Martin Luther Imod Antikrists Forbandelsesværdige Bulle Adversus execrabilem Antichristi Bullam, Mar. Lutherus. taget fra internettet, Johannes a Lascos bibliotek.     Martin Luther imod Antikrists forbandelsesværdige bulle. År 1520. Jesus. Martin Luther ønsker den kristne læser Kristi nåde til evig frelse. Kære kristne læser, det rygte har nået mig, at der er udgået én eller anden bulle imod mig; den kommer næsten til hele verden, og først til mig, mod hvem den alene raser og som især skulle angribes. Måske frygter den lyset fra mit ansigt, fordi natten og mørket jo er dens døtre. Dog denne natlige bulle, som til syvende og sidst næppe opnår meget af hjælpende venner, synes at være givet i sit eget billede. Hvilket er grunden til, at jeg indtil videre tvinges til at være usikker på, om mine papister driller mig for én eller anden famøs og anonym bogs skyld, eller romerne virkelig for alvor er så vanvittige. For hverken denne såkaldte stil eller denne fremgangsmåde tjener den romerske kurie, når den, såvidt man kan bedømme, både pålægger og fordømmer nogle artikler, der er fuldt og helt højst kristelige, så det for mig er det mest sandsynlige, at dette er et afkom af det uhyre, der hedder Johannes Eck, han er et menneske der er forvirret af løgn og bedrag, og gendrevet for sine vildfarelser og kætterier. Det øger mistanken, at den samme Eck siges at have været romersk legat for en sådan bulle. For der kunne ikke være nogen legat, der var mere værdig til en sådan sendelse. Og da jeg for nogle dage siden hørte, at der ville blive født en gruelig og vild bulle imod mig i Rom, med den samme Eck som fødselshjælper, hvilket stilen og mundvandet tyder på, men jeg hørte også, at den dèr i høj grad mishagede nogle gode og veluddannede mænd, og at den vakte splittelse dèr, ja blev undertrykt. Men hvordan det end har sig med det, det er for mig ikke utænkeligt, at hvor legat Eck høres og værdsættes, dèr er antikrists rige, og dèr vover mennesker alt i deres raseri. Dog har jeg i mellemtiden gjort hvad jeg kunne for ikke at tro, at Leo den Tiende, den romerske biskop, sammen med veluddannede kardinaler, var ophavsmand til dette vanvid, hvilket jeg ikke så meget har gjort for at vogte det romerske navns ære, som for at hovmodet ikke skulle blæses for meget op, og jeg skulle synes værdig til at lide den slags både smukke og ærefulde ting for Guds sandhed. For hvis virkelig den romerske biskop raser sådan imod mig, hvem kan så være lykkeligere overfor Gud end jeg, som bliver fordømt for en så åbenlys sandhed af et så stort overhoved. Hvad kan jeg nemlig herved opnå andet end at jeg aldrig vil blive tilgivet af, forsonet med eller komme i kontakt med denne antikrist, der er både uvidende, ugudelig og rasende? Lykkelig den dag, lykkelig den død, når jeg skal henvise til Gud den glæde og store taknemlighed, hvis det skulle ske, at jeg blev pågrebet og gik til grunde i denne sag. Men du må give dette navn til andre og søge én, der er værdig til at være martyr for denne sag. For jeg har på grund af mine synder fortjent noget andet. Enhver kan have sin mening om romerne. Hvem end bullens forfatter er, regner jeg ham for antikrist, og jeg skriver dette imod antikrist, for at jeg kan forløse Kristi sandhed, hvad der var i mig, den sandhed, som han søger at udrydde. Og nu først, for at han ikke skal opnå noget af det, han vil med mig, erklærer jeg overfor Gud og vor Herre Jesus Kristus, og overfor hans hellige engle og overfor hele verden, at jeg af hele mit hjerte er uenig i denne bulles fordømmelse; tillige forbander og afskyer jeg bullen, som en fjendtlig gudsbespottelse og en blasfemi imod Kristus, Guds søn og vor Herre. Amen. Dernæst hævder jeg og tilslutter mig med hele min ånds tillid, de artikler, som er fordømt af den, og jeg erklærer, at de bør fastholdes af alle kristne, under evig forbandelses straf, og at de bør regnes for antikrister, som er enig med bullen, og dem vil jeg ud fra disse skrifter, sammen med alle deres ånd, som erkender Kristus rent og dyrker ham, regne for hedninger og undgå dem som sådanne, ifølge det bud, som den samme Herre, Jesus Kristus, har givet. Amen. Dette er min tilbagekaldelse, kære bulle, eller boblernes sande datter. Nu har jeg aflagt min bekendelse og er fremkommet med min erklæring, og jeg ønsker, at alle, der læser dette, skal være vidne derom. Men før jeg går over til at forsvare og forklare artiklerne, må det være tilladt med nogle argumenter at gendrive bullen selv. Her vil jeg først påpege antikrists uvidenhed. Apostelen Peter pålægger os, at vi skal være rede til at aflægge regnskab for den tro og det håb, der er i os. Og Paulus befaler, at en biskop skal være mægtig til at formane i den sunde lære og vende sig imod modsigerne. Og det er netop det, som jeg nu igennem tre år har krævet og forventet fra Rom, eller fra dem, der tænker som Rom. Og vi læser jo også, at det blev overholdt på det omhyggeligste af de gamle fædre, når de fordømte kættere, og apostlene har heller ikke nogensinde fastsat noget på deres konciler, førend de først havde påberåbt sig den hellige skrift. Sådan har også jeg forventet, at de ville gøre sådan, at de oplyste mig med vidnesbyrd fra skriften, men se, de gjorde sig vilde vinranker af deres egne nøgne ord og fordømte mig med dem, skønt jeg for min del havde støttet mig til ganske mange skriftsteder. Kære uvidende antikrist, jeg beder dig, at du ikke i den grad skal forene din store uvidenhed med din store frækhed, så at du tror, at alle mennesker er dumme, og bilder dig ind, at du alene med dine nøgne ord kan triumfere over den, der er bevæbnet med skriftsteder? Mon du har lært den måde at fordømme på af Kølns og Løvens fakulteter? Hvis det er at fordømme vildfarelser på kirkelig vis, blot at sige, det behager mig ikke, jeg nægter det, jeg vil det ikke, hvilken dåre, hvilket æsel, hvilken muldvarp, hvilken klods vil så ikke kunne fordømme? Rødmer du ikke i din skøgepande, at du sådan vover i en offentlig kirkelig erklæring at mene, at du med dine tomme og svage ord kan modstå de himmelske ords tordenskrald? Sagt lige ud, din fordømmelse er vanærende og værdig en antikrist, som, når han skal bekæmpe så mange skriftsteder, ikke har et iota at sætte op imod dem, men blot lader dette ord løbe sig i munden: Jeg fordømmer. Hvorfor skulle vi så ikke tro på tyrkerne? Hvorfor skulle vi ikke gå med til jødernes tanker? Hvorfor skulle vi ikke hædre kætterne? De kunne jo også fordømme os, hvis det er nok bare at fordømme! Vi vil kun kunne undgå at falde for dem, hvis de ikke kan fordømme os uden skrift og begrundelse. Men vi fordømmer os selv med denne nye skik, at kunne fordømme uden skrift og begrundelse. Hvad skal jeg da mene har været grunden til, at denne fordømmelsesbulle, så tom og svag, og sandelig en boble, fremkommer, hvis det ikke er en speciel uvidenhed, så at de, når de ser, at jeg har ret, og de ikke selv gerne vil lide ondt, og ikke kan gendrive det, så forsøger med et tomt skræmmebillede at gøre mig bange. Spild af papir! For Luther er vant til krig, og er ikke bange for buller, og har lært at skelne mellem det tomme papir og Guds almægtige ord. Denne uvidenhed viser sig også derved, at de, plaget af deres samvittighed, ikke vover at fordele artiklerne efter betegnelse i deres rækkefølge. For de frygter, at de ikke kan fastholde den som kættersk, som de måske hverken kan vise er fejlagtig eller stødende. Derfor har de opfundet adverbiet 'henholdsvis', og efter at have opregnet artiklerne siger de, at nogle er henholdsvis kætterske, fejlagtige, stødende, hvilket er det samme som at sige: Vi for vort vedkommende mener, at nogle er kætterske, andre fejlagtige, andre stødende. Men vi véd ikke, hvilke der er det, i hvor høj grad de er det, hvor meget de er det. O frygtsomme uvidenhed, hvor slibrig og undvigende er du ikke, at du ikke skal blive fanget ligesom en vis Proteus, og dog undviger du ikke på den måde, ja, du forstås og omstødes endnu bedre i din forslagenhed. Derfor, proklamér kun, ulærde antikrist, belær os om din visdom, fordel dine egne ord, sig, om du selv véd, hvad du siger, påvis, hvem der er kætter, hvem der er vildfarende, hvem der er stødende, og hvem der er af hvilken art. For en så storslået fordømmer bør vide, hvad han fordømmer. Og det ville være tudedumt at fordømme en artikel som kættersk uden at kunne benævne den. Man skal ikke belæres med noget, der kun er henholdsvist, nej, det skal være absolut og sikkert. Jeg tilhører nemlig Occams afdeling, som fordømmer det henholdsvise og vil have alt absolut, at jeg således kan drive spøg i denne dårskab. Her ser du da, kære læser, den særlige antikristelige uvidenhed, som ved en uheldig list tager sig for at skjule sig bag adverbiet 'henholdsvis'. Ikke blot lærer antikrist ikke sandheden og grunden til fordømmelsen, men han vover heller ikke at påvise fejltagelsen, han vover ikke at pege på selve det, han fordømmer, og dog fordømmer han. Mon ikke det er to forskellige ting, at sige noget, og ikke at vide, hvad man siger? Skulle vi mon ikke ønske en god gang galskabshelbredende nyserod til disse dårskabsblaser? Således tænker og handler enhver modstander af sandheden. Men jeg véd godt, hvilken smerte der går forud for denne Juno. For jeg husker min kære Eck, hvordan han i Leipzig blev skamfuld, da han med rasende røst erklærede mig for tre hundrede gange kætter på grund af Huss' artikler; han skummede om læben, det var gjort tilstrækkelig sandsynligt i hans teater, og hvordan han bagefter ikke kunne bevise det, fordi fordømmelsen fra Konstanz, som jeg fremdrog, hvad Eck ikke havde regnet med, ikke med sikkerhed betegnede nogen artikel som kættersk, men også den, ligesom vores her, også ud af uvidenhed, sagde, at nogle var kætterske, andre fejlagtige, andre stødende. Da Eck hørte dette og i sin dumme forvovenhed blev forvirret, blev han klar over, at det var falsk og løgnagtigt, at han havde beskyldt mig for at være kætter, og han ville så til Rom for at læge sit sår og fastholde sin forvovenheds løgn. Men det skal ikke lykkes ham, det vil Kristus forhindre. Sådan en sofistisk løgner! For jeg har hele tiden hævdet, at de skal sige, hvem der er og hvem der ikke er en kætter, absolut og ikke henholdsvist, tydeligt og ikke forvirret, sikkert og ikke påtaget, klart og ikke diffust, for hver enkelt sætning, ikke i al almindelighed. Men hvornår vil de gøre det? Når Kristus og Belial vil det samme, eller når lys og mørke forener sig. Men hvad skal jeg så gøre i mellemtiden? For det første vil jeg foragte disse frygtsomme og ulærde papister, antikrists apostle, gøre grin med dem som Elias gjorde og sige: Hvis Baal er en gud, så vil han svare, måske har han tømmermænd, måske er han på rejse, råb noget højere, han er jo en gud, måske vil han høre. For hvad andet fortjener disse blæreæsler, der fordømmer det, som de ikke véd noget om, og indrømmer, at de ikke véd noget om det? Dernæst vil jeg være sikker på, at jeg ikke regnes for kætter eller vildfarende eller stødende, førend det, om jeg ikke kan besejres, dog med enkle og nøgne ord påvises, i hvilken artikel jeg er kætter. For jeg har nemlig endnu ikke bebyrdet mine kære papister, disse betonmennesker, dermed, at de skal bevise min fejl, lad dem blot vise den, det vil sige, lad dem blot vise, om de véd, hvad de selv vrøvler, lad dem mærke deres spyt. For så længe de ikke påviser nogen artikel som kættersk, står det mig frit for at nægte, at nogen som helst af de fremlagte artikler er kættersk, og fastholde, at den er katolsk. Men selv denne næsten æselagtige rå råhed, mon ikke den begunstiger den ugudelige og rå antikrist? Mon ikke ordentlige mennesker kan skelne kættere fra vildfarende, og dem igen fra stødende, og igen dem fra de forargende. Ved en sådan højst skarpsindig skelnen fra højst skarpsindige mennesker kan drage den slutning, at en vildfarelse ikke er et kætteri. Men når det ikke er kætteri, hvad har det med de kirkelige fordømmere at gøre, de bør jo alene fordømme kætteri? For hvad der ikke er kætteri, er katolsk, eftersom Kristus siger: Den der ikke er imod jer, er med jer. Ja, det ville jeg gerne skulle indrømmes mig af disse storslåede mænd. En fejlagtig artikel i kirken, hvorfor er den ikke kættersk? For hvis den er fejlagtig, adskiller den sig ikke fra den kætterske, undtagen ved stædigheden, hvormed den fastholdes. Alt er nemlig lige, hvad enten det er sandt eller falsk, selv om den intensitet, hvormed man fastholder den enten sande eller falske artikel, kan være større eller mindre. Du ser altså igen, at mine bullemagere ikke kan vise mig en artikel, som er fejlagtig og ikke kættersk, og atter laller de som rasende, fordi de ikke véd, hvad de siger, og fordømmer, hvad de sådan lige finder på. At det fejlagtige ikke er det kætterske kan ikke finde sted i virkeligheden, derfor heller ikke i ordene, eftersom fordømmelsen skal være som artiklerne. En lignende visdom er det, at hævde, at den er forargelig, som hverken er kætter eller vildfarend. Jamen, for pokker, en sådan findes, ikke blot i mine, men i alle menneskers ord og skrifter, fra verdens begyndelse til dens ende. Hvad det da, der tvinger mine papister til at overveje sådanne skrækkelige ting, om ikke det er deres rasende uvidenhed? Medmindre de da kalder den forargende på den måde, som de sande og de katolske er forargelige på. For intet er mere forargende end sandheden, ja, sandheden selv er forargende for de overmodige og de ufølsomme. Sådan siges det om Kristus i 1 Kor 1,23: Vi prædiker Kristus som korsfæstet, for jøder en forargelse, for hedninger en dårskab. Og i Luk 2,34: Han er sat til fald og til oprejsning for mange i Israel. Når derfor mine papister gør skel mellem de forargende og de kætterske og vildfarende, så må man sige, at det, der ikke er kætterske og fejlagtigt, det er katolsk og sandt. Heraf følger, at artikler, der er forargende, af dem bliver forstået og fordømt som katolske og sande. O det er en fordømmelse, der er papister værdig. Du ser, kære læser, hvordan denne blinde ugudelighed vender og drejer sig, hvordan den gør grin med sig selv og narrer sig selv, hvor let den fanges i sine ord, hvor uklog og dum den er i alle sine studier, ikke beviser den ikke det vildfarende og forargende, men den taler om det, som den faktisk påviser, med en umulig modsigelse, der også må forekomme den selv det dummeste af alt. Hvor er nu den uheldige bulles uheldige udtryk 'henholdsvis'? Hvor er det, du henholder dig til? Jo, det er i ugudelighedens dyb og i din råhed. Det samme vil man skulle sige om de stødende artikler, for disse kan jo hverken være forargende eller fejlagtige eller kætterske, når de adskilles af så store papister. Hvem må ikke undre sig over en så stor papist-forstand, som kan finde på, at noget er stødende i kirken, som dog hverken er forkert eller kættersk eller forargende, men sandt, katolsk, opbyggeligt, og dog er det netop det, de fordømmer? Men hvem vil ikke også undgå at blive fordømt af disse rasende mennesker, som med selve deres fordømmelse viser, at de godkender det, der har fordømt, og fordømmer det, de har godkendt? Dette er for de betonagtige og forsigtige det åbenlyse bevis på, at de til deres store beskæmmelse ikke selv mærker noget forkert. Kære ugudelige og ufølsomme papister, gå hen og skriv noget ædrueligt, hvis I vil skrive noget, for det ser ud, som om denne bulle er opstået mellem glassene ved en natlig fest, eller er blevet blandet op med hundegalskab. For ikke engang dårer ville nogensinde rase på den måde. Men lad os vende op og ned på denne antikrists uklogskab, der udgår af hans mund, og bedømme og fordømme ham ud fra hans egne ord, så at han derved kan lære, at vil han lyve, skal han have en mere nøjagtig (?) og bedre hukommelse. Den, der lyver, skal nemlig ifølge ordsproget have en god hukommelse. Hvis nogle artikler er stødende og andre kætterske og du fordømmer den, der ikke er kættersk og derfor sand og katolsk, også selv om den i seks hundrede år har været stødende, mon så ikke din frække mund fordømmer dig selv, ikke blot for kætterske artikler, men for den yderste ugudelighed og blasfemi og for majestætsfornærmelse imod den guddommelige sandhed, og påviser, at du er det menneske, der vender sig imod og hæver sig op over alt, hvad der kaldes Gud eller dyrkes som Gud? Mon ikke du er det syndens menneske og fortabelsens søn, som nægter Gud, som handler med ham, som ophæver sandhedskærligheden, så at han kan fastsætte sine egne fejlagtige handlinger, hvorved vi kommer til at tro på uretfærdigheden, som Paulus forudsagde? For hvis en artikel ikke er kættersk, så kan den ikke være stødende eller forargende, undtagen for antikristne kættere og ud af en Satans fromhed. Du ser altså, hvor indlysende det er, at denne bulle er det frækkeste og dummeste af alt, idet den imod mig fordømmer én artikel som kættersk, en anden som stødende; derved erklærer den åbenlyst, at dens egne forfattere er sande kættere og modstandere af Gud, og således er det ikke viden, det er ikke råd imod Herren, det er blind fromhed, der indfanges ved dens munds ord, og således er det sandt, at den, der graver en grav for andre, selv falder i den. Og hvad der er det smukkeste af alt, ved denne ugudelige modsigelse afsløres deres hjerters tanker, og deres uduelighed, som de især ville udsmykke, bliver i højeste grad afsløret ved deres utrolige dumhed. For de hverken véd eller hører, at de er parat til på én gang at dømme den almindelige sandhed, eftersom de nemlig påstår, at nogle er kættere, som de ikke kan påstå eller nævne det kætterske ved. Hvad kan vi forstå ud fra dette andet end at de er Kristi modstandere af hele deres hjerte og er parat til at fordømme al sandhed? Og dog er de ulykkelige hyklere, som forestiller sig, at de fordømmer kættere. Se nu til, I bullens æsler, om ikke I langt om længe kan få lært, hvad det vil sige, at Kristus er et modsigelsens tegn og en klippe til fald, om ikke I kan få lært, hvor pludseligt og let det kan ske, at al jeres indre ugudelighed og skam afsløres, og det netop med de selvsamme ord, hvormed I forgæves stræber efter at tildække den! Lad os derfor holde fast ved dette første og indlysende argument, at denne bulle helt og holdent er antikrists bulle, han, der er Guds og fromhedens største modstander. Hvad enten det er Eck eller paven, lad ham nu erkende den, hvis han tør, og lad ham vide, hvordan han kan vide det, og hvilken mening vi retter os efter. Alt dette kan vi samle i én dynge af de værste betegnelser. Ugudelighed, blasfemi, uvidenhed, frækhed hykleri, løgn. Kort sagt, Satan selv sammen med hans antikrist. Ikke mindre afslører denne ugudelighed sig selv, og det er det, jeg nu vil tale om. Bullen fastsætter nemlig den undtagelse med ligefremme og frække ord: Også de af mine bøger skal brændes, hvori der ikke findes vildfarelse, så mindet om mig helt skal udslettes. Kære kristne læser, kan du nu være i tvivl om, at det er helvedes drage, der lyder gennem denne bulle? Man siger i blandt folk, at et æsel er dårlig til at synge af den grund, at det begynder for højt, og også denne bulle ville være faldet heldigere ud, hvis dn ikke havde anbragt sin blasfemiske mund i himlen, med en fræk ugudelighed, der er mere end djævelsk, for at fordømme endog den sandhed, som den har bekendt og anerkendt. Indtil nu har nemlig Satan undertrykt sandheden under sandhedens skin, når han undtrykte den. Men dette syndens menneske, som er modstander af Gud og ophøjet over Gud, fastsætter med åben pande et skin, og det i kirken, uden at være bange, og befaler og foreskriver udryddet den kristne sandhed, der er både anerkendt og bevist af den selv og af alle. Hvad, hvis dette skete hos tyrkerne? Hvilket sted er mere passende for denne røst end, ja end helvede? Og I antikristi bullemænd er slet ikke bange for, at sten og træ skal svede blod, ved det forfærdelige syn at jeres ugudelighed og blasfemi. Hvor er du nu, bedste kejser Karl? Hvor er I, I kristne konger og fyrster? I har fået Kristi navn i dåben, og I kan udholde disse antikrists helvedsrøster? Hvor er I, I biskopper, Hvor er I doktorer henne? Hvor er I, alle I, der bekender Kristus? Kan I tie til disse forfærdelige afskyeligheder fra papisternes side? Arme Guds kirke, nu gjort til Satans kirke, så stort et gøglespil, arme menneske, som lever i disse tider. Guds vrede er sandelig her til sidst kommet over papisterne, de, som er fjender af Kristi kors og af Guds sandhed, så at netop de står imod alle mennesker og forhindrer, at sandheden prædikes og læres, sådan som Paulus siger om jøderne. (1 Thess 2,15f) Forestil jer, siger jeg, at jeg virkelig var sådan, som denne forbandende og forbandede bulle søger at afbilde mig, en kætter, en vildfaren, en skismatiker, en provokatør, en forargelse i alle mine bøger. Hvorfor fortjener da de bøger, der er katolsk kristelige, sande, opbyggelige, at blive bragt til tavshed? Hvor har I lært, at den pavelige religion må gå fortabt, fordi I for et ondt menneskes skyld fordømmer og opbrænder Guds hellige og rene sandhed? Kan I ikke lade et menneske gå fortabt, uden I også skal fortabe sandheden? Kaster I ikke hveden ud sammen med tidslerne? smider I ikke kornet bort sammen med avnerne? Hvorfor optager I Origenes blandt de katolske bøger, i stedet for helt og holdent at forkaste ham? Ja, hvorfor fordømmer I ikke, i det mindste delvist, den ugudelige Aristoteles, hos hvem der ikke læres andet end vildfarelser? Hvorfor opbrænder I ikke de ugudelige, barbariske, ulærde og kætterske pavelige dekreter? Hvorfor, spørger jeg, har I ikke gjort det, hvis ikke det er fordi I ikke er sat på dette hellige sted af anden grund end den, at I skal være den vederstyggelighed, der er forudsagt af Daniel, som fordømmer sandheden, men stadfæster løgnen og vildfarelsens gerninger. Det nemlig netop det, der kendetegner antikrists sæde. Og så anklager jeg da dig, Leo den Tiende, og alle jer herrer kardinaler, og hvem der ellers gælder for noget i Rom, og jeg siger jer lige op i ansigtet: Hvis denne bulle er udgivet i jeres navn og I anerkender den som jeres værk, så vil jeg også bruge min magt, den, jeg fik i dåben, hvor jeg ved Guds barmhjertighed blev gjort til et Guds barn og til Kristi medarving, og blev grundlagt på den klippe, som ikke frygter helvedes porte, så lidt som himmel eller jord, at I skal gå i jer selv og holde inde med disse djævelske gudsbespottelser og altfor forvovne ufromheder, og det snart. For hvis ikke I gør det, så skal I vide, at jeg og alle dem, der tilbeder Kristus, vil regne jeres sæde, der er indtaget og undertrykt af Satan selv, for den fordømte Antikrists sæde, og det sæde vil vi ikke blot ikke adlyde eller være underlagt og holde sammen med, men vi foragter det og afskyr det som Kristi vigtigste og værste fjende, og vi er rede til for denne menings skyld ikke blot med glæde at bære jeres tåbelige censur, men vi er også rede til at bede jer om aldrig mere at absolvere os eller regne os med til jeres kreds, ja, vi tilbyder os frivilligt lige indtil døden, så I kan fuldbyrde jeres grusomme tyranni. Hvis ellers Kristi ånd betyder noget, hvis ellers vor tros kraft betyder noget, fordømmer vi jer, og hvis I forbliver i dette raseri, overgiver vi jer med denne skrivelse sammen med bullen og alle Satans dekretaler til at forgå, som kød skal forgå, så jeres ånd på Herrens dag kan befris sammen med os. I vor Herres Jesu Kristi navn, i hans navn, som I forfølger. Amen. For han lever endnu og han hersker endnu, ham tvivler jeg ikke på, vor Herre Jesus Kristus, og jeg håber også på, at han én af dagene vil komme og dræbe med sin munds ånde, og ved sit kommes tilsynekomst ødelægge dette syndens menneske og fortabelsens søn, når vi til den tid ikke kan benægte ham. Hvis paven er forfatter til disse afskyeligheder, at det så er ham selv, at det er enden, at det er den onde, berygtede antikrist, at han vil vende op og ned på hele verden med sine vildfarelses handlinger, det er, hvad vi overalt ser gå i opfyldelse. Men hvorved river troens brand mig med? Jeg er endnu ikke helt overbevist om, at det er paven, der har skrevet denne bulle, det kunne godt være hans ufromheds apostel, Eck, som har skyndt sig med et frådende gab sammen med hans fædre at opsluge mig, under den melodi: Lad os opsluge ham som helvede opsluger den levende, i én mundfuld, som én, der nedstiger i søen. For ham, det rasende menneske, synes det at være lige meget, ja det synes nærmest en vinding, hvis Guds sandhed udslettes, blot han opfylder løfterne om ugudelighed og brodermord. O hvilken skæbne har kirken ikke i vore dage, det må man græde blodstårer over. Men hvem hører vore sukke? hvem trøster os, der græder? Herrens vrede er ubønhørligt over os. Så tilføjer de samme mennesker, galant og sødt som plejer at handle, noget latterligt, og med den spøg neddæmper de i deres klogskab alvorlige ting (?). De skriver, at de udover alt det, de havde tilbudt mig i deres overmåde store iver, også havde ladet mig opnå fri fortæring og penge til rejsen til Rom. Det er så sandelig en ny kærlighed fra Roms side, at man tømmer byen for penge og lægger sit utålelige tyranni øde og tilbyder mig en skilling. Men jeg véd godt, hvem ophavsmanden til denne meget omtalte løgn er, det er nemlig kardinal Cajetan, født og dannet til at sammensætte løgnehistorier; da han havde overstået sin lykkelige sendelse og nu sad trygt i Rom, forestillede han sig, at han havde lovet mig penge, da han i Augsburg handlede ud af en både gerrig og infam påholdenhed, så at man kunne tro, at han ville lade sin egen familie dø af sult. Men bullen må jo, som navnet siger, være en blære, og tom for sandhed og visdom. Og det er ret at påføre os disse fordømmelser, så at vi kan tro, at de er sanddru, skønt de lyver, og katolske, skønt de lærer kætterske ting, og kristne, selv om de stadfæster antikrist med dette distributive universale: Hvad som helst du binder, hvor de mener, at når intet er undtaget, er alt i det hele taget tilladt for dem. Det viser snarere, at de er begyndt ud af djævelen, som ikke blot lyver åbenlyst, men er hævet over al skam, og med den samme løgn smykker de sig for at tækkes folket og skade mig, og forestiller sig, at de med en anden løgn kan udstille deres kærlighedsgerning overfor mig, skønt hvis der var nogen sandhed, fromhed og alvor tilbage i disse romerske tyranner, så burde de med al iver sikre sig, at alting således siges og gøres af dem i fuldt dagslys, så end ikke modstanderen kunne få mistanke om noget ondt, men som det er nu, kan, om ikke andet af det, som fremhæver bullen, denne rå og dårlige løgn anklage bullen for at være letbenet, tom og falsk. Skaffede han da penge for mig i Rom? Og hvad så med det, jeg har erfaret, at der igennem de vekselerere, som kaldes banker, i Tyskland var afsat nogle hundrede gylden til snigmordere, som skulle skaffe Luther af vejen? Med den slags begrundelser og skrifter kæmper, hersker, triumferer nemlig i vore dage det hellige apostolske sæde, troens læremester og moder for kirkerne. Men dette sæde har allerede længe være antikristeligt, og er blevet overbevist om at være syvdobbelt kætter, hvis det med åndens sværd, som er Guds ord, har bekæmpet det, det ikke er uvidende om, og det i den grad, at hvis det ikke af fare tvinges hertil, så vil det i den kristne by rase med krig, drab, blodsudgydelse, død, ødelæggelse, altsammen ufrivillig og fortabt, skønt dog fædrene var højhellige i deres hus, og Kristi stedfortrædere var hyrder for fårene. Men OK, lad mig også lege lidt med. Inden de sender penge, skal de nemlig give mig sikkerhed eller et frit lejde brev, og for ikke at gøre deres udgifter alt for store, giver jeg gerne afkald på det, eftersom der ikke er brug for det, blot der er tilstrækkeligt med penge, men jeg forventer så mange, som vil være tilstrækkelig til, at jeg kan ansætte tyve tusind mand fodfolk og fem tusind ryttere, så jeg kan drage sikkert til Rom. På den måde vil jeg kunne opvise tilstrækkelig tillid, og det på grund af det Rom, som opæder sine indbyggere. Dèr er der ingen, der betjener andre eller bliver betjent af dem i tillid, dèr dræber de højhellige fædre deres elskede sønner af kærlighed til Gud, brødre forråder brødre for at efterfølge Kristus, sådan som det er den romerske skik og stil. Men indtil videre er jeg fri for denne højærværdige bulles stævning. O I ulykkelige tågehorn, I, som i den grad er forvirrede med hensyn til sandheden og jeres samvittighed, at I ikke mere kan lyve ordentligt, og ikke vover at sige sandheden, og dog ikke kan holde mund med jeres overmåde store skam. Bullen fremlægger også en ny latinforståelse. For da Augustin sagde, at han ikke kunne tro evangeliet, hvis ikke han var bevæget af kirkens autoritet, så var denne navnkundige bulle straks på spring og skabte den katolske kirke, hvor brødrene er de ærværdige kardinaler, ordensgeneralerne, de teologiske magistre og de juridiske doktorer. Og nu praler den af, at den har fået denne gode ide, så der er født den universelle kirke et nyt barn. Og det var da sikkert en lykkelig fødsel af en ny og hidtil ukendt katolsk kirke, en kirke, som Augustin, som skarpt angreb sekterne, hvis han så den, ikke ville tøve med at kalde Satans synagoge. Her ser du altså papisternes raseri: Den universelle kirke består af nogle få kardinaler, priorer og doktorer, måske knap nok tyve mennesker, og det er endda muligt, at ingen af dem er medlem af nogen særlig menighed eller pastorat. Og skønt kirken er de helliges fællesskab, som vi beder i trosbekendelsen: De helliges fællesskab, det vil sige, den universelle kirke, så skal dog de være udelukket, som ikke befinder sig blandt disse tyve mennesker. Derfor, hvad disse tyve mennesker mener, det mener straks den universelle kirke, og dog, hvis de er løgnere, kættere og antikrister, så mener de kun afskyelige ting. At man i Rom skulle blive i den grad afsindig, hvem skulle have troet det? Er der da hverken hjerne eller hjerte tilbage hos dem? Augustin siger om kirken ud over hele verden, at den samdrægtigt stoler på evangeliet. For Gud har ikke villet, at nogen anden bog skulle godkendes så énstemmigt, som den hellige skrift (som han siger i confessionerne) at ikke der skulle blive lejlighed til andre skismer, der straks ville blive modtaget, det, som det ugudelige romerske sæde gennem sine dekreter allerede nu igennem mange århundrerer har krævet, og se, for en stor del har gennemført. Men den universelle kirke er endnu ikke blevet enig med den romerske. For mod øst, mod nord, mod syd er der kristne, der nøjes med evangeliet og ikke søger noget af det, som Rom, ud fra noget for Rom særligt, søger at gøre til den universelle kirke, og Rom beskylder de andre for at være skismatikere, skønt Rom selv er den første, som udskiller sig fra helheden, og forgæves arbejder på at rive hele kirken til sig, det Rom, der er ophavsmand og kilde til ethvert skisma, efter at det er blevet tyrannisk. Ingen skal derfor håbe på, at det nogensinde vil ske, at den katolske kirke vil tænke de ting, som denne bulle ufromt pjatter om, eftersom den hverken har noget, der er sandt romersk, hvis den tænker sig om, eller har noget til stadighed katolsk, som fastsætter, hvad der er romersk, (??) for som sagt vil der ikke været nogen katolsk bog, og har aldrig været det, ud over den hellige skrift. Det må helt og holdent være nok ære for den romerske kirke, at den er en lille del af den universelle kirke, en lille del, der hærger sig selv med sine statutter. Denne bulle stammer snarere fra den romerske kurie, denne bør nemlig være Satans sæde, sådan en visdom og religion har den. Den er det, som stræber efter at regnes for den universelle kirke, og dens dumme og ugudelige buller pånøder den arrogant, men forgæves hele verden som katolske dogmer. Frygten for den har bevirket (?), at den ud fra blot og bar magt mener, at den, uden at tage hensyn til nogen læresætning og idet den er ligeglad med, om den fører et helligt liv eller ej, kan fastsætte statutter om alle mennesker og deres ord og gerninger, som om den alene på grund af magten og åndens overhøjhed var Kristi bolig og kirke, skønt med den begrundelse Kristi kirke både kunne siges at være Satans kirke, han er jo verdens fyrste, eller tyrkernes kirke. Men end ikke i hedningernes riger går de mægtiges magt ud over visdom og godhed. Hvad da i kirken, alene den åndelige bedømmer alt, men han bliver ikke selv bedømt af nogen, som det siges 1 Kor 2,15. Derfor skal det ikke alene være paven eller den romerske kurie, med mindre de er åndelige. Men op imod hele deres frækhed stiller jeg bestandig det ubesejrede ord af Paulus fra 1 Kor 14,30: Hvis en anden, der sidder der, får en åbenbaring, skal den første tie. Her har du det klart, at paven og hvilkensomhelst anden høj herre, bør tie, hvis en anden, der er mindre i kirken, får en åbenbaring. Jeg for min del støtter mig til dette skriftsted og foragter bullens fræknhed, og påtager mig med frimodighed at forsvare artiklerne, for jeg vil ikke lade mig oplyse af selv en nok så stor fordømmelse med nøgne ord, selv ikke hvis det er paven og hele hans kirke, der kommer med den, kun af skriften vil jeg lade mig oplyse. Af disse artikler er den første: Den sætning er kættersk, men meget almindelig, at den nye lovs sakramenter giver nåde til dem, der ikke skyder en slå for. Jeg er uvidende med hensyn til min artikel, og jeg vil gerne have det at vide af jer, I udmærkede herrer respektivister, som erklærer nogle for respektivt kætterske, andre respektivt vildledende, andre for respektivt forargende. Hvad ser denne artikel hen til? til det kætterske? til det vildledende? til det forargende? eller hvad ser I hen til, når I fordømmer den? til den hellige skrift? til de hellige fædre? til troen? til kirken? hvad siger I? For hvis I ikke kan bevise den ødelæggende handling, men kun antyde det forkerte, erklærer jeg, at jeg ikke ved, hvad jeg mangler. Vil I have, kære spædbørn, at jeg skal sige jer det? Nuvel, jeg vil sige det. Denne artikel har to henseender. I den ene henseende ser den hen til papisterne, dens fordømmere, blandt hvilke den ser, at nogle er henholdsvis æsler, andre heste, som ikke har forstået noget, så at de er, som nogle, der slet intet forstår, og dog fordømmer alt. I den anden henseende ser den hen til den hellige skrift, som i Rom 14,23 lærer: Alt, hvad der ikke er af tro, er synd. Deraf følger, at den nye lovs sakramenter ikke giver nåde til de ikke-troende, eftersom den manglende tro er den højeste synd og den mest bastante slå at skyde for; den giver den kun til de troende. Det er nemlig alene troen, der ikke skyder en slå for, alle de andre er slåer, også selv om de ikke skyder den slå for, som sofisterne forestiller sig, om et aktuelt forsæt om en ydre synd. Jeg må tilstå, at artiklen ikke blot er min, men den katolske og kristne sandheds, og at bullen, der fordømmer den, er dobbelt kættersk, den er ugudelig og den er blasfemisk, og det er alle, som følger den, fordi de fornægter den synd, der ligger i den manglende tro, og taler i vanvid om, at de skyder slåen fra, hvis mennesket ophører med at synde, også selv om den vantro ikke tænker noget godt. Men det har jeg bevist mere udførligt i mine bøger, og det vi jeg bevise, hvis disse romerske vrøvlehoveder vover at bevise deres sætninger, for at gendrive mig. Den anden artikel. At nægte, at der forbliver synd i barnet efter dåben er at foragte både Paulus og Kristus. Og den vil jeg kræve, at de beviser, at de gør ret i at fordømme, hvis mine herrer, ud over at kunne se 'respektivt' ikke var stærblinde, så de ikke kunne finde ud af, under hvilken betegnelse de ville have den fordømt. For jeg véd ikke om, den er kætterske eller fejlagtig. Og det er jo ikke mærkeligt, når de, der fordømmer den, heller ikke véd det. Jeg fastholder altså også denne artikel, gennem apostelen Rom 7,25: Jeg tjener med mit sind Guds lov og med mit kød syndens lov. Her bekender apostelen meget passende selv om sig selv, at han synder i sit kød eller tjener synden. Og 1 Kor 1,30 hedder det, at Kristus er gjort til retfærdighed, visdom, helliggørelse og forsoning for os hos Gud. Men hvordan kan man helliggøre dem, der er helliggjorte. Det kan man kun, hvis man lytter til Åb 22,11: Den, der er hellig, skal stadig helliggøres. Men at helliggøres er at renses fra synd. Men hvad har henholdsvis Bullisterne og apostelen Paulus med hinanden at gøre? Disse er hele den universelle kirke, ved hvis autoritet Paulus står og falder, eftersom han er medlem og del af kirken. Herren anklager dig, Satan, og dine sataniske papister. Den tredie artikel. Syndens tønder, også selv om der ikke er nogen aktuel synd til stede, forhindrer sjælen i, når den forlader kroppen, at indgå i himlen. Ganske vist har jeg om denne sag endnu ikke truffet min beslutning, men jeg disputerer temmelig ivrigt og grundigt. Men jeg er i dag ikke sikker på, hvad der sker med den slags sjæle. Men vore papististke muldvarpe, skønt de endnu ikke har set, hvilken betegnelse denne artikel har, har besluttet, at den er værdig til fordømmelse, og de vover også at fastslå noget, som hele den universelle kirke ikke er klar over. Dog har jeg indtil nu foragtet denne forgæves og dumme fordømmelse, og jeg mener, at artiklen sandsynligvis er sand. For eftersom tønderet virkelig er synd, og det har jeg bevist ud fra Rom 7 og Gal 5, og ingen synd kan få lov til at gå ind i himlen, sådan som der står skrevet: 'Intet urent skal gå derind', så tror jeg, at syndens tønder vil blive fjernet fra den, der indgår i himlen. For jeg bryder mig ikke en døjt om deres drømmerier, hvorved de fortynder syndens tønder og kalder det syndens straf eller en defekt, imod den åbenlyse skrift, som kalder det synd og lærer, at den helbredes ved nåden, og nåden er en medicin mod en sand og ikke en fiktiv synd. Den fjerde artikel. Den døendes ufuldkomne kærlighed bringer nødvendigvis med sig stor frygt, hvilket i sig selv er tilstrækkeligt til at fremkalde skærsildens straf og forhindre indgangen i riget. Denne artikel følger af den foregående, og på lignende måde har jeg ikke fastholdt den, selv om jeg fastslår, at den sandsynligvis er sand, idet jeg først beder om dispensation for, at det er mit eget påfund, og det er det, også selv om bullen ikke går med til den slags, den kan nemlig kun fastholde den sandsynliggørelse, at den siger: Vi er de højeste i kirkens tyranni, ja, vi er de lærdeste og helligste, fulde af Helligånd, vi kan ikke tage fejl, også selv om vi går svanger med urenheden fra alle forbrydelser og med al uvidenhed, som en anden svovlpøl. Men med disse begrundelser kommer de ingen vegne med mig, men de kommer igennem hos dem, som frygter for, at hvis de tilslutter sig min opfattelse, så falder skærsilden ud af pavens hånd, eftersom det embede, der ryster de afdøde (hvis man da ikke vil sige tilbagekøber de afdøde) er højst indbringende, men nu ville få en så stor fordømmelse. De driver præste og munke ud i sult. Altså er det gerrigheden, der våger her, og den ophører ikke med sine frække, men hæsligt indbringende opfattelser, og når sandheden er blevet besejret, slår den ihjel. Femte artikel. At der er tre dele af boden: anger, bekendelse og fyldestgørelse, er ikke funderet på den hellige skrift og ikke på de gamle hellige kristne lærde. Jeg forstår godt, af hvilket hensyn denne artikel fordømmes, det er nemlig af hensyn til havesygen. Derfor véd jeg også godt, af hvad art deres henholdsvise bevisførelse er. Hvis artiklen var sand, da ville mennesker ikke give noget for fyldestgørelse og til aflad. Og vi ville ikke mere have noget, vi kunne forskrække dem med, bekendelser, reserverede tilfælde, indskrænkede tilfælde, udvidede tilfælde, altsammen noget, vi tjener godt på. Og således ville vi blive fattige, og gudsdyrkelsen ville formindskes, både vågenætter og messer. Men at indskrænke gudsdyrkelsen er ugudeligt. Derfor er Luther en kætter, den konsekvens står fast, set fra bullen til papisterne og omvendt. Hvis der er nogen alvorlig og dannet læser, der læser dette, så beder jeg dig ved Herren Jesus, at du er overbærende med min lethed og, om jeg så må sige, barnlighed. Du ser altså, at sagen mellem disse mennesker og mig, er at de er dobbelt så barnlige og dog praler af, at de heroiske fremfor alle mænd. Gid jeg må dø, hvis ikke jeg har kundskab om, at disse store og vigtige folkenes fyrster er bevæget af de ovennævnte mere en syv gange dumme og latterlige begrundelser, når de fordømmer mine bøger. Jeg forstår med sorg, at det kun kan være Guds vrede, der raser imod os; den underlægger os under disse kvindagtige børn og under dette menneskenes skidt, fra jordens yderste, og jeg er ved at sprænges på grund af sagens uværdighed. Min opfattelse var og er, at den fyldestgørelse, som nøglerne kan ophæve, ikke er en fyldestgørelse efter guddommelig ret, hvis den var det, ville den ikke kunne ophæves af nøglerne. Hvis disse bullefolk, som de plejer, pålægger mig noget andet med hensyn til denne artikel, hvad kommer det så mig ved, at antikristus lyver? Den sjette artikel. Den anger, der opnås ved diskussion af, erindring af og foragt for synderne, hvor man tænker over sine år i sin sjæls bitterhed, og hvor man overvejer sine synders alvorlighed, mængde, forskrækkelighed, dette, at man mister den evige salighed og opnår den evige fordømmelse, en sådan anger skaber hyklere, og altså større syndere. Hvilken utrolig blindhed og uvidenhed hos disse bullister. Min artikel er sikker og højst kristelig, og jeg kan ikke gå med til, at den fordrejes for mig af utallige paver og papister. Dette er nemlig den læresætning, jeg fastholder: Der kan ikke være tale om bod i noget øjeblik, hvis den ikke sker i tro og kærlighed, og det lærer de også selv, bortset fra at de ikke ved eller lærer, hvad tro er eller hvad kærlighed er, i den grad, at samtidig med, at de fordømmer mine sætninger, fordømmer de også deres egne ved en dum selvmodsigelse. Jeg vil altså sige, at den, der lærer bod på den måde, at han ikke har den større omhu med Guds barmhjertighed og troen på den, end dette bøddelembede har, han lærer en bod af Judas Iskariots art, han er en djævel for sjælene, og en bøddel for samvittighederne. Men læs disse sofisters bøger om boden, så vil du se, at de hverken nævner forjættelsen eller troen. For disse levende dele af boden udelader de og behandler udelukkende menneskene ud fra den døde anger. Men mere om det et andet sted. Men hvorfor skulle jeg påny bevise alle artiklerne, når de bøger foreligger, hvor jeg fuldt tilstrækkeligt har aflagt regnskab for dem alle, og når jeg vil fremkomme med yderligere begrundelser, hvis modstanderne ville fremlægge deres begrundelser. For hvad er det for en dumhed, at de vil have et svar fra mig på det ene, at de siger, at de har besluttet at fordømme alt mit, når jeg for min del om det samme har skrevet, at de selv skal erkende de vildfarelser, hvormed de hidtil har gjort Guds folk afsindigt, jeg har ikke forventet, at jeg skulle fordømmes, jeg, som véd og er opmærksompå, at disse ting forlængst er fordømt af dem, men jeg har retfærdiggjort mig med, at de skal fremføre skriftsteder og begrundelser. Jeg kan heller ikke gå med til, at de siger, at de selv har tænkt det. Jeg vidste nemlig godt det hele, men om de har tænkt ret, det er det, jeg har spurgt om, det er det, jeg ønsker opklaret, og se, det er der ingen, der vover at afsløre. Derfor kan jeg se, at disse æsler ikke blot ikke forstår mig og det, jeg siger, men af en sær sløvhed heller ikke har belært mig om det, jeg i mine bøger har spurgt om. De tror nemlig, at de i min opfattelse er den slags mennesker, hos hvem sandheden er, skønt det er, hvad jeg mindst af alt har troet om dem. Skønt jeg nemlig forlængst er blevet klar over, at alt dette er fordømt af dem, har jeg afsløret det, ikke som fordømmeligt, men som allerede fordømt af dem; jeg har fremført deres egen ugudelige, kætterske og blasfemiske fordømmelse; og de har lært, at de mener, at de kan have ret også uden at aflægge regnskab, og jeg vil hævde, at de er skyldige kættere og vildfarne ved en offentlig forbrydelse. De er selv som en latterlig citarspiller, der hele tiden fejlagtigt anslår den samme streng, de forudsætter det, der skal bevises, de aflægger intet andet regnskab end at 'vi fordømmer, hvad vi har fordømt', ved en ny dialektik beviser de det samme ved sig selv, fordømmelsen ved fordømmelsen. O uegnede og flove fordømmere, hvad gør I ved det sted hos Peter: 'I skal altid være rede til at aflægge regnskab om den tro og det håb, der er i jer'? Derfor, fordi disse papister og bullister er højst uvidende, når de stilles overfor skinnet af en åbenbar sandhed (?), og er så forvirrede og perplekse af frygt, at de ikke vover at sige noget til fordel for dem selv og deres mening, og højst ugerne forandrer denne frygtelige bulle, så retter jeg mig op ved fjendernes flugt, og modtager denne frygtlige fordømmelse som den stærkeste anerkendelse, og vender deres fordømmelse mod dem selv. Med hvilken begrundelse kan de nemlig fordømme sig selv mere, end at de, når de frygter for at have en fejlagtig og kættersk sag, og tvinges til at aflægge regnskab, griber til den sidste og forgæves elendige udvej, at de lukker øjne og ører og siger: jeg vil ikke, jeg fordømmer, jeg hører ikke, jeg tillader ikke. Hvis det var mig, der rasede på den måde, med hvilken hæder ville de så ikke triumfere over mig? Frygten anklager udartede sjæle. Derfor, for ikke at bebyrde læseren med for lang en omtale, hvis jeg skulle gennemgå de enkelte artikler, vil jeg med det, jeg her har skrevet, bevidne, at jeg bekender alt det, som er blevet fordømt af denne forbandelsesværdige bulle, er katolske dogmer, for hvilke jeg har aflagt regnskab i de bøger, der er udgivet. Dernæst ønsker jeg, at mine bøger, der er kommer ud i hele verden, i stedet for en offentlig fordømmelse skal regnes som værende imod disse ugudelige sofister, der forfører Guds folk, således at hvis de ikke ved at give begrundelser overbeviser mig og stadfæster deres sætninger, skal de i mine øjne så vidt det står til mig, regnes for skyldige, vildledende, kætterske, og jeg formaner, beder, bønfalder i Herren alle, som i sandheden bekender Kristus, at vogte sig for deres perverse og ugudelige læresætninger, og ikke tvivle på, at igennem dem er det den sande antikrist, der hersker over verden. Og hvis nogen broder foragter denne formaning, skal han vide, at jeg er renset for hans blod og er undskyldt ved Kristi sidste dom. Jeg har nemlig intet undladt af det, jeg skylder den kristne kærlighed. Og videre: Hvis jeg ikke på anden måde kan modstå disse ordrige og tomme fordømmere, så har jeg kun det sidste, jeg kan sætte ind, nemlig denne sjæl og dette blod. For det er bedre, at jeg dræbes tusind gange, end at jeg tilbagekalder én stavelse af de fordømte artikler. Og ligesom de ekskommunikerer mig på grund af deres ugudelige kætteri, således ekskommunikerer jeg også dem til gengæld, på grund af Guds hellige sandhed. Kristus, dommeren, vil se, hvilken ekskommunikation det er, der har gyldighed hos ham. Amen. Noter: n61:  I de filer, jeg har downloaded, er der byttet om på rækkefølgen, så nr 33 skal indsættes her mellem nr 29 og 30. Jeg har dog først opdaget det nu (jan 2007), hvilket jeg er lidt flov over. Oversættelsesvanskelighederne fra side 29 til 30 burde have gjort mig mistænksom. Oversigt over filerne, som jeg i sin tid downloadede fra jalb. fil nr 21: Titelblad. fil nr 23: (aij) (Højreside) IESVS MARTINVS LVTHERVS ......(#11) cum gaudio et summa gra fil nr 24 (venstreside) titudine ...... Coloniensium et Louvaniensium? (#19) fil nr 25 (højreside) (indryk)   Si hoc est  .... dolo, se occulta (#29) fil nr 26 (venstreside) re præsumsit ..... homines, discer- (#37) fil nr 27 (højreside) nunt hæreticos .... oportet, cum tantis Papi- (#45) fil nr 28 (venstreside) stis discernantur. .... pudentia. Esse (#53) fil nr 29 (b) (højreside) scilicet eos .... hæc horribilia Papistarum (#61) fil nr 30 (bij) (højreside) ad mortem nos offerimus ... omnia per omnia eos licent, (#69) fil nr 31 (venstreside) et non potius ... Ecclesiam catholicam (#76) fil nr 32 (biij) (højreside) facit, quosdam .... pro Catholicis dog (#83) fil nr 33 (venstreside) portenta tacere potestis. .... tyrannide expleatis (mangler) fil nr 34 (venstreside) matibus .... sed veritatis catholicae de (#92) fil nr 35 (højreside) Christianae ....     QVARTVS  (#101) fil nr 36 (venstreside) (indryk) Imperfecta .... dirumperer.     (#109) fil nr 37 (højreside) (indryk) Mea sententia .... quid meis libellis quaesierim (#116) fil nr 38 (venstreside) Arbitra  .... sanguine (#122) fil nr 39 (højreside) suo .... Amen. (#123)