Det moderne sammenbrud: Fra udfordrer til underholder Fra udfordrer til underholder Det betyder naturligvis, at totalitarismens hovedmodstander, det kristelige sandhedsvidne, den radikale oprører imod den politiske korrektheds menneskeforagt, bliver fortiet og fortrængt, og sådan er det også gået. Det er atter Georg Brandes’ forvanskning af Søren Kierkegaard og hans forfatterskab, der hersker i Danmark. Efter at der virkelig har været øren at høre med og efter at forfatterskabet således er blevet hørt i al dets forargelige tidsopgør, har en anekdotisk, psykologiserende, litterær småsnak atter lukket sig om det, og den sære og kuriøse forfatter, som småsnakken gør Kierkegaard til, har vundet publikums bifald og er umådelig interessant. Det interessante er blevet trumf. Hans interessante forlovelseshistorie, hans interessante bukseben, som efter sigende ikke var lige lange, hans interessante forhold til den gamle hosekræmmer i det indelukkede barndomshjem, hans interessante stadie-teori, som man kan gøre filosofi og „eksistentialisme“ ud af – det er altsammen lige så interessant som det er ligegyldigt og ufarligt, og Peter Thielst og Joakim Garff bliver publikumsfavoritter og henter priser og prestige. For Joakim Garffs vedkommende var det Georg Brandes-prisen, han hentede, og overrækkelsen var virkelig sagligt berettiget, for Joakim Garffs store biografi „SAK“ lægger sig i kølvandet på Georg Brandes’ biografi fra 1877. Det er sørgeligt, men sandt. Det er sandt, at en teolog skriver så usagligt om Søren Kierkegaards forfatterskab. Det er sandt, at han og Peter Thielst fortrænger og ligegyldiggør Kierkegaards anliggende i en tid, hvor det er så aktuelt og så nødvendigt. Det er sandt, at de med omhu dyrker det interessante. Det er sandt og sørgeligt. Og der er så meget sørgeligere som der i Danmark i de seneste generationer har været en læsning og tolkning af Søren Kierkegaards forfatterskab, som virkelig trak dets anliggende op og lod det træde i karakter. Det skete ganske vist ikke umiddelbart efter Brandes-biografien. Georg Brandes havde held til at forvirre samtiden så meget, at selv mænd som Otto Møller og Jakob Knudsen, der sagligt var på linie med forfatterskabet og for hvem det havde været af umådelig værdi at kunne høste i det, skubbede ham fra sig som en sær fyr og en forskruet pietist. Bedre blev det selvsagt ikke af, at den danske kirke lod sig drive ind i en apologetisk position over for kulturradikalismen, som førte til, at den udnævnte Søren Kierkegaard til at være personlighedsdyrkelsens og den etiske idealismes talsmand, hvorved han kunne bruges af kirkeligheden, men hvorved jo også hans anliggende blev forfalsket. Sådan var situationen indtil afslutningen på Første Verdenskrig. Men med Tidehvervs frembrud i 1920’erne blev der øren at høre med og kom der saglig opmærksomhed, og især igennem K. Olesen Larsens indtrængende læsning af Søren Kierkegaard blev forfatterskabets anliggende hentet frem. Det skete i et teologisk og kirkeligt opgør. Men det skete også i et samtidsopgør, i hvilket Olesen Larsen meget klart så, hvor det egentlige modsætningsforhold lå til den humanistiske eller ideologiske linie, som dominerede århundredet. Han befandt sig så vist ikke i et teologisk elfenbenstårn. I lighed med Tidehverv som helhed trådte han i karakter på baggrund af en radikal evangelieforkyndelse og gjorde op med den humanistiske menneskeforagt, sådan som denne trådte frem i adfærdsvidenskabens menneskebehandling, i retsforståelsen, i historieopfattelsen og på opdragelsens område. Olesen Larsens forfatterskab er det nærmeste, Danmark i 20. århundrede kommer på Søren Kierkegaard. Her findes en radikalitet i opgøret, en skarphed i tænkningen og først og fremmest en dybde i problemstillingen, som efter min mening gør det til noget enestående i nyere dansk åndsliv. De to store værker, „Søren Kierkegaard læst af K. Olesen Larsen I-II“ og „At være Menneske I-II“, er af et format, der – ligesom Kierkegaard i forhold til sin eftertid – venter på at blive opdaget og hentet frem. Man kan beklage, at Olesen Larsen i adskillige år lod sig beslaglægge af K.E. Løgstrups overfladiske forhold til det kierkegaardske forfatterskab og til evangeliet i det hele taget. Der havde været væsentligere opgaver at tage op – for en Kierkegaard i 20. århundrede. På den anden side førte opgøret med Løgstrup også Olesen Larsen til at skærpe opmærksomheden om det afgørende i Kierkegaards forfatterskab og dermed i modsætningsforholdet til samtiden, og hans suveræne lille bog, „Videnskaben og Mennesket“ fra 1954, blev måske så befriende for mange af os, fordi den var udfordret af den humanistiske moralisme, der brød frem i Løgstrups bøger. Det er her, han tager fat på „enhedssystemet“, dvs. den hegelske systematik, naturvidenskab gjort til religion. Vendt mod sprogforskeren Paul Diderichsen, som han er i diskussion med, skriver han: „Den moderne videnskab har samlet et uhyre stof og udviklet en enestående dygtighed på fagtænkningens område; derfor fristes den let til at betragte sine forudsætninger som selvfølgeligheder eller overhovedet glemme, at den hviler på en forudsætning, dvs. at den kun drejer sig om en arbejdshypothese som forudsætning for en videnskabelig erkendelse af tilværelsen. Deraf den overlegne sikkerhed, ikke mindst for dem, hvis kendskab til naturvidenskab kun er andenhånds. Enhedssynet bliver til metafysik, til et enhedssystem. Eller – som vi også udtrykte det – videnskabens system bliver til et tilværelsens system. Det er enhedssystemet – camoufleret som naturvidenskab – Paul Diderichsen gør sig til talsmand for. Han kalder det for relativisme. Dette system ophæver eksistensen i systemet; det er tolerant over for alt, hvad der lader sig indordne i systemet, men absolut intolerant over for det frie, ansvarlige menneske. Enhedssystemet bærer over med mennesker; de er jo så forskellige, de er jo et produkt af arv og miljø og kan i grunden ikke gøre for det, men måske kan man ved overtalelse hjælpe dem til at kunne noget mere. Ens må man ikke forlange, de skal være, og ens må man ikke gøre dem, for så vidt man ikke er blevet ganske klar over deres behov og derfor kan vejlede dem til den rette tilfredsstillelse. – Af denne tolerance venter man sig alt muligt godt; jeg venter mig kun tyranni af den; vi ser det allerede pippe frem i den megen menneskebehandling, og vi skal nok få større ting at se. … Paul Diderichsens og min tale om ansvar har intet med hinanden at gøre, – derfor kan jeg ikke gå ind på hans smukke tilbud om at gengive mine udtryk i mere profane, mere moderne og videnskabeligt antagelige udtryk. Han taler om mennesket, som det må forstås i enhedssystemet; jeg taler om det eksisterende menneske; han taler om den objektive sandhed, om hvad der kan begrundes og demonstreres; jeg taler om den subjektive sandhed, sandheden om hvad et menneske skal, og den kan der kun siges ja eller nej til, eller som Kierkegaard udtrykker det: den er kun til for troen, – når man ved tro blot forstår den eksisterendes forhold til den subjektive sandhed. At subjektiviteten – det subjektive forhold til sandheden – er sandheden, gælder nemlig ikke blot kristeligt, om end også kristeligt.“ Således hævdedes menneskets ene fornødne, dets ansvar og frihed og skyld, over for den umenneskelighed, der voksede ud af humanismen efter Anden Verdenskrig, hvor menneskerettighederne på baggrund af nazismen ophøjedes til en hellighedsstatus, som en ny verdensorden missionerede og lovgav for, og hvor der derfor slet ikke var nogen sans for det totale tyranni, som en sådan politisk korrekthed på menneskerettighederne indebar, og Olesen Larsens aktualisering af det kierkegaardske anliggende åbnede øjnene på mange af os. Han blev virkelig læst – og ikke kun som en specialitet for teologiske feinschmeckere. Han blev læst og hørt i al sin stridige modsigelse af tidens afgudsdyrkelse. Han blev hørt som den, der satte evighedens perspektiv og dermed satte mennesket i frihed af systemet og tyrannerne. Denne læsning er udmøntet i Anders Kingos forfatterskab, især i hans disputats „Analogiens Teologi“, men også i hans og Sten Vedstesens bog „Hosekræmmerens Søn“, hvor det hele tiden er Kierkegaards kristelige og dermed egentlige anliggende, der er interessen. Men som bekendt er det gået sådan, at denne saglige Kierkegaard-læsning er blevet overfløjet af småsnakken fra de litterære saloner. Ironisk nok er det sket nogenlunde samtidig med, at der oprettedes et Søren Kierkegaard forskningscenter i København – men også ganske følgerigtigt, for når Kierkegaard overgives til forskningen, det, han selv kaldte „docenterne“, så ligegyldiggøres han naturligvis, fordi det da ikke drejer sig om at høre ham, personligt, på eget ansvar, men det drejer sig om at studere ham som fænomen, som en genstand, man iagttager i mikroskopet, men hvor man ikke selv er tiltalt og udfordret. Sådan er „forskningen“. Og sammenhørende med forskningen er derfor småsnakken, det åh så interessante, optagetheden af Kierkegaards bukseben og forlovelse og „filosofi“. Det er denne forvandling af Kirkegaard fra udfordrer til underholder, fra kristelig forfatter til underholdningsgenstand, de seneste biografier signalerer, og i sidste instans er det slet ikke tilfældigt, at denne udvikling finder sted samtidig med, at atmosfæren omkring os bliver stadigt mere isnende igennem den totalitære politiske korrekthed, der i 1990’erne erobrer den vestlige verden. Hvad angår Kierkegaard: fra anfægtelse til pop, fra alvor til pjat. Hvad angår samtiden: fra forsvaret af nationernes frihed til en overnational totalitarisme, fra forkyndelsen af den enkeltes frihed til en ideologisk ensretning. Jeg genudsender denne bog i et håb om, at den vil kunne åbne øjnene på nogle. Seem i april 2001. Søren Krarup.