Det moderne sammenbrud: IV
IV
Socialisme
En kulturradikal grundtvigianer
For fædrene var kulturradikale, men sønnerne blev socialister. Den abstrakte idealisme havde besat sjælene, og dæmoniseringsprocessen skred frem fra generation til generation. Hvor fædrene var kulturradikale, blev sønnerne socialister, for den totale ideologi lå allerede i kulturradikalismen, og så trak sønnerne konsekvensen med ungdommens utålmodighed. Livet har sin egen ubønhørlige logik. Fædrene havde endnu kviet sig ved at opgive de honnette ord og forskrive sig til en konsekvent, totalitær politik og praksis. Så gjorde sønnerne det og blev marxister og kommunister.
I efteråret 1909 blev det første radikale ministerium i Danmark dannet. „Til kultusminister ønskede jeg meget Erslev“, skriver P. Munch i sine erindringer, „idet jeg dog så tænkte mig, at man måtte dele ministeriet i et undervisnings- og et kirkeministerium. Det var jo klart, at Erslev ikke kunne tænkes at ville påtage sig kirkeministeriet“. Men P. Munchs kolleger fandt det uheldigt at foretage denne deling, og så måtte man finde en radikal, der uden vanskelighed kunne være både kirkelig og kulturel. „Vi talte da om at spørge Thomas Bredsdorff eller Holger Begtrup. De havde begge taget stilling under striden om Alberti og var gået mod militærlovgivningen … Vi enedes om et forsøg med Bredsdorff. Han havde vel ikke ment at kunne stille sig ved valgene, men han havde stået vor bevægelse nær, deltaget i grundlovsfester og lignende med os“.
Thomas Bredsdorff svarede nej til tilbuddet på grund af sin højskole, men den ønskede kombination havde foreligget: kulturradikal og kirke. At tro på „både Gud og fanden“. Thomas Bredsdorff var kulturradikal kristen – og det har sin særligt danske historie.
Historien begynder med Grundtvig. Denne kristne forkynder og kirkelige reformator blev efterhånden også en folkelig, ja en politisk profet, og således blev grundtvigianerne et mangeartet folk. Der var dem, som orienterede sig ud fra den oprindelige Grundtvig, vækkeren i den danske kirke, ham, der havde spurgt, hvi Herrens ord var forsvundet af Hans hus og som havde undsagt en overfladisk, oplysningspræget rationalisme, og disse grundtvigianere blev et salt i landet. Men så var der dem, der tog den humane, ja humanistiske Grundtvig til forbillede, ham, der fra 1832 gjorde „ånden“ og „menneskeligheden“ og ikke evangeliet til grundleddet og som med 1848 blev direkte politisk og prækede læren om „frihed for Loke såvel som for Thor“, og disse grundtvigianere blev sentimentaliseringens og sværmeriets børn. De første vidste noget om menneskets grundvilkår, fordi de med Grundtvig kendte mennesket som synderen. Men de sidste grundtvigianere blev alle humane frasers svorne venner, et evigt jubilerende, syngende, talende, trallende, arrangerende folkefærd, som dyrkede „livet“ og derfor lagde umådelig vægt på at være med, hvor det foregik – for dér var „livet“ …
Da det Moderne Gennembrud fandt sted, fandt det da en kampberedt modstander i den første slags grundtvigianere, som så durk igennem propagandaen og blev fjender af denne absolutte humanisme. De sidste, humant idealistiske grundtvigianere koketterede derimod snart med brandesianismen, for dette var jo også „liv“ og man måtte ikke være snæver og skulle tage mod det nye med åbenhed, og hvem ved om ikke også ånden var i det, og Loke og Thor og frihed og fremskridt og menneskelighed og med milde øjne og det gode sejrer dog tilsidst
– og så videre og videre.
Denne sidste slags grundtvigianere blev derfor politiserende og en del af Venstre, og i 1880 fandt det grundtvigske Venstre og kulturradikalismen hinanden i valget på Langeland. Her stillede Edvard Brandes nemlig op med Christen Bergs massive støtte, og på grund af grundtvigske præster og højskolefolk kom Edvard Brandes i folketinget. Han kom der naturligvis for at bekæmpe alt, hvad der hed kristendom i Danmark. Det vidste han selv og hans broder. Hans grundtvigske venner vidste ikke andet end det sædvanlige med Loke og Thor og frisind og liv og ånd, og Christen Berg fortalte de usikre: „På hvilket religiøst standpunkt dr. E. Brandes befinder sig, ved jeg ikke, og det vedkommer mig ikke i dette forhold. Jeg har ikke deltaget i at anbefale ham til folkekirkelig præst i Tranekjær, men som politisk repræsentant“. Det var den efterhånden velkendte grundtvigske henvisning til det menneskelige og politiske som neutrale, autonome størrelser, uberørt af den kristne forkyndelse – hvilket er ensbetydende med at forskrive menneskelivet til dæmonerne, eftersom ingen absolut instans da kan fastholde det som relativt område.
En fornemmelse af realiteten i forholdet fik Christen Berg kort efter, da Edvard Brandes i henhold til fastsat praksis skulle aflægge ed „ved Gud og hans hellige ord“. Hvordan kunne han gøre det, når han – æh, afviste Gud? Hvordan skulle grundtvigianeren Berg klare den? Men tingene hænger sammen, og har man først sagt A, vil den begrebsforvirrede føle sig tvunget til også at sige B, og så erklærede Christen Berg i folketinget 25. november 1880: „Præsterne kunne nu engang ikke døje det, at folketinget efter sin art og oprindelse er bekendelsesløst, at vi ikke her i tinget står på nogen religiøs grund, end sige på folkekirkens, men at vi er et dansk hedensk hus og ikke andet“.
En mageløs sejr for det Moderne Gennembrud! Den kristne grundtvigianer, der op i ansigtet på sine egne gør folketinget til et hedensk hus og dermed betræder vejen mod adskillelse af folk og kristendom. Brødrene Brandes gned sig i hænderne – og i sin vejledning til den yngre broder, der skulle forklare sig i folketinget, skrev Georg Brandes i et brev fra Berlin 21. november: „Hvad er Guds hellige ord i formlen? Bogstavelig kan ingen, selv ej den troende tage det, thi det ville være at tro på ren magi, kun trylleformler kunne hjælpe (til forskel fra Gud selv mærk og’et); vi tro ej mere på trylleformler, det hellige ord kan foruden at være Bibelen tages som Logos – mærk Hegels opfattelse af kristendommen, logik, fornuft, alfornuften, alloven i naturen. Thi man må have lov at fortolke“. Ja, til at fortolke og bortfortolke kristendommen var Hegel brugbar, det vidste også Kierkegaard: alting skulle forstås anderledes end enfoldigt og bogstaveligt og ingenting betød derfor noget. Via Hegels omfortolkning af kristendommen kunne brødrene Brandes trække Berg og grundtvigianerne om ved næsen. „I bladet må vi tage alle mulige forsigtighedsregler“, skrev Edvard i sit svarbrev om det nyoprettede Morgenbladet, hvor Berg og han også gik sammen. „Vi må skrive således, at vi ikke skræmmer landbefolkningen. Bladet må stå åbent for grundtvigianske artikler, se ud som om det kun lidet lugtede af fritænkeri“.
De af kristendommen bestemte grundtvigianerne lod sig imidlertid ikke narre, og den betydeligste af dem, den skarpe og selvstændige Otto Møller i Gylling, skrev et stridsskrift imod „nutidens fritænkeri“ i anledning af bl.a. valget på Langeland, og i en anden bog fra 1883 stillede han grundproblemet umisforståeligt op: „Der er betræffende menneskets stilling her på jorden to klare grundanskuelser, hvilende hver i sit selvstændige princip. Enten må man gå ud fra, at mennesket er en skabt tjener, der skal lyde Gud, som skabte det, eller at det er en selvhersker her på jorden, der har ret til at råde sig selv. Et af to må være tilfældet: enten er der en Gud, der har skabt alt og altså også mennesket, og som hans skabning er mennesket ham underlagt, hans vilje må være dets lov, som det er nødt til med eller mod sin vilje at bøje sig for, eller også er der ingen skaber, men mennesket har blandt jordens affødninger svunget sig op til herredømmet over jorden og har den stærkeres ret til her at indrette sig, som det vil“. („Om flertalsregimente“).
Så enkelt er det. Her var den egentlige modsætning vedrørende 19. og 20. århundrede trukket op i jævne, klare ord. Men de politiserende grundtvigianere var anderledes kunstige og ville ikke lade sig holde fast på en så ubekvem, „inhuman“ problemstilling, og på deres vegne svarede Niels Lindberg i skriftet „Om trosfrihed“, skrevet også med henblik på Edvard Brandes’ valg: „Vi må komme til forståelse af, at man uden at være kristen kan være en ædel og brav borger og et godt menneske; ja at vi må være mennesker først, og at som vi er mennesker til, bliver vi kristne“.
Her er det at være menneske bestemt uden om kristendommen, og således har kapitulationen fundet sted i forhold til alt, hvad der kan kaldes ædelt, bravt og frisindet. En menneskelighed som sin egen sandhed. Og derfor en menneskelighed, der uden nogen vanskelighed kan allierede sig med den kulturradikale humanisme – idet den selv er humanistisk.
Her var den brede, alt udjævnende grundtvigianisme karakteriseret, og det lå i dens udgangspunkt, at den måtte føle sig formelig tiltrukket af kulturradikalismen, som jo i 80’erne og 90’erne udgjorde „livet“ og sikkert også „menneskeligheden“. Sådanne grundtvigianere „kunne stemme på Satan selv“, som Otto Møller sagde, og en af dem var sognepræst i Jernved nord for Ribe, hvor Thomas Bredsdorff voksede op som præstens søn og fra hvilket grundtvigske præstehjem han i 1889 rejste til Københavns universitet for at studere teologi og gik til forelæsninger hos Georg Brandes.
„Men een ting vil jeg have lov til at sige uden omsvøb“, skrev cand. teol. og højskolelærer Thomas Bredsdorff i Højskolebladet 18. marts 1904: „vi har ikke så farlig mange grundtvigske præster, der ikke bliver trætte af med mund og pen at minde om, hvad det vil sige at være grundtvigianer. Og der er desværre en god slump af de grundtvigske folk, som ved grumme lidt derom. Nu kan jeg ikke se andet – jeg vedkender mig det fuldt og helt – end at Brücker er en af dem, der dybest og inderligst har forstået Grundtvig. Ja, han er en af de ukueligste forsvarere af Grundtvigs tale om „ånd“ og „liv“ og „frihed“.“
Og hvad det indebar at være tilhænger af ånd og liv og frihed i henhold til Grundtvigs og Thomas Bredsdorffs forståelse heraf, havde grundtvigianeren Valdemar Brücker demonstreret, da han året før havde meldt sig som medarbejder ved det af P. Munch startede tidsskrift „Det ny Århundrede“. Dette havde som sin erklærede hensigt at „omforme befolkningens tænkemåde i moderne ånd“, og adskillige grundtvigianere indså, hvad den hensigt indebar og sagde det højt og kritisk i Højskolebladet. Valdemar Brücker svarede samme sted 13. november 1903: „Man har i indeværende forhandling atter og atter peget på, at brandesianismen, ifølge dr. Munch, lagde an på „at omforme befolkningens tænkemåde i moderne ånd“, og åbenbart ment, at dermed var sagt noget overmåde både betegnende og skrækkeligt. Der kan naturligvis lægges meget forskelligt ind i et sådant enkelt ubestemt udtryk. Men i og for sig kan jo alle vi, der arbejder i åndslivets tjeneste, i kirke eller skole, meget vel sige, at det er netop, hvad vi også vil. Vi vil jo dog virkelig gerne, at vort folk skal følge med tiden og ikke tænke, som man tænkte i Kristian den Fjerdes tid. Vi vil jo gerne, at det skal kendes på vort folks tænkemåde, at der har levet en Goethe og en Schiller, en Kant og en Rousseau, en Oehlenschläger og en Grundtvig, en Søren Kierkegaard og en Rasmus Nielsen, en Darwin og en Georg Brandes. Den tænkemåde, hvorom det gælder, er omformet i moderne ånd. Og det arbejde skal vi netop ikke lade brandesianerne være ene om, men det skal vi være med at udføre af al vor evne“.
P. Munch skriver om striden: „Mit ønske var jo netop et nært samarbejde mellem vor kreds og de grundtvigianere, der havde fastholdt Grundtvigs åndelige frisind“.
Til disse hørte Thomas Bredsdorff, men som det fremgår af Valdemar Brückers ord, kan dette grundtvigske frisind være vanskeligt at skelne fra almindelig modebevidsthed og følgagtighed. Ånden og livet og friheden blev nemt til andre ord for trangen til at være med, hvor det foregik. Den kritiske instans, forskellen på sandhed og løgn, manglede sådanne grundtvigianere, fordi kristendommens forkyndelse af lov og evangelium var blevet til et evangelium uden loven, og således endte det hele i den store, ustandselige glæde – den milde, runde, rare snakkesalighed, som altid vidste at manøvrere sig derhen, hvor det i øjeblikket var fordelagtigt at være.
I årene omkring århundredskiftet var det kulturelt fordelagtigt at være i nærheden af den alt beherskende radikalisme, og Holger Begtrup og Thomas Bredsdorff blev kulturradikalismens venner i højskoleverdenen. Heri ligger ikke nødvendigvis nogen nedvurdering af deres karakter. Thomas Bredsdorff var på mange måder en rank og modig personlighed, hvad bl.a. hans kritiske vurdering af og venskab med Jakob Knudsen vidner om. Han bøjede sig ikke med vilje for, hvad der kunne betale sig. Det lå blot i forudsætningerne for denne humant idealistiske grundtvigianisme, at dens dyrkelse af livet måtte disponere den for holdningsløshed med heraf følgende kapitulation over for de herskende ideologiske signaler.
Da han i foråret 1907 tog Roskilde højskole i brug, sagde Thomas Bredsdorff i indvielsestalen: „Og spørger De mig så, hvad jeg vil med mit arbejde her, da svarer jeg først: Jeg vil, så godt jeg kan det, hjælpe ungdommen til at elske det liv, Gud har givet os; elske det således, at kærligheden til det tvinger – som kun kærligheden kan det – til at leve det til hans ære.
Jeg tror jo, vi skal nå at leve et sådant liv. Jeg tror jo, at intet er så dybt og rigt som menneskehjertet. Får det lov at slå, som Gud vil det, da bliver det godt at leve“.
Smukke, velmente ord – men hvor kærligheden til livet ikke er givet med den ubetingede befaling om at skulle elske det, kan denne kærlighed ende med at blive temmelig tvivlsom. Gud er jo ikke det samme som en legitimation af det dybe, rige menneskehjertes længsler, som måske heller ikke er helt det samme som det utvetydigt gode. Hvis menneskelivet ikke er under anden fordring end denne sentimentale menneskehjertelighed, ender det nemt i en hjertelig sentimentalisering, som er et andet ord for – ideologisk og politisk – følgagtighed.
At Thomas Bredsdorff udviklede sig i denne retning, viste hans deltagelse i debatten om Danmarks forsvar 1909-10. I disse år skulle det i forfatningskampen mishandlede eksistensspørgsmål afgøres, og afgørende for Thomas Bredsdorff blev, hvad han skrev i anledning af statsminister Neergaards forslag om et styrket værn: „Men hvad der foruden det i forhandlingen her i bladet allerede fremkomne synes mig det uhyggeligste, det er hele den overvægt af militærånd, der vil blive det visse udbytte, når et lille folk som vort skal slå så urimeligt store brød op, som dem regeringsforslaget nu møder frem med“. (Højskolebladet 26. februar 1909)
Ikke sandt: militarisme! At Danmark søgte at hævde sin selvstændighed ved et troværdigt forsvar ville føre til militarisme, og så måtte Thomas Bredsdorff sige fra. Det var slet ikke tilfældigt, at den første radikale regering ville gøre ham til kultusminister, når man nu ikke kunne lade Kristian Erslev slippe for kirkeministeriet. Kristen og kulturradikal. Thomas Bredsdorff kunne sagtens sidde i ministerium med Edvard Brandes og P. Munch.
Anden generation af grundtvigianismen.
Det næste skridt
En tredje blev født på Roskilde højskole i 1912 og fik i dåben navnet Elias. Fadder til det nyfødte grundtvigianerbarn var bl.a. Jakob Knudsen, men Elias Bredsdorff skulle gå ganske andre veje end dem, Jakob Knudsen turde kende.
Thomas Bredsdorff døde i 1922, men holdningen på Roskilde højskole gik naturligvis i arv til den yngste søn, som i sin gymnasietid var med til at sende lykønskningstelegram til Georg Brandes i 1927 i anledning af dennes 85 års fødselsdag, og som kort efter afsvor sit hjems kristendom. Elias Bredsdorff skriver i erindringsbogen „Min egen Kurs“: „Jeg var netop på det tidspunkt kommet ind i en alvorlig religiøs krise og skrev pubertetsdigte om religiøse emner og erotiske fantasier, og jeg havde nået, hvad man kunne kalde et „kierkegaardsk“ syn på den officielle kristendom. Kravet var i min syttenårige oprørskhed: alt eller intet!, og derfor var jeg særlig modtagelig for den katolske påvirkning. At blive katolik – det var dog virkelig at tage religionen alvorligt! Det var noget andet end den danske folkekirkes lunkne vanekristendom! Men krisen endte med, at jeg som en anden Niels Lyhne helt frigjorde mig fra enhver form for religiøs tro, og til min mors store sorg nægtede jeg at gå i kirke mere, og ved morgensangen på højskolen sad jeg med demonstrativt lukket mund“.
Således gjorde gymnasiasten sig færdig med Vorherre, og samme gymnasiastholdning skulle komme til at præge den kurs, han derefter valgte. Ligesom Elias Bredsdorff måtte spejle sin egen åndelige umodenhed i Søren Kierkegaard og med hensyn til kristendommen aldrig blev ældre end sytten, erhvervede han sig hurtigt en række ideologiske fraser til afløsning af de grundtvigske, han havde kasseret. Eller var det blot i forlængelse af disse? Betød det politisk-ideologiske verdensbillede, der nu blev hans religion, kun konsekvensen af Thomas Bredsdorffs kulturradikalisme – den følgerigtige udvikling fra anden til tredje generation? I 1930 blev Elias Bredsdorff student fra Roskilde Katedralskole, og 17. april 1931 offentliggjorde han i Roskilde Tidende et åbent brev til sin tidligere sanglærer i gymnasiet:
„Hr. oberstløjtnant! … Finder De, at det er rigtigt, at en lærer time efter time optræder over for eleverne som agitator for sine private anskuelser? – I benægtende fald, hvorledes vil De så forsvare, at De selv – både i mellemskolen og meget i gymnasiet – har holdt kortere eller længere foredrag om emner, der langt fra kunne kaldes neutrale, emner, der som regel slet ikke havde det fjerneste med „sang“ at gøre, og som blev behandlet på en så tendentiøs måde, at den heldigvis bevirkede en skarp reaktion, men desværre også virkede efter hensigt hos andre. De har selv en gang udtalt (omend med andre ord), at Deres hovedformål på skolen anså De ikke for at være det at undervise eleverne i sang, men at gøre dem begejstrede for det samme kompleks af ideer, som De hyldede. Hvordan det idékompleks så iøvrigt var, det kommer for så vidt ikke sagen ved. Det forkerte var egentlig ikke, at De (under mere eller mindre tilhyllede former) agiterede for, hvad jeg vil kalde konservative, militaristiske og patriotiske eller senere chauvinistiske ideer, men det, at De overhovedet agiterede. Thi hele gymnasiet igennem har De, med ikke alt for store mellemrum, holdt taler, hvori De har behandlet aktuelle begivenheder, nylig holdt politiske eller oplysende foredrag, tendenser i tiden osv., altsammen kommenteret og farvet på en overmåde agitatorisk maner. – Kan De benægte disse fakta, og er de tilstande pædagogisk og moralsk forsvarlige?“
Ikke underligt, at oberstløjtnanten blev så knust, at han bad rektor Boëtius om sin afsked som sanglærer ved Roskilde Katedralskole. Student Bredsdorff var blevet meget dygtig og i stand til at sætte folk og fæ på plads ved hjælp af fældende etiketter. Her talte et ungt menneske, som havde fået grundigt styr på tilværelsen. Konservativ, militaristisk, patriotisk, chauvinistisk – hvabehar! Fædrelandssange og Dybbøl og 64! Elias Bredsdorff fandt en så reaktionær agitation uforsvarlig, pædagogisk og måske især moralsk, for det var tydeligt, at Elias Bredsdorffs verdensbillede var blevet yderst retfærdigt. Med patos og sammenknebne læber havde gymnasiasten afsvoret kristendommen, men derefter og nok også derfor var studenten blevet en politisk troende, som med megen tungefærdighed kunne skille fårene fra bukkene i sin kamp for fremskridtet.
Det hang sammen med, at han efter sin studentereksamen havde meldt sig ind i Studentersamfundet, hvor han kom under påvirkning af Hans Kirk og Otto Gelsted, og disse overbeviste marxister overbeviste den modtagelige tredjegenerations-grundtvigianer om deres ideologis sandhed. Den fædrene kulturradikalisme tog i sønnen det næste skridt. „Studentersamfundet blev for mig i trediverne et hjem og en skole, hvor jeg mødtes med beslægtede kammerater og gennem foredrag, diskussioner og studiekredse udviklede mig til overbevist socialist – med den konsekvens, at jeg i 1932 meldte mig ind i Danmarks kommunistiske parti“.
Hermed blev den ideologiske retfærdighed massiv. I årene derefter var Elias Bredsdorff aktiv i det politiske og kulturelle arbejde for den marxistiske sandheds sejrsgang, og med stor sikkerhed var han i stand til at sætte fænomenerne på plads på samme måde som han havde gjort det med sin militære sanglærer fra katedralskolen. Det kommunistiske forlag Monde udgav i 30’ernes begyndelse tidsskriftet „Plan“, og i en artikel i 1933 satte Elias Bredsdorff her lighedstegn mellem kristendommen og nazismen: „Det har nemlig vist sig – her som altid i historien – at den reaktionære bevægelse har allieret sig med kirken“. To år senere gjorde han det i en anden artikel af med højskolen: „De økonomiske og politiske forudsætninger, der i sin tid dannede grundlaget for den danske folkehøjskole, er forlængst et overstået stadium. Højskolen, der begyndte som en for sin tid radikal bevægelse, havde den opgave åndeligt at fortsætte det frigørelsesarbejde for den danske bonde, som den politiske frigørelse havde påbegyndt. Men da bønderne selv blev arbejdsgivere og småkapitalister, og der dannede sig en udbyttet klasse under dem – husmændene og arbejderne – blev højskolen stående som en bondehøjskole, og sammen med partiet Venstre gik højskolen nu hurtigt til højre. Den blev nu udelukkende et centrum for religiøs og national påvirkning, hvor den før ved siden af havde været politisk frisindet og radikal“. („Plan“ nr. 2, 1935)
Ja, klassekampen var blevet Elias Bredsdorffs trosbekendelse, og med imponerende smidighed var han i stand til at jonglere med ideologien og dens begreber og finde udbytning og undertrykkelse og økonomiske årsager de særeste steder. Han skrev en glat og ubesværet prosa, som antydede, at han ikke havde haft nødig at slås med generende tvivl og stride dybder i sindet. Systemet gik blankt op. Og Elias Bredsdorff agiterede for det på en nydelig, urban facon, som gjorde troen på fremskridtet og kommunismen og paradiset i øst til et spørgsmål om god tone og den højeste oplysning.
(I de samme år likviderede det kommunistiske parti i Sovjetunionen millioner af bønder under tvangskollektiviseringen af landbruget.)
Denne ulastelige rettroenhed hang sammen med ideologiens væsen, som vi skal se – men den var også følgen af et andet, afgørende forhold: den skyldtes den brug, som de marxistiske intellektuelle i 30’rne kunne gøre af nazismen. Denne blev det fænomen, som bragte enhver tvivl og betænkelighed til tavshed. På grund af nazismen kunne kommunismen antage karakter af frelse og ubetinget fremskridt. Hitler var en appelsin i marxismens turban. Her var det uhyggelige, manende eksempel på reaktion og militarisme, og bl.a. Elias Bredsdorff skrev og talte ustandseligt om det skræmmende eksempel og kunne rette offentlighedens skræmte opmærksomhed hen på det – og det alene.
Og dog er sandheden jo, at nazismen og kommunismen udgør to alen af samme stykke. Ikke tilfældigt kaldte Hitler sin bevægelse for national-socialisme. Ikke tilfældigt gjorde Hitler de „reaktionære borgerlige“ til sine modstandere og følte samhørighed med Stalin i fælles modsætningsforhold til de vestlige demokratier. Ikke tilfældigt anvendte Hitlers tredje rige samme metoder i folke- og ungdomsopdragelse som Sovjetunionen. Nazismen hører til de ideologiske massebevægelser, der er en følge af det politiske livs autonomi og frigørelse fra enhver religiøs og etisk fordring, og nazisme og kommunisme var derfor ensartede konkurrenter i 30’erne.
Heraf det kommunistiske anskrig over begivenhederne i Tyskland. Man ville for enhver pris slå konkurrenten ned. Men heraf også den umådelige, propagandamæssige værdi, nazismen fik for 30’ernes kulturkamp. Ved hjælp af det åbenlyse barbari syd for grænsen kunne man fortrænge og fortie enhver sandhed om tilstandene i øst og samtidig fremstille socialismen som en human, frihedsforsvarende lære. Ikke blot betød det tredje riges sammenbrud, at Sovjetunionen kunne underlægge sig store dele af Europa. Nazismens eksistens betød også og måske først og fremmest, at marxismen kunne underlægge sig den offentlige mening og støbe tidens tankegang i sin ideologiske form.
Adolf Hitler og alt hans væsen var åbenlyst det onde. I kraft af den omvendte bevisførelses princip kunne marxismen præsentere sig som det gode.
„Revolutionær humanisme“
Den 7. april 1935 udsendte Ritzaus Bureau følgende meddelelse: „Ved et møde i dag i Grundtvigs Hus stiftedes landsforeningen „Frisindet Kulturkamp“, hvis formål er på en bred, frisindet basis at arbejde for at styrke de humanistiske og demokratiske ideer og synspunkter. Forsamlingen, der talte over 500 personer, vedtog enstemmigt foreningens dannelse og love. Til formand valgtes professor Jørgen Jørgensen og bestyrelsens øvrige medlemmer blev: tegneren Hans Bendix, stud. mag. Elias Bredsdorff, prof., dr. phil. H. M. Hansen, læge Svend Hoffmeyer, cand. polit. Niels Lindberg, prof., dr. phil. Albert Olsen og fuldmægtig frk. Anna Westergaard. Foreningens kasserer er professor H. M. Hansen.“
Kort tid forinden havde Moskva givet de kommunistiske partier i Europa ordre til at søge skabt en „folkefront“ i de forskellige lande imod „fascismen“, idet man fandt det taktisk opportunt at opgive den strenge, kommunistiske isolation i forhold til andre partier og anskuelser, og den nystiftede landsforening var et resultat af parolen. Elias Bredsdorff fortæller i sine erindringer: „Tidligt på året 1935 indledte imidlertid en kreds af intellektuelle forhandlinger om dannelsen af en såkaldt „kulturfront“, hvis opgave skulle være at søge at skabe en organisation af åndsarbejdere, der på et bredt frisindet grundlag ville være med til at bekæmpe de reaktionære tendenser i dagens Danmark og danne et bolværk mod den truende nazistiske fare. Det var fra begyndelsen vigtigt at sikre, at en sådan „kulturfront“ ikke blev en sekterisk affære. Det var nemt nok at få tilslutning fra partikommunister og sympatiserende, men hvis en sådan organisation skulle have nogen virkelig slagkraft, var det nødvendigt, at den fik den bredest mulige tilslutning“.
Derpå lød just ordren, man havde fået fra Moskva, og på et forberedende møde i februar 1935 søgte man at samle en bred, foreløbig bestyrelse. „I denne foreløbige bestyrelse var jeg den eneste kommunist“, skriver Elias Bredsdorff videre. „Det kommunistiske parti søgte ikke at få en dominerende indflydelse, men lagde til gengæld stor vægt på at være repræsenteret i bestyrelsen. Hans Kirk havde derfor skrevet til mig, at partiet havde udset mig til at være det eneste partimedlem i „kulturfrontens“ bestyrelse. „Din fra fædrene nedarvede smukke urbane og humane facon gør dig til den bedst skikkede, og jeg håber derfor, du ofrer dig“, skrev Kirk“.
Og det gjorde den lydige apparatchik: kammerat Bredsdorff gik derhen, hvor partiet befalede ham at gå, men nærede heller ingen tvivl om det berettigede i initiativet. Her kæmpedes der jo for alt, hvad han vidste var sandt og godt: „humanistiske og demokratiske ideer og synspunkter“ som en „bevægelse mod den reaktionære strømning“. Frisind. Fremskridt. Eller som Frisindet Kulturkamp formulerede holdningen i sin formålsparagraf: „Fornuftbetonet indstilling over for verden og menneske … Videst mulig saglig oplysning af børn og voksne. Lige ret for alle mennesker uanset køn, race, alder, livsstilling, livsanskuelse og politisk overbevisning … Værn om frisindets og fremskridtets ideer og forkæmpere – i første række på den immaterielle kulturs område“.
Folkefronten på kulturlivets område begyndte samme år udgivelse af tidsskriftet „Kulturkampen“ til fremme af disse formål, og Elias Bredsdorff blev sekretær i foreningen og virksom i tidsskriftets redaktion. I forhold til 30’ernes øvrige ideologiske tidsskrifter, „Monde“, „Plan“, som gik ind, da „Kulturkampen“ startede, „Åndehullet“, „Clarté“ m.fl., var der i vid udstrækning tale om Tordenskjolds soldater, men de lagde vægt på at udgøre et helt kompagni. Socialismen kæmpede for magten over den offentlige mening på samme måde som kulturradikalismen tidligere havde gjort det, og det var netop de kulturradikales børn, der – som Elias Bredsdorff – var blevet socialister. „De fleste medlemmer i de socialistiske grupper tog studentereksamen omkring 1930 og gennemførte deres studier i normalt forløb omkring midten af trediverne“, skriver en meningsog partifælle, Mogens Fog, i sine erindringer, og ligesom Elias Bredsdorff var også Mogens Fog travlt optaget af at organisere ideologiske grupper – i hans tilfælde blandt medicinerne. „Socialistisk Medicinergruppe var et kompagni blandt mange i de geledder, der i trediverne gjorde op med stivnede fordomme, med social, kulturel, politisk uret og som råbte vagt i gevær over for nazismens trusler“.
Disse toner kendte sønnerne fra deres fædre, men i modsætning til den forrige, kulturradikale generation ville 30’ernes ideologer ikke blot være „humanister“. Konsekvent tog de skridtet over i det usminket totalitære og kaldte sig for „revolutionære humanister“. Karl Marx, klassekampen, revolutionen og partiet var kommet til siden Georg Brandes og Kristian Erslev, og hvis der skulle være ideologisk vaklen i geledderne, bragte Otto Gelsted de marcherende i takt med en disciplinerende åbningsartikel i „Kulturkampens“ første normale nummer fra august 1935.
Den hed „Giv mig et standpunkt!“ og fik for de i kulturfronten implicerede karakter af en dogmatik. Der henvistes til den som det ord, der satte tingene på plads – den ideologiske parole. I artiklens slutningsord formuleredes den fælles holdning: „Jeg gør mig til talsmand for en aktiv humanisme, der støtter sig til arbejderklassen og virker med til at virkeliggøre det klasseløse samfund, jeg gør mig til talsmand for en revolutionær humanisme“.
Ikke tilfældigt hævdede Otto Gelsted at have skrevet artiklen i anledning af et ungt, usikkert menneskes nødskrig efter et ståsted, en mening i tilværelsen – heraf dens titel – for her kom standpunktet til orde, det rette, det ortodokse, belæringen af tvivlende og vaklende. En analyse vil belyse læren.
Allerførst: hvad er humanisme? Otto Gelsted svarer med at citere ordet om, at jeg er et menneske og intet menneskeligt er mig fremmed, og i anledning af samtidens svaghed for „aben og englen“ skriver han: „Jeg skal selv aflægge en bekendelse: stillet mellem det dyriske og det overnaturlige, den ukontrollerede driftsudfoldelse og drømmelivet, aben og englen, vælger jeg ingen af dem – jeg vælger mennesket“. Og hvad denne flatterende position indebar, udtrykte han således: „Et menneske må aldrig betragtes som blot middel, men altid som et mål i sig selv“.
Nydeligt! Ikke et øje var tørt hos hans unge læsere. Så meget mærkeligere måtte det virke på dem at læse, hvad Otto Gelsted i samme artikel kom til at sige: „Jeg kan gå med til vold, diktatur og terror, sådan som man går med til en livsfarlig operation. Men det er i det højeste nødvendige onder, der kun kan forsvares som gennemgangsled til en ny, rimeligere samfundsorden“. Det var i forbindelse med en afvisning af det animalske menneske, Otto Gelsted skrev dette, men – ikke sandt: det er en løjerlig tankegang hos den, der er humanist derved, at han aldrig vil gøre mennesket til middel. For netop dette gør han jo her. Hvis der var alvor i hans bekendelse, måtte han afvise enhver vold og terror imod den enkelte – på samme måde som den livsfarligt syge har ret til at afvise operation. Vold og terror var i alle tilfælde og i enhver situation uantageligt, hvor mennesket er mål i sig selv. Terroristisk voldsudøvelse i et højere formåls tjeneste er jo nemlig ensbetydende med at gøre mennesket til middel. Det humane skal så underordnes noget andet. Men hvad er da humanisme?
Svaret er, at den totalitære hestehov her kom til at stikke igennem den nydelige facade. Otto Gelsteds revolutionære humanisme tager slet ikke sit udgangspunkt i mennesket, men i et bestemt samfund. Otto Gelsted siger det humane samfund. Men dette er selvsagt en meningsløshed, for realiteten er og bliver jo, at mennesket derved er gjort til et middel, et redskab, en genstand, der skal tilpasses.
Hestehoven under den humane, uskyldshvide profetkappe.
Og det er uundgåeligt, at den således må komme til at afsløre sig selv i al sin lodne afskyelighed, for hvor mennesket bliver gjort til grundbegrebet i et system, må systemet nødvendigvis blive vigtigere end mennesket. Enhver ideologi er per definition en krænkelse af den enkelte – uanset hvor human ideologien udnævner sig selv til at være. Det inhumane ligger i selve systematiseringen. Humanismen er inhuman i kraft af sin isme.
Det er dette, en nærlæsning af Otto Gelsteds forkyndelse af „revolutionær humanisme“ dokumenterer.
For hans hovedord er sammenhæng. Som han skriver: „Skulle jeg med et eneste ord antyde, hvad jeg mener er kærnen i al videnskab, ville jeg vælge ordet sammenhæng. Når f.eks. udviklingslæren er en så langt bedre antagelse end skabelsesteorien, så er det fordi skabelsesteorien ingen sammenhæng bringer, mens udviklingslæren rykker en uhyre mængde af kendsgerninger, alle levende væsener, ind under et fælles synspunkt“. Og Otto Gelsted konkluderer: „Jeg ser den menneskelige kultur som een stor sammenhæng, jeg ser den praktiske mand, arbejderen, lægen, teknikeren – jeg ser videnskabsmanden, kunstneren, politikeren, folk af alle nationer og racer, hvide og farvede – med forenede kræfter arbejde mod samme mål: en stadig stærkere opdyrkning af de menneskelige evner, en stadig retfærdigere, klarere og fastere ordning af det menneskelige samfund. Det er humanismens idé!“
Ja, det er det uimodsigeligt – og det er en umenneskelig idé. Man bringes af denne humanistiske hymne til den store sammenhæng til at tænke på Dostojevskis billede af krystalpaladset: menneskehedens fuldkomne samfund. Her har alt fundet sin plads i helheden, hvert hjul i maskineriet snurrer upåklageligt, hver myre i tuen udfører sit bestemte arbejde, hvert menneske opfylder sin kollektive bestemmelse. Alt er faldet på plads i systemet. Krystalpaladset stråler og glitrer i den store sammenhængs evige sol. Dette er humanismens paradis.
Nej, det er menneskets moderne helvede!
Dostojevski fortæller videre, hvordan de således programmerede mennesker da rejser sig i eksistensens fortvivlelse og knuser krystalpaladset, splintrer den glitrende facade, river denne fuldkomne bygning ned til grunden og tramper på dens ruiner, og Dostojevski skildrer det som menneskets befrielse – hvad det også er. Otto Gelsteds tankegang udtrykker den systematiske foragt for mennesket, hin enkelte. Dette er dens egentlige „sammenhæng“. Man kan i een forstand sige, at han tænker for dårligt. For vist er det tænkningens opgave at finde sammenhænge, men det er i endnu højere grad tænkningens opgave at kunne sondre. Der kan rigtignok peges på sammenhæng mellem menneske og samfund. Men hvor man tænker hen over forskellen på menneske og samfund, har man i sammenhængens hellige navn opgivet at tænke tilbunds.
I dybere forstand er denne humanismens permanente overfladiskhed imidlertid en følge af dens egentlige væsen, for hvor mennesket vil være sin egen Gud og sin tænknings instans, bliver det tænkende menneske naturligvis til en djævel i forhold til det medmenneske, der så skal indrettes efter dets tænkning. Problemet er altid religiøst. Og hvor det humane gør sig til en religion eller en ideologi i stedet for at være fastholdt af Guds fordring, opstår den totale umenneskelighed – den revolutionære humanisme.
Der er i Otto Gelsteds artikel tale om en fuldbåren frugt af linien fra 1789, og det røbes bl.a. af den måde, på hvilken han vender sig imod sin egentlige modstander. Vi mødte det i hans tale om „skabelsesteorien“. Det er jo Bibelens skabelsesberetning, han kalder med dette ord, og det er typisk, at Otto Gelsted med forsæt vil gøre skabelse til en teori. Således har han på forhånd forvansket sagen, for en teori står mennesket jo betragtende og beherskende til: i selve udgangspositionen har man dermed gjort sig til tilværelsens herre – den suveræne. At skabelsesberetningen i stedet er forkyndelse, en fordring på mennesket, der betyder en afvisning af dettes suverænitet ved at forkynde mennesket som Guds skabning, hin ansvarlige, læser man udenom. Arrangeret fordummelse. En forbløffende åndelig infantilitet hos folk, der hævder at være intellektuelle.
På denne baggrund er humanismen imidlertid i stand til at føre sig frem i en trodsig, dristig attitude, der siger nye sandheder, og hos Otto Gelsted kommer det frem i hans polemik mod kristendommen, som ifølge Otto Gelsted har „vist en uheldig tilbøjelighed til at lægge en klam hånd på kønslivet og gøre noget så unaturligt som kønslig afholdenhed til en dyd“. Det er 20’ernes og 30’ernes freudianisme, der her kommer til udtryk. Troen på det seksuelle. Trangen til at aflægge den progressive bekendelse og sige tissemand. Vi skal møde den i mere monoman form hos Poul Henningsen, en anden af „Kulturkampen“s skribenter – og det siger sig selv, at man da slet ikke møder nogen viden om eller forståelse af, hvad kristendommen faktisk siger om kønslivet: at intet af dette i sig selv er „forkert“ eller særlig syndigt, men at mennesket altid er ansvarligt for forvaltningen af sine drifter. Alt er tilladt, siger Paulus, men ikke alt er gavnligt. (1. Kor. 10,23)
Dog – „hvad faen rager sagen sagen?“
Pointen i Otto Gelsteds artikel var at markere forskellen på den gamle, liberale og den nye, socialistiske humanisme og at agitere for det „revolutionære“ ved denne sidste, og til den ende portrætterer han mod artiklens slutning forrige århundredes humanister ved hjælp af citater fra Schiller, Goethe og Johan Ludvig Heiberg. „Sådan var de største humanisters syn“, fortsætter han, „og kan man så undre sig over, at humanismen fik den skæbne, den faktisk har fået? Man opgav ikke idealerne, man opgav blot at realisere dem. Her ligger den gamle humanismes dødssynd, her ligger dens dødssygdom“. Tankegangen svarer nøje til Karl Marx’ kritik af Hegels filosofi, der var „åndelig“ i stedet for at være politisk og social, og det er da naturligvis Marx, Otto Gelsted nu indfører, når han vil pege på, hvordan idealerne skal virkeliggøres: „Den, der igen førte humanismen ned på jorden og ideen ud i virkeligheden, var Karl Marx. Han bruger det afgørende udtryk, at det ikke er nok – som filosofferne hidtil har gjort – at fortolke verden, man skal forandre den. I stedet for den „samvittighedsløse handelsfrihed“, der gennemtrænger det borgerlige kapitalistiske samfund anser han det for pligt at arbejde for at virkeliggøre et samfundsideal, „hvori den enkeltes fri udvikling er en betingelse for alles fri udvikling“. Man vil kunne finde et lignende samfundsideal opstillet hos tidligere tænkere, men det ejendommelige for Marx var netop, at han så sig om efter midler til at nærme sig det – ikke blot i tanken, men også i virkeligheden“.
Det er en fuldstændig rigtig skitse. Karl Marx er virkelig humanismens konsekvens eller den konsekvente humanisme, for det var kun honnette, småborgerlige hensyn, der havde afholdt de nationalliberale og kulturradikale fra at anbefale det usminkede diktatur i ideens navn. Despotiet ligger latent i Orla Lehmanns ord om de begavede, de dannede og de formuende, der som sådanne bør have monopol på magten, og samme principielle despoti er ligeledes den stadige understrøm i Georg Brandes’ frisind – hvorfor der da også hele tiden har været varme og affinitet i senere marxisters forhold til Brandes, bl.a. hos Sven Møller Kristensen. De ældre humanister turde ikke – ikke tænke tanken til ende, ikke sige ligeud, hvad tanken tilsagde. Det var dem for ubehageligt, for stødende. De bevarede det beskyttende slør. Otto Gelsted har ganske ret i, at forskellen på den ældre og den revolutionære humanisme er en forskel i hensynsløsheden eller viljen til at realisere idealerne, for ideen er den samme.
På den anden side kan man rigtignok finde, at denne forskel ikke er uden betydning, for den antyder en slags – nødtvungen – anstændighed hos den gamle humanisme, som dens omgivelser nød godt af. De gamle kunne godt i tanken likvidere menneskehedens dosmere og ignoranter (Brandes), men i virkeligheden, i praksis – nej, det kan man ikke! Det er dog for grusomt! For uhyggeligt! Den revolutionære humanisme var rede til at sætte sig ud over sådanne hensyn i dens totale besættelse af ideen, og således var disse revolutionære humanister virkelig de besatte. Alt var dem tilladt – i idealets navn. Alt blev dem til midler for målet: det klasseløse samfund.
Jo, Otto Gelsted har ret i, at der er tale om en forskel i viljen til realisering af ideen, men han er naturligvis uden sans for, at denne de besattes vilje eller konsekvens er dæmonisk. Hans artikel er følgelig den principielle tilslutning til massemordet og menneskeudryddelsen. Dette er, hvad der ligger i hans revolutionære humanisme, som blev „Kulturkampens“ ideologiske standpunkt. Den kommunistiske skønånd – der samtidig var lydigt partimedlem – rev alle slør til side og blottede humanismens realitet.
(I det samme år, 1935, hvor likvideringen af bønderne var afsluttet, fyldtes fangelejrene i Sovjetunionen af alle slags afvigere, som det hemmelige politi NKVD utrætteligt opsporede, og det kommunistiske parti under Stalins ledelse forberedte omhyggeligt den store udrensning og terror imod upålidelige, kontrarevolutionære elementer.)
Men Otto Gelsted veg alligevel tilbage for at fastholde den realitet, han havde afdækket, og søgte derfor at besmykke den med lidt pynt. „En drøm, vil De måske indvende“, skriver han om det klasseløse samfund – „ja, men i al fald en drøm, det er værd at søge virkeliggjort. Man misforstår ofte marxismen som om den var blottet for idealer. Men hvad er det, der leder Marx, når han skitserer det kommende klasseløse samfund, andet end idealet af et samfund, der beherskes af retfærdighedens idé? Læg også mærke til, at Marx’ socialisme munder ud i en individualisme, tanken om hver enkelts fri udvikling som betingelsen for samfundets fri udvikling. Jeg ved i det hele taget ikke, hvor De finder en mere idébestemt samfundsopfattelse“.
Nej, men det er måske netop dette, der er det fatale. Alligevel trækker Otto Gelsted i land her, og det betyder, at hans tanke bliver løs og uklar. Hidtil har han uden skånsel afsløret den gamle humanismes halvhed, camoufleret i dens idealistiske fraser – men pludselig bliver han selv til en harmløs idealist, der vil klare frisag via idealernes skønhed. Var der alligevel en rest af småborgerlig anstændighed i ham? Eller var det taktik for ikke at skræmme læserne? Ja, vist er marxismen en „idébestemt samfundsopfattelse“, en yderst idébestemt samfundsopfattelse, men han har jo lige selv sagt, at dens særlighed består i den hensynsløse vilje til at realisere ideen, og hvortil da dette flitterstads? Og marxismen som den egentlige individualisme – hvilket vitterligt vås fra en mand, der konsekvent har gjort den totale sammenhæng til sit princip! Et samfund, der „beherskes af retfærdighedens idé“, det er nødvendigvis et totalitært samfund, når de herskende konsekvent vil realisere ideen, og så er al tale om individualisme og „idébestemt“ ædelhed ikke andet end snak. Otto Gelsted havde ført klar tale om sin revolutionære humanisme indtil denne uldne afslutning.
Han havde åbent bekendt sin tilslutning til den realisering af ideologien, der hedder diktaturet.
At dette også var „Kulturkampen“s redaktionelle holdning, fremgår af en meningsudveksling i tidsskriftets nr. 5, 1935. Her kritiserer kommunelærer Niels Abildgaard redaktionen for at være ensidig i sin stillingtagen til samtidens diktaturstater. Han havde indmeldt sig i foreningen, skriver han, fordi han havde anset den for at være „en afgjort modstander af diktaturer under enhver form“, men hidtil havde han kun set Tyskland og Italien angrebet, mens Sovjetunionen var blevet ukritisk hyldet. „Er det meningen, at Frisindet Kulturkamp kun skal gøre front mod de to førstnævnte diktaturstater, men derimod ikke mod den tredje og største – og ikke mindst brutale – Sovjetunionen? I så fald er jeg, og vist adskillige andre – blevet medlemmer under forkerte forudsætninger“.
Redaktionen svarer: „Hr. Abildgaard har ret i, at foreningen efter sit program er afgjort demokratisk indstillet. Men demokrati betyder ikke, at man skal tage afstand fra alt, hvad der sker i et land, hvis styreform måske ikke svarer til demokratiske idealer. Det kan ske, at der i et sådant land gennemføres reformer, som de demokratisk styrede lande endnu har som ønskedrømme. Vi mener, at dette kan være tilfældet i Sovjetunionen, men næppe i de fascistiske stater“.
Det hensigtsmæssige
Det er den slags, der kaldes smidighed, og i samme nummer af „Kulturkampen“ kunne man møde en lige så afslørende smidighed i en artikel om de demokratiske fremskridt i Sovjetunionen, som redaktionen ønskede indført i Danmark. Det var Elna Hiort-Lorenzen, der skrev om „Kvinden i Sovjet“, og netop kvindespørgsmålet var betydningsfuldt for alle fremskridtsvenlige og frisindede. Ikke sandt: i det kapitalistiske samfund herskede der ulighed og var der tale om diskrimination af kvinden på grund af produktionsforholdene. „I en socialistisk stat“, skriver Elna Hiort-Lorenzen, „hvor jorden og produktionsmidlerne ikke længere ejes af private, men er indgået som fælleseje, bliver grundlaget for den enkeltes arbejdsindsats ikke blot et salg af arbejdskraften for at skaffe sig til livets ophold – arbejdet bliver en social funktion. Ingen kan være interesseret i at udelukke nogen fra arbejdet – jo flere hænder i arbejde – des mindre slid til den enkelte.
Her bliver så tale om både „ret“ og „pligt“ til at arbejde. Pligt i den forstand, at kun hvis man udnytter retten til arbejdet, har man adgang til på lige fod at nyde godt af resultaterne af den fælles arbejdsindsats.
Der er mange, der ikke fatter den fuldstændige ændring, det medfører i et samfund, når produktionsmidlerne bliver fælleseje og altså heller ikke ser, at det ikke længere er gennem konkurrencen, at retten til arbejdet skabes.
Det, der nu kommer til at stå i forgrunden for alt, bliver „det hensigtsmæssige“. Og så kan det være hensigtsmæssigt at begrænse kvindernes adgang til visse arbejdsområder“.
Ja, der var utvivlsomt mange, som ikke ville kunne forstå, at ulighed i Danmark var ulighed, mens ulighed i Sovjetunionen var en højere form for lighed, men det kunne Elna Hiort-Lorenzen altså forklare dem. I Sovjetunionen ejede kvinderne nemlig selv produktionsmidlerne, og så var ulighed i adgang til arbejde et udtryk for deres eget ønske igennem deres andel i fællesejet: de pålagde sig selv disse restriktioner. Ja, de lukkede med vilje sig selv ude fra visse stillinger af hensyn til fællesskabet. I de kapitalistiske lande var det jo helt anderledes …
Man møder her det lille ord „hensigtsmæssig“, og via dette ord kan mange mærkværdigheder forklares og lige så mange mærkværdigheder gennemføres. Hvis det er „hensigtsmæssigt“ at gennemføre likvideringen af en fri bondestand, er det legalt, og det tilkommer ingen bonde at anfægte fællesskabets hensigt. Og hvis det er „hensigtsmæssigt“ at fratage visse borgere deres lovlige rettigheder, er det en samfundsnyttig gerning at gøre det, og de således diskriminerede kvinder vil være de første til at slutte op om hensigten. Det kan ikke være andet i et socialistisk samfund.
Det bør i hvert fald ikke være det …
Nej, der var nok mange i Danmark i 1935, som ikke fattede „den fuldstændige forandring, det medfører i et samfund, når produktionsmidlerne bliver fælleseje“, og det er et spørgsmål, om Elna Hiort-Lorenzen selv gjorde det. Som så mange andre fra „Kulturkampen“s kreds har hun muligvis besøgt Sovjetunionen i disse år og set udvalgte skarer af smilende, begejstrede sovjetborgere og har været overbevist om, at problemet vedrørende cirklens kvadratur og menneskets optagethed af egen fordel var blevet løst i dette idealsamfund, og hun har med oprigtig barnetro ført sig frem som øjenvidne, når hun kom tilbage til det egoistiske, kapitalistiske Danmark – men først og fremmest har denne barnetro udstyret hende med en argumentation, som vil distancere en jesuit med mange længder. En artikel som „Kvinden i Sovjet“ betegner sammenbruddet for alt, hvad der hedder intellektuel redelighed. En skribent som Elna Hiort-Lorenzen kan gøre sort til hvidt – og gør det. Virkeligheden underordnet ønskedrømmen. Den ideologiske fanatisme som begrundelse. Dette er et besat menneskes tale, og det afhænger kun af tilfældigheder, hvilke følger for hendes medmennesker en sådan brug af „det hensigtsmæssige“ vil få.
Eller hvad kan „hensigtsmæssigheden“ ikke komme til at begrunde?
I dette klima af ortodoksi og jesuitisme bevægede Elias Bredsdorff sig med indforstået takt og smidighed, og han deltog i forargelsen over Nazi-Tyskland og fandt ikke på at spørge, hvorfor det hensigtsmæssige i Sovjetunionen havde ret til at diskriminere kulakkerne, mens det hensigtsmæssiges diskrimination af jøderne i Tyskland var en oprørende handling. Elias Bredsdorff var tværtimod ledende i „Kulturkampens“ udgivelse i det år, hvor sådanne artikler som Otto Gelsteds og Elna Hiort-Lorenzens fremkom, og i sin selvbiografi fra 1983 omtaler han Otto Gelsteds „fremragende digte og artikler; jeg mindes navnlig hans senere så ofte citerede artikel „Giv mig et standpunkt“.“ Han var sekretær 1935-36 og arrangerede møder og samlede underskrifter fra danske kunstnere imod deltagelse i en „kunstnerisk olympiade“ i Berlin og arbejdede målbevidst på at dreje opinionen i progressiv retning. Og han havde som sekretær kontakten med kulturfrontens lokalgrupper – også den i Århus, der i „Kulturkampen“ nr. 2, 1936, skrev: „Vi må opgive denne skematiske opfattelse af diktaturet som noget ondt – eller som noget godt … Diktaturet er et historisk bestemt fænomen. Det kan være godt, og det kan være dårligt, men det optræder altid som en historisk nødvendighed i en eller anden samfundsklasses interesse, og det vil i adskillige tilfælde fortjene alle virkelige frisindedes fulde støtte“.
Elias Bredsdorff var en virkelig frisindet.
Derfor forstod han også, at kampen mod reaktionen omfattede alle forhold, ikke kun de snævert politiske og kulturelle, og han havde nær forbindelse med Hans Kirk og Poul Henningsen, der havde interesse for pædagogiske og opdragelsesmæssige spørgsmål og gjorde en indsats for frisindet på disse områder. „Skal vi opdrages af den store Bastian?“ spurgte Hans Kirk f.eks. sarkastisk i „Kulturkampen“ nr. 1, 1937, i anledning af at de officielle opdragelsesideer var håbløst reaktionære. I lov om offentlig forsorg hed det nemlig, at i tilfælde af vanskelige børns placering uden for hjemmet skulle præst, lærer og læremester spørges, og som Hans Kirk skrev: „Lad gå med lærer og læremester, som må formodes at kende barnet, men præsten?“ Nej, præster var tvivlsomme personer, som kunne befrygtes at fordærve barnets udvikling i sund, frisindet retning, for kristendommen er frisindets svorne fjende. Det vidste Hans Kirk. Som ortodoks marxist var han ikke i tvivl om, hvor hans egentlige modstander befandt sig og hvorledes det grundlæggende modsætningsforhold greb ind på alle livets områder, og hans artikler om børneopdragelse havde således en konsekvent ideologisk baggrund. Grib barnet i vuggen, for ellers får reaktionen sin chance. Det revolutionært humanistiske samfund begynder i børneværelset. Som han skrev i artiklens indledning: „Man må nok give Freud æren for, at opdragelsesproblemer er ved at tage så stor plads i litteraturen. Han har ført en meget betydelig del af de mentale forstyrrelser tilbage til barnekammeret og vakt en almindelig mistillid til den borgerlige og religiøst moralske pædagogik. Vi er klar over, at det meste, der kaldes opdragelse, er temmelig tåbeligt og hyppigt ganske overordentligt skadeligt“.
Og for at give børneopdragere og alle andre ren besked om, hvem og hvad der udgjorde frisindets egentlige fjende, havde Hans Kirk tidligere skrevet i „Kulturkampen“: „De religiøse bevægelser har den funktion at aflede de brede massers opmærksomhed fra realiteterne. Da de russiske arbejdere og bønder var ved at omkomme i sult og pjalter, formanede Dostojefski: „Du skal tage dine lidelser på dig“, og Tolstoi prækede: „Du må ikke sætte dig op mod det onde“. Religionen fører bort fra virkeligheden og over i ønskedrømmen. Overklassen har altid haft sympati for kristendommen, fordi den egnede sig så fortrinligt for proletariatet. Dens symbolsprog er klart og tydeligt, dens forsagelseslære passer til den moderne kapitalisme som fod i hose. Det borgerlige familieliv med dets mange hæmninger og seksuelle fortrængninger er en fortrinlig jordbund for religion, og den religiøse undervisning, som demokratiet nok skal lade være at pille ved, forsyner masserne med de nødvendige associationer“. (Nr. 3, 1935).
Ja, og ved at holde det enkelte menneske fast på dets ansvar og skyld og således gøre mennesket til den enkelte er kristendommen måske især en forbistret hindring for et totalitært samfunds ønsker om total lyksalighed og lighed. Hans Kirk ved jo godt, at det, han kalder den „borgerlige familie“, simpelt hen er den familie, der ikke står under samfundets kontrol og ensretning, fordi det borgerlige samfund i dets afhængighed af kristendommen er et retssamfund, der som sådant beskytter privatlivet. Og så kan man jo ikke komme nogen vegne med børnene. Så tillader samfundet, at børnene bliver lige så forkvaklede og reaktionære som forældrene. Hvad kan en far og en mor f.eks. ikke finde på at fortælle børnene ved middagsbordet? Hvilken garanti har man for, at forældrene ikke fylder børnene med deres egne komplekser og fortrængninger. Og skal frisindet passivt affinde sig med det? Eller er Sovjetunionen ikke også på dette område et eksempel til efterfølgelse for et revolutionært humanistisk samfund, der som sådant er virkeligt demokratisk og sikrer børnene en progressiv opdragelse med de rette ideologiske holdninger?
Jo, Hans Kirk er ikke i tvivl om sagens sammenhæng, og derfor hader han kristendommen af et oprigtigt hjerte. Hvor kristendommens tale om, hvad det er at være menneske, får lov til at betyde noget, er det revolutionært humanistiske samfund lammet i fødslen. Så får borgerlige fordomme som lov og ret, beskyttelse af den åndelige frihed og respekt for privatlivet og mindretallet tilladelse til at bestå uantastede. Så støder „det hensigtsmæssige“ ustandseligt på uoverkommelige spærringer. Har forældrene måske forstand på at opdrage børn, bare fordi de har fået dem? Må et virkeligt demokratisk samfund ikke eksaminere forældrenes meninger i den sociale bevidstheds navn?
Men Hans Kirk gør ikke sin ideologiske og politiske interesse i børneopdragelsen gældende i marxismens navn. Det vil være uhensigtsmæssigt. I stedet er han tilhænger af den moderne adfærdsvidenskab og fører Sigmund Freud i marken og henviser til den psykologiske sagkundskab. Ikke sandt: når videnskaben nu ved, at den reaktionære opdragelse er skadelig derved, at den giver børnene hæmninger! når psykologerne nu kan bevise, at den borgerlige og religiøst moralske pædagogik betyder seksuelle fortrængninger og traumer! Så må man virkelig lytte til „det hensigtsmæssige“ og overlade børnene i de rette hænder. Som Hans Kirk skriver i sin artikel om den store, officielle Bastian: „Netop på et område, hvor der kræves dygtige pædagoger med kendskab til moderne psykologi, bruger man stadig pædagogiske og religiøse kvaksalvere“.
Ja, videnskaben – den er fremskridtsvenlig! Via moderne psykologi og pædagogik vil Hans Kirk skabe et humanistisk samfund – og vil slet ikke tage hensyn til sådanne religiøse forfattere som Dostojevski, der om bl.a. Hans Kirks holdning skriver i „De Besatte“: „Forrest går halvvidenskaben, denne frygteligste af alle menneskehedens svøber, frygteligere end pest, hungersnød og krig. Denne despot, som først vort århundrede har født og næret, har sine utallige præster og slaver; for halvvidenskaben knæler alle i kærlighed og overtro, ja selv den sande videnskab skælver for den og er den skamfuldt underdanig“ …
Men Hans Kirk er ikke alene om sin halvvidenskabelige overtro, for hans gode ven Poul Henningsen, hvem også Elias Bredsdorff havde „nær kontakt“ med omkring „Kulturkampen“, er tilhænger af den moderne psykologis og pædagogiks herredømme over børneopdragelsen og finder kun på den måde demokratiets fremtid sikret. Som Poul Henningsen så slående gjorde opmærksom på: man kan jo se metodens effektivitet i Hitlers Tyskland. Her er der Hitler-Jugend og konsekvent opdragelse og skoling. „Nu gælder det for os at lære af Tyskland, alt hvad vi overhovedet kan lære“.
Denne opfordring fremsatte Poul Henningsen i „Kulturkampen“ nr. 6, 1938 – et nummer om „kultursammenhængen“, som var redigeret og for hovedpartens vedkommende også skrevet af Poul Henningsen. Og i lighed med Hans Kirk gjaldt hans forargelse den opdragelsesform, der med udgangspunkt i kristendommens tale om menneskelivet var tilfældig og planløs derved, at den overlod ansvaret til tilfældige, ikke-bevidstgjorte forældre. Og i lighed med Otto Gelsted var Poul Henningsen tilhænger af den store sammenhæng – kultursammenhængen, den totale sammenknytning af alle menneskelige ytringer i en bestemt idé, den ideologiske enhed, som Hitler-Tyskland havde forstået betydningen af. Han skrev i indledningsartiklen om den hjemlige situation: „Den nøje sammenhæng mellem kirke og konservatisme viser sig også ved en parallel med hensyn til åndelig børnevoldtægt. Ganske som folkekirken i sit medlemstal lever højt på folk, som er indskrevet i deres første levemåneder og automatisk bliver i foreningen til deres død uden at mene noget med det – ganske på samme måde præpareres barnet i børnehave, skole, hjem, børnebøger osv. til indtræden i det konservative, „upolitiske“ folkeparti, og selv om det skulle lykkes på politiske områder at få den slags nedsyltede børn til at varetage deres egne interesser, når de bliver voksne, så vil de i hvert fald hele deres liv risikere at stå midt i konservatismen i alle kulturelle spørgsmål“.
Dette stykke gengiver holdningen og stemningen i Poul Henningsens kulturkritiske forfatterskab, som dengang og siden blev stærkt feteret, og man vil se, at det karakteristiske er et bevidst hovmod i forhold til menige danskere – kulturradikalismens åndshovmod for fuld udblæsning og i arrogant provokation. „Nedsyltede børn“: det er de børn, som forældrene har ladet døbe. Nedsyltet er man, når man står i folkekirken slet og ret – for man mener ikke noget med det. Man kunne spørge Poul Henningsen, hvor han ved det fra, for dåben og medlemsskabet af folkekirken er folks frie afgørelse, som de fra dag til dag kan omstøde, men Poul Henningsen tror ikke på, at almindelige mennesker kan finde ud af den slags. Nedsyltede! Bevidstløse! Menige mennesker er ikke i stand til at finde ud af „at varetage deres egne interesser“ – og derfor vil Poul Henningsen opdrage dem via den konsekvente kulturpolitik.
Det er da følgerigtigt, at han vil lære af Hitlers Tyskland. Her er den kulturelle opdragelse jo sat i system via den totale bevidstgørelse og det konsekvente formynderskab. Her får folk autoritativt at vide, hvad der er deres „egen interesse“, og at Poul Henningsen kalder denne demokratisk i stedet for nazistisk er naturligvis kun en sproglig forskel. Han skriver: „Hitler har klart udtrykt, at kunst må hvile på en verdensanskuelse – for hans vedkommende den nazistiske. Han kasserer kun den kunst, som hviler på den demokratiske verdensanskuelse. Gennem sin målbevidste kamp mod den lærer han os med al tydelighed, hvad demokratisk kultur er. Vi behøver bare at handle modsat ham, så har vi vores kulturprogram i mindste enkeltheder“.
Meningen er, at demokratiet er af samme art som nazismen, blot med omvendt fortegn, og demokratiet bliver af Poul Henningsen dermed gjort til en ideologi. Det er ikke – modsat – en respekt for det menige menneskes frie afgørelse, udtrykt i hemmelige, frie valg. Det er ikke respekt for det enkelte menneskes ansvar, i sidste instans sat af den kristne forkyndelse. Men demokratiet er for Poul Henningsen en ideologisk totalitet.
Han citerer Hitlers ord om, at nazismen er en verdensanskuelse, der skal ligge som „en tydelig tendens bag alle handlinger“, og Poul Henningsen spørger anklagende sin danske samtid: „Men demokratiet er måske ikke en verdensanskuelse?“
Svaret er nej. Demokrati er netop ikke en verdensanskuelse, hverken principielt eller åndshistorisk, for demokrati blev til som den styreform, der har som sit formål at dele og kontrollere magten for derigennem at beskytte mindretallet og den enkelte borger imod overgreb fra magthaverne. Sådan opstod det i England – det moderne demokratis vugge. Dette var demokratiets væsen, udtrykt i retssamfundet og formuleret af bl.a. Edmund Burke. Den franske revolution anfægtede rigtignok denne opfattelse og søgte med udgangspunkt i Oplysningstid og Rousseau at gøre demokrati til en ideologi i stedet for en styreform. Sammenstødet imellem demokrati og demokratisme afspejles f.eks. i Burkes „Reflections on the revolution in France“. Her hævdes loven og den enkeltes frihed imod flertalsdiktaturet og ligheden. Burke contra Robespierre.
Med sin totalitære forståelse af demokrati er Poul Henningsen på Robespierres linie, hvorfor han da også vil gå i lære hos Hitler.
Og deraf hans stadige interesse for børneopdragelse. Folket skal skoles. Folket skal fra vugge til grav opdrages til at varetage sine egne interesser – som bestemmes af Poul Henningsen og andre bevidstgjorte. „Målet med demokratisk opdragelse må være at udvikle det enkelte individs personlighed og sans for egne interesser og gå imod al massesuggestion“, skriver han i „Kulturkampen“.
Men når Poul Henningsen bedre end folk selv ved, hvad der er deres egne interesser, er denne demokratiske opdragelse jo blot en anden og mere raffineret form for massesuggestion. Det lader sig faktisk ikke bortforklare. Poul Henningsen var ikke partimedlem og ikke marxistisk ortodoks som Otto Gelsted og Hans Kirk, men sagligt set var han talsmand for samme synspunkt som de.
Og ligesom Hans Kirk satte også Poul Henningsen sin lid til adfærdsvidenskabeligheden – psykologi og pædagogik. Igennem sådanne fremskridtsvenlige discipliner skulle børnene udvikles til frisindede, „demokratiske“ mennesker. Freudianisme og børnepsykologi og mennesker uden seksuelle fortrængninger, komplekser, hæmninger og neuroser – 30’ernes hele halvvidenskabelige overtro. Med en tidstypisk udtalelse: „Vi må gøre læreren til demokratiets læge og åndelige sundhedsekspert. Det betyder ikke bare den alvorlige ændring, at hans gerning må betales helt anderledes. Det betyder også, at hans udvælgelse og uddannelse radikalt må omlægges efter humanistiske og børnepædagogiske principper“.
Den, der i sådanne ord ikke kan høre „det hensigtsmæssiges“ hede åndedrag, lukker både øren og øjne.
Retfærdighed
I slutningen af 30’erne tilspidsedes situationen – nationalt som internationalt. Kulturfrontens kamp mod „fascismen“ – dette dybsindige begreb, som alle bruger og ingen definerer, hvorved det netop er agitatorisk brugbart – skærpedes under indflydelse af den spanske borgerkrig, der brød ud i 1936, og dønningerne fra det blodige opgør mellem republikken og Franco skyllede op på de europæiske strande. Intellektuelle „anti-fascister“ strømmede til Spanien, nogle for at gå i krig i den internationale brigade, andre for at inspirere de kæmpende ved oplæsning af egne værker og atter andre for at sende rapporter hjem om dette lærestykke i striden mellem godt og ondt. Nordahl Grieg var een af de skandinaviske skribenter, der tog til krigsskuepladsen som referent. Også Elias Bredsdorff tænkte på at melde sig. „Siden Hitlers magtovertagelse i Tyskland,“ skriver han i sine erindringer, „havde ingen begivenhed gjort så stort indtryk på mig – og på mange af min generation – som den spanske borgerkrig. Det føltes som et spørgsmål om liv og død for demokratiet, og mens ikke-interventionspolitikken i Danmark gjorde alt for at spænde ben for danske frivillige, der meldte sig til „Den internationale Brigade“, fik Franco’s „nationalistiske“ tropper militær hjælp af tyske, italienske og marokkanske styrker. Selv overvejede jeg at melde mig til den internationale brigade, men dels stod jeg lige foran min afsluttende eksamen, dels havde jeg kone og barn … så jeg besluttede i stedet at blive i Danmark og gøre hvad jeg formåede for at skabe forståelse af den spanske situation herhjemme“.
Og Elias Bredsdorffs forståelse af den spanske situation blev ikke påvirket af de erfaringer, som andre kom til at gøre i Spanien, bl.a. Arthur Koestler og George Orwell, der brændende i ånden rejste til den iberiske halvø for at bekæmpe fascismen, men som gjorde den ubehagelige opdagelse, at det kunne være vanskeligt at finde ud af, på hvilken side i borgerkrigen fascismen faktisk fandtes – eller rettere: at den forvirrende nok syntes at befinde sig på begge sider af fronten. Franco var mord og vold og tyske og italienske luftbombardementer. Men på republikkens side huserede kommunisterne og gjorde på Moskvas bud store anstalter for at likvidere afvigende kampfæller. Socialisterne i POUM og anarkisterne i CNT fik ikke nogen lang levetid, hvor kommunisterne herskede, opdagede Orwell. Terror og henrettelse af de med Komintern uenige blev daglig kost på republikkens side. Spørgsmålet om retfærdighed var ikke så helt enkelt. Hvem var i grunden retfærdig? Eller var troen på egen retfærdighed, den objektive og historisk determinerede, ikke morderiskhedens og ondskabens baggrund? Med nød og næppe reddede George Orwell sig ud af Barcelona og kommunisternes kløer, der med overbevisende harme havde dømt POUM og ham som „fascister“, og rejste i en vågnende erkendelse af totalitarismens virkelighed hjem til England og skrev „Hyldest til Catalonien“, mens Arthur Koestler gjorde forberedelser til at skrive „Mørke midt på dagen“.
Elias Bredsdorff sad hjemme i Danmark og var totalt retfærdig i sin anti-fascistiske virksomhed. Han redigerede „Kulturkampens“ nr. 2, 1938, og helligede nummeret en kunstner-protest mod Franco, hvor han havde samlet underskrift på underskrift til retfærdighedens sejr. „Er De for eller imod Franco?“ spurgte han 71 danske forfattere, og til hans udelte tilfredshed svarede de allerfleste imod på det inkvisitoriske spørgsmål. „Vi mener, at en enquete som denne kan have sin betydning“, skrev han i tidsskriftets leder. „Det kan ikke for tit slås fast, at Spanien kommer os ved, og at vi – for vores egen skyld – er nødt til at tage parti. Finansens gribbe er naturligvis parate. Konservative rigsdagsmedlemmer har vovet at rejse krav om, at Danmark skal anerkende Franco, fordi sålænge vi kun anerkender regeringen, er vi ikke „neutrale“. Danske domstole rejser for tiden den ene sag efter den anden mod danske frivillige, der ud fra en antifascistisk indstilling har sat deres liv ind på at hjælpe det demokratiske Spanien“.
Elias Bredsdorffs ven, forfatteren Sigvard Lund, var i 1937 rejst til Spanien som journalist og havde mødt Nordahl Grieg. „Jeg deler foreløbig værelse med Nordahl Grieg“, skrev han i et brev til Elias Bredsdorff, „men han skal hjem om nogle uger og bl.a. tale ved Clarté’s rusmodtagelse. Han har læst nogle af dine artikler og beder mig hilse“.
Det var en hilsen, Elias Bredsdorff har følt som et ridderslag, for Nordahl Griegs digtning og indlæg i tidens debat havde han læst med beundring og begejstring. „For mig og mange andre af tredivernes generation fik Nordahl Grieg en afgørende betydning“, skriver han i sin erindringsbog. „„Vor ære og vor magt“, hans skuespil om de norske søfolk og de norske skibsredere under og efter den første verdenskrig, gjorde et stort indtryk på mig, da jeg så det på Det kongelige Teater i 1936, og et endnu større indtryk gjorde „Nederlaget“, som Det kongelige Teater opførte året efter. Dette skuespil om Pariserkommunen, som tog diskussionen op om brugen af vold i frihedskampens tjeneste, mundede ud i en erkendelse af, at det kunne være nødvendigt at bruge vold for mennesker, som afskyede vold, og som bekendte sig til humanistiske idealer“.
Men at det er just de humanistiske idealer, der avler vold og terror i en stadigt accelererende bevægelse, fordi selvforgudelse føder stadigt nye djævle, forstod Elias Bredsdorff ikke. At Pariserkommunens blodige gerninger kunne have forbindelse til samme problematik, forstod Nordahl Grieg heller ikke. Som national digter under den tyske besættelse skabte han kunst, der vil være en bestandig inspiration i kraft af sin gribende enkelhed og ægthed. Som ideologisk forfatter og skribent i 30’erne mangler han imidlertid alt, hvad der kom til ham i 40’erne, og i sit sproglige artisteri er „Nederlaget“ skoleeksempel på et svulstigt, politisk lærestykke. Hvorfor er det skrevet? På grund af en virkelighed, der blev kunstneren overmægtig og skabte kunst – som hans krigsdigtning?
Nej, på grund af Nordahl Griegs trang til at løfte den ideologiske pegefinger.
30’er-kunst i dårligste forstand, og derfor – trods artisteri og håndelag – ikke kunst, men det typiske tilfælde på kunstneren i ortodoksiens tjeneste. Teatermæssig propaganda á la Brecht, en anden ideologisk ikke-kunstner af samme skole og fra samme periode. Hule, klingende fraser på de skrå brædder og ud til et lyttende publikum, der skulle indoktrineres.
Hør blot helten Delescluze deklamere på barrikaden:
„Jeg husker mangen aften på Djævle-øen, passaten strøg ind fra havet, sydkorset lyste. Hvor mange længes hjem, hvor man elsker, når man er langt borte! Undertiden tænkte jeg: hvor må ikke stjernerne elske jorden, der har så lang vej at længes. Disse aftener troede jeg på det umulige. Jeg syntes, at når blot jeg kom hjem og fik sagt det, som jeg vidste, ville alt blive godt. For hjemme var jorden så god og solen og menneskenes smil; jeg syntes, at for alle, næsten alle, måtte retfærdighed og broderskab være som en befrielse. Jeg kom hjem og skrev om dette.
Fængsel.
Jeg skrev det igen.
Påny fængsel.
Nu ved jeg det: der er kun to magter i verden.
Fangevogterne og de fangne. Mellem dem er det kampen må stå“.
På den lyttende Pierres stikord uddyber Delescluze læren:
„… Og de fangne? Det er alle millionerne i verden, som er indespærrede i sult og fornedrelse. Af og til slippes de ud fra fabrikkerne og arbejdet, for at føres over i et nyt fængsel: krigen.
Men det er mere, det er selve mennesket, dets værdighed og storhed, som er lænket fast.
Fra vi er små, får vi indprentet den menneskelige naturs usselhed; griskheden bliver forkyndt som den ædleste egenskab; og langsomt mures fængslet op omkring mennesket.
Og langt, langt herfra er retfærdigheden blevet indespærret; det fængsel kaldes himmelen, og tusind sortskørtede fangevogtere passer på at retfærdigheden ikke kommer løs. Ja! Selv Gud er i fængsel. Men den dag, hvor vi befrier os selv, skal vi befri Gud også, og da skal retfærdigheden, da skal Gud gå fri og glad rundt på jorden“.
Man tør gætte på, at bevægelsen i parterret har været almindelig. Fremført med sonor, skolet skuespillerstemme må virkningen af denne humanistiske præken have været overordentlig. Nogle tilskuere har måske fældet tårer. Mon Elias Bredsdorff har kunnet undgå blanke øjne og en klump i halsen? Den gamle, ædle Delescluze på den sønderskudte barrikade, afventende de grusomme, kapitalistiske soldaters angreb, og så bryder han ud i en hymne til menneskets ære og adel! Helt op på galleriet til de billigste pladser er rørelsen sikkert nået. Ja, meget kan man sige om Nordahl Grieg, men idealist er han! Storslået! Hvilket smukt og rammende billede: retfærdigheden er af kapitalen og præsterne spærret inde i himmelen, men så stormer mennesket himmelen og befrier både retfærdigheden og Vorherre, så at sidstnævnte kan få lov til at spadsere fri og glad rundt på jorden mellem de andre, retfærdige gudevæsener …
En kætter kunne fristes til at få ondt af Vorherre i den situation: fanden skulle være Gud på Nordahl Griegs betingelser! Men – han er det måske heller ikke? Hvis man blader i sin Bibel, kan man nemlig finde udtryk for, at Nordahl Griegs humanistiske bestræbelse ikke er helt ny. Den er faktisk skildret i Første Mosebog, hvor menneskeheden besluttede at bygge sig et Babelstårn for – hvem ved – at tage Nordahl Grieg på ordet og erobre retfærdigheden og gøre sig Gud lig. Mennesket i Guds støvler og på Guds trone. Den gamle humanistiske drøm om at gøre sig til den retfærdige, som skal dømme verden og de onde – dvs. de andre. Bortset fra den rørstrømske indfatning er Nordahl Griegs billede yderst velkendt, og i stedet for at konferere det med Bibelens fortælling om Babelstårnets videre skæbne og dermed om menneskets virkelighed kan vi springe ind i en parentes, der også belyser virkeligheden vedrørende den nordahl griegske humanisme:
(I Moskva er der i de samme år som „Nederlaget“ skrives og opføres en række processer i gang mod ledende kommunister, Lenins gamle medarbejdere fra revolutionens år, Kamenev, Radek, Zinovjev og Bukharin, som af det kommunistiske parti bliver anklaget for de mest forbløffende forbrydelser. Den revolutionære humanisme i verdens eneste arbejderstat og klasseløse samfund hensætter sin omverden i dyb undren. I Sovjetunionen dyrkes jo retfærdigheden og den sande menneskelighed, og fulde af begejstring har Nordahl Grieg og Elias Bredsdorff gæstet humanismens oase i en grisk og kapitalistisk verden og skrevet henførte bøger og artikler herfra – men nu viser Delescluzes efterfølgere sig at have været forlenet med fatale svagheder. Sovjetunionens offentlige anklager, kammerat A. J. Vysjinski, løfter sløret for Bukharin & Co.’s nedrighed i sin anklagetale 11. marts 1938: „Denne proces’ historiske betydning består først og fremmest i, at det i denne proces med overordentlig omhu og nøjagtighed er blevet påvist, bevist og slået fast, at højrefolkene, trotskisterne, mensjevikkerne, de socialrevolutionære, de borgerlige, nationalister og så videre ikke er andet end en principløs, idéforladt bande af mordere, spioner, diversanter og skadedyr.
… Det er blevet bevist, at denne blok bestod af agenter for nogle udenlandske staters spionagetjeneste. Det er blevet bevist, at „Højres og Trotskisternes Blok“ systematisk har opretholdt ulovlige forbindelser med nogle udenlandske stater, for at de kunne opnå deres hjælp til at realisere deres forbryderiske planer, Sovjetmagtens omstyrtelse og genoprettelsen af godsejernes og kapitalisternes magt i Sovjetunionen.
Det er blevet bevist, at „Højres og Trotskisternes Blok“ systematisk har beskæftiget sig med spionage til gunst for disse stater, at den har forsynet deres spionagetjenester med de vigtigste hemmelige stats-dokumenter.
… Vort folk kræver det ene: Træd den forbandede hugormeyngel ned! Tiden vil gå; ukrudt og tidsler vil overgro de forhadte forræderes grave, der for evigt vil være dækkede af de ærlige sovjetmenneskers, af hele Sovjetfolkets foragt. Men over os, over vort lykkelige land vil vor sol efter som før lyse klart og muntert med sine lyse stråler. Vi, vort folk, vil efter som før vandre frem ad den vej, der er blevet renset for fortidens sidste snavs og affald, ført af vor elskede fører og lærer – den store Stalin – vil vi vandre fremad og atter fremad til kommunismen!“
Dagen efter, 12. marts 1938, fik den anklagede Nikolaj Bukharin, Lenins yndling, partiets teoretiker, ordet:
„Borger retsformand og borger dommere, jeg er fuldstændig indforstået med, hvad borger retsformanden sagde med hensyn til betydningen af den proces, hvorunder vore ryggesløse forbrydelser er blevet afsløret, de forbrydelser, som blev udført af „Højres og Trotskisternes Blok“, som jeg var en af førerne for, og for hvis hele virksomhed jeg bærer ansvaret.
… Jeg vil her tale om mig selv, om årsagerne til min anger. Naturligvis må man sige, at beviserne også spiller en meget stor rolle. Jeg har nægtet i omtrent tre måneder. Så begyndte jeg at fremkomme med udtalelser. Hvorfor? Årsagen er, at jeg i fængslet har omvurderet hele min fortid. Thi når man spørger sig selv: Når du dør, hvad dør du så for? Så viser der sig pludselig med rystende klarhed en absolut sort tomhed. Der findes intet af det, man skulle dø for, hvis man ville dø, uden at have angret. Og omvendt antager alt det positive, der lyser i Sovjetunionen, alt dette antager i menneskets bevidsthed en anden udstrækning. Det er det, der til syvende og sidst har afvæbnet mig fuldkommen og drevet mig til at bøje knæ for partiet og landet. Og hvis man spørger sig selv: Nå godt, du dør ikke, hvis du ved et eller andet under bliver i live, hvorfor så igen det? Isoleret fra alle, en folkets fjende i en ikke menneskelig situation, fuldstændig isoleret fra alt det, der er livets væsen … Og straks får man dette svar på spørgsmålet. Og i sådanne øjeblikke, borger dommere, bortfalder alt personligt, eller personlige aflejringer, resterne af forbitrelse, egenkærlighed og en hel række andre ting, de falder bort og forsvinder. Og når så yderligere et ekko fra den fjerne internationale kamp når ind til én, så gør alt dette tilsammen sin virkning, og resultatet bliver en fuldkommen indre moralsk sejr for Sovjetunionen over dens modstander, der lå på knæ … I virkeligheden er alting klart. Verdenshistorien er verdens domstol“.
Derefter blev Bukharin dødsdømt. Henrettet. Udryddet.
Tilbage er blevet et menneskeligt dokument, rystende og afslørende til alle tider. Hvad er det ikke for en humanisme, der taler her? Hvordan bliver dét at være menneske ikke forstået af denne overbeviste revolutionære humanist og kommunist? Uhyggeligt! Bukharin, den ledende marxistiske teoretiker, reducerer sig selv til intet som helst stillet over for partiets anklager – og hvorfor? Fordi partiet er alt! Hvad bliver der nemlig tilbage, hvis han ikke siger ubetinget ja til disse latterlige anklager for at have været i ledtog med Gestapo og lignende? Han svarer: en absolut tomhed, for så er man lukket ude fra „livets væsen“. Og livets væsen er partiet eller ideologien. Uden for partiet er ingenting, slet ingenting. Partiet har altid ret. Ja, partiet er retfærdigheden, og der er ingen retfærdighed til uden partiet.
Sådan er denne ideologiske humanisme. Menneskets totale destruktion som menneske, som person. Udslettelsen af al individualitet og eksistens. Enhver etisk fordring, enhver moralsk ansvarlighed, alt, hvad der hedder samvittighed, personlighed, menneskelighed – borte er det. Tilbage er ideologien og partiet. Eller med Bukharins ord: „Verdenshistorien er verdens domstol“.
Dette er den endelige og totale dehumanisering af menneskelivet. Forfærdeligt: verdenshistorien er verdens domstol. Forfærdeligt: magt er ret – for der findes slet ingen ret. Mennesket er et redskab i magtens hænder eller et hjul i udviklingens kæde, og hvor mennesket kommer i modsætning til magten eller udviklingen, har det dømt sig selv, og dets død er kun en konstatering af det allerede skete. Forfærdende umenneskelighed!
Dette er djævelskabet, den egentlige konsekvens af 1789 og for så vidt af enhver dyrkelse af fremskridtet og udviklingen: menneskets fuldstændige ofring på den ideologiske Moloks alter.
Den konsekvente humanisme – et lærestykke fra virkeligheden, opført for al verdens øjne samtidig med Nordahl Griegs „Nederlaget“.)
Og Nordahl Griegs betydning for kulturfronten er afgørende, siger Elias Bredsdorff. Da hans roman „Ung må verden endnu være“ udkommer, anmelder Otto Gelsted den begejstret i „Kulturkampen“ og skriver: „Grieg kommer meget indgående ind på processerne mod de kontrarevolutionære attentatmænd og giver en psykologisk overordentlig interessant redegørelse for en type, der vistnok bedst kan betegnes med navnene Radek og Bucharin.“ (Nr. 1, 1939). Således affyrer den danske intellektuelle sit partitro nakkeskud et lille års tid efter NKVD i Moskva. Men på teatret lyder de rørende monologer fra „Nederlaget“ fortsat, og de færreste falder på at trække forbindelsen fra Delescluzes idealisme til NKVD’s kældre i fængslet i Moskva. I sin sortie på den evige barrikade deklamerer Delescluze:
„Nu skal vi dø.
Jeg er ikke kristen. De kristne svigter jorden for at gå til deres skinnende håb. Men vi kan gå herfra, rolige, fordi vi vil at vort håb skal blive tilbage. Håbet bliver tilbage på jorden! De derovre kan svide græsset af med deres granater, men de kan aldrig dræbe jordens evne til at grønnes“.
Ja, i overtroen på håbet, på sagen, på retfærdighedens komme til jorden en gang i fremtiden kan mennesket tåle enhver lidelse og udføre enhver handling, selv den grusomste – for dette er dæmoniens væsen. For sagens skyld! For retfærdighedens skyld! Under sådanne deviser forsvares mordet på millioner eller på ens bedste ven, for den dæmoniske humanisme ofrer alt for ideologiens virkeliggørelse på den grønnende jord. Det var Bukharins holdning som det er Nordahl Griegs. På disse præmisser accepteres proletariatets diktatur og – med Otto Gelsted – vold og terror. Det er jo kun en overgang. Og målet helliger midlet. For retfærdighedens skyld er alt tilladt.
Dette er ganske rigtigt ikke kristendom, for det er det stik modsatte. Ved at forkynde en retfærdighed, der ikke er af denne verden og til hvilken mennesket kun kan forholde sig i tro, holder kristendommen det enkelte menneske ubetinget fast på dets ansvar i denne verden, og således er mennesket under en fordring, som gør det til menneske ved at give det samvittighed. Alt er da ikke tilladt. Ingen hensigt helliger midlerne, for helligheden er hos Gud. Altså kan den ikke trækkes ind i det politiske liv. Altså er mennesket under Guds fordring dømt til at være sin broders næste og ikke hans bøddel.
Tingene hænger sammen. Under de smukkeste formål er den revolutionære humanisme bødlernes religion, for den gør retfærdigheden til sin ejendom. Således mangler den aldrig grunde til guillotinen, øksen, nakkeskuddene, omskolingen, ensretningen, terroren.
Og de revolutionære humanister hader kristendommen, som ved sin forkyndelse fratager dem deres (selv)-retfærdighed.
Den disciplinerede samvittighed
Under Moskva-processerne er Elias Bredsdorff et lydigt partimedlem, som ikke lader sig anfægte. Der mærkes ingen samvittighedens uro hos den unge intellektuelle. I 1938 var han blevet cand. mag. og fik derefter mere tid til sin rådighed, og så blev han på ny sekretær i kulturfronten og var atter aktiv i kampen mod den barbariske fascisme og nazisme, som må mødes af et enigt folks tordnende nej …
Hans menings- og partifælle Mogens Fog havde været klassekammerat og nær ven af Arne Munch-Petersen, med hvem han fulgtes ad ind i det kommunistiske parti i 1925. Arne Munch-Petersen blev i 1931 partiets første folketingsmedlem sammen med Aksel Larsen, men nogle år senere forsvandt han i Sovjetunionen. Mogens Fog skriver i erindringsbogen „Efterskrift“: „Midt i 30’erne tog Arne, vistnok efter partibeslutning, til Moskva, hvor han nogle år senere forsvandt, efter min mening henrettet som offer for den sindssyge udrensningschef Jagoda. Men i adskillige år klamrede jeg mig til den mulighed, at han var overgået til en hemmelig mission, en opfattelse som Aksel Larsen vistnok fastholdt gennem årene“.
Hvordan reagerer en mand, når hans nære ven forsvinder sporløst? Accepterer han det med en beklagende skuldertrækning, når det blot er i det rette parti og den rette stat? Ville Mogens Fog og Elias Bredsdorff og Hans Kirk og Otto Gelsted have været lige så beherskede, hvis Arne Munch-Petersen var forsvundet i Nazi-Tyskland. Mogens Fog giver „den sindssyge udrensningschef Jagoda“ skylden, men Jagoda var jo ikke mere sindssyg end at han bare fulgte partiets og Stalins ordre – indtil partiet udrensede også ham. Kan vennens skæbne da slet ikke give Mogens Fog & Co. visse anfægtelser med hensyn til det parti og den ideologi, der således udrydder folk efter forgodtbefindende? Er der slet ingen samvittighed, som må bringe de undrende efterladte til selvopgør og selvbesindelse? Hvorfor spørger de ikke, og hvorfor kræver de ikke svar? Og når svaret er hårdnakket, talende tavshed, hvorfor får det da ikke konsekvenser for deres holdning?
Bukharins danske åndsbeslægtede!
I de år, hvor Arne Munch-Petersens venner og bekendte undrer sig – internt – over hans forsvinden, er Elias Bredsdorff meget skrivende i „Kulturkampen“, organ for „frisind og demokrati“. Han skriver i 1939 en stor artikel om „2 danske forfatteres forhold til nazismen“, og anledningen er en strid mellem Soya og Leck Fischer, som i Forfatterforeningen er kommet i klammeri om en ytring af Leck Fischer. Denne har underskrevet en kontrakt fra en tysk forlægger, som vil udgive en af hans noveller, i hvilken kontrakt står, at han er „af arisk, ikke-jødisk afstamning og at han ikke virker i tyskfjendtlig forstand“, og denne tvivlsomme erklæring kræver Soya Leck Fischer til regnskab for. Den anklagede undskylder og forsvarer sig efter bedste evne, men Elias Bredsdorff griber historien og bruger den som ideologisk spanskrør over for danske forfattere og intellektuelle. Ingen enkelt stående dumhed i forhold til nazismen skal få lov at gå upåtalt hen. Den pædagogiske og agitatoriske virkning begrunder den ubarmhjertigste gabestok, og Leck Fischers ubetænksomhed trækkes frem for offentligheden til skræk og især advarsel …
Det er fire år siden Arne Munch-Petersen forsvandt.
Og i maj 1939 er Elias Bredsdorff til international fredskongres i Paris, arrangeret af „Verdenskomiteen mod krig og fascisme“, og han fortæller i „Kulturkampen“ om den opløftende og opbyggelige begivenhed: „Som kongressens hovedresultat må man sikkert nævne dens enige udtryk for kravet om et samarbejde, en entente cordiale, mellem Vesteuropas demokratier og Sovjet-unionen, samt konstateringen af den vidtrækkende, dybe mistillid til de nuværende franske og engelske regeringer. Kongressen har sikkert navnlig betydet en styrkelse for dem, der arbejder i halvfascistiske stater.
Det var en smuk og enig demonstration af demokratiets vilje til fred og dets krav om respekt for mennesket og en afvisning af fascismens brutalitet og barbari. Måske var det sidste gang, man kunne tale så frit før en katastrofe – eller før et lykkeligt vendepunkt i Europas historie, hvor det går op for de demokratiske stater, at man ikke siger A til fascismens krav, man forhandler ikke med den – men slår den ned“.