Det moderne sammenbrud: Efterskrift Efterskrift Ti år for tidligt Denne bog udkom i 1984, fem år før muren faldt og syv år før Sovjetunionen blev til Rusland, og den kom derfor ti år for tidligt. Det historiske perspektiv, den trækker op og som ligger i titlen, var endnu ikke kommet til fuld og synlig udfoldelse, og derfor var det muligt at overse eller forbigå det for dem, hvem bogen var nærgående og ubehagelig. Det skete også. Og da det endelige sammenbrud for totalitarismen indtrådte, var der slet ingen interesse i at erindre den, for nu gjaldt det for den herskende politiske korrekthed om at holde helt mund eller tale om noget andet. Det har altid ærgret mig, for det principielle perspektiv i bogen forekommer mig så væsentligt, at jeg har haft vanskeligt ved at affinde mig med, at det blev fortonet. Modsætningen imellem kristendom og humanisme, imellem Kierkegaard og Marx, går til benet af de to sidste århundreders problematik, og hvis man ikke fatter det og holder det fast, forstår man efter min mening ikke, hvad det egentlig er, der er sket. Søren Kierkegaard er hovedpersonen i denne nyere tids udvikling – i hvert fald i en dansk sammenhæng. Han sætter problemstillingen og peger på, hvad sagen drejer sig om: at være menneske i skyld og ansvar i modsætning til den dehumanisering, der ligger i en humanistisk idealismes opfattelse af mennesket som et artsvæsen eller et socialt fænomen. Den kyniske menneskebehandling, som især det tyvende århundrede specialiserede sig i og som var af samme art, hvad enten den kaldte sig kommunistisk eller nazistisk eller demokratisk, var foregrebet og undsagt i Søren Kierkegaards forfatterskab, og det er dette principielle tema, bogen er skrevet for at fremhæve. Tillige vil den naturligvis også fortælle om totalitarismens vej igennem dansk åndsliv i to hundrede år. Den er både princip og historie. Og i en situation, hvor totalitarismens sammenbrud er indtruffet, synligt for alle, men hvor den totalitære tænkning så viser sig at dukke op i det Vesten, der mente at have overvundet det i Øst, ligger der en særlig betydning i at holde den grundlæggende problemstilling fast. Det er også ensbetydende med at fastholde Kierkegaards anliggende over for en Kierkegaard-læsning, der i lighed med Georg Brandes’ ønsker at reducere ham til æstetik og psykologi og biografiske anekdoter. Det er denne ligegyldiggørelse af Kierkegaard, de seneste og meget omtalte Kierkegaard-biografier betegner. Således går de den politiske korrektheds ærinde, der mest af alt vil forglemme og fortrænge og tale om noget andet end dens egne totalitære ord og gerninger, og således har jeg fundet det af værdi at genudsende det opgør, der omhyggeligt blev overhørt i 1984. Af alle årstal.