1. De to riger 1. De to riger Jeg har tidligere skrevet en lille bog til den tyske adel og her angivet, hvad der var adelens kristne embede og opgave. Men hvordan de har rettet sig efter den, er åbenlyst for enhver. Derfor må jeg gribe til en anden fremgangsmåde og nu også skrive om det, de skal lade være med at gøre. Og jeg håber, at de vil rette sig efter det lige så meget som tidligere, så at de bare kan fortsætte som fyrster, der aldrig nogen sinde bliver kristne. For Gud den almægtige har gjort vore fyrster afsindige, så de blot tror, at de kan handle med befolkningen og befale over dem, som det passer dem. Befolkningen har også fået den fejlagtige opfattelse, at de har pligt til at adlyde i alt. Så vidt er det kommet, at fyrsterne nu er begyndt at beordre folk til at skaffe bøger af vejen og til at tro og gøre, hvad de befaler. Dermed drister de sig også til at sætte sig i Guds sted, være herre over samvittigheden og troen og belære Helligånden ud fra deres skøre påfund. Alligevel hævder de, at det må man ikke sige til dem, man skal fortsat kalde dem ”nådigherrer”. De skriver og udsender forordninger om, at kejseren har påbudt det, og de ønsker at være kristne, lydige fyrster, fuldkommen som om det var deres alvor og man ikke bemærkede deres lumskhed. For i det øjeblik kejseren tog et slot eller en by fra dem eller overhovedet gav ordre til noget uretfærdigt, så skulle vi nok få at se, hvor behændigt de ville finde ud af, at de skulle gøre modstand mod kejseren og nægte ham lydighed. Men nu når det gælder om at klæde småfolk af til skindet og lade deres ondskab gå ud over Guds Ord, så hedder det sig, at det er lydighed mod det kejserlige bud. Sådan nogle mennesker kaldte man i gamle dage for slyngler, nu skal man kalde dem kristne, lydige fyrster. Men de vil ikke tillade nogen at fremkomme med en redegørelse eller et forsvar, hvor meget man end tilbyder det. Hvis kejseren eller en anden bar sig således ad over for dem, skulle de nok betragte det som en aldeles utålelig ting. Sådan er nu de fyrster, der styrer kejserdømmets tyske områder. Det er også derfor, det går så udmærket overalt, som vi jo ser. Når da disse tåbers vildskab fører til udslettelse af den kristne tro, fornægtelse af Guds Ord og til bespottelse af Guds majestæt, så hverken vil eller kan jeg længere se roligt på, hvad mine unådige herrer og vrede junkere gør. I det mindste må jeg imødegå dem med ord. Når jeg ikke har været bange for deres afgud, paven, der truede med at fratage mig min sjæls salighed, må jeg også vise, at jeg ikke er bange for hans småskidt og vandbobler, der truer med at fratage mig livet her på jorden. Gud give, at de må vredes, til håret falder af, og hjælpe os til, at vi ikke dør af deres trusler. Amen. Den verdslige øvrighed er Guds ordning For det første må vi give en klar begrundelse for den verdslige lov og den verdslige magt, så ingen tvivler på, at de er udtryk for Guds vilje og ordning i verden. Skriftstederne, der begrunder dette, er følgende: Rom 13, 1-2: ”Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud. Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod, og de, der gør det, vil pådrage sig dom.” Desuden l Pet 2, 13-14: ”For Herrens skyld skal I underordne jer under enhver menneskelig ordning, hvad enten det er kongen som magthaver eller statholdere, som sendes af ham for at straffe forbrydere og rose dem, der gør det gode.” Øvrighedens magt har eksisteret fra verdens skabelse. For da Kain havde slået sin broder Abel ihjel, var han så bange for, at man ville dræbe ham til gengæld, at Gud endog nedlagde et særligt forbud imod det og satte magten ud af kraft for hans skyld, så ingen måtte dræbe ham. Den frygt havde han ikke haft, hvis han ikke havde set og hørt af Adam, at man skulle straffe mordere. Endvidere har Gud efter Vandfloden udtrykkeligt forordnet det og stadfæstet det igen dér, hvor han siger i l Mos 9, 6: ”Den, der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker.” Dette kan ikke forstås om Guds straf over mordere, for mange forbrydere forbliver i live ved bod og benådning og dør ikke ved sværdet. Men det er sagt om øvrighedens straf, at en morder er skyldig til døden, og at man med rette skal straffe ham. Selv om retshåndhævelsen nu hindres, eller domstolene skulle have forsømt deres opgave, så morderen dør en naturlig død, er det ikke af den grund forkert, når det står i Bibelen: ”Den, der udgyder menneskets blod, skal få sit blod udgydt af mennesker.” For det er menneskers skyld eller fortjeneste, at denne retfærdighed, der er befalet af Gud, ikke sker fyldest, på samme måde som også andre af Guds bud bliver overtrådt. Derefter er det også blevet stadfæstet ved Moseloven: ”Hvis nogen begår overgreb mod en anden og snigmyrder ham, skal du tage ham væk fra mit alter, for at han kan lide døden.” (2 Mos 21, 14). Og endnu en gang samme sted: ”Øje for øje, tand for tand, hånd for hånd, fod for fod”, (v. 24). Yderligere stadfæstede Kristus det også, da han sagde til Peter i haven: ”Alle, der griber til sværd, skal falde for sværd”, (Matt 26, 52). Det skal forstås ganske ligesom l Mos 9: Hvis nogen udgyder menneskers blod. Kristus har uden tvivl hentydet til dette sted med sine ord og ønsker dermed at fremholde og stadfæste dette Skriftord. Sådan lærte også Johannes Døber. Da soldaterne spurgte ham, hvad de skulle gøre, sagde han: ”I skal ikke mishandle eller udplyndre nogen, men lade jer nøje med jeres løn”, (Luk 3, 14). Hvis militæret ikke var fra Gud, måtte han have befalet dem at udtræde af den, da han skulle gøre folket fuldkomment og undervise dem på en ret kristen måde. Det er således tilstrækkelig sikkert og klart, at det er Guds vilje at håndhæve det verdslige sværd og de verdslige love til straf for de onde og til værn for de gode. Lovbud eller evangeliske råd For det andet: Dette synes nu kraftigt at blive modsagt af det, som Kristus siger i Matt. 5, 38: ”I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham.” Og Paulus siger på samme måde i Rom 12, 19: ”Tag ikke retten i egen hånd, mine kære, men giv plads for Guds vrede, for som der står skrevet: Hævnen tilhører mig, jeg vil gengælde, siger Herren.” Og Matt 5, 44: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.” Og l Pet 3, 9: ”Gengæld ikke ondt med ondt eller skældsord med skældsord, men tværtimod med velsignelse.” Ud fra disse og lignende Skriftsteder ser det jo stærkt ud til, at kristne i den nye pagt ikke bør bruge nogen verdslig straf. Derfor siger de romerske filosof-teologer også, at Kristus dermed har ophævet Moseloven. I stedet laver de disse bud om til ”råd” for de fuldkomne. De deler den kristne lære og kristenheden op i to dele. Den ene kalder de den fuldkomne. Den tildeler de rådene. Den anden kalder de den ufuldkomne. Den tildeler de budene. Det gør de af aldeles på egen hånd, uden nogen som helst hjemmel i Bibelen. De har ikke lagt mærke til, at Kristus sammesteds kræver sine ord overholdt så strengt, at han ikke vil tillade selv den mindste lempelse. Og han fordømmer dem til Helvede, der ikke elsker deres fjender. Derfor må vi komme frem til en anden forståelse, så Kristi ord kan blive ved med at gælde for alle, fuldkomne eller ufuldkomne. For fuldkommenhed og ufuldkommenhed beror ikke på ydre gerninger og skaber heller ikke nogen særlig synlig stand blandt de kristne, men viser sig i hjertet, i tro og kærlighed. Den, der tværtimod tror og elsker, er fuldkommen, hvad enten han så i det ydre er mand eller kvinde, fyrste eller bonde, munk eller lægmand. For kærlighed og tro skaber ikke retninger eller skillelinier i det ydre. Loven er nødvendig på grund af synden For det tredje: vi må opdele Adams børn og alle mennesker i to grupper: Dem, der hører til Guds rige, og dem, der hører til verdens rige. De første er alle dem, der med en ægte tro er i Kristus og under Kristus. For Kristus er konge og herre i Guds rige, som Salme 2 og hele Bibelen siger. Og han er også kommet for at begynde Guds rige og oprette det i verden. Da han står foran Pilatus, siger han da også: ”Mit rige er ikke af denne verden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst.” (Joh 18, 36-37). I evangeliet kundgør han altid Guds rige og siger: ”Omvend jer, Guds rige er kommet nær” (Matt 3, 2). Eller: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed” (Matt 6, 33). Han kalder også evangeliet et evangelium om Guds rige, fordi det oplyser om Guds rige, styrer og opholder det. Se nu, disse mennesker behøver ikke det verdslige sværd eller de verdslige love. Og hvis hele verden bestod af ægte kristne, dvs. ægte troende, så ville det ikke være nødvendigt med fyrster, konger, straf eller love. For hvad skulle de med det? De har jo Helligånden i hjertet, som oplyser dem og gør, at de ikke øver uret over for noget menneske. De elsker alle, finder sig gerne og glad i uret, ja, endog døden, fra enhver hånd. Hvor man blot er villig til at tåle uret og gøre det rette, er der ingen strid, splid, domstol, dommer, straf, lov eller sværd. Derfor er det utænkeligt, at den verdslige magt og den verdslige lov kan få noget at bestille hos de kristne. De gør jo meget mere af sig selv, end nogen lov eller forskrift kan kræve af dem, som Paulus siger i l Tim l, 9: ”En lov ikke er bestemt for retskafne, men for lovbrydere.” Hvorfor det? Fordi den retfærdige af sig selv gør alt og endnu mere, end nogen lov kræver. Men de uretfærdige handler ikke retfærdigt, derfor har de brug for retfærdighedens lov, der kan retlede dem og tvinge og nøde dem til at handle ret. Et godt træ behøver ikke nogen anvisning eller forskrift for at kunne bære gode frugter, men det bærer frugt af sig selv, sådan som det er dets natur, uden nogen forskrift og anvisning. Der ville virkelig være en tåbelig person, der kunne finde på, at skrive en bog fuld af love og vedtægter for et æbletræ om, at det skal bære æbler og ikke torne, når det kan gøre det bedre af sig selv, end nogen bog kan beskrive og befale det. Ganske på samme måde gør Ånden og troen det helt naturligt for alle kristne at gøre godt og handle ret, meget mere end alverdens lovbud kan lære dem og for deres egen del behøver de hverken lov eller ret. Så kommer du og siger: Hvorfor har Gud da givet alle mennesker så mange love, og hvorfor lærer Kristus også i evangeliet, at man skal gøre så mange ting? Det har jeg nu ellers skrevet meget om i Kirkepostillen og andre steder. Kort sagt forholder det sig sådan: Paulus siger, at loven er givet for de uretfærdiges skyld, dvs. for at de, der ikke er kristne, ved lovens hjælp i det ydre kan blive tvunget til at holde sig fra syndige gerninger. Det skal vi høre nærmere om senere. Nu er ingen mennesker imidlertid af naturen kristne eller gode, men alle uden undtagelse er syndere og onde. Derfor bremser Gud dem alle sammen ved lovens hjælp, så at de ikke tør omsætte deres ondskab til handling, som de har lyst til. Desuden giver Paulus loven endnu en opgave i Rom 7 og Gal 2, nemlig at lære os at erkende synden, så vi blive ydmyge nok til at modtage nåden og tro på Kristus. Det samme gør Kristus også her i Matt 5, når han lærer, at man ikke må gøre modstand imod det onde. Dermed udlægger han loven og lærer os, hvordan en ægte kristen skal og må være, som vi senere skal komme tilbage til. De to regimenter eller styreformer For det fjerde: Alle de, der ikke er kristne, hører til i verdens rige eller under loven. Det er jo kun få, der tror, og de færreste, der lever et kristent liv, så de ikke modsætter sig det onde eller selv gør noget ondt. Derfor har Gud tildelt dem uden for den kristne stand og Guds rige et andet styre og underlagt dem sværdet, for at de ikke skal kunne bringe deres ondskab til udførelse, hvor gerne de end vil. Og hvis de alligevel gør det, skal de dog ikke kunne gøre det uden frygt eller i tryghed og med held. På samme måde binder man et farligt rovdyr med lænker og kæder, så det ikke kan følge sin natur og bide, hvor gerne det end ville. Det behøver man ikke at gøre med et fredeligt, tamt dyr, der på forhånd er ufarligt uden kæder og lænker. Hvis Gud ikke havde ordnet det sådan, ville den ene fortære den anden. Hele verden er jo ond, og næppe én ud af tusind er en ægte kristen. Så var der ingen, der kunne ernære kone og børn, forsørge sig selv og tjene Gud. Dermed ville hele verden gå til grunde. Derfor har Gud oprettet to styreformer. Den åndelige, som ved Helligånden skaber kristne og fromme mennesker under Kristus, og den verdslige, som bremser de ikke-kristne og onde mennesker, så de udadtil er nødt til at holde fred og forholde sig i ro meget imod deres egen vilje. Paulus forklarer det verdslige sværd således i Rom 13, 3 og siger, at det ikke skal skræmme dem, der gør det gode, men dem, der gør det onde. Og Peter siger, at det er for at straffe forbrydere (1 Pet 2, 14). En eller anden kunne nu måske ønske at styre verden med evangeliet og afskaffede al verdslig lov og straf med den begrundelse, at alle er døbte og kristne. Blandt dem vil evangeliet ikke opretholde nogen lov eller noget sværd, for det er unødvendigt. – Prøv at gætte, hvad man så ville sætte i gang? Man ville løse de farlige rovdyrs lænker og kæder, så de sønderrev alle og enhver, og så ville man samtidig påstå, at det er små, søde, tamme og fredelige dyr. Ja, det skulle man nok få at føle på alle sine sår. Således ville de onde slyngler misbruge evangeliets frihed under kristennavnets dække og drive deres onde spil. Der er allerede nu nogle tosser, som fabler om, at de er kristne og ikke underlagt nogen lov eller noget sværd. Til dem må man sige: Ja, ganske vist er det sandt, at kristne ikke for deres egen skyld er underlagt nogen lov eller noget sværd og heller ikke behøver det, men sørg først for at få fyldt verden med ægte kristne, før du styrer den kristeligt og evangelisk. Det vil du aldrig kunne, for verden og flertallet er og bliver ikke-kristne, selv om de så alle sammen er døbte og kaldes kristne. De kristne bor langt fra hinanden, som man siger. Derfor er det umuligt her på jorden, at et kristent styre kan omfatte hele menneskeheden, ja ikke engang et land eller en stor gruppe mennesker. For de onde er der altid mange flere af end de gode. At ville styre et helt land eller hele verden efter evangeliet, er nøjagtigt det samme, som hvis en hyrde sætter ulve, løver og får sammen i én stald og lader dem færdes frit imellem hinanden og så siger: Æd nu af foderet, vær gode og fredelige mod hinanden, stalden står til jeres rådighed, foder er der nok af, hyrdehunde eller hyrdestave behøver I ikke at være bange for. Fårene skulle nok holde fred og fredeligt lade folk opdrætte dem og styre dem, men de ville ikke få noget langt liv. Det ene dyr ville ikke få lov til at leve for det andet. Derfor må man omhyggeligt holde disse to styreformer adskilt og lade begge eksistere. Den ene frembringer fromhed. Den anden skaber ydre fred og hindrer onde gerninger. Ingen af dem kan undværes her i verden. For uden Kristi åndelige styre kan ingen blive from i Guds øjne ved det verdslige styre. Men Kristi styre omfatter ikke alle mennesker. Nej, de kristne er altid i mindretal og lever midt imellem de ikke-kristne. Hvis nu det verdslige styre eller de verdslige love er ene om at herske, kan det kun føre til skinhellighed, selv om det så også drejede sig om Guds bud selv. For uden Helligånden i hjertet er der ingen, der bliver virkelig from, ligegyldigt hvor strålende gerninger man gør. Men hvis det åndelige styre er ene om at herske over land og folk, så får ondskaben frie tøjler og al slags ugerninger frit slag. For det store flertal tager ikke imod det eller forstå det. Matthæus 5 gælder kun de kristne Nu kan man se, hvad de ord af Kristus sigter til, som vi gengav ovenfor fra Matt 5, at de kristne ikke må føre retssag eller benytte den verdslige magt over for hinanden. Han siger det udtrykkeligt kun til sine elskede kristne. Det er også kun dem, der vil høre på det, og som også handler efter det. De laver ikke noget „råd” ud af det som sofisterne. De har ved Ånden fået en sådan natur, så de ikke gør noget ondt mod nogen og villigt finder sig i ondt. Hvis nu alle mennesker var kristne, så ville alle disse ord angå dem og de ville handle efter dem. Men når de nu ikke er kristne, så angår ordene dem ikke og de handler heller ikke efter dem. Nej, de hører til under den anden styreform, hvor man i det ydre tvinger de ikke-kristne og nøder dem til at holde fred og gøre det gode. Derfor har Kristus heller ikke haft nogen verdslig magt og har heller ikke forordnet det i sit rige. For han er konge over de kristne og styrer uden lov, alene ved hjælp af Helligånden. Og selv om han stadfæster den verdslige magt, har han dog ikke brugt det. Det har ingen opgave i hans rige, hvor der kun er fromhed. Derfor fik David i sin tid ikke lov til at bygge templet, fordi han havde ladet meget blod flyde og havde brugt sværdet. Ikke fordi han havde gjort noget forkert ved det, men fordi han ikke kunne være et billede på Kristus, der uden sværd skulle have et fredens rige. Men det skulle Salomo gøre, hvis navn netop betyder ”Fred-rig” eller ”Fredelig” og som havde et fredens rige. Dermed kunne han symbolisere Kristi rette fredsrige og ham, der er den egentlige Fredrig. Således står der også i 1 kong 6, 7: ”Der hørtes hverken hammer eller mejsel eller noget andet jernredskab i templet, mens det blev bygget.” Det siges alt sammen, fordi Kristus skulle have et frivilligt folk, uden tvang og pres, uden lov og magt. Dette er profeternes opfattelse: Salme 110, 3: ”Dit folk møder villigt frem.” Og Es 11, 9: ”Ingen volder ondt eller ødelæggelse på hele mit hellige bjerg.” Og Es 2, 4: ”De skal smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive. Folk skal ikke løfte sværd mod folk, og de skal ikke mere oplæres til krig.” Den, der vil lade disse og lignende Skriftsteder gælde overalt, hvor Kristi navn nævnes, vil fuldstændigt fordreje Skriften. Nej, de drejer sig alene om de ægte kristne, som virkelig også handler sådan mod hinanden. For det femte: man indvender: Når da de kristne ikke har brug for det verdslige sværd eller den verdslige lov, hvordan kan det så være, at Paulus i Rom 13, 1 siger til alle kristne, at de skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem? Ligeledes 1 Pet 2, 13: ”I skal underordne jer under enhver menneskelig ordning”, som ovenfor nævnt? Jeg svarer: Jeg har netop sagt, at de kristne indbyrdes og hos sig selv og for sig selv hverken behøver lov eller sværd. For det har de ikke brug for eller nytte af. Men fordi en ægte kristen på jorden ikke lever for sin egen skyld, men lever for sin næste og tjener ham, så gør han, som helt naturligt for ham, også det, som han ikke behøver, men som er til gavn og gode for hans næste. Men da nu sværdet overalt er uomgængeligt nødvendigt til at bevare freden, straffe synden og bremse de onde mennesker, så underkaster han sig med den største beredvillighed sværdets styre, betaler skat, adlyder øvrigheden, stiller sig til tjeneste, yder hjælp og gør alt, hvad han kan for at gavne magten, så at den kan fungere og adlydes og respekteres, selv om han ikke personligt behøver eller trænger til noget af det. Han ser jo på det, der nytter og gavner andre mennesker, sådan som Paulus lærer i Ef 5, 1-6. På samme måde udfører han også alle andre kærlighedens gerninger, som han ikke er tvunget til. Han besøger ikke de syge, fordi han selv bliver rask ved det. Han giver ikke nogen mad, fordi han selv trænger til det. På samme måde tjener han også øvrigheden, ikke fordi han, men de andre har brug for den, så at den beskytter dem og de onde ikke bliver værre. For der går ikke noget fra ham af den grund, og denne tjenergerning skader ham ikke, men er jo til stor gavn for verden. Hvis han ikke handlede således, så handlede han ikke som kristen. Nej, han trodsede kærligheden og blev tilmed et dårligt eksempel for de andre, som ligeledes heller ikke vil underkaste sig nogen øvrighed, selv om de ikke er kristne. Derved ville evangeliet opleve den skændsel, at det tilsyneladende opfordrede til oprør og skabte selvrådige mennesker, der ikke ville gøre gavn eller være til tjeneste for nogen, skønt evangeliet jo gør den kristne til alles tjener. Derfor betalte Kristus skat, selv om han jo ikke havde behøvet det, for at han ikke skulle forarge nogen (Matt 17, 24-27). Af de omtalte ord af Kristus fra Matt 5 kan du også forstå, at han ganske vist lærer, at de kristne indbyrdes ikke skal bruge nogen verdslig magt eller nogen verdslig lov, men han forbyder dem ikke at tjene og underordne sig dem, der sidder inde med den verdslige magt og den verdslige lov. Fordi du kan undvære det og ikke skal besidde det, skal du så meget mere tjene dem, der ikke er kommet så vidt som du og stadig behøver det. Selv om det ikke er nødvendigt for dig at få din fjende straffet, så er det nødvendigt for din svage næste. Ham skal du hjælpe, for at han kan være i sikkerhed og hans fjender kan blive holdt i skak. Det kan ikke lade sig gøre, uden at magthaveren og øvrigheden bliver adlydt og respekteret. Kristus siger ikke: Du må ikke tjene eller underordne dig magthaveren; men: Du må ikke gøre modstand imod det onde. Det er det samme som at sige: Forhold dig sådan, at du finder dig i alt, for at du ikke skal være nødt til at bruge magten til at hjælpe og tjene og støtte dig, men omvendt: for at du skal hjælpe, tjene og være til nytte og gavn for den. Jeg vil have, at du skal være hævet over den og alt for god til at have brug for den, men den skal have brug for dig. Også kristne kan have offentlige stillinger For det sjette: så spørger man, om en kristen da også kan bruge det verdslige sværd og straffe de onde, når Kristi ord om, at man ikke må gøre modstand imod det onde, er så utvetydige og klare, at de romerske teologer har været nødt til at lave dem om til råd. Svar: Du har nu hørt om to ting. Det første er, at sværdet er udelukket hos de kristne. Derfor kan du heller ikke benytte det mod de kristne eller blandt dem, da de ikke behøver det. Derfor må man stille spørgsmålet med henblik på den anden gruppe, der ikke er kristen: Er det kristeligt rigtigt at bruge det her? Så kommer det andet: At man har pligt til at tjene og hjælpe sværdet alt, hvad man kan, det være sig med liv og sjæl, gods og ære. For det udfører en gerning, som du ikke har brug for, men som er overordentlig påkrævet og nyttig for hele verden og din næste. Derfor, hvis du ser, at der mangler fængselspersonale, retsbetjente, dommer, herre eller fyrste, så skal du tilbyde dig og søge at blive det, hvis du synes, du er kvalificeret. Ellers vil jo magten, som vi nu engang ikke kan undvære, miste respekten, svækkes eller helt gå i opløsning. For verden kan bestemt ikke klare sig uden den. Begrundelse: I en sådan situation går du udelukkende ind i en tjeneste og gerning for andre, uden at det gavner dig, din økonomi eller din anseelse, men kun din næste og andre end dig selv. Og du gør det ikke i den hensigt, at du vil hævne dig eller gengælde ondt med ondt, men for at gavne din næste og værne og beskytte andre. For dit eget vedkommende holder du fast ved evangeliet og lever efter Kristi ord, så du finder dig villigt i en lussing på den anden kind, lader frakken følge med resten af tøjet, hvis det er dig og dit det drejer sig om. Således passer det da storartet sammen, at du samtidigt i det indre giver Guds rige sit og i det ydre giver verdens rige sit, at du finder dig i ondskab og uret og alligevel straffer det, at du ikke gør modstand imod det onde og alligevel gør modstand. For ved det ene ser du på dig selv og dit eget behov, ved det andet på din næste og hans behov. Med henblik på dig selv og dit eget behov retter du dig efter evangeliet og finder dig som en ægte kristen i overgreb. Med henblik på din næste og hans behov handler du efter kærligheden og finder dig ikke i noget overgreb på din næstes vegne. Det forbyder evangeliet ikke, nej, tværtimod påbyder det dette andetsteds. På den måde har alle hellige fra verdens begyndelse brugt sværdet, både Adam og hans efterkommere. Således brugte Abraham det, da han befriede sin brorsøn Lot og slog de fire konger (l Mos 14, 15), skønt han dog helt og holdent var en evangeliets mand. Således slog den hellige profet Samuel kong Agag (l Sam 15, 33), og Elias Ba’alsprofeterne (2 Kong 18, 40). Således har Moses, Josua, Israels børn, Samson, David og alle kongerne og fyrsterne i den gamle pagt brugt sværdet; ligeledes Daniel og hans venner, Hananja, Azarja og Misjael, i Babylon; Josef i Ægypten og mange andre. Alt i Det Gamle Testamente er stillet frit Nu er der måske nogle, der vil indvende, at den gamle pagt er ophævet og ikke gælder mere, og derfor kan man ikke bruge disse eksempler over for kristne. Dertil svarer jeg: Det er ikke rigtigt, for Paulus siger i l Kor 10, 3-4: ”De spiste alle den samme åndelige mad og drak alle den samme åndelige drik – for de drak af en åndelig klippe, som fulgte med, og den klippe var Kristus” dvs. de havde ganske den samme Ånd og tro på Kristus, som vi har, og de var lige så vel kristne som vi. Det, som de har gjort rigtigt i, gør alle kristne derfor også rigtigt i, og det lige fra verdens begyndelse til dens ende. For de kristnes tro er den samme trods tidernes skiften og ydre forandringer. Det er heller ikke sandt, at den gamle pagt er sat ud af kraft, sådan at man ikke må rette sig efter den, eller sådan at den, der vil overholde alt i Det Gamle Testamente, gør forkert. Det er en forkert opfattelse, som Hieronymus og mange andre har gjort sig skyldige i. Det Gamle Testamente er sat ud af kraft på den måde, at man er frit stillet til at bruge det eller lade være, og at det ikke som tidligere mere er nogen betingelse for frelsen at overholde det. Paulus siger jo i 1 Kor 7, 19 og Gal 6, 15, at hverken forhud eller omskærelse betyder noget, men en ny skabning i Kristus, dvs. det er ikke synd at beholde forhuden, sådan som jøderne mente, men det er heller ikke synd at lade sig omskære, sådan som hedningerne mente. Begge dele er tilladt og rigtig, hvis den, der gør det, ikke tror, at han bliver retfærdig eller frelst på grund af det. Sådan stiller det sig også med alt andet i Det Gamle Testamente, at man ikke gør forkert ved at undlade at gøre det, og heller ikke ved at gøre det, men man har frihed og ret til at gøre det eller lade være. Ja, hvis det var gavnligt eller påkrævet for min næstes frelse, så var det nødvendigt at overholde det alt sammen. For alle har pligt til at gøre det, der er gavnligt eller påkrævet for deres næste, ligegyldigt om det er fra den gamle eller den nye pagt, og om det er noget jødisk eller hedensk, som Paulus lærer i l Kor 12, 13. For kærligheden går igennem alt og over alt, ser kun på det, der er til gavn eller nytte for andre mennesker, spørger ikke, om det er gammelt eller nyt. Således er du også frit stillet over for eksemplerne med sværdet. Du kan følge dem eller lade være, undtagen hvis du ser, at din næste trænger til det. Så tvinger kærligheden dig til med nødvendighed at gøre det, som det ellers står dig frit for at gøre eller lade være med. Men du må ikke derfor tro, at du bliver retfærdig eller frelst, sådan som jøderne formastede sig til at tro med deres gerninger, men overlad det til troen, der uden gerninger gør dig til en ny skabning. Ny Testamente stadfæster den verdslige myndighed Og for at vi også kan bevise det ved hjælp af Det Nye Testamente, kan vi roligt anføre Johannes Døber, der skulle vidne og prædike om Kristus Det vil sige, at hans forkyndelse fuldstændigt skulle tilhøre den nye pagt og evangeliet, fordi han skulle berede Kristus et godt, fuldkomment folk. Han stadfæster militærtjenesten og siger til soldaterne, at de skal nøjes med deres løn (Luk 3, 14). Hvis det nu havde været i strid med kristendommen at bruge sværdet, burde han have kritiseret dem for det og givet dem befaling til at opgive både løn og sværd. Ellers havde han ikke oplyst dem rigtigt om, hvad det vil sige at være kristen. Det samme gælder også Peter. Da han prædikede for Kornelius om Kristus (ApG 10, 48), befalede han ham ikke at opgive sit embede. Det burde han dog have gjort, hvis det havde hindret Kornelius i at være kristen. Helligånden kom til med over ham endnu før han blev døbt. Lukas fremhævede ham også som en from og god mand inden Peters prædiken og protesterede dog ikke imod, at han var soldat og den hedenske kejsers officer. Når Helligånden nu har ladet Kornelius beholde sit embede uden indsigelse, er det rimeligt, at vi også tillader det uden nogen kritik. Det samme er også tilfældet med den etiopiske hofmand i ApG 8, 26, som evangelisten Filip omvendte og døbte, men lod forblive i sin stilling og tage hjem igen. Han ville jo ikke kunne have været en så mægtig embedsmand hos dronningen af Etiopien uden verdslig magt. Sådan var det også med statholderen på Cypern, Sergius Paulus, som Paulus omvendte, men alligevel tillod at fortsætte som statholder for hedningerne (ApG 13, 4-12). På samme måde gjorde også mange hellige martyrer, der adlød de hedenske, romerske kejsere, drog i kamp under dem og ganske givet også slog mennesker ihjel for fredens skyld. Ud over det så foreligger Paulus' klare og utvetydige tekst i Rom 13, 1, hvor han siger: ”Der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud.” Og videre i vers 4: ”Ikke for ingenting bærer myndighederne sværd; de er Guds tjenere og skal lade vreden ramme dem, der gør det onde.” Min gode mand, vær nu ikke så formastelig at sige: En kristen kan ikke bruge det, som Gud udtrykkeligt har anordnet og skabt. Ellers må du også sige: En kristen må ikke spise og drikke eller gifte sig, for det er også noget, Gud har virket og forordnet. Men er det noget, Gud har virket og skabt, så er det også godt og godt på en sådan måde, at enhver som kristen kan benytte det til velsignelse, som Paulus siger: ”Alt, hvad Gud har skabt, er godt og skal ikke forkastes, men modtages med tak af dem, der tror og har erkendt sandheden.” (1 Tim 4, 3-4). Til alt det, Gud har skabt, må man dog ikke blot regne mad og drikke, sko og klæder, men også den verdslige magt og lydighed imod den, beskyttelse af borgerne og strafudøvelse. Kort sagt: når Paulus siger, at statsmagten er Guds tjener, må man lade alle mennesker bruge den, og ikke blot hedninger. At den er Guds tjener, betyder det ikke netop, at den verdslige magt af væsen er sådan, at man kan tjene Gud ved at bruge den? Det ville rigtignok være meget ukristeligt at tale om, at der skulle være nogen som helst måde at tjene Gud på, som en kristen ikke måtte være med til, når ingen er nærmere til at tjene Gud end netop de kristne. Og det ville rigtignok også være både til gavn og nytte, om alle fyrster var virkelige, gode kristne. For at bruge sværdet og magten som en særlig tjeneste for Gud påhviler de kristne mere end alle andre på jorden. Derfor skal man påskønne sværdet eller magten lige så meget som ægteskabet, landbruget eller et hvilket som helst håndværk, som Gud også har indstiftet. Ligesom nu en mand kan tjene Gud i ægteskabet, i landbruget eller i et håndværk til gavn for andre mennesker, og skal gøre det, hvis hans næste trænger til det, således kan han også tjene Gud ved at udøve magten, og skal gøre det, hvis næstens behov kræver det. For de er Guds tjenere og arbejdsredskaber, når de straffer ondskab og værner det gode. Dog kan man frit lade være, hvis det ikke er nødvendigt, ligesom det er en frivillig sag at indgå ægteskab og drive landbrug, medmindre det er nødvendigt. Så kommer man og siger: Hvorfor har Kristus og apostlene da ikke brugt sværdet? Svar: Sig mig engang, hvorfor giftede han sig ikke, eller blev skomager eller skrædder? Hvis en stilling eller en tjeneste ikke er god, fordi Kristus ikke selv havde den, hvad skal der så blive af alle andre stillinger og tjenester ud over forkyndertjenesten, som var den eneste, han havde? Kristus har haft sin tjeneste og sin stilling, uden at det betød, at han forkastede alt andet af den grund. Det var ikke hans opgave at bruge sværd. For han skulle kun udføre den tjenende gerning, hvorved hans rige regeres, og som virkelig tjente hans rige. Nu hører det ikke hans rige til, at han er ægtemand, skomager, skrædder, landmand, fyrste, dommer eller betjent. Han skal heller ikke bruge sværd eller de verdslige love, men kun Guds Ord og Ånd, hvormed de, der hører ham til, regeres i hjertet. Den tjeneste øvede han også dengang og øver den stadig. Han giver os stadig Ånden og Guds Ord. I den tjeneste måtte apostlene være hans efterfølgere og regere åndeligt. For hvis de skal udføre deres gerning godt, har de så meget arbejde at gøre med Guds Ord med det åndelige sværd, at de rigtignok er nødt til at lade det verdslige sværd ligge og overlade det til andre, som ikke skal prædike. Selv om det som sagt ikke strider imod deres stilling at bruge sværdet. For alle skal jo tage vare på deres kald og gerning. Derfor selv om Kristus ikke har brugt sværdet eller påbudt det, så er det jo tilstrækkeligt, at han ikke har forbudt det eller afskaffet det, men stadfæstet det. Ligesom det er tilstrækkeligt, at han ikke har afskaffet ægteskabet, men stadfæstet det, selv om han ikke giftede sig eller lærte noget om det. For han var nødt til udelukkende at fremtræde i den stilling og gerning, som klart og tydeligt tjente hans rige alene, for at man ikke skulle tage hans eksempel som tvingende grund til at tro og lære, at Guds rige ikke kunne bestå uden ægteskab og sværd og den slags ydre ting, når det dog kun består i kraft af Guds Ord og Ånd. Det var og måtte være Kristi særlige tjeneste som den øverste konge i dette rige. Da nu ikke alle kristne har denne tjeneste, selv om de er berettiget til det, er det passende, at de har et andet timeligt arbejde, som de også kan tjene Gud med. De etiske leveregler gælder alle kristne Af alt dette fremgår nu den rigtige forståelse af Kristi ord i Matt.5: I må ikke gøre modstand imod det onde osv. En kristen skal være sådan beskaffen, at han finder sig i al slags ondskab og uret, ikke tager sig selv til rette og heller ikke søger støtte ved domstolene. Nej, han har slet ikke brug for den verdslige magt og lov for sit eget vedkommende. Men andre, kan og skal han skaffe gengældelse, ret, beskyttelse og hjælp og gøre alt, hvad han kan dertil. På samme måde skal myndighederne enten på eget initiativ eller efter andres tilskyndelse også hjælpe og beskytte ham uden at have modtaget nogen klage, anmodning eller opfordring fra ham selv. Hvis de ikke gør det, skal han lade sig pine og plage og ikke gøre modstand mod det onde, sådan som Kristi ord siger. Og du kan være overbevist om, at Kristi lære her ikke blot er et råd for fuldkomne, sådan som vores sofister gudsbespotteligt og løgnagtigt siger. Det er et strengt krav til alle kristne uden undtagelse. Du skal vide, at alle dem, der tager sig selv til rette eller strides for domstolene for gods og ære, alle sammen er hedninger under kristennavnets dække. Sådan forholder det sig virkelig, siger jeg dig. Så gør ikke som alle de andre eller det, der er skik og brug, for der er kun få kristne på jorden, det kan du være sikker på. Og Guds Ord er noget andet end skik og brug. Så kan man forstå, at Kristus ikke ophæver loven her, når han siger: ”I har hørt, at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt.” (Matt 5, 38-39). Men Kristus forklarer os meningen med loven og viser, hvordan den skal forstås. Som vil han sige: I jøder tror, at det er godt og rigtigt i Guds øjne, når I ved lovens hjælp tager det tilbage, der er jeres, og stoler på, at Moseloven siger det. Men jeg siger jer, at Moses har givet denne lov for de onde mennesker, der ikke hører til Guds rige, så at de ikke tager sig selv til rette eller gør det, der er værre. Sådanne ydre love skal tvinge dem til at lade være med at begå noget ondt, så at de nu bliver underkastet de offentlige myndigheder ved hjælp af en ydre retsorden og et ydre styre. Men I skal forholde jer sådan, at I ikke behøver eller gør brug af sådan en retsorden. For skønt den verdslige øvrighed er nødt til at have denne lov til at dømme de vantro efter, og I også nok selv må bruge den til at dømme andre mennesker efter, så må I jo ikke antage og bruge den for jeres eget vedkommende. Himmeriget er jo jeres, så hvis nogen derfor tager jorderige fra jer, skal I lade ham gøre det. Se, så forstår man, at Kristus ikke vil have sine ord forstået på den måde, at han ophæver Moseloven eller forbyder den verdslige magt. Han fritager derimod sine egne for at bruge den for deres eget vedkommende, men vil, at de skal overlade den til de vantro. Dem er de jo også i stand til at tjene med loven, fordi de ikke er kristne og man ikke kan tvinge nogen til kristendommen. Men at Kristi ord udelukkende går på hans egne, bliver klart, når han bagefter siger, at de skal elske deres fjender og være fuldkomne som deres Fader i Himlen. Når man elsker sine fjender og er fuldkommen, lader man loven ligge og bruger den ikke til at kræve gengældelse. Men man hindrer heller ikke dem, der ikke er kristne og ikke elsker deres fjender, i at bruge den. Nej, man medvirker til, at disse love hindrer de onde i at gøre det, der er værre. På den måde mener jeg, at modsætningen nu er ophævet mellem Kristi ord og de Skriftord, der forordner sværdet, og at meningen er følgende: Sværdet må ingen kristen bruge eller kalde til hjælp for sit eget vedkommende, men for et andet menneske kan og skal han gøre det, for at det onde kan holdes nede og det gode værnes. Det er også det, Herren siger sammesteds, at en kristen ikke må sværge, men et ja skal være et ja og et nej være et nej. Det vil sige, af hensyn til sig selv og sin egen vilje og egne ønsker må han ikke sværge, men hvis det er nødvendigt for et andet menneskes gavn, for frelsen eller for Guds æres skyld skal han sværge. Så tjener han jo en anden ved at bruge den forbudte ed, ligesom han tjener andre ved at bruge det forbudte sværd. På samme måde svor Kristus og Paulus ofte for at gøre deres lære og vidnesbyrd tjenligt og troværdigt for mennesker, ligesom man gør og har lov til at gøre, når man slutter forbund eller forlig og lignende. Det er det, Salme 63, 12 taler om: ”Alle, der sværger ved ham, skal prise sig lykkelige.” Du spørger så videre, om da også dommere, fængselspersonale, advokater og andre med den bestilling kan være kristne og være i nådens stand. Svar: Hvis man tjener Gud med magtudøvelse og straf, som det er vist ovenfor, så må også alt det, der er nødvendigt for, at myndighederne kan bruge deres magt, være en tjeneste for Gud. Der skal jo være nogen, der pågriber, anklager og straffer de onde, beskytter, frikender og forsvarer de gode. Det er ikke til skade for dem, hvis de gør det med den tanke, at de ikke søger fordele for sig selv, men kun hjælper med til at håndhæve loven og magten, for at onde mennesker kan blive holdt i skak. Så kan de gøre det på linie med andre erhverv og tjene deres penge ved det. For næstekærligheden tager som sagt ikke hensyn til sig selv, ser heller ikke på, hvor store eller små gerningerne er, men hvor gavnlige og nødvendige de er for næsten eller samfundet. Spørger du så: Hvad skal det sige? Kan jeg så ikke bruge domstolene for mit eget vedkommende og i egen interesse med den tanke, at jeg ikke dermed søger mit eget, men at jeg straffer det onde? Svar: Et sådant under er ikke umuligt, men det er meget sjældent og risikofyldt. Hvor Ånden er så rigt til stede, kan det vel ske; for vi læser i Dom. 15, 11, at Samson siger: ”Jeg har gjort det samme mod dem, som de har gjort mod mig.” Skønt Ordsp 24, 29 forbyder dette: ”Sig ikke: Som han har gjort mod mig, vil jeg gøre mod ham.” Og Ordsp 20, 22: ”Sig ikke: Jeg vil gengælde ondt.” For Samson havde fået befaling af Gud til at hjemsøge filistrene og frelse Israels børn. Selv om han nok selv lagde op til strid med dem og benyttede sine egne interesser som påskud til at føre krig, så gjorde han det alligevel ikke for at hævne sig selv og skaffe sig selv nogen fordel, men for at tjene andre og straffe filistrene. Men det eksempel er der ingen, der følger, med mindre han er en ægte kristen og fuld af ånd. Hvis fornuften også vil gøre sådan, vil den nok hævde, at den ikke søger sin egen fordel, men i virkeligheden er det usandt. Uden nåde er det nemlig ikke muligt. Bliv derfor først som Samson, så kan du også gøre som Samson.