Om et kristenmenneskes frihed Luther: Om et kristenmenneskes frihed.       Sendebrev til pave Leo X. Om et kristen menneskes frihed. Den allerhelligste fader i Gud, Leo den Tiende, pave i Rom, tilønskes al salighed i Kristus Jesus vor Herre. Amen. Allerhelligste fader i Gud! Det stridsspørgsmål, som på dette tidspunkt nu er standende på tredje år mellem mig og visse forvirrede mennesker, tvinger mig til ind imellem at vende mine øjne og mine tanker mod dig. Ja, eftersom du anses for at være den eneste hovedgenstand i denne strid, så kan jeg ikke lade være med ustandseligt at tænke på dig. For endskønt jeg har set mig nødsaget til, på grund af nogle ukristelige smigrere, som uden nogen begrundelse har drevet hetz imod mig, i min sag at beråbe mig på et kristeligt frit koncil for din stol og dommersæde, så har jeg dog endnu ikke gjort mit sind så fremmed fra dig, at jeg ikke af alle mine kræfter ønsker dig og din romerske stol det bedste og med flittig bøn af hjertet hos Gud har søgt så meget, jeg formåede. Sandt er det, at jeg har taget mig for helt at foragte og gendrive dem, der hidtil har anstrengt sig for at true med dit navn og din magt. Men nu er der kommet noget frem, som jeg ikke tør foragte, noget, der også er grunden til, at jeg igen skriver til dig; det er nemlig, at jeg mærker, hvordan jeg bliver bagtalt og det bliver dårligt udlagt om mig, at jeg ikke skulle have skånet din person. Men jeg vil fri og offentlige bekende, at jeg ikke er mig andet bevidst, end at så ofte jeg har tænkt på din person, har jeg altid sagt det mest ærbødige og bedste om dig. Og hvis jeg ved en eller anden lejlighed ikke havde gjort det, kunne jeg selv på ingen måde rose det, men måtte med en fuld bekendelse bekræfte mine klageres dom over mig, og ville intet ønske mere end at sige det modsatte af denne bespottelse og ondskab fra min side, og at jeg kunne genkalde mit strafbare ord. Jeg har kaldt dig en Daniel i Babylon, og ligesom jeg på den måde flittigt har beskyttet din uskyld overfor skændere som Sylvester, sådan kan enhver, der læser det, forstå det til overflod. Dit rygte og omtalen af die gode levned er jo berømt i hele verden, herligere og bedre priset af mange højlærde, end at nogen kan antaste det med list, så kan han være så stor, han vil. Jeg er ikke så naragtig, at jeg kun angriber den, som enhver roser; desforuden har jeg altid haft den skik og vil også fremover have det, at jeg heller ikke antaster dem, som iøvrigt i enhvers øjne har et dårligt ry. Jeg glæder mig ikke over de andres synder, fordi jeg godt véd, at også jeg har en bjælke i øjet, og bestemt ikke kan være den, der kaster den første sten på ægteskabsbrydersken. Jeg har godt nok skarpt, men i al almindelighed, angrebet nogle ukristelige lærdomme, og været bidsk mod mine modstandere, ikke på grund af deres onde levned, men på grund af deres ukristelige lære og for at forsvare mig selv. Dette angrer jeg slet ikke. Jeg har endog sat mig for at forblive i en sådan ivrighed og skarphed, uanset hvordan nogle udlægger det om mig; fordi i det stykke har jeg Kristi eksempel, han, der også i skarp iver kaldte sine modstandere 'øgleunger', 'hyklere', 'blinde', 'djævelens børn'.Og Paulus kalder mageren et djævelens barn, som er fuld af ondskab og bedrag, og nogle falske apostle kalder han hunde, bedragere og fordrejere af Guds ord. Hvis de bløde sarte ører havde hørt sådan noget, ville de vel også have sagt, at ingen var så bidsk og utålmodig som Paulus. Og hvem er mere bidsk end profeterne? Men i vore dage er vore ører blevet så sarte og bløde, på grund af de mange skadelige smigrere, at vi, så snart vi ikke får ros for alle ting, skriger op om, at man er bidsk; og fordi vi ikke ellers kan værge os mod sandheden, så unddrager vi os den dog ved at opdigte en beskyldning for bidskhed, utålmodighed og ubeskedenhed. Men hvad skal saltet, hvis de ikke bider skarpt? Hvad skal sværdets æg til for, hvis den ikke er skarp til at skære? Profeten siger dog: Den mand er forbandet, der er efterladende med Guds bud og udviser for megen skånsel. Derfor beder jeg om, kære fader Leo, at du vil lade denne min undskyldning behage dig, og sikkert og vist regne mig for et menneske, der aldrig nogensinde har foresat sig noget ondt imod din person, og som er sådan sindet imod dig, at han ønsker og under dig det allerbedste, og som heller ikke vil føre strid eller kiv med nogen for hans onde levneds skyld, men alene for det guddommelige ords sandheds skyld. I alle ting vil jeg gerne vige for enhver; men Guds ord vil jeg og tør jeg ikke forlade eller fornægte. Har nogen en anden opfattelse af mig, eller har nogen forstået mine skrifter anderledes, så tager han fejl og har ikke forstået mig ret. Men det er sandt nok, jeg har frisk angrebet den romerske stol, som man kalder det romerske hof; og det må også du, og alle på jorden bekende, at det er værre og skændigere end Sodoma, Gomorra eller Babylon nogensinde har været. Og så vidt jeg kan mærke er der fra nu af intet råd eller hjælp imod dets ondskab. Det er altsammen i det stykke blevet ovenud fortvivlet og bundløst. Derfor er jeg meget ked af, at man under dit navn og under skin af romersk kirke bedrog og skadede det stakkels folk i hele verden; det har jeg lagt mig imod, og det vil jeg også fremover lægge mig imod, så længe min kristelige ånd lever i mig. Ikke, at jeg formaster mig til en så umulig ting eller håber at kunne udrette noget i det allergrueligste romerske Sodoma og Babylon, især fordi så mange rasende smigrere efterstræber mig; men jeg bekender mig som en skyldig tjener for ethvert kristenmenneske; derfor bør jeg råde og advare dem, at de dog bliver fordærvet i mindre tal og med mindre skade af de romerske ødelæggere. For det er jo ikke skjult for dig selv, hvordan der nu i mange år fra Rom er ligesom strømmet ud og brudt ind til hele verden intet andet end fordærv på legemet, på sjælene, på gods, og de allerskadeligste eksempler på alle onde tildragelser. Hvilket altsammen åbent ligger for dagen og er enhver bevidst. Derved er den romerske kirke, der før var den allerhelligste, nu blevet en morderkule over alle morderkuler, et horehus over alle horehuse, et overhoved og et rige for al synd, død og fordømmelse, så man ikke kan forestille sig, hvordan ondskaben kan tage mere til, selv hvis antikrist selv kom. Imens sidder du, hellige fader Leo, som et får mellem ulve, og som Daniel blandt løverne og med Ezekiel blandt skorpionerne. Hvad kan du alene mand stille op mod så mange vilde uhyrer? Og selv om de have tre eller fire kardinaler med dig, hvad var det blandt en sådan hob? I ville blive ombragt med gift, før I fik begyndt på at afhjælpe sagerne. Det er ude med den romerske stol, Guds vrede har ramt den uden ophør. Den er fjendtlig stemt imod de almindelige konciler. Den vil ikke lade sig undervise eller reformere, og formår ikke at styre sit rasende ukristelige væsen. Dermed er det opfyldt, som er sagt om dens mor, det gamle Babylon: Vi har brugt mange lægemidler på Babylon, endnu er hun ikke blevet rask, vi vil lade hende fare. Det skulle vel være din og kardinalernes opgave, at afværge denne jammer; men sygdommen spotter ad lægemidlerne, hest og vogn retter sig ikke efter kusken. Det er grunden til, at det altid har gjort mig ondt for dig, fromme Leo, at du blev pave i denne tid, du, der dog var værdig til at være pave i en bedre tid. Den romerske stol er ikke dig og dine lige værdig, men den onde ånd skulle være pave, og han regerer sikkert også mere i dette Babylon, end du gør. O Gud give, at du kunne blive fritaget for den ære (som de kalder det, dine allerskadeligste fjender) og give dig til at leve som sognepræst eller af din fædrende arv! I sandhed, med en sådan ære skulle billigvis ingen anden æres end Judas Iskariot og hans lige, som Gud har forstødt. For sig mig, hvad nytte er du dog til i pavedømmet, andet end at, jo værre og mere fortvivlet det er, jo mere og stærkere misbruger pavedømmet din magt og titel til at beskadige folk på gods og sjæl, til at øge synd og skændsel, til at neddæmpe troen og sandheden. O du allermest usalige Leo! Du, som sidder i den allerfarligste stol. I sandhed, jeg siger dig sandheden; for jeg under dig det godt. Hvis Sankt Bernhard klager til sin pave Eugenius, da den romerske stol dog regerede i godt håb om bedring, skønt den allerede også på den tid var meget slem, hvor meget mere skal da ikke vi klage til dig, eftersom ondskaben og fordærvet i disse tre hundrede år har taget så uimodståelig overhånd. Er det ikke sandt, at der under hele himlen ikke findes noget værre, noget mere giftigt, noget mere fortjent forhadt end det romerske hof? For det overgår langt tyrkernes udyder. Er det ikke sandt, at Rom før i tiden var en port til himlen, og nu er et bredt opspærret gab til helvede, og desværre, et sådant gab, som ingen kan lukke, fordi det er under Guds vrede; og at der ikke er andet råd tilbage, end om vi kunne advare og opholde nogle, så at de ikke bliver slugt af det romerske gab. Se her, min herr fader, det er årsagen og bevæggrunden til, at jeg har stødt så hårdt imod denne pestbefængte stol. For endog har jeg ikke sat mig for at rase imod din person, fordi jeg også har haft det håb, at jeg hos dig kunne fortjene nåde og tak, og blive erkendt som én, der har handlet til dit bedste, eftersom jeg frisk og skarpt har angrebet dit fængsel, ja dit helvede. For jeg har regnet med, at det ville være godt og saligt for dig og mange andre, alt det, som alle fornuftige, lærde mænd formåede at fremføre imod dit allerafsindigste hofs ukristelige uorden. De øver i sandhed en gerning, som du skulle gøre, alle de, der øver al pine og alt ond mod et sådant hof; de ærer Kristus, alle de, der allermest gør hoffet til skamme. Kort sagt, de, der er dårlige romere, er alle gode kristne. Jeg vil sige lidt mere. Det ville slet ikke være opkommet i mit hjerte, at jeg skulle larme op mod det romerske hof eller disputere noget om det. For da jeg så, at det ikke var til at hjælpe det, anstrengelser og møje var spildte, foragtede jeg det, sendte det min opsigelse og sagde: Farvel kære Rom, stink videre, hvad der stinker, og vær urent fremover, hvad der er urent; jeg begav mig altså ind i det stille og rolige studium af den hellige skrift, hvormed jeg gjorde min skyldighed mod dem, som jeg boede iblandt. Da jeg nu her ikke handlede uden frugt, gjorde den onde ånd store øjne og blev sig det bevidst; i hast vækkede den sin tjener, Johan Eck, med en vanvittig ærgerrighed, han, der i særlig grad var fjende af Kristus og af sandheden, gav ham den idé, at han uden forberedelse skulle drage mig ind i en disputation og holde mig fast på et ord om pavedømmet, som jeg nok havde sagt. Så kastede den stortalende helt sig op, spruder og snerrer, som havde han allerede fanget mig; foregav, at han til Guds ære og til pris for den hellige romerske kirke ville vove og udføre alle ting; blæste sig op og formastede sig til at påberåbe sig din magt, som han ville bruge til at blive udnævnt til den ypperste teolog i verden, hvilket han også sikkert stræber mere efter end efter pavedømmets sag. Lod det skinne igennem, at det til den ende skulle være ham til ikke ringe fordel, hvis han kunne triumfere over doktor Luther. Da det nu ikke lykkes for ham, bliver sofisten rasende; for han føler nu, hvordan på grund af ham alene den romerske stols skam og skændsel har åbenbaret sig gennem mig. Kære hellige fader, lad her også mig for en gangs skyld behandle min sag for dig, og anklage dine rette fjender. Du er uden tvivl klar over, hvordan kardinal Cajetan, din legat, har handlet med mig i Augsburg; i sandhed urimeligt og ukorrekt, ja også utroværdigt; i hans hånd lagde jeg for din skyld hele min sag, for at han skulle påbyde fred. Jeg ville gøre en ende på sagen og tie stille, hvis mine modstandere også tav stille. Det kunne han let have udrettet med et ord. Da rykkede kløen efter verdsligt ry for stærkt i ham, han foragtede mit tilbud, understod sig i at retfærdiggøre mine modstandere, gav dem kun længere snor og bød mig tilbagekalde, hvilket han ikke havde befaling til. Sådan er det gået til, at ved hans frække overmod er sagen, der dengang stod godt, siden blevet meget værre. Derfor er det, der følger derefter, ikke min skyld, men denne kardinals skyld, som ikke undte mig, at jeg skulle tie, selv om jeg inderligt bad om det. Hvad skulle jeg da mere gøre? Derefter kom herr Karl von Miltitz, også din helligheds sendebud, som med megen møje rejste frem og tilbage, anvendte al flid for igen at bringe sagen til det gode stade, hvorfra kardinalen overmodigt og frækt havde nedstødt den; til sidst bragte han med den durchlautigste højvelbårne kurfyrste hertug Frederik af Saksens hjælp, nogle samtaler i stand med mig. Her har jeg igen ladet mig råde til dit navn til ære at tie, og indvilgede i at lade sagen forhøre og afgøre af ærkebiskoppen af Trier eller biskoppen af Naumburg. Hvilket også skete og blev ordnet. Da dette nu stod i godt håb og fred, bryder den største af dine fjender, Johannes Eck, ind med sin disputation i Leipzig, som han havde fået i stand med dokter Karlstadt, og med sine ord, der er som vinden blæser, finder han et lille ord om pavedømmet og vender imod mig uden varsel sine faner og hele sin hær, hvorved han ødelægger det planlagte fredsforslag. Imens venter herr Karl; disputationen gik for sig; dommere blev valgt; men intet kom der ud af det. Hvilket ikke undrer mig. For Eck forbitrede og forværrede og ødelagde i den grad sagen med sine løgne, sendebreve og sin hemmelige taktik, at på hvilken side dommen end var faldet, ville den uden tvivl have antændt en stor ild; for han søgte berømmelse, ikke sandhed. Således har jeg altid gjort det, der blev pålagt mig og ikke undladt noget, som jeg havde at gøre. Jeg bekender, at af denne grund er en ikke ringe del af det romerske ukristelige væsen kommer for en dag; men hvad der er sket ved det, er ikke min, men Ecks skyld, som har givet sig i kast med en sag, som han ikke kunne klare, og som, fordi han søgte sin ære, har bragt skam over de romerske laster i hele verden. Denne er, hellige fader Leo, din og den romerske stols fjende. Bare af hans eksempel kan enhver lære, at der ikke er nogen mere skadelig fjende end en smigrer. Hvad har han udrettet med sin smiger andet end en ulykke så stor, at ingen konge kunne tilvejebringe den. Det romerske hofs navn stinker nu ilde ud over hele verden, det pavelige ban regnes ikke, den romerske uvidenhed har et dårligt ry; og intet af det ville man have hørt noget om, hvis Eck ikke havde omstødt Karls og mit forslag. Hvilket han også nu selv føler, hvor han, om end for sent og forgæves, er ilde tilmode over de bøger, jeg har ladet udgå. Det skulle han have tænkt på noget før, da han vrinskede efter berømmelse, som en kåd, gejl hingst, og kun søgte sit eget, til din store ulempe. Han mente, den forfængelige mand, at jeg ville frygte dit navn, give ham rum og tie stille (for ved lærdom og dygtighed tror jeg ikke, han havde kunnet opnå dette). Nu, hvor han ser, at jeg endnu er ved godt mod og stadig lader høre fra mig, kommer over ham den sene anger over hans bespottelse, og han bliver klar over -- hvis han da i det hele taget kan blive klar over noget -- at der er én i himlen, der står den hovmodige imod og ydmyger de formastelige ånder. Da der nu ikke blev udrettet noget ved disputationen andet end at den romerske stol kom i endnu større vanære, kom herr Karl Miltitz til min ordens fædre, begærede råd om at slutte sagen og tie stille, eftersom den da stod på sit allermest rasende og farlige stade. Nogle fremtrædende folk blandt dem blev da sendt til mig, eftersom man ikke formodede, at man kunne opnå noget ved at anvende vold imod mig, begærede, at jeg dog ville ære din person, hellige fader, og med et underdanigt skrift forsvare din og min uskyld; idet de mente, at sagen endnu ikke helt var tabt og fortvivlet, hvis den hellige fader Leo efter sin medfødte højtberømte godhed ville tage hånd i hanke med den. Men eftersom jeg altid har tilbudt og begæret fred, for at jeg kunne passe mine stille studier, der er noget langt bedre, var dette mig et kært og glædeligt budskab og jeg har med tak taget imod det og lod mig med stor villighed lede, og jeg har opfattet det som en særlig nåde, hvis det, hvad vi håber, kan ske. For jeg har ikke gjort oprør og larmet op på den måde med stærkt mod, i ord og skrift, af anden grund end den, at jeg ville gendrive og bringe til tavshed dem, som jeg vel så, var altfor ringe i forhold til mig. Altså kommer jeg nu, hellige fader Leo, og lægger mig ved dine fødder, beder om, hvis det er muligt, at du vil lægge dine hænder derpå, og lægge smigrerne, som er fredens fjender, og foregiver fred, i tømme. Men at jeg skal tilbagekalde min lære, det bliver der ikke noget af; det vover heller ikke nogen at indlade sig på, med mindre han vil drive sagen ud i endnu større forvirring. Dertil kommer, at jeg ikke tåler nogen regel eller rettesnor at udlægge skriften efter; eftersom Guds ord, som lærer al mulig frihed, ikke skal eller må tages til fange. Hvis jeg bevarer disse to ting, så kan der ikke pålægges mig noget, som jeg ikke af al min magt vil gøre og finde mig i. Jeg er imod strid, jeg vil ikke ægge eller opirre nogen; men jeg vil heller ikke selv opirres. Bliver jeg tirret, vil jeg, om Gud vil, ikke være hverken målløs eller skriftløs. Din hellighed kan jo med lette og korte ord tage hele denne strid til sig og udslette den og desforuden påbyde tavshed og fred; hvilket jeg altid har længtes meget efter at høre. Derfor, hellige fader, om du dog ville lade være med at lytte til dem, der synger dig så sødt i ørerne, at du ikke er et slet og ret menneske, men sammenblandet med den Gud, der har alleting at befale og at kræve. Sådan går det ikke til; du vil heller ikke kunne gennemføre det. Du er alle Guds trælles træl, og befinder dig i en farligere, mere elendig situation end noget andet menneske på jorden. Lad dig ikke bedrage af dem, der lyver og hykler for dig, at du er en herre over verden, og som ikke vil lade nogen være kristen, medmindre han er underkastet dig; og som vrøvler om, at du har magt helt ind i himlen, langt ned i helvede og ind i skærsilden. De er dine fjender og søger at fordærve din sjæl. Som Esajas siger: 'Mit kære folk, de, der priser og ophøjer dig, de bedrager dig'. De tager fejl, alle de, der siger, at du står over koncilerne og den almindelige kristenhed. De tager fejl, de, der alene giver dig ret til at udlægge skriften; de søger allesammen kun at finde ud af, hvordan de under dit navn kan styrke deres ukristelige forehavende i kristenheden; sådan som jo den onde ånd desværre har gjort gennem mange af dine forgængere. Kort sagt: tro endelig ingen af dem, der ophøjer dig, men alene dem, der ydmyger dig. Det er Guds dom, som skrevet står: 'Han har afsat de mægtige fra deres troner og ophøjet de ringe'. Se, hvilken forskel der er mellem Kristus og hans statholdere, eftersom de jo alle vil være hans statholdere; og jeg frygter i sandhed, at de i dybere betydning altfor meget er hans statholdere. For en statholder er statholder i sin herres fravær. Når derfor en pave regerer i Kristi fravær, fordi han ikke bor i hans hjerte, er han så ikke i dybere betydning altfor meget Kristi statholder? Hvad er da en sådan flok andet end en forsamling uden Kristus? Men hvad andet kan da også en sådan pave være end antikrist og afgud? Hvor meget bedre handlede ikke apostlene, som kun kaldte sig og lod sig kalde trælle for den Kristus, som boede i dem, ikke statholder for en fraværende. Jeg er måske uforskammet, at jeg vil blive anset for én, der kan undervise en så højtstående, af hvem dog enhver skulle undervises, og som af nogle af dine smigrere ophøjes så meget, at alle konger og domstole skal modtage belæring af dig. Men jeg følger heri Sankt Bernhard i hans bog til pave Eugenius, som det var rimeligt, om alle paver kunne udenad. Jeg gør det jo ikke i den mening, at jeg vil belære dig, men ud af lutter trofast omsorg og pligt, den, der med rimelighed tvinger enhver til at bekymre sig for vor næste, også i de ting, der dog er sikre nok, og ikke tillader os at give agt på værdighed eller manglende værdighed, når den blot flittigt agter på næstens vé og vel. Eftersom jeg nu godt véd, hvordan din hellighed tumles omkring i Rom, det vil sige: på det mest stormfulde hav, med utallige farer rasende på ethvert sted, og lever og arbejder i en sådan jammer, så har du vel også brug for selv den allerringeste kristnes hjælp: derfor har jeg ikke anset det for utilstedeligt, at jeg glemte din majestæt så længe, til jeg får udrettet den broderlige kærligheds pligt. Jeg tør ikke smigre i en så alvorlig og farlig sag, hvori, hvis nogen ikke vil forstå mig, hvordan jeg er din ven og mere end undersåt, så vil der nok findes nogen, der forstår det. Til sidst, for at jeg ikke skal komme tomhændet til din hellighed, så bringer jeg med mig en lille bog, udsendt i dit navn, som et godt ønske om og en god begyndelse på freden og den gode forhåbning. Deraf kan din hellighed smage, hvilke ting jeg gerne ville og nok også med en vis frugt kunne give mig af med, hvis det var muligt for mig for dine ukristelige smigrere. Det er en lille bog, hvad papirmængde angår, men alligevel er et kristeligt livs hele hovedsum sammenfattet deri, når meningen forstås. Jeg er fattig, har intet andet, hvormed jeg kan vise min tjeneste; derfor behøver du heller ikke mere end at forbedres med åndelige goder. Dermed befaler jeg mig til din hellighed, hvilken Jesus Kristus opholde til evig tid. Amen. Wittenberg 6. September 1520. Den betænksomme og vise herre Hieronymus Mülpfordt, byfoged i Zwickau, min særdeles velvillige ven og beskytter tilbyder jeg, augustinermunk Martin Luther, min villige tjeneste og alt godt. Betænksomme, vise herre og velvillige ven! Den værdige magister Johann Egran, prædikant i jeres gode by, har for mig højt prist den kærlighed og lyst, I har til den hellige skrift, som I også flittigt bekender og ikke ophører med at prise for mennesker. Fordi han ønsker at gøre mig bekendt med jer, har jeg med den største lethed, villig og glad ladet mig overtale til det, thi det er en særlig glæde for mig at høre om steder, hvor man elsker den guddommelige sandhed, som desværre så mange (og mest de, som gør sig til af deres ret til den), står imod med alskens magt og list; dog må det være sådan, at på Kristus, som er sat til forargelse og til et tegn, som skal modsiges, må mange støde an, falde og rejses op. Derfor har jeg, for at indlede vort bekendtskab og venskab, villet tilegne jer denne lille traktat og sermon på tysk, som jeg på latin har tilegnet paven, for at der for alle og enhver kan foreligge en, som jeg håber, uafviselig begrundelse for, hvad jeg har skrevet og lært om pavedømmet. Hermed befaler jeg mig til jer og os alle til den guddommelige nåde. Amen. Wittenberg, 1520. Jesus For det første. For at vi grundigt kan erkende, hvad et kristenmenneske er, og hvordan det er fat med den frihed, som Kristus har erhvervet for ham og givet ham, hvorom Paulus skriver meget, vil jeg fremsætte disse to sætninger. Et kristenmenneske er en fri herre over alle ting og ingen underlagt. Et kristenmenneske er en træl i alle ting og alle underlagt. Disse to sætninger findes klart hos Paulus 1 Kor 12: 'Jeg er fri i alle ting og har gjort mig til enhvers træl'. (1 Kor 9,19). Ligeledes Rom 13,8: 'Vær ingen noget skyldig undtagen at I elsker hinanden'. Men kærlighed, det er at være træl og undergivet den, som man har kær. Sådan også om Kristus Gal 4,4: 'Gud sendte sin søn, født af en kvinde og underlagt loven'. For det andet. For at forstå disse to modstridende udtryk om friheden og tjenstvilligheden, skal vi betænke, at et kristenmenneske er at to naturer, en åndelig og en legemlig. Efter sjælen kaldes det et åndeligt nyt indre menneske, efter kødet og blodet kaldes det et legemligt, gammelt og ydre menneske. Og på grund af denne forskel bliver der om mennesket i skriften sagt noget, der står hårdt op imod hinanden, som jeg lige har sagt, om friheden og tjenstvilligheden. For det tredie. Så tager vi for os det indre åndelige menneske for at se, hvad der hører til, at det kan være og kaldes et fromt, frit kristenmenneske. Her er det åbenbart, at ingen ydre ting gør det frit eller fromt, hvad det end må kaldes, for dets fromhed og frihed og omvendt dets ondskab og fangenskab er ikke legemlige eller ydre. Hvad hjælper det sjælen, at legemet er uden for fængsel, rask og sundt, spiser, drikker, lever, som det vil? Omvendt, hvad skader det sjælen, at legemet er i fangenskab, syg og mat, er sulten og tørstig og lider det, som det ikke gerne vil? Disse ting når ikke ind til sjælen hos nogen mennesker, så de kan befri den eller tage den tilfange, gøre den from eller ond. For det fjerde. Således hjælper det heller ikke sjælen, om legemet bærer hellige klæder, som præsterne og de gejstlige gør, heller ikke hjælper det, om det står i kirkerne og på hellige steder. Heller ikke hjælper det, om det omgås hellige ting. Heller ikke,om det legemligt beder, faster, valfarter og gør alle gode gerninger, som til evig tid må ske gennem og i legemet. Det må stadigvæk være noget andet, som bringer og giver sjælen fromhed og frihed. For alle de ovennævnte ting, gerninger og måder kan et ondt menneske også have hos sig og udøve, en uægte person og en hykler. Heller ikke bliver der igennem den slags væsen andre folk til end idel hyklere. Omvendt skader det ikke sjælen, om legemet bærer uhellige klæder, er på uhellige steder, ikke spiser, drikker, valfarter og beder, og lader alle de gerninger være ugjorte, som de ovenfor nævnte hyklere gør. For det femte. Sjælen har intet andet, hverken i himlen eller på jorden, hvorved den kan leve fromt og frit og være kristen, end det hellige evangelium, Guds ord prædiket af Kristus. Som han selv siger Joh 11,25: 'Jeg er livet og opstandelsen, den, der tror på mig, han lever evigt'. Ligeledes Joh 17: 'Jeg er vejen, sandheden og livet' (Joh 14,6). Ligeledes Matt 4,4: 'Mennesker lever ikke af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund'. Sådan kan vi nu være vis på, at sjælen kan undvære alle ting, undtagen Guds ord, og at den uden Guds ord ikke kan hjælpes med nogen ting. Men når den har ordet, så behøver den ingen anden ting, men den har i ordet alt, hvad den behøver: mad, glæde, fred, lys, kundskab, retfærdighed, sandhed, visdom, frihed og alt godt til overflod. Sådan læser vi i salmernes bog, især i Sl 118, at der ikke er noget, profeten skriger mere efter end Guds ord. Og at det i skriften er den allerstørste plage og regnes for udtryk for Guds vrede, når han tager sit ord fra menneskene. Omvendt er der ingen større nåde, end når han sender sig ord, som der står i Sl 104: 'Han udsendte sit ord, dermed har han hjulpet dem' (Sl 107,20). Og Kristus er ikke kommet med anden opgave end at prædike Guds ord. Også alle apostle, biskopper, præster og hele den gejstlige stand, de er alene kaldet og indsat for ordets skyld, selv om det nu desværre går anderledes for sig. For det sjette: Men spørger du: hvilket er da det ord, som giver så stor nåde, og hvordan skal jeg bruge det? Så svarer jeg: Det er ikke andet end den prædiken, der har fundet sted af og om Kristus, som evangeliet indeholder. Den skal være gjort og er også gjort på en sådan måde, at du hører din Gud sige til dig, at hele dit liv og alle dine gerninger intet er overfor Gud, men evigt må forgå med alt, hvad der er i dig. Og når du ret tror, hvordan du er skyldig, så må du fortvivle over dig selv og bekende, at Hoseas ord er sandt: 'O Israel, i dig er der intet andet end fordærv, din hjælp består alene i mig'. Men for at du kan komme ud af dig selv og bort fra dig selv, det vil sige, ud af din fordærvelse, sætter han foran dig sin kære søn, Jesus Kristus, og lader sige til dig gennem hans levende trøsterige ord: Du skal hengive dig med en fast tro til ham, og frimodigt stole på ham. Så skal for denne tros skyld alle dine synder forlades dig, alt dit fordærv være overvundet, og du være retfærdig, sanddru, fuld af fred og from, alle bud være opfyldt, og du stå frit overfor alle ting. Som Paulus siger Rom 1,17: 'En retfærdig kristen lever kun af sin tro'. Og Rom 10,4: 'Kristus er enden på og opfyldelsen af alle bud, for dem, der tror på ham'. For det syvende. Derfor skal også det rettelig være alle kristnes eneste gerning og øvelse, at de opbyggede ordet og Kristus smukt i sig for til stadighed at opøve og styrke en sådan tro. For ingen anden gerninger frembringer en kristen. Som Kristus i Joh 6,28f siger til jøderne, da de spurgte ham, hvilken gerning de skulle gøre for at de kunne gøre guddommelige og kristne gerninger, da sagde han: 'Dette er Guds eneste gerning, at I tror på ham, som Gud har sendt'. Ham har Gud fader alene forordnet dertil. Derfor er en ret tro på Kristus en overvældende rigdom, for den medfører al salighed og fjerner al usalighed. Som der står Mark 16,16: 'Den, der tror og bliver døbt, bliver salig. Den, der ikke tror, bliver fordømt'. Derfor siger profeten Es 10,22: 'Gud vil gøre kort proces på jorden, og den korte proces vil som en syndflod indgyde retfærdigheden, det vil sige troen, hvori i korthed alle buds opfyldelse består, den vil til overflod retfærdiggøre alle dem, der har den, så de intet mere behøver for at være retfærdige og fromme. Sådan siger Paulus i Rom 10,10: 'At man tror af hjertet, det gør én retfærdig og from'. For det ottende. Men hvordan går det til, at troen alene kan gøre from og uden nogen gerning kan give en så overordentlig stor rigdom, eftersom der dog er foreskrevet os så mange love, bud, gerninger, stænder og måder i skriften? Her må man omhyggeligt være opmærksom på og alvorligt holde fast ved, at alene troen uden nogen gerninger gør from, fri og salig, som vi herefter vil få at høre. Og man må vide, at hele den hellige skrift bliver delt i to slags ord, nemlig, Guds bud eller loven og forjættelser eller tilsagn. Budene lærer og foreskriver os mange slags gode gerninger. Men dermed har de ikke fundet sted. De viser vel hen til, men de hjælper ikke, de lærer vel, hvad man skal gøre, men de giver ingen styrke dertil. Derfor er de kun indsat af den grund, at mennesket derved skal indse sin manglende evne til det gode og lære at fortvivle ved sig selv. Og derfor kaldes de også det gamle testamente og hører alle hjemme i det gamle testamente. Således beviser budet: 'Du må ikke have ondt begær', at vi alle er syndere, og intet menneske formår at være uden ondt begær, han kan gøre, hvad han vil. Deraf lærer han at forsage sig selv og søge hjælp andetsteds, og således opfylde budet igennem en anden, det bud, som han ikke af sig selv formår at opfylde. På samme måde er også alle de andre bud umulige for os at opfylde. For det niende. Når nu mennesket af budene har lært og følt sin manglende evne, så han nu bliver bange for, hvordan han skal opfylde budet, eftersom budet må opfyldes eller han må være fordømt, så er han ret ydmyget og tilintetgjort i sine egne øjne, finder intet i sig selv, hvorved han kan blive from. Og så kommer det andet ord, den guddommelige forjættelse og det guddommelige tilsagn og siger: Vil du opfylde alle bud, blive fri for dit onde begær og blive løsgjort fra synden, som budene tvinger til det og forlanger det, se så her, tro på Kristus, i hvilken jeg tilsiger dig al nåde, retfærdighed, fred og frihed. Tror du, så har du. Tror du ikke, så har du ikke. For det, der er umuligt for dig med alle budenes gerninger -- af hvilke der må være mange, men som dog ikke er nogen nytte til -- det bliver let og kort for dig ved troen. For jeg har kort og godt stillet alle ting ind under troen, så at den, der har den, skal have alle ting og være salig, den, der ikke har den, skal intet have. På den måde giver Guds tilsagn, hvad budene fordrer, og opfylder, hvad budene kræver, fordi det altsammen er Guds eget, bud og opfyldelse. Han alene byder, og han alene opfylder. Derfor er Guds tilsagn det ny testamentes ord og hører hjemme i det ny testamente. For det tiende. Nu er disse ord og alle Guds ord hellige, sande, retfærdige, fredfyldte, frie og fulde af alt godt. Derfor, den, der hænger fast ved dem med en ret tro, hans sjæl bliver forenet med ordet så fuldt og helt, at alle ordets dyder også bliver sjælens dyder. Og således bliver gennem troen sjælen af Guds ord hellig, retfærdig, sand, fredfyldt, fri og fuld af alle goder, et sandt Guds barn, som Joh 1,12 siger: 'Han har givet dem magt til at blive Guds børn, alle dem, som tror på hans navn'. Heraf er det let at mærke, hvorfor troen formår så meget, og hvorfor ingen god gerning kan være dens lige. For ingen god gerning hænger ved det guddommelige ord, som troen, den kan heller ikke være i sjælen, men i sjælen regerer alene ordet og troen. Ligesom ordet er, sådan bliver også sjælen ved det, ligesom jernet bliver gloende rødt som ild ved foreningen med ilden. På den måde ser vi, at et kristenmenneske har nok i troen, ikke behøver nogen gerning for at være from. Og behøver han ingen gerning mere, er det ganske sikkert, at han er løst fra alle bud og love; er han løst, så er det ganske sikkert, at han er fri. Det er den kristne frihed, troen alene, der på den måde bevirker, ikke at vi går omkring uden at gøre noget eller at vi gør noget ondt, men at vi ikke behøver nogen gerning for at opnå fromhed og salighed. Herom vil vi fremover sige noget mere. For det elvte. Videre forholder det sig med troen sådan, at den, som tror på en anden, han tror på ham, fordi han regner ham for en from sanddru mand, hvilket er den største ære det ene menneske kan vise det andet; ligesom det omvendt er den største forsmædelse, hvis han regner ham for en upålidelig, løgnagtig, letfærdig mand. Sådan er det også, når sjælen fast tror Guds ord, så regner den ham for sanddru, from og retfærdig, hvorigennem den viser ham den allerstørste ære, den kan vise ham, for da giver den ham ret, da lader den ham have ret, da ærer den hans navn og lader ham handle med sig som han vil, for den tvivler ikke på, at han er from og sanddru i alle hans ord. Omvendt kan man ikke gøre Gud nogen større vanære end den ikke at tro på ham, hvorved sjælen regner ham for en uduelig, løgnagtig, letfærdig person, og såvidt det står til sjælen fornægter den ham med en sådan vantro og opstiller en afgud af sit eget sind i hjertet imod Gud, som vidste den bedre besked end han. Når da Gud ser, at sjælen giver ham sandhed og således ærer ham igennem dens tro, så ærer han omvendt også sjælen og regner også den for from og sanddru, og den er også from og sanddru gennem en sådan tro, for at man giver Gud sandhed og fromhed, det er ret og sandhed, og gør én ret og sanddru, eftersom det er sandt og ret at give Gud sandhed. Men det gør de mennesker ikke, som ikke tror, og dog driver og besværer sig med mange gode gerninger. For det tolvte. Ikke alene giver troen så meget, at sjælen bliver det guddommelige ord lig, fuld at al nåde, fri og salig, men den forener også sjælen med Kristus, som en brud med sin brudgom. Af dette ægteskab følger, som Paulus siger, at Kristus og sjælen bliver et kød, (Ef 5,30), således bliver også begges goder, skæbne, vanskæbne og alle ting fælles, så at hvad Kristus har, det kommer til at tilhøre sjælen, og hvad sjælen har, det kommer til at tilhøre Kristus. --> --> -->-->--> Således har Kristus alle goder og salighed, de tilhører sjælen. Således har sjælen al udyd og synd på sig, det kommer til at tilhøre Kristus. Her opstår nu den glædelige udveksling og strid: Fordi Kristus er Gud og menneske, og aldrig har syndet og hans fromhed er uovervindelig evig og almægtig, derfor tager han da den troende sjæls synd i kraft af deres brudering, det vil sige: troen, og gør den til sin, og derved gør han ikke andet end som havde han selv gjort den, og så må synderne opsluges og drukne i ham. For hans uovervindelige retfærdighed er alle synder for stærk, derfor bliver sjælen løsrevet og fri fra alle dens synder, ene og alene ved sin fæstensring, det vil sige for troens skyld, og får givet sin brudgoms, Kristi, evige retfærdighed. Er det nu ikke en glædelig bryllupsfest, når den rige, ædle, fromme brudgom, Kristus, tager den stakkels, foragtede, onde horkvinde til ægte, og befrier hende fra alt ondt, smykker hende med alt godt. Derfor er det ikke muligt, at synden fordømmer hende, for den ligger nu på Kristus, og er opslugt i ham, derfor har sjælen en så rig retfærdighed i sin brudgom, at den fremover kan bestå mod al synd, lå den end allerede på den. Derom siger Paulus 1 Kor 15,57: 'Gud ske tak, der har givet os en sådan overvindelse i Kristus Jesus, i hvem døden er opslugt sammen med synden'. For det trettende. Men her ser du, af hvilken grund der med rette tilskrives troen så meget, da den opfylder alle bud og gør from uden alle andre gerninger. For du ser her, at den alene opfylder det første bud, hvori der bliver påbudt: Du skal ære én Gud. Selv om du nu var idel gode gerninger helt op til issen, så ville du alligevel ikke være from og ikke give Gud ære, og derfor opfyldte du ikke det allerførste bud. For Gud kan kun æres, når man tilskriver ham sandhed og alt godt, sådan som han i sandhed er sand og god. Men det gør ingen gerninger, men alene hjertets tro. Derfor er den alene menneskets retfærdighed og opfyldelsen af alle bud. For den, der opfylder det første bud, han opfylder med sikkerhed let alle de andre bud. Men gerningerne er døde ting, de kan ikke ære eller love Gud, selv om de sker og lader sig udføre Gud til ære og lov. Men her søger vi den, der ikke som gerningerne bliver gjort, men selv er gøreren og udretteren, som ærer Gud og udfører gerningerne. Det er ingen anden end hjertets tro, der er fromhedens hoved og hele væsen. Derfor er det en farlig, mørk tale, når man lærer at opfylde Guds bud med gerninger, eftersom opfyldelsen af alle gerninger må ske gennem troen, og gerningerne følge efter opfyldelsen, som vi skal høre. For det fjortende. For videre at se, hvad vi har i Kristus og hvor stort et gode en ret tro er, må man vide, at Gud før og i det gamle testamente udtog og forbeholdt sig alle førstefødte af hankøn, både af mennesker og dyr. Og den førstefødte var dyrebar og havde to store fordele fremfor alle andre børn, nemlig herredømmet og præsteskabet, eller kongeriget og præstedømmet, så at på jorden var den førstefødste dreng herre over alle sine brødre og en præst eller pave for Gud. Gennem den figur betegnes Jesus Christus, der egentlig er det første menneskelige afkom af Gud Fader ved jomfru Marie. Derfor er han konge og præst, dog åndeligt, for han rige er ikke jordisk og består ikke i jordiske, men i åndelige goder, som fx sandhed, visdom, fred, glæde, salighed osv. Men dermed er de timelige goder ikke undtaget, for ham er alle ting underkastet, i himlen, på jorden og i helvede, selv om man ikke ser ham, hvilket kommer af, at han regerer åndeligt og usynligt. Derfor består heller ikke hans præstedømme i de ydre gebærder og klæder, som vi ser hos mennesker, men usynligt i ånden, sådan, at han uafladeligt står for Guds øjne, træder frem for sine og ofrer sig selv og gør alt, hvad en from præst skal gøre. Han beder for os, som Paulus siger Rom 8,34. Så belærer han og indvendigt i hjertet, hvilket er en præsts to egentlig rette embeder. For også ydre menneskelige timelige præster beder og belærer. For det femtende. Som nu Kristus har førstefødselsretten med dens ære og værdighed, sådan deler han den med alle sine kristne, så at også de gennem troen alle må være konger og præster sammen med Kristus. Som Peter siger 1 Pet 2,9: 'I er et præsteligt kongedømme og et kongeligt præstedømme'. Og det går således til, at et kristenmenneske gennem troen er så højt hæver over alle ting, at han bliver herre over det altsammen åndeligt, for intet kan skade ham til salighed. Ja, det må altsammen være han underlagt og hjælpe ham til salighed, som Paulus lærer Rom 8,28: 'Alle ting må hjælpe de udvalgte til deres bedste, det være sig liv, død, synd, fromhed, godt og ondt, hvad man kan nævne'. Ligeledes 1 Kor 3,21f: 'Alle ting er jeres, hvad enten det er liv eller død, det nuværende eller det tilkommende osv'. Ikke sådan, at vi er mægtige at besidde eller bruge alle ting legemligt, som menneskene på jorden, for vi må legemligt dø og ingen kan undfly døden, sådan ligger vi også under for mange andre ting, ligesom vi ser det på Kristus og hans hellige. For dette er et åndeligt herredømme, som regerer dèr i den legemlige undertrykkelse, det vil sige, jeg kan, hvad sjælen angår, forbedre mig om jeg også mangler alt, så at også død og lidelse må tjene mig og være nyttige til salighed, det er virkelig en høj ærefuld værdighed og et ret almægtigt herredømme, et åndeligt kongerige, hvor ingen ting er så godt, så ondt, at det må tjene mig til gode, når jeg tror, og dog behøver jeg det ikke, for min tro er nok for mig. Se, hvor er det en kostelig frihed og magt, de kristne har. For det sekstende. Udover det er vi præster. Det er endnu meget mere end at vær konger, eftersom præstedømmet gør os værdige til at træde frem for Gud og til at bede for andre. For at stå og bede for Guds øjne bør kun præster gøre. Derfor har Kristus erhvervet sig os, at vi åndeligt må træde frem og bede for hinanden, som en præst for folket træder legemligt frem og beder. Men den, der ikke tror på Kristus, ham tjener ingen ting til gode, han er en slave i alle ting, han må forarge sig over alle ting. Desuden er hans bøn ikke velbehagelig, kommer heller ikke ind for Guds øjne. Hvem kan nu forestille sig et kristenmenneskes ære og højhed? I kraft af sit kongedømme er han alle ting mægtig, i kraft af sit præstedømme er han Gud mægtig, for Gud gør, hvad han beder om og vil, som der står skrevet i Salmernes bog: 'Gud gør deres vilje, som frygter ham, og han hører deres bøn'. Og til den ære kommer han alene gennem troen og ikke gennem nogen gerning. Deraf ser man klart, hvordan et kristenmenneske er fri fra alle ting og over alle ting, altså at han ikke behøver nogen gode gerninger til at blive from og salig, men troen bringer ham alt til overflod. Og hvis han skulle være så tåbelig at mene, at han bliver from, fri, salig eller kristen gennem en god gerning, så mister han troen og alle ting, ligesom hunden, der har et stykke kød i munden og snapper efter spejlbilledet i vandet, hvorved den mister både kød og spejlbillede. For det syttende. Spørger du nu: Hvilken forskel er der da mellem præster og lægfolk i kristenheden, eftersom de alle er præster? så er svaret: Det er gået galt til med ordet 'præst', 'klerk', 'gejstlig' og den slags, de er blevet trukket bort fra den almindelige hob over på den lille hob, den, som man nu kalder den gejstlige stand. Den hellige skrift angiver ingen anden forskel end at den kalder de lærde eller indviede 'ministros', 'servos', 'oeconomos', det vil sige: tjener, træl, forvaltere, fordi de skal prædike Kristus, troen og den kristelige frihed for de andre. For selv om vi alle er præster, så kunne vi dog ikke alle tjene eller forvalte og prædike. Derfor siger Paulus 1 Kor 4,1: 'Vi vil af folket ikke regnes for mere end Kristi tjenere og forvaltere af evangeliet'. Men nu er der af forvaltergerningen blevet et sådant verdsligt, ydre, prægtigt, frygteligt herredømme og magt, at den verdslige magt på ingen måde kan lignes ved den, netop som om lægfolket var noget andet end kristenmennesker, og på den måde har man borttaget al forståelse af kristelig nåde, frihed, tro og alt, hvad vi har fra Kristus, ja Kristus selv har man borttaget, og vi har i stedet fået mange menneskelige love og gerninger, vi er ganske blevet slaver for de allermest uduelige folk på jorden. For det attende. Af alt dette lærer vi, at der ikke er prædiket godt nok, når man prædiker henover Kristi liv og gerning og kun tager det som en historie eller en historisk krønike, for slet ikke at tale om, når man ganske tier derom og prædiker den gejstlige ret eller andre menneskelige love. Der er også mange, der prædiker og læser om Kristus på den måde, at de har medlidenhed med ham og bliver vrede på jøderne, eller udøver andre barnagtigheder deri. Men han skal og må prædikes sådan, at hos mig og dig troen vokser og opholdes. Og denne tro vokser og opholdes derved, at det siges mig, hvorfor Kristus er kommet, hvordan man skal bruge ham og nyde ham, hvad han har bragt og givet mig. Og dette sker, når man udlægger den kristne frihed rigtigt, den frihed, vi har fra ham, fortæller, hvordan vi er konger og præster og er alle ting mægtige. Og alt, hvad vi gør, er i Guds øjne velbehageligt og bliver hørt, som jeg før har sagt. For hvor et hjerte hører Kristus sådan, dèr må det blive glad helt ned i grunden, få trøst og blive sødt imod Kristus og omvendt også have ham kær. Det vil det aldrig mere nå frem til ved love eller gerninger. For hvem vil gøre et sådant hjerte skade eller skræmme det? Kommer synden eller døden over det, så tror det, at Kristi fromhed tilhører det og at dets synd aldrig er dets egen, men Kristi, derfor må synden forsvinde for Kristi fromhed i troen, som det ovenfor er sagt, og det lærer med apostelen at byde døden og synden trods og sige: Hvor er nu, død, din sejr? Hvor er nu, død, sin brod? 'Din brod', det er synden. Men Gud ske tak og lov, der har givet os sejren ved Jesus Kristus vor herre. Og døden er opslugt i hans sejr, osv. Lad nu dette være nok sagt om det indre menneske, om dets frihed, om dets hovedretfærdighed, som ikke behøver nogen lov eller gode gerninger, ja, som tager skade af dem, hvis nogen formaster sig til at ville være retfærdig derigennem. Nu kommer vi til den anden del, til det ydre menneske. Her vil vi svare alle dem, der forarges på den foregående tale og plejer at sige: 'Ej, når troen er alting og alene gælder tilstrækkeligt til at gøre et menneske fromt, hvorfor er da de gode gerninger påbudt? Så vil vi lade stå til og intet gøre'. Nej, kære menneske, ikke på den måde. Sådan kunne du gøre, hvis du alene var et indre menneske og var blevet helt åndelig og inderlig. Men det sker ikke før dommedag. Det er og bliver på jorden kun en begyndelse og vækst, som fuldendes i den anden verden. Derfor kalder apostelen det 'primitias spiritus', det vil sige: åndens førstegrøde. Derfor hører det, der er sagt ovenfor: 'Et kristenmenneske er en træl og alle underlagt' hjemme her. Sådan at, hvor han er fri, behøver han intet gøre, hvor han er træl, må han gøre alt. Hvordan det går til, skal vi få at se. For det tyvende. Selv om menneske indvendigt efter sjælen gennem troen er tilstrækkelig retfærdig og har alt, hvad han skal have, bortset fra, at troen og fyldestgørelsen til stadighed skal vokse indtil ind i det næste liv, så forbliver han dog stadig i dette legemlige liv her på jorden og må styre sin egen krop og omgås mennesker. Her begynder nu gerningerne, her må han ikke gå ledig, her må i sandhed kroppen tvinges og øves med faste, vågen, arbejde og med alle slags passende tugt, så at den bliver lydig overfor og ligedannet med og ikke hindrer eller modarbejder det indre menneske og troen, som det ellers er dens natur, hvor den ikke bliver tvunget. For det indre menneske er lige med Gud, glad og ved godt mod for Kristi skyld, der har gjort så meget imod ham, og han sætter al sin lyst til, at han omvendt også kan tjene Gud for intet i fri kærlighed. Men så finder han i sit kød en vilje, der arbejder imod; den vil tjene verden og søge, hvad der lyster den. Det kan troen ikke tåle og den lægger sig med lyst i selen for at dæmpe den og værge sig imod den. Som Paulus siger Rom 7,22f: 'Jeg har lyst til Guds vilje efter mit indre menneske, men finder en anden vilje i mit kød, der vil tage mig tilfange med synder'. Ligeledes: 'Jeg tugter min krop og driver den til lydighed, for at ikke jeg, der skal lære andre, selv skal gå fortabt'. Ligeledes Gal 5,24: 'Alle, der hører Kristus til, har korsfæstet deres kød med dets onde lyster'. For det én og tyvende. Men disse gerninger må ikke ske i den formening, at mennesket derved bliver fromt overfor Gud, for den falske opfattelse kan troen ikke tåle, for den alene er og må være fromhed overfor Gud, men kun i den mening, at kroppen bliver lydig og renset fra sine syndige, onde lyster, og at øjet kun ser på de onde lyster for at drive dem ud. Eftersom sjælen er ren gennem troen og elsker Gud, vil den gerne, at alle ting også skal være rene, først og fremmest dens egen krop, og den vil gerne, at enhver sammen med den elsker og priser Gud. Sådan går det til, at mennesket for sin egen krops skyld ikke kan gå ledig og må gøre mange gode gerninger for at han kan tvinge den, og dog er disse gerninger ikke det rette gode, hvorved han er from og retfærdig overfor Gud, men han gør det for intet af fri kærlighed, for at behage Gud; og han søger ikke andet deri og regner det ikke for andet, end at således behager det Gud, hvis vilje han gerne gør på det allerbedste. For derigennem kan enhver selv udregne måde og mål for at spæge kroppen, for han faster, våger, arbejder så meget som han ser, at kroppen har brug for det, for at nedbryde dens modstand. Men de andre, der mener, man kan blive from gennem gerninger, har ikke blik for spægelsen, men ser kun på gerningerne og mener, at når bare de gør rigtig mange og store gerninger, så er det vel gjort og de bliver fromme. Til tider brækker de halsen på det og fordærver deres liv dermed; det er en stor dumhed og manglende forstand på det kristelige liv og tro, at de vil blive fromme og salige uden tro igennem gerninger. For det to og tyvende. Det vil vi vise gennem nogle sammenligninger. Man skal ikke regne med, at et kristenmenneskes gerninger, som gennem sin tro og af lutter nåde fra Gud er blevet retfærdig og salig for intet, var anderledes end Adams og Evas gerninger var i paradiset, hvorom der 1 Mos 2,15 står skrevet: At Gud satte det skabte menneske i paradisets have for at han skulle dyrke og vogte den. Nu var Adam af Gud skabt from og vel, uden synd, så at han ikke gennem sin dyrken og vogten behøvede at blive from og retfærdig, men for at han ikke skulle gå uvirksom, gav Gud ham noget at lave, at tilplante paradiset, at bygge og bevare. Og det var idel frie gerninger, gjort ikke for nogen tings skyld, andet end for at behage Gud, og ikke for at opnå fromhed, som han jo havde i forvejen, og den ville også have været os alle på naturlig måde medfødt. På samme måde er også et troende menneskes gerninger, som gennem sin tro nu igen er indsat i paradis og skabt påny, han behøver ingen gerninger for at blive from, men for at han ikke skal gå uvirksom, men bearbejde og bevare sin krop, er det befalet ham at gøre sådanne frie gerninger for at behage Gud. Ligeledes: som det er med en indviet biskop, når han indvier kirker, konfirmerer eller udfører andre af sit embedes gerninger, at det ikke er disse gerninger, der gør ham til biskop, ja, hvis ikke kan i forvejen var indviet til biskop, så udvirkede disse gerninger ingenting, men var idel narreværk, sådan er det med en kristen, som gennem troens indvielse gør gode gerninger, han bliver ikke derigennem bedre eller mere indviet (hvilket intet andet end troens vækst bevirker) til en kristen, ja, hvis han ikke i forvejen troede at være en kristen, så gjaldt alle hans gerninger ingenting, men var idel naragtig, strafværdig, fordømt synd. For det tre og tyvende. Derfor er de to følgende udsagn sande: Gode fromme gerninger skaber aldrig nogensinde en god og from mand, men en god og from mand gør gode fromme gerninger. Onde gerninger skaber aldrig nogensinde en ond mand, men en ond mand gør onde gerninger. Altså må hele tiden personen i forvejen være god og from før alle gode gerninger, og de gode gerninger følger og udgår fra den fromme, gode person. Nøjagtig som Kristus siger: Et dårligt træ bærer ingen gode frugter. Et godt træ bærer ingen dårlige frugter. Nu er det klart, at det ikke er frugterne, der bærer træet, og det er ikke træet, der vokser på frugterne, men lige omvendt: træerne bærer frugterne, og frugterne vokser på træerne. Ligesom nu træerne må være der før frugterne, og det ikke er frugterne, der gør træerne hverken gode eller dårlige, men det er træerne, der danner frugterne, Sådan må mennesket i personen i forvejen være from eller ond, førend han gør gode eller onde gerninger, og det er ikke hans gerninger, der gør ham god eller ond, men ham, der gør gode eller onde gerninger. Det samme ser vi i alle håndværk. Det er ikke et godt eller dårligt hus, der skaber en god eller dårlig tømrer, men det er en god eller dårlig tømrer, der laver et godt eller dårligt hus. Det er ikke sådan, at et værk fremkalder en mester, så han er, som værket er, nej, som mesteren er, sådan er også hans værk. Sådan også med menneskets gerninger: som det står til med ham i tro eller vantro, efter det er hans gerninger gode eller onde. Og ikke omvendt: at som det står til med hans gerninger, efter det er han from eller troende. Ligeså lidt som gerningerne gør troende, sådan gør de heller ikke from. Men ligesom troen gør from, sådan gør den også gode gerninger. Ligesom gerningerne ikke gør nogen from og mennesket i forvejen må være from, før han gør gerninger, sådan er det klart, at kun troen, at lutter nåde ved Kristus og hans ord, gør personen tilstrækkelig from og salig, og at ingen gerning, intet bud er nødvendig for en kristen til salighed, men han er fri for alle bud, og af lutter frihed, for intet, gør han alt, hvad han gør, og søger på ingen måde derved sin nytte eller salighed -- for han er allerede tilfreds og salig igennem sin tro og Guds nåde -- men han søger kun at behage Gud derved. For det fire og tyvende. Omvendt med den, der er uden tro. For ham fordres ingen god gerning til fromhed og salighed. Og på den anden side er der ingen ond gerning, der gør ham ond og fordømt, nej, det er vantroen, den, der gør personen og træet ondt, der gør onde og fordømmelige gerninger. Derfor, når man bliver from eller ond, afhænger det ikke af gerningerne, men af troen. Som vismanden siger: 'Begyndelsen på al synd er, at man afviger fra Gud og ikke stoler på ham'. Sådan lærer også Kristus, hvordan man ikke må klynge sig til gerningerne, idet han siger: Enten er træet godt, og så er også dets frugt god, eller også er træet ondt, og dets frugt ond. Som ville han sige: Den, der vil have gode frugter, må i forvejen begynde med træet og sørge for, at det er godt. Ligesådan må den, der vil gøre gode gerninger, ikke begynde med gerningerne, men med personen, som skal gøre gerningerne. Men der er ingen, der gør personen god, undtagen troen alene, og der er ingen, der gør den ond, undtagen alene vantroen. Det er vel sandt, at overfor mennesker er det gerningerne, der gør én from eller ond, det vil sige, de viser i det ydre, hvem der er from eller ond. Som Kristus siger, Matt 7,20: 'Af deres frugter skal I kende dem'. Men det er altsammen tilsyneladende og i det ydre. Og dette skin får mange mennesker til at tage fejl, når de skriver og lærer, hvordan man skal gøre gode gerninger og blive from, men dog overhovedet ikke tænker på troen, går omkring og lader en blind lede en blind, martrer sig med mange gerninger, og når dog aldrig frem til den rette fromhed. Om den siger Paulus 2 tim 3,5ff: 'De har skin af fromhed, men grundvolden mangler, de går omkring og lærer og lærer og kommer dog aldrig til erkendelse af den sande fromhed. Den, der nu ikke vil tage fejl sammen med disse blinde, han må se længere ind end til gerningerne, til budene eller til læren om gerningerne. Han må fremfor alt se ind til personen, hvordan personen bliver from. Men den bliver ikke from og salig gennem bud og gerninger, men gennem Guds ord (det vil sige, gennem hans nådesforjættelse) og troen. På det består hans guddommelige ære, at han ikke gør os salige gennem vore gerninger, men gennem sit nådige ord, for intet og af lutter barmhjertighed. For det fem og tyvende. Af alt dette er det let at forstå, hvordan gode gerninger skal forkastes og hvordan de ikke skal forkastes, og hvordan enhver lære om gode gerninger skal forstås. For hvor der gøres den forkerte tilføjelse og hvor den forkerte mening hænger fast derved, at vi bliver fromme og salige gennem gerningerne, dèr er de overhovedet ikke gode og helt fordømmelige, for de er ikke frie og forsmår Guds nåde, som alene gennem troen gør from og salig, hvilket gerningerne ikke formår, selv om de tager sig for at gøre det og dermed griber ind i nådens værk og ære. Derfor forkaster vi de gode gerninger, ikke for deres egen skyld, men på grund af den onde tilføjelse og falske, forkerte mening. Den gør, at de kun ser gode ud uden dog at være gode, at de bedrager sig selv og enhver med det, ligesom de glubende ulve i fåreklæder. Men denne onde tilføjelse og forkerte mening i gerningerne er uundgåelig, hvor troen ikke er. Den må være i denne gerningshellige, indtil troen kommer og ødelægger den; naturen formår af sig selv ikke at drive den ud, ja, heller ikke at erkende den, men den regner den for en kostelig, salig ting; derfor er der også så mange af dem, der bliver forført. Derfor, selv om det vel kan være godt at skrive og prædike om anger, bod, fyldestgørelse, dersom man ikke går videre til troen, er det i sandhed idel djævelsk, forførerisk lære. Man må ikke kun prædike den ene slags Guds ord, men begge slags. Budene skal man prædike, for at forskrække synderne og åbenbare deres synd, så de angrer og omvender sig. Men derved skal det ikke blive, man må også prædike den anden slags ord: forjættelsen af nåden, for at lære troen, uden hvilken budene, angeren og alt andet sker forgæves. Der er vel endnu nogle prædikanter tilbage, der prædiker anger over synden og nåde, men de understreger ikke budene og Guds tilsagn, så man lærer, hvorfra og hvordan angeren og nåden kommer. For angeren kommer af budene, troen af Guds tilsagn, og således bliver mennesket gennem troen på det guddommelige ord retfærdiggjort og ophøjet, det menneske, der gennem frygten for Guds bud var blevet ydmyget og var kommet til erkendelse af sig selv. For det seks og tyvende. Lad det være nok om gerningerne i almindelighed og om de gerninger, som et kristenmenneske skal gøre mod sin egen krop. Vi skal nu tale om andre gerninger, dem, han skal gøre mod andre mennesker. For mennesket lever ikke blot i sin krop, men også mellem andre mennesker på jorden. Derfor kan han ikke være uden gerninger imod disse mennesker, han må jo tale med dem og have med dem at gøre, selv om disse gerninger ikke er nødvendige for ham til fromhed og salighed. Derfor skal hans mening i alle gerninger være fri og kun rettet mod det, at han kan tjene andre folk og være dem til nytte. Ikke at have andet for øje end hvad de andre har brug for, det kaldes da et sandt kristenliv, og det går troen i gang med med lyst og liv, som Paulus lærer galaterne. For i filipperbrevet, da han havde lært dem, hvordan de alle havde nåde og fyldestgørelse gennem deres tro på Kristus, lærer han dem videre og siger: 'Jeg formaner jer ved al den trøst, I har i Kristus og ved al den trøst, I har ved vores kærlighed til jer, og ved alt fællesskab, som I har med alle åndelige fromme kristne, at I vil glæde mit hjerte fuldkomment, og det derved, at I vil være ét sind, at den ene vil vise kærlighed mod den anden, at den ene vil tjene den anden, og enhver være opmærksom, ikke på sig selv eller på sit eget, men på den anden og hvad han har behov'. Se, der har Paulus klart fremstillet et kristeligt liv, hvor hen imod alle gerninger skal være rettet, til gode for næsten, eftersom enhver har nok i sin tro for sit vedkommende og al andet gerning og liv er ham tilovers, til at tjene sin næste dermed ud af fri kærlighed. Derefter indfører han Kristus som et forbillede og siger: 'Hav det samme sindelag, som I ser i Kristus, han, som selv om han var fuld af guddommelig form og havde nok for sig selv og ikke havde behov for at leve, virke og lide, så han derigennem kunne blive from og salig, alligevel tømte sig for alt dette og gebærdede sig som en slags, gjorde og led alt, uden at se på andet end vort bedste, og således, selv om han var fri, alligevel for vores skyld blev slave. For det syv og tyvende. Derfor skal et kristenmenneske, ligesom Kristus, hans hoved, helt og holdent også lade sig nøje med sin tro og stadig øge den. Den er hans liv, fromhed og salighed. Den giver ham alt, hvad Kristus og Gud har, som ovenfor sagt; og som Paulus siger til galaterne: 'Hvad jeg endnu lever i legemet, det lever jeg i troen på Kristus, Guds søn'. Og selv om han nu er ganske fri, skal han omvendt villigt gøre sig til en tjener for sin næste, for at hjælpe ham, omgås ham og have med ham at gøre, sådan som Gud har handlet med ham gennem Kristus, og det altsammen for intet, uden at søge andet derigennem end det guddommelige velbehag, og tænke således: 'Velan, min Gud har gennem og i Kristus uden nogen fortjeneste, fuldstændig gratis og af idel barmhjertighed givet mig uværdige, fordømte menneske, al fromheds og saligheds hele rigdom, så jeg fremover intet mere behøver, end at tro, at det forholder sig sådan. Ej, så vil jeg omvendt overfor en sådan fader, der sådan har overvældet mig med sine overmåde store gaver, for intet fri og glad gøre hvad der behager ham, og overfor min næste være en kristen, som Kristus er blevet for mig, og ikke gøre andet, end hvad jeg ser, er ham nødvendigt, nyttigt og saligt, eftersom jeg dog i min tro har nok af alle ting i Kristus'. Se, sådan flyder af troen kærligheden og lysten til Gud, og af kærligheden et frit, villigt og glad liv, som vil tjene næsten for intet. For ligesom vor næste lider nød og har brug for vores overflod, sådan har vi overfor Gud lidt nød og haft brug for hans nåde. Derfor, ligesom Gud gennem Kristus har hjulpet os for intet, sådan skal vi gennem legemet og dets gerninger ikke gøre andet end hjælpe næsten. På den måde ser vi, hvor højt og ædelt et liv et kristeligt liv er. Det er nu desværre ud over hele verden ikke blot i forfald, men man kender det ikke og prædiker det ikke. For det otte og tyvende. Således læser vi i Luk 2,22ff, at jomfru Maria gik i kirke efter de seks uger og lod sig rense efter loven som alle andre kvinder, selv om hun dog ikke ligesom de var uren og ikke havde pligt til at lade sig rense eller havde nogen renselse behov. Men hun gjorde det af fri kærlighed, for ikke at foragte de andre kvinde og skille sig ud fra mængden. Derfor lod Paulus Timotheus omskære, ikke fordi det var nødvendigt, men for at han ikke skulle give de lidettroende jøder anledning til onde tanker, men ville dog omvendt ikke lade Titus omskære, da man ville gennemtvinge, at han skulle omskæres, og at det var nødvendigt til salighed. Og Kristus i Matt 17,24ff, da man af hans disciple forlangte skattens mønt, da diskuterede han med Peter, om ikke kongernes børn var fri for at betale skat. Og Peter sagde ja. Alligevel befalede han ham at gå hen til havet og sagde: 'For at vi ikke skal forarge, så gå hen og tag den første fisk, du ser, tag den, og i dens mund vil du finde en mønt; giv den for mig og dig'. Dette er et fint eksempel på denne lære, da Kristus kalder sig og sine disciple frie kongebørn, der intet behøver at betale og dog frivilligt underkaster sig, tjener og betaler skatten. Lige så lidt som nu denne gerning var nødvendig for Kristus og har tjent ham til fromhed eller salighed, lige så lidt er alle andre gerninger hos ham og hos hans kristne nødvendigt til salighed for dem, men det er altsammen fri tjenester, de andre til vilje og forbedring. Sådan skulle også alle præsters, klostres og stiftelsers gerninger gøres, at enhver gjorde sin stands og ordens gerninger alene af den grund, at han kunne føje de andre og styre sin krop, og give de andre, der også har behov for at styre deres krop, et eksempel til at handle ligeså. Dog skal man altid passe på, at intet foretages for derigennem at blive from og salig. Det er alene troen, der formår det. På den måde befaler også Paulus i Rom 13,1ff og Titus 3,1, at de skal være den verdslige øvrighed underdanig og lydige, ikke fordi de derigennem skal blive fromme, men fordi de dermed frit tjener den anden og øvrigheden og handler dem til vilje af kærlighed og i frihed. Den, der nu havde denne forståelse, han kunne med lethed rette sig ind efter de utallige bud og love fra paven, biskopperne, klostrene og stiftelserne, fyrsterne og herrerne, som nogle tåbelige prælater driver på en måde, som var de nødvendige til salighed, og kalder det: kirkens bud, omend med urette. For en fri kristen siger som så: Jeg vil faste, bede, gør dit og dat af, hvad der er påbudt, ikke fordi jeg behøver det eller vil blive from eller salig derigennem, men jeg vil gøre det og finde mig i det, paven, biskoppen, menigheden eller min medbroder eller min herre til vilje, eksempel og tjeneste, ligesom Kristus mig til vilje har gjort og fundet sig i meget større ting, som for ham var endnu mindre nødvendige. Og selv om tyrannerne gør uret ved at fordre noget sådant, så skader det mig dog ikke, eftersom det ikke er imod Gud. For det ni og tyvende. Heraf kan enhver fælde en sikker dom og skelne mellem alle gerninger og bud, og også skønne, hvem der er blinde og tåbelige og hvem der er retsindige prælater. For den gerning, der ikke er rettet imod at tjene den anden eller finde sig i hans vilje, for så vidt han ikke tvinger til at handle imod Gud, er ikke en god kristelig gerning. Deraf kommer det, at jeg er bekymret over, hvor få stiftelser, kirker, klostre, altre, messer, testamenter der er kristelige. Dette gælder også de faster og bønner, som særligt afholdes for visse helgener. For jeg frygter, at i alt det søger enhver kun sit eget, i den formening, at han dermed bøder for sin synd og bliver salig. Hvilket altsammen kommer af uvidenhed om troen og om den kristne frihed. Og der er nogle blinde prælater, der driver folk derhen imod og priser et sådant væsen, smykker det med aflad og intet som helst lærer om troen. Men jeg råder dig til, at hvis du vil indstifte et eller andet, hvis du vil bede eller faste, så gør det ikke i den mening, at du vil gøre dig selv noget godt, men giv det frit ud, så at andre mennesker kan nyde godt af det og gør det til gode for dem, så er du en ret kristen. Hvad skal du med dine goder og gode gerninger, som du har i overskud, til at styre og sørge for din krop, eftersom du har nok i troen, hvori Gud har givet dig alle ting. Se, sådan må Guds goder flyde fra den ene til den anden og blive almen eje, så at enhver kan tages sig sådan af sin næste, som var det ham selv. Fra Kristus flyder de ind i os; han har antaget sig os i hans liv, som om han var, hvad vi er. Fra os skal de flyde ind i dem, der behøver dem. Og det i så høj grad, at jeg endog må sætte min tro og retfærdighed ind for min næste overfor Gud, for at dække over hans synd, tage den på mig og ikke gøre andet, end som var de mine egne, ligesom Kristus har gjort overfor os alle. Se, det er kærlighedens natur, hvor den er sand. Men dèr er den sand, hvor troen er sand. Derfor tillægger den hellige apostel kærligheden, (i 1 Kor 13,5) at den ikke søger sit eget, men hvad næstens er. For det tredivte. Af alt dette følger den konklusion, at et kristenmenneske ikke lever i sig selv, men i Kristus og i sin næste, i Kristus gennem troen, i næsten gennem kærlighed. Gennem troen føres han op over sig selv til Gud, fra Gud føres han igen ned under sig selv gennem kærligheden og bliver dog stadig i Gud i guddommelig kærlighed, som Kristus siger Joh 1,51: 'I skal se himlen åben og englene stige op og stige ned over menneskesønnen'. Se, det er den rette, åndelige, kristelige frihed, som gør hjertet fri for alle synder, love og bud, som overgår al anden frihed, som himlen overgår jorden. Gud give os ret at forstå og beholde dem. Amen.   Om fremkomsten af skriftet Brevet til paven er dateret den 6. September 1520. Dette er dog formentlig en tilbagedatering. Det skulle se ud, som om Luther havde skrevet brevet, før pavens trusselsbulle blev offentliggjort i Tyskland, hvilket skete i den sidste trediedel af September 1520. Men afhandlingen og brevet til paven er blevet til i forlængelse af en slags "sammensværgelse" mellem Luther, Melanchthon og kardinal Karl von Miltitz. Sidstnævnte havde tidligere fået Luther til at skrive sin lære i kort form, nemlig i form af "Unterricht" fra 1519. Meningen var den gang, at begge parter skulle afholde sig fra debat. Men ifølge Luthers brev blev denne aftale brudt af Eck, som her gøres til skurken, vist efter tilskyndelse fra Miltitz. Det samme var hensigten i 1520. Sagen skulle ties ihjel. Hvad den naturligvis ikke blev og ikke kunne blive.   Noter:    Note 1: Dette forord til paven er afskrevet fra Erlangerudgavens tyske del, bind 53, side 41-52. Den øvrige del fra Clemens udgaven med dens gammeltyske bogstavering.    Note 2: