2. Hvor langt øvrighedens magt strækker sig 2. Hvor langt øvrighedens magt strækker sig Nu kommer vi til det vigtigste afsnit i denne traktat. For efter at vi har lært, at den verdslige øvrighed er nødvendig på jorden, og hvordan man skal bruge den kristeligt og godt, må vi nu lære, hvor langt dens magt og myndighed gælder, for at den ikke skal gå for vidt og gribe ind i Guds rige og styre. Det er særdeles nødvendigt at vide, for det bliver til ubodelig og forfærdelig fortræd, hvis man giver den for vidt spillerum, og det er heller ikke ufarligt, hvis den får for snævre rammer. I det første tilfælde straffer den for meget, i det andet for lidt, selv om det bedre kan forsvares, at den synder på den sidste måde og straffer for lidt. For det er altid bedre at lade en slyngel slippe for straf end at straffe et retfærdigt menneske, da verden har og ikke kan undgå at have slyngler, men kun ejer få retfærdige mennesker. Vor sjæl er kun underlagt Gud Som ovenfor sagt er der, at de to grupper af Adams børn, den ene i Guds rige under Kristus, den anden i verden under øvrigheden. Derfor skal man være klar over, at de også har to slags love. For ethvert rige er nødt til at have sin lov og ret, og uden lov kan intet rige eller styre bestå, hvad vi dagligt ser eksempler nok på. Det verdslige styre har love, der ikke strækker sig videre end til legeme og ejendom og de ydre ting på jorden. For Gud kan og vil virkelig ikke give andre end sig selv alene lov til at herske over sjælen. Hvis den verdslige magt derfor drister sig til at give love for sjælen, så griber den ind i Guds styre og vildleder og ødelægger kun sjælen. Det vil vi gøre så klart, at man kan fatte det, for at vore fine herrer, fyrsterne og biskopperne, kan indse, hvad de er for nogle tåber, når de med deres love og anordninger vil tvinge folk til at tro sådan og sådan. Hvis man med et menneskes lov pålægger sjælen, at den skal tro sådan og sådan, som netop det menneske foreskriver, så er det bestemt ikke Guds Ord. Hvis der ikke er noget ord fra Gud for det, er det tvivlsomt, om Gud vil have det sådan, for man kan ikke være sikker på, at det, som han ikke giver nogen befaling om, er efter hans vilje. Ja, man kan være sikker på, at det ikke er efter hans vilje, for han ønsker, at vor tro ene og alene skal bygge på hans guddommelige Ord. Som han siger i Matt 16, 18: ”På den klippe vil jeg bygge min kirke.” Og Joh 10, 4-5: Mine får kender min røst. Men en fremmed vil de aldrig følge; de vil tværtimod flygte fra ham, fordi de ikke kender de fremmedes røst.” Resultatet er, at den verdslige magt driver sjælen ud i den evige død med sådan et formasteligt bud. For den tvinger den til at tro sådanne ting, som om det er rigtigt og med sikkerhed er efter Guds vilje, mens det jo er usikkert. Det er tværtimod sikkert, at det mishager Gud, fordi der ikke foreligger noget klart ord fra Gud. For den, der tror, at det, som er usandt og usikkert, er sandt, fornægter sandheden, som er Gud selv, og tror på løgn og bedrag og betragter det, der er usandt, som sandt. Derfor er det fuldkommen tåbeligt, når de forlanger, at man skal tro kirken, kirkefædrene og koncilierne, selv om der ikke er noget ord fra Gud for det. Det er kun Djævelens apostle, der kan forlange sådan noget, ikke kirken, for kirken befaler intet, uden at den med sikkerhed ved, at det er Guds Ord, sådan som Peter siger: Taler nogen, skal han tale som Guds Ord. Men de vil få meget svært ved at bevise, at konciliebeslutninger er Guds Ord. Langt mere tåbeligt er det dog, når man siger, at kongerne, fyrsterne og flertallet tror det. Kære venner, vi er ikke døbt til konger, fyrster eller flertallet, men til Kristus og Gud selv. Vi hedder heller ikke konger, fyrster eller flertallet, vi hedder kristne. Sjælen kan og skal ingen befale over, med mindre man formår at vise den vejen til Himlen. Det kan kun Gud alene gøre, ikke noget menneske. I spørgsmål, som angår sjælens frelse, er det derfor kun Guds Ord, der må forkyndes og antages. Selv om de er nogle værre tåber, så må de da indrømme, at de ikke har nogen myndighed over sjælen. For der er jo ikke noget menneske, der kan dræbe en sjæl eller gøre den levende igen, få den i Himlen eller i Helvede. Og hvis de ikke vil tro os, skal Kristus nok selv vidne tilstrækkeligt stærkt om det i Matt 10, 28: ”Frygt ikke dem, der slår legemet ihjel, men ikke kan slå sjælen ihjel, men frygt derimod ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.” Jeg synes bestemt, det her tydeligt frem går, at sjælen helt er unddraget menneskers magt og kun er underlagt Guds myndighed. Hvor megen forstand tror du der er i hovedet på den, der udsteder ordrer her, hvor han slet ikke har nogen myndighed? Hvem vil ikke kalde den, der befaler månen at skinne, når han ønsker det, vanvittig? Hvor ville det gøre sig godt, hvis folk i Leipzig gav ordrer til os i Wittenberg, eller omvendt: vi i Wittenberg til dem i Leipzig. Som tak ville man bestemt forære dem, der gav befaling på den måde, noget nyserod, for at de kunne få renset ud i hjernen og komme af med den snue. Alligevel bærer vores kejser og kloge fyrster sig sådan ad nu og lader sig lede af pave, biskopper og sofister (den ene blinde fører den anden.) til at befale deres undersåtter at tro, som de finder for godt, uden Guds Ord. Og alligevel vil de kaldes kristne fyrster. Gud forbyde det. Tro er samvittighedens privatsag Desuden er det også indlysende af den grund, at en hvilken som helst myndighed kun kan og skal virke, hvor den kan iagttage, dømme, domfælde og ændre. For ville det ikke være en mærkelig dommer, der ønskede at dømme løs i sager, som han hverken kan høre eller se? Sig mig nu, hvordan kan et menneske iagttage, dømme, domfælde og ændre hjerterne? For det er forbeholdt Gud alene, som det hedder i Salme 7, 10: ”Gud ransager hjerter og nyrer.” Ligeledes ApG 1, 24: ”Herren kender alles hjerter.” Og Jer 17, 9-10: ”Hjertet er det mest bedrageriske af alt, det er uhelbredeligt, hvem kan gennemskue det? Jeg, Herren, udforsker hjertet og ransager nyrerne.” En domstol må og skal være helt sikker, når den skal dømme, og have alting fremme i lyset. Men sjælens tanker og begæringer kan ikke være åbenbare for andre end Gud. Derfor er det nytteløst og umuligt at befale eller tvinge nogen med magt til at tro sådan eller sådan. Det skal der andre metoder til, tvang gør det ikke. Jeg undrer mig over de store tåber, som alle sammen selv siger: ”Kirken dømmer ikke om det skjulte.” Når kirkens åndelige styre da kun angår de åbenbare ting, hvorfor understår den vanvittige verdslige magt sig så i at holde dom og spille herre over noget så hemmeligt, åndeligt og skjult som troen? Desuden har enhver selv ansvar for, hvad han tror, og det må være hans egen sag at sørge for at have den rigtige tro. For lige så lidt som en anden kan komme i Himlen eller i Helvede på mine vegne, lige så lidt kan han tro eller lade være at tro på mine vegne. Lige så lidt som han kan lukke Himlen eller Helvede op eller i for mig, kan han tvinge mig til tro eller vantro. Da det er en sag, der angår den enkeltes samvittighed, hvordan han tror eller ikke tror, og da der ikke går noget fra den verdslige magt ved det, skal den også være tilfreds, passe sit og lade folk tro sådan, som de kan og vil, og ikke tvinge nogen med magt. For troen er en frivillig sag, som man ikke kan tvinge nogen til. Ja, det er en Guds gerning i Ånden? Og der kan slet ikke være tale om, at ydre magt skulle kunne fremtvinge eller skabe den. Det er oprindelsen til den talemåde, som også findes hos Augustin: Til tro kan og skal man ikke tvinge nogen. Desuden ser de forblindede stakler ikke, hvad det er for håbløse og umulige ting, de har givet sig i lag med. Hvor strengt de end befaler, og hvor meget de end tager på veje, så kan de virkelig ikke tvinge folk til mere end at adlyde dem med munden og hånden. Hjertet kan de sandelig ikke tvinge, selv om de så sled sig til døde. For ordsproget taler sandt, når det siger: Tanker er toldfri. Hvad er formålet da med at tvinge folks hjerter til at tro, når man ser, at det er håbløst? De nøder derved med magt de svage samvittigheder til at lyve og nægte og sige noget andet end det, de mener i deres hjerte, og læsser således forfærdelige, fremmede synder på sig. For alle de løgne og falske bekendelser, som disse folk med svag samvittighed laver, falder tilbage på den, der fremtvinger dem. Selv om deres undersåtter var på vildspor, ville det jo være meget lettere ganske enkelt at lade dem være det end at tvinge dem til at lyve og sige noget andet end det, der fylder deres hjerte. Man kan heller ikke forsvare, at ville forhindre et onde med et værre onde. Men vil du vide, hvorfor Gud bestemmer, at de verdslige fyrster skal komme så forfærdeligt galt af sted? Det skal jeg sige dig: Gud har givet dem hen til et vrangt sind og vil gøre det af med dem som med de gejstlige junkere. For mine unådige herrer, pave og biskopper, skulle være biskopper og forkynde Guds Ord. Det lader de være med og er blevet verdslige fyrster, der styrer med love, som kun angår liv og ejendom. De har vendt godt op og ned på det hele. De skulle regere i det indre over sjælene ved hjælp af Guds Ord, men de regerer i det ydre over slotte, byer, land og folk og piner sjælene med ubeskriveligt myrderi. Tilsvarende skulle de verdslige herrer regere i det ydre over land og folk, men det lader de være med. Det eneste, de forstår sig på, er at puge penge sammen, lægge den ene skat oven på den anden, den ene afgift oven på den anden. Det ene sted slipper de en bjørn løs, det andet sted en ulv. Ydermere kan man ikke finde virkelig troskab og redelighed hos dem, og de opfører sig værre end røvere og banditter. Deres verdslige styre er sandelig sunket lige så dybt som de gejstlige tyranners styre. Derfor forvrænger Gud også deres sind, så at de handler helt bagvendt og vil regere åndeligt over sjælene, ligesom de andre vil regere verdsligt. Sådan pådrager de sig bare trøstigt fremmed synd, Guds og menneskers had, indtil de går nedenom og hjem sammen med biskopper, præster og munke. Den ene slyngel gør den anden følgeskab. Derefter giver de evangeliet skylden for det alt sammen, og i stedet for at bekende deres synder spotter de Gud og påstår, at det er vores forkyndelse, der har forvoldt det. Deres forfærdelige ondskab har været skyld i det og fortsætter med det uophørligt, ligesom romerne også gjorde, da de blev tilintetgjort. Se, her har du Guds kendelse mod de høje herrer. Men de skal ikke komme til at tro på det, for at deres bod ikke skal hindre Guds strenge kendelse. Så siger du: Paulus har dog sagt i Rom 13, 1, at enhver sjæl skal underordne sig øvrigheden. Og Peter siger, at vi skal underordne os enhver menneskelig ordning (1 Pet 2,13). Svar: Du har fuldstændig ret. For de Skriftsteder taler netop for min opfattelse. Paulus taler om øvrigheden og magten. Nu har du lige hørt, at ingen kan have magt over sjælen undtagen Gud. Derfor kan Paulus her kun tale om lydighed inden for øvrighedens magtområde. Deraf følger, at han ikke taler om tro (fordi den verdslige magt ikke skal byde over troen), men om at ordne og styre de ydre ting her på jorden. Det viser hans ord også tydeligt og klart, når han sætter en grænse for magten og for lydigheden imod den ved i vers 7 at sige: ”Giv alle, hvad I skylder dem: den, der har krav på skat, skat; den, der har krav på told, told; den, I skylder frygt, frygt; den, I skylder ære, ære.” Her kan du se, at verdslig magt og lydighed imod den gælder kun skat, told, ære, frygt i ydre sager. Når han siger, at magten ikke skal frygtes af de gode, men af de onde gerninger, begrænser han endnu engang magten, så den ikke skal være herre over troen eller Guds Ord, men kun over de onde gerninger. Det er også det, Peter mener med udtrykket ”menneskelig ordning”. En menneskelig ordning kan nu engang ikke omfatte Himlen og sjælen, men kun jorden og folks ydre liv med hinanden; kun her kan mennesker se, iagttage, dømme, domfælde; straffe og redde. Alt det har Kristus også selv stillet klart op og sammenfattet med ordene fra Matt 22, 21: ”Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!” Hvis nu den kejserlige magt rakte ind i Guds rige og herredømme og ikke havde nogen begrænsning, ville han ikke have sondret sådan. For som sagt er sjælen ikke under kejserens myndighedsområde. Den kan han hverken lede eller føre, hverken dræbe eller gøre levende, hverken binde eller løse, hverken dømme eller domfælde, hverken holde fast eller slippe. Det måtte jo være tilfældet, hvis han havde magt til at befale over den eller give love for den. Men med hensyn til legeme, gods og ære skal han rigtignok gøre det, for det hører ind under hans myndighedsområde. Alt det har David også for længe siden sammenfattet i et kort, glimrende udtryk, når han i Salme 115, 16 siger: ”Himlen er Herrens himmel, men jorden gav han menneskene.” Det vil sige, at over det, der er på jorden og hører til det timelige, jordiske rige, har et menneske myndighed fra Gud, men det, der hører til Himlen og det evige rige, er udelukkende under den himmelske Herre. Heller ikke Moses glemte det i l Mos l, 26, hvor Gud siger: ”Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.” Her får mennesker kun overdraget magten over det ydre. Kort sagt er meningen følgende, som Peter siger det i ApG 5, 29: ”Man bør adlyde Gud mere end mennesker.” Dermed begrænser han jo også klart den verdslige magts område. For hvis man skulle overholde alt, hvad den verdslige magt ville, så ville det være meningsløst at sige, at man skal adlyde Gud mere end mennesker. Ingen har pligt til en påtvunget tro Hvis nu din fyrste eller verdslige herre giver dig befaling til at slutte op omkring paven, at tro bestemte ting eller befaler dig at skaffe bøger af vejen, skal du svare: Det tilkommer ikke Lucifer at have plads ved siden af Gud. Kære herre, det er min pligt at adlyde Dem med liv og gods. Giv mig befaling så vidt Deres myndighed rækker på jorden, så vil jeg adlyde. Men befaler De mig at tro og at skaffe bøger af vejen, så vil jeg ikke adlyde. For så er De en tyran og går for vidt, giver befaling på områder, hvor De hverken besidder nogen ret eller myndighed. Hvis han af den grund fratager dig alt, hvad du ejer, og straffer din ulydighed, salig er du. Og tak Gud for, at du er værdig til at lide for Guds Ords skyld. Lad ham bare opføre sig, som han vil, den tåbe, han skal nok finde sin dommer. For jeg siger dig: hvis du bøjer dig og giver ham lov til at tage din tro og dine bøger fra dig, så har du sandelig fornægtet Gud. Passiv modstand Lad mig give et eksempel på det: Tyrannerne i Meissen og Bayern og andre steder har udstedt ordrer om, at Det Nye Testamente overalt skal afleveres til myndighederne. Her skal deres undersåtter handle på følgende måde: Ikke en lap, ikke en stavelse skal de udlevere, hvis de ikke vil miste deres sjæls salighed. For de, der gør det, overgiver Kristus i Herodes' hænder. De handler jo som Kristusmordere ligesom Herodes. Men de skal finde sig i, at man foretager husundersøgelser og giver ordre til at beslaglægge med magt, ligegyldigt om det er bøger eller ejendele. Voldshandlinger skal man ikke gøre modstand imod, men finde sig i. Men man skal ikke billige dem og heller ikke støtte dem eller efterkomme dem eller underkaste sig dem med så meget som en antydning. For disse tyranner handler, som verdslige fyrster skal. De er verdslige fyrster, og verden er Guds fjende. Derfor må de også handle Gud imod, men verden tilpas, for at de ikke skal gå hen og blive æreløse, men fortsætte som verdslige fyrster. Derfor skal du ikke undre dig over, at de raser og regerer imod evangeliet. De bliver nødt til at leve op til deres titel og stilling. Og du skal vide, at lige siden verdens skabelse har en klog fyrste været en meget sjælden fugl. For slet ikke at tale om en from og retfærdig fyrste. Samfundets ledere er i almindelighed jordens største tåber eller værste slyngler. Derfor må man altid være forberedt på det værste fra dem og skal ikke vente sig noget synderligt godt. Især ikke i åndelige forhold, som drejer sig om sjælens frelse. De er Guds tugtemestre og strafudøvere. Gud bruger dem i sin hellige vrede til at afstraffe de onde og sørge for ydre fred. Vores Gud, han er en mægtig Herre, derfor må han også have disse adelige, højbårne, rige bødler og tugtemestre, og han vil, at de skal have rigdom og modtage ærbødighed og ærefrygt fra alle i overflod og mængde. Det er efter hans guddommelige vilje, at vi kalder hans bødler ”nådigherrer”, kaster os for deres fødder og er dem underdanige med den største ydmyghed, hvis de ikke overskrider deres beføjelser og fra at være bødler vil være hyrder. Hvis det nu viser sig, at en fyrste er både klog, retskaffen og en kristen, så er det et af de store undere og det allerkosteligste tegn på Guds nåde over et land. For i almindelighed går det efter Ordet fra Esajas 3, 4: ”Jeg giver dem drenge som ledere, lømler skal herske over dem.” Og Hoseas 13, 11: ”Jeg giver dig en konge i min vrede og tager ham tilbage i min harme.” Verden er for ond og ikke værdig til at få mange kloge og retskafne fyrster. Frøer skal have storke. Kætteri skal alene bekæmpes med ord Så siger man igen: Ja, men den verdslige magt øver ikke tvang i trosspørgsmål, men forhindrer kun på ydre måde, at folk skal blive vildledt af falsk lære. Hvordan skulle man ellers bekæmpe kætterne? Svar: Det skal biskopperne gøre. Det er dem, og ikke øvrigheden, der er blevet pålagt denne tjeneste. For kætteri kan man ikke bekæmpe med magt. Det kræver en anden fremgangsmåde, for her er det en anden kamp end med fysisk magt. Guds Ord skal kæmpe her. Hvis det ikke kan klare det, vil den verdslige magt heller ikke kunne stille noget op, selv om den så fylder verden med blod. Kætteri er et åndeligt anliggende. Det kan man overhovedet ikke slå ned med våben eller brænde med ild eller drukne med vand. Guds Ord er alene om det. Det er Ordet, der gør det, som Paulus siger i 2 Kor 10, 4-5: ”Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus.” Desuden er der ikke noget, der styrker troen og kætteriet mere, end hvis man tager fat på det med den rå magt uden Guds Ord. For så er folk klar over, at denne magtudøvelse mangler et retmæssigt grundlag, er retsstridig, når man griber ind uden Guds Ord og kun er i stand til at klare sig med den blotte magt ligesom de vilde dyr. For man kan heller ikke i verdslige anliggender bruge magt, hvis ikke lovovertrædelsen først er fastslået gennem retten. Hvor meget mere umuligt er det da ikke i disse store, åndelige spørgsmål at bruge magt uden ret og Guds Ord? Der kan I bare se, hvor det er nogle kloge junkere. De vil fordrive kætteriet og griber det sådan an, at de blot styrker modstanderen, stiller sig selv i et dårligt lys og lader de andre få retten på deres side. Min gode mand, hvis du vil udrydde kætteri, må du finde på en fremgangsmåde, hvorved du frem for alt river det ud af hjertet og får vedkommende til selv at fjerne det med rode. Med magt kan du ikke udvirke det, men kun styrke det. Hvad nytter det så, hvis du styrker kætteriet i hjertet og kun hindrer, at folk bekender det udadtil og tvinger dem til at lyve? Men Guds Ord oplyser hjerterne, og dermed forsvinder alle former for kætteri og vildfarelse af sig selv fra hjertet. Om den slags udryddelse af kætteri har profeten Esajas forkyndt i kap. 11, 4 med ordene: ”Han slår voldsmanden med sin munds stok, og med læbernes ånde dræber han den uretfærdige.” Der ser du, at det sker ved mundens hjælp, når den gudløse skal dræbes og omvendes. Kort sagt: Disse fyrster og tyranner ved ikke, at det at kæmpe mod kætteri er det samme som at kæmpe mod Djævelen, der gør sig til herre over hjerterne ved falsk lære. Som Paulus siger i Ef 6, 12: ”For os står kampen ikke mod kød og blod, men mod myndigheder og magter, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.” Derfor, så længe man ikke driver Djævelen bort og jager ham ud af hjerterne, er det at kæmpe med sværd mod ham, det samme som at kæmpe med et halmstrå mod lynet. Alt det har Job til fulde bevidnet i kap. 41, 18, hvor han taler om, hvordan Djævelen kun regner jern for halm og ikke er bange for nogen magt på jorden. Det kender man jo også godt af egen erfaring, for selv om man brændte alle kættere med magt, er og bliver dog ingen af den grund overbevist eller omvendt. De to styreformer sammenblandes Men en sådan verden skal have sådanne fyrster, at ingen passer sin tjeneste. Biskopperne vil lade Guds Ord være og ikke bruge det til at styre sjælene, men vil overlade det til de verdslige fyrster at regere her med sværdet. Omvendt vil de verdslige fyrster se igennem fingre med overrenter, røveri, utroskab, mord og andre onde gerninger og selv øve dem. Derefter vil de overlade biskopperne at straffe ved hjælp af bandbuller og således stille alting på hovedet: De regerer sjælen med våbenmagt og kroppen med bandbuller, så verdslige fyrster regerer åndeligt og åndelige fyrster verdsligt. Hvad andet har Djævelen at gøre på jorden end sådan at drive gæk eller fastelavnskunster med sit folk? Det er vores kristne fyrster, som vil forsvare troen ved at slå de muslimske tyrkere ihjel. Det er vel nok nogle kønne fyre at sætte sin lid til. Med deres kloge hoveder skal de nok få udrettet noget her i verden, dvs. knække halsen og styrte land og folk i nød og elendighed. Men jeg ville gerne give de forblindede mennesker det gode råd at tage sig i agt for et lille bitte ord, der står i Salme 107, 40: ”Han overdænger stormænd med foragt.” Jeg besværger jer ved Gud: overser I, at dette lille ord kommer i anvendelse på jer, så er I fortabte. Selv om så hver eneste af jer er så stærk som muslimerne, så kan I ikke stille noget op, ligegyldigt hvor afsindigt I raser og regerer. Det er allerede godt i gang, for det er meget få fyrster, man ikke betragter som tåber og slyngler. Det kommer af, at de jo opfører sig som sådanne. Den jævne mand får øjnene op for det, og fyrsternes svøbe, som Gud kalder ”foragt”, breder sig voldsomt hos folket og den jævne mand. Jeg er bekymret for, at det ikke kan standses, hvis ikke fyrsterne igen optræder som fyrster og begynder at regere med fornuft og omtanke. Man vil ikke, man kan ikke, man ønsker i længden ikke at tåle jeres tyranni og mangel på disciplin. Kære fyrster og herrer, det skal I vide at rette jer efter. Gud vil ikke længere have det. De tider er forbi, da I jagede og forfulgte folk som vildt. Derfor hold op med jeres vold og tyranni og tænk på, at I skal handle i overensstemmelse med lov og ret. Og lad Guds Ord få lov til at virke frit, sådan som det må og skal og vil, uden at I forhindrer det. Hvis der opstår kætteri, så bekæmp det, som ret er, med Guds Ord. Drager I sværdet ret ofte, så pas på, at der ikke kommer en, der beordrer jer til at stikke det i skeden - og det ikke i Guds navn. Biskop og præst er tjenere og ikke herrer Men måske ville du sige: Når der nu ikke må være noget verdsligt sværd blandt kristne, hvordan skal man da styre blandt dem i deres ydre forhold? Der er jo nødt til at være en øvrighed også iblandt kristne. Svar: Blandt de kristne hverken kan eller skal der være nogen øvrighed, men alle underordner sig på lige fod hinanden. Som Paulus siger i Rom 12, 10: ”Vær hinanden hengivne i broderkærlighed, kappes om at vise hinanden agtelse.” Og i l Pet 5, 5: ”I skal alle være klædt i ydmyghed over for hinanden.” Det er også det, som Kristus siger i Luk 14, 10: ”Når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads.” Der er ingen overordnet blandt de kristne, bortset fra én, Kristus selv. Hvilken slags øvrighed skulle der være her, når de alle er lige og har samme ret, magt, besiddelse og ære? Tilmed ønsker ingen at være den andens herre, men alle vil underordne sig hinanden. Selv om man gerne ville, kunne man jo ikke oprette nogen øvrighed blandt den slags mennesker, fordi det ikke stemmer overens med sagens natur at have en, der hersker, hvor der hverken kan eller skal være nogen hersker. Og hvis det ikke er den slags mennesker, så er det heller ikke ægte kristne. Hvad er præsterne og biskopperne da? Svar: Deres styre er ikke nogen form for herredømme eller magtudøvelse, men en tjeneste og et embede. De er hverken mere eller bedre end andre kristne. Derfor skal de heller ikke pålægge andre mennesker love eller bud uden deres samtykke og billigelse. Nej, deres styre består kun i at indskærpe Guds Ord og derigennem lede de kristne og overvinde kætteri. For, som sagt, de kristne skal man kun styre ved hjælp af Guds Ord. For kristne skal regeres i tro, ikke med ydre midler. Troen kan imidlertid ikke komme gennem noget menneskeord, men kun gennem Guds Ord. Som Paulus siger i Rom 10, 17: ”Troen kommer altså af det, der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord.” De, som altså ikke tror, er ikke kristne. De hører heller ikke til i Kristi rige, men i det verdslige rige, hvor man tvinger og regerer dem med sværdet og styrer dem med ydre midler. De kristne gør af sig selv og uden tvang alt godt og har for deres eget vedkommende nok i Guds Ord. Men det har jeg skrevet meget om så tit andre steder.