevare initiativet. Alligevel kunne ingen ideologisk kampagne overdøve de indre rystelser, der varslede sammenbrud, og ingen opmærksom iagttager kunne heller tage fejl af, at sammenbruddet gjaldt en tohundredeårig humanisme – linien fra guillotinen til Gulag.