Chicago 1900-1905 At Issue Index Table of Contents Previous Next CHICAGO 1900-1905 Efter sit år på Battle Creek College blev M. L. bedt om at lede en forsøgs-sommermenighedsskole i Chicago. Skolelokalet viste sig at være beliggende i en sal oven over et værtshus på Milwaukee Avenue. Og tænk, at børn skulle gå i skole om sommeren, når de normalt ville have haft ferie. Skolelokalet nåedes ved at gå op ad treogtyve smalle trin, og for at forhindre, at deres cykler blev stjålet, måtte eleverne bære dem op ad de trin. Skolen begyndte med at være en prøvelse for både læreren og eleverne. Skolebestyrelsen havde instrueret M. L. om kun at bruge Bibelen som lærebog, og han var blevet lært på Battle Creek aldrig at lægge hånd på en elev på grund af dårlig opførsel. M. L. indså snart, at den sidstnævnte instruktion var upraktisk, og fik derfor tilladelse af skolebestyrelsen til at bruge riset. Da han ville sætte en elev i disciplin, sprang drengen, i forsøget på at flygte, ud af et vindue og landede heldigvis overskrævs på værtshusskiltet. Næste morgen kom han i skole viftende med en revolver. M. L. overmandede ham snarrådigt og bandt ham med et reb. Derefter holdt børnene en formel retssag og dømte ham til en fortjent straf, som blev behørigt fuldbyrdet. Sommeren forløb tilfredsstillende derefter. Konferensen bad derefter M. L. om at hjælpe L. H. Christian med at holde teltmøder for skandinaver i Chicago. De to fandt på en ny reklameplan. Mens Forestander Christian prædikede, rejste M. L. sig, som om han var en fremmed, gjorde indsigelse mod noget, han sagde, og udfordrede ham til en debat. Taleren gik med; publikum var begejstret. Næste aften var teltet pakket med tilhørere, ivrige efter at se de to prædikanter gå løs på hinanden. Grunden, hvor M. L. og L. H. havde slået deres telt op, lå lige ved siden af den nye forhøjede jernbane. I lydstyrke var det i 1900 det samme som at have jetfly til at lette over ens hoved hvert par minutter. Begge prædikanter udviklede deres lungekapacitet til fulde, mens de konkurrerede med de tog. Snart gav M. L.s stemme ham problemer. Hans mandler blev stærkt forstørrede og blev fjernet ved en operation på en læges kontor. På vej hjem efter operationen måtte M. L. stå på sporvognens bagperron for at spytte blod ud. (Det krævede to efterfølgende operationer at få dem helt væk.) Familieindtægten kom fra indsamlingerne søndag aften. Hvis disse oversteg to dollars, skulle overskuddet afleveres til konferensen. Peanut-tiden begyndte i Battle Creek. Familien Andreasen, i trit med tiden, købte jordnødder i store partier og bagte dem, kogte dem, malede dem, blandede dem med vand, levede af dem. Men trods mætte maver led de små piger af underernæring. Særligt blev den 1-årige Eunice hårdt ramt. En læge fra sanatoriet ordinerede pisket æg, jævnet med granola. Vesta var taknemmelig for at få det lille, der blev til overs. Eunice kom sig, men der gik år, før hendes mave blev normal igen. Ingen i familien ville se jordnøddesmør igen. Kort efter Eunices sygdom oplevede fru Andreasen en sundhedskrise og fik høj feber, som brændte ubarmhjertigt i flere dage. Sabbatsmorgen bad Annie, som havde stor tro på bønnens kraft hos Andrew Christensen, forestander for den lokale skandinaviske menighed, sin mand om at sende bud efter ham. M. L. arrangerede, at han kom under gudstjenesten, så ingen af medlemmerne skulle vide det. Ifølge Christensens beretning havde en fru Bennie Iverson en fornemmelse af, at noget ville ske, og gik til Annies seng i stedet for i kirke. Broder Christensen salvede højtideligt Annie og kaldte derefter til bøn. Mens hun svagt rodede i sengetøjet, bevægede hendes læber sig næsten uhørligt: "Så rejser jeg mig." Da den lille gruppes inderlige bønner var forbi, hvor var det da til M. L.s forundring at se sin kone sætte sig op i sengen og begynde at synge! Hun var helbredt. Alt, hvad M. L. kunne sige, var: "Åh, I lidettroende." Ikke alle oplevelser endte så lykkeligt. M. L. skriver: En gang prædikede jeg på Fullerton Avenue i Chicago. Vi havde en strygekvartet, hvor jeg spillede cello—ikke særlig dygtigt, må det indrømmes, især i betragtning af at to af de andre mænd var musiklærere. En aften efter at vi havde spillet, kom en mand op på platformen, delvist under indflydelse af spiritus. Med nogen besvær spurgte han mig: "Har du nogensinde spillet på den ting før?" med henvisning til celloen. Jeg indrømmede, at jeg ikke havde spillet meget. "Lad mig få den," sagde han. Jeg inviterede ham til at komme tilbage, når han var ædru, og så ville jeg prøve ham. Han kom tilbage. Og hvor kunne han spille! Han spillede, til tårerne løb ned ad kinderne på dem, som ikke normalt blev berørt af musik. Han blev ved med at komme til vores møder igen og igen, og til sidst tog han imod Kristus. Så en dag modtog jeg en hastemeddelelse. Manden havde begået selvmord. Flasken havde været for meget for ham. Han havde taget en drink, og skammen og vanæren over, hvad han havde gjort, overvældede ham. Det var en af de sørgeligste begravelser, jeg nogensinde har forrettet.1 M. L. fortæller denne historie, som har en helt anden følelsesmæssig virkning: Jeg var i Illinois, da den første telefonlinje blev strukket i et bestemt landområde. En landmand var skeptisk over for den nymodens idé. Han havde før hørt om talerør, men han var sikker på, at intet talerør på flere mile i længde nogen sinde ville virke. Hans forbløffelse kendte ingen grænser, da tingesten faktisk virkede, og da han opdagede, at ledningen var ikke hul overhovedet, som han havde troet, men massiv! Han kunne forestille sig et talerør. Men en massiv ledning! Hvordan var det muligt at sende ord gennem sådan et apparat? Det var uhyggeligt, og han ville intet have med det at gøre.2 M. L. formåede hele livet at gøre mere end én ting ad gangen. Mens han var i Chicago, klemte han lidt tid ind på universitetet. Blandt andre fag lærte han lidt græsk. I 1902, i en alder af 26, blev M. L. ordineret. Nu kunne han endelig sidde på platformen. Dengang kunne en mand, selv om han skulle tale, ikke sidde på platformen, medmindre han var ordineret. Han måtte sidde på forreste bænk. Generalkonferencens session i 1905 blev holdt i Washington, D.C. M. L. deltog. På vej til Washington i begyndelsen af maj hørte Ellen White og andre delegerede fra Californien om, at Loma Linda-ejendommen var tilgængelig. Under konferencen gik telegrammer og breve frem og tilbage og opmuntrede til køb af stedet for trossamfundets fremtidige medicinske hovedkvarter. Ved denne Generalkonferencens session i 1905 fik M. L. og hans unge ven fra Chicago, L. H. Christian, en uventet læringsmulighed. Den drejede sig om det, der kom til at blive kendt som Ballenger-retssagen. Mere end et halvt århundrede senere fortalte M. L. historien: Forestander Ballenger var vellidt, og det var et chok for os alle, da han blev anklaget for kætteri og fik besked på at møde til rettergang, som blev holdt ved Generalkonferencen i Washington, D.C., i 1905, den første Generalkonference, der blev holdt dér. Et stort telt var rejst til møderne på skolens område. Der var nogle små bygninger, hvoraf en blev brugt til retssagen, som blev kendt som den "hemmelige retssag", fordi kun de ældre og mere fremtrædende prædikanter fik lov at overvære høringen. Brødrene Daniells, Evans, Haskell, Prescott, Gilbert, Shaw og Spicer var til stede hele tiden. Forestander L. H. Christian og jeg var på konferencen, men vi blev ikke lukket ind til høringen. Skønt vi var ordinerede, blev vi ikke anset for gamle nok. Der var et vindue på siden af bygningen, hvis øverste ramme blev sænket, når der blev for varmt indenfor. Men ak, ingen af os var høj nok til at udnytte det. Vi besluttede imidlertid, at hvis den ene sad på den andens skuldre, ville han have et godt udsyn og kunne høre. Så vi besluttede at skiftes til at stå og sidde, og det fungerede tilfredsstillende. Sandheden tvinger mig dog til at berette, at jeg stod mere, end jeg sad. Men jeg fik en god mundtlig rapport fra Broder Christian. Ordningen var tilfredsstillende. Den anden dag aftalte vi et møde med Forestander Ballenger, hvilket ikke var svært, for han blev allerede undgået, og det blev ikke anset for sikkert at omgås ham for meget. Disse samtaler var meget udbytterige, og for mig blev de begyndelsen til en stor interesse for helligdommen og forsoningen, som har varet hele livet. Fra Ballenger fik jeg begge sider af argumenterne, efterhånden som han gengav, hvad der foregik. Men en dag kom Forestander Daniells forbi, og vi troede bestemt, at vi skulle have en alvorlig samtale, da han kaldte os ind for at tale med os. Men det eneste, der bekymrede ham, var, at to unge prædikanter sad med fødderne oppe på stolen. Dette var værre, fik vi at vide, end at gå uden hat, hvilket Broder Gilbert altid gjorde, og som han var blevet irettesat for. Broder Daniells var pletfrit klædt og ønskede, at alle hans prædikanter skulle være det samme. Vi angrede begge behørigt. Til denne dag er jeg glad for disse samtaler, for de gav mig et forberedende kursus i disse yderst vigtige emner om helligdommen og forsoningen, som alt for meget er blevet forsømt. . . . Så vidt jeg ved deltog søster White ikke personligt i retssagen. Men hun sendte en besked til lederne, som vedrørte Forestander Ballenger. Jeg har den foran mig, mens jeg skriver. Hun sagde: "Forestander Ballengers beviser er ikke pålidelige. Hvis de blev modtaget, ville de ødelægge Guds folks tro på den sandhed, som har gjort os til, hvad vi er." Med denne støtte fra Profetiens Ånd og deres egne overbevisninger stemte brødrene enstemmigt for at udelukke Forestander Ballenger fra tjenesten.3 Således, nær afslutningen af hans første opgave i trossamfundet, fandt Andreasen sin opmærksomhed rettet mod helligdommen og forsoningen, som fortsat havde særlig interesse for ham resten af livet, og som bragte ham ind i en kontrovers med nogle af brødrene i hans sidste år. 1 M. L. Andreasen, A Faith to Live By, s. 47, 48. 2 Sammesteds, s. 138. 3 M. L. Andreasen, "Atonement VII," 19. jan. 1958.