Det moderne sammenbrud: Efter murens fald Efter murens fald Det moderne sammenbrud indtraf. I 1989 faldt muren. I 1991 faldt Sovjetunionen. Totalitarismen faldt og dens fald var stort – men ti år efter fristes man til at spørge, om der er nogen, som har opdaget det. 68 er rigtignok død og borte, men 68’erne sidder på hele magten og former omhyggeligt opinionen i 68-ideologiens billede og holdning. Muren faldt, totalitarismen afsløredes totalt – men hvis vi troede, at det betød, at anti-totalitarismen eller friheden ville udbrede sig mod øst, blev vi skuffede, for det modsatte skete: totalitarismens ufrihed har bredt sig over Vesten, og i dag er en politisk korrekthed, der i sig bærer alle marxismens totalitære træk og humanistiske messianisme, enerådende i det Europa, der er blevet til EU. Jeg forestiller mig somme tider, at nazismen havde sejret i Anden Verdenskrig eller at kommunismen havde sejret i Den Kolde Krig. Hvad var sket? Europa var naturligvis blevet omformet i henhold til den sejrende ideologi, Neuropa eller det klasseløse Europa, og sejrherren havde skabt europæiske organer, som skulle skole befolkningerne og påtvinge dem den rette bevisthed. Styrede kampagner. Mediernes stadige pression. Økonomiske gulerødder. En massiv og ensrettet propaganda, dirigeret fra Neuropas midtpunkt, som ensrettede europæerne og forbød „forkerte“ tanker og bandlyste „forkerte“ meninger. Sådan ville det være gået ved en nazistisk eller kommunistisk sejr, men sådan er det i dag efter „demokratiets“ sejr, hvor en ideologi af samme religiøse karakter, menneskerettighedernes, sidder på magten og hvor det „forkerte“ eller „onde“ er belagt med samme interdikt som i det nazistiske eller kommunistiske tyranni. Medierne præker det, domstolene dømmer det, politikerne øver det. Den „demokratiske“ ideologi er støbt over menneskerettighedernes læst, hvad der naturligvis betyder, at det onde i dagens EU hedder ulighed eller diskrimination eller racisme. Men forskellen er ens. Situationen er efter min mening ikke anderledes end den ville have været, hvis Anden Verdenskrig eller Den kolde Krig havde fået anden sejrherre, for befolkningerne i Europa er underlagt et nidkært regimente, der opretter en form for tankepoliti og lyser kættere i band. Ja, det moderne sammenbrud indtrådte virkelig, analysen var rigtig nok, men det viste sig så, at det sejrende demokrati i sig rummede just de totalitære træk, man havde stemplet i marxismen, og derfor bredte en ny totalitarisme sig efter murens fald og behersker nu vores EU-tilværelse. To typiske eksempler: En underafdeling af Europarådet i Strasbourg hedder ECRI, hvilket betyder Den Europæiske Kommission mod Racisme og Intolerance, og dette meningsdirigerende organ udsender rapporter om folkene i Europa, som skal tjene til at få folkene til at tænke korrekte tanker og udvise korrekt opførsel. Senest er det gået ud over Danmark, der af ECRI stemples som „racistisk“, fordi der i den danske befolkning er delte meninger om det lykkelige i at forvandle en gammel nation til et indvandrerland. „I et afsnit med overskriften „Emner, der vækker særlig bekymring“ konstaterer rapporten, at der på mange niveauer i det danske samfund er modstand mod at acceptere den kendsgerning, at Danmark i løbet af de seneste ti år i stigende grad er blevet et indvandrerland med otte pct. af befolkningen af udenlandsk herkomst.“ (Jyllands-Posten 3.4.2001) Og videre: „I en 29 sider lang rapport hudfletter organisationen danskernes negative holdninger til fremmede. Den opfordrer danske politikere, myndigheder, fagforeninger og medier til at gøre noget mere for at bekæmpe fremmedhadet.“ Dette er jo et vidnesbyrd om utilsløret forsøg på meningscensur eller ideologisk ensretning. I det totalitære samfund er friheden til at danne sig sin mening selv og i det hele taget at være sig selv som bekendt forbudt, og det tankevækkende i dagens EU-Europa er, at det er dette had til friheden eller denne propaganda for ufriheden, som skriver dagsordenen. Det var, hvad der skete, da muren faldt. En ny totalitarisme har taget over. En total ideologi, der kun i formuleringerne er forskellig fra den nazistiske eller kommunistiske og for hvilken et frit og selvstændigt liv i skyld og ansvar (Kierkegaard) derfor er hovedfjenden, behersker nu Europa. Det andet eksempel understreger denne udvikling endnu tydeligere. Det er oprettelsen af EUs overvågningscenter i Wien, der har som sit formål at opspore, udpege og udrydde forkerte meninger blandt europæerne. Dets fulde navn er „EUs Center for Overvågning af Racisme og Fremmedhad“. Således illustrerer navnet indholdet af den totalitarisme, der behersker EU, og hvis bekendelsesskrift som nævnt er menneskerettighederne. En form for tankepoliti. En praksis og en tankegang, som de gamle totalitære regimer ville have nikket genkendende til og som de også anvendte. „Du taler meget om at forklare ting. Men er det ikke basalt forkert i et demokrati at sige til vælgerne, desværre, venner, I tog fejl, vi kan ikke acceptere udfaldet af jeres valg?“ spørger Berlingske Tidendes Jakob Kvist Overvågningscentrets direktør Beate Winkler. Hun svarer: „Det er igen et spørgsmål om, hvordan du tackler det. Man greb jo ikke ind eller den slags. Man sagde bare, at nu skærer vi forbindelsen på det bilaterale niveau over for en tid. Og det havde en fantastisk indflydelse på udviklingen af hele unionen. Nu har vi fået nye mekanismer til et tidligt varslingssystem, så vi ikke kommer i den situation igen.“ (Berlingske Tidende 28.1. 2001) Situationen handlede om Østrig, hvor et frit land efter frie og hemmelige valg fik en regering, der ikke var efter EUs ideologiske opskrift. Så blev Østrig stødt ud af det gode selskab. Så søgte EU at tvinge østrigerne til at udskifte den lovlige regering. Som Beate Winkler sagde i et andet interview: „Der skal hele tiden opdrages og undervises. Vi kan ikke blot fastholde, at demokratiet alene er, hvad vælgerne gør det til på valgdagen, demokratiet er også værdier, herunder respekt for menneskerettighederne, som ikke må krænkes. Alle må kende deres ansvar, også pressen, som i denne henseende spiller en vigtig rolle. Meget af det, der skrives og siges i medierne, er ikke gavnligt. Det skiller i stedet for at samle. Mange journalister kunne med fordel være mere forsigtige.“ (Jyllands-Posten 5.5. 2000) Dette demokrati med „demokratiske værdier“ er jo ikke det demokrati, der beskytter friheden ved at dele magten i en udøvende, dømmende og lovgivende del, og det er således slet ikke demokrati, men et ideologisk instrument til gennemtvingelse af de korrekte værdier. Kongen er død, kongen leve! Totalitarismen døde, totalitarismen lever i det Vesten, der hævdede at være i modsætning til kommunismen. Vi lever uforandret, undertrykte og censurerede, i den linie, som udgår fra Oplysningstid og 1789 og hvis danske stationer jeg søgte at skildre i den bog, der udkom i 1984.