Det moderne sammenbrud: Den dæmoniske humanisme: 1984 Den dæmoniske humanisme: 1984 I Franz Fanons bog „Fordømte her på Jorden“ – en af Studenteroprørets modebøger – havde Jean-Paul Sartre skrevet i forordet: „Vold, der ikke lader sig holde tilbage, er mennesket, der skaber sig selv påny“. Udsagnet er typisk, både for den revolutionære humanismes uundgåelige tilbøjelighed for voldsdyrkelse og -udøvelse i ideens navn og for denne humanismes egentlige karakter af anti-kristelig religion. Det har virkelig hele tiden, fra guillotinen til Gulag, været det ideologiske menneske, der ville være sin egen skaber i en bevidst modsætning til den kristne forkyndelse af mennesket som Guds skabning. Denne humane selvforgudelse var altid humanismens udgangspunkt. Det er kun følgerigtigt, at den førte til troen på, at alt er tilladt det guddommelige menneske, at magt er ret, at kampen for det „menneskelige“ paradis og det klasseløse samfund gør alle midler og alle handlinger legale – løgn, bedrag, terror, mord i million-målestok. Guillotinen er 1789. Gulag er 1984. Dette årstal som betegnelsen for den revolutionære humanismes sidste konsekvens og ideelle samfund blev formet af George Orwell, der i den spanske borgerkrig havde fået sine socialistiske idealer revideret, og med ubønhørlig redelighed tænkte han derefter sin kritik til ende og tegnede billedet af de tilstande, der hersker, hvor mennesket er totalt omsluttet og opslugt af det totalitære samfund, som ser alt, kontrollerer alt og dirigerer alt. Den humanistiske konsekvens. Og derfor: den dæmoniske humanisme: det moderne helvede. I sit essay om „Det engelske folk“ fra 1947 havde Orwell tillige peget på det egentlige og afgørende modsætningsforhold i de sidste århundreders europæiske åndshistorie. Han skrev nemlig her om sine landsmænd: „I een henseende er det brede engelske folk stadig mere kristent end overklassen og sandsynligvis også mere end nogen anden europæisk nation: Det godkender ikke den moderne magtpolitik under nogen form. Skønt det er praktisk talt uvidende om kirkens formulerede doktriner, holder det fast ved en, der aldrig er blevet formet i ord, fordi den er blevet taget for givet, nemlig at magt er ikke ret. Det er her, svælget mellem intelligensen og det brede folk er størst. Lige siden Carlyle, men særlig i den sidste menneskealder har den engelske intelligens været tilbøjelig til at hente sine ideer fra det øvrige Europa og er blevet påvirket af tankevaner, der oprindelig stammer fra Machiavelli. Alle de -ismer, der har været på mode den sidste snes år: kommunisme, fascisme og pacifisme er i sidste instans former for magtdyrkelse. Det er karakteristisk, at den marxistiske version af socialismen her i landet i modsætning til de fleste andre lande har fundet sine ivrigste tilhængere blandt middelklassen. Dens metoder, omend ikke dens teorier, er klart i strid med det, man kalder den borgerlige moral, og i moralske spørgsmål er det proletarerne, der er borgerlige“. Det er rigtigt set og sagt – ikke blot i Orwells understregning af, at det er kristendommen, der er den moderne totalitarismes egentlige modstander, men også i hans forståelse af, at modsætningen mellem totalitarisme og kristendom er modsætningen mellem overklassen og underklassen, mellem en åndshovmodig og derfor herskesyg klasse af intellektuelle ideologer og det brede, almindelige folk, hvis forestillingsverden og holdning stadig er bestemt af kristendommens sondring mellem godt og ondt, sandhed og løgn, ret og magt. For at indføre deres humanistiske paradis må ideologerne derfor have ombragt folket via en hensynsløs omskoling. En forudsætning for det klasseløse samfund er likvidationen af den menige mand. Ruslands historie siden 1917 er beretningen herom – fortalt af bl.a. Solsjenitsyn. Det almindelige menneskes moralske anstændighed er aldeles uforeneligt med den revolutionære humanisme. Hvor folket kender forskel på sandhed og løgn, er folket endnu ikke modent til 1984. Og den intellektuelle overklasse af humanistiske ideologer vil derfor arbejde ihærdigt fra generation til generation på at udrydde det tavse flertals dybt liggende og ofte ubevidste anstændighed og erstatte den med en ideologisk bevidstheds amoralitet. Derom handler den europæiske åndshistorie fra 1789 til i dag. „At omforme befolkningens tænkemåde i moderne ånd“ (P. Munch). Derom handler den danske udvikling fra Orla Lehmann over Georg Brandes, Kristian Erslev, Elias Bredsdorff til studenteroprøret. Det menige menneske, der skulle opdrages og som blev ombragt – hvor ideologerne erobrede sig tilstrækkelig magt. Den moralske ansvarlighed, kristendommens konsekvens, der i fremskridtets og udviklingens navn skulle udryddes. I et brev til Nietzsche af 11. januar 1888 skriver Georg Brandes: „Der findes en nordisk forfatter, hvis bøger ville interessere Dem, hvis de blot var oversat, Søren Kierkegaard; han levede 1813-55 og er efter min mening en af de dybeste psykologer, der overhovedet har eksisteret. En lille bog, jeg har skrevet om ham (oversat Leipzig 1879) giver ikke nogen fyldestgørende forestilling om hans geni, for denne bog er en slags kampskrift, skrevet for at hæmme hans indflydelse“. Ja! Det moderne Gennembrud eller den ideologiske humanisme har systematisk arbejdet på at hæmme og udslette indflydelsen fra det budskab, der er menneskelighedens egentlige forudsætning, ansvarets og frihedens betingelse, og det er sket igennem omfortolkninger, vildledende agitation, forfalskende propaganda – og den kristne kirke, der skulle være budskabets forkynder og i den forbindelse Søren Kierkegaards medkæmper, har såvist ikke gjort ideologerne arbejdet vanskeligt. Som på Mynsters tid har den været mere optaget af at gøre sig mondæn og moderne end af at forkynde evangeliet. Leflen og behagesyge og følgagtighed i forhold til tidens toneangivende politiske og kulturelle signaler. Linien fra Orla Lehmann til studenteroprøret er også linien fra Mynster til Løgstrup og Ole Jensen. Men trods al hæmmende og forfalskende ideologi og teologi har det foruroligende budskab været til at ane som en fortrængt, men for det moderne krystalpalads’ opbygning foruroligende røst i det fjerne, og i det moderne sammenbruds situation, hvor krystalpaladset falder i ruiner, trænger der pludselig en enkel sandhed igennem agitationen og den hidtil enevældige propaganda. Det er dog sagt! Det er både set og sagt – først og fremmest af den mand, hvis forfatterskab har fået en aktualitet og relevans, som gør mødet med det til en omstyrtende begivenhed. Slægten, der i to hundrede år har villet sejle uden ballast og sy uden at fæste ende, får at vide, at sandheden ligger slet ikke i forholdet til verdenshistorien og udviklingen, men i forholdet til Gud og dermed til næsten. Dette sætter selvet! Du er ikke en mursten i Babelstårnet, men et enkelt, eksisterende menneske: et selv. At være dette selv i forhold til den magt, der sætter selvet igennem fordringen til det om at skulle være sig selv, og af denne magt at være sat i et sandt forhold til sit eget, daglige liv med sin næste – dette er et menneskes eneste fornødne. Dette er virkeligheden. I 1789 som i 1984. Således får skabningen sat sit skabte liv for som sin opgave – fra dag til dag, under evighedens fordring. „Hvad tiden fordrer – ja, hvo skulle blive færdig med at opregne det, nu da der ved en selvantændelse, hvis årsag og anledning var verdsligheds verdslige gnidning mod verdslighed, er gået ild i verdslighed. Hvad derimod tiden i dybeste forstand behøver – det lader sig helt og ganske sige med et eneste ord, den behøver: evighed“. (Søren Kierkegaard: „Den Enkelte“).