"In the Work" 1898-1899 At Issue Index Table of Contents Previous Next "I ARBEJDET" 1898-1899 OMKRING denne tid holdt forestander Luther Warren en møderække i Omaha, som jeg deltog i. Selv om han havde visse ejendommeligheder, som jeg aldrig kunne forklare, mente jeg, at han var en mægtig Guds mand. Jeg havde aldrig hørt forkyndelse som hans, og jeg havde heller ikke set Guds kraft illustreret som i hans arbejde. Han elskede børn, og da han bad mig tage tilsynet med et børnehjem, han havde oprettet nær Omaha, sagde jeg straks ja. Der var ingen løn knyttet til det—det hele blev gjort på hans eget ansvar—og jeg tvivler på, at konferencen endda blev rådspurgt. Jeg havde lidt penge sparet op, og vi flyttede straks alle vores møbler til det nye børnehjem. Jeg var ikke "i arbejdet", men jeg følte, at jeg på en måde var det. Jeg kunne lide at arbejde med børn, og det så ud til, at vi havde en usædvanlig tilfreds og villig gruppe unger. Jeg var lykkelig. Vores hjem lå omkring fire miles fra byens forretningsdel. Dengang lå det ude på landet; nu er det en forstad. Der var flere små bygninger, og stedet var ikke uegnet til vores formål. Jeg var den eneste mand på stedet og måtte derfor gøre alt det tunge arbejde. Men jeg var tilfreds. Vi fik mange ansøgninger fra folk, der ønskede deres børn under forestander Warrens direkte omsorg, for han havde alles tillid. Han havde en dyb indsigt i Guds ord og levede op til alt, hvad han lærte. Med sine seks fod og tre tommer bar han en slags præstekåbe, knappet foran helt op til kraven. Med sit sorte skæg så han ud, som vi altid havde tænkt, at Kristus så ud. Og børnene fulgte ham, hvor han end gik. Han var en favorit hos de voksne såvel som hos børnene. Vi elskede ham alle. Vi havde omkring tyve børn til at begynde med, og med tiden tog vi nogle flere ind. Med så mange børn måtte vi sørge for deres skolegang. Efter lidt søgen fandt vi en ung skolelærer, Pearl West, som var villig til at tjene uden løn. Hun var en from, munter ung kvinde, som passede godt ind i gruppen. På hjemmet begyndte forestander Warren en genoplivning af sundhedsreformen, som var blevet forsømt—og han var den strengeste af de strenge. To måltider om dagen var påbudt for både gamle og unge—og vi havde nogle 3-årige. Min kone var kok og mor for alle, og det faldt i hendes lod at sørge for, at alle regler blev trofast overholdt. Men hun var ikke altid så streng, som hun skulle være. Hun kunne ikke, og gjorde det heller ikke, modstå fristelsen til at snige et stykke tør toast ind til en lille én, der lå og græd stille i sengen, fordi hun var sulten. Officielt vidste jeg ikke, at dette foregik. Ifølge reglerne var en sådan handling en synd og krævede omvendelse. Men vi angrede ikke. Den hårdeste regel, som forestander Warren ville have håndhævet, var det daglige tidlige morgenbrusebad. Vi havde en levende kilde, der sprang ud fra siden af bakken i omtrent den rette højde. Og det var dér, børnene skulle springe i hver morgen. Denne regel nægtede min kone bestemt at håndhæve for de små børn. Hun fik sin vilje. Flere ting skete på dette børnehjem, som bestemt var en hjælp for mig. Jeg havde ikke haft en kristen opvækst, og jeg var heller ikke blevet særlig godt grundfæstet i Adventisttroen. Min vigtigste kilde til at lære menighedens lære var diskussionerne i College View, som ofte handlede om 1888-kontroversen og karakteren hos de mænd, der havde haft del i Adventistkirkens begivenheder i fortiden. Fra tid til anden kom alle de fremtrædende ledere under diskussionsdeltagernes dom, som ikke skånede nogen. Der var almindelig accept af søster White som en ædel og god kvinde, men nogle gav udtryk for den opfattelse, at hendes mand til tider forsøgte at påvirke hende. At hun skulle være blevet påvirket sådan, nægtede hun kraftigt. Da broder White til sidst døde, mente de ledende brødre dengang, at søster White ville være let at håndtere. Men her tog de fejl. Hun stod fast og lod sig ikke let rokke. Bibelen siger, at nogle skal modtages, "men ikke til tvivlsomme stridsspørgsmål" (Rom. 14:1). Jeg havde været udsat "for tvivlsomme stridsspørgsmål", og når nogle af de store mænd blev nævnt, blev jeg påvirket af det, jeg havde hørt. Jeg trængte til en ny oplæring, og forestander Warren hjalp mig til det. I det første år af mit nye arbejde var jeg tæt knyttet til forestander Warren i alle hans aktiviteter. Jeg fandt, at han levede sin religion i en grad, så jeg mente, han endda gik til yderligheder. Han tålte ikke skin, ikke hykleri, ikke nogen form for bedrag. Han var yderst samvittighedsfuld. Hvis han havde glemt at lukke en dør, gik han en blok tilbage for at lukke den. Så skete der noget, som gjorde et dybt indtryk på både børnene og mig. Vores kirkeskolelærer, Pearl West, en hengiven, indviet kvinde på omkring 20, munter, dygtig og elsket af alle, blev syg af tyfus og kom under en læges behandling. Jeg gik ind for at se til hende en morgen og fandt hende meget svag. Næppe i stand til at dreje hovedet spurgte hun, om jeg mente, Gud kunne helbrede hende. Jeg havde ingen tro på, at Gud ville gøre noget sådant, men da hun spurgte, om Gud kunne gøre det, måtte jeg sige Ja. "Send bud efter forestander Warren," bad hun. Som lynet spredtes budskabet blandt børnene, at forestander Warren ville komme for at helbrede frøken West, og at hun ville få det godt. Vi havde flere vantro familier boende i nærheden, og børnene spildte ingen tid med at fortælle dem, at forestander Warren ville komme for at helbrede frøken West. Det var en situation, der blev skabt på få øjeblikke, og vi var ikke glade. Der er tider, hvor kun Guds familie bør være indblandet, og dette var en af dem. Men det var nu for sent at gøre noget ved det. Så klædte vi børnene i deres bedste tøj og ventede på forestander Warren. I mellemtiden gik jeg ind for at se til frøken West og orienterede hende om situationen. Hun bad om, at to af de ældre piger skulle komme og bringe hendes tøj, så hun kunne tage det på, når hun stod op. De skulle også sætte hendes hår. Jeg var tvivlrådig og var ved at sige, at vi hellere måtte vente og se, om der overhovedet ville ske en helbredelse, men det gjorde jeg ikke. Forestander Warren kom, og rummet var fyldt med børn og vantro. Han læste et skriftsted, og vi knælede alle i bøn. Da vi rejste os fra knæ, tog forestander Warren frøken West i hånden, og hun rejste sig iblandt os. Et øjeblik senere lænede forestander Warren sig hen imod mig og sagde: "Bad jeg: 'Ske din vilje'?" Jeg sagde, at det vidste jeg ikke. "Nå/," sagde han, "det er i orden. Det var alt sammen så klart." Vi satte os derefter til morgenmad. Men kun nogle få af de mindste børn spiste. Vi var så fyldt af ærefrygt, at ingen af os kunne spise. Frøken West spiste. Der var et lejrmøde i gang i Lincoln på den tid, og dagen før havde jeg sendt et telegram dertil om, at en af lægerne skulle komme. Vi forventede ham med middagstoget. I mellemtiden havde frøken West besluttet, at hun ville tage til lejrmødet, og efter aftale med forestander Warren blev det besluttet, at jeg skulle tage hende til stationen. Det betød en tur på fire miles i en husker-vogn. Vi startede ud ad en brostensvej, der gik det meste af vejen, og kom til stationen lige i tide til at få hende på toget til Lincoln. Jeg stod på perronen ved middagstid, drivvåd af sved af spændingen, da toget fra Lincoln kom ind med to af vores læger om bord. Da jeg fortalte dem, at jeg netop havde sendt frøken West til Lincoln med toget, var de lige ved at besvime. Vidste jeg ikke, at det var mord, jeg havde begået? Frøken West ville aldrig leve længe nok til at nå Lincoln! På et vist stadie i tyfus bliver de indre organer meget tynde og svage, og enhver usædvanlig bevægelse kan få dem til at briste. Og jeg ville helt sikkert blive holdt ansvarlig. Jeg ved ikke, om de talte sandt, men det gjorde bestemt et stærkt indtryk på mig. Få dage senere fik jeg besked om, at frøken West var ankommet sikkert. De havde undersøgt hende og rapporterede: "Vi fandt ikke tegn på tyfus nogetsteds. Hvis hun har haft tyfus, var der tale om et mirakel." Mange år senere, da jeg kom til Union College, fandt jeg Pearl Wests navn på "Golden Chords". Endnu flere år senere, efter at jeg havde fortalt historien på et lejrmøde i Syden, kom to unge mennesker hen og sagde, at jeg havde talt om deres tante, som da boede ikke langt fra stedet.