A Last Tribute to the Lord's Messenger At Issue Index Table of Contents Previous Next EN SIDSTE HYLDEST TIL HERRENS BUDBRINGER Gennem hele sin ledelse af Hutchinson Teologiske Seminarium havde M. L. Andreasen for øje rådene i Vidnesbyrdene, som han plejede at oversætte til dansk, mens han prædikede, og som han fulgte, sådan som han forstod dem, i skoleprogrammet. "Tro på hans profeter, så skal I have fremgang,"1 blev rigt bekræftet i hele arbejdsstudieprogrammet på seminaret. Ikke alle, der havde haft mulighed for at kende både Ellen White og hendes skrifter, fik udbytte af bekendtskabet. En vis prædikant, som kendte søster White "for at være en beskeden, ydmyg, godhjertet, ædel kvinde" og som havde "været i deres [White-familien] hjem igen og igen, nogle gange i ugevis ad gangen,"2 udgav en bog med titlen Seventh-day Adventism Renounced syv år før M. L. blev Adventist. I sin bog vendte forfatteren fuldstændigt sin vurdering af Ellen Whites karakter og arbejde om. Den fjerde (og sidste) gang D. M. Canright var blevet forsonet med menigheden før sin endelige afrejse, havde han indrømmet: "Det virkelige problem ligger tæt ved hjemmet, i et stolt, uomvendt hjerte, en mangel på virkelig ydmyghed og uvillighed til at underkaste sig Guds måde at finde sandheden på."3 "Når brødrene Butler, White, Andrews, Haskell eller andre har sagt noget, der sårede mine følelser, har jeg ladet det ødelægge min tillid til sandheden."4 M. L. havde aldrig mødt denne mand, hvis skrifter gennem årene har været en kilde til modløshed for mange, der søgte sandheden. Deres veje krydsedes under usædvanlige omstændigheder. Den 16. juli 1915 gik Ellen White til hvile i sit Elmshaven-hjem, hvor M. L. havde besøgt hende nogle år tidligere. Begravelsen blev holdt i Battle Creek. M. L. var til stede. Han så sanatoriets palmer, bregner og liljer, der dækkede platformen i den store tabernakel, hvor James og Ellen White så mange gange havde talt. Han beundrede de symbolske blomsterstykker, som forestillede et brudt hjul, en brudt søjle og en åben Bibel med ordene: "Se, jeg kommer snart; og min løn er med mig."5 M. L. sad nær ved båren, da han var blevet udvalgt til at være en af æresvagterne, som skulle stå to ad gangen, én ved hovedet, den anden ved foden. Foruden M. L. var der L. H. Christian fra Chicago, C. S. Longacre fra Generalkonferencens Afdeling for Religionsfrihed, og prædikanter fra Grand Rapids, Indianapolis og Chicago, som fuldendte de seks.6 I to timer havde mere end 4.000 personer passeret forbi, taget et sidste kig og vist deres sidste respekt.7 M. L. havde især bemærket to ældre brødre, den ene en Adventist, den anden ikke. Begge så ud til at være dybt berørte. Da det blev M. L.s tur til at tage sin vagtpost, lagde han mærke til, at de to brødre stadig stod tilbage ved deres bænk. Pludselig vendte den ene sig mod den anden og hviskede noget. Så banede de to mænd sig vej ud i gangen og sluttede sig igen til strømmen, der stadig bevægede sig frem mod foran. Da de kom frem, lagde den gamle tidligere Adventistleder sin hånd på siden af kisten og sagde brudt, mens tårerne trillede ned ad kinderne: "Der er en ædel kristen kvinde gået bort." 8 D. M. Canright havde endnu engang talt sandt. M. L. hørte ham. Atten år senere, da han var præsident for Union College, skrev Andreasen; Jeg var en af æresvagterne, da fru E. G. Whites legeme lå til offentligt skue i tabernaklet i Battle Creek, Michigan, og jeg var på vagt, da hr. Canright nærmede sig kisten. Jeg hørte ovenstående ord udtalt af D. M. Canright og bevidner, at de er korrekte.9 1 2 Krøn. 20,20. 2 D. M. Canright, "A Plain Talk to the Murmurers" Review and Herald, 26. april 1877. 3 ————, "Til dem i Tvivlens Slot," Sammesteds, 10. feb. 1885. 4 Canright, "Uddrag af erfaring," Sammesteds. 2. dec. 1884. "Life Sketches of Ellen G. White (Mountain View, Calif.: Pacific Press Pub. Assn., 1915), s. 462, 463. 5 Life sketches of Ellen G. White (Mountain View, Calif.: Pacific Press Pub. Assn., 1915), s. 462, 463. 6 Sammesteds, s. 463. 7 Sammesteds. 8 W. A. Spicer, The Spirit of Prophecy in the Advent Movement, s. 127. 9 Citeret i W. H. Branson, Reply to Canright (Takoma Park, Washington, D.C.: Review and Herald Pub. Assn., 1933), s. 288.