Clouds on the Evening Horizon At Issue Index Table of Contents Previous Next SKYER PÅ AFTENHORISONTEN EN VIS morgen i efteråret 1956 indviede M. L. som sædvanlig sit liv på ny til Frelseren, som han havde tjent i mere end tres år. Da han gjorde det, anede han ikke, at fire sider, han ville læse den dag, et optryk af Donald Barnhouses artikel i tidsskriftet Eternity, ville udløse en række reaktioner hos ham, som ville leve længe efter ham. Hvad læste han på de fire sider? Barnhouse, en evangelikal lærd, gav sin vurdering af nutidig Syvendedags Adventisme. M. L. tog denne rapport fra en udenforstående på ordet uden at afvente bekræftelse. En vending fangede Andreasens opmærksomhed: "Straks blev det bemærket, at adventisterne på det kraftigste benægtede visse doktrinære standpunkter, som man tidligere havde tilskrevet dem."1 Under hvilke omstændigheder? spurgte Andreasen. Han læste sammenhængen: To år tidligere var en forsker, Walter Martin, blevet bedt om at skrive en bog om Syvendedags Adventisme, som af evangelikale blev betragtet som en ikke-kristen religion. For at få førstehåndsoplysninger havde hr. Martin taget kontakt til adventistledere på deres hovedkontor. Lidt længere henne læste M. L., "Denne idé afvises også fuldstændigt." Hvilken idé var dette? Ingen anden end det, han anså for grundkonceptet om helligdommen og soningen — emnet som han havde centreret sin tanke om i alle disse år. Da han fik privilegiet at tilbringe noget tid i Ellen Whites hjem, havde han især undersøgt emnet soningen og havde afskrevet et stort antal citater, som han senere havde brugt i sin undervisning. Af de femten bøger, han havde skrevet, handlede to direkte om dette emne, ligesom flere af de ni kvartaler af sabbatsskolelektioner, han var blevet bedt om at udarbejde gennem årene. Nu læste han denne sætning: "De tror ikke, som nogle af deres tidligere lærere underviste, at Jesu forsoningsværk ikke blev fuldført på Golgata, men i stedet at Han stadig har udført et andet tjenestearbejde siden 1844."2 Hvad tror de? spurgte han. "De tror, at Kristus siden sin himmelfart har formidlet velsignelserne af den forsoning, som Han fuldførte på Golgata."3 Sikken en opdagelse! Ved det simple greb at bruge udtrykket "benefits of the atonement" til at beskrive Kristi arbejde i himlen, kunne det antydes, at soningen var fuldendt på Golgata. Det eneste problem var, at Ellen White havde skrevet: "Frelsesplanen, som var afhængig af Kristi død, var hidtil blevet gennemført."4 Men hvorfor skulle brødrene være så ivrige efter at omformulere den gængse adventistiske lære? M. L. fandt svaret på en anden side i artiklen: "The final major area of disagreement is over the doctrine of the 'investigative judgment' . . . a doctrine held exclusively by the Seventh-day Adventists. At the beginning of our contacts with the Adventists Mr. Martin and I thought that this would be the doctrine on which it would be impossible to come to any understanding which would permit our including them among those who could be counted as Christians believing in the finished work of Christ."5 Så det var grunden til, at der måtte ske en omformulering! "Investigative judgment" har at gøre med det soningsværk, som Kristus udfører i den himmelske helligdom. Tidlige adventistiske forfattere havde været så imponerede over vigtigheden af denne særprægede lære, at de ikke havde anvendt ordet "soning" om Kristi offer på korset.6 M. L. kunne se, at den nuværende tendens var at svinge til den modsatte yderlighed, begrænse soningen til korset, mens man kaldte det himmelske arbejde blot "anvendelsen af fordelene ved soningen". I virkeligheden, som Skriften vidner, og som Ellen White bekræfter, udgør begge faser soningen. M. L. vidste, at Ellen White havde brugt udtrykket "the benefits of His atonement,"7 om Kristi arbejde i himlen. Men han vidste også, at hun i den samme bog havde skrevet: "Ligesom ypperstepræsten én gang om året gik ind i det Allerhelligste for at rense den jordiske helligdom, således gik Jesus i slutningen af de 2300 dage i Daniel 8, i 1844, ind i det Allerhelligste i den himmelske for at gøre en endelig soning for alle, der kunne have gavn af Hans mægling, og således rense helligdommen."8 "Denne soning sker for de retfærdige døde såvel som for de retfærdige levende."9 Om korsets offer havde hun skrevet: "Faderens herligheds stråleglans og Hans hellige lovs fortrin og fuldkommenhed forstås kun gennem soningen, som blev gjort på Golgata af Hans kære Søn."10 "Kristi forbøn for mennesket i helligdommen i det høje er lige så vigtig for frelsesplanen som Hans død på korset. Ved Sin død begyndte Han det værk, som Han efter Sin opstandelse fór op for at fuldende i himlen."11 I næsten alle de femten bøger, M. L. havde skrevet om teologi, havde han helliget de sidste kapitler til på forskellige måder at beskrive det endelige soningsværk. For eksempel: "Ved slutningen af de to tusind tre hundrede dage [1844] skal et folk fremstå, som vil have lys i helligdomsspørgsmålet, som følger Kristus i tro ind i det Allerhelligste, som har løsningen til at bryde ondskabens mysteriums magt, og som går ud for at kæmpe for Guds sandhed. Et sådant folk er uovervindeligt. Det [sic] vil forkynde sandheden frygtløst. Det vil yde det højeste bidrag til religion ved at forsvare helligdomssandheden."12 "Den endelige demonstration af, hvad evangeliet kan gøre i og for menneskeheden, ligger stadig i fremtiden. Kristus viste vejen. Han tog et menneskeligt legeme, og i dette legeme viste Han Guds kraft. Mennesker skal følge Hans eksempel og bevise, at det, Gud gjorde i Kristus, kan Han gøre i hvert menneske, der underkaster sig Ham. Verden venter på denne demonstration (Rom 8,19). Når den er fuldendt, vil enden komme. Gud vil have opfyldt Sin plan. Han vil have vist Sig sand, og Satan en løgner. Hans regering vil stå retfærdiggjort."13 Som om M. L. ikke havde været rystet nok, læste han andre udsagn i Barnhouse-artiklen, der foruroligede ham: "The position of the Adventists seems to some of us in certain cases to be a new position; to them it may be merely the position of the majority group of sane leadership which is determined to put the brakes on any members who seek to hold views divergent from that of the responsible leadership of the denomination."14 "Sætte bremsen på" og "afvigende synspunkter" lød, skrev M. L. senere, som en tilbagevenden til inkvisitionens dage. Han måtte læse forkert. M. L. gik tilbage til den første side af optrykket og genlæste et udsagn om afvigende lærepunkter i kirken angående dyrets mærke og Kristi menneskelige natur. Med hensyn til disse lærepunkter blev adventistbrødrene beskrevet som havende sagt til hr. Martin "that they had among their number certain members of their 'lunatic fringe' even as there are similar wild-eyed irresponsibles in every field of fundamental Christianity. This action of the Seventh-day Adventists was indicative of similar steps that were taken subsequently."15 Denne sidste sætning anså Andreasen tilsyneladende for et kald til at påtage sig vagtposttjeneste. Snart bekendtgjorde tidsskriftet The Ministry, at stærkt udvidede svar på hr. Martins spørgsmål var under udarbejdelse og ville blive udgivet i bogform: "This editor's office in the General Conference building proved a hallowed spot where some six earnest men, sometimes more, sat around the table searching the precious Word of God. . . . It was soon realized that if these questions and answers could be published, it would aid greatly in making clear our position on the major phases of our belief."16 En efterfølgende artikel forklarede processen, der blev brugt ved udarbejdelsen af bogen: "Probably no other book published by this denomination has been so carefully read by so large a group of responsible men of the denomination before its publication as the one under consideration. Some 250 men in America and in other countries received copies of the manuscript before it was published. The preliminary manuscript work by a group of some fourteen individuals had been so carefully prepared that only a minimum of suggestions of improvement were made. There was, however, a remarkable chorus of approval."17 Hvem var disse 250 mænd, der havde modtaget kopier før udgivelsen? undrede Andreasen. Svaret stod i The Ministry. "The manuscript, after being carefully studied by a large group here, was sent to our leadership in all the world divisions. In addition, it went to the Bible teachers in our senior colleges and the editors of our major journals. Copies were also sent to our union and local conference leaders in North America."18 Ifølge M. L.s venner generede det ham meget, at nogen kunne mene, at rene tal nødvendigvis kunne lægge sammen til ekspertise. Ingen post i kirken gjorde automatisk en mand til teolog. Det var ikke mænds opgave, hvis hovedarbejde var administrativt, at være sandhedens dommere. Sådanne mænd blev valgt for at sikre, at kirkens forretninger blev udført på en effektiv måde. En administrator havde ikke mere ret til at påtage sig en teologs rolle, end en teolog havde ret til at påtage sig en administrators rolle. For selv om evnen måtte være der, manglede uddannelse og erfaring i de fleste tilfælde. Teologiske spørgsmål var altså for dem, der havde kunnet studere emnet grundigt over mange år. Hvad angår lærere på højere læreanstalter, havde M. L. hørt nogle indrømme, at de ikke havde studeret soningen. Én ting vidste M. L.: den, som sandsynligvis kunne have opdaget alvorlige faldgruber i fremstillingen af soningen og Kristi natur, havde ikke fået muligheden. Selv et uoverlagt valgt ord i en skriftlig fremstilling af sandheden kunne forårsage forlegenhed. M. L. overvejede, hvorfor han ikke havde været blandt de 250 læsere af manuskriptet. Han kunne ikke benægte sin alder. Det var seks år siden, at hans navn var blevet læst op til pensionering den dag ved Generalkonferencen i 1950. Han havde dengang skrevet: "Den aktive tjeneste er ikke ophørt. Jeg har ingen funktionsnedsættelse." Faktisk havde det været alt, hvad hans yngre, anden hustru kunne gøre for at holde trit med ham efter hans pensionering. Han havde været i konstant efterspørgsel som taler. Hun kørte ham til op til fire aftaler på en sabbat. Mere end to år efter at M. L. gik på pension, kom en Review-redaktør med nogle forsinkede kommentarer under titlen "Our Elder Statesmen": "Disse levende troshelte dvæler hos os i livets sene eftermiddag, og vi anser deres råd som en uvurderlig arv fra fortiden. . . . Vi tænker på det vældige reservoir af visdom, avlet af erfaring, i den brede kreds af pensionisternes broderskab. Mænds sind går ikke på pension på det tidspunkt, de bliver berettiget til understøttelse. Hvorfor skulle vi ikke oftere og mere systematisk øse af dette reservoir af visdom og erfaring for at få råd til at møde nutidens problemer?"19 Nogle har ment, at en anden mulig grund til, at M. L. ikke havde været blandt de 250 læsere, går tilbage til, da han først flyttede til Seminariet i Washington i 1938. Han var blevet inviteret til at holde aftenklasser om helligdomstjenesten, som medarbejdere i Review and Herald og Generalkonferencen havde nydt at deltage i. Kunne det have været sådan, at andre lærde, der ikke blev inviteret til at give aftenklasser i deres specialer, havde følt sig en smule misundelige på hans popularitet som lærer? Mere for nylig, i forbindelse med at han forberedte sabbatsskolelektioner for de to første kvartaler af 1957, var M. L. blevet bedt om at ajourføre sin kommentar, Isaiah, the Gospel Prophet. Da manuskriptet var klar, fik M. L. at vide, at det ikke ville blive udgivet. Den afdelingsleder, som havde lavet kontrakten, var gået på pension, og Bog- og Bibelhusets ledere havde benyttet lejligheden til at stemme for ikke at have flere lektionshjælpemidler i et stykke tid, muligvis fordi dem fra de senere år ikke var blevet udsolgt. Havde M. L. ikke følt det som et spørgsmål om princip at insistere på, at forlaget refunderede ham de 3.000 dollars, han havde bedt om til udgifter for sin tid, sekretærhjælp osv., kunne brødrene have været mere venligt stemt over for ham. Da Seventh-day Adventists Answer Questions on Doctrine kom fra pressen, læste M. L. det 720-siders bind omhyggeligt. Han var tilfreds med, at et adjektiv, han havde gjort indsigelse imod i en Ministry-artikel, final,20 anvendt om soningen på korset, var blevet udeladt. Men han kunne ikke finde nogen beroligende erklæring, som var fremkommet i artiklen, om at Kristi nuværende tjeneste i himlen udgør en integreret del af soningen.21 I stedet for en klar fremstilling fandt han dette: "When, therefore, one hears an Adventist say, or reads in Adventist literature—even in the writings of Ellen G. White—that Christ is making atonement now, it should be understood that we mean simply that Christ is now making application of the benefits of the sacrificial atonement He made on the cross."22 Denne sætning fyldte så meget i M. L.s vurdering, at han virkede fuldstændig upåvirket af den høje lærdom, som ellers kom til udtryk i bogen, inklusive sådanne særlige træk som toogfyrre sider om "Champions of Conditional Immortality", otteogtredive sider om "Basic Principles of Prophetic Interpretation" og to kapitler om syndebukken. Andre forhold foruroligede M. L., såsom udeladelsen i et sabbatsskolehæfte om Johannes’ Åbenbaring af studiet om dyrets mærke. Han forbandt dette med hr. Martins kontakter med brødrene. Så en dag, mens han besøgte en tidligere formand for E. G. White Board of Trustees, ankom en høflighedskopi af de seneste referater. Hans vært rakte dem over til M. L. for at læse dem uden selv at have læst dem, blot som en interesse. M. L.s øje fangede en vending om at føje nogle få noter til visse af Ellen G. Whites skrifter, som forklarede "vores forståelse af de forskellige faser af Kristi soningsværk". Ligesom den mindste rystelse kan forskrække en jordskælvsoverlever, frygtede M. L., hvad der kunne ske næste gang. Kunne sådanne noter ikke underminere autoriteten af Ellen Whites skrifter? spurgte han. I virkeligheden havde de mænd, der arbejdede sammen med de evangelikale, opdaget, at vendingen i Early Writings om "the benefits of His atonement" havde været til stor hjælp for disse lærde i forståelsen af helligdomstjenesten. Brødrene havde derfor foreslået, at dette afsnit kunne bruges som en appendiksnote eller en fodnote et sted eller to i The Great Controversy. Bestyrelsesformanden skulle rejse til udlandet om få timer, derfor gik der mere end et kvart år, før bestyrelsen besluttede ikke at føje noterne til. I mellemtiden havde M. L. udvekslet breve med hovedkontoret. Han var ikke tilfreds med svarene, som blandt andet indeholdt, 'Jeg har drøftet dette med de berørte brødre og vil gerne lade sagen ligge der." Igen: "Jeg har anset det forhold, du har henvist til, for afsluttet." Af dette konkluderede M. L., at hans velkomst til at sende breve til lederne i Washington var slidt op. Under en stærk overbevisning om, at noget måtte gøres, begyndte han at stencile en serie breve om soningen, som han sendte til tidligere studerende og muligvis til andre, der sendte ham porto. M. L. huskede, at han i sine første måneder som adventist, mens han stadig var i sine teenår, havde været udsat for drøftelser blandt præsternes "Iowa-bande". Han havde engang kommenteret: "Når jeg ser tilbage, tvivler jeg på, at de møder, jeg deltog i, var de bedste for en ung omvendt. ... Jeg var forbløffet over den frihed, hvormed de drøftede personligheder." Nu fandt han i sine egne skriftlige drøftelser sig selv i at bruge sætninger som: "Vore ledere er på vildspor." "Bed for lederne. De påtager sig mere ansvar, end de kan bære." "De er meget nær ved at tage det sidste skridt. Gud frelse Sit folk."23 For M. L. lærden var kirkens store fokus sund lære, som udgår fra Kristus, Vejen, Sandheden og Livet. Fra det administrative synspunkt blev kirkens store fokus udtrykt af Generalkonferencens præsident i hans åbningstale ved Forårsrådet i 1957, hvori han angav principper, som behøvede betoning på dette tidspunkt: "Hvad holder vort trossamfund sammen? Vi kan ikke med magt holde et eneste individ i kirken. Det er alt sammen frivilligt. Vore folk er forenede, fordi de tror på Guds kirke og på ledelsen, hvad enten det er præsident eller menighedspræst. Vi må bevare denne tillid ved vort eksempel, ved det liv, vi lever, den måde, vi lever på, den måde, vi handler på, ved hvad vi siger, og den måde, vi siger det på. ... Vi må være alvorlige, men aldrig ekstreme, hverken fanatiske eller overliberale."24 Således udgjorde for chefadministratoren enhver ordlyd rettet mod ledelsen en trussel mod selve kirkens enhed. En administrator forventes ikke at være ekspert i alle emner. Han er omgivet af specialister, som han henviser nogle sager til, i tillid til at alt vil blive taget vel hånd om. Derfor, da chefadministratoren havde modtaget flere breve fra M. L., drøftede han deres indhold med specialisterne og skrev derefter til ham, at han anså sagen for afsluttet og bad ham indtrængende om at ophøre med sin agitation. M. L. tilbød at rejse til Washington for en høring, på betingelse af at han kunne få en kopi af forhandlingerne. En båndoptagelse blev foreslået, og han forstod, at han ville modtage en. Yderligere korrespondance afslørede imidlertid, at det ikke ville være klogt at give ham et bånd. M. L. besluttede derfor, at en høring var umulig. Andre end M. L. var bekymrede over Questions on Doctrine. En af disse bekræfter, at han blev bemyndiget af M. L. til at trykke og cirkulere "Letters to the Churches", omskrevet ud fra soningsbudskaberne. Dette øgede naturligt antallet af læsere. Nogle andre genoptrykte og cirkulerede dem uden M. L.s tilladelse, hvilket fik det til at se ud, som om han hjalp deres bevægelse. Gennem det hele ønskede M. L. dog intet at gøre med udbrydergrupper. Det berettes, at en dag kom et udvalg til hans hjem i Glendale. De ønskede, at han skulle blive leder af deres gruppe. Så snart han forstod deres ærinde, rejste han sig og viste med al værdighed sine besøgende døren. I juni 1958 samledes Generalkonferencen i Cleveland, Ohio. M. L. var iøjnefaldende ved sit fravær; han var ikke delegeret. Men han var tilsyneladende i talernes tanker. Åbningsprædikenen handlede om "Velsignelsen ved enhed". En anden handlede om "Kristi forbønstjeneste". På den første sabbat, nær slutningen af sin prædiken "Troen, som en gang blev overgivet til de hellige", sagde Generalkonferencens genvalgte præsident, "Vort frelseshåbs eneste grundlag—Kristus, Hans sonende offer på Golgata, den sidste fase af Hans sonende tjeneste, som nu foregår i den himmelske helligdom—må med ord og røst klart forkyndes for verden, så folk vil forstå og værdsætte denne grundlæggende bibelske lære. Vort Herres og Frelsers offer og tjeneste er ikke blevet forstået tydeligt nok eller værdsat dybt nok, end ikke af vort eget folk. Gennem en mere fuldstændig forståelse heraf vil vor Herres dyrebarhed, såvel som vort eget personlige forhold til Ham, blive stærkt afklaret og forøget."25 En måned før Generalkonferencens session havde Review bragt en artikel af en assisterende redaktør, "Can Truth Be Popular?" "De særprægede sandheder, som Syvendedags Adventister har forkyndt i mere end et århundrede, har aldrig været populære i teologiske kredse, og det er formålsløst at forvente, at de nogensinde bliver det. . . . Hvis Syvendedags Adventister skulle opgive deres særprægede lære for at vinde og bære den teologiske respektabilitets kappe, ville de uden tvivl blive accepteret af andre kristne samfund. Men ved at gøre det ville de være forrædere mod de sandheder, der har gjort dem til et folk. . . . De ville ikke længere være Syvendedags Adventister."26 Chefredaktøren fortsatte i samme spor ni måneder senere: "Der er en subtil fristelse, der møder adventister i dag—i denne tid med vores stigende popularitet—til at føle, at hvis vi omformulerer vores tro en smule og fremstiller den i en mindre foruroligende form, kan vi have godt fællesskab på alle sider. . . . Meget gerne ville den onde overbevise os om at falde i den fælde. . . . Adventbudskabet er poler fjernt fra den moderne religiøse tænkning, der ville give os en tåget, inspirerende slags følelse som erstatning for solide lærepunkter og disse skarpt optrukne begreber om Gud og Hans krav, som er vitale for sand religion."27 Den 5. januar 1960, i en alder af 83, skrev M. L. i et personligt brev: "Jeg kan stadig se lidt, høre lidt, tænke lidt. Jeg svømmer praktisk talt hver dag. Jeg takker Gud for mit helbred. Jeg prædiker også ret regelmæssigt, men for det meste skriver jeg." En del af hans skrivning var præget af den kritiske ånd, han havde observeret hos nogle af dem, der havde været igennem Generalkonferencen i 1888. Chefredaktøren skrev i Review i juli samme år, "Det er utroligt, at kritikere skulle forsøge at finde i Bibelens profeter og fru Whites skrifter en præcedens for deres kritiske handlemåde. De står skyldige i formastelighed ved at sætte sig selv på linje med profeterne. . . . Nej, kritikerne er ikke inspirerede mænd."28 M. L. havde optrådt som kritiker, fordi "Jeg vidste, det var tid til at slå alarm. . . . Jeg har modtaget mine ordrer fra Gud, MØD DET, MØD DET. Og jeg må være tro mod min Herre."29 Hans trofaste hustru gennem mere end tooghalvtreds år var ikke længere ved hans side til at minde ham om, at Bibelens profeter skulle aflevere deres budskab, "om de vil høre eller lade være." Når de havde afleveret det, skulle de gå hjem. "Annie ville have fået ham på rette spor på to minutter," er det blevet bemærket, "men han nægtede at gå hjem." I stedet rejste han sig og råbte endnu højere. Under stridighederne var fem af Andreasens bøger regelmæssigt opført i Christian Home Library Series, om hvilken bekendtgørelsen lød: "Hver bog, der indgår i denne serie, var god i går, er god i dag og vil være lige så god i morgen. Hver er værdig til en fast plads på dine bibliotekshylder." Efter den 17. november 1960 fortsatte denne bekendtgørelse med at stå i Review, men uden at Andreasens titler var med på listen. (Bogen Prayer kom tilbage på listen i fjerde kvartal af 1966.) Trods sine vanskeligheder havde veteranen ikke mistet sin kampånd eller sin sans for humor. Det er en vidunderlig ting at leve i en tid som denne og under sådanne omstændigheder. Jeg nyder livet som aldrig før. "At leve er ophøjet." Så jeg vil blive ved med at gøre, hvad jeg har gjort: skrive lidt, hvile lidt, indtil mine gode venner tror, at jeg har givet op, er syg eller er gået bort. Så kommer jeg til live igen og fortsætter mit arbejde.30 Men trossamfundet kunne ikke billige M. L.s aktiviteter. Derfor stemte medlemmerne af Generalkonferencens komité på Forårsrådet den 6. april 1961 modvilligt for at suspendere hans præstebeviser. Dette blev gjort for (1) at bringe splid og forvirring ind i rækkerne ved røst og pen, og for (2) at nægte at reagere positivt på opfordringerne om at afgive en erklæring om sine uoverensstemmelser til Generalkonferencen, undtagen på sine egne særlige betingelser.31 "Det var et trist, trist møde. Vi ærede alle ældste Andreasen. Vi elskede ham."32 I et personligt brev skrev Andreasen: "Som du måske ved, har jeg fået mine beviser 'suspenderet.' . . . Jeg vidste det ikke før senere. Men jeg er SDA . . . Jeg er ved godt mod. 'Bliv ved skibet' er noget svært, når de smider dig ud." Han havde tidligere skrevet: "Tre gange hørte jeg søster White gentage det: 'Bliv ved skibet.' Gode råd." Den sommer kom to tidligere studerende for at besøge ham, besluttede ikke at nævne hans problemer. Det første, han sagde, var: "Nå, de har suspenderet mine beviser." Med tårer i øjnene tilføjede han: "Jeg har ikke forladt kirken. Jeg har ingen intention om at forlade kirken." Men på trods af hans anden hustrus hengivenhed i at give ham den bedst mulige fysiske pleje kunne M. L.s krop ikke modstå den sorg, der angreb ham, især i de lange nætter. Han skrev endda breve til Gud. Han fik ikke længere lov til at prædike en eneste prædiken på sabbatten. At hans nidkærhed for det, han forstod som Herrens sag, skulle have bragt ham i denne situation, var mere, end han kunne bære. Han udviklede et duodenalsår, som til sidst begyndte at bløde. Mindre end en uge før sin død, som indtraf den 19. februar 1962, blev han bragt til hospitalet. Hans hjerte var ikke stærkt nok til en operation. Han tilbragte sin sidste nat hjemme med at bede og græde over sin triste situation i forhold til den tjeneste, som han havde været en del af i næsten tres år. Hans hustru sendte besked til Generalkonferencens præsident, som var i nærheden på det tidspunkt, og forklarede, at M. L. ønskede at se ham. Han kom, ledsaget af præsidenten for Pacific Union-konferencen. De tre havde mødtes tidligere, når resultaterne havde været utilfredsstillende. Nu talte de åbent sammen om tidligere erfaringer og handlinger. M. L. gjorde det klart, at selvom han var uenig i nogle af de procedurer, der var fulgt i behandlingen af hans sag, ønskede han at være i fred med sine brødre og med Gud. Han ønskede ingen fjendskaber. Præsidenten svarede i samme ånd. Derefter bad hver af dem. Bitterheden blev fjernet. Endelig var den gamle kriger klar til at overlade hele sagen i Herrens hænder. Der var tårer af taknemmelighed i hans øjne, da de besøgende gik. "Nu kan jeg dø i fred," sagde han til sin hustru. Den 1. marts 1962 stemte Generalkonferencens komité for at genindsætte M. L.s præstebeviser og at opføre hans navn i Årbogen sammen med de øvrige understøttede. Men M. L. fik aldrig kendskab til denne handling; han var allerede gået til hvile. Otte måneder efter M. L.s død stod følgende "Letter From Our President" i Review:33 "Sand tro på Gud vil lede os til at tro, at når vi har bragt vore personlige overbevisninger for ansvarlige organer, kan Gud betros at tilsidesætte enhver fejl, som mænd eller komitéer måtte have begået. Det er uheldigt for enhver at indtage den holdning, at hvis hans synspunkt ikke bliver accepteret, så tager brødrene fejl; og det er dobbelt forkert for en person at begynde at udsende sit synspunkt for at tvinge det igennem. Hvor meget bedre er det ikke at stole på Gud til at ordne tingene, når vi har gjort vores rette henvendelser. Som en har sagt så rammende: 'Hvis Gud ikke kan regere, så overstyrer Han.' Mere end én gang har vi set dette ske. Men alt for ofte fristes vi, som Peter, til at gå vores egne veje med menneskelige våben for at forsvare, hvad vi mener er rigtigt. Resultatet er som regel forvirring og skade for det arbejde, vi elsker. . . . "Det ville være tåbeligt for enhver leder at hævde, at han står over at fejle, eller for enhver bestyrelse at antage, at den er ufejlbarlig. Men 'Gud leder på underfuld vis for at gøre sine undere.' . . . "Troens bøn er et mægtigt våben i den troendes hænder. Vi burde bruge det mere. De mange inderlige bønner fra Guds folk for Hans værk og kirkens ledere tror vi trygt bliver hørt i himlen. Han svarer på Sin egen guddommelige måde, til tider endda ved at lede Sin kirke i en retning, som kan synes at være den forkerte. Men vi kan stole på, at Han til sidst fører Sit folk sejrende ind i det forjættede land." Mens kirkens litteratur har taget udtrykket "the benefits of His atonement" til sig, gøres enhver indsats for at gøre det klart for verden, at Syvendedags Adventister tror, at en vigtig del af soningen finder sted i den himmelske helligdom. Lidt mere end et år efter M. L.s død blev F. D. Nichols Answers to Objections, som M. L. havde udtalt korrekt fremstillede kirkens holdning til soningen, udgivet i en ny kompakt udgave, prissat til at blive solgt bredt. I 1969, syv år efter hans død, blev fire af Andreasens bøger genudgivet for at starte et nyt bibliotek ved navn Shield Series. Disse titler lød: The Sanctuary Service, The Faith of Jesus, The Sabbath, og A Faith to Live By. 1 Donald Barnhouse, redaktør, "Are Seventh-day Adventists Christians?" Eternity, sept., 1956. 2 Ibid. 3 Ibid. 4 Ellen G. White, Testimonies (Mountain View, Calif: Pacific Press Pub. Assn., 1948), bd. 2, s. 211. 5 Barnhouse, op. cit. 6 ". . . which atonement, so far from being made on the cross, which was but the offering of the sacrifice, is the very last portion of his [Christ's] work as priest" ("Fundamental Principles," Signs of the Times, 4. juni 1874; citeret i L. E. Froom, Movement of Destiny [Washington, D.C.: Review and Herald Pub. Assn., 1971], s. 514). 7 White, Early Writings, s. 260. 8 Ibid., s. 253. (Kursiv tilføjet.) 9 Ibid., s. 254. 10 White, Signs of the Times, 25. aug. 1887 (citeret i L. E. Froom, Movement of Destiny, s. 514). (Kursiv tilføjet.) 11 ————, The Great Controversy (Mountain View, Calif.: Pacific Press Pub. Assn., 1888), s. 489 (citeret i Seventh-day Adventists Answer Questions on Doctrine [Washington, D.C.: Review and Herald Pub. Assn., 1957], s. 682). (Kursiv tilføjet.) 12 M. L. Andreasen, The Sanctuary Service (Washington, D.C.: Review and Herald Pub. Assn., 1937), s. 274. 13 Ibid., s. 279. 14 Barnhouse, op. cit. 15 Ibid. 16 R. A. Anderson, "Seventh-day Adventists Answer Questions on Doctrine," The Ministry, juni, 1957, s. 24. 17 R. R. Figuhr, "Questions on Doctrine," The Ministry, januar, 1958, s. 29. 18 Anderson, op. cit. 19 Raymond F. Cottrell, "Our Elder Statesmen," Review and Herald, 16. april, 1959. 20 "That is the tremendous scope of the sacrificial act of the cross—a complete, perfect, and final atonement for man's sin."—L. E. Froom, "The Priestly Application of the Atoning Act," The Ministry, februar, 1957. (Kursiv tilføjet.) 21 "The atonement is twofold—first a single, comprehensive act, then a continuing process or work of application. . . . It takes the two phases to have a complete, effectual, applied atonement. . . . These [are] two complementary aspects of the one indivisible atonement."—Ibid. 22 Questions on Doctrine, s. 354, 355. 23 Andreasen, "Atonement VII," 19. jan., 1958, s. 7. 24 Figuhr, " 'A Sound From Heaven,'" The Ministry, juni, 1957, s. 26. 25 Figuhr, "The Faith Once Delivered to the Saints," Review and Herald, 23. juni, 1958, s. 56. 26 Cottrell, "Can Truth Be Popular?" Review and Herald, 15. maj, 1958. 27 Francis D. Nichol, "Warning Lesson From Bogus Books," Review and Herald, 26. feb., 1959. 28 Francis D. Nichol, "Are the Critics Also Among the Prophets?" Review and Herald, 21. juli, 1960. 29 Andreasen, "Suspension Story," s. 1. 30 M. L. Andreasen, "The Living Witness," s. 5. 31 Forårsrådets referater arkiveret i Generalkonferencens arkiver. 32 Arthur White, brev til Thomas A. Davis, 23. okt., 1978. 33 Figuhr, "A Letter From Our President," Review and Herald, 4. okt., 1962, s. 5.