3. Hvordan øvrigheden skal bruge sin magt 3. Hvordan øvrigheden skal bruge sin magt Efter at vi har set, hvor langt den verdslige magt strækker sig, er det nu også på tide at tage fat på spørgsmålet om, hvordan øvrigheden skal bruge den. Det gør vi for deres skyld, som desuden gerne vil være kristne myndigheder og ligeledes ønsker at nå til det evige liv. Den slags er der kun meget få af. Kristus skildrer jo selv det karakteristiske for verdens fyrster i Luk 22, 25 hvor han siger: ”Folkenes konger hersker over dem, og de, som udøver magt over dem, lader sig kalde velgørere.” Det kunne ikke falde dem ind at tro, at de ikke har ret til at regere med magt og til at lade sig tjene, når de er født eller valgt til det. Den, der nu vil være en kristen øvrighed, må sandelig aflægge den opfattelse, at man skal herske og bruge vold. Forbandet og fordømt er ethvert liv, hvor man lever og stræber efter at leve til gavn og fordel for sig selv. Forbandet er alle gerninger, der ikke udøves i kærlighed. Men de udøves i kærlighed, når man ikke stræber efter nydelse, fordel, ære, sikkerhed og frelse for sig selv, men af ganske hjerte efter fordel, ære og frelse for andre. Sund fornuft står over lovene Derfor vil jeg her ikke sige noget om øvrighedens verdslige gøremål og love, for det er en omfattende sag, og der er alt for mange lovbøger om det. Selv om det er sådan, at hvis ikke de ledende selv er klogere end deres jurister og ikke har mere indsigt end lovbøgerne, så vil de bestemt komme til at regere efter Ordet fra Ordsp 28, 16: ”En uforstandig fyrste øger undertrykkelsen.” For så gode og rimelige lovene end er, så har de dog alle den begrænsning, at de ikke kan klare specielle tilfælde. Derfor må fyrsten jo have lige så fast et greb om loven som om sværdet og med sin egen fornuft skønne, når og hvor han skal bruge loven i hele dens strenghed eller lempe den. Således skal fornuften altid være over enhver lov og blive ved med at være den højeste lov og herre over enhver lov. Det er ligesom med husherren: selv om han fastsætter bestemt tid og mål for arbejde og mad for sine folk og sine børn, er han alligevel nødt til at holde fast ved retten til at administrere disse bestemmelser. Han skal kunne ændre dem eller slække på dem i tilfælde af, at hans folk skulle blive syge, taget til fange, opholdt, overlistet eller på anden måde forhindret. Han må ikke bruge samme strenghed mod syge som mod raske. Det siger jeg, for at man ikke skal tro, at det er tilstrækkeligt og i skønneste orden, hvis man følger den skrevne lov eller de juridiske rådgivere. Der skal mere til. Hvad skal en fyrste da stille op, hvis han ikke er så klog og må lade sig lede af jurister og lovbøger? Svar: Det er derfor jeg har sagt, at det er farligt at tilhøre fyrstestanden. Hvis han ikke selv er så klog, at han kan styre sine love og rådgivere, går det som Salomo siger: ”Ve dig, land, der har en dreng som konge.” (Præd 10, 16). Det indså Salomo også. Derfor gav han afkald på enhver lov - selv om det var Moses, der som Guds redskab havde foreskrevet ham den - og på sine fyrster og rådgivere og vendte sig til Gud selv og bad ham om visdom i hjertet til at styre folket. Efter det eksempel skal en fyrste også handle, fare med forsigtighed og hverken forlade sig på døde bøger eller på levende hoveder, men blot holde sig til Gud, trække ham i ærmet og bede om den rette indsigt til uafhængigt af alle bøger og jurister at regere med visdom over sine undersåtter. Derfor kan jeg ikke foreskrive fyrsten nogen lov, men vil blot vejlede hans hjerte i, hvordan det skal indrette sig og stille sig til alle lovbøger, råd, afgørelser og sager. Hvis han retter sig efter det, så vil Gud bestemt hjælpe ham til at administrere alle love, råd og sager på en god og gudvelbehagelig måde. Øvrigheden skal være en kærlig tjener For det første må han tage sig af sine undersåtter og virkelig i sit hjerte gå ind derfor. Det gør han imidlertid, når han retter alle sine bestræbelser mod at gavne og tjene dem. Han må ikke tænke: Dette land og folk tilhører mig, jeg vil gøre, hvad der passer mig; men: Jeg tilhører dette land og folk, jeg vil gøre sådan, som det er til gavn og gode for det. Jeg vil ikke se på, hvordan jeg kan sætte mig på den høje hest og herske, men hvordan de skal beskyttes og forsvares og have fred og gode forhold. Og han må ikke tabe Kristus af syne, men skal sige: Se, Kristus, den øverste fyrste, kom og tjente mig. Han stræbte ikke efter, hvordan han kunne udnytte mig til at få magt, rigdom og ære, men han ænsede kun min nød og satte alt ind på, at jeg kunne få magt, rigdom og ære ved ham og gennem ham. Sådan vil jeg også gøre, ikke stræbe efter min egen fordel hos mine undersåtter, men efter deres. Og jeg vil også tjene dem med mit embede, værne dem, høre på dem og forsvare dem og udelukkende regere sådan, at det er til gavn og gode for dem - og ikke for mig. På den måde skal fyrsten i sit hjerte give afkald på sin magt og myndighed, sørge for sine undersåtters ve og vel og gøre det, som om det var hans eget. Sådan har Kristus nemlig gjort mod os, og det er den kristne kærligheds sande gerninger. Så indvender man da: Hvem vil så have lyst til at være fyrste? Dermed ville fyrstestanden blive den usleste i verden, fuld af slid, slæb og besvær. Hvad bliver der så af fyrsternes fornøjelser, dans, jagt, væddeløb, spil og den slags verdslige glæder? Dertil svarer jeg: Nu lærer vi ikke om, hvordan en verdslig fyrste skal leve, men hvordan en verdslig fyrste skal være kristen, så at han også kan komme i Himlen. Hvem er uvidende om, at en fyrste er en sjælden skabning i Himlen? Jeg siger det heller ikke, fordi jeg venter, at de verdslige fyrster vil tage hensyn til det, men det kunne jo være, at der var én, der desuden gerne ville være kristen og vide, hvordan han skulle forholde sig. For jeg er ganske overbevist om, at Guds Ord ikke vil rette sig eller føje sig efter fyrsterne, men at fyrsterne må rette sig efter det. Jeg kan ikke nå længere end til at påvise, at det ikke er umuligt for en fyrste at være kristen, selv om det hører til undtagelserne og vanskeligt lader sig gøre. For hvis de kan få det ordnet sådan, at deres dans og jagt og væddeløb ikke er til skade for undersåtterne – og de i øvrigt udøver deres embedspligt imod dem i kærlighed - vil Gud ikke være så hård, at han ikke skulle unde dem dans og jagt og væddeløb. Men det ville nok komme af sig selv, at de måtte melde afbud til mange af disse store fester, jagter, væddeløb og spil, hvis de skal passe deres embede og have omsorg for deres undersåtter. Eksperter kan fejle For det andet skal han være forsigtig med eksperterne, der rådgiver ham. Han skal være sådan imod dem, at han ikke lader hånt om nogen af dem, men heller ikke har sådan tillid til dem, at han retter sig fuldstændigt efter dem, for Gud kan ikke lide nogen af delene. Han har engang talt igennem et æsel, derfor skal man ikke lade hånt om noget menneske, lige meget hvor ringe det er. Omvendt har han styrtet den højeste engel ned fra Himlen, derfor skal man ikke sætte sin lid til noget menneske, lige meget hvor klogt, helligt og stort det er. Man skal derimod lytte til enhver og være opmærksom på, hvem Gud vil tale og virke igennem. For det er den største ulykke ved fyrstehofferne, hvis fyrsten lader sig besnakke af eksperterne og de store og selv lukker øjnene. Det rammer jo ikke et enkelt menneske, hvis en fyrste tager fejl og bærer sig tåbeligt ad, men den slags tåbeligheder går ud over land og folk. Derfor skal fyrsten stole på sine stormænd og lade dem arbejde, men sådan at det alligevel er ham, der holder tøjlerne i hånden. Han må ikke slå sig til ro eller falde i søvn, men skal føre tilsyn med landet og ride rundt i det, ligesom Josafat gjorde, og overalt se til, hvordan man styrer og administrerer. Så vil han selv erfare, at man ikke skal stole fuldt ud på noget menneske. For du må ikke tro, at en anden tager sig så ivrigt af dig og dit land, som du selv, med mindre han er helt fyldt af Helligånden og er en god kristen. Et menneske gør det ikke af sig selv. Så længe du da ikke ved, om det er en kristen, eller hvor lang tid han bliver ved med at være det, så kan du heller ikke trygt stole på ham. Og pas endelig mest på dem, der siger: Men dog, nådige herre, har De ikke større tillid til mig? Hvem er mere villig til at tjene Dem end mig, osv.? For han er bestemt ikke til at stole på og vil være herre i landet og gøre dig til en nikkedukke. For hvis han var en god og retskaffen kristen, ville han meget gerne have, at du ikke satte din lid til ham. Han ville love og prise dig, fordi du holdt så nøje opsyn med ham. For ligesom han lever efter Guds vilje, vil og kan han også finde sig i, at hans handlinger er synlige for dig og for hvem som helst. Som Kristus siger i Joh 3, 21: ”Den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.” Men den anden type vil føre dig bag lyset og handle i mørke, som Kristus også siger samme sted: ”Enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres.” (vers 20). Derfor, vogt dig for ham. Og hvis han beklager sig over det, så sig: Min gode mand, jeg gør dig ikke uret. Gud ønsker ikke, at jeg sætter min lid til mig selv eller noget andet menneske. Ret din vrede mod ham selv, fordi han ønsker det sådan eller ikke har skabt dig som noget større end et menneske. Og dog, selv om du havde været en engel, ville jeg alligevel ikke forlade mig så meget på dig, fordi Lucifer jo ikke har været til at stole på. Gud alene skal man sætte sin lid til. Ingen fyrste må imidlertid tro, at han skal have det bedre end David, der er et eksempel for alle fyrster. Han havde en så klog rådgiver ved navn Akitofel, at Bibelen fortæller: Det, som Akitofel fremførte, gjaldt så meget, som hvis man havde rådspurgt Gud selv. Alligevel faldt han og sank så dybt, af han ville forråde, dræbe og gøre det af med David, sin egen herre. Og David måtte ved den lejlighed sandelig lære, at man ikke skal forlade sig på noget menneske. Hvorfor tror du, at Gud har ladet sådan nogle forfærdelige tilfælde finde sted og optegne? Det er blot for at advare fyrster og herrer mod den allerværste ulykke, der kan ske dem, nemlig at forlade sig på nogen? For det er ganske forfærdeligt, hvis det er smigrere [lobbyister], der regerer ved fyrstehofferne, eller når fyrsten sætter sin lid til andre, overlader dem tøjlerne og lader alle gøre, som det passer dem. Så kommer du og siger: Hvis man ikke må stole på nogen, hvordan skal man så regere land og folk. Svar: Du må løbe risikoen ved at overlade andre opgaverne, men du må ikke forlade dig derpå og sætte din lid til andre end Gud. Du må jo overlade opgaverne til en og løbe risikoen med ham, men du må ikke forlade dig mere på ham, end at du ved, at han kan fejle. Og du må fortsat føre tilsyn med ham og ikke falde i søvn. Det er ligesom en kusk, der forlader sig på sine heste og den vogn, som han kører med. Han lader dem imidlertid ikke selv om at køre, men holder tømme og pisk i hånden og sover ikke. Og læg mærke til de gamle ordsprog, som afgjort udspringer af gammel erfaring og er rigtige: ”Herrens øje gør hesten fed; herrens fodtrin gøder marken vel.” Dvs. hvis herren ikke selv følger med i det, men stoler på rådgivere og tjenestekarle, så går det aldrig godt. Gud vil netop have det sådan og lader det ske, for at herrerne af nød kan blive tvunget til selv at passe deres embede. Sådan må alle passe deres kald og alle skabninger deres opgaver, ellers bliver herrerne til fedesvin og driverter, der ikke er til nytte for nogen undtagen dem selv. Strafudmåling skal være rimelig og individuel For det tredje skal han passe på at behandle dem, der øver ugerninger, rigtigt. Her må han være særdeles klog og vis for at kunne straffe, uden at det går ud over andre. Og igen kender jeg ikke noget bedre eksempel end David. Han havde en officer, der hed Joab, som begik to forbrydelser, ved at dræbte to retskafne officerer ved forræderi. Selv om han derved med rette havde gjort sig dobbelt skyldig til døden, dræbte David ham alligevel ikke i sin levetid, men overgav det til sin søn Salomo, sikkert fordi han ikke kunne gøre det uden at gøre ondt værre og fremkalde ballade. Således skal en fyrste også straffe de onde, så at han ikke ved at tage en ske op slår et fad i stykker og for en pandes skyld bringer land og folk i ulykke og får landet fuldt af enker og faderløse. Derfor må han ikke rette sig efter de krigsgale rådgivere, som hidser ham op og ægger ham til at starte en krig og siger: Hvad, skal vi finde os i den slags ord og overgreb? Det er sandelig en dårlig kristen, der for et slots skyld sætter landet på spil. Kort sagt, her må man holde sig til ordsproget: Den, der ikke kan se igennem fingre med noget, kan ikke regere. Derfor skal dette være hans regel: hvis han ikke kan straffe uret uden at øve større uret, så skal han ikke holde på sin ret, ligegyldigt hvor rimeligt det så end er. For han skal ikke tage hensyn til, at der tilføjes ham skade, men se til, at der ikke øves uret imod andre på grund af hans afstraffelse. For hvad har så mange kvinder og børn gjort, siden de skal blive enker og faderløse, blot for at du kan tage hævn over en fræk flab eller voldsmand (terrorist), der har gjort dig fortræd? Effektivt forsvar og mild fred Så kommer du da og siger: Skal da en fyrste ikke føre krig, eller hans undersåtter ikke følge med ham til kamp? Svar: Det er et indviklet spørgsmål. Men jeg kan i al korthed sige: skal man handle kristent, må ingen fyrste føre krig imod sit overhoved, dvs. kongen og kejseren eller hvem der i øvrigt er hans herre, men han skal lade den tage, som tager. For øvrigheden må man ikke gøre modstand imod med magt, men kun ved at bringe sandheden frem. Retter den sig efter det, så er det i orden, hvis ikke, så er du undskyldt og lider uret for Guds skyld. Men har modparten samme stilling som du, eller en lavere, eller er det en fremmed øvrighed, så skal du først tilbyde ham fred og forsoning, sådan som Moses lærte Israels børn. Vil han ikke det, så tænk på dit eget bedste og forsvar dig med magt imod magt, sådan som Moses gør udmærket rede for det i 5 Mos 20, 10. Så må du ikke se på dit eget og se på, hvordan du kan beholde stillingen som overhoved, men du må kun tænke på dine undersåtters interesse, som du har pligt til at værne og hjælpe, for at en sådan handling kan ske i kærlighed. For eftersom hele dit land er i fare, må du vove det, hvis Gud vil hjælpe dig, så at det ikke bliver helt øde lagt. Og selv om du ikke kan forhindre, at nogle derved bliver enker og faderløse, så må du dog forhindre, at alt går til grunde, og at der ikke bliver andet end enker og faderløse tilbage. Og her har undersåtterne pligt til at adlyde og sætte liv og ejendom ind. For i dette tilfælde må man for de andres skyld sætte sin ejendom og sig selv på spil. I sådan en krig er det kristent og en kærlighedens gerning frimodigt at ødelægge og udslette fjenderne, alt, hvad man kan, indtil man overvinder dem, sådan som krigen kræver det. Dog med den undtagelse af at man skal vogte sig for synd og ikke voldtage gifte kvinder og jomfruer. Når man har overvundet dem, skal man vise dem, der overgiver sig og ydmyger sig, nåde og barmhjertighed. Således skal man i det tilfælde lade mundheldet gælde: Gud hjælper den stærkeste, ligesom Abraham gjorde, da han slog de fire konger, l Mos 14, 15. Den gang huggede han bestemt mange ned og viste dem ikke megen nåde, førend han havde overvundet dem. For sådan en begivenhed skal man regne med er sendt af Gud, for at han en gang imellem kan få fejet landet og renset ud i de dårlige elementer. Hvad så hvis fyrsten har uret, har hans folk så også pligt til at adlyde ham? Svar: Nej. For ingen bør handle mod retfærdigheden, men man skal adlyde Gud, der ønsker retfærdighed, mere end mennesker. Hvad hvis undersåtterne ikke ved, om han har ret eller ej? Svar: Så længe de ikke ved det eller ikke kan få det at vide trods alle mulige anstrengelser, så kan de adlyde uden fare for sjælen. For i det tilfælde må man bruge Moseloven, hvor Moses skriver, at en morder, der uforvarende og uforsætligt har slået en ihjel, skal flygte til et fristed og frikendes ved dom (2 Mos 21,13). For de, der bliver slået, må betragte det som en straf fra Gud, enten de så har ret eller uret; men de, der med ukendskab til det kæmper og vinder, må se på deres kamp på samme måde, som hvis en mand faldt ned fra taget og slog en anden ihjel, og overlade sagen til Gud. For det er Gud det samme, om han lader en retfærdig eller uretfærdig adelsmand skille dig af med din ejendom og dit liv. Du er hans skabning, og han kan gøre med dig, hvad han vil, når bare din samvittighed er ren. Således frikendte Gud også selv kong Abimelek, da han tog Abrahams kone, ikke fordi det var rigtigt af ham at gøre det, men fordi han ikke havde vidst, at det var Abrahams kone (l Mos 20, 6). Konklusion For det fjerde (det burde vel være det første - og vi har også ovenfor omtalt det) skal en fyrste også forholde sig kristent over for Gud. Dvs. at han skal underkaste sig Gud i fuld tillid og bede om visdom til at regere godt, ligesom Salomo gjorde. Men tro og tillid til Gud har jeg skrevet så meget om andre steder, at det ikke er nødvendigt at gå nærmere ind på det her. Derfor vil vi lade det være nok og slutte med at sammenfatte det på følgende måde: En fyrste skal udøve sit arbejde på fire områder: 1. Mod Gud med oprigtig tillid og inderlig bøn. 2. Mod sine undersåtter med kærlighed og kristen tjeneste. 3. Mod sine rådgivere og stormænd med selvstændig bedømmelse og uafhængig vurdering. 4. Mod lovovertræderne med besindig fasthed og strenghed. Sådan udøver han sin stilling rigtigt, både hvad det ydre og det indre angår, og det vil blive til Guds og menneskers tilfredshed. Men han må være forberedt på megen misundelse og modgang for det. Han vil meget snart komme til at skulle bære sit kors for den måde at leve på. Til slut må jeg som tilføjelse også her tage stilling til dem, som strides om restitution, dvs. tilbagegivelse af uretmæssigt erhvervet ejendom. For det hører til det verdslige sværds normale opgaver, og det bliver der skrevet meget om, og her bliver der udvist hel urimelig strenghed. Men jeg vil kort sammenfatte det hele og skære igennem alle disse love og al den strenghed, der er fremkommet, på denne måde: Man kan ikke finde nogen mere usvigelig lov for det end kærlighedens lov. For det første: hvis man får forelagt en sådan sag, hvor én skal tilbagegive en anden noget, så er sagen hurtigt afgjort, hvis begge er kristne. Ingen af dem vil nemlig forholde den anden det, der tilhører ham, og så vil heller ingen af dem kræve, at det bliver tilbagegivet. Men er den ene kristen, nemlig den, der skal have noget tilbagegivet, så er det jo let at afgøre, for han spørger ikke, om det nogen sinde bliver tilbagegivet ham. Tilsvarende, er han, som skal tilbagegive, kristen, vil han også gøre det. Hvad enten den ene er kristen eller ej, så skal man afgøre spørgsmålet om tilbagegivelse på følgende måde: hvis skyldneren er fattig og ikke er i stand til at tilbagegive, men den anden part ikke er fattig, så skal man lade kærlighedens lov gælde uden videre og frikende den skyldige. For ifølge kærlighedens lov har den anden også pligt til at eftergive ham dette og forære ham noget ud over det, hvis det er nødvendigt. Men er skyldneren ikke fattig, så lad ham tilbagegive så meget, som han er i stand til, enten det hele, halvdelen, en tredjedel eller en fjerdedel, sådan at man alligevel lader ham beholde nok til at have hjem, føde og klæder til sig selv, kone og børn. For det havde du pligt til at give ham, hvis du var i stand til det, så meget mindre må du tage det nu, så længe du ikke behøver det og han ikke kan undvære det. Men hvis ingen af dem er kristne eller den ene ikke vil lade sagen afgøre efter kærlighedens lov, så lad dem søge en anden dommer og fortæl dem, at de handler imod Gud og den naturlige lov, selv om de ud fra menneskers lov opnår den strenge, ubetingede afgørelse. For naturen lærer, ligesom kærligheden gør det, at jeg skal handle sådan, som jeg ønsker, at andre vil gøre over for mig. Derfor kan jeg ikke sådan klæde nogen af til skindet, ligegyldigt hvor meget jeg er i min gode ret til det, når jeg ikke gerne selv vil klædes af til skindet. Men ligesom jeg ville ønske, at en anden gav afkald på sin ret over for mig i sådan et tilfælde, således bør jeg også afstå fra min ret. Sådan skal man bære sig ad med alle uretmæssige besiddelser, både i private og offentlige forhold, så at det altid er kærligheden og den naturlige lov, der er det afgørende. For hvis man dømmer ud fra kærligheden, vil man overordentlig let kunne afgøre og bilægge alle sager uden nogen som helst lovbøger. Men hvis man lader kærlighedens og naturens lov ude af syne, vil man aldrig nogen sinde finde frem til det, der behager Gud, selv om man så havde slugt alle lovbøger og jurister. Jo mere du retter dig efter dem, jo mere vil de lede dig på vildspor. En rigtig og god dom hverken kan eller skal fældes ud fra bøger, men ud fra en selvstændig vurdering, som om bøger slet ikke var til. Men sådan en uhildet retsafgørelse giver kærligheden og den naturlige lov, som al fornuft er fuld af. Bøgerne kommer kun til kategoriske og uholdbare domme. Det skal jeg give dig et eksempel på: Man fortæller følgende historie om hertug Karl af Burgund: En adelsmand tog sin fjende til fange. Da kom den tilfangetagnes kone for at få sin mand fri. Men adelsmanden lovede at give manden fri mod, at hun ville gå i seng med ham. Hun var en retskaffen kvinde, men ville dog gerne befri sin mand, og hun går hen og spørger sin mand, om hun skal gøre det for at få ham fri. Manden ville gerne have sin frihed og redde livet og gav konen sin tilladelse. Da adelsmanden nu havde været i seng med konen, lod han den næste dag hendes mand halshugge og gav ham død tilbage til konen. Alt det indankede hun for hertug Karl, der indstævnede adelsmanden og befalede, at han skulle gifte sig med kvinden. Da nu bryllupsdagen var ovre, lod han adelsmanden halshugge, overgav konen alle hans besiddelser, gav hende æresoprejsning og straffede således forbrydelsen, virkelig som en fyrste bør gøre det. Se, sådan en kendelse kunne ingen pave, jurist eller bog have vejledt ham til, men den er udsprunget af en selvstændig fornuft, uafhængig af alle bøgers love, og så mesterligt, at alle må bifalde den og finder det skrevet i deres eget hjerte, at sådan er det rigtigt. Det samme skriver Augustin også. Derfor skal man underordne de skrevne love under fornuften, som er det rette kildevæld, som de er udsprunget af. Man skal ikke lade kildevældet være afhængig af dets bække og tage fornuften til fange ved hjælp af bogstaven. Web-redaktør, cand.theol. Finn B. Andersen marts 2005