Commentaria in Danielem Migne Patrologia Latina Bind XXV HieStr.CoInDa 25 Hieronymus af Stridon 340-420 Paris J. P. Migne 1845 tidligmoderne udgave, uden apparat; denne fil blev kodet i TEI-XML til universitetet i Zürichs Corpus Corporum-projekt (www.mlat.uzh.ch) af Ph. Roelli i 2013 klassisk latinsk ortografi latin Prolog. 617-618 Mod profeten Daniel skrev Porfyr et værk i tolv bøger, idet han nægtede, at det var skrevet af ham, hvis navn det bærer, men af en, der levede i Judæa på den tid, da Antiochos, som blev kaldt Epifanes, regerede, og at Daniel ikke så meget havde forudsagt det kommende, som at han havde fortalt om det forgangne. Endelig indeholder alt, hvad han har sagt indtil Antiochos, en sand historie; men hvis han har ment noget om tiden derefter, har han løjet, fordi han ikke kendte fremtiden. Dette besvarede Eusebius af Cæsarea, biskop, meget grundigt i tre bind, nemlig det attende, det nittende og det tyvende; også Apollinarius i ét stort bind, det seksogtyvende, og før disse delvis Methodius. Men eftersom det ikke er vores hensigt at svare på modstandernes bagvaskelser, som kræver en lang redegørelse, men at udlægge det, som profeten har sagt, for vore egne, det vil sige kristne, gør jeg allerede i indledningen opmærksom på, at ingen af profeterne har talt så åbent om Kristus. 619-620 Han skriver nemlig ikke blot, at han vil komme, hvilket han har tilfælles med de andre, men lærer også, på hvilket tidspunkt han vil komme; han opregner kongerne i rækkefølge, tæller årene og forudsiger de tydeligste tegn. Da Porfyr så, at alt dette var blevet fuldbyrdet og afsluttet, og ikke kunne benægte det, blev han overvundet af historiens sandhed og gav sig til denne bagvaskelse: Han hævder, at det, som siges at skulle ske ved verdens ende med Antikrist, blev opfyldt under Antiochos Epifanes på grund af ligheden med de begivenheder, der fandt sted under ham. Hans angreb er et vidnesbyrd om sandheden. Så stor var nemlig tilliden til det, der var sagt, at profeten for vantro mennesker ikke synes at have forudsagt det kommende, men at have fortalt om det forgangne. Hvis der imidlertid et eller andet sted under udlægningen af dette værk gives anledning til det, vil jeg kort forsøge at svare på hans bagvaskelse og med filosofiens kunster, ja med den verdslige ondskab, som han forsøger at omstyrte sandheden med, og med visse blændværk, der vil fratage øjnene deres klare lys, imødegå ham med en enkel forklaring. Derfor beder jeg jer, du meget lærdomselskende Pammachus, og Marcella, det eneste forbillede på romersk hellighed, som er forenet i tro og blod, om at støtte mine bestræbelser med jeres bønner, så Herren og Frelseren for sin egen sag, med sin egen indsigt, må svare gennem min mund, han som siger til profeten: Luk din mund op, så fylder jeg den (Sl. LXXX, 11). For hvis han, når vi bliver grebet og ført frem for dommere og domstole, formaner os til ikke at tænke over, hvad vi skal svare (Luk., XII), hvor meget mere kan han da føre sin egen kamp mod blasfemiske modstandere og sejre i sine tjenere? Derfor indeholder mange salmer også det hebraiske ord, som står i overskrifterne, LAMANASSE ( ), og som Septuaginta oversatte med til enden, snarere i betydningen til sejr. Aquila oversatte det nemlig med τῷ νικοποιῷ, det vil sige ham, der skænker sejren. Symmachus med ἐπινίκιον, som egentlig betyder triumf og palmegren. Men vi bør også vide, at Porfyr anfører mod os om Daniels bog, at den derfor synes opdigtet og ikke findes hos hebræerne, men er et værk på græsk, fordi der i fortællingen om Susanna står, at Daniel siger til de ældste: ἀπὸ τοῦ σχίνου σχίσαι, καὶ ἀπὸ τοῦ πρίνου πρίσαι, og at denne etymologi passer bedre til det græske end til det hebraiske. Det besvarede både Eusebius og Apollinarius med samme synspunkt: Fortællingerne om Susanna, Bel og dragen findes ikke på hebraisk, men er en del af profeten Habakkuks, Jesu søns, profeti af Levis stamme, sådan som der ifølge Septuaginta-oversætterne står i overskriften til selve fortællingen om Bel: Der var en præst ved navn Daniel, søn af Abda, kongens bordfælle i Babylon; skønt Den hellige Skrift vidner om, at Daniel og de tre unge mænd var af Judas stamme. Derfor markerede vi også for mange år siden, da vi oversatte Daniel, disse syner med en obelus som tegn på, at de ikke findes på hebraisk. Og jeg undrer mig over, at visse klynkende kritikere anklager mig, som om jeg havde forkortet bogen, når både Origenes, Eusebius, Apollinarius og andre kirkelige mænd og lærere i Grækenland, som jeg har sagt, bekender, at disse syner ikke findes hos hebræerne, og at de ikke bør svare Porfyr for sådanne ting, som ikke har nogen autoritet i Den hellige Skrift. Jeg vil også gøre læseren opmærksom på, at kirkerne læser Daniel ikke efter Septuaginta-oversætterne, men efter Theodotion, som ganske vist var vantro efter Kristi komme, selv om nogle kalder ham ebionit, hvilket vil sige en jøde af en anden slags. Origenes satte også asterisker i Vulgataudgaven af Theodotions værk for at vise, hvad der manglede, og markerede igen visse vers med obeler for at angive alt det overflødige. Når hele Kristi kirke, både grækere, latinere, syrere og egyptere, læser denne udgave med asterisker og obeler, så lad de misundelige tilgive mig mit arbejde, for jeg ønskede, at vore egne skulle have det, som grækerne flittigt læser i Aquilas, Theodotions og Symmachus' udgaver. Og hvis de, der råder over så store rigdomme af lærdom, ikke foragter jødiske mænds studier, hvorfor skulle den latinske fattigdom så foragte en kristen? Hvis hans værk ikke behager, bør hans vilje i det mindste tages imod. Men nu er tiden inde til at væve selve profetens ord sammen, ikke som vi plejer ved at fremlægge alt og udlægge alt, sådan som vi gjorde i de tolv profeter, men kort og med mellemrum kun at forklare det, der er dunkelt, så den enorme mængde bøger ikke volder læseren lede. For at forstå Daniels sidste dele er en mangfoldig græsk historieskrivning nødvendig: nemlig Sutorios Kallinikos, Diodoros, Hieronymos, Polybios, Poseidonios, Klaudios, Theon og Andronikos, med tilnavnet Alipios, som Porfyr siger, at han selv fulgte; også Josefus og dem, som Josefus nævner, især vores Livius, Pompeius Trogus og Justinus, som fortæller hele historien om det sidste syn og beskriver krigene i Syrien og Egypten, det vil sige Seleukos', Antiochos' og ptolemæernes krige, fra Alexander og indtil kejser Augustus. Og når vi undertiden tvinges til at mindes den verdslige litteratur og sige noget af dette, som vi for længe siden har udeladt, skyldes det ikke vores vilje, men, om jeg så må sige, den største nødvendighed: at vi kan bevise, at det, som de hellige profeter forudsagde mange tidsaldre før, findes nedskrevet både i grækernes, latinernes og andre folks skrifter. HER BEGYNDER BOGEN. 623 (Kap. I — vers 1.) I kong Jojakims, Judas konges, tredje regeringsår kom Nebukadnesar, Babylons konge, til Jerusalem og belejrede den. Jojakim var søn af Josija, og i hans trettende regeringsår begyndte Jeremias at profetere; under ham profeterede også kvinden Hulda. Det er den samme, der med et andet navn kaldes Eljakim, og han regerede over Judas stamme og Jerusalem i elleve år. Efter ham overtog hans søn Jojakin, med tilnavnet Jekonja, riget; i den tredje måned af sin regering, på den tiende dag, blev han taget til fange af Nebukadnesars hærførere og ført til Babylon, og i hans sted indsattes hans farbror Sidkija, Josijas søn. I hans ellevte år blev Jerusalem indtaget og ødelagt. Ingen må altså tro, at den Jojakim, der står i begyndelsen af Daniel, er den samme som den Joakim, der i begyndelsen af Ezekiel skrives Joachin. Den ene har nemlig den sidste stavelse -kin, den anden -kim. Af denne grund synes der i Matthæusevangeliet at mangle én slægtledsrække, fordi den anden τεσσαραδέκας ender med Jojakim, Josijas søn, mens den tredje begynder med Jojakin, Jojakims søn. Det vidste Porfyr ikke og byggede derfor en anklage mod kirken, hvorved han viste sin uvidenhed, idet han forsøgte at anklage evangelisten Matthæus for falskhed. (Vers 2.) Og Herren gav Jojakim, Judas konge, i hans hånd. At Jojakim omtales som overgivet, viser, at sejren ikke skyldtes modstandernes styrke, men Herrens vilje. Og en del af karrene fra Guds hus tog han med og førte dem til landet Sinear, ind i sin guds tempel, og bragte karrene ind i sin guds skatkammer (1 Mos. XI). Landet Sinear er Babylons område, hvor Dura-sletten lå, og det tårn, som de, der var draget fra øst, forsøgte at bygge helt op til himlen. Derfor fik stedet ved forvirringen af sprogene navnet Babylon, som oversættes til vores sprog med forvirring. Det skal samtidig i den åndelige tydning bemærkes, at Babylons konge ikke kunne føre alle Guds kar bort og anbringe dem i det afgudsbillede, han havde opdigtet, men kun en del af karrene fra Guds hus, som skal forstås som sandhedens læresætninger. For hvis du bladrer alle filosoffernes bøger igennem, må du nødvendigvis finde en del af Guds kar i dem. Hos Platon finder du Gud, verdens skaber; hos Zenon, stoikernes fører, underverdenen og udødelige sjæle samt det ene gode, hæderligheden. Men fordi de blander løgn med sandhed og ødelægger det gode i naturen med mange onder, siges de derfor at have taget en del af karrene fra Guds hus, men ikke alle karrene hele og fuldkomne. (Vers. 3.) Og kongen Ashpenaz sagde til forstanderen for sine eunukker [Vulgata udelader suorum], at han skulle føre nogle drenge frem blandt Israels sønner og blandt kongelig slægt og fyrsteslægter, drenge, som var uden legemsfejl. I stedet for Asphanez finder jeg i den vulgære udgave skrevet ἀβριεσδρὶ, og i stedet for φορθομμὶν, som Theodotion har brugt, har Septuaginta og Aquila oversat med »de udvalgte«, mens Symmachus har »partherne«, idet han forstår ordet som et folkenavn; vi oversætter det i overensstemmelse med den hebraiske udgave, som læses κατ' ἀκρίβειαν, med »fyrster«, især fordi der foran står »af kongelig slægt«. Derfor mener jøderne også, at Daniel, Hananja, Mishael og Azarja var eunukker, således at den profeti blev opfyldt, som profeten Esajas siger til Ezekias: »Og af din slægt vil de tage, og de vil gøre dem til eunukker i kongen af Babylons hus« (Isai. XXXVII, 7). Hvis de nu var af kongelig slægt, er der ingen tvivl om, at de var af Davids slægt. Medmindre det følgende står i modsætning til denne opfattelse: »Drenge eller unge mænd, som var uden legemsfejl, for at han skulle lære dem kaldæernes skrift og sprog.« Filon mener, at hebraisk selv er kaldæisk, fordi Abraham var fra Kaldæa. Hvis vi godtager dette, må vi spørge, hvordan de hebraiske drenge nu skal lære et sprog, de allerede kendte; medmindre vi, i overensstemmelse med nogles opfattelse, siger, at Abraham kendte to sprog, både hebraisk og kaldæisk. (Vers. 7.) Og forstanderen for eunukkerne gav dem navne: Daniel kaldte han Belsazzar, Hananja Sjadrak, Mishael Mesjak og Azarja, 625 Abed-Nego. Det er ikke blot forstanderen for eunukkerne eller læreren, og som andre har oversat det, ὁ ἀρχιευνοῦχος, der ændrer de helliges navne; også Farao kaldte Josef i Egypten Safenat-Panea (Gen. 41), fordi han ikke ville have, at de skulle bære jødiske navne i fangenskabets land [Al. Judæas]. Derfor siger profeten i salmen: »Hvordan skulle vi synge Herrens sang i et fremmed land?« (Ps. CXXXVI, 4). Herren ændrer derimod de gamle navne til noget godt og giver dem ud fra det, de betyder, navne, der betegner dyder: således kaldte han Abram Abraham og Saraj Sara (Gen. XVII). Også i evangeliet fik Simon navnet Peter (Marc. III), og Zebedæus' sønner blev kaldt tordensønner; ikke boanerges, som de fleste mener, men mere korrekt benereem. (Vers. 8.) Daniel besluttede i sit hjerte ikke at gøre sig uren med kongens bord eller med den vin, han drak, og bad derfor forstanderen for eunukkerne om ikke at blive uren. Den, som ikke vil spise af kongens bord eller drikke af hans vin for ikke at blive uren, ville, hvis han vidste, at selve babyloniernes visdom og lære var synd, aldrig have nøjedes med at sige, at han ikke måtte spise det. De lærer det imidlertid ikke for at følge det, men for at dømme og gendrive det. Det er som hvis nogen, der ville skrive mod astrologerne, selv var ukyndig i μαθήματος; han ville blive til spot, og det samme ville ske for den, der ville strides med filosofferne uden at kende filosoffernes læresætninger. De lærer altså kaldæernes lære med samme sindelag, som Moses havde lært hele egypternes visdom. (Vers. 9.) Men Gud gav Daniel nåde og barmhjertighed i forstanderens for eunukker øjne osv. Han, som på grund af sine forfædres synder blev ført i fangenskab, modtog straks løn for sine egne dyder. Han havde nemlig besluttet i sit hjerte ikke at gøre sig uren med kongens bord og havde foretrukket ringe føde frem for kongelige retter; derfor modtog han, fordi Herren skænkede ham det, nåde og barmhjertighed i forstanderen for eunukkernes øjne. Heraf forstår vi, at når de hellige undertiden elskes af vantro, sådan som omstændighederne kræver det, skyldes det Guds barmhjertighed og ikke de fordærvede menneskers godhed. (Vers. 12.) »Prøv os, jeg beder dig, dine tjenere i ti dage, og lad os få bælgfrugter at spise og vand at drikke.« Det er en utrolig stor tro: De lover sig ikke blot, at de skal blive velnærede af ringere føde, men fastsætter også et tidsrum. Det var altså ikke overmod, men tro, der fik dem til at foragte kongens retter. (Vers. 17.) Gud gav disse drenge kundskab og dannelse i al boglig lærdom og visdom, men Daniel gav han forståelse af alle syner og drømme. Bemærk, at Gud gav de hellige drenge kundskab og dannelse i verdslig litteratur, i al boglig lærdom og visdom. Symmachus har oversat dette med »grammatisk kunst«, så de forstod alt, hvad de læste, og ved Guds Ånd kunne dømme om kaldæernes kundskab. Daniel havde desuden dette særpræg frem for de tre drenge: De syner og drømme, hvori fremtiden vises gennem bestemte symboler og gåder, så han med et skarpt sind, sådan at det, andre så i et synsbillede, betragtede han med hjertets øjne. (Vers. 18.) Da de dage var gået, efter hvilke kongen havde befalet, at de skulle føres ind, førte forstanderen for eunukkerne dem frem for Nebukadnesar. Med de fuldendte dage skal du forstå en periode på tre år, som kongen havde fastsat, for at de efter at være blevet ernæret i tre år derefter skulle træde frem for kongen. (Vers. 20.) Og i hvert eneste spørgsmål om visdom og indsigt, som kongen stillede dem, fandt han dem ti gange bedre end alle spåmænd og magere, der var i hele hans rige. I stedet for spåmænd og magere har den vulgære udgave oversat med sophister og filosoffer; ikke i overensstemmelse med den filosofi og sofistiske lære, som grækernes dannelse lover, men i overensstemmelse med den barbariske nations lære, hvormed kaldæerne endnu den dag i dag filosoferer. Daniel levede indtil kong Kyros' første år. Senere skal vi forklare, hvordan han her beskrives som værende i live indtil kong Kyros' første år, mens det senere nævnes, at han var der i samme kong Kyros' tredje år og i Darius' første år. (KAP. II) (Kap. II.—Vers. 1.) I Nebukadnesars andet regeringsår havde Nebukadnesar en drøm, og hans ånd blev grebet af rædsel, og drømmen forsvandt fra ham. Hvis drengene efter tre år trådte frem for ham, sådan som han selv havde befalet, hvordan kan det så nu fortælles, at han så en drøm i sit andet regeringsår? Det forklarer jøderne således: Her sigtes der til det andet år af hans herredømme over alle de barbariske folkeslag, ikke blot over Judæa og kaldæerne, men også over assyrerne, egypterne, moabitterne og de øvrige folk, som han med Herrens tilladelse havde besejret. Derfor skriver Josefus også i den tiende bog af sine Oldtidskrøniker: »Efter det andet år efter Egyptens ødelæggelse så kong Nebukadnesar en forunderlig drøm, og hans ånd blev grebet af rædsel, og drømmen forsvandt fra ham.« Den ugudelige konge så en drøm om fremtidige begivenheder, for at Gud skulle herliggøres, når den hellige tydede det, han havde set, og for at de fanger, der tjente Gud i fangenskabet, skulle finde stor trøst. Det samme læser vi om Farao, ikke fordi Farao og Nebukadnesar havde fortjent at se det, men fordi Josef og Daniel viste sig værdige til gennem deres tydning at blive foretrukket frem for alle andre. (Vers. 2.) Kongen befalede derfor, at spåmændene, magerne, troldmændene og kaldæerne skulle tilkaldes for at fortælle kongen hans drømme. Da de var kommet, stillede de sig foran kongen. Det, vi kalder spåmænd, har de andre oversat med ἐπαοιδοὺς, det vil sige besværgere. Besværgere synes altså at være dem, der udfører en handling med ord. Magere er de, der filosoferer over de enkelte ting. Troldmænd er de, der bruger blod og ofre og ofte rører ved de dødes legemer. Hos kaldæerne mener jeg, at γενεθλιαλόγους [Al. γενεθλιολόγους] betegner dem, som folk kalder astrologer. Men sædvane og almindelig tale kalder magere for troldmænd; hos deres eget folk regnes de derimod for kaldæernes filosoffer, og konger og fyrster af samme folk gør alt for at tilegne sig denne kunsts kundskab. Derfor var det også dem, der ved vor Herre og Frelsers fødsel først forstod, at han var født, og som kom til det hellige Betlehem og tilbad barnet, idet en stjerne viste vej ovenfra (Matth. II). (Vers. 3.) Og kongen sagde til dem: »Jeg har haft en drøm, og mit sind er forvirret; jeg ved ikke, hvad jeg har set.« En slags skygge og, så at sige, en drømmens duft og et spor var blevet tilbage i kongens hjerte, så at han ved andres beretning kunne huske det, han havde set, og de ikke skulle bedrage ham med løgne. (Vers. 4.) Kaldæerne svarede kongen på aramæisk. Indtil dette sted fortælles det, der er læst, på hebraisk. Fra dette sted og indtil det syn i kong Belsassars tredje regeringsår, som Daniel så i Susa, er teksten skrevet med hebraiske bogstaver, men på kaldæisk sprog, som her kaldes aramæisk. (Vers. 5.) »Hvis I ikke fortæller mig drømmen og dens tydning, skal I omkomme, og jeres huse skal konfiskeres« osv. Han truer med straf og lover samtidig belønninger, for hvis de kan fortælle drømmen, vil han bagefter også tro på det, som er usikkert, nemlig hvad drømmen betyder. Men hvis de ikke kan fortælle det, som kongen, der var forvirret over meget, kunne huske, skal de også miste troværdigheden i den fremtidige tydning. Derefter følger det: (Vers. 9, 10.) »Fortæl mig altså drømmen, så jeg kan vide, at I også vil sige mig den sande tydning.« Kaldæerne svarede da foran kongen: »Der findes ikke noget menneske på jorden, som kan opfylde det, du siger, konge« osv. Magerne indrømmer det, spåmændene indrømmer det, og hele den verdslige boglige lærdom indrømmer, at forudviden om fremtiden ikke tilhører mennesker, men Gud. Heraf bevises det, at Guds profeter talte ved Guds Ånd, da de forkyndte det, der skulle komme. (Vers. 12, 13.) Da kongen hørte dette, befalede han i stor vrede og harme, at alle Babylons vise mænd skulle omkomme. Og da afgørelsen var afsagt, blev de vise mænd dræbt osv. Jøderne spørger, hvorfor Daniel og de tre drenge ikke gik ind til kongen sammen med de andre vise mænd, og hvorfor de ved den afsagte dom blev befalet at omkomme sammen med de øvrige. Det forklarer de således: På det tidspunkt, hvor kongen lovede belønninger, gaver og stor hæder, ville de ikke gå, for at de ikke skulle synes skamløst at begære kaldæisk rigdom og værdighed. Eller også var kaldæerne misundelige på deres hæder og kundskab; derfor gik de alene ind, som om de alene skulle modtage belønningen, og ønskede senere at have dem som fæller i faren, selv om de havde afvist dem, da de håbede på hæder. (Vers. 15.) Og han spurgte ham, som havde fået magt af kongen, af hvilken grund en så grusom afgørelse var udgået fra kongens nærhed. Kaldæerne vidste, at Daniel og de tre drenge var ti gange klogere og mere indsigtsfulde end alle spåmænd og magere i hele Kaldæa, og derfor havde de skjult kongens spørgsmål for dem, for at de ikke skulle blive foretrukket frem for dem ved tydningen af drømmen. Af denne grund spurgte Daniel om afgørelsens grusomhed, fordi han ikke kendte årsagen til den fare, der truede ham. (Vers. 16, 17.) Da Arjok havde fortalt Daniel, hvad der var sket, gik Daniel ind og bad kongen om at give ham tid til at meddele kongen tydningen. Derefter gik han hjem og fortalte sine ledsagere Hananja, Mishael og Azarja om sagen osv. Daniel beder om tid, ikke for gennem overvejelse og skarpsindighed at udforske det skjulte, men for at bede til det skjultes Herre. Derfor knytter han Hananja, Mishael og Azarja til bønnen, så han ikke skulle synes alene at stole på sin egen fortjeneste; når deres fare var fælles, skulle også bønnen være fælles. (Vers. 19.) Da blev mysteriet åbenbaret for Daniel i et syn om natten. Han lærer kongens drøm at kende gennem sin egen drøm; ja, både drømmen og dens tydning lærer han at kende gennem Guds åbenbaring, noget dæmonerne ikke kendte, og som den verdslige visdom ikke kunne vide. Derfor lærer apostlene også det mysterium at kende, som havde været ukendt for alle tidligere slægter, fordi Herren åbenbarer det. (Vers. 20.) Og Daniel velsignede himlens Gud og sagde osv. Til forskel fra dem, der færdes på jorden og med dæmoniske kunster og blændværk bedrager om jordiske ting, velsignede Daniel himlens Gud. »De guder, som ikke skabte himmel og jord, skal forgå.« (Vers. 21.) »Han ændrer tider og tidsaldre, flytter riger og grundlægger dem.« Derfor skal vi ikke undre os, når vi ser konger afløse konger og riger afløse riger; de styres, forandres og afsluttes efter Guds vilje. Han, som er alle tings skaber, kender årsagerne til hver enkelt ting, og han tillader ofte onde konger at rejse sig, for at onde kan straffe onde. Samtidig antyder han dette og forbereder gennem en almen drøftelse tilhøreren på, at den drøm, han så, handler om rigers forandring og tronfølge. Han giver de vise visdom og dem, der forstår, kundskab og dannelse. Det stemmer med det, der står skrevet: »Den vise hører og øger sin visdom« (Prov. I, 5). »For den, der har, skal der gives« (Matth. XXV, 29); og den sjæl, der brænder af kærlighed til visdommen, tilflyder Guds Ånd villigt. »I en fordærvet sjæl trænger visdommen ikke ind« (Sap. III). (Vers. 22.) Han åbenbarer det dybe og det skjulte, han kender det, der er i mørket, og lyset er hos ham. Den, som Gud åbenbarer det dybe for, og som kan sige: O dyb af Guds rigdom, visdom og kundskab (Rom. XI, 33), udforsker, når Ånden bor i ham, også Guds dybder, graver de dybeste brønde i sin sjæl og fører al den jord bort, som plejer at dække dybe vande; og han holder Guds bud, idet han siger: Drik vand af dine egne kar og af kilden i dine brønde (Ordsp. V, 15). Og det følgende: Han kender det, der er i mørket, og lyset er hos ham: Mørket betegner uvidenhed, og lyset kundskab og lære. Ligesom de ikke skjuler det forkerte for Gud, sådan omfatter og omgiver de det rette. Eller det skal forstås sådan, at det betegner alle dunkle og mystiske ting samt dybderne, i overensstemmelse med det, vi læser i Ordsprogene: Han forstår også lignelsen og den dunkle tale; dette betyder det samme som det, vi læser i Salmerne: Mørkt vand i luftens skyer (Sl. XVII, 12). For den, der stiger op til højderne og, idet han forlader det jordiske, som fuglene begærer den fineste luft og alt det æteriske, bliver til en sky, som Guds sandhed når, og som plejer at lade det regne over de hellige; og fyldt af megen kundskab har han mange mørke vande i sit hjerte, indhyllet i tåge, som Moses alene træder ind i (2 Mos. XXXIII), og taler med Gud ansigt til ansigt. Om ham står der skrevet: Han gjorde mørket til sit skjulested (Sl. XVII, 12). (Vers. 23.) Dig, mine fædres Gud, bekender jeg, og dig lovpriser jeg, fordi du gav mig visdom og styrke. For at det ikke skal synes at være hans egen fortjeneste, henfører han det, han har opnået, til fædrenes retfærdighed og til Guds trofasthed, som også forbarmer sig over deres efterkommere i fangenskabet. Og nu har du vist mig det, vi bad dig om, osv. Det, som de fire beder om, bliver vist den ene, så han både undgår hovmod, for at det ikke skal synes, at han alene har opnået det, og takker, fordi han alene har hørt drømmens mysterium. (Vers. 24.) Babylons vismænd må du ikke dræbe. Før mig frem for kongen, så vil jeg fortælle kongen tydningen, osv. Han efterligner Guds barmhjertighed, som beder for sine forfølgere og ikke vil, at de skal gå til grunde, for hvis skyld han selv skulle være gået til grunde. (Vers. 25.) Jeg har fundet en mand blandt Judas landflygtiges sønner, som kan kundgøre kongen tydningen. Han tilskriver sin egen omhu Guds nåde og siger, at han har fundet ham, skønt Daniel frivilligt havde tilbudt sig, for at han kunne blive ført frem for kongen; heri kommer sendebudenes karakter til udtryk, for når de bringer gode nyheder, vil de gerne have, at æren synes at være deres. Den, der lover at tyde drømmen, må naturligvis først fortælle drømmen. Og bemærk, at Daniel er af Judas slægt, ikke præst, sådan som Bels fortælling indeholder det til sidst. (Vers. 26.) Tror du virkelig, at du kan fortælle mig den drøm, jeg så, osv. Han følger spørgsmålets rækkefølge, så han først spørger om den drøm, som magikerne havde svaret, at de ikke kendte, og derefter søger drømmens tydning; når han har hørt drømmen og genkendt det, han havde set, vil han da tro både på den og på tydningen, som kan rumme mange forskellige gæt. (Vers. 27.) Det mysterium, som kongen spørger om, kan vismændene, magikerne, spåmændene og haruspicerne ikke kundgøre kongen. I stedet for haruspicerne, som vi har oversat, har hebraisk GAZARENOS, hvilket alene Symmachus har oversat med θύτας; grækerne plejer at kalde dem ἡπατοσκόπους, fordi de undersøger indvoldene og ud fra dem forudsiger fremtiden. Ved at kalde drømmens åbenbarede indhold et mysterium viser han, at alt, hvad der er skjult og ukendt for mennesker, kan kaldes et mysterium. Han fjerner også kongens urigtige mistanke, så han ikke skal tro, at det ved menneskelig kløgt er muligt at finde det, som er forbeholdt Gud alene at kende. (Vers. 28.) Men der er en Gud i himlen, som åbenbarer mysterier. Forgæves søger du altså hos mennesker på jorden det, som Gud alene kender i himlen. Og ved i det skjulte at føre ham bort fra dyrkelsen af mange guder leder han ham til erkendelsen af den ene Gud. 632 Som har kundgjort dig, kong Nebukadnesar, hvad der skal ske i de sidste tider. Uden at gøre sig skyldig i smiger, men med sandheden som ledsager, smigrer han kongen ved at sige, at Gud har åbenbaret ham de mysterier, der skal ske i de sidste tider. De sidste dage skal enten regnes fra det tidspunkt, hvor drømmen blev åbenbaret for Daniel, frem til verdens fuldendelse. Eller dette skal forstås sådan, at hele drømmens tydning sigter mod enden, hvor det billede og den statue, man ser, skal knuses. Din drøm og de syner, du havde i dit hoved på dit leje, er af denne art. Han sagde ikke: dine øjnes syner, for at vi ikke skulle tro, at der var tale om noget legemligt, men om syner i hovedet: For den vises øjne er i hans hoved (Sir. II, 14), nemlig i hjertets herskende del, i overensstemmelse med det, vi læser i Evangeliet: Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud (Matt. V, 8). Og: Hvad tænker I i jeres hjerter (samme sted, 4)? Andre formoder imidlertid i anledning af dette sted, at τὸ ἡγεμονικὸν ikke er i hjertet, men ifølge Platon i hjernen. (Vers. 29.) Du, konge, begyndte på dit leje at tænke over, hvad der skulle ske herefter. I stedet for det, der hedder herefter, har alene Septuaginta oversat de sidste dage. Hvis det læses således, lad os da omhyggeligt undersøge, hvor de sidste dage står skrevet, og gendrive dem, der ikke mener, at verden skal forgå. For de ville aldrig blive kaldt de sidste dage, hvis verden var evig. Og det, der siges: Du, konge, begyndte at tænke, angiver årsagerne til drømmen: Gud åbenbarede ham netop derfor fremtidens mysterier, fordi kongen selv ønskede at vide, hvad der skulle ske; og for at Nebukadnesar skulle undre sig over den guddommelige inspirations nåde, fortæller han ikke blot, hvad han havde set i drømmen, men også, hvad han i stilhed havde tænkt før drømmen. Og han, som åbenbarer mysterier, har vist dig, hvad der skal ske. Det, vi læser i Evangeliet: Han lader sin sol stå op over onde og gode (Matt. V, 45), forstår vi også som opfyldt over Nebukadnesar. Så stor er den almægtige Guds barmhjertighed, at han endog åbenbarede Nebukadnesar mysterierne i den forvaltning, hvormed han styrer verden. Lad os spørge dem, der hævder, at naturerne er forskellige, hvilken natur de mener Nebukadnesar tilhører, den gode eller den onde. Hvis den gode: hvorfor kaldes han ugudelig? Hvis den onde (som det er sikkert), hvorfor viste Gud sine mysterier til den onde og jordiske, det vil sige χοϊκῷ? (Vers. 30.) Det er heller ikke, fordi jeg har større visdom end alle andre levende, at dette mysterium er åbenbaret for mig, men for at tydningen kunne blive klar for kongen, og du kunne få kendskab til dit sinds tanker. Kongen havde ment, at menneskelig kløgt kunne rumme kundskab om fremtiden, og derfor havde han befalet, at Babylons vismænd skulle dræbes. Daniel undskylder altså dem, der ikke havde kunnet svare, og undgår selv misundelse, for at ingen skal mene, at han har sagt det, han vil sige, ud fra sin egen visdom. Årsagen til den profetiske åbenbaring er kongens ønske, for han ville kende det, der skulle ske. Han ærer derfor kongen, når han siger, at mysterierne er blevet åbenbaret for ham af Gud på grund af kongens ønske om kundskab. Og dette må man tage i betragtning: De drømme, hvori noget, der skal ske, antydes, og sandheden så at sige vises gennem en sky, er ikke tilgængelige for tydere eller menneskelig dømmekraft, men for Guds kundskab alene. (Vers. 31.) Du, konge, så, og se, en vældig statue. I stedet for statue, det vil sige ἀνδριάντι, som Symmachus er den eneste, der har oversat således, har de øvrige oversat det med billede, fordi de med dette ord ville angive en lighed med det fremtidige. Lad os følge den profetiske fortolkning og, idet vi udlægger Daniels ord, udfolde mere udførligt det, som han har sagt kortfattet. (Vers. 38.) Så er du altså hovedet af guld. Hovedet af guld er du, konge. Herved vises det, at det første, babyloniske rige sammenlignes med det kostbareste guld. (Vers. 39.) Efter dig skal der opstå et andet rige, ringere end dit, af sølv [Vulg. udelader det]. Nemlig medernes og persernes rige, som ligner sølv, mindre end det foregående og større end det følgende. Og et tredje rige af bronze [Vulg. af kobber], som skal herske over hele jorden. Det betegner Alexander og makedonernes rige samt Alexanders efterfølgere. Det kaldes med rette et bronzerige: Af alle metaller er bronze nemlig det mest klangfulde, det klinger klarere, og dets lyd breder sig vidt omkring, så det ikke blot skulle vise rigets ry og magt, men også det græske sprogs veltalenhed. (Vers. 40.) Og det fjerde rige skal være som jern: Ligesom jern knuser og undertvinger alt, således skal det knuse og sønderbryde alt dette, osv. Det fjerde rige, som tydeligt angår romerne, er jern, der knuser og undertvinger alt. Men dets fødder og tæer er delvis af jern og delvis af ler, hvilket i vor tid bekræftes meget tydeligt. For ligesom intet i begyndelsen var stærkere og hårdere end Romerriget, sådan er intet ved verdens ende svagere, eftersom vi både i borgerkrige og mod forskellige folkeslag har brug for hjælp fra andre barbariske folk. Ved afslutningen på alle disse riger af guld, sølv, bronze og jern er en sten blevet hugget løs, Herren og Frelseren, uden hænder, det vil sige uden samleje og menneskesæd, af en jomfrus skød; og efter at alle riger er knust, er den blevet til et stort bjerg og har fyldt hele jorden. Dette henfører jøderne og den ugudelige Porfyr fejlagtigt til Israels folk; de vil, at det ved tidernes ende skal være stærkest, knuse alle riger og herske evigt. (Vers. 45.) Den store Gud har vist kongen, hvad der skal ske sidenhen; og drømmen er sand, og dens tydning pålidelig. Igen siger han, at åbenbaringen af drømmen ikke skyldes hans egen fortjeneste, men er givet for at tydningen kunne blive klar for kongen og lære kongen, at Gud alene skal dyrkes. (Vers. 46.) Da faldt kong Nebukadnesar på sit ansigt og tilbad Daniel, og han befalede, at man skulle bringe ham ofre og brænde røgelse for ham. Kongen talte altså til Daniel og sagde: 635 (Vers. 47.) Sandelig, jeres Gud er gudernes Gud og kongernes Herre, og han åbenbarer mysterier, eftersom du kunne åbenbare dette mysterium. Han tilbeder altså ikke så meget Daniel som Gud i Daniel, den Gud, der åbenbarede mysterierne. Det samme læser vi, at Alexander den Store, makedonernes konge, gjorde hos ypperstepræsten Jojada. Og hvis dette ikke forekommer rimeligt, må man sige, at Nebukadnesar, forvirret af tegnenes storhed og sin forbavselse, ikke vidste, hvad han skulle gøre, så han, der erkendte den sande Gud og kongernes Herre, tilbad hans tjener og brændte røgelse for ham. (Vers. 48.) Da ophøjede kongen Daniel, gav ham store og mange gaver og satte ham til fyrste over alle Babylons provinser osv. Og her forsøger Kirkens bagvasker at bebrejde profeten, at han ikke afslog gaverne og villigt tog imod den babyloniske ære: Han tager ikke i betragtning, at kongen netop derfor havde set drømmen, og at tydningen af dens mysterier var blevet åbenbaret gennem drengen, for at Daniel kunne vokse og på fangenskabets sted blive fyrste over alle kaldæerne, og for at Guds almagt kunne blive kendt. Vi læser, at det samme skete med Josef hos Farao og i Egypten (Gen. XLI), og med Mordokaj hos Ahasverus (Esther, VIII), for at de fangne og landflygtige jøder hos begge folk kunne have trøst, når de så en mand af deres eget folk blive fyrste over egypterne eller kaldæerne. (Vers. 49.) Daniel bad da kongen om det, og han satte Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego over forvaltningen af Babylons provins. Daniel selv var ved kongens porte. Han glemmer ikke dem, sammen med hvem han havde påkaldt Herren, og som havde udsat sig for fare sammen med ham. Derfor gør han dem til dommere over provinserne, mens han selv ikke viger fra kongens side [Al. trak sig tilbage]. (KAP. III) (Kap. III.—Vers. 1.) Kong Nebukadnesar lod lave en gylden statue, tres alen høj og seks alen bred. Så hurtigt glemmes sandheden: Han, som for kort tid siden havde tilbedt Guds tjener som en gud, befaler nu, at der skal laves en statue af ham selv, for at han selv kan blive tilbedt i statuen. At den er af guld og af enorm vægt, har til formål at vække forbløffelse hos dem, der ser den, og at få en livløs ting til at blive tilbedt som Gud, mens enhver helliger sin egen grådighed. Gennem de fangnes skæbne gives der imidlertid barbariske folk en anledning til frelse (Kol. III): De, som først gennem Daniels åbenbaring havde lært den ene Guds magt at kende, skulle også gennem de tre drenges mod lære at foragte døden [Al. at døden bør foragtes] og ikke dyrke afguder. (Vers. 1.) Og han opstillede den på sletten Dura i Babylons provins. I stedet for Dura har Theodotion oversat med Deira, Symmachus med Durau, og Septuaginta med περίβολον, hvilket vi kan kalde en dyrehave eller et indelukket sted. (Vers. 2.) Da sendte kong Nebukadnesar bud efter satrapper, embedsmænd og dommere, hærførere og tyranner, forvaltere og alle landenes fyrster. Det høje står mere udsat og styrter hurtigere, når det er ophøjet. Fyrsterne samles for at tilbede statuen, så folkene kan forføres gennem fyrsterne. For de rige og mægtige, som frygter at miste rigdom og magt, bringes lettere til fald. Når embedsmændene først er blevet forført, går de undergivne folk til grunde efter deres overordnedes eksempel. (Vers. 4, 5.) Og herolden råbte med høj røst: »Til jer siges det, folk, stammer og tungemål: I den time, hvor I hører lyden af trompeten osv.« Det skal ikke forstås, som om alle folk fra alle nationer kunne samles på sletten Dura og tilbede den gyldne statue, men sådan, at man mener, at alle folk og nationer tilbad den gennem deres fyrster. Når jeg gennemgår hele Den Hellige Skrift i tankerne — medmindre glemsel narrer mig — finder jeg ingen steder, at nogen af de hellige har tilbedt Gud ved at kaste sig ned; men enhver, der har tilbedt afguder, dæmoner eller forbudte ting, siges at tilbede ved at kaste sig ned, sådan som det sker gentagne gange på dette sted. I evangeliet siger Djævelen til Herren: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du kaster dig ned og tilbeder mig« (Matt. IV, 9). Men også dette må siges: Alle kættere, som ved den verdslige veltalenheds glans sammenstykker en falsk lære, laver en gylden statue og tvinger, så vidt det står til dem, gennem overtalelse folk til at kaste sig ned og tilbede falskhedens afgud. (Vers. 7.) Efter dette, så snart alle folk havde hørt lyden af trompeten, fløjten osv., skete det altså straks. Det skal forstås i samme betydning som ovenfor, så vi opfatter alle folk som repræsenteret ved fyrsterne. For alle nationerne kunne ikke være til stede på én gang. (Vers. 8.) Og straks, i selve det øjeblik, kom nogle kaldæiske mænd til og anklagede jøderne osv. De misundte dem, fordi de var sat over kongens forvaltning i Babylon, og de blev stødt over deres fremmede gudsdyrkelse og deres afvisning af afguderne; derfor greb de lejligheden til at anklage dem hos kongen. Derpå følger: (Vers. 12.) »Der er altså nogle jødiske mænd, som du har sat over forvaltningen af den babyloniske provins, Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego; de har foragtet dit dekret.« [Vulg. »Disse mænd har foragtet dit dekret, konge«] Og på en måde siger de således: »Dem, du har sat over os og gjort til fyrster, skønt de er fangne og slaver, er blevet hovmodige; de foragter dine befalinger, dyrker ikke dine guder og tilbeder ikke den gyldne statue, som du har rejst.« Det, vi sagde i begyndelsen af dette syn, bliver her tydeligere bekræftet: at Nebukadnesars guder er én ting, og den gyldne statue, som han befalede rejst til sin egen dyrkelse, noget andet; for i det følgende siger kongen selv: »I dyrker ikke mine guder og tilbeder ikke den gyldne statue, som jeg har opstillet« osv. Nogle siger, at dette er Den Hellige Skrifts skik: at omtale én afgud i flertal, sådan som det hedder i Anden Mosebog om kalven: »Dette er dine guder, Israel, som førte dig ud af Egyptens land« (2 Mos. XXXII, 4). Og i Kongebogen fortælles det, at Jeroboam, da han opstillede en gylden kalv i Betel, lavede afguder (1 Kong. XII). Omvendt omtales mange dæmoner i ental, som hos Esajas: »Han bøjer sig ned og tilbeder den, og idet han aflægger et løfte, siger han: Du er min gud« (Es. XLIV, 17). (Vers. 14.) »Kast jer ned og tilbed den statue, som jeg har lavet.« Skønt han i sit raseri havde befalet, at drengene skulle føres frem, giver han dem dog tid til anger, så at den tidligere skyld kan få tilgivelse, hvis de kaster sig ned og tilbeder; men hvis de nægter at tilbede, skal den umiddelbare straf være den brændende ovn. (Vers. 15.) »Og hvem er den gud, som kan befri jer fra min hånd?« osv. Han mener den, hvis tjener du for kort tid siden tilbad, og som du erklærede for i sandhed at være gudernes Gud og kongernes Herre. 638 (Vers. 16.) Kong Nebukadnesar, det er ikke nødvendigt, at vi svarer dig om denne sag. På hebraisk står der ikke »konge«, sådan som i Septuaginta, for at de ikke skulle synes at smigre den ugudelige eller kalde ham konge, når han tvinger dem til uretfærdighed. Hvis en stridslysten læser også »konge«, vil vi sige, at de ikke på trods udfordrer kongen til at udgyde deres blod, men giver kongen den skyldige ære på en sådan måde, at dyrkelsen af Gud ikke krænkes. Når de siger: »Det er ikke nødvendigt, at vi svarer dig om denne sag«, er meningen: Du behøver ikke høre ord, hvis styrke og standhaftighed du nu selv vil få bevist gennem selve handlingerne. (Vers. 17.) »Se, vor Gud, som vi dyrker, kan befri os fra den brændende ildovn og frelse os fra dine hænder, konge.« Netop det, hvormed han havde troet at skræmme drengene, ser han nu blive anledning til deres mod. De lader heller ikke hjælpen vente, men lover sig selv hjælp straks, idet de siger: »Se, vor Gud, som vi dyrker, kan selv befri os både fra den ild, du truer os med, og fra dine hænder.« (Vers. 18.) »Men hvis han ikke vil.« Det er smukt, at de til det, de havde sagt: »Han kan befri os«, ikke føjer det modsatte: »Hvis han ikke kan«, men: »Hvis han ikke vil«, så deres undergang, hvis den kommer, ikke skyldes Guds manglende evne, men hans vilje. Lad det stå dig klart, konge, at vi ikke dyrker dine guder, og at vi ikke tilbeder den gyldne statue, som du har rejst. Hvad enten vi vil læse »statue«, sådan som Symmachus har det, eller »gyldent billede«, sådan som de øvrige har oversat det, bør Guds dyrkere ikke tilbede den. Derfor skal verdslige dommere og fyrster, som tilbeder kejsernes statuer og billeder, forstå, at de gør det, som de tre drenge ved at nægte at gøre behagede Gud. Og bemærk den præcise sprogbrug: De siger, at guder dyrkes, mens et billede tilbedes; ingen af delene sømmer sig for Guds tjenere. (Vers. 19.) Da blev Nebukadnesar fyldt af raseri, og hans ansigtsudtryk forandrede sig. I nogle salmer står overskriften: For dem, der skal forvandles. Ordet forvandling er altså tvetydigt og kan betyde både fra godt til ondt og fra ondt til godt. Nebukadnesars forandring af ansigtet kan dog ikke forbindes med den gode betydning. Nogle henfører også salmernes overskrift fra godt til ondt: nemlig at de, som af naturen burde have forstået Gud, blev forvirrede og forandrede ved sindets uro og raseri mod Kristus og hans hellige. (Vers. 20.) Og han befalede, at ovnen skulle ophedes syv gange mere, end man plejede at ophede den, og han befalede de tapreste mænd i sin hær at binde Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego om fødderne og kaste dem i den brændende ovn. Det var, som om en almindelig og sædvanlig ild ikke kunne fortære de tre drenges legemer; men raseri og vrede, som ligger nær på vanvid, kan ikke holde måde. Han vil skræmme dem med truslen om en mangfoldig straf, skønt han så, at de var rede til døden. (Vers. 21.) Og straks blev disse mænd, bundet i deres bukser, hovedbeklædninger, sko og klæder, kastet ind midt i den brændende ovn osv. I stedet for bukser, som Symmachus har oversat med ἀναξυρίδας, har Aquila og Theodotion sagt saraballa, og ikke sarabara, som der fejlagtigt læses. På kaldæernes sprog kaldes menneskers ben og skinneben saraballa, og ved samme ord kaldes også deres bukser, som dækker benene og skinnebenene, så de nærmest betyder ben- og skinnebensbeklædning. Tiara er et græsk ord, som ved brug er blevet overført til latin; om den siger Vergil også (Æneiden VII): Og scepteret og den hellige tiara. Det er en slags lille hovedbeklædning, som perserne og kaldæerne bruger. (Vers. 22.) Men flammen fra ilden dræbte de mænd, som havde ført Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego bort. Det var netop de mænd, om hvem han ovenfor havde sagt: Og han befalede de tapreste mænd i sin hær at binde Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego om fødderne og kaste dem i den brændende ovn [ell. den brændendes]. Nebukadnesar mistede altså ikke tilfældigvis nogle som helst tjenere, men stærke mænd fra hele sin hær, de mest kampberedte af alle, så han ikke blot skulle frygte miraklet, men også mærke tabet af sin hær. (Vers. 23.) Disse tre mænd, nemlig Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, faldt bundne ned midt i den brændende ovn. Og de vandrede midt i flammerne, mens de lovpriste Gud og velsignede Herren. Men Azarja stod op og bad således, og han åbnede sin mund midt i ilden og sagde: Et stort mirakel: de bundne bliver kastet i ovnen og styrter ned midt i ilden; de lænker, som de er bundet med, brænder, men flammen frygter de bundnes legemer og rører dem ikke. Her til læser hebræerne. Det, der følger fra dette sted til slutningen af de tre drenges Lovsang, findes ikke på hebraisk; for at vi ikke helt skal synes at have forbigået det, må der siges lidt om det. (Vers. 26.) Lovet være du, Herre, vore fædres Gud, og dit navn være prisværdigt [ell. prisværdigt] og herligt i evighed, for du er retfærdig i alt, hvad du har gjort mod os [Vulgata: i os] osv. Når vi er trængt af forskellige bekymringer, skal vi tale sådan af hele vores hjerte og bekende, at hvad der end hænder os, udholder vi det med rette, så det kan opfyldes på os, som der står skrevet: Judas døtre jublede og glædede sig over alle dine domme, Herre (Sl. XCVI, 8). (Vers. 29.) For vi har syndet og handlet uretfærdigt, idet vi fjernede os fra dig, og vi har forbrudt os i alt. De tre drenge havde ganske vist ikke syndet, og de var heller ikke i den alder, da de blev ført til Babylon, at de skulle straffes for deres egne laster. Hvordan kan de da tale på folkets vegne? På samme måde skal apostlens ord forstås: For jeg gør ikke det, jeg vil, men det, jeg ikke vil, det gør jeg (Rom. VII, 19), og det øvrige, som står skrevet samme sted. (Vers. 37.) For, Herre, er vi blevet færre end alle folk, og er vi i dag ydmyget over hele jorden på grund af vore synder, og der er på denne tid hverken fyrste, profet eller fører osv. Disse vers kan bruges, når Kirken på grund af folkets synder lider mangel på hellige mænd og lærere, som er meget kyndige i Guds lov, og når der under forfølgelser ikke frembæres offer og offergave. Nogle henfører også dette sted til det himmelske Jerusalem, idet de mener, at sjælene, som er styrtet ned til det jordiske og befinder sig på et sted med tårer og forvirring, begræder gamle synder og det øvrige, som den profetiske tale omfatter; men dette godtager Guds Kirke ikke. (Vers. 39.) 641 Men må vi modtages med en sønderknust sjæl og et ydmygt sind, som ved et offer af væddere og tyre osv. Både dette sted og det følgende: Velsign Herren, retfærdiges ånder og sjæle, og i salmerne: Et offer for Gud er en sønderbrudt ånd; et sønderbrudt og ydmygt hjerte ringeagter Gud ikke (Sl. L, 19), har fået nogle til at ville finde én ånd i mennesket ud over Helligånden og en anden sjæl. Men de får vanskeligt ved at forklare, hvordan to substanser og to indre mennesker kan siges at være i ét menneske uden kød og uden Helligåndens nåde. (Vers. 46.) Og de tjenere, som havde ført dem bort, ophørte ikke med at fyre den brændende ovn med nafta og blår. Sallust skriver i sine historiske værker, at nafta er en slags brændsel hos perserne, som de især bruger til at næres ilden med. Andre mener, at tørrede olivenkerner, som kastes bort sammen med olieresterne, kaldes nafta; derfor hedder den også på græsk πυρίνη, fordi den nærer πῦρ, det vil sige ilden. (Vers. 49.) Herrens engel steg ned sammen med Azarja og hans ledsagere i ovnen og slog ildens flamme ud af ovnen osv. Når sjælen er knuget af forvirringer og optaget af mange bekymringer, og den har opgivet menneskers hjælp og med hele sit sind har vendt sig til Herren, stiger Herrens engel, det vil sige Guds ord, ned til den og slår den brændende flammes hede bort, så fjendens glødende pile ikke på nogen måde trænger ind i vort hjertes indre, og vi ikke lukkes inde i hans ovn. (Vers. 57, 58.) Velsign alle Herrens værker Herren; lovpris og ophøj ham i evighed. Velsign Herrens engle Herren; lovpris og ophøj ham osv. Efter først at have fremsat den almindelige lovprisning, at hele skabningen skal lovprise Herren, opfordrer han i det følgende enkeltvis engle og himle, vande og kræfter, sol og måne, regn og dug, ånd, ild og hede, kulde og varme og det øvrige, som det ville være langt at opregne. Således opfordrer han også kilder og have, havdyr og fugle, vilddyr og husdyr til at lovprise Herren, og menneskenes børn, og efter hele menneskeslægten Israel, og blandt Israel præsterne og Herrens tjenere, de retfærdiges ånder og sjæle, de hellige og ydmyge af hjertet. Til sidst nævner han Hananja, Azarja og Mishael, som ved den velgerning, de nu har modtaget, opfordres til at lovprise Herren. Hele skabningen lovpriser imidlertid Herren ikke med stemmen, men med sit værk, fordi Skaberen følgelig forstås ud fra det skabte, og Guds storhed åbenbares i hvert enkelt værk og hver virkning. (Vers. 87.) Velsign, hellige og ydmyge af hjertet osv. Både dette vers lærer os at have ydmyghed i hjertet, og det samme gør det, der siges i evangeliet: Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle (Matt. XI, 29). Den ydmyghed i hjertet kaldes et andet sted fattigdom i ånden, for at vi ikke skal løfte os i hovmod eller søge ære gennem en påtaget ydmyghed, men bøje os af hele hjertet. Hidtil har vi kort berørt Theodotions udgave, den bekendelse og lovprisning af de tre drenge, som ikke findes på hebraisk; herefter følger vi den hebraiske tekst. (Vers. 91.) Da blev kong Nebukadnesar forbløffet og rejste sig hurtigt. Han sagde til sine stormænd: Har vi ikke kastet tre mænd, bundne med lænker, ind midt i ilden? Da fyrsterne er blevet straffet, bliver kongen tugtet, så han, mens han lever, kan herliggøre Gud. Han spørger sine stormænd, hvis anklage og råd havde fået ham til at kaste de tre drenge i ovnens ild, for at de, når de svarer, at de havde kastet tre drenge i ovnen, skal kunne meddele ham og vise ham det. (Vers. 92.) De svarede kongen: Ja, konge. Kongen svarede [Vulgata udelader konge] og sagde: Se, jeg ser fire mænd, som er løst fra deres bånd og vandrer midt i ilden; der er ingen skade på dem, og den fjerdes skikkelse ligner en Guds søn. Jeg siger det igen: Hvor vis er ikke ilden, hvor uudsigelig er ikke Guds magt! Legemerne er bundet med lænker, lænkerne brænder, men legemerne brænder ikke. Hvad angår den fjerdes skikkelse, som han siger ligner en Guds søn, må vi enten forstå en engel, sådan som Septuaginta oversatte det, eller, som de fleste mener, Herren og Frelseren. Men jeg ved ikke, hvordan den ugudelige konge skulle fortjene at se Guds søn. Derfor skal vi ifølge Symmachus, som oversatte det således: Den fjerdes skikkelse ligner guders sønner, ikke Guds, forstå dem som engle, der meget ofte kaldes både guder og guders eller Guds sønner. Dette gælder den historiske betydning. Men i den typologiske betydning foregriber denne engel eller Guds søn vor Herre Jesus Kristus, som steg ned i helvedes ovn, hvor både synderes og retfærdiges sjæle blev holdt indespærret, for uden at brænde eller skade dem at befri dem, der var indesluttet i dødens lænker. (Vers. 93.) Da gik Nebukadnesar hen til åbningen af den brændende ovn og sagde: Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego, den højeste Guds tjenere, kom ud og kom herhen. Og straks kom Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego ud fra ilden. Skrækslagen af frygt spørger han ikke drengene gennem budbringere, men kalder dem selv ved navn, idet han kalder dem den højeste Guds tjenere og beder dem komme ud til ham, de mænd som han havde kastet bundne i ovnen. (Vers. 95.) Lovet være Sjadraks Gud [Vulgata tilføjer deres], nemlig [Vulgata tilføjer nemlig] Mesjaks og Abed-Negos Gud, som sendte sin engel og udfriede sine tjenere, der troede på ham osv. Den, som han ovenfor kaldte Guds søn, kalder han her en engel, selv om [ell. som] den forudgående er blevet kaldt en lighed med Guds søn og ikke selve Guds søn. Nebukadnesar tager altså igen imod bekendelsen af Gud, og efter at have fordømt afguderne lovpriser han de tre drenge, som ikke ville tjene eller tilbede nogen gud ud over deres egen Gud, og han undrer sig over, at ilden ikke har kunnet røre Guds hellige. Hvad han siger: (Vers. 96.) Derfor har jeg nu fastsat denne forordning: Ethvert folk, enhver stamme og ethvert tungemål, som taler bespotteligt mod Sjadraks, Mesjaks og Abed-Negos Gud, skal gå til grunde, og hans hus skal lægges øde. For der findes ingen anden Gud, som kan frelse således. Nogle henfører dette på den værste måde til djævelen, idet de mener, at han ved verdens afslutning og tidernes ende også selv vil få kundskab om Gud og opfordre alle til omvendelse, og de vil gøre ham til kongen af Nineve, som til sidst steg ned fra hovmodets trone og opnåede ydmyghedens belønning. (Vers. 97.) Da forfremmede kongen Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego i provinsen Babylon. De, som ovenfor siger, at de tre drenge ikke var dommere over provinserne, men forstandere for de enkelte arbejdsområder i Babylon, vil her også have, at de blev gjort til dommere over provinserne. (Vers. 98 ff.) Kong Nebukadnesar til alle folk, nationer og tungemål, som bor over hele jorden: Må jeres fred blive mangfoldig. Den højeste Gud har gjort tegn og undere hos mig; derfor har det behaget mig at forkynde hans tegn, fordi de er store, og hans undere, fordi de er mægtige, og hans rige, fordi det er et evigt rige, og hans magt fra slægt til slægt. Nebukadnesars brev er anbragt i profetens bogrulle, for at man skal tro, at det ikke er en bog, som senere er opdigtet af en anden, sådan som bagvaskeren Porfyr lyver, men at den tilhører Daniel selv. (KAP. IV) (Kap. IV – Vers. 1.) Jeg, Nebukadnesar, levede roligt i mit hus og blomstrede i mit palads. Historien er ganske klar og kræver ikke megen fortolkning: Nebukadnesar, som havde vakt Guds vrede, blev gjort vanvittig og levede i syv år blandt vilde dyr, ernærede sig af græsrødder og blev derefter ved Guds barmhjertighed genindsat i riget; da lovpriste og herliggjorde han himlens konge, fordi alle hans værker er sande, hans veje retfærdige, og han kan ydmyge dem, der vandrer i hovmod. Men de, som gennem Nebukadnesar vil forstå den modsatrettede magt, som Herren taler om i evangeliet: Jeg så Satan falde som et lyn fra himlen (Luk. X, 18), og Johannes i Åbenbaringen, hvor han siger, at dragen, da den faldt til jorden, rev en tredjedel af stjernerne med sig (Åb. XII), og Esajas: Hvor er ikke morgenstjernen faldet, han som stod op ved morgengry (Es. XIV, 22), hævder, at det på ingen måde kunne ske, at et menneske, som var opdraget i luksus, skulle spise hø og i syv år leve blandt vilde dyr uden at få kroppen sønderrevet. Og hvordan skulle riget i syv år kunne blive bevaret for en vanvittig mand, og et så mægtigt rige være uden konge i så lang tid? Eller hvis en anden havde efterfulgt ham på tronen, hvor stor en tåbelighed måtte han da ikke have haft, siden han gav afkald på det rige, han havde besiddet så længe? Især da de kaldæiske historiske værker ikke indeholder noget sådant; og det kan heller ikke være sket, at de, som skrev om mindre begivenheder, skulle have fortiet større. De fremsætter og gentager alt dette, for at djævelen skal betegnes gennem Nebukadnesar, når historien ikke kan holde. Det godtager vi på ingen måde, for så ville alt, hvad vi læser, synes at være skygger og fabler. Hvem ser ikke vanvittige mennesker leve på marker og i skovområder som vilde dyr? Og for at lade alt andet ligge: Når både græske og romerske historieskrivere har overleveret, at der er hændt mennesker langt mere utrolige ting, og fablerne fortæller, at Skylla, Kimæren, Hydraen og kentaurer, fugle og vilddyr, blomster og træer, stjerner og sten er blevet skabt af mennesker, hvad er så mærkeligt ved, at dette blev gjort ved Guds dom for at vise Guds magt og ydmyge kongers hovmod? Jeg levede roligt i mit hus og blomstrede i mit palads, eller på min trone, sådan som Theodotion oversatte det. De, som følger den modsatte opfattelse, forstår djævelens hus som denne verden. Om den siger han selv i evangeliet til Frelseren: Alt dette er blevet overgivet til mig (Matt. IV, 9). Og apostlen siger: Verden ligger i den Onde (1 Joh. V). (Vers. 2.) Jeg så en drøm, som skræmte mig, og mine tanker på mit leje osv. Lad dem svare på, hvilken drøm den modsatte magt så, medmindre alt, hvad den synes at eje i denne verden, er en skygge og en drøm. Og synerne i mit hoved foruroligede mig. Læg mærke til, at også Nebukadnesar kendte synerne, ikke gennem øjnene eller hjertet, men gennem hovedet, fordi mysterierne blev åbenbaret for ham på grund af de kommende Guds tjeneres herlighed. (Vers. 6.) Da kollegaen Daniel trådte ind for mine øjne, hvis navn var Belsassar efter min guds navn. Bortset fra de 70 oversættere 646, som af en eller anden grund har forbigået alt dette, har de tre øvrige oversat det med »kollega«. Derfor er deres udgave efter Kirkens læreres vurdering forkastet i dette bind; og Theodotions udgave læses almindeligvis, fordi den stemmer overens både med den hebraiske tekst og med de øvrige oversættere. Derfor hævder Origenes også i det niende bind af Stromata, at han fra dette sted og fremefter vil fremlægge det, der følger, i profeten Daniels bog, ikke efter Septuagintas oversættere, som afviger meget fra den hebraiske sandhed, men efter Theodotions udgave. Den, der har de hellige guders ånd i sig: og jeg har fortalt ham drømmen osv. I stedet for det, der her siges, »hellige guder«, læser vi på det kaldæiske sprog, som Daniel er skrevet på, ELAIN CADISIN ( ), hvilket betyder hellige guder og ikke hellig Gud, sådan som Theodotion har oversat det. Det er ikke mærkeligt, hvis Nebukadnesar tager fejl og anser alt, hvad han ser over sig, ikke for én Gud, men for guder. Til sidst læser vi også i det følgende: »Belsassar«, siger han, »fyrste over spåmændene, som jeg ved har de hellige guders ånd i dig.« Belsassar, fyrste over spåmændene eller besværgerne, som andre har oversat det. Det er ikke mærkeligt, at han blev udnævnt til fyrste over alle spåmændene, han som på kongens befaling havde tilegnet sig kaldæernes visdom; og blev fundet ti gange klogere end dem alle. Lad os spørge dem, som i dette syn ikke godtager den historiske beretning, hvem denne Nebukadnesar er, som har set drømmen; og hvem Daniel er, som udlægger hans drøm og forkynder det kommende; og hvordan denne samme Daniel, som ifølge dem må forstås som den hellige styrke, af Nebukadnesar bliver udnævnt til hans fyrste over spåmændene og kaldes kollega? (Vers. 7.) Jeg så, og se, et træ midt på jorden, og dets højde var umådelig osv. Profeten taler ikke blot om kaldæernes konge Nebukadnesar, men om alle ugudelige: »Jeg så en ugudelig, højt ophøjet og løftet som Libanons cedre« (Sl. XXXVI, 35); de ophøjes ikke ved dydernes storhed, men ved deres eget hovmod, og derfor fældes de og styrter. 647 Derfor er det godt at følge det, som Herren lærer i Evangeliet: »Lær af mig, for jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet« (Matt. XI, 29). Men når han efter Theodotion siger τὸ κῦτος, dvs. dets højde, eller ἡ κυρεία, som han senere selv oversatte det, dvs. herredømme, hvilket vi har oversat med dets fremtoning, så kommer de samme, der foragter historien, med den indvending, at Nebukadnesar, kongen, på ingen måde skulle have besiddet hele verden som sit herredømme. For han herskede ikke over grækere og barbarer og alle folkeslag mod nord og vest, men besad kun de østlige provinser, dvs. Asien, ikke Europa og Libyen. Heraf vil de slutte, at alt må henføres til Djævelen: skønt vi bør opfatte alt dette som sagt hyperbolsk på grund af den ugudelige konges hovmod, eftersom han i Esajas (kap. XIV) praler så meget, at han siger, at han holder himlen, og at hele verden er som en rede med fugleæg. (Vers. 10, 11.) Og se, en vågende og hellig steg ned fra himlen, råbte højt og sagde: Fæld træet, og hug dets grene af osv. I stedet for »den vågende« har Theodotion sat selve det kaldæiske ord HIR, som skrives med de tre bogstaver AIN, IOD og RES; det betegner englene, fordi de altid våger og står rede til Guds befaling. Derfor efterligner vi også ved hyppige nattevagter englenes tjeneste. Og om Herren siges: »Han slumrer ikke og sover ikke, han som vogter Israel« (Sl. CXX, 4). Til sidst læser vi i det følgende: »Ifølge de vågendes, det vil sige englenes, afgørelse: og de helliges tale og bøn.« Men det græske og latinske sprogs sædvane kalder regnbuen ἶρις; den siges at stige ned til jorden gennem den mangefarvede bue. (Vers. 16.) Da Daniel, hvis navn var Belsassar, begyndte stille at tænke inden i sig selv, næsten en time; og hans tanker foruroligede ham. Kongen svarede og sagde: Belsassar, lad ikke drømmen og dens udlægning forurolige dig. Belsassar svarede og sagde. Daniel forstod i stilhed, at drømmen var rettet mod kongen: hans ansigts bleghed røbede hjertets frygt, og han sørgede over ham, der havde vist ham stor ære. 648 Og for ikke at synes at håne og glæde sig over sin fjende, kongen, taler han til ham, fordi han afskyede det, han havde forstået. Min herre, måtte denne drøm og dens udlægning gælde for dem, der hader dig, og dine fjender. Da Nebukadnesar så, at han var bange, og for at han ikke skulle synes at sige noget ondt og fjendtligt mod kongen, opfordrer han ham til frit og sandt at sige, hvad han forstår, og ikke frygte noget. (Vers. 17.) Det træ, som du så, højt og kraftigt, hvis højde når til himlen osv. Uden at fornærme kongen forklarer han sandheden, så det synes, at han ikke anklager ham for hovmod, men blot påpeger hans magt. (Vers. 20.) Og lad det bindes med jern og bronze ude blandt græsset, og lad det bestænkes med himlens dug; og lad det være føde for de vilde dyr, indtil syv tider er gået over det. Det samme står skrevet ovenfor. De, der modsiger den historiske beretning, spørger os derfor: Hvordan skulle Nebukadnesar have været bundet med jern og bronze? Eller hvem skulle have bundet ham og lagt lænker på ham, når det er indlysende, at alle vanvittige bindes med kæder, for at de ikke skal styrte sig i døden og angribe andre med jern? (Vers. 21, 22.) Dette er den Højestes doms udlægning, som rammer min herre kongen: De vil drive dig bort fra menneskene, og din bolig skal være hos de vilde dyr, osv. Han mildner dommens strenghed med ordenes smiger, så han, når de hårde ord er gået forud, kan styrke den skræmtes sind med mildere løfter. Til sidst tilføjer han: (Vers. 23.) Dit rige skal forblive dit, efter at du har erkendt, at den himmelske magt hersker. Derfor gør de, der modsiger den historiske beretning og vil have Djævelen genindsat i sin tidligere værdighed, sig til fortalere for dette sted: Efter pinslerne, efter at han er blevet gjort dyrisk, efter føden af græs og hø og efter syv år bekender han Herren og bliver den, han før var. De bør svare på, hvordan det hænger sammen, at englene, som aldrig var faldet, atter skulle have ham som fyrste, når han gennem bod er vendt tilbage. (Vers. 24.) Derfor, konge, måtte mit råd behage dig, og løskøb dine synder med almisser og dine misgerninger med barmhjertighed mod de fattige; måske vil Gud tilgive dine overtrædelser. Hvis han har forudsagt Guds dom, som ikke kan ændres, hvorfor opfordrer han så til almisser og barmhjertighed mod de fattige, for at Guds dom kan ændres? Det løses let ved eksemplet med kong Ezekias, som Esajas havde sagt skulle dø (Esajas XXXVIII), og med ninevitterne, som fik at vide: »Endnu fyrre dage, så skal Nineve styrtes« (Jonas III). Og alligevel blev Guds dom ændret som følge af Ezekias' bøn og Nineves bøn: ikke fordi dommen var fejlagtig, men på grund af omvendelsen hos dem, som fortjente nåde. Desuden siger Gud også hos Jeremias, at han truer et folk med ulykke, men vil ændre truslerne af nåde, hvis det gør det gode. Atter erklærer han, at han lover den, der gør det gode, gode ting; og hvis han gør det onde, siger han, at han ændrer sin dom: ikke over mennesker, men over de gerninger, som er blevet forandret. For Gud vredes ikke på mennesker, men på laster; når de ikke længere findes i mennesket, straffer han ikke det, der er blevet forandret. Lad os sige det på en anden måde: Nebukadnesar viste efter Daniels råd barmhjertighed mod de fattige, og derfor blev dommen over ham udsat til den tolvte måned; men fordi han senere, mens han gik omkring i Babylons palads, pralede og sagde: »Er dette ikke det store Babylon, som jeg har bygget som kongelig bolig ved min vældige styrke, til ære for mit navn?« satte han barmhjertighedens gode over styr ved hovmodets onde. Måske vil Gud tilgive dine overtrædelser. Da den salige Daniel, som kendte det kommende på forhånd, tvivler på Guds dom, handler de overilet, som dristigt lover syndere tilgivelse. Alligevel må man vide, at hvis der tilsiges Nebukadnesar tilgivelse, når han gør gode gerninger, så tilsiges den langt snarere andre, som har begået mindre synder. Vi læser også hos Jeremias, at det jødiske folk får påbud om at bede for babylonierne, for i deres fred er de landflygtiges fred. (Vers. 28.) Mens ordene endnu var i kongens mund, lød en røst fra himlen: Dig siges det, kong Nebukadnesar, dit rige skal gå bort fra dig [Al. transiit: er gået bort fra dig]; og de vil drive dig bort fra menneskene. Den hovmodige pral straffes straks af Herren. Derfor udsættes dommen ikke, for at det ikke skal synes, at barmhjertigheden mod de fattige slet ikke havde nyttet. Men så snart han talte i hovmod, mistede han det rige, som var blevet skånet på grund af almisserne. 650 (Vers. 29.) Indtil du ved, at den Højeste hersker i menneskenes rige. Det er en stor trøst i ulykken, når man under pinslerne ved, at bedre tider vil følge; skønt Nebukadnesar var så rasende og vanvittig, at han i ulykkens tid ikke huskede de gode ting, som Gud havde lovet ham. (Vers. 31.) Jeg, Nebukadnesar, løftede mine øjne mod himlen, og min forstand blev givet tilbage til mig. Hvis han ikke havde løftet øjnene mod himlen, havde han ikke genvundet sin tidligere forstand. Når han siger, at hans forstand blev givet tilbage, viser han, at han ikke havde mistet sin skikkelse, men sit sind. Og hans rige fra slægt til slægt. Hvis vi tager det, der siges i Skrifterne, »fra slægt til slægt«, ganske enkelt som »til alle kommende tider«, er der ikke noget problem. Men hvis, som vi ofte har sagt, »slægt og slægt« betyder to slægter, Lovens og Evangeliets, må man spørge, hvordan Nebukadnesar har kendt Guds mysterier. Medmindre vi da siger, at han, efter at have løftet øjnene mod himlen, genvundet sin tidligere tilstand og ophøjet og velsignet den levende Gud i al evighed, heller ikke har været uvidende om dette. (Vers. 32.) For han handler efter sin egen vilje både blandt himlens hærskarer og blandt jordens indbyggere osv. Det siger han som et verdsligt menneske. For Gud gør ikke, hvad han vil, men Gud vil det gode. Nebukadnesar talte imidlertid sådan, at han, mens han forkynder Guds magt, synes at anklage hans retfærdighed, fordi han havde lidt en straf, han ikke havde fortjent. (Vers. 33.) Og mine stormænd og mine embedsmænd opsøgte mig, og jeg blev genindsat i mit rige, og en endnu større herlighed blev føjet til mig. Derfor vil alle englemagter ifølge dem, der modsiger historien, opsøge Djævelen; og han vil vokse til en sådan magt, at han, som engang havde ophøjet sig mod Gud, vil blive større, end han var før synden. (Vers. 34.) Derfor lovpriser, ophøjer og priser jeg nu, Nebukadnesar, himlens konge, fordi alle hans gerninger er sande, hans veje er retfærdige domme, og han kan ydmyge dem, der vandrer i hovmod. Nebukadnesar forstod, hvorfor han havde lidt straffen i syv år, og derfor at han var blevet ydmyget, fordi han havde ophøjet sig mod Gud. (KAP. V) (Kap. V.--Vers. 1.) Kong Belsassar holdt et stort gæstebud for sine tusind stormænd, og enhver drak efter sin alder. Man bør vide, at han ikke var Nebukadnesars søn, sådan som almindelige læsere tror, men at hans søn, som hed Evil-Merodak, ifølge Berossos, der skrev kaldæernes historie, og Josefus, som følger Berossos, efter Nebukadnesar, der havde regeret i treogfyrre år, efterfulgte ham på tronen. Om ham skriver Jeremias, at han i det første år af sin regering løftede kong Jojakins hoved og førte ham ud af fængslet (Jeremias 52). Den samme Josefus fortæller, at hans søn Neriglissar efter Evil-Merodaks død efterfulgte sin far på tronen; efter ham kom atter hans søn Labashi-Marduk, og da han var død, overtog hans søn Belsassar riget, ham som Skriften nu omtaler. Da han var blevet dræbt af mederkongen Dareios, der var onkel til perserkongen Kyros, og af perseren Kyros — disse to riger kalder Esajas (kap. 21) en, der rider på en vogn, en kamel og et æsel — blev kaldæernes rige ødelagt. Det samme skriver Xenofon om Kyros den Stores barndom, og det gør også Pompejus Trogus og mange andre, der har skrevet barbariske historiebøger. Nogle mener i de græske skrifter, at denne Dareios var Astyages, andre at han var Astyages' søn, og at han hos dem bar et andet navn. Enhver af de fyrster, der var blevet tilkaldt, drak efter sin alder; eller, som de øvrige oversættere har gengivet det: Kongen selv drak vin foran alle de fyrster, han havde tilkaldt. (Vers. 2.) Da han nu var beruset, befalede han, at man skulle bringe de guld- og sølvkar, som hans far Nebukadnesar havde ført bort fra templet i Jerusalem, for at kongen osv. kunne drikke af dem. Jøderne fortæller følgende historie: Da det halvfjerdsindstyvende år nærmede sig, det år hvor Jeremias havde sagt, at jødefolkets fangenskab skulle ophøre, og som også Zakarias taler om i begyndelsen af sin bog, anså Belsassar Guds løfte for ugyldigt og forudsigelsen for falsk. Derfor vendte han sig til glæde og holdt et stort gæstebud, idet han på en måde hånede jødernes håb og Guds tempelkar; men straks fulgte straffen. Når han kalder Nebukadnesar Belsassars far, begår han ikke en fejl i øjnene på dem, der kender den hellige Skrifts skik, hvorefter alle forfædre og forfædres forfædre kaldes fædre. Man bør også bemærke, at dette ikke blev gjort af en ædru mand, men af en beruset, som havde glemt den straf, der ramte hans oldefar Nebukadnesar. (Vers. 4.) De drak vin og lovpriste deres guder af guld, sølv, kobber, jern, træ og sten. Hvilken tåbelighed! Mens de drak af guldkarrene, lovpriste de guder af træ og sten. Så længe karrene befandt sig i Babylons afgudstempel, blev Herren ikke vred; de syntes nemlig, om end efter en forkert opfattelse, at have viet det, der tilhørte Gud, til gudsdyrkelsen. Men da de besudlede det hellige ved at bruge det til menneskelige formål, fulgte straffen straks efter helligbrøden. De lovpriste deres guder og hånede jødernes Gud, idet de drak af hans kar, som om deres guder havde skænket dem sejren. I den tropologiske tydning må dette siges: Alle kættere og enhver lære, der strider mod sandheden, og som tilegner sig profeternes ord, misbruger den hellige Skrifts vidnesbyrd efter sin egen mening, giver dem at drikke, som den bedrager, og dem, den har bedrevet hor med, tager Guds tempelkar og beruser sig i dem; den lovpriser ikke den Gud, hvis kar de er, men guder af guld, sølv, kobber, jern, træ og sten. De gyldne forekommer mig at være dem, der er udformet efter verdslig fornuft. De sølvne er dem, der har ordets ynde og er bygget med retorisk kunst. De, der fremfører digternes fabler og benytter gamle overleveringer, og som indbyrdes varierer stærkt i elegance eller tåbelighed, kaldes kobber- og jernguder. De, der fremsætter helt igennem tåbelige ting, kaldes træ- og stenguder. Femte Mosebog opdeler dem alle i to grupper, idet den skriver: »Forbandet være den, der laver et udskåret eller støbt billede, et værk af kunstnerens hænder, og stiller det på et skjult sted« (5 Mos 27,15). Alle kættere skjuler og dækker nemlig deres løgnagtige dogmer, så de kan skyde på de oprigtige af hjertet i mørket. (Vers. 5.) I samme time viste der sig fingre, som var en menneskehånd, der skrev over for lysestagen på væggen i kongesalen. Og kongen så leddene på den hånd, der skrev. Det er smukt sagt: »I samme time«, ligesom vi ovenfor læser om Nebukadnesar: Mens ordet endnu var i kongens mund, styrtede en stemme ned fra himlen, så han kunne erkende, at straffene var blevet påført ham netop af denne grund og ikke af nogen anden, nemlig på grund af hans blasfemi. Fingrene synes at skrive på væggen over for lysestagen, for at både hånden og det, der blev skrevet, ikke skulle være usynligt på grund af afstanden fra lyset. Og de skriver på væggen i kongesalen, for at kongen skulle forstå, at det, der blev skrevet, angik ham. (Vers. 6.) Da skiftede kongens ansigt osv. Også her bør man, med tanke på de salmer, der har overskriften »For dem, der skal forvandles«, bemærke, at forvandling ikke kun gælder den hellige, men også synderen. For også senere læser vi: »Kong Belsassar blev meget foruroliget, og hans ansigt forandrede sig.« (Vers. 7.) Derfor råbte kongen højt, at man skulle føre magere, kaldæere og spåmænd ind osv. Han havde glemt, hvad der var hændt Nebukadnesar, og fulgte sit folks gamle, indgroede vildfarelse, så han tilkaldte ikke Guds profet, men magere, kaldæere og spåmænd. Han skal klædes i purpur og have en guldkæde om halsen. Det er ganske vist en latterlig sag, at jeg i en udlægning af profeterne som en grammatiker diskuterer ordenes køn; men fordi jeg er blevet irettesat af en, der intet vidste, men lovede alt, vil jeg kort bemærke, hvorfor jeg har gengivet torques i hunkøn: Cicero og Vergil brugte torques i hunkøn, Titus Livius i hankøn. Og han skal være den tredje i mit rige osv. Enten den tredje efter mig eller en af de tre fyrster, som vi andetsteds læser kaldt τριστάτας. Dronningen gik ind i festsalen på grund af det, der var hændt kongen og hans stormænd osv. Josefus skriver, at hun var Belsassars bedstemor, Origenes at hun var hans mor; derfor kendte hun også den fortid, som kongen ikke kendte. Lad derfor Porfyr vågne, han som drømmer, at hun var Belsassars hustru, og gør nar af hende, fordi hun vidste mere end sin mand. (Vers. 10.) Der er en mand i dit rige, som har de hellige guders ånd i sig. Med undtagelse af Symmachus, som fulgte den kaldæiske tekst, har de øvrige oversættere gengivet det som Guds ånd. Og i din fars dage blev der fundet visdom og kundskab hos ham osv. Han kalder Nebukadnesar hans far, skønt han er hans oldefar, i overensstemmelse med Skriftens skik, som vi har nævnt ovenfor. Den hellige mands færd blandt barbarerne er værd at efterligne, når kongens bedstemor eller mor ophøjer ham så højt med så megen lovprisning for hans dyder. (Vers. 11.) Som svar på dette sagde Daniel foran kongen: Behold dine gaver selv, og giv en anden dine husets gaver, osv. Lad os tage Daniel som forbillede, han som foragtede kongens værdighed og gaver, og som uden betaling fremførte sandheden og allerede dengang fulgte evangeliets bud: For intet har I modtaget, for intet skal I give. Når man bragte sørgelige budskaber, var det desuden upassende villigt at modtage gaver. (Vers. 19.) Dem, han ville, dræbte han, og dem, han ville, slog han; dem, han ville, ophøjede han, og dem, han ville, ydmygede han. Han fremholder sin forfader Nebukadnesar som eksempel for både at lære om Guds retfærdighed og for at fastslå, at også oldebarnet på grund af sin stolthed måtte lide det samme. Men hvis Nebukadnesar dræbte dem, han ville, og slog dem, han ville, ophøjede dem, han ville, og ydmygede dem, han ville, så er det ikke Guds forsyn eller bud, der kommer til udtryk i den slags æresbevisninger og afstraffelser, ophøjelse og ydmygelse; det er deres egen vilje: de slår dem, de vil, ophøjer dem og så videre. Når det forholder sig sådan, må man spørge, i hvilken betydning der står: Kongens hjerte er i Guds hånd; han bøjer det, hvorhen han vil (Prov. XXI, 1), medmindre vi siger, at enhver hellig 655 konge er en, hvis synd ikke hersker i det dødelige legeme, og hvis hjerte derfor bevares, fordi det er i Guds hånd (Rom. VI). Hvad der efter evangeliet end befinder sig i Gud Faders hånd, kan ingen rive ud af den, og enhver, der bliver revet bort, må forstås som ikke at have været i Guds hånd. (Vers. 22.) Men også du, hans søn Belsassar, ydmygede ikke dit hjerte, skønt du kendte alt dette, men du rejste dig mod himlens hersker, osv. Din forfader, fordi hans hjerte rejste sig, og hans ånd forhærdedes i stolthed, blev styrtet fra sin kongelige trone, og hans herlighed blev taget fra ham, og så videre (Jer. IV). Da du altså havde lært dette om din far og vidste, at Gud står de hovmodige imod, men giver de ydmyge nåde, burde du ikke have rejst dit hjerte mod himlens hersker, hånet hans majestæt og gjort det, du gjorde. Nogle henfører dette sted til Antikrist, fordi han efterligner sin far Djævelens stolthed og rejser sig mod Gud. Men de må spørges, hvem Daniel er, som skal tyde Guds skrift for dem, og hvem mederne og perserne er, som dræber ham og efterfølger ham på tronen. For ingen er i tvivl om, at de hellige skal regere efter Antikrist. (Vers. 25.) Dette er den skrift, der blev skrevet: MANE, THECEL, PHARES. Og dette er ordenes tydning: MANE, Gud har talt dit rige og gjort ende på det. THECEL, det er vejet på vægten, og det er fundet for let. PHARES, dit rige er delt og givet til mederne og perserne. Der var kun skrevet tre ord på væggen: Mane, Thecel, Phares; det første betyder tal, det andet vejning, det tredje deling. Der var altså ikke blot brug for at læse, men også for at tyde det, han havde læst, så han kunne forstå, hvad disse ord forudsagde: at Gud havde talt hans rige og gjort ende på det, og at han havde vejet det på sin doms vægt; og at sværdet skulle dræbe ham, før naturen opløste ham, og hans rige skulle deles mellem mederne og perserne. For Kyros, som vi allerede har sagt, persernes konge, omstyrtede med sin morbror Dareios ved sin side kaldæernes rige. (Vers. 29.) 656 Da kongen befalede det, blev Daniel iført purpur, og et gyldent halskæde blev lagt om hans hals, og det blev bekendtgjort om ham, at han skulle have den tredje plads i riget, eller magten over en tredjedel af riget. Han modtog kongelige kendetegn, halskæden og purpurklædningen, for at han kunne blive bedre kendt af Dareios, som skulle efterfølge ham på tronen, og gennem denne berømmelse blive mere æret. Det er heller ikke mærkeligt, at Belsassar, da han hørte de sørgelige budskaber, udbetalte den belønning, han havde lovet. Enten troede han nemlig, at det, Daniel havde sagt, først ville ske længe efter, eller også håbede han, at han ved at ære Guds profet selv ville opnå tilgivelse. Hvis han ikke opnåede den, må man tro, at hans helligbrøde mod Gud var større end hans ære af et menneske. (Vers. 30.) Samme nat blev den kaldæiske kong Belsassar dræbt, og den mediske Dareios efterfulgte ham som konge, toogtres år gammel. Josefus skriver i den tiende bog af Den jødiske oldtid, at da Babylon blev belejret af mederne og perserne, nemlig Dareios og Kyros, blev Belsassar, Babylons konge, så hensunken i glemsel om sig selv, at han holdt et storslået gæstebud, drak af templets kar og, skønt han var belejret, hengav sig til festmåltider. Hvordan kan det da stemme med historien, at byen blev indtaget og han dræbt samme nat, når alle enten var skræmte af synet og tydningen eller var optaget af festen og gæstebuddets beruselse? At det imidlertid fortælles, at efter Kyros, persernes konge, og Dareios, medernes konge, sejrede, var det alene Dareios, der efterfulgte ham på tronen, skyldes rækkefølgen efter alder, slægtskab og kongemagt. Dareios var nemlig toogtres år gammel; vi læser, at medernes rige var større end persernes, og morbroderen, som efter naturens ret stod først, måtte regnes som den retmæssige efterfølger til riget. Derfor fortælles der også i det syn mod Babylon, som læses hos Esajas, efter mange ting, som det ville være for langt at anføre, at dette skulle ske: Se, jeg vil rejse mederne mod dem, som ikke søger sølv og ikke ønsker guld; med pile skal de dræbe børn, og de skal ikke forbarme sig over spædbørn (Isai. XIII, 7). Og Jeremias siger: Helliger folkene mod hende, medernes konger, hendes fyrster og alle hendes embedsmænd, ja hele det land, der står under hendes magt (Jer. LI, 28). Og længere fremme: Babylons datter skal være som en tærsket lo på hendes tærsketid; endnu en lille stund, og hendes høsttid kommer (Ibid., 33). At Babylon blev indtaget under et gæstebud, som Esajas opfordrer hende til at kæmpe imod, skriver han endnu tydeligere: Babylon, min elskede, er blevet mig til rædsel; dæk bordet, se ud fra vagttårnet på dem, der spiser og drikker; rejs jer, fyrster, grib skjoldet (Isai. XXI, 4, 5). (KAP. VI) (Kap. VI - vers. 1 ff.) Dareios fandt behag i det og indsatte et hundrede og tyve satrapper over riget, så de skulle være i hele hans rige, og over dem tre forstandere, hvoraf Daniel var den ene. Josefus, som vi har omtalt ovenfor, fortæller stedets historie således: Dareios, som ødelagde babyloniernes rige med hjælp af og i fællesskab med sin slægtning Kyros, var i sit toogtresindstyvende leveår, da han indtog Babylon; han var søn af Astyages, som hos grækerne blev kaldt med et andet navn. Han tog profeten Daniel med sig, førte ham til Medien og gjorde ham til en af de tre forstandere, som stod over hele hans rige. Heraf forstår vi, at Dareios efter Babylons omstyrtelse vendte tilbage til sit eget rige i Medien og tog Daniel med sig i den samme ære, som han havde fået, da Belsassar havde ophøjet ham. Det er heller ikke tvivlsomt, at han havde hørt om det tegn og under, der var hændt Belsassar, både gennem den tydning, Daniel havde fremsat, og gennem forudsigelsen af, hvordan medernes og persernes rige skulle komme. Lad derfor ingen forvirres af, at Daniel nu siges at have været under Dareios' rige og nu under Kyros' rige. I stedet for Dareios har Septuaginta oversat med Artaxerxes. At rækkefølgen er vendt om, så historien først fortælles under Dareios og derefter under Belsassar, som vi senere skal læse blev dræbt af Dareios, synes mig at skyldes, at han straks har føjet den ene historie til den anden. Ved slutningen af det foregående syn havde han nemlig sagt: Og den mediske Dareios efterfulgte ham på tronen, toogtres år gammel. Under denne Dareios, som dræbte Belsassar, fandt altså det sted, som vi nu skal fortælle. (Vers. 4.) Kongen tænkte på at sætte ham over hele riget; derfor søgte forstanderne og satrapperne en anledning til at finde noget at anklage Daniel for på kongens vegne, osv. I stedet for forstandere har Symmachus oversat med dette ord: Theodotion med τακτικοὺς, Aquila med συνεκτικοὺς. Da jeg søgte at finde ud af, hvem disse τακτικοὶ eller συνεκτικοὶ forstandere var, læste jeg det klarere i Septuagintas udgave, hvor de siger: og to mænd, som han indsatte sammen med ham, og et hundrede og tyve satrapper. Da kongen altså ville gøre ham til den første blandt de to forstandere, mellem hvilke han var den tredje, opstod der en anledning til misundelse og sammensværgelse. De søgte en anledning til at finde noget at anklage Daniel for på kongens vegne. Og her mistænker hebræerne, uden at jeg ved, hvad de bygger det på, følgende: Kongens side er dronningen eller hans konkubiner og andre hustruer, som sover ved hans side. De søgte altså en anledning i den slags forhold, om de kunne anklage Daniel for noget i ord, berøring, tegn eller gennem en mellemmand. Men de kunne, siger de, ikke finde nogen grund eller mistanke, fordi han var eunuk, og de kunne ikke anklage ham for seksuel forseelse. Dette må de sige, som plejer at væve lange historier sammen på grund af et enkelt ords anledning. Lad os fortolke det enkelt: De fandt ingen anledning mod ham, hvor han havde forbrudt sig mod kongen, fordi han var trofast, og der ikke fandtes nogen mistanke om skyld hos ham. I stedet for mistanke har Theodotion og Aquila oversat med ἀμβλάκημα, som på kaldæisk hedder ESSAITHA. Da jeg spurgte en hebræer, hvad det betød, svarede han, at ordets kraft svarer til δέλεαρ, som vi kan kalde en lokkemad eller σφάλμα, det vil sige en fejl. Euripides kalder derimod i Medea ἀμπλακίας, med π og ikke med β, for ἁμαρτίας, det vil sige synder. (Vers. 5.) Da sagde disse mænd: Vi finder ingen anledning til at anklage Daniel, medmindre det måske er i hans Guds lov. Lykkelig den livsførelse, hvor fjenderne ikke finder nogen anledning, medmindre det er i Guds lovbud. (Vers. 6.) Da sneg forstanderne og satrapperne sig ind på kongen og talte således til ham. Det er smukt sagt, at de sneg sig ind: De sagde nemlig ikke det, de havde til hensigt at gøre, men under foregivende af ære for kongen lagde de fælder for deres fjende. (Vers. 8.) Stadfæst derfor nu, konge, afgørelsen og skriv et dekret, så det ikke kan ændres, som er fastsat af mederne og perserne. Det bliver klart, hvad vi sagde ovenfor: at der under Dareios og Kyros var ét rige, medernes og persernes. (Vers. 10.) Da Daniel fik dette at vide, nemlig den vedtagne lov, gik han ind i sit hus, og med vinduerne åbne i sit øvre kammer mod Jerusalem bøjede han tre gange om dagen sine knæ og tilbad; han bekendte sig for sin Gud, sådan som han plejede at gøre. Det må hurtigt samles fra hele Den hellige Skrift, hvor vi læser om δώματα, som på latin kaldes menia eller tecta, altså mure eller tage, eller solterrasser, og om ἀνώγαια, det vil sige øvre kamre. For også vor Herre fejrer påsken i et øvre kammer (Matth. XIV), og i Apostlenes Gerninger steg Helligånden ned over de hundrede og tyve troendes sjæle i et øvre kammer (Actor. I). Og nu, da Daniel foragter kongens befalinger og har sin tillid til Gud, beder han ikke på et lavt sted, men højt oppe; han åbner vinduerne mod Jerusalem, hvor synet af freden var. Han beder i overensstemmelse med Guds bud og med Salomos ord, som påbød, at man skulle bede vendt mod templet. Der er tre tider, hvor knæene skal bøjes for Gud: Kirkens tradition forstår dem som den tredje, sjette og niende time. Ved den tredje time steg Helligånden således ned over apostlene (Act. III). Ved den sjette time gik Peter op i det øvre kammer for at bede, da han ville spise (Act. X). Ved den niende time var Peter og Johannes på vej til templet (Act. III). (Vers. 11.) Disse mænd undersøgte derfor endnu mere ivrigt sagen og fandt Daniel i færd med at bede og bønfalde sin Gud. Af dette sted lærer vi, at vi ikke tankeløst skal udsætte os for farer, men så vidt det står til os, skal undgå baghold. Derfor bad Daniel ikke på torvet eller på gaderne imod kongens befaling, men i det skjulte, for ikke at tilsidesætte den sande Herre, den almægtige Guds befalinger. (Vers. 12.) Konge, har du ikke fastsat, at enhver, der i tredive dage bad noget af guderne eller menneskene om noget, skulle kastes i løvekulen, medmindre det var dig, konge, han bad? Kongen svarede dem: De forbigår Daniels navn, så kongen, når han har svaret, at han havde befalet det for alle, skal være bundet af sit eget ord og ikke handle anderledes over for Daniel end det, han havde sagt. 660 Ordene stemmer med medernes og persernes dekret, som ikke må brydes. Vi gør ofte opmærksom på det, hver gang der tales om medernes og persernes rige, for at løse det meget vanskelige spørgsmål, hvorfor Daniel nu omtales som værende under Dareios og nu under Kyros. (Vers. 13.) Da svarede de foran kongen: Daniel, som er blandt de bortførte fra Juda [Vulg. Juda], har ikke rettet sig efter din lov osv. For at gøre foragterens skændsel endnu større siger de, at den, der foragter kongens bud, er en fange. (Vers. 14.) Da kongen hørte dette, blev han meget bedrøvet og satte alt ind på at befri Daniel. Han indså, at hans eget svar havde narret ham, og at misundelse var årsagen til sammensværgelsen. Derfor vil han, for ikke at synes at handle imod sin egen lov, ikke ved kongelig myndighed, men ved omtanke og råd befri Daniel fra faren. Han gør sig så store anstrengelser og arbejder så ihærdigt, at den mægtigste konge helt til solnedgang ikke tager føde; og de er så hårdnakkede i deres ondskab, at de hverken lader sig bevæge af kongens vilje eller af den uret, de begår. (Vers. 15.) Men disse mænd, som gennemskuede kongen, sagde til ham: Vid, konge, at medernes og persernes lov er, at ethvert dekret, som kongen har fastsat, ikke må ændres. Ligesom kongen forstod, at stormændene anklagede ham af misundelse, således forstod de også kongens sind, nemlig at han ville rive Daniel ud af den forestående død. Derfor siger de i overensstemmelse med medernes og persernes lov, at kongens bud ikke kan gøres ugyldige. (Vers. 16.) Da befalede kongen, og de førte Daniel bort og kastede ham i løvekulen. Og kongen sagde til Daniel: Din Gud, som du altid tilbeder, vil selv frelse dig. Han føjer sig efter mængden, og da modstanderne er enige, vover han ikke at nægte sin ven døden [Alternativt: fjenden]; og det, han ikke selv kunne opnå, overlod han til Guds magt. Han taler ikke tvetydigt, som om han ville sige: »Hvis han kan frelse dig«, men frimodigt og tillidsfuldt: »Din Gud, som du altid tilbeder, vil selv frelse dig.« Han havde nemlig hørt, at tre unge mænd, der stod lavere i rang end Daniel, havde overvundet Babylons flammer, og at mange mysterier var blevet åbenbaret for Daniel; derfor holdt han også af ham og ærede den fangne mand 661 højt. Så blev en enkelt sten bragt og lagt over løvekulens åbning, og kongen forseglede den med sin ring osv. Han forseglede stenen med sin ring, hvorved løvekulens åbning blev lukket, for at fjenderne ikke skulle pønse på noget mod Daniel. Han havde nemlig tillid til Guds magt; den, der føler sig sikker over for løver, frygter mennesker. Han forseglede den også med sine stormænds ring, for ikke at synes at nære nogen mistanke mod dem. (Vers. 18.) Så gik kongen hjem og sov uden at have spist osv. Hvor stor en velvilje viste kongen ikke, siden han hverken spiste dag eller nat og ikke tillod sine øjne søvn, men selv var dybt berørt af profetens fare. Hvis en konge, som ikke kender Gud, gør dette for en anden, som han ønsker befriet fra fare, hvor meget mere bør vi da for vore egne synders skyld gennem faste og vågenætter formå Gud til barmhjertighed. (Vers. 19.) Så stod kongen op ved det første daggry og skyndte sig til løvekulen. Han kalder den en dybt nedgravet hule eller en udtørret cisterne, hvori løver blev fodret. Han skynder sig altså ved daggry til løvekulen i troen på, at Daniel lever. På latin betegner lacus en samling ferskvand, såsom søen Benacus [Alternativt: Venacus] og Larius og de øvrige, som grækerne kalder λίμηνην, det vil sige en dam. (Vers. 20.) Da han nærmede sig løvekulen, råbte han Daniel an med grådkvalt stemme og talte til ham. Han lader hjertets følelser komme til udtryk i tårer; og han glemmer sin kongelige værdighed: sejrherren løber til den fangne, herren til tjeneren. Daniel, du tjener for den levende Gud. Han kalder ham levende for at skelne ham fra hedningernes guder, som er billeder af døde mennesker. Din Gud, som du altid tjener – har han mon været i stand til at frelse dig fra løverne? Det er ikke, fordi han tvivler på Guds magt; om den havde han ovenfor sagt: »Din Gud, som du altid tilbeder, vil selv frelse dig«; men han udtrykker sig med vilje tvetydigt, så kongens harme mod stormændene, når Daniel viser sig uskadt, er så meget mere retfærdig, som det, der er sket, er mere utroligt. (Vers. 21.) Konge, lev evigt. Han ærer den, der ærer ham, og ønsker ham evigt liv. (Vers. 22.) 662 Min Gud sendte sin engel og lukkede løvernes gab, og de gjorde mig ikke noget, osv. Det er ikke løvernes vildskab, der blev forandret, men deres gab og raseri blev lukket af englen, og det blev lukket, fordi profetens gode gerninger var gået forud, så det ikke så meget er en nådig befrielse som en gengældelse for retfærdighed. Enhver hellig mand, der er blevet reddet fra de usynlige løvers gab og fra helvedes sø, skal sige disse ord, fordi han troede på sin Gud. (Vers. 25.) Da skrev kong Dareios til alle folk, stammer og tungemål, som boede over hele jorden: Må jeres fred blive større. Jeg har fastsat følgende forordning: I hele mit rige og herredømme skal man skælve for og frygte Daniels Gud. For han er den levende Gud, og han består evigt, og hans rige skal ikke gå til grunde, og hans magt varer til evig tid. Han er befrieren og frelseren, som gør tegn og undere i himlen og på jorden, og som reddede Daniel fra løvernes sø. Ligesom en bestemt fortolker oversatte Nebukadnesar, da han skrev til tungemål og folkeslag, som modsatrettede kræfter, således fortolker han også Dareios som den, der kalder alle til bod. Og man spørger, om dette skal ske i denne verden eller i den anden, eller ligefrem efter andre verdener. Vi, som regner dette for vanvid og tomme fabler, siger kun dette: Tegn udføres gennem Guds tjenere blandt barbariske folkeslag, for at dyrkelsen og tilbedelsen af den ene Gud kan forkyndes. (Vers. 28.) Daniel fortsatte lige til Dareios' rige og til Kyros den Persiske rige. Det, vi ovenfor læser ved afslutningen af det første syn: Daniel levede indtil kong Kyros' første år, skal altså ikke forstås som tidspunktet for hans livs afslutning. For i det sidste syn læser vi: I kong Kyros af Persiens tredje år blev et ord åbenbaret for Daniel, der havde tilnavnet Belsassar. Meningen er, at Daniel indtil kong Kyros' første år, han som omstyrtede kaldæernes rige, havde magt i Kaldæa; senere blev han af Dareios overført til mederne. (KAP. VII) (Kap. VII – vers 1.) I kong Belsassar af Babylons første år havde Daniel en drøm. Han så et syn i sit hoved, mens han lå på sit leje. Og da han skrev drømmen ned, sammenfattede han den i en kort beretning og sagde: Dette afsnit, som vi nu forsøger at forklare, og det følgende, som vi vil tale om, kommer ifølge historien før de to foregående. For dette og det følgende siges at være sket i kong Belsassars første og tredje år (Jer. XXXIX). Det, der blev læst lige før det foregående, er derimod skrevet i Belsassars sidste år, ja på den sidste dag af hans rige. Og det læser vi ikke blot hos Daniel, men også hos Jeremias og Ezekiel (Ezek. XVII), sådan som vi, hvis livet tillader det, vil kunne vise på de pågældende steder. I det foregående følger rækkefølgen historien: hvad der skete under Nebukadnesar, Belsassar, Dareios eller Kyros af forunderlige tegn. Her fortælles derimod de drømme, som blev set på de enkelte tidspunkter; kun profeten selv kender dem, og de har ingen betydning som tegn eller åbenbaring blandt barbariske folkeslag. De nedskrives blot, for at mindet om det, der blev set, kan bestå hos eftertiden. (Vers. 2, 3.) Jeg så i mit syn om natten, og se, himlens fire vinde kæmpede på det store hav, og fire store dyr steg op af havet, forskellige fra hinanden. Med himlens fire vinde mener jeg de fire englemagter, som har fået de ledende riger betroet, i overensstemmelse med det, vi læser i Femte Mosebog: Da Den Højeste gav folkeslagene deres arv, da han skilte Adams sønner fra hinanden, fastsatte han folkeslagenes grænser efter tallet på Guds engle. Men Herrens lod er hans folk, Jakob er hans arvelod (Femte Mosebog XXXII, 8). Havet betegner derimod denne verden og denne tidsalder, som flyder over med salte og bitre bølger, sådan som Herren fortolker det i lignelsen om voddet, der blev kastet i havet (Matt. XIII). Derfor kaldes dragen også konge over alt, hvad der er i vandene, og ifølge David knuses dens hoveder i havet (Sl. LXXIII). Og hos Amos læser vi: Hvis han stiger ned i havets dyb, dér vil jeg befale dragen, og den skal bide ham (Amos IX, 3). De fire dyr, som steg op af havet, og som var forskellige fra hinanden, skal vi lære at kende, idet englen forklarer det. Disse fire store dyr, siger han, er fire riger, der skal opstå af jorden. De fire vinde, som kæmpede på det store hav, kaldes derfor himlens vinde, fordi hver engel kæmper for det rige, som er blevet betroet ham. Og det skal bemærkes, at rigernes vildskab og grusomhed fremstilles under dyrenes navn. (Vers. 4.) Det første var som en hunløve og havde ørnevinger. Jeg så, indtil dens vinger blev revet af, og den blev løftet bort fra jorden, stod på fødder som et menneske, og et menneskehjerte blev givet den. Det babyloniske rige kaldes på grund af sin vildskab og grusomhed, eller på grund af sin luksus og sit liv i lysternes tjeneste, ikke en løve, men en hunløve. For de, der har skrevet om dyrenes natur, siger, at hunløver er vildere, især når de opfostrer unger, og at de altid begærer parring. At den havde ørnevinger, betegner det yderst mægtige riges hovmod, hvis fyrste siger gennem Esajas: Jeg vil sætte min trone over himlens stjerner, og jeg vil være den Højeste lig (Es. XIV). Derfor siges der til ham: Om du end løfter dig højt som en ørn, vil jeg styrte dig ned derfra (Obadja). Ellers gælder det, at ligesom løven hersker blandt dyrene, således hersker ørnen blandt fuglene. Men det må også siges, at ørnen lever meget længe, og at assyrernes rige herskede gennem mange menneskealdre. At dens vinger blev revet af, det vil sige hunløvens eller ørnens, betegner de øvrige riger, som den tidligere herskede over og fløj hen over i verden. Og den blev løftet bort, siger han, fra jorden, nemlig da kaldæernes rige blev omstyrtet. Hvad der følger: Og den stod på fødder som et menneske, og et menneskehjerte blev givet den, er klart, hvis vi forstår det om Nebukadnesar: efter at han havde mistet riget, og hans magt var taget fra ham, blev han genindsat i sin tidligere tilstand, og han lærte, at han ikke var en hunløve, men et menneske, og modtog det hjerte, han havde mistet. Men hvis det generelt skal forstås om kaldæernes rige, må meningen være, at babylonierne, efter at Belsassar var blevet dræbt, og mederne og perserne havde overtaget riget, forstod, at de var mennesker af en ringe og skrøbelig natur. Bemærk rækkefølgen: Den, der på statuen kaldes hovedet af guld, kaldes her en hunløve. (Vers. 5.) Og se, et andet dyr, der lignede en bjørn, stod på den ene side, og der var tre rækker i dens gab og mellem dens tænder; og således sagde de til den: Rejs dig, spis meget kød. Det andet dyr, der lignede en bjørn, er det samme, som vi i synet af statuen læser om (ovenfor II, 32): Dens bryst og arme var af sølv. Det sammenlignes på grund af bjørnens hårdhed og vildskab med denne. Persernes rige var strengt og levede af en mere nøjsom kost, som lakedaimonierne, så de brugte salt og kardemomme i deres grød. Lad os læse om Kyros den Stores barndom (opdragelse eller undervisning). At der siges, at den stod på den ene side, fortolker hebræerne således, at de ikke gjorde noget grusomt mod Israel. Derfor kaldes de også hvide heste hos profeten Zakarias (Zak. I). De tre rækker eller linjer, som var i dens gab og mellem dens tænder, har en fortolker forstået således, at det persiske rige var delt mellem tre fyrster, ligesom vi i afsnittet om Belsassar og Dareios læser, at der var tre fyrster, som stod over 120 satrapper. Andre mener, at der var tre persiske konger efter Kyros, men de fortier deres navne. Men vi ved, at efter Kyros, som regerede i tredive år, regerede hans søn Kambyses blandt perserne, derpå magikerbrødrene og derefter Dareios, i hvis andet år man begyndte at bygge templet i Jerusalem. Den femte var Xerxes, Dareios' søn; den sjette Artabanos; den syvende Artaxerxes, som fik tilnavnet den Langhåndede; den ottende Xerxes; den niende Sogdianos; den tiende Dareios med tilnavnet den Uægte; den ellevte Artaxerxes, som fik tilnavnet den Mindende; den tolvte en anden Artaxerxes, som også fik tilnavnet Ochos; den trettende Arses, Ochos' søn; den fjortende Dareios, Arsames' søn, som blev besejret af Alexander, makedonernes konge. Hvordan kan vi sige, at der var tre persiske konger, medmindre vi måske udvælger nogle særligt grusomme, som vi ikke kan finde i historiebøgerne? Derfor må vi forstå de tre rækker i det persiske riges gab og mellem dets tænder som tre riger: babyloniernes, medernes og persernes, der blev samlet til ét rige. Det, der tilføjes: Og således sagde de til den: Spis meget kød, betegner den tid, da alle jøderne på én dag efter opfordring fra Haman agagitten, under Ahasverus, som Septuaginta kalder Artaxerxes, blev beordret dræbt (Esther III). Og hvor smukt siger han ikke: Den fortærede dem, men: Således sagde de til den, for at vise, at der kun var tale om et forsøg, og at det på ingen måde lykkedes. (Vers. 6.) Derefter så jeg, og se, endnu et dyr, som en leopard, og det havde fire fuglevinger over sig, og dyret havde fire hoveder, og det fik magt. Det tredje rige er makedonernes, som vi læser om på statuen: Dens mave og lår var af bronze. Det sammenlignes med det hurtigste og mest heftige dyr, leoparden, som styrter hovedkulds mod blodet og springer ind i døden. Og det havde fire vinger. Intet var nemlig hurtigere end Alexanders sejr; fra Illyrien og Adriaterhavet til Det Indiske Ocean og floden Ganges drog han frem, ikke så meget gennem kampe som gennem sejre, og på seks år underlagde han sig en del af Europa og hele Asien. De fire hoveder betegner hans samme hærførere, som senere blev rigets efterfølgere: Ptolemaios, Seleukos, Filip og Antigonos. At der tilføjes: Og det fik magt, viser, at det ikke skyldtes Alexanders styrke, men Herrens vilje. (Vers. 7.) Derefter så jeg i nattesynet, og se, et fjerde dyr, frygteligt, forunderligt og overordentlig stærkt. Det havde store jerntænder, fortærede og knuste og trampede resten ned med sine fødder. Det fjerde rige, som nu behersker verden, er Romerriget. Om det siges på statuen: Dens ben var af jern, og fødderne var delvis af jern og delvis af ler; alligevel mindes han her en del af jernet, idet han fastslår, at dets tænder var af jern og store. Og jeg undrer mig meget over, at han, efter at have fremstillet hunløven, bjørnen og leoparden som tre riger, ikke sammenligner Romerriget med noget dyr, medmindre han måske har fortiet navnet for at gøre dyret mere frygtindgydende, så vi skal forstå romerne som alt det, vi kan forestille os af vildskab blandt dyrene. Det, der her er fortiet, mener hebræerne er sagt i Salmerne: Skovens vildsvin hærgede den, og et vildt dyr åd den op (Sl. LXXIX, 14). På hebraisk står der i stedet: Alle markens dyr har sønderrevet den, eftersom vi i Romerriget ser alle de riger samlet på én gang, som tidligere havde været adskilt. Det følgende: Fortærende og knusende og trampende resten ned med sine fødder, betyder alle de folkeslag, som enten blev dræbt af dem eller underlagt skat og trældom. Men det var anderledes end de øvrige dyr, som jeg tidligere havde set [Vulg. før den]. I de tidligere dyr var der hver for sig enkelte tegn på frygt, men i dette er de alle samlet. 667 Og det havde ti horn. Porfyr henfører de to sidste dyr, makedonernes og romernes, til ét makedonsk rige og opdeler det: Han vil have, at leoparden skal forstås som Alexander selv, men det dyr, der var anderledes end de øvrige dyr, som Alexanders fire efterfølgere; derefter opregner han helt frem til Antiochos med tilnavnet Epifanes ti konger, som var overordentlig grusomme. Disse konger henfører han ikke til ét bestemt rige, for eksempel Makedonien, Syrien, Asien eller Egypten, men danner ét rige af en rækkefølge fra forskellige riger, for at det, der står skrevet: En mund, der talte store ord, skal opfattes som sagt om Antiochos og ikke om Antikrist. (Vers. 8.) Jeg betragtede hornene, og se, et andet lille horn skød op midt iblandt dem, og tre af de første horn blev revet bort foran det. Og se, der var øjne som menneskeøjne i dette horn, og en mund, der talte store ord. Forgæves antager Porfyr, at det lille horn, som skød op efter de ti horn, er Antiochos Epifanes, og at de tre horn, der blev revet bort blandt de ti horn, er den sjette Ptolemaios, med tilnavnet Filometor, den syvende Ptolemaios Evergetes, og Artaxias, Armeniens konge; de to første døde længe før Antiochos blev født. Vi ved ganske vist, at Antiochos kæmpede mod Artaxias, men at han forblev i sit tidligere rige. Lad os derfor sige det, som alle kirkelige forfattere har overleveret: Ved verdens ende, når romernes rige skal tilintetgøres, vil der komme ti konger, som deler det romerske rige imellem sig, og en ellevte lille konge vil rejse sig, som skal besejre tre af de ti konger, nemlig kongen over Egypten, over Afrika og over Etiopien, sådan som vi tydeligere skal sige det i det følgende. Når disse er blevet dræbt, vil også syv andre konger bøje nakken for sejrherren. Og se, siger han, der var øjne som menneskeøjne i dette horn. Lad os ikke, som nogle mener, forestille os, at det er Djævelen eller en dæmon, men et menneske, i hvem hele Satan skal bo legemligt. Og en mund, der talte store ord (II Thess. 2). Han er nemlig syndens menneske, fortabelsens søn, så han vover at sætte sig i Guds tempel og udgive sig for at være Gud. (Vers. 9.) Jeg så, indtil troner blev sat frem, og Den Gamle af Dage satte sig. Hans klædning var hvid som sne, og håret på hans hoved som ren uld. Hans trone var flammende ild, dens hjul brændende ild; en ildflod, rivende og hastig, strømmede frem fra hans åsyn. Noget lignende læser vi også i Johannes' Åbenbaring (Åb. IV, 2 ff.). Straks efter blev jeg henrykt i ånden, og se, en trone var sat i himlen, og der sad en på tronen; og den, der sad, lignede en jaspis- og sardinsten, og der var en regnbue omkring tronen, som lignede en smaragd. Rundt om tronen var der andre troner, fireogtyve i tal, og på de fireogtyve troner sad fireogtyve ældste, iført hvide klæder, med guldkroner på hovedet; og fra tronen udgik lyn, røster og tordenskrald. Og syv lamper med brændende ild stod foran tronen; det er Guds syv ånder. Og foran tronen var der noget, der lignede et glashav, ligesom krystal. De mange troner, som Daniel så, forekommer mig altså at være dem, som Johannes kalder fireogtyve troner. Den Gamle af Dage er den, som hos Johannes alene sidder på tronen. Menneskesønnen, som kom til Den Gamle af Dage, er den samme, som hos Johannes kaldes løven af Judas stamme (Åb. V), Davids rod, og alt det øvrige af samme art. Jeg mener, at det er disse troner, som apostlen Paulus taler om: »Hvad enten det er troner eller herredømmer« (Kol. I, 16). Og i evangeliet læser vi: »Men I skal sidde på tolv troner og dømme Israels tolv stammer« (Matt. X, 28). At han sidder, og at han kaldes Den Gamle af Dage, betegner Gud, for at den evige dommers skikkelse kan blive vist. Hans klædning var hvid som sne, og håret på hans hoved som ren uld. Og Frelseren, forvandlet på bjerget og iført den guddommelige majestæts herlighed, ses i hvide klæder (Matt. XVII). At hans hår sammenlignes med den reneste uld, viser, at dommen er ren og oprigtig og ikke tager hensyn til personer, når der dømmes. Han beskrives også som gammel, for at dommens modenhed kan bekræftes. Hans trone var flammende ild, for at synderne skulle frygte pinslernes storhed, og de retfærdige blive frelst, dog således som gennem ild. Hans hjul var brændende ild, eller hans vogn. Også hos Ezekiel fremstilles Gud siddende på en firspandsvogn (Ez. I), og alt hos Gud er flammende. Om ham siges det også andetsteds: »Gud er en fortærende ild« (5 Mos. IV, 24), så at vi kan vide, at træ, hø og strå skal fortæres på dommens dag. Og i Salmerne læser vi: »Ild går foran ham og fortærer hans fjender rundt omkring« (Sl. XCVI, 3). En ildflod, rivende og hastig, strømmede frem fra hans åsyn, for at trække synderne ned i Gehenna. (Vers. 10.) Tusind tusinders tjente ham, og ti tusind gange hundrede tusind stod foran ham. Det betyder ikke, at dette antal af Guds tjenere er fastlagt, men at menneskets tale ikke kan udtrykke en større mængde. Det er disse tusinder og disse myriader, som vi læser om i Salmerne: »Guds vogne er titusinder, mangfoldige tusinder af frydefulde; Herren er iblandt dem« (Sl. LXVII, 18). Og et andet sted: »Han gør sine engle til ånder og sine tjenere til flammende ild« (Sl. CIII, 4). Englenes tjeneste er dobbelt: nogle giver de retfærdige deres belønninger, andre har opsyn med de enkelte plager. Dommen blev sat, og bøger blev åbnet. Alles samvittigheder og gerninger, både de gode og de onde, blev åbenbaret for alle. Den gode bog er den, som vi ofte læser om, de levendes bog. Den onde bog holdes i anklagerens hånd; han er fjenden og hævneren, om hvem vi også læser i Åbenbaringen: »vore brødres anklager« (Åb. XII, 10). Denne bog er jordisk; om den siger profeten også: »På jorden skal de skrives« (Jer. XVII, 13). (Vers. 11.) Jeg så på grund af de store ord, som dette horn talte. Guds dom kom for at ydmyge hovmodet. Derfor skal det romerske rige tilintetgøres, fordi dette horn talte store ord. Og jeg så, at dyret blev dræbt, og at dets krop gik til grunde. På grund af den gudsbespottende Antikrist skal alle riger på én gang tilintetgøres sammen med det romerske rige, 670 og der skal ikke længere være et jordisk rige, men de helliges livsførelse og den triumferende Guds søns komme, om hvem der siges: (Vers. 13.) Og se, med himlens skyer kom der en, som lignede en menneskesøn. Den sten, som i Nebukadnesars drøm beskrives som hugget løs uden menneskehånd, og som voksede til et stort bjerg og knuste leret, jernet, kobberet, sølvet og guldet, fremstilles nu under Menneskesønnens skikkelse, for at den menneskelige naturs antagelse i Guds søn skal betegnes, i overensstemmelse med det, vi læser i Apostlenes Gerninger: »Galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op mod himlen? Denne Jesus, som blev taget fra jer til himlen, skal komme på samme måde, som I har set ham fare op til himlen« (Ap. Gern. I, 11). (Vers. 14.) Og han nåede frem til Den Gamle af Dage, og de førte ham frem for ham, og han gav ham magt, ære og rige. Alt det, der siges om, at han blev fremstillet for den almægtige Gud og modtog magt, ære og rige, skal forstås i overensstemmelse med apostlens ord: »Da han var i Guds skikkelse, holdt han det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på sig selv, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig; og da han i sin fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig indtil døden, ja, døden på et kors« (Fil. II, 6-8). Hvis arianernes kætteri ville betragte alt dette med et fromt sind, ville det på ingen måde rejse en anklage om ulighed mod Guds søn. Og alle folk [var.: alle folk], stammer og tungemål skal tjene ham. Hans magt er en evig magt, som ikke skal tages fra ham, og hans rige skal ikke forgå, osv. Lad Porfyr svare på, hvem blandt mennesker dette kan passe på, eller hvem der er så mægtig, at han har knust det lille horn, som han fortolker som Antiochos. Hvis han svarer, at Antiochos' fyrster blev besejret af Juda Makkabæeren, må han forklare, hvordan han kommer med himlens skyer som en menneskesøn, føres frem for Den Gamle af Dage, modtager magt og rige, og hvordan alle folk, stammer og tungemål tjener ham, og hans magt er evig og ikke begrænses af nogen ende. (Vers. 17.) Disse fire store dyr er fire riger, som skal opstå af jorden [Vulg. fire riger skal opstå]. Men de hellige hos Den Højeste Gud skal modtage riget. De fire riger, som vi ovenfor har talt om, var jordiske. Alt, hvad der er af jorden, vender nemlig tilbage til jorden (Præd. III, 20); men de hellige skal på ingen måde have et jordisk rige, men et himmelsk. Lad derfor fortællingen om tusind år fare. Og de skal besidde riget for evigt og i evighedernes evighed osv. Hvis dette forstås om makkabæerne, må den, der hævder det, forklare, hvordan deres rige skulle være evigt. (Vers. 25.) Og han skal tale ord mod Den Højeste [var.: han taler]. Eller sådan som Symmachus har oversat det: »Han taler ord, som om han var Gud«, således at den, der tilegner sig Guds magt, også gør krav på de guddommelige majestætsord. Og han skal knuse Den Højestes hellige og tro, at han kan ændre tider og love. Antikrist skal nemlig føre krig mod de hellige og overvinde dem; og han skal rejse sig til så stort et hovmod, at han forsøger at ændre Guds love og ceremonier og ophøje sig over alt, hvad der kaldes Gud, idet han underlægger hele religionen sin magt. Og de skal gives i hans hånd for en tid, tider og en halv tid. »En tid« betegner ét år. »Tider« betegner, i overensstemmelse med det hebraiske sprogs særegenhed, som også har et dualistal, to år. »En halv tid« er derimod seks måneder. I denne periode skal de hellige gives i Antikrists magt, for at de jøder kan dømmes, som ikke troede sandheden, men tog imod løgnen. Om denne tid taler Frelseren også i evangeliet: »Hvis ikke de dage blev afkortet, ville intet menneske blive frelst« (Matt. XXIV, 22). At disse tidsrum ikke passer på Antiochos, skal vi sige i den afsluttende synsvision. (Vers. 6.) Og dommen skal sætte sig, for at magten skal tages fra ham, og han skal knuses og gå til grunde for evigt. Dette handler om Antikrist, det vil sige om det lille horn, som talte store ord, fordi hans rige skal tilintetgøres for evigt. 672 (Vers. 27.) Men riget, magten og rigets storhed under hele himlen skal gives til folket, som er Den Højestes hellige; hans rige er et evigt rige, og alle konger skal tjene ham og adlyde ham. Dette handler om Kristi herredømme, som er evigt. Her ender ordet. Dette er enden på det ord og den tale, som Herren åbenbarede mig i det nuværende syn. (Vers. 28.) Jeg, Daniel, blev meget foruroliget af mine tanker, og mit ansigt forandredes i mig, men jeg bevarede ordet i mit hjerte. Hidtil er Daniels bog skrevet på kaldæisk og syrisk. Resten, som følger indtil bogens slutning, læser vi på hebraisk. (KAP. VIII) (Kap. VIII.--Vers. 1.) I kong Belsassars tredje regeringsår viste der sig et syn for mig. Jeg, Daniel, efter det, jeg havde set i begyndelsen. Dette syn kom efter to år fra det tidligere syn. Det første var nemlig i Belsassars første år, dette ses i det tredje. Derfor tilføjer han: »Efter det, jeg havde set i begyndelsen.« (Vers. 2.) Jeg så i mit syn, mens jeg var i borgen Susa, som ligger i landet Elam [Vulg. byen]. Eller sådan som Symmachus har oversat det: »byen«, hvorfra også landet har fået sit navn, ligesom babylonierne har fået navn efter Babylon og elamitterne efter Elam; i stedet for dette har Septuaginta oversat »landet Elimaïs«. Susa er elamitternes lands hovedstad, hvor Daniel ifølge Josefus' historie opførte et højt tårn, bygget firkantet af marmor, af en sådan størrelse og skønhed, at det endnu den dag i dag ser nyt ud. Her begraves de persiske og mediske kongers jordiske rester, og vogteren eller opsynsmanden og præsten på dette sted er en jøde. »Mens jeg var i borgen Susa.« Ikke fordi borgen selv er byen, som vi har sagt, eftersom den er en hovedstad og meget mægtig, men fordi den er bygget så solidt, at den synes at være en borg. Jeg så i synet, at jeg befandt mig over porten Ulai. I stedet har Aquila oversat: »over Ubal Ulai«; Theodotion: »over Ubal«; Symmachus: »over Ulais sump«; Septuaginta: »over porten Ulai«. Man skal vide, at Ulai er navnet på et sted eller på en port, ligesom den skæve port i Troja, σκαιὰ-porten, og hos romerne Carmentalis; hver af dem har fået sit navn af sin egen særlige årsag. Og jeg løftede mine øjne og så. Selv om det, der ses i drømme, synes at være i skygge og som et billede, kan vi dog ikke engang se selve disse ting. (Vers. 3.) Og se, en vædder stod foran sumpen (eller foran porten, som på hebraisk kaldes UBAL); den havde høje horn, det ene højere end det andet, og det voksede stadig. Ved vædderen forstår han Dareios, Kyros' morbror, som regerede over mederne efter sin far Astyages. Det ene horn, der var højere end det andet og stadig voksede, betegner Kyros, som efter sin morfar Astyages regerede over mederne og perserne sammen med sin morbror Dareios, som grækerne kalder Kyaxares. (Vers. 4.) Derefter så jeg vædderen stange mod vest, mod nord og mod syd osv. Det er ikke selve vædderen, nemlig Kyros eller Dareios, men vædderen i det samme rige, det vil sige den anden Dareios, som var den sidste konge med persisk magt, og som Alexander, Filips søn og makedonernes konge, overvandt. At denne kong Dareios var den mægtigste og rigeste, fortæller både græske, latinske og barbariske historikere. Og jeg forstod. På grundlag af de tidligere syner, hvor det andet rige blev betegnet ved vædderen og gedebukken, forstår han også nu, at han ser medernes og persernes rige. (Vers. 5.) Men se, en gedebuk kom fra vest hen over hele jorden, uden at den rørte jorden osv. For at ingen skal tro, at jeg fremsætter min egen opfattelse, vil vi gengive Gabriels ord, da han udlægger profetens syn: «Vædderen, som du så have to horn, er medernes og persernes konge.» Nemlig Dareios, Arsames' søn, under hvem medernes og persernes rige blev ødelagt. Men gedebukken, som kom fra vest og på grund af sin umådelige hurtighed ikke syntes at røre jorden, er Alexander, grækernes konge. Efter at have omstyrtet Theben tog han til våben mod perserne, besejrede Dareios' hærførere i et slag ved floden Granikos og til sidst selv vædderen, Dareios, og knuste dens to horn, mederne og perserne. Han lagde den under sine fødder og underlagde begge horn sit herredømme. Det store horn er selv den første konge, Alexander. Da han døde i Babylon i sit toogtredivte leveår, rejste fire af hans hærførere sig i hans sted og delte riget mellem sig. Egypten holdt Ptolemaios, Lagos' søn; Makedonien Filip, som også kaldes Arideus [Al. Arius], Alexanders bror; Syrien, Babylon og alle Østens riger Seleukos Nikator; over Asien regerede Antigonos. Men, siger han, ikke med hans styrke. For ingen kunne måle sig med Alexanders storhed. Og efter lang tid skal en konge over Syrien med frækt ansigt og kendskab til intriger fremstå, Antiochos Epifanes, Seleukos' søn, som også blev kaldt Filopator. Da han havde været gidsel i Rom og ved list havde tiltaget sig magten uden senatets vidende, kæmpede han mod Ptolemaios Filometor, det vil sige mod syd og mod egypterne. Dernæst kæmpede han mod øst og mod dem, der rørte på sig i Persien; til sidst kæmpede han mod jøderne, indtog Judæa og drog ind i Jerusalem. I Guds tempel opstillede han en statue af Jupiter Olympius, og han ophøjede sin pragt helt til himlens hær, det vil sige Israels sønner, som var omgivet af englenes hjælp, så han underlagde mange af de hellige afgudsdyrkelsen og trampede himlens stjerner under sine fødder. Således kom det til at ske, at han holdt syd og øst, det vil sige Egypten og Persien, under sit herredømme. Når der står: «Han blev ophøjet indtil hærens fyrste», betyder det, at han rejste sig mod Gud og forfulgte hans hellige; at han fjernede det stadige offer, som blev bragt morgen og aften, og vanhelligede og omstyrtede stedet for hans helligdom. Og dette skete ikke ved hans egen kraft, men på grund af folkets synder. Således kom sandheden til at ligge kastet til jorden, og mens afgudsdyrkelsen blomstrede, lå dyrkelsen af Gud øde. (Vers. 13.) Og jeg hørte en af de hellige tale, og en hellig sagde til en anden – jeg ved ikke, hvem der talte. I stedet for «en anden, jeg ved ikke hvem», som Symmachus gengav med τινί ποτε, og som vi har fulgt, har Aquila og Theodotion samt Septuaginta ( ) φελμονὶ, selve det hebraiske ord. Ved ikke at nævne englens navn angav han altså generelt en hvilken som helst af englene. «Hvor længe skal synet og det stadige offer og synden, som forårsager ødelæggelse, og helligdommen og hærskaren trampes ned?» Den ene engel spørger den anden, hvor længe templet efter Guds dom under kong Antiochos af Syrien skal ligge øde, og statuen af Jupiter stå i Guds tempel, i overensstemmelse med det, han tilføjede, da han sagde: «Og helligdommen og hærskaren skal trampes ned.» (Vers. 14.) Og han sagde til ham: «Indtil aften og morgen, to tusind tre hundrede dage, og helligdommen skal renses.» Lad os læse Makkabæerbøgerne og Josefus' historie; dér vil vi finde skrevet, at Antiochos i det hundrede og treogfyrretyvende år efter Seleukos, som var den første, der regerede i Syrien efter Alexander, drog ind i Jerusalem og lagde alt øde, og at han i det tredje år efter sin tilbagekomst opstillede en statue af Jupiter i templet. Indtil Judas Makkabæeren, det vil sige indtil det hundrede og otteogfyrretyvende år, var der gået seks år med Jerusalems ødelæggelse, men tre år med templets vanhelligelse; to tusind tre hundrede dage og tre måneder var gået til ende, hvorefter templet blev renset. Nogle læser i stedet for to tusind tre hundrede: to tusind to hundrede, for at det ikke skal synes, at der mangler seks år og tre måneder. De fleste af vore henfører dette sted til Antikrist og siger, at det, der forbilledligt skete under Antiochos, i sandhed skal fuldbyrdes under ham. Det, der siges om, at helligdommen skal renses, betegner Judas Makkabæers tid. Han besejrede Antiochos' hærførere ved Emmaus, som nu kaldes Nikopolis, idet han drog fra landsbyen Modin med sine brødre og slægtninge, som støttede ham, samt med mange af det jødiske folk. Da Antiochos hørte dette – han, der havde rejst sig mod fyrstenes Fyrste, det vil sige Herren over herrerne og kongernes konge – var han i Elimaïs, som er en persisk egn, og ønskede at plyndre Dianatemplet, der rummede kostbare gaver. Men efter også dér at have mistet sin hær blev han knust uden menneskehånd, det vil sige, han døde af sorg. Aften og morgen betegner dagens og nattens skiften. (Vers. 15.) Da jeg, Daniel, så synet og søgte at forstå det, skete det. Han så synet i et billede og en skikkelse, men forstod ikke dets betydning. Det er altså ikke enhver, der ser, som også forstår; ligesom når vi læser Den Hellige Skrift med øjnene, men ikke forstår den med hjertet. Og se, foran mig stod noget, der lignede en mands skikkelse. Engle er nemlig ikke mænd, men de viser sig i mænds skikkelse. Sådan viste tre mænd sig for Abraham ved Mamres eg (Gen. VIII); de var naturligvis ikke mænd, og én af dem blev tilbedt som Herren. Derfor siger Frelseren også i Evangeliet: «Abraham så min dag; han så den og glædede sig» (Joh. VIII, 56). (Vers. 16 og 17.) Og jeg hørte en mands røst mellem Ulai, og han råbte og sagde: «Gabriel, få ham til at forstå dette syn.» Og han kom og stillede sig ved siden af det sted, hvor jeg stod. Da han kom, styrtede jeg rædselsslagen ned på mit ansigt. Den mand, som befalede Gabriel at få Daniel til at forstå synet, mener jøderne var Mikael. Men fordi synet handlede om krige, kongers kampe, ja om rigers skiften, blev Gabriel, som er sat over kampene, viet til denne opgave. Gabriel betyder på vores sprog styrke eller Guds stærke. Derfor kom Gabriel på det tidspunkt, da Herren skulle fødes, erklære dæmonerne krig og sejre over verden, til Zakarias og til Maria (Luk. I). Og senere læser vi i Salmerne om Herren, der sejrer: «Hvem er denne herlighedens konge? Herren, stærk og mægtig, Herren, mægtig i krig; han er herlighedens konge» (Sl. XXIII, 8). Hvor der derimod er brug for lægedom og helbredelse, sendes Rafael, hvis navn betyder helbredelse eller Guds lægedom – hvis man da vil anerkende Tobits bog. Men hvor folket loves fremgang, og der er brug for ἰλασμὸς, som vi kan gengive med forsoning eller soning, sendes Mikael, hvis navn betyder: «Hvem er som Gud?» Denne betydning af navnet viser nemlig, at den sande lægedom findes i Gud. Og han sagde til mig: «Forstå, menneskesøn, for synet gælder endetiden» osv. Ezekiel, Daniel og Zakarias – fordi de ofte ser sig selv blandt englene – bliver, for at de ikke skal ophøje sig i hovmod og tro, at de tilhører englenes natur eller værdighed, mindet om deres skrøbelighed og kaldt menneskesønner, så de kan vide, at de er mennesker. (Vers. 18.) Og han rørte ved mig og satte mig på min plads. Og han sagde til mig osv. Profeten, som i rædsel var faldet om og lå på jorden på alle fire med ansigtet nedad, bliver rejst op ved englens berøring, så han uden frygt kan høre og forstå det, der bliver sagt. (Vers. 26.) Du skal derfor forsegle synet, for det gælder en fjern fremtid. Efter at englen Gabriel havde udlagt synet, sådan som vi ovenfor har gennemgået det efter bedste evne, afslutter han med ordene: «Du skal derfor forsegle synet, for det gælder en fjern fremtid.» Med ordet «forsegle» viser han, at det, der blev sagt, var dunkelt og ikke åbent for mange tilhørere, og at det ikke kunne forstås, før det blev opfyldt i begivenheder og handlinger. (Vers. 27.) Og jeg, Daniel, blev udmattet og syg i dagevis. Da jeg rejste mig, udførte jeg kongens opgaver. Det er det samme, som vi læser om Abraham i Første Mosebog: Efter at han havde hørt Herren tale til sig, sagde han, at han var støv og aske (Gen. XVIII). Daniel siger altså, at han blev udmattet og syg af rædslen for synet, og da han rejste sig, udførte han det arbejde, kongen havde pålagt ham; han gav enhver, hvad han skulle have, og kendte det evangeliske ord: «Giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er» (Luk. XX, 25). Og jeg var forbløffet over synet, og der var ingen til at udlægge det. Hvis der ikke var nogen til at udlægge det, hvordan kunne englen så ovenfor udlægge det? Meningen er, at han havde hørt om kongerne, men ikke kendte deres navne; han havde lært fremtiden at kende, men var usikker og vaklede med hensyn til, hvornår den skulle indtræffe. Derfor kunne han kun undre sig over synet og overlade alt til Guds viden. (KAP. IX) (Kap. IX.—Vers. 1.) I Dareios, Ahasverus' søns, første år – han var af medisk slægt og herskede over kaldæernes rige – i det første år af hans regering. Dette er den Dareios, som sammen med Kyros overvandt kaldæerne og babylonierne. Vi skal ikke tro, at det er den Dareios, i hvis andet år templet blev genopbygget – det antager Porfyr for at udstrække Daniels årstal – eller den, som blev besejret af Alexander, makedonernes konge. Han tilføjer altså faderens navn og sejren, fordi han som den første af medisk slægt omstyrtede kaldæernes rige, så han kan fjerne den læsefejl, som navneligheden kunne forårsage. (Vers. 2.) Jeg, Daniel, forstod i bøgerne det antal år, som Herrens ord til profeten Jeremias handlede om, nemlig at Jerusalems ødelæggelse skulle vare halvfjerds år. Jeremias havde forudsagt, at templet skulle ligge øde i halvfjerds år (Jer. LII, 29); derefter skulle folket atter vende tilbage til Judæa, og templet og Jerusalem skulle genopbygges. Denne omstændighed gør ikke Daniel forsømmelig, men tilskynder ham snarere til at bede, for at Gud ved hans bønner kan opfylde det, han har lovet i sin barmhjertighed, så forsømmelighed ikke skal avle hovmod og hovmod krænkelse. I Første Mosebog læser vi således (Gen. IX), at der før syndfloden blev fastsat et hundrede og tyve år til omvendelse. Men fordi de ikke ville gøre bod i så lang tid, nemlig i hundrede år, venter han ikke på, at de øvrige tyve skal gå; han bringer i stedet det, som han senere havde truet med. Derfor siges der også til Jeremias, på grund af det jødiske folks hårdhjertethed: «Bed ikke for dette folk, for jeg vil ikke høre dig» (Jer. VII, 16). Og til Samuel: «Hvor længe vil du sørge over Saul? Jeg har forkastet ham» (1 Sam. XVI, 1). I aske og sæk beder han altså om, at det, Gud har lovet, må blive opfyldt – ikke fordi han tvivler på fremtiden, men for at tryghed ikke skal avle forsømmelighed og forsømmelighed krænkelse. Jeg beder dig, store og frygtindgydende Herre og Gud. Mod dem, der foragter dine bud. (Vers. 4.) Du holder pagt og viser barmhjertighed mod dem, der elsker dig, og som holder dine bud. Det, Gud lover, sker altså ikke straks; men han opfylder sine løfter på dem, der holder hans bud. (Vers. 5.) Vi har syndet, handlet uret, handlet ugudeligt og vendt os bort osv. Han opregner folkets synder, eftersom han selv er en af folket, i sit eget navn 679; og vi læser, at apostlen gør det samme i brevet til romerne. (Vers. 7.) Dig, Herre, tilkommer retfærdigheden; men os tilkommer ansigtets skam osv. For med rette lider vi det, vi fortjener. (Vers. 8.) Dig, Herren vor Gud, tilkommer barmhjertighed og forsoning osv. Om dette havde han ovenfor sagt: Dig, Herre, tilkommer retfærdigheden; men nu, fordi Herren ikke blot er retfærdig, men også barmhjertig, siger han: Dig, Herre, tilkommer barmhjertigheden, for efter dommerens dom at bevæge ham til nåde. (Vers. 11.) Og den dryppede over os. Du udøste ikke al den vrede over os, som vi ikke kunne bære, men blot en dråbe af din harme, for at vi, tugtet af plagen, skulle vende tilbage til dig. Forbandelsen og forbandelseseden, som er skrevet i bogen om Guds tjener Moses, osv. I Femte Mosebog læser vi om Guds forbandelser og velsignelser (Femte Mosebog 27), som senere blev fremsagt på Garizims bjerg og på Ebals bjerg over de retfærdige og synderne. (Vers. 13.) Alt dette onde kom over os, og vi søgte ikke dit ansigt, Herre vor Gud, for at vende om fra vore synder og tænke på din sandhed. Hvilken stor hårdhed, at de, mens de befandt sig under plagerne, ikke bad Gud om hjælp; og selv hvis de bad, gjorde de det ikke med det formål at vende om fra deres synder. At vende om fra synden er imidlertid at tænke på Guds sandhed. (Vers. 14.) Og Herren vågede over ulykken og lod den komme over os osv. Når vi tugtes på grund af vore synder, våger Gud over os og hjemsøger os. Men når vi er forladt af Gud og ikke dømmes, fordi vi er uværdige til Herrens tugt, siges han at sove. Derfor læser vi også i Salmerne: Herren rejste sig som en, der sov, og som en, der var bedøvet af vin (Sl. 77). For vor ondskab og uretfærdighed beruser Gud; og når den tugtes i os, siges han at vågne og rejse sig fra sin beruselse, for at han kan få os, der er berusede af synd, til at vågne op til retfærdigheden. (Vers. 15.) Og nu, Herre vor Gud, osv. Han mindes den gamle velgerning for at bevæge Gud til en lignende barmhjertighed. (Vers. 17.) Og vis dit ansigt over din helligdom, som ligger øde. Fuldbyrd i gerning, hvad du har lovet med ord; den nært forestående tid for ødelæggelsen er ved at blive opfyldt. (Vers. 18.) For din egen skyld, min Gud, bøj dit øre og hør; åbn dine øjne og se vor ødelæggelse osv. Han taler her på menneskelig vis, så Gud synes at bøje sit øre, når vi bliver hørt; at åbne sine øjne, når Gud værdiger sig til at se til os; og at være uværdig både til hans øjne og ører, når han vender sit ansigt bort. (Vers. 20.) Og mens jeg endnu talte og bad og bekendte mine synder og mit folk Israels synder, for at jeg kunne fremsætte mine bønner for min Gud i min Guds hellige bjergs nærhed. Således gentager han, som vi sagde ovenfor, ikke blot folkets synder, men også sine egne, fordi han selv er en af folket; eller også slutter han sig ydmygt til det syndige folk, skønt han ikke selv har syndet, for gennem ydmygheden at opnå tilgivelse. Bemærk, at han her siger: Jeg bekendte mine synder. For på mange steder i Den hellige Skrift betyder bekendelse ikke bod, men lovprisning. (Vers. 21.) Mens jeg endnu talte i bønnen: Se, en mand ved navn Gabriel, som jeg havde set i synets begyndelse. Han kalder begyndelsen det tidligere syn, som dette følger efter. Og stor er bønnens virkning; Herrens løfte er blevet opfyldt, det, hvor han siger: Mens du endnu taler, vil jeg sige: Se, her er jeg (Esajas 58,9). Gabriel viser sig ikke som en engel eller ærkeengel, men som en mand, for at ordet ikke skulle angive køn, men en kraftens betegnelse. Han kom flyvende og berørte mig hurtigt ved aftenofferet. Han siges at flyve, fordi han viste sig som en mand, og ved aftenofferet, fordi profetens bøn havde varet fra morgenofferet til aftenofferet; og derfor bøjede Guds barmhjertighed sig mod ham. (Vers. 22.) Han underviste mig og talte til mig og sagde: Synet er så dunkelt, at profeten har brug for englens undervisning. Daniel, nu er jeg gået ud for at undervise dig og give dig forståelse. Jeg er nu sendt til dig og er gået ud, ikke fra Guds ansigt for at forlade ham, men for at komme til dig. (Vers. 23.) Fra begyndelsen af dine bønner er ordet udgået; jeg er kommet for at fortælle dig, at du er en højt elsket mand. Så snart du begyndte at bede, opnåede du Guds barmhjertighed; og domsordet gik ud, og jeg blev derfor sendt for at forklare dig det, du ikke forstår; for du er en højt elsket mand, eller elskelig og værdig til Guds kærlighed, sådan som Salomo blev kaldt Jedida [el. Jedida], eller en mand, der er genstand for begær, fordi du på grund af dit begær fortjener at høre Guds hemmeligheder og være indviet i det, der skal komme. 681 Vær derfor opmærksom på ordet og forstå synet. Hvis Daniel får at vide: Læg nøje mærke til det, så du kan høre og forstå det, du ser, hvad bør så ikke vi gøre, hvis øjne er blændet af uvidenhedens mørke og lastens tåge? (Vers 24.) Halvfjerds uger er afgrænset for dit folk og for din hellige by, for at overtrædelsen skal bringes til ophør, synden få ende, skylden udslettes, og evig retfærdighed føres frem; for at synet og profetien skal opfyldes, og det allerhelligste salves. Vid derfor og forstå: Fra den tid da ordet udgår om, at Jerusalem atter skal bygges, indtil Kristus, Fyrsten, skal der være syv uger og toogtres uger; da skal torvet og muren atter bygges, men under tidernes trængsel. Og efter de toogtres uger skal Kristus dræbes, og han skal ikke have noget (folk, som vil fornægte ham), og folket sammen med den kommende fyrste skal ødelægge byen og helligdommen; og dens ende skal være ødelæggelse, og efter krigens ende er ødelæggelse fast besluttet. Men han skal stadfæste pagten med mange i én uge, og midt i ugen skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre. Og i templet skal der være en ødelæggelsens vederstyggelighed, og indtil fuldendelsen og enden skal ødelæggelsen vare ved. Eftersom profeten havde sagt: »Du førte dit folk ud, og dit navn er blevet påkaldt over din by og over dit folk«, taler Gabriel derfor på Guds vegne: »Det er på ingen måde Guds folk, men dit folk; heller ikke Guds hellige by, men hellig, som du siger [eller: lærer] dig selv.« Noget lignende læser vi i Anden Mosebog, da Gud taler til Moses: »Gå ned, for dit folk har handlet syndigt« (2 Mos 32,7), det vil sige: ikke mit folk, fordi det har forladt mig. Eftersom du altså beder for Jerusalem og går i forbøn for jødefolket, så hør, hvad der skal ske med dit folk og din by i de halvfjerds årsuger, som følger. Jeg ved, at denne sag er blevet drøftet på forskellig vis af de lærdeste mænd, og at enhver efter sit sinds evne har sagt, hvad han mente. Eftersom det derfor er farligt at dømme over Kirkens læreres synspunkter og foretrække den ene frem for den anden, vil jeg gengive, hvad hver enkelt har ment, og overlade det til læserens skøn, hvis udlægning han bør følge. Africanus har i det femte bind af sine Tider skrevet følgende om de halvfjerds uger; jeg gengiver det ordret. »Det afsnit, vi læser hos Daniel om de halvfjerds uger, rummer meget, der er stort og underfuldt, men det vil nu være for langt at sige alt dette. Derfor må vi, for så vidt det angår det foreliggende værk, tale om tidsforløbet. Ingen kan være i tvivl om, at forkyndelsen handler om Kristi komme; han viste sig for verden efter de halvfjerds uger. Efter ham blev overtrædelserne fuldendt, synden fik ende, skylden blev udslettet, og den evige retfærdighed blev forkyndt, den retfærdighed som skulle overvinde lovens retfærdighed. Synet og profetien blev opfyldt, for loven og profeterne gjaldt indtil Johannes Døberen (Luk 16). Og det allerhelligste blev salvet. Alt dette håbede man på, før Kristus påtog sig et menneskeligt legeme, snarere end at man allerede besad det. Englen siger imidlertid selv halvfjerds årsuger, det vil sige fire hundrede og halvfems år, fra den tid da ordet udgår, således at svaret gives, og Jerusalem bygges, og de skal begynde i perserkongen Artaxerxes' tyvende år. Nehemias, hans mundskænk, bad nemlig kongen, som vi læser i Ezras bog, og fik det svar, at Jerusalem skulle bygges. Det var dette ord, der udgik, og som gav tilladelse til at opføre byen og omgive den med mure; indtil da havde den været åben for nabofolkenes indfald. For selv om Kyros, kongen, havde givet dem, der ønskede at vende tilbage til Jerusalem, tilladelse, forsøgte ypperstepræsten Jesus og Zerubbabel, og senere præsten Ezra samt de andre, der ønskede at drage bort sammen med dem, at bygge templet, byen og dens mure, men folkene rundt om forhindrede værket i at blive fuldført, som om kongen ikke havde befalet det. Værket forblev derfor ufuldendt indtil Nehemias' tid og Artaxerxes' tyvende år. [Altså fandt fangenskabet sted 70 år før perserriget.] På det tidspunkt var der gået hundrede og femten år af perserriget, men af Jerusalems fangenskab var det et hundrede og femogfirsindstyvende år. Da befalede Artaxerxes for første gang, at Jerusalems mure skulle opføres; Nehemias stod i spidsen for arbejdet, torvet blev bygget, og murene blev rejst rundt om. Fra dette tidspunkt kan du, hvis du vil tælle, finde halvfjerds årsuger frem til Kristus. Hvis vi derimod vil tage begyndelsen fra et andet tidspunkt, vil tidsforløbene ikke stemme overens, og vi vil finde meget, der strider imod hinanden. For hvis man tæller halvfjerds uger fra Kyros og hans første benådning, hvorved jødernes fangenskab blev ophævet, vil man finde hundrede år og mere, som overstiger det fastsatte antal på halvfjerds uger; og endnu mere, hvis man vil tage begyndelsen fra den dag, da englen talte til Daniel. Tallet bliver større endnu, hvis man vil lade fangenskabets begyndelse være udgangspunktet for ugerne. Perserriget bestod nemlig indtil makedonernes begyndelse i to hundrede og tredive år, og makedonerne selv regerede i tre hundrede år. Derefter, indtil Tiberius Cæsars femtende år, da Kristus led, tælles tres år; tilsammen bliver det fem hundrede og halvfems år, så der er hundrede år til overs. Men fra Artaxerxes' tyvende regeringsår indtil Kristus fuldendes de halvfjerds uger efter hebræernes måneberegning, for de tæller månederne ikke efter solens, men efter månens gang. Fra det hundrede og femtende år af perserriget, da kong Artaxerxes, som tilhørte dette rige, var i sit tyvende regeringsår, og det var det fjerde år i den treogfirsindstyvende olympiade, indtil den to hundrede og anden olympiade og dens andet år, Tiberius Cæsars femtende år, sammenregnes fire hundrede og femoghalvfjerds år. Disse udgør fire hundrede og halvfems hebræiske år efter månemånederne, som vi har sagt. Efter deres beregning kan hver måned have niogtyve dage [eller otteogtyve dage] og en halv, sådan at solens kredsløb i fire hundrede og halvfems år har tre hundrede og femogtres dage og en fjerdedel dag, og at der i årets tolv måneder hvert år findes elleve dage og en fjerdedel dag mere. Derfor indskyder grækere og jøder hver otte år tre skudmåneder. For hvis du vil beregne otte gange elleve og en fjerdedel, bliver det halvfems dage, det vil sige tre måneder; og i fire hundrede og femoghalvfjerds år findes der nioghalvtreds ottere, samt tre måneder. Tilsammen udgør de omtrent femten år. Hvis du lægger dem til de fire hundrede og femoghalvfjerds år, får du halvfjerds årsuger, det vil sige i alt fire hundrede og halvfems år.« Således talte Africanus med de samme ord, som vi har gengivet. Lad os gå videre til Eusebius Pamphilus, som i den ottende bog af Evangelisk bevisførelse fremsætter følgende formodning: »Det forekommer mig ikke, at opdelingen af de halvfjerds uger er foretaget uden grund: først nævnes syv, derefter toogtres, og til sidst føjes én uge til, som selv er delt i to. Der står nemlig: Du skal vide og forstå, at fra den tid ordet udgår, for at svaret gives, og Jerusalem bygges, indtil Kristus, Fyrsten, skal der være syv uger og toogtres uger. Og efter det andet, som han har fortalt i midten, siger han til sidst: Han skal stadfæste pagten med de mange i én uge [eller: én uge]. Det er åbenbart, at englen ikke uden grund og uden Guds inspiration svarede sådan. Denne iagttagelse synes at kræve en forsigtig og omhyggelig forklaring, så læseren giver nøje agt og undersøger årsagen til opdelingen [eller: synet]. Men hvis vi skal sige, hvad vi mener, efter den anden udlægning, som nu foreligger i teksten, mener vi, at englen med ordene: Fra den tid ordet udgår, for at svaret gives, og Jerusalem bygges, indtil Kristus, Fyrsten, ikke betegner andre end de fyrster, som efter denne profeti og efter folkets tilbagevenden fra Babylon stod i spidsen for jødefolket; det vil sige ypperstepræster og præster, som Skriften kalder salvede, fordi de er salvet. Den første af dem var Jesus, Josedeks søn, den store præst, og de fortsatte indtil Herren og Frelserens komme. Det er dem, den profetiske forudsigelse betegner, når den siger: Fra den tid ordet udgår, for at svaret gives, og Jerusalem bygges, indtil Kristus, Fyrsten, skal der være syv uger og toogtres uger; det vil sige, at man skal tælle syv uger og derefter toogtres, som tilsammen udgør fire hundrede og treogfirs år fra Kyros. For at vi ikke skal synes blot at fremsætte en dristig påstand uden at bevise det, vi siger, vil vi tælle dem, som efter Jesus, Josedeks søn, indtil Herren kom, stod i spidsen for folket som Kristi salvede, det vil sige som ypperstepræster. Den første var altså, som vi allerede har sagt, efter Daniels profeti, der blev udtalt under kong Kyros, og efter folkets tilbagevenden fra Babylon, Jesus, Josedeks søn, den store præst, og Zerubbabel, Salatiels søn, som lagde templets grundvold. Da arbejdet blev hindret af samaritanerne og andre folkeslag rundt om, fuldendtes syv ugers år, det vil sige niogfyrre år, hvor templets værk forblev ufuldendt; og profetien adskiller disse fra de øvrige toogtres uger. Også jøderne taler til Herren i evangeliet ud fra denne opfattelse [eller: antagelse]: »I seksogfyrre år er dette tempel blevet bygget, og du vil rejse det på tre dage« (Joh 2,20). Så mange år er der nemlig fra kong Kyros' første år, da han gav de jøder frihed, som ønskede at vende tilbage til deres fædreland, indtil kong Dareios' sjette år, under hvem hele tempelarbejdet blev fuldført. Josefus føjede imidlertid yderligere tre år til, hvor templets gårde og andet, der endnu stod tilbage, blev gjort færdigt. Lagt til de seksogfyrre år bliver det niogfyrre år, det vil sige syv årsuger. De resterende toogtres uger tæller de fra Dareios' syvende år. På den tid stod Jesus, Josedeks søn, og Zerubbabel, som nu var blevet ældre, i spidsen for folket; under dem profeterede Haggaj og Zakarias. Efter dem kom Ezra og Nehemias fra Babylon og byggede byens mure, mens Jojakin, Jesu søn, med tilnavnet Josedek, var ypperstepræst. Efter ham fulgte Eliasib i præsteembedet, derefter Jojada og senere Johannes; efter Johannes kom Jaddua. I hans tid grundlagde Alexander, makedonernes konge, Alexandria, som Josefus fortæller i sine bøger om Oldtiden, og han kom til Jerusalem og ofrede offerdyr i templet. Da Alexander døde i den hundrede og trettende olympiade, i det to hundrede og seksogtredivte år af perserriget, som var begyndt i den første olympiades femoghalvtredsindstyvende år, og efter at ypperstepræsten Jaddua var død, han som havde ledet templet under Alexander, overtog Onias ypperstepræsteembedet. På dette tidspunkt underlagde Seleukos Babylon og satte diademet for hele Syrien og Asien på sit hoved; det var i det tolvte år efter Alexanders død. Fra Kyros' regering indtil denne tid regner man i alt to hundrede og otteogfyrre år. Fra denne periode begynder Makkabæerbogen at tælle grækernes rige. Efter Onias stod ypperstepræsten Eleazar i spidsen for jøderne. På hans tid siges De Halvfjerds Tolke at have oversat de hellige skrifter til græsk i Alexandria. Efter ham kom en anden Onias, som blev efterfulgt af Simon. Mens Simon styrede folket, skrev Jesus, Siraks søn, den bog, der på græsk kaldes »den altdydige«, og som af mange fejlagtigt tilskrives Salomo. Efter ham overtog en anden Onias ypperstepræsteembedet; på hans tid tvang Antiokus jøderne til at ofre til folkenes guder. Da han var død, rensede Judas Makkabæer templet og knuste afgudsbillederne. Han blev efterfulgt af sin bror Jonatan, og efter ham styrede Simon, deres bror, folket. Ved Simons død var det to hundrede og syvoghalvfjerdsindstyvende år af Syriens rige fuldendt, og indtil dette tidspunkt omfatter Første Makkabæerbogs historie. Fra kong Kyros' første år, kongen af Persien, indtil den første Makkabæerbogs afslutning og ypperstepræsten Simons død, regner man fire hundrede og femogtyve år. Efter ham havde Johannes ypperstepræsteembedet i niogtyve år. Da han døde, stod Aristobulos i et år i spidsen for folket; han var den første, der efter jødernes tilbagevenden fra Babylon bar diademet som tegn på kongelig magt sammen med ypperstepræsteembedets værdighed. Hans efterfølger var Alexander, både konge og ypperstepræst, som regerede folket i syvogtyve år. Indtil dette tidspunkt regner man altså fra kong Kyros' første år og de fangnes tilbagevenden, som ønskede at komme til Judæa, fire hundrede og treogfirs år; syv og toogtres uger, det vil sige i alt niogtres uger, udgør netop dette. I hele denne tid styrede ypperstepræsterne jødefolket, og jeg mener nu, at det er dem, der kaldes Kristus-fyrster. Da den sidste af dem, Alexander, var død, blev jødefolket uden nogen leder plaget af oprør, som trak det i forskellige retninger. Så meget, at Alexandra, som også blev kaldt Salina, Alexanders hustru, overtog regeringen; ypperstepræsteembedet beholdt hun til sin søn Hyrkan, men gav riget til sin anden søn Aristobulos, som havde det i ti år. Mens brødrene kæmpede mod hinanden i indbyrdes oprør og trak jødefolket ind i forskellige partier, kom Gnejus Pompejus, den romerske hærs hærfører. Han indtog Jerusalem og trængte helt ind i templets inderste rum, som kaldtes det allerhelligste. Aristobulos lod han lænkebundet [eller: besejret] sende til Rom, så han kunne pryde hans triumf, og ypperstepræsteembedet gav han til Aristobulos' bror Hyrkan. Da blev jødefolket for første gang skattepligtigt under romerne. Efter ham fik Herodes, Antipatros' søn, efter at have dræbt Hyrkan, jødernes rige ved en senatsbeslutning, og han var den første fremmede, der herskede over jøderne. Han gav heller ikke, i overensstemmelse med Moses' lov, ypperstepræsteembedet videre til børnene efter forældrenes død, men til fremmede; og ikke engang til disse i længere tid, medmindre det skete af gunst eller mod betaling, idet han tilsidesatte den guddommelige lovs bud.« Den samme Eusebius fremsætter også en anden forklaring; hvis vi vil oversætte den til latin, vil vi gøre bogen længere, end den allerede er. Dette er altså meningen med hans udlægning: Fra Dareios' sjette år, han som regerede i Persien efter Kyros og hans søn Kambyses, da tempelarbejdet var fuldført, indtil Herodes og kejser Augustus tæller han syv og toogtres uger, som udgør fire hundrede og treogfirs år. På det tidspunkt blev Kristus, det vil sige Hyrkan, den sidste ypperstepræst af Makkabæerslægten, dræbt af Herodes, og rækken af ypperstepræster ophørte efter Guds lov. Byen og selve helligdommen ødelagde den romerske hær under en romersk fyrste, eller også Herodes selv, som ved romernes hjælp tilrev sig en uretmæssig magt over jøderne. Og når der videre står: »Han skal stadfæste pagten med mange i én uge [eller: uger], og midt i ugen skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre«, fortolker han det således: Mens Herodes regerede i Judæa og Augustus hos romerne, blev Kristus født. Han prædikede evangeliet i tre år og seks måneder, ifølge evangelisten Johannes, og stadfæstede den sande gudsdyrkelse for mange, uden tvivl sammen med apostlene og de troende. Efter Herrens lidelse, midt i ugen, ophørte slagtofferet og afgrødeofferet på ny. For hvad der senere blev gjort i templet, var ikke Guds offer, men Djævelens dyrkelse, mens alle i fællesskab råbte: »Hans blod komme over os og over vore børn« (Matt 27,25), og: »Vi har ingen konge, undtagen kejseren.« Dette sted kan den omhyggelige læser finde udførligt forklaret i samme Eusebius' Krønike, som jeg for mange år siden oversatte til latin. At der fra templets fuldendelse indtil kejser Augustus' tiende år, da Herodes efter Hyrkans død fik magten over Judæa, skal tælles syv og toogtres uger, det vil sige fire hundrede og treogfirs år, kan vi bevise således: I den seksogtresindstyvende olympiades første år, det vil sige Dareios' sjette år, blev templets opførelse fuldført. I den hundrede og seksogfirsindstyvende olympiades tredje år, det vil sige Augustus' tiende år, overtog Herodes magten over jøderne. Det bliver fire hundrede og treogfirs år, når hver olympiade regnes som fire år. Den samme Eusebius nævner også en anden opfattelse, som jeg for en del ikke forkaster: at mange udstrækker én årsuge til halvfjerds år ved at regne ti år for hvert år i ugen. De mener, at der fra Herrens lidelse indtil Neros regering gik femogtredive år, da romerske våben for første gang blev grebet mod jøderne, og at dette er halvdelen af de halvfjerds årsuger. Derefter skulle der fra Vespasian og Titus og videre, fra den tid da Jerusalem og templet blev brændt, indtil Trajan, være yderligere femogtredive år; dette skulle være den uge, om hvilken englen taler til Daniel: »Han skal stadfæste pagten med mange i én uge.« For evangeliet blev forkyndt ved apostlene i hele verden, og de holdt ud indtil den tid. Kirkens historier beretter, at evangelisten Johannes levede næsten indtil Trajans tid. Men jeg ved ikke, hvordan vi kan forstå de foregående syv og toogtres uger som syv år hver, og denne ene som ti år, det vil sige halvfjerds år. Så langt Eusebius. Hippolytus mente således om de samme uger: Han tæller syv uger før folkets tilbagevenden og toogtres efter tilbagevendingen, indtil Kristi fødsel; men tidsforløbet stemmer på ingen måde. Perserrigets år tælles nemlig til to hundrede og tredive, makedonernes til tre hundrede, og efter dem indtil Herrens fødsel tredive år. Det vil sige, fra begyndelsen af den persiske kong Kyros' regering indtil Frelserens komme er der fem hundrede og tres år. Den sidste uge henlægger han til verdens fuldendelse og deler den mellem Elias' tid og Antikrists tid, sådan at kundskaben om Gud skal stadfæstes i tre og et halvt år af den sidste uge. Om denne uge står der: »Han skal stadfæste pagten med mange i én uge« (Dan 9,27); og i de tre følgende år under Antikrist skal slagtoffer og afgrødeoffer ophøre. Når Kristus kommer og dræber den lovløse med sin munds ånde, skal ødelæggelsen vare ved indtil fuldendelsen og enden. Apollinaris af Laodikeia frigør sig derimod fra enhver undersøgelse af fortidens tider, retter sine forventninger mod fremtiden og fremsætter på farlig vis en mening om det usikre. Hvis de, der kommer til at leve efter os, ikke skulle se dette fuldendt på det fastsatte tidspunkt, vil de blive tvunget til at søge en anden løsning og anklage deres lærer for vildfarelse. Han siger altså, for at jeg skal oversætte ord for ord og ikke synes at gøre ham uret ved at gengive ham forkert: I fire hundrede og halvfems år skal synderne og alle de laster, der udspringer af synderne, holdes tilbage. Derefter skal der komme gode ting, og verden skal forsones med Gud ved hans søn Kristi komme. Fra Ordets udgang, da Kristus blev født af jomfruen Maria, indtil det niogfyrretyvende år, det vil sige afslutningen på de syv uger, ventede Israel på omvendelse. Derefter, fra kejser Claudius' ottende år, blev de romerske våben grebet mod jøderne. For i sit tredivte år begyndte Herren ifølge evangelisten Lukas at prædike evangeliet i kødet (Luk 1), og ifølge evangelisten Johannes (Joh 2 og 11) fuldførte han derefter to år gennem tre påsker. Derfra tælles seks år af Tiberius, fire af Gajus Cæsar, med tilnavnet Caligula, og otte af Claudius, i alt niogfyrre år, som udgør syv årsuger. Når der derefter er gået fire hundrede og fireogtredive år, det vil sige toogtres uger, skal Jerusalem og templet i den sidste uge bygges af Elias, som ifølge Herren og Frelserens ord skal komme (Luk 1) for at vende fædrenes hjerter til børnene; det skal ske i tre og et halvt år. Antikrist skal komme og ifølge apostlen sætte sig i Guds tempel (2 Thess 2), og han skal dræbes af Herrens ånd, efter at han har kæmpet mod de hellige. Således skal det ske, at den halve uge stadfæster Guds pagt med de hellige, mens den anden halve uge på ny forkynder ofrenes ophør under Antikrist. Han skal opstille ødelæggelsens vederstyggelighed, det vil sige sin egen guds afgud og statue i templet, og den yderste ødelæggelse og fordømmelse skal ramme jødefolket, som forkastede Kristi sandhed og tog imod Antikrists løgn. Den samme Apollinaris hævder, at han tager denne tidsberegning som sin formodning, fordi Africanus, den historieskriver, hvis udlægning jeg ovenfor har gengivet, vidner om, at den sidste uge ligger ved verdens ende; og fordi det ikke kan ske, at tidsaldre, der hænger sammen, skilles ad, men at alle tider ifølge Daniels profeti må forbindes med hinanden. Clemens, den meget lærde præst i den alexandrinske Kirke, bryder sig ikke om at tage hensyn til årstallet og siger, at fra den persiske kong Kyros indtil de romerske kejsere Vespasian og Titus er halvfjerds årsuger fuldendt, det vil sige fire hundrede og halvfems år, idet han til selve tallet føjer de to tusinde tre hundrede dage, som vi har omtalt ovenfor. Han forsøger i disse uger at tælle persernes, makedonernes og kejsernes tider, skønt der efter den mest omhyggelige beregning fra perserkongen Kyros' og mederkongen Dareios' første regeringsår indtil Vespasian og templets ødelæggelse regnes seks hundrede og tredive år. Da Origenes havde gavn af dette samme afsnit, opfordrede han os til at søge efter det, vi ikke forstår, og eftersom han ikke havde plads til den allegori, hvori diskussionen er fri, blev han bundet af historiens sandhed og skrev kort følgende i det tiende bind af Stromata: »Tiderne fra Dareios, Ahasverus' søns, første år indtil Kristi komme bør undersøges mere omhyggeligt: hvor mange år de udgør, hvad der siges at være sket i dem, og om vi kan bringe disse begivenheder i overensstemmelse med Herrens komme.« Hvad Tertullian har sagt, kan vi erfare af den bog, han skrev mod jøderne; hans ord bør kort gengives: »Hvordan vil vi da vise, at Kristus kom inden for de toogtres uger? Lad os tælle fra Dareios' første år, for det var på den tid, at selve synet blev vist Daniel. Han siger nemlig til ham: Forstå og slut, at jeg fra profetiens ord svarer dig dette. Derfor skal vi begynde beregningen med Dareios' første år, da Daniel så dette syn. Lad os da se, hvordan årene udfyldes indtil Kristi komme. Dareios regerede i nitten år, Artaxerxes i fyrre år, Ochos, som også kaldes Kyros, i fireogtyve år, Argos i ét år. En anden Dareios, som også blev kaldt Melas, i enogtyve år. Alexander af Makedonien i tolv år. Derefter, efter Alexander, som havde regeret over medere og persere, som han havde besejret, og havde grundfæstet sit rige i Alexandria, som han også opkaldte efter sig selv, regerede Soter dér i Alexandria i femogtredive år. Han blev efterfulgt af Filadelfos, som regerede i otteogtredive år. Efter ham regerede Evergetes i femogtyve år, derefter Filopator i sytten år, og efter ham Epifanes i fireogtyve år. Endnu en Evergetes i niogtyve år. Soter i otteogtredive år. Ptolemaios i syvogtredive år. Kleopatra i tyve år og fem måneder. Derefter regerede Kleopatra sammen med Augustus i tretten år. Efter Kleopatra regerede Augustus i yderligere treogfyrre år. For alle Augustus' regeringsår tilsammen var seksoghalvtreds [eller: år]. Lad os se: I Augustus' enogfyrretyvende regeringsår, han som regerede efter Kleopatras død, fødes Kristus, og den samme Augustus lever femten år efter Kristi fødsel. De resterende år frem til Kristi fødselsdag, Augustus' enogfyrretyvende år efter Kleopatras død, bliver fire hundrede og syvogtredive år og fem måneder. Dermed fuldendes toogtres og en halv uge, som udgør fire hundrede og syvogtredive år og seks måneder frem til Kristi fødselsdag. Den evige retfærdighed blev åbenbaret, det allerhelligste, det vil sige Kristus, blev salvet, synet og profetien blev beseglet, og synderne blev tilgivet; de tilregnes alle, som tror på ham, på grund af troen på Kristi navn. Hvad betyder det, når han siger, at synet og profetien skal besegles? Det betyder, at alle profeterne forkyndte om ham, at han skulle komme og lide. Da profetien altså blev opfyldt ved hans komme, sagde han derfor, at synet og profetien skulle besegles, fordi han selv er alle profeternes segl og opfylder alt det, som profeterne tidligere havde forkyndt om ham. Efter hans komme og lidelse er der ikke længere noget syn eller nogen profeti, som forkynder, at Kristus skal komme. Og lidt senere siger han: Lad os se, hvori de øvrige syv og en halv uge, som er udskilt ved delingen af de foregående uger, blev opfyldt. Efter Augustus, som levede femten år efter Kristi fødsel, kommer Tiberius Cæsar, som havde magten i toogtyve år, syv måneder og otteogtyve dage. I hans femtende regeringsår led Kristus, idet han var omtrent treogtredive år gammel, da han led. Derefter regerede Gajus Cæsar, som også kaldes Caligula, i tre år, otte måneder og tretten dage. Nero i ni år, ni måneder og tretten dage. Galba i syv måneder og otteogtyve dage. Otho i tre måneder og fem dage. Vitellius i otte måneder og otteogtyve dage. Vespasian slog jøderne i sit første regeringsår, og tilsammen bliver det tooghalvtreds år og seks måneder. Han regerede nemlig i elleve år, og således havde jøderne på dagen for deres erobring fuldendt de halvfjerds uger, som Daniel havde forudsagt.« Jeg vil kort berøre, hvad hebræerne mener om dette sted, og overlade troen på udsagnene til dem, som har fremsat dem. Lad os altså sige det parafraserende, så meningen bliver tydeligere. Daniel, vid, at fra denne dag, hvor jeg nu taler til dig (det var Dareios' første år, han som dræbte Belsassar og overførte kaldæernes rige til medere og persere), indtil den halvfjerdsindstyvende årsuge, det vil sige fire hundrede og halvfems år, skal dette ske med dit folk, lidt efter lidt. Først vil Gud, som du nu inderligt beder til, vise dig nåde, synden vil blive udslettet, og overtrædelsen få ende. Nu, da byen ligger øde, og templet er ødelagt helt ned til grundvolden, befinder folket sig i sorg; men efter ikke lang tid skal det genopbygges. Og ikke blot skal dette ske i disse halvfjerds uger, at byen bygges og templet genoprettes; også Kristus skal fødes, det vil sige den evige retfærdighed. Synet og profetien skal besegles, så der ikke længere findes nogen profet i Israel, og det allerhelligste skal salves. Om ham læser vi i Salmernes Bog: »Derfor salvede Gud, din Gud, dig med glædens olie frem for dine fæller« (Sl 45,8). Og et andet sted siger han om sig selv: »Vær hellige, for jeg er hellig« (3 Mos 19,2). Vid derfor, at fra denne dag, hvor jeg taler dette til dig og ved Guds ord lover, at folket skal vende tilbage, og Jerusalem genopbygges, indtil Kristus, Fyrsten, og templets evige ødelæggelse skal der tælles toogtres uger samt yderligere syv uger. I disse skal to ting ske efter deres orden, som jeg allerede har sagt: folket skal vende tilbage, og torvet skal bygges af Nehemias og Ezra. Ved ugernes ende skal Guds dom altså fuldbyrdes under tidernes trængsel, når templet igen skal ødelægges og byen indtages. For efter de toogtres uger skal Kristus dræbes, og han skal ikke have det folk, som vil fornægte ham; eller, som de siger, skal han ikke have det rige, som de troede, de ville beholde. Og hvorfor tale om, at Kristus skal dræbes, og at folket helt skal forlade Guds hjælp, når det romerske folk sammen med den kommende fyrste Vespasian skal ødelægge byen og helligdommen? Efter Vespasians død, da syv uger, det vil sige niogfyrre år, var gået, besejrede Aelius Hadrian de oprørske jøder, mens hærføreren Timo Rufus kæmpede; siden blev byen Aelia grundlagt af ruinerne af Jerusalem. Da skal slagtofferet og afgrødeofferet ophøre, og indtil verdens fuldendelse og enden skal ødelæggelsen vare ved. De siger også, at vi ikke skal lade os forvirre af, at der først tælles syv uger, derefter toogtres og til sidst én, som deles i to. Det er nemlig et særpræg ved både det hebræiske sprog og oldtidens latinske sprog, at de først nævner det mindre tal og derefter det større. For eksempel siger vi ikke nu på vort sprogs sædvanlige måde: »Abraham levede i hundrede og femoghalvfjerds år«; de siger derimod: »Abraham levede i fem år og halvfjerds og hundrede.« Det opfyldes altså ikke sådan, som det læses, men ender sådan, at det hele tælles under ét. Vi ved også, at nogle af dem siger, at den ene uge, om hvilken der står: »Han skal stadfæste pagten med mange i én uge«, skal fordeles mellem Vespasian og Hadrian. Ifølge Josefus' historie sluttede Vespasian og Titus nemlig fred med jøderne i tre år og seks måneder. Under Hadrian tælles yderligere tre år og seks måneder, da Jerusalem blev fuldstændig omstyrtet, og jødefolket blev dræbt i store flokke, så de også blev fordrevet fra Judæas område. Dette siger hebræerne uden at bekymre sig synderligt om, at der fra perserkongen Dareios' første år indtil Jerusalems endelige omstyrtelse under Hadrian, som ramte dem, kan tælles hundrede og fireoghalvfjerds olympiader, det vil sige seks hundrede og seksoghalvfems år. Det udgør nioghalvfems hebræiske uger og tre år, da jødernes hærfører Kokhba blev besejret, og Jerusalem blev revet ned til grunden. (KAP. X) (Kap. X — Vers 1.) I perserkongen Kyros' tredje år blev et ord åbenbaret for Daniel, som havde tilnavnet Belsassar; ordet var sandt, og styrken stor, og han forstod ordet. For forståelse er nødvendig i et syn. Og hvordan skal vi forstå det, når vi i slutningen af det første syn læser: »Daniel blev indtil perserkongen Kyros' første år«? Vi forstår det således, at han indtil kong Kyros' første år var hos kaldæerne i sin tidligere værdighed, iført purpur og fint linned, da han omstyrtede kaldæerne; derefter begyndte han at være hos Dareios, Ahasverus' søn, af medernes slægt, som regerede over kaldæernes rige. Eller måske så han dette i Kyros' tredje regeringsår, efter at Dareios allerede var død; i Dareios' første år havde han lært mysteriet om de halvfjerds uger at kende. »Et sandt ord og stor styrke« — enten hos Gud, som skal udføre dette, eller hos profeten, som skal forstå det. (Vers 2.) På den tid sørgede jeg, Daniel, i tre uger. Jeg spiste ikke noget ønskværdigt brød, og kød og vin kom ikke i min mund; jeg salvede mig heller ikke med olie, før de tre ugers dage var gået. Dette eksempel lærer os under faste at afholde os fra de finere fødevarer — og jeg mener, at det er det, der nu kaldes det ønskværdige brød — ikke at spise kød, ikke at drikke vin og heller ikke at søge olie og salver. Denne skik følges endnu i dag hos persere og indere, som bruger salver i stedet for bade. Han føjer tre uger sammen for at tugte sin sjæl, så hans bøn ikke skal synes flygtig og tilfældig. Efter den åndelige tydning skal dette siges: Den, som sørger og begræder brudgommens fravær, spiser ikke det ønskværdige brød, som steg ned fra himlen; han modtager heller ikke den faste føde, som forstås i kødet, og han drikker ikke den vin, som glæder menneskets hjerte, og som ikke gør ansigtet lyst ved olie, efter det vi læser i Salmerne: »så ansigtet kan stråle af olie« (Sl 104,15). Ved denne faste gør bruden sine tårer virkningsfulde, når brudgommen er blevet taget fra hende. Daniel tør med rette også bede Herren, for allerede i en del af Kyros' første regeringsår var jødernes fangenskab blevet ophævet. (Vers 4.) På den fireogtyvende dag i den første måned var jeg ved den store flod, som er Tigris. Også Ezekiel så et stort syn ved floden Kebar (Ez 1). Og for Herren og Frelseren samt Johannes Døberen åbnedes himlene over Jordans strømme (Matt 3). Derfor bør de, der søger skygger og billeder i virkeligheden og forsøger at omstyrte selve sandheden, tie med deres tåbeligheder, så de ikke mener, at floder, træer og paradis skal styrtes efter allegoriens regler. (Vers 5.) Jeg løftede mine øjne og så. Det er nødvendigt at løfte øjnene, for at vi kan skue det mystiske syn. Og se, en mand, klædt i linned. I stedet for »linned«, som Aquila oversatte, satte Theodotion BADDIM, Septuaginta »fint linned«, og Symmachus »det udvalgte«, det vil sige det fremragende. I stedet for det, som vi efter den hebræiske tekst har oversat med »se, en mand«, skrev Symmachus »som en mand«; for det var ikke en mand, men han havde en mands skikkelse. Og hans lænder var ombundet med lutret guld. I stedet for dette læses der på hebraisk OPHAZ, hvilket Aquila har oversat således: Og hans lænder var ombundet med farven ὠφάζ. 698 (Vers. 6.) Og hans legeme var som krysolit. I stedet for krysolit, som er én af de tolv sten, der anbringes på ypperstepræstens brystskjold, har den hebraiske tekst THARSIS, hvilket Theodotion og Symmachus har oversat med det samme ord. Septuaginta kaldte det derimod hav, i overensstemmelse med det, vi læser i salmen: Med en voldsom storm knuser du Tarsis' skibe (Sl. XLVII, 8), det vil sige havets skibe. Og Jonas ønskede ikke at flygte til byen Tarsus i Kilikien, som de fleste mener, idet de sætter ét bogstav i stedet for et andet, eller til en egn i Indien, som Josefus mener, men blot ud på det åbne hav (Jon. I). (Vers. 7.) Men jeg, Daniel, så alene synet; de mænd, som var sammen med mig, så det ikke, men en voldsom rædsel kom over dem, og de flygtede i skjul. Og apostlen Paulus oplevede noget lignende i Apostlenes Gerninger, idet han alene så synet, mens de andre ikke kunne se det (Ap. G. XXII). (Vers. 10.) Og se, en hånd rørte ved mig og rejste mig op på mine knæ osv. Englen viser sig i menneskeskikkelse og rækker en menneskehånd frem mod den liggende profet, for at han, når han ser et legeme af samme art som sit eget, ikke skal blive bange. (Vers. 11.) — Og han sagde til mig: Daniel, en højt elsket mand osv. Han kaldes med rette en højt elsket mand, fordi han ved ihærdige bønner, legemlig afholdenhed og fastevilkår ønsker at kende det, der skal komme, og forstå Guds hemmeligheder. I stedet for en højt elsket mand har Symmachus oversat en attråværdig mand. Enhver helgen, der bærer sjælens skønhed i sig, elskes nemlig af Herren. (Vers. 12.) Og han sagde til mig: Vær ikke bange, Daniel, for fra den første dag, da du satte dit sind på at forstå og ydmygede dig for din Gud [el. Herren], er dine ord blevet hørt, og jeg er gået ud på grund af dine ord [Vulg. jeg kom på grund af dine ord]. På den fireogtyvende dag i den første måned, altså Nisan, efter at tre uger, det vil sige enogtyve dage, var gået, ser han dette syn og hører af englen, at hans ord blev hørt fra den første dag, da han begyndte at bede og ydmyge sig for Gud. Man spørger: Hvis han straks blev hørt, hvorfor blev englen så ikke straks sendt til ham? Forsinkelsen gav ham anledning til at bede endnu mere til Gud, for at han ved at ønske mere også gennem sin anstrengelse kunne fortjene at høre mere. Når han siger: Og jeg gik ind på grund af dine ord, er meningen denne: Efter at du var begyndt at påkalde Guds barmhjertighed gennem gode gerninger, tårer og faste, fik også jeg anledning til at gå ind for Gud og bede for dig. (Vers. 13.) Men Persiens riges fyrste stod mig imod i enogtyve dage. Det forekommer mig, at dette er den engel, som Persien er betroet til, i overensstemmelse med det, vi læser i Femte Mosebog: Da Den Højeste gav folkene deres arv og spredte Adams sønner, fastsatte han folkenes grænser efter tallet på Guds engle (5 Mos. XXXII, 8). Det er disse fyrster, som også apostlen Paulus taler om: Vi taler visdom blandt de fuldkomne, en visdom, som ingen af denne verdens fyrster har kendt. For hvis de havde kendt den, ville de aldrig have korsfæstet herlighedens Herre (1 Kor. II, 6). Fyrsten stod altså imod, det vil sige Persiens engel, idet han handlede for den provins, der var betroet ham, så hele de fangnes folk ikke skulle blive frigivet. Og måske blev englen, selv om profeten blev hørt af Gud straks fra den første dag, da han satte sit sind på at forstå, derfor ikke straks sendt for at forkynde ham Guds tilgivelse, fordi Persiens fyrste stod ham imod i enogtyve dage og opregnede jødefolkets synder, idet han hævdede, at de med rette blev holdt som fanger og ikke burde frigives. Og se, Mikael, en af de første fyrster, kom mig til hjælp [Vulg. til min hjælp]. Mens Persiens engel stod imod dine bønner og min sendelse, jeg, som bragte dine bønner frem for Gud, kom englen Mikael mig til hjælp; han er den, der står over Israels folk. Med de første fyrster forstår vi ærkeenglene. Og jeg blev der hos Persiens konge. Han kalder englen, det vil sige fyrsten, Persiens konge og viser, at han blev en kort tid hos Mikael, som talte imod Persiens fyrste. (Vers. 14.) Jeg er kommet for at lære dig, hvad der skal ske med dit folk i de sidste dage. Det, Daniel bad om, fortjener han at høre fra Gud: hvad der skal ske med Israels folk, ikke i den nærmeste tid, men i de sidste dage, det vil sige ved verdens fuldendelse. (Vers. 16.) Herre, i dit syn blev mine sammenføjninger opløst osv. Således har Theodotion oversat det, i overensstemmelse med det, vi læser i den hundrede og anden salme: Min sjæl, pris Herren, og alt i mit indre hans hellige navn. Før vi bliver værdige til at se Guds syn, ser vort indre udad; men når vi har set Guds syn, vender vort indre sig ind i os, og vi er helt i det, som der også står skrevet i en anden salme: Al kongedatterens herlighed er indvendig, i gyldne frynser (Sl. XLIV, 41). (Vers. 19.) Og da han talte med mig, fik jeg kræfter og sagde: Tal, min Herre, for du har styrket mig. Og han sagde. Hvis ikke berøringen, der var som af Menneskesønnen, havde styrket ham, og frygten var veget fra hans hjerte, kunne han ikke høre Guds hemmeligheder; derfor siger han nu: Fordi du har styrket mig, tal, Herre. Du har nemlig gjort det muligt for mig både at høre og forstå det, du taler. (Vers. 20.) Ved du, hvorfor jeg er kommet til dig? Og nu vender jeg tilbage for at kæmpe mod Persiens fyrste. Det, han siger, er dette: Jeg er ganske vist kommet for at lære dig, at dine bønner er blevet hørt, men jeg vil vende tilbage for igen at kæmpe mod Persiens fyrste for Guds åsyn, han som ikke vil lade dit folk blive løst fra fangenskabet. Da jeg gik ud, viste grækernes fyrste sig, idet han trådte ind [Vulg. kom]. Jeg var, siger han, på vej ud fra Guds åsyn for at forkynde dig, hvad der skal ske med dit folk i de sidste dage, selv om jeg endnu ikke er tryg, eftersom Persiens fyrste står fast og modsiger dine bønner og min sendelse. Og se, grækernes fyrste, det vil sige makedonernes fyrste, kom og trådte ind for Guds åsyn for at anklage Persiens og medernes fyrste, så Makedoniens rige kunne træde i deres sted. Og sandelig, Guds underfulde hemmeligheder! Da jødefolket var blevet løst fra fangenskabet, omstyrtede Alexander, Makedoniens konge, efter at have dræbt Dareios, persernes og medernes rige, og grækernes fyrste besejrede Persiens fyrste. Alligevel vil jeg kundgøre dig det, der står udtrykt i sandhedens skrift. Læserækkefølgen er denne: Sagen er endnu uafgjort. Mens du beder Herren, og jeg bringer dine bønner frem, står Persiens fyrste over for mig og vil ikke lade dit folk blive løst fra fangenskabet. Men da grækernes fyrste er kommet og i mellemtiden kæmper mod Persiens fyrste, mens Mikael er dér som min hjælper, vil jeg, mens de kæmper indbyrdes, fortælle dig det, som Gud har forudsagt mig skal ske, og befalet mig at fortælle dig. Ingen bør derfor undre sig over, at han i stedet for Makedoniens fyrste har sagt grækernes fyrste, det vil sige Ἑλλήνων. Alexander, Makedoniens konge, greb nemlig først til våben mod perserne, efter at have omstyrtet Grækenland og lagt det under sin magt. Og jeg har ingen hjælper i alt dette ud over Mikael, jeres fyrste. Jeg er, siger han, den engel, som bringer dine bønner frem for Gud, og der er ingen anden, som hjælper mig med at bede Gud for jer, end ærkeenglen Mikael, som jødefolket er betroet til. Og i denne tid kæmper jeg og grækernes fyrste ved fælles anstrengelse mod Persiens fyrste. De gamle historiske værker må gennemses, og man må overveje, om dette tidspunkt måske betegner den tid, da perserne blev besejret af grækerne. Ifølge Vulgata-udgaven regnes synet indtil bogens slutning som ét syn, der viste sig for Daniel i Kyros, perserkongens, tredje år. Men ifølge den hebraiske tekst er det følgende adskilt og skrevet i omvendt rækkefølge. Om årsagerne hertil har vi talt ovenfor: Det, der er skrevet her, fortælles ikke under Kyros' tredje år, men under Dareios' første år, han som omstyrtede Belsazzar. (Kap. XI.—Vers. 1.) Men fra Dareios mederens første år stod jeg for at styrke og befæste ham. Jeg, siger Daniel, stod fra det første år af kong Dareios, som omstyrtede kaldæerne og, så vidt det stod til ham, befriede mig fra mine fjenders hånd — og til min beskyttelse forseglede han også løvekulen med sin ring, for at mine modstandere ikke skulle dræbe mig —, i Guds åsyn og bad om hans barmhjertighed for ham, der elskede mig, så enten han selv eller hans rige måtte blive styrket og befæstet. Mens jeg holdt fast i bønnen, lærte jeg dette, da Herren svarede. Det er nemlig profeternes skik pludselig at indføre talende personer uden nogen indledning, som i den enogtredivte salme. Da profeten havde bedt Herren og sagt: Du er mit tilflugtssted fra min trængsel, som omgav mig; du er min jubel, fri mig fra dem, der omgiver mig, indføres pludselig Guds person som svarer: Jeg giver dig indsigt og lærer dig den vej, du skal gå; jeg fæster mine øjne på dig (Vers. 7, 8). Således svarede Gud også nu, da profeten fortæller: Fra Dareios mederens første år stod jeg og bad om, at hans herredømme måtte blive styrket og befæstet: (Vers. 2.) — Og nu vil jeg kundgøre dig sandheden. Meningen er: Fordi du ønsker at vide, hvad der skal ske med perserkongerne, så hør begivenhedernes rækkefølge og lyt til det, du spørger om. Og se, endnu tre konger skal fremstå i Persien, og den fjerde skal blive rigere end alle andre med umådelige rigdomme; og når han er blevet mægtig ved sin rigdom, vil han opbyde alle mod Grækenlands rige. Han siger, at fire konger efter Kyros skal rejse sig i Persien: Kambyses, Kyros' søn, og Smerdes Magos, som giftede sig med Kambyses' datter Pantaptes. Da han var blevet dræbt af de syv magere, og Dareios havde overtaget riget i hans sted, giftede den samme Pantaptes sig med Dareios og fødte ham sønnen Xerxes, som var en yderst mægtig og rig konge og førte en utallig hær mod Grækenland, hvor han udførte de bedrifter, som grækernes historiebøger fortæller om. Han satte nemlig Athen i brand under archonten Kallias, og på den tid blev krigen udkæmpet ved Thermopylæ og søslaget ved Salamis, da Sofokles og Euripides var berømte, og Themistokles, som var flygtet til perserne, døde efter at have drukket tyrens blod. Forgæves skriver nogle derfor, at Dareios var den fjerde konge, ham som blev besejret af Alexander; han var ikke den fjerde, men den fjortende perserkonge efter Kyros, og Alexander besejrede og dræbte ham i sit syvende regeringsår. Og det skal bemærkes, at han, efter at have opregnet fire perserkonger efter Kyros, har sprunget ni over og er gået videre til Alexander. Den profetiske ånd bekymrede sig nemlig ikke om at følge historiens rækkefølge, men blot om kort at berøre det mest fremragende. 703 (Vers. 3.) Men en stærk konge skal stå frem og herske med stor magt; han skal gøre, hvad der behager ham. Og når han har stået fast, skal hans rige brydes. Han taler tydeligt om Alexander den Store, Makedoniens konge, som var Filips søn. Efter at have besejret illyrerne og thrakerne, undertvunget Grækenland og ødelagt Theben drog han til Asien; efter at have jaget Dareios' hærførere på flugt erobrede han byen Sardes. Da han siden havde erobret Indien og grundlagt byen Alexandria, døde han i Babylon af gift, 32 år gammel og i sit tolvte regeringsår. (Vers. 4.) Og det skal deles i himlens fire vinde; men ikke blandt hans efterkommere eller efter den magt, hvormed han herskede. Efter Alexander blev hans rige delt i himlens fire vinde, nemlig mod øst og vest, syd og nord. I Egypten herskede først Ptolemaios, Lagos søn, det vil sige mod syd. I Makedonien Filip, også kaldet Arideus, Alexanders bror, det vil sige mod vest. Over Syrien og Babylonien og de øvre egne herskede Seleukos Nikator, det vil sige mod øst. Over Asien og Pontos og de øvrige provinser i denne del herskede Antigonos, det vil sige mod nord. Således angiver vi retningerne i hele verden. For den, der befinder sig i Judæa, ligger Syrien mod nord og Egypten mod syd. Når han siger: »men ikke blandt hans efterkommere«, betyder det, at han ikke fik børn, men at hans rige blev sønderrevet og fordelt blandt fremmede, bortset fra hans bror Filip, som beholdt Makedonien. Heller ikke efter den magt, hvormed han herskede. For det rige, der blev delt i fire dele, var svagere, mens de kæmpede mod hinanden og rasede i indbyrdes vanvid. Hans rige skal også sønderrives [ell. udslettes] blandt fremmede, bortset fra disse. Ud over de fire riger, Makedonien, Asien, Syrien og Egypten, blev makedonernes rige også sønderrevet blandt andre, mindre betydningsfulde og mindre konger. Han sigter til Perdikkas, Krateros og Lysimachos. For Kappadokien, Armenien, Bitynien, Herakleia, Bosporos og andre provinser trådte ud af makedonernes magtområde og indsatte hver deres egne konger. (Vers. 5.) Og Sydens konge skal blive stærk. Han sigter til Ptolemaios, Lagos søn, som først herskede i Egypten og var en meget klog, tapper og rig mand, 704 så mægtig, at han genindsatte Pyrrhos, epiroternes fordrevne konge, på tronen, og underlagde sig Kypern og Fønikien; efter at have besejret Demetrios, Antigonos' søn, gav han Seleukos den del af hans rige tilbage, som Antigonos havde taget fra ham. Han besad også Karia og mange øer, byer og egne, som det ikke hører til her at skrive om. Derfor lader han de øvrige riger, nemlig Makedonien og Asien, ude af fortællingen og omtaler kun kongerne i Egypten og Syrien, fordi Judæa lå imellem dem og snart var underlagt den ene, snart den anden af disse konger. Den hellige Skrifts hensigt er nemlig ikke at væve en ydre historie uden jøderne ind, men at fortælle den historie, der er knyttet til Israels folk. Og en af hans fyrster skal få overtaget over ham og herske over et stort område. For hans herredømme er stort. Dette er Ptolemaios Filadelfos, Egyptens anden konge, søn af den ovennævnte Ptolemaios; under ham siges De Halvfjerds Oversættere i Alexandria at have oversat den hellige Skrift til græsk. Han sendte også mange gaver til Jerusalem til ypperstepræsten Eleazar og kar til templet. Hans bibliotek blev ledet af Demetrios fra Faleron, der også var taler og filosof blandt grækerne. Det fortælles, at han var så mægtig, at han overgik sin far Ptolemaios. Historikerne fortæller nemlig, at han havde to hundrede tusind fodfolk, tyve tusind ryttere, to tusind stridsvogne og fire hundrede elefanter, som han var den første til at føre ud fra Etiopien. Han havde femten hundrede langskibe, som man nu kalder liburniske skibe, samt tusind andre til at transportere soldaternes fødevarer; desuden en stor mængde guld og sølv, sådan at han hvert år modtog fjorten tusind og otte hundrede talenter sølv fra Egypten samt femten gange hundrede tusind artaba korn, hvor en artaba som mål rummer tre modii og en tredjedel af en modius. (Vers. 6.) Og efter en årrække skal de slutte forbund (eller, som Theodotion har oversat det: »Og efter hans år skal de blande sig«). Sydens konges datter skal komme til Nordens konge for at slutte venskab, men hun skal ikke kunne holde stand med sin arm, og hendes afkom skal ikke bestå; hun skal selv blive overgivet, sammen med de unge, der førte hende bort, og med dem, der støttede hende i vanskelige tider. Som vi har sagt, herskede Seleukos, med tilnavnet Nikator, først i Syrien. Den anden var Antiochos, som blev kaldt Soter. Den tredje var også Antiochos, 705 som blev kaldt Gud. Han førte adskillige krige mod Ptolemaios Filadelfos, der var den anden hersker over egypterne, og kæmpede med hele Babyloniens og Østens styrke. Da Ptolemaios Filadelfos efter mange år ville gøre en ende på den besværlige strid, gav han sin datter, Berenike, til Antiochos som hustru. Antiochos havde fra sin tidligere hustru, Laodike, to sønner, Seleukos, der fik tilnavnet Kallinikos, og en anden Antiochos. Han førte hende helt til Pelusion og gav utallige tusinder af guld og sølv som medgift. Derfor blev han kaldt medgiftbæreren. Antiochos sagde, at han havde Berenike som sin dronning og Laodike i en medhustrus sted, men efter lang tid blev han overvundet af kærligheden og førte Laodike tilbage til paladset sammen med hendes børn. Da hun frygtede sin mands omskiftelige sind og var bange for, at han skulle føre Berenike tilbage, lod hun ham dræbe med gift gennem sine tjenere. Berenike og den søn, hun havde fået med Antiochos, overgav hun til Ikadion og Genneos, fyrsterne i Antiokia, for at de skulle dræbe dem; og hun satte sin ældste søn, Seleukos Kallinikos, på sin fars plads som konge. Det er dette, der nu siges: Efter mange år skal Ptolemaios Filadelfos og Antiochos, kaldet Gud, slutte venskab, og Sydens konges datter, det vil sige Ptolemaios' datter, skal komme til Nordens konge, det vil sige til Antiochos, for at knytte venskab mellem sin far og sin mand. »Men hun skal ikke kunne«, siger han, »holde stand, og hendes afkom skal ikke bestå i Syriens rige; både Berenike selv og de, der førte hende bort, skal blive dræbt.« Også kong Antiochos, som støttede hende, det vil sige gennem hvem hun kunne få overtaget, blev dræbt med hustruens gift. (Vers. 7-9.) Og en udløber fra hendes rødder skal rejse sig, og han skal komme med en hær, trænge ind i Nordens konges provins, mishandle dem og få overtaget. Han skal desuden føre deres guder, deres udskårne billeder og deres kostbare kar af guld og sølv som bytte til Egypten; han skal få overtaget over Nordens konge. Så skal Sydens konge trænge ind i hans rige og vende tilbage til sit eget land. Efter at Berenike var dræbt, og hendes far Ptolemaios Filadelfos var død i Egypten, efterfulgte hans bror, også en Ptolemaios, med tilnavnet Evergetes, ham som den tredje konge. Han var en udløber og et skud fra hendes rod, fordi han var hendes bror. Han kom med en stor hær og trængte ind i Nordens konges provins, det vil sige hos Seleukos med tilnavnet Kallinikos, som herskede i Syrien sammen med sin mor Laodike. Han mishandlede dem og fik overtaget, så han indtog Syrien, Kilikien, de øvre egne hinsides Eufrat og næsten hele Asien. Da han hørte, at der var udbrudt oprør i Egypten, plyndrede han Seleukos' rige og bortførte fyrre tusind talenter sølv samt to tusind fem hundrede kostbare kar og gudebilleder. Blandt dem var også de ting, som Kambyses havde taget, da han erobrede Egypten, og ført til perserne. Da egypterne således var hengivne til afgudsdyrkelse, kaldte de ham Evergetes, fordi han efter mange år havde bragt deres guder tilbage. Han beholdt selv Syrien, men overgav Kilikien til sin ven Antiochos til forvaltning og provinserne hinsides Eufrat til en anden hærfører, Xanthippos. (Vers. 10.) Hans sønner skal provokere hinanden, samle en mængde meget store hære, komme hurtigt, oversvømme landet, vende tilbage og på ny samle kræfter, og de skal kæmpe mod hans styrke. Efter Seleukos Kallinikos' flugt og død greb hans to sønner, Seleukos med tilnavnet Keraunos og Antiochos, som blev kaldt den Store, til våben, opildnet af håbet om sejr og ønsket om at hævne deres far, efter at de havde samlet en hær mod Ptolemaios Filopator. Da Seleukos, den ældre bror, i det tredje år af sin regering blev dræbt i Frygien ved Nikators og Apaturs list, kaldte hæren i Syrien hans bror Antiochos, med tilnavnet den Store, fra Babylon til kongedømmet. Derfor tilføjer han nu, at de to sønner blev provokeret og samlede en mængde meget store hære. Men da den ene, Antiochos den Store, kom fra Babylon til Syrien, som på det tidspunkt var underlagt Ptolemaios Filopator, Evergetes' søn, der var den fjerde konge i Egypten, og efter at have kæmpet mod hans hærførere, ja, efter at have vundet Syrien ved Theodotos' forræderi, selv om landet allerede gennem arv var blevet holdt af Egyptens konger, blev han så dristig, at han foragtede Filopators overdådighed og de magiske kunster, som denne efter sigende dyrkede, og ligefrem forsøgte at føre krig mod egypterne. (Vers. 11-12.) Og Sydens konge skal blive provokeret, drage ud og kæmpe mod Nordens konge. Han skal samle en overordentlig stor hær, og hæren skal gives i hans hånd. Han skal besejre den store hær, og hans hjerte skal ophøje sig, fordi han skal fælde mange tusinder; men han skal ikke få overtaget. Ptolemaios med tilnavnet Filopator samlede nemlig, efter at have mistet Syrien ved Theodotos' forræderi, en meget stor hær og drog mod Antiochos den Store, som han her kalder Nordens konge på grund af Egyptens og Judæas provinsers beliggenhed; det samme sted ligger nemlig, alt efter egnen, mod syd for den ene og mod nord for den anden. For eksempel: Hvis vi taler ud fra Judæa, ligger Egypten mod nord og Syrien mod syd. Da slaget således blev indledt ved byen Rafia, som ligger ved Egyptens grænse, mistede Antiochos hele sin hær og flygtede gennem ørkenerne, hvor han næsten blev taget til fange. Da Syrien var gået tabt, blev kampen til sidst afsluttet med en traktat og visse betingelser. Det er dette, Skriften nu siger: »Han skal fælde mange tusinder«, nemlig Ptolemaios Filopator, »men han skal ikke få overtaget«. Han kunne nemlig ikke tage sin modstander til fange. Det følgende lyder således: (Vers. 13-14.) Og Nordens konge skal vende tilbage og samle en langt større hær end før. Ved tidernes og årenes ende skal han komme hurtigt med en stor hær og enorme rigdomme. I de tider skal mange rejse sig mod Sydens konge. Han sigter til Antiochos den Store, som foragtede Ptolemaios Filopators sløvhed, fordi denne var forelsket i Agathokleia, en citerspillerske, havde hendes bror som elsker og senere gjorde selve Agathokles til hærfører i Egypten. Antiochos samlede en utrolig hær fra de øvre egne omkring Babylon. Efter Ptolemaios Filopators død førte han hæren mod hans søn, som dengang var fire år gammel og blev kaldt Ptolemaios Epifanes, efter at have brudt forbundet. Agathokles var nemlig så opløst og hovmodig, at de provinser, der tidligere havde været underlagt Egypten, gjorde oprør, og Egypten selv blev hærget af oprør. Også Filip, makedonernes konge, og Antiochos den Store førte efter at have sluttet fred krig mod Agathokles og Ptolemaios Epifanes, på den betingelse, at hver af dem skulle føje de nærmeste byer til sit eget rige, taget fra Ptolemaios' rige. Det er dette, han nu siger: Mange skal rejse sig mod Sydens konge, nemlig Ptolemaios Epifanes, som stadig var et barn. Også sønner af dit folks overtrædere skal ophøje sig for at opfylde synet, men de skal falde [Vulg. de skal falde]. Mens Antiochos den Store og Ptolemaios' hærførere kæmpede mod hinanden, blev Judæa, der lå imellem dem, splittet mellem de modsatte partier, idet nogle støttede Antiochos og andre Ptolemaios. Til sidst flygtede præsten Onias til Egypten sammen med mange jøder. Ptolemaios tog venligt imod ham og gav ham det område, der blev kaldt Heliopolis; med kongens tilladelse opførte han et tempel i Egypten, der lignede jødernes tempel, og det bestod indtil Vespasians regering, i to hundrede og halvtreds år. Den by, der blev kaldt Onias, blev senere, da jøderne kæmpede mod romerne, fuldstændig jævnet med jorden, og der er ikke længere noget spor af hverken byen eller templet. Under påskud af ypperstepræsten Onias søgte derfor utallige skarer af jøder tilflugt i Egypten. På den tid blev landet også fyldt af en mængde kyrenæere. Onias hævdede nemlig, at han opfyldte Esajas' profeti, hvor der står: »Der skal være et alter for Herren i Egypten og en stele for Herren ved dets grænse« (Es 19,19). Det er dette, han nu siger: Sønner af dit folks overtrædere, som forlod Herrens lov og ville ofre til Gud et andet sted end det, der var befalet, skal ophøje sig i hovmod og prale af, at de opfylder synet, det vil sige Herrens bud. Men de skal falde, for både templet og byen skal senere ødelægges. Da Antiochos havde Judæa i sin magt, kæmpede Skopas aitoleren, Ptolemaios' hærfører, tappert mod Antiochos, erobrede Judæa og vendte tilbage til Egypten med de fremtrædende mænd fra Ptolemaios' parti, som han førte med sig. 709 (Vers. 15, 16.) Og Nordens konge skal komme, opføre en belejringsvold og indtage stærkt befæstede byer, og Sydens styrker skal ikke kunne holde stand; hans udvalgte skal rejse sig for at gøre modstand, men ingen styrke skal være tilbage. Når han kommer imod ham, skal han handle efter sin vilje, og ingen skal kunne holde stand over for ham; han skal stå i det herlige land, og det skal fortæres ved hans hånd. Antiochos ønskede nemlig at genvinde Judæa og talrige byer i Syrien; efter et slag ved Jordans kilder, hvor Paneas nu ligger, slog han Ptolemaios' hærfører Skopas på flugt og belejrede ham, indesluttet i Sidon, med ti tusind bevæbnede mænd. For at befri ham sendte Ptolemaios de berømte hærførere Eropus, Menokles og Damoxenos [ Vulg. Damoxeum]. Men han kunne ikke ophæve belejringen, før Skopas, overvundet af sult, overgav sig og blev sendt bort nøgen sammen med sine ledsagere. Når der siges: »Han vil føre en belejringsvold frem«, betyder det, at han med jødernes støtte i lang tid angreb Skopas' garnison i Jerusalems citadel; og at han erobrede andre byer, som tidligere var på Ptolemaios' partis hænder, i Syrien, Kilikien og Lykien [ Al. Lydiae]. På den tid blev Aphrodisias, Soloi, Zephyrion, Mallos, Anemurion [ Al. Anemurum], Selinos, Korakesion, Korikos, Andriake, Limyra, Patara [ Al. Patra] og Xanthos erobret, og til sidst Efesos; om alt dette beretter både græsk og romersk historie. Og når han tilføjer: »Han skal stå i det herlige land, og det skal fortæres eller fuldendes ved hans hånd«, betegner det herlige land, eller, som Septuaginta oversatte det, viljens land, det vil sige det land, der behager Gud, Judæa og især Jerusalem, hvor han med ære tog imod dem, der hørte til Skopas' parti, og ledsagede dem. Hvad angår udtrykket »det herlige land«, som Aquila oversatte det, og som vi her har fulgt, indsatte Theodotion selve det hebraiske ord σαβὶν, som Symmachus oversatte med »styrkens land«. (Vers. 17.) Han vil rette sit ansigt mod at komme for at tage hele hans rige i besiddelse, og han vil handle redeligt med ham. Han vil give ham en kvindes datter for at styrte ham [Vulg. det]. For at styrte ham, det vil sige Ptolemaios, eller det, det vil sige hans rige. Antiochos ønskede ikke blot at besidde Syrien, Kilikien, 710 Lykien og de øvrige provinser, som havde tilhørt Ptolemaios’ parti, men også at udstrække sit rige til Egypten. Derfor trolovede han i det syvende år af den unge konges regering sin datter Kleopatra med Ptolemaios gennem Eukles fra Rhodos, og i det trettende år overgav han hende til ham og gav ham hele Koilesyrien og Judæa som medgift. Han kalder hende en kvindes datter ved en pleonasme, som i det poetiske: »Således talte hun med sin mund ... og med disse ører hørte jeg stemmen.« (Vers. 18, 19.) Han skal ikke bestå, og det skal heller ikke være hans. Han vil vende sit ansigt mod øerne og indtage mange; han vil bringe den, der håner ham, til tavshed, og hans hån skal vende tilbage over ham. Han vil vende sit ansigt mod sit lands rige, men støde an og falde, og han skal ikke findes. Han kunne nemlig ikke underlægge sig Egypten, fordi Ptolemaios Epifanes og hans hærførere, som mærkede bedraget, handlede mere forsigtigt, og Kleopatra i højere grad støttede sin ægtemands sag end sin fars. Derfor drog han til Asien og kæmpede til søs mod talrige øer; han indtog Rhodos [Al. Hrodus], Samos, Kolofon [Al. Kolofon og Bokla], Fokaia og mange andre øer. Men Lucius Scipio Nasica kom ham i møde sammen med sin bror Publius Scipio Africanus, som havde besejret Hannibal. Da konsulen Nasica, Africanus’ bror, havde et mindre skarpt sind, og senatet ikke ville betro ham krigen mod den mægtigste konge, tilbød Africanus frivilligt at påtage sig sendefærden som oprejsning for den krænkelse, hans bror havde lidt. Da Antiochos således var blevet besejret, fik han ordre til at regere inden for Taurus og flygtede derfra til Apamea og Susa og trængte frem til de yderste byer i sit rige. Da han kæmpede mod elymæerne, blev han tilintetgjort sammen med hele sin hær. Det er dette, Skriften nu siger: Han indtog mange øer, men da romeren sejrede, mistede han Asiens rige; hans hån vendte tilbage over hans eget hoved; og til sidst flygtede han fra Asien, vendte tilbage til sit lands rige, stødte an og faldt, og hans sted blev ikke fundet. (Vers. 20.) I hans sted skal der stå en ussel mand, uværdig til kongelig værdighed; på få dage skal han knuses, ikke i vrede og ikke i kamp. Han taler om Seleukos, med tilnavnet Filopator, den store Antiochos’ søn, som intet gjorde, der var hans fader eller Syriens rige værdigt, og som døde vanæret uden noget slag. Porfyrios vil derimod ikke have, at dette er Seleukos, men Ptolemaios Epifanes, som lagde fælder for Seleukos og rustede en hær imod ham, og derfor blev dræbt med gift af sine hærførere. Da en af dem spurgte ham, hvor han havde penge til at foretage så store ting, svarede han, at hans venner var hans rigdom. Da dette blev kendt blandt folk, frygtede hærførerne, at han ville tage deres ejendom fra dem, og derfor dræbte de ham med trolddomskunster. Men hvordan kan Ptolemaios stå i den store Antiochos’ sted, når han slet ikke gjorde dette, især da Septuaginta har oversat: »I hans sted skal der stå en plante fra hans rod«, det vil sige fra hans skud og sæd, som rammer rigets værdighed, »og på få dage skal han knuses uden vrede og kamp«? Hebræerne mener, at den usleste og kongelig værdighed uværdige er Tryfon, som greb tyranniet, da han var formynder for en dreng. (Vers. 21 ff.) I hans sted skal der stå en foragtet mand; han skal ikke få kongelig ære, men komme ubemærket og tage riget ved list. Den kæmpendes styrker skal besejres af ham, ja, de skal desuden knuses, og også pagtens fyrste. Efter at have sluttet venskab med ham vil han handle svigefuldt; så vil han stige frem og få overtaget med et lille folk. Han vil trænge ind i rige og frugtbare byer og gøre, hvad hans fædre og hans fædres fædre ikke gjorde: Han vil sprede deres rov, bytte og rigdomme og lægge planer mod de stærkeste fæstninger, og sådan vil han handle indtil den fastsatte tid. Hidtil følger rækkefølgen historien, og mellem Porfyrios og vore fortolkere er der ingen uenighed. Det, der følger indtil bogens slutning, fortolker han om Antiochos, som kaldes Epifanes, den store Antiochos’ søn og Seleukos’ bror. Han regerede i Syrien i elleve år efter Seleukos og underlagde sig Judæa; under ham fortælles der om forfølgelsen af Guds lov og makkabæernes krige. Vore fortolkere mener derimod, at alt dette er profeteret om Antikrist, som skal komme ved tidernes ende. Når man indvender over for dem: Hvorfor har den profetiske tale da udeladt så mange mellemled fra Seleukos indtil verdens fuldendelse? — svarer de, at den også i den tidligere historie, hvor der blev talt om de persiske konger, kun nævnte fire konger efter Kyros, Persiens konge, og efter at have sprunget mange mellemled over pludselig kom til Alexander, makedonernes konge. Dette er Den hellige Skrifts sædvane: ikke at fortælle alt, men at udfolde det, der synes vigtigst. Og da meget af det, vi senere skal læse og udlægge, passer på Antiochos, vil de have, at han bærer forbilledet på Antikrist, og at det, der delvis gik forud i ham, skal fuldendes helt i Antikrist. Dette er også Den hellige Skrifts skik: at foregribe de kommende begivenheders sandhed i forbilleder, sådan som der siges om Herren og Frelseren i den enoghalvfjerdsindstyvende salme, hvis overskrift er »Salomos«, selv om alt, hvad der siges om ham, ikke kan passe på Salomo: Han forblev jo ikke med solen og før månen fra slægt til slægt (Sl. 71), han herskede heller ikke fra hav til hav og fra floden til jordens grænser; alle folkeslag tjente ham ikke, og hans navn bestod ikke før solen; alle jordens stammer blev ikke velsignet i ham, og alle folkeslag priste ham ikke. Men dette blev forudskildret delvis og så at sige i skygge og som et billede af sandheden i Salomo, for at det kunne opfyldes fuldkomnere i Herren og Frelseren. Ligesom Frelseren således har Salomo og de øvrige hellige som forbilleder på sit komme, således må man også med rette tro, at Antikrist har haft den usleste kong Antiochos, som forfulgte de hellige og vanhelligede templet, som sit forbillede. Lad os derfor følge udlægningens rækkefølge og kort anføre, hvad modstanderne og hvad vore fortolkere mener efter begge forklaringer. »I Seleukos’ sted«, siger de, »skal hans bror Antiochos Epifanes stå. Først blev kongelig ære ikke givet ham af dem i Syrien, som støttede Ptolemaios, men senere fik han ved en foregiven mildhed Syriens rige. Ptolemaios’ styrker, som kæmpede og lagde alt øde, blev besejret og knust af Antiochos.« Med »styrker« mener han altså magt; derfor kaldes også hæren for en hånd. »Og ikke blot«, siger han, »besejrede han Ptolemaios ved list, men også pagtens fyrste, det vil sige Judas Makkabæeren, overvandt han ved bedrag.« Eller meningen er denne: Da han selv havde tilbudt Ptolemaios fred og havde været pagtens fyrste, lagde han siden fælder for ham. Her betegner Ptolemaios ikke Epifanes, som regerede som den femte i Egypten, men Ptolemaios Filometor, søn af Kleopatra, Antiochos’ søster, hvis morbror han var. Efter Kleopatras død regerede eunukken Eulaios, Filometors opdrager, og Leneos Egypten, og da de krævede Syrien tilbage, som Antiochos havde besat ved svig, opstod der krig mellem morbroderen og drengen Ptolemaios. Da de havde kæmpet mellem Pelusion og Kasios-bjerget, blev Ptolemaios’ hærførere besejret. Men Antiochos skånede drengen og foregav venskab; han drog op til Memfis og modtog dér efter egyptisk skik kongemagten. Han sagde, at han ville sørge for drengens anliggender, og underlagde sig med en lille styrke hele Egypten og trængte ind i de rige og yderst frugtbare byer. Han gjorde, hvad hans fædre og hans fædres fædre ikke havde gjort. Ingen konge af Syrien havde nemlig lagt Egypten så øde, og han spredte alle deres rigdomme; han var så snedig, at han ved sin list omstyrtede de kloge planer, som drengens hærførere havde lagt. Efter at have fulgt Sutorios har Porfyrios udfoldet dette i en meget vidtløftig fremstilling; vi har gengivet det i kort form. Vore fortolkere udlægger det både bedre og mere rigtigt: Dette skal Antikrist gøre ved verdens ende. Han skal opstå af et lille folk, det vil sige af jødefolket, og være så ringe og foragtet, at han ikke får kongelig ære; ved fælder og list skal han opnå magten, og det romerske folks kæmpende styrker skal besejres og knuses af ham. Det vil han gøre, fordi han vil foregive at være pagtens fyrste, det vil sige Guds lovs og pagts fyrste. Han vil trænge ind i de rigeste byer og gøre, hvad hans fædre og hans fædres fædre ikke gjorde. Ingen jøde har nemlig nogensinde hersket over hele verden uden Antikrist. Han vil lægge planer mod de helliges stærkeste overvejelser og gøre alt dette indtil den fastsatte tid, indtil Guds vilje tillader ham at gøre det. (Vers. 25, 26.) Hans magt skal rejse sig, og hans hjerte vende sig mod Sydens konge med en stor hær. Sydens konge skal udfordre ham til krig med talrige og meget stærke hjælpetropper, men de skal ikke kunne holde stand, fordi de vil lægge planer imod ham. De, der spiser brød med ham, skal knuse ham, og hans hær skal overvældes, og mange dræbte skal falde. Porfyrios fortolker dette om Antiochos, som drog ud med en stor hær mod Ptolemaios, sin søsters søn. Men også Sydens konge, det vil sige Ptolemaios’ hærførere, blev udfordret til krig med talrige og meget stærke hjælpetropper, men de kunne ikke modstå Antiochos’ lumske planer; han foregav fred med sin søsters søn, spiste brød med ham og besatte siden Egypten. Vore fortolkere udlægger derimod alt efter den tidligere betydning om Antikrist, som skal fødes af jødefolket og komme fra Babylon. Han skal først besejre Egyptens konge, som er et af de tre horn, vi allerede har talt om. (Vers. 27, 28.) De to kongers hjerte skal være rettet mod at gøre ondt, og ved ét bord skal de tale løgn, men de skal ikke have fremgang, for enden er endnu udsat til en anden tid. Så skal han vende tilbage til sit land med store rigdomme. Ingen er i tvivl om, at Antiochos sluttede fred med Ptolemaios, holdt festmåltid med ham og lagde onde planer, men ikke havde fremgang, fordi han ikke kunne få hans rige i sin magt, men blev drevet bort af Ptolemaios’ soldater. Men eftersom Skriften nu siger, at der var to konger, hvis hjerte var svigefuldt, så de ville gøre hinanden ondt, kan dette ikke påvises efter historien. Ptolemaios var nemlig ung af alder; hvad kunne han, bedraget af Antiochos’ list, have i sinde mod ham? Derfor vil vore fortolkere henføre alt dette til Antikrist og til Egyptens konge, som han først besejrer. (Vers. 29, 30.) Hans hjerte skal være vendt mod den hellige pagt, og han skal handle og vende tilbage til sit land. På den fastsatte tid vender han tilbage, og de kommer mod Sydens land; det sidste skal ikke blive som det første. Han kommer imod ham med triremer og romere, og han skal blive slået. Eller, som en anden har oversat det: »De skal true ham.« Både den græske og den romerske historie fortæller, at Antiochos, efter at være blevet fordrevet af egypterne, kom til Judæa, det vil sige imod den hellige pagt, plyndrede templet og tog en meget stor mængde guld med sig. Efter at have anbragt en makedonsk garnison i citadellet vendte han tilbage til sit land. To år senere samlede han igen en hær mod Ptolemaios og drog mod Sydens land. Da Ptolemaios’ to brødre, Kleopatras sønner, hvis morbror han var, blev belejret i Alexandria, kom romerske sendemænd. En af dem, Marcus Popilius Lenas, fandt ham stående ved kysten og overrakte ham en senatsbeslutning, hvori det blev befalet ham at trække sig bort fra det romerske folks venner og være tilfreds med sin egen magt. Da han udsatte svaret, indtil han havde rådført sig med sine venner, siges han at have tegnet en cirkel i sandet med den stav, han holdt i hånden, omsluttet kongen med den og sagt: »Det romerske senat og folk befaler, at du på dette sted skal svare, hvad du har i sinde.« Da han hørte dette, blev han rædselsslagen og sagde: »Hvis dette behager senatet og det romerske folk, må jeg trække mig tilbage«, og straks førte han hæren bort. Det siges, at han blev slået, ikke fordi han døde, men fordi han mistede hele sin hovmodige storhed. Ingen er i tvivl om, at Antikrist skal kæmpe mod den hellige pagt og først kæmpe mod Egyptens konge, men straks blive skræmt af romernes hjælp. Dette gik forud under Antiochos Epifanes som et billede, for at den mest forbryderiske konge, som forfulgte Guds folk, skulle foregribe Antikrist, der skal forfølge Kristi folk. Derfor mener mange af vore fortolkere på grund af grusomhedens og skændighedens omfang, at Domitius Nero skal være Antikrist. Han skal vende tilbage og blive vred på helligdommens pagt; han skal handle og vende tilbage og lægge planer mod dem [Vulg. imod dem], som har forladt helligdommens pagt. Dette læser vi mere udførligt i makkabæernes bedrifter (1. Makk. 1): Efter at romerne havde fordrevet ham fra Egypten, drog han i vrede mod helligdommens pagt, og han blev indbudt af dem, som havde forladt Guds lov og blandet sig med hedningernes ceremonier. Dette skal fuldendes endnu mere fuldstændigt under Antikrist, som vil blive vred på Guds pagt og lægge planer mod dem, som han ønsker skal forlade Guds lov. Derfor har Aquila oversat det mere betydningsfuldt: »Og han skal lægge planer om, at helligdommens pagt bliver forladt.« (Vers. 31.) Og styrker skal rejse sig fra ham, og de skal vanhellige styrkens helligdom, og de skal borttage det stadige offer og opstille ødelæggelsens vederstyggelighed. I stedet for »styrker« har en anden oversætter gengivet »spirer«, for at betegne stammen og efterkommerne. De vil dermed have betegnet dem, som blev sendt af Antiochos to år efter at han havde plyndret templet, for at opkræve skatter hos jøderne, afskaffe dyrkelsen af Gud og opstille et billede af Jupiter Olympius og statuer af Antiochos i Jerusalems tempel; disse kalder han nu ødelæggelsens vederstyggelighed, fordi brændofret og det stadige offer blev afskaffet. Alt dette hævder vore fortolkere var et forbillede på Antikrist, som vil tage sæde i Guds tempel og gøre sig selv til Gud. Jøderne vil derimod ikke have, at dette skal forstås om Antiochos Epifanes eller om Antikrist, men om romerne, om hvem der ovenfor blev sagt: »Og triremer skal komme, det vil sige italienere og romere, og han skal ydmyges.« Efter lang tid, siger han, skal der af de samme romere, som kom Ptolemaios til hjælp og truede Antiochos, rejse sig kong Vespasian; hans styrker skal rejse sig, og hans spirer, hans søn Titus med hæren, skal vanhellige helligdommen, borttage det stadige offer og overgive templet til evig øde. SIIM ( ), og CHETHIM ( ), som vi har oversat med triremer og romere, vil hebræerne forstå som italienere og romere. (Vers. 32.) Og de ugudelige skal hyklerisk slutte sig til pagten. Men det folk, som kender sin Gud, skal holde fast og handle. Dette læser vi også om hos makkabæerne: Nogle foregav ganske vist at være vogtere af Guds lov, men sluttede senere pagt med hedningerne, mens andre forblev i troen. Jeg mener, at det samme vil ske i Antikrists tid, når kærligheden hos mange bliver kold. Herren taler om dem i evangeliet: »Mon menneskesønnen, når han kommer, vil finde troen på jorden?« (Luk. 18,8). Og de lærde blandt folket skal undervise mange, og 717 de skal falde for sværdet, i flammerne, i fangenskab og under plyndring i dagevis. Hvor meget jøderne led under Antiochos, beretter makkabæerbøgerne, og deres triumf er et vidnesbyrd om det: For at værne om Guds lov udholdt de flammer, sværd, trældom, plyndringer og de yderste straffe. Ingen bør tvivle på, at dette vil ske under Antikrist, når mange vil modstå hans magt og flygte i forskellige retninger. Hvad der ifølge hebræerne skete under templets sidste ødelæggelse, som fandt sted under Vespasian og Titus, fortolker de således: Der var mange blandt folket, som kendte deres Herre, og de blev dræbt for at værne om hans lov [Al. måtte være]. (Vers. 34, 35.) Og når de er faldet, skal de hjælpes med ringe hjælp, og mange skal slutte sig hyklerisk til dem. Og nogle af de lærde skal falde, for at de kan lutres, udvælges og hvidnes indtil den fastsatte tid, for der vil endnu komme en anden tid. Porfyrios mener, at den ringe hjælp betegner Mattatias fra landsbyen [Al. bjerget] Modin, som gjorde oprør mod Antiochos' hærførere og forsøgte at bevare dyrkelsen af den sande Gud (1 Makk. 2). Han kalder hjælpen ringe, siger han, fordi Mattatias blev dræbt i slaget, og derefter faldt hans søn Judas, som blev kaldt Makkabæeren, i kampen, mens hans øvrige brødre blev bedraget af modstandernes list. Læs makkabæerbøgerne. Alt dette, siger han, skete derfor, at de hellige skulle prøves og udvælges og hvidnes indtil den fastsatte tid, fordi sejren var udsat til en anden tid. Vore fortolkere vil forstå den ringe hjælp under Antikrist således: De hellige skal samles og modstå ham, og de skal benytte den ringe hjælp, hvorefter mange af de lærde skal falde. Dette skal ske, for at de så at sige kan lutres i ovnen, hvidnes og udvælges, indtil den fastsatte tid kommer, for den sande sejr vil komme ved Kristi genkomst. Nogle af hebræerne forstår dette om kejserne Severus og Antoninus, som holdt meget af jøderne. Andre forstår det om kejser Julian: Da de er blevet undertrykt af Gajus Cæsar og har lidt meget under fangenskabets trængsler, skal han rejse sig, foregive at elske jøderne og love, at han vil bringe ofre i deres tempel. Derved skal de få et ringe håb om hjælp, og mange hedninger skal slutte sig til dem 718, ikke i sandhed, men i løgn. For deres venskab skal de foregive at dyrke afguderne. Dette vil de gøre, for at de, som er blevet prøvet, kan blive åbenbare. Tiden for deres sande frelse og hjælp skal nemlig være Kristus, som de fejlagtigt mener vil komme, mens de i virkeligheden vil tage imod Antikrist (1 Kor. 11). (Vers. 36.) Og kongen skal handle efter sin vilje, ophøje sig og gøre sig stor imod enhver gud, og imod gudernes Gud skal han tale store ord; og han skal have fremgang, indtil vreden er fuldbyrdet [Vulg. forbitrelsen], for afgørelsen er fastlagt. Eller som en anden har oversat det: »For i ham skal fuldendelsen være.« Fra dette sted mener jøderne, at der tales om Antikrist: Efter den ringe hjælp fra Julian skal en konge rejse sig, som handler efter sin vilje og ophøjer sig mod alt, hvad der kaldes gud, og taler store ord imod gudernes Gud, så han tager sæde i Guds tempel og gør sig selv til Gud, og hans vilje har fremgang, indtil Guds vrede er fuldbyrdet, for i ham skal fuldendelsen være. Det forstår også vi om Antikrist. Men Porfyrios og de øvrige, som følger ham, mener, at der tales om Antiochos Epifanes, fordi han rejste sig mod dyrkelsen af Gud og blev så hovmodig, at han befalede, at en statue af ham selv skulle opstilles i Jerusalems tempel. Det følgende: »Og han skal have fremgang, indtil vreden er fuldbyrdet, for i ham skal fuldendelsen være«, forstår de således, at han kun skulle have magt så længe, indtil Gud blev vred på ham og befalede ham dræbt. Polybios og Diodoros, som skriver historiske værker i deres Biblioteker, fortæller nemlig, at han ikke blot handlede imod Judæas Gud, men også, optændt af grådighedens fakler, forsøgte at plyndre Dianas tempel i Elimais, som var overordentlig rigt. Han blev overvundet af templets vogtere og de omkringboende folk, og efter at være blevet drevet til vanvid af forskellige syner og rædsler døde han til sidst af sygdom. Det fortælles, at dette skete ham, fordi han havde forsøgt at krænke Dianas tempel. Vi siger derimod, at selv hvis det hændte ham, så hændte det ham derfor, at han havde udøvet stor grusomhed mod Guds hellige og vanhelliget hans tempel. Han skal ikke antages at være blevet straffet for det, han forsøgte at gøre, og som han siden ophørte med efter at have angret, men for det, han faktisk gjorde. (Vers. 37 ff.) Og sine fædres Gud skal han ikke ænse, og han skal være optaget af kvindernes begær; ingen gud skal han ænse, for han skal rejse sig mod dem alle. Men guden MAOZIM skal han dyrke på dens plads, og den gud, som hans fædre ikke kendte, skal han dyrke med guld og sølv, kostbare sten og andre kostbarheder. Og han skal handle således, at han befæster MAOZIM sammen med den fremmede gud, som han har lært at kende; han skal mangfoldiggøre æren, give dem magt over mange og uddele landet for intet. I stedet for det, vi har oversat med »og han skal være optaget af kvindernes begær«, har Septuaginta: »og han skal ikke underordne sig kvindernes begær«. Igen har Aquila i stedet for guden MAOZIM ( ), som står på hebraisk, oversat »styrkernes Gud«, mens Septuaginta har »den stærkeste Gud«. Eftersom det på hebraisk er tvetydigt, hvor vi har sagt »og han skal være optaget af kvindernes begær«, idet Aquila gengiver ord for ord: καὶ ἐπὶ Θεὸν πατέρων αὐτοῦ οὐ συνήσει, καί ἐπὶ ἐπιθυμίαν γυναικῶν, καὶ ἐπὶ πάντα θεὸν οὐ συνήσει, det vil sige: »og han skal ikke forstå sin fædres Gud, og heller ikke kvindernes begær, og heller ikke nogen gud.« Af disse ord kan man forstå, at han både har og ikke har begær efter kvinder. Hvis vi læser og forstår det ἀπὸ κοινοῦ, altså »og han skal ikke forstå kvindernes begær«, er fortolkningen lettere, når det gælder Antikrist: Han skal nemlig foregive kyskhed for at bedrage så mange som muligt. Men hvis vi læser det sådan: »og med hensyn til kvindernes begær«, idet »han skal være« er underforstået, passer det bedre på Antiochos, som siges at have været yderst vellystig og gennem sine seksuelle overgreb og forførelser var sunket så dybt i vanære, at han offentligt omgikkes både skuespillere og skøger og tilfredsstillede sin lyst, mens folket så på. Porfyrios har på latterlig vis fortolket guden MAOZIM, idet han siger, at Antiochos' hærførere i landsbyen Modin, hvor Mattatias og hans sønner kom fra, opstillede en statue af Jupiter og tvang jøderne til at bringe ofre til den, det vil sige til Modins gud. Men det følgende, »og den gud, som hans fædre ikke kendte, skal han dyrke«, passer bedre på Antikrist end på Antiochos. Vi læser nemlig, at Antiochos dyrkede Grækenlands afguder og tvang jøder og samaritanere til at dyrke sine guder. Det samme gælder det, der følger: »Og han skal handle således, at han befæster MAOZIM sammen med den fremmede gud, som han har lært at kende; han skal mangfoldiggøre æren, give dem magt over mange og uddele landet for intet.« Theodotion har oversat det: »Og han skal handle således, at han befæster fæstninger sammen med den fremmede gud; og når han har vist ham for dem, skal han mangfoldiggøre hans ære, gøre dem til herskere over mange og dele landet ud gratis.« I stedet for »fæstninger« har Symmachus oversat »tilflugtssteder«. Porfyrios forklarer det således: Han skal gøre alt dette for at befæste Jerusalems citadel, opstille garnisoner i de øvrige byer og lære jøderne at tilbede en fremmed gud; der er ingen tvivl om, at han mener Jupiter. Når han har vist ham for dem og overbevist dem om, at han skal tilbedes, vil han give de bedragede ære og megen herlighed, gøre andre, som har hersket i Judæa, til herrer og som belønning for frafald dele besiddelser ud og uddele gaver. Antikrist vil også give de bedragede mange gaver og dele landet mellem sin hær; dem, han ikke kan undertvinge med frygt, vil han underlægge sig med grådighed. (Vers. 40, 41.) Og ved den fastsatte tid skal Sydens konge føre krig mod ham; og som en storm skal Nordens konge komme imod ham med vogne, ryttere og en stor flåde. Han skal trænge ind i landene, knuse dem og drage igennem dem. Og han skal trænge ind i det herlige land, og mange skal falde. I stedet for dette har Symmachus oversat: »og mange tusinde skal falde«, og Theodotion: »og mange skal blive svækkede«. Når Aquila siger »mange skal falde«, skal du forstå det enten om byer, egne eller provinser. Porfyrios henfører dette til Antiochos: I sit ellevte regeringsår kæmpede han igen mod sin søsters søn Ptolemaios Filometor. Da denne hørte, at Antiochos kom, samlede han mange tusinde af folket. Men Antiochos trængte som en voldsom storm ind i mange lande med vogne, ryttere og en stor flåde og lagde alt øde på sin vej. Han kom til det herlige land, det vil sige Judæa, som Symmachus har oversat med styrkens land; i stedet for dette satte Theodotion det hebraiske ord SABAI [Al. SABAM og SABA] ( ); og han befæstede citadellet med ruinerne af byens mure 721 og drog derfra videre til Egypten. Vore fortolkere, som også henfører dette til Antikrist, siger, at han først vil føre krig mod Sydens konge, det vil sige Egyptens konge, og derefter overvinde libyere og etiopiere; det er de tre horn blandt de ti horn, som vi ovenfor har læst blev knust. Og fordi han skal komme til Israels land, vil mange byer eller provinser overgive sig til ham. Men Edom, Moab og den første del af Ammonitternes land skal alene undslippe hans hænder. Antiochos, siger de, skyndte sig mod Ptolemaios, Sydens konge, men rørte ikke idumæerne, moabitterne og ammonitterne, som lå ved siden af Judæa [Al. Idumæa], for at han ikke ved at blive optaget af en anden krig skulle gøre Ptolemaios stærkere. Antikrist vil også lade Idumæa, moabitterne og Ammonitternes sønner, det vil sige Arabien, være urørt, fordi de hellige vil flygte dertil, ud i ørkenen. (Vers. 42, 43.) Og han skal række sin hånd ud over landene, og Egyptens land skal ikke undslippe. Han skal herske over Egyptens skatte af guld og sølv og over alle Egyptens kostbarheder. Han skal også drage gennem Libyen og Etiopien. Vi læser, at Antiochos til dels gjorde dette. Men hvad der følger: »Han skal drage gennem Libyen og Etiopien«, mener vore fortolkere snarere må gælde Antikrist. Antiochos beherskede nemlig ikke Libyen, som de fleste forstår som Afrika, og heller ikke Etiopien, medmindre det skyldes, at Egyptens provinser ligger i samme klimabælte, og at de nærliggende egne langt borte gennem ørkenerne, efter at egypterne var blevet besejret, også blev bragt i forstyrrelse. Derfor siger han ikke, at han erobrede dem, men at han drog gennem Libyen og Etiopien. (Vers. 44, 45.) Og et rygte fra øst og fra nord skal forfærde ham. Og han skal komme med en stor skare for at knuse og dræbe mange. Og han skal rejse sit telt i Apedno mellem de to have på det herlige og hellige bjerg, og han skal nå helt til dets top, og ingen skal hjælpe ham. Om dette sted drømmer Porfyrios på sin vis noget i denne retning: »Mens han kæmper mod egypterne og drager gennem Libyen og Etiopien, skal han høre, at krige bryder løs mod ham fra nord og øst. Derfor skal han på sin tilbagetog erobre de modstandere fra Arados og hærge hele provinsen ved Fønikiens kyst.« 722 Straks skal han drage videre mod Armeniens konge Artaxias, som vil røre sig fra de østlige egne, og efter at have dræbt mange af hans hær skal han rejse sit telt på stedet Apedno, som ligger mellem to meget brede floder, Tigris og Eufrat. Men når han er nået så langt, kan Porfyrios ikke sige, på hvilket herlige og hellige bjerg han skal sidde. Han kan heller ikke bevise, at han sad mellem to have, og det er tåbeligt at fortolke Mesopotamiens to floder som to have. Det herlige bjerg har han forbigået, fordi han fulgte Theodotions oversættelse, der siger: »mellem havene på det hellige bjerg Saba«. Og eftersom han mener, at Saba er navnet på et bjerg i enten Armenien eller Mesopotamien, kan han ikke sige, hvorfor det skulle være helligt. Selv med denne frihed til at lyve kan vi føje til, hvad han har tiet om: at bjerget kaldes helligt, fordi det ifølge armeniernes vildfarelse er viet til afguder. »Og han skal komme«, siger han, »helt til toppen af dette bjerg i provinsen Elimais, som er persernes østligste egn. Dér ville han plyndre Dianatemplet, som havde utallige offergaver, men blev drevet på flugt af barbarerne, der nærede en vidunderlig ærbødighed for helligdommen; og han døde, fortæret af sorg, i Tabes, en by i Persien.« Dette har han med den mest kunstfærdige tale sammensat for at håne os. Men selv hvis han kunne bevise det, og det ikke var sagt om Antikrist, men om Antiochos, hvad kommer det så os ved, når vi ikke beviser Kristi komme ud fra alle steder i Skriften, men Antikrists løgn? Antag nemlig, at dette siges om Antiochos: Hvilken skade gør det på vores tro? Er der da også i den tidligere synsåbenbaring, hvor profetien er blevet fuldbyrdet i Antiochos, sagt noget om Antikrist? Lad ham derfor lade det tvivlsomme fare og holde sig til det åbenbare; lad ham sige, hvem den sten er, som blev hugget løs fra bjerget uden menneskehånd, voksede til et stort bjerg og fyldte hele jorden og knuste billedstøtten med de fire dele; hvem Menneskesønnen er, som skal komme med skyerne, stå foran den Gamle af Dage, og hvem der skal gives et rige, der aldrig får ende; og hvem alle folk, stammer og tungemål skal tjene. 723 Dette åbenbare forbigår han og hævder, at der profeteres om jøderne, som vi indtil i dag ved tjener. Og han siger, at den, som skrev bogen under Daniels navn, løj for at genoplive sine egne håb. Ikke fordi han kunne kende hele fremtidens historie, men fordi han skulle have omtalt noget, der allerede var sket. Og han dvæler ved den sidste synsåbenbarings vanskeligheder, idet han sætter floder i stedet for havet og det herlige og hellige bjerg Apedno, om hvilket han ikke kan fremføre nogen historie, uanset hvor han har læst om det. Vore fortolkere udlægger derimod dette sidste kapitel af synsåbenbaringen om Antikrist på følgende måde: Mens han kæmper mod Egypten, Libyen og Etiopien og knuser tre horn af de ti horn, skal han høre, at krige rejser sig imod ham fra nordens og østens egne. Når han kommer med en stor skare for at knuse og dræbe mange, skal han rejse sit telt i Apedno nær Nikopolis, som tidligere blev kaldt Emmaus, dér hvor Judæas bjergland begynder at hæve sig. Derfra rejser han sig og kommer helt til Oliebjerget, og Jerusalems egn stiger op foran ham. Det er dette, Skriften nu siger: »Og når han har rejst sit telt ved rødderne af bjerglandet mellem de to have«, nemlig det hav, der nu kaldes Det Døde Hav, mod øst, og Det Store Hav, ved hvis kyst Cæsarea, Joppe, Askalon og Gaza ligger. Da skal han komme helt til toppen af dets bjerg, det vil sige bjerglandet, altså toppen af Oliebjerget, som kaldes herligt, fordi Herren og Frelseren steg op til Faderen derfra; og ingen vil kunne hjælpe Antikrist, når Herren raser imod ham. Og de hævder, at Antikrist skal gå til grunde dér, hvorfra Herren steg op til himlene. Apedno er et sammensat ord, som, hvis man deler det, kan forstås som θρόνου αὐτοῦ, det vil sige »hans trone«. Meningen er altså: »Og han skal rejse sit telt og sin trone mellem havene på det herlige og hellige bjerg.« Dette sted oversatte Symmachus således: καὶ ἐκτενεῖ τὰς σκηνὰς τοῦ ἱπποστασίου αὐτοῦ μεταξὺ τῶν θαλασσῶν εἰς τὸ ὄρος τῆς δυνάμεως τὸ ἅγιον, καὶ ἥξει ἕως ἄκρου αὐτοῦ, hvilket på latin lyder: »og han skal udspænde sit ryttertelt mellem havene på det hellige styrkebjerg, og han skal komme helt til bjergets top.« Theodotion: »Og han skal rejse sit telt i Aphedano mellem havene på det hellige bjerg Saba, og han skal komme helt til dets side.« Aquila: »Og han skal plante sit prætoriums telt i Ἀφαδανῷ mellem havene på det herlige og hellige bjerg, og han skal komme helt til dets ende.« Kun Septuaginta, som befriede sig for hele spørgsmålet om navnet, oversatte: »Og han skal da rejse sit telt mellem havene og det hellige bjerg, viljens bjerg, og hans fuldendelsestime skal komme.« Apollinaris fulgte denne oversættelse og tav helt om navnet Apedno. Jeg har fremstillet dette så udførligt for både at vise Porfyrios’ hån, eftersom han enten ikke kendte alt dette eller lod som om han ikke kendte det, og for at vise Den hellige Skrifts vanskelighed, hvis forståelse de mest ukyndige især gør krav på uden Guds nåde og de ældres belæring. Det bør imidlertid bemærkes, at det hebraiske sprog ikke har bogstavet P, men bruger PHE i dets sted, hvis lyd det græske φ gengiver. Kun på dette sted skrives det ganske vist med PHE hos hebræerne, men læses som P. At Antikrist skal komme helt til toppen af det hellige og herlige bjerg og dér gå til grunde, taler Esajas mere udførligt om: »Herren skal styrte mørkets herskers ansigt ned på det hellige bjerg over alle folk, og ham, som hersker over alle folkeslag, og den salvelse, som er salvet mod alle nationer.« (KAP. XII) (Kap. XII—Vers 1 ff.) På den tid skal Mikael, den store fyrste, rejse sig, han som står som forsvarer for dit folks sønner, og der skal komme en tid, som ikke har været siden den tid, da folkene begyndte at være til, og indtil den tid. På den tid skal dit folk frelses, alle som findes indskrevet i bogen. Og mange af dem, der sover i jordens støv, skal vågne, nogle til evigt liv og andre til skam, 725 så de altid kan se den. Men de, der har fået indsigt, skal stråle som himmelhvælvingens glans, og de, der har ført mange til retfærdighed, skal stråle som stjerner for evige tider. Indtil dette punkt holdt Porfyrios sig nogenlunde og narrede både vore ukyndige og sine egne slet uddannede tilhængere. Men hvad vil han sige til dette kapitel, hvori de dødes opstandelse beskrives, idet nogle opvækkes til evigt liv og andre til evig skam? Han kan heller ikke sige, hvem der under Antiochos strålede som himmelhvælvingens glans, og hvem der var som stjerner for evige tider. Men hvad får stædighed ikke en til at gøre? Som en knust slange løfter han hovedet og udgyder, mens han selv skal dø, sin gift over dem, der skal dø. »Dette«, siger han, »er skrevet om Antiochos, som drog til Persien og efterlod en hær hos Lysias, der havde myndighed over Antiokia og Fønikien, for at kæmpe mod jøderne og ødelægge deres by Jerusalem.« Alt dette fortæller Josefus, forfatteren til den hebraiske historie: at trængslen var sådan, som aldrig før, og at der kom en tid, som ikke havde været siden den tid, da folkene begyndte at være til, og indtil den tid. Men da sejren var vundet, Antiochos’ hærførere var dræbt, og Antiochos selv var død i Persien, blev Israels folk frelst: alle, der var indskrevet i Guds bog, det vil sige de, som med største styrke forsvarede loven. Og omvendt blev de slettet af bogen, det vil sige de, som blev lovbrydere og sluttede sig til Antiochos. Da, siger han, rejste de, som så at sige sov i jordens støv, var dækket af ulykkernes byrde og så at sige gemt i elendighedens grave, sig fra jordens støv til den uventede sejr og løftede hovedet fra jorden; lovens vogtere opstod til evigt liv, og lovbryderne til evig skam. Men lærere og vejledere, som havde kendskab til loven, skulle stråle som himlen, og de, der havde opmuntret de lavere folk til at overholde Guds ceremonier, skulle lyse som stjerner for evige tider. Han fremsætter også en historie om Makkabæerne, hvori det fortælles, at mange jøder under Mattatias og Judas Makkabæeren flygtede ud i ødemarken og skjulte sig i huler og klippespalter, men efter sejren kom frem igen (1 Makk. II). Og dette siges μεταφορικῶς, 726 billedligt, at være forudsagt som de dødes opstandelse. Men at der på Antikrists tid skal komme en sådan trængsel, som aldrig har været siden den tid, da folkene begyndte at være til, forstås mere sandt. Lad os nemlig antage, at Lysias vandt, skønt han blev besejret, og at jøderne, som vandt, blev fuldstændig knust: Var der da en trængsel som den, der kom, da Jerusalem blev indtaget af babylonierne, templet ødelagt, og hele folket ført i fangenskab? Når Antikrist således er blevet knust og dræbt af Frelserens ånde, skal det folk frelses, som er indskrevet i Guds bog, og alt efter deres fortjenesters forskellighed skal nogle opstå til evigt liv og andre til evig skam. Lærerne skal ligne himlen, og de, der har undervist andre, skal sammenlignes med stjernernes glans. For det er ikke nok at kende visdommen, hvis man ikke også underviser andre; en tavs tale om læren, som ikke opbygger en anden, kan ikke modtage løn for sit arbejde (eller sin lediggang). Dette sted gengiver Theodotion og Vulgata således: »Og de forstandige skal stråle som himmelhvælvingens glans, og mange af de retfærdige som stjerner for evigt og endnu længere.« Nogle plejer at spørge, om den lærde helgen og den enfoldige helgen får den samme løn og den samme bolig i himlene. Derfor siges det nu ifølge Theodotion, at de lærde har himlens lighed, mens de retfærdige uden lærdom sammenlignes med stjernernes glans; og forskellen mellem lærd hellighed og hellig enfoldighed er så stor som forskellen mellem himlen og stjernerne. (Vers. 4.) Men du, Daniel, luk ordene inde, og forsegl bogen indtil den fastsatte tid. Mange skal drage igennem, og kundskaben skal blive mangfoldig. Han, som havde åbenbaret Daniel den mangfoldige sandhed, og dermed tilkendegivet, at det, han havde sagt, var skjult, befalede ham at lukke ordene inde og forsegle bogen, så mange kunne læse den og søge historiens sandhed og på grund af dens store dunkelhed danne sig forskellige meninger. Når han siger: »De skal drage igennem«, det vil sige »mange skal gennemlæse den«, betegner det manges læsning. Vi plejer nemlig at sige: »Jeg har gennemlæst en bog, jeg har gennemgået en historie.« Også Esajas taler om dunkelheden i sit skrift: »Og ordene i denne bog skal være som ordene i en forseglet bogrulle; hvis man giver den til en, der ikke kender bogstaverne, og siger til ham: Læs, vil han svare: Jeg kender ikke bogstaverne. Men hvis man giver den til en, der kender bogstaverne, og siger: Læs bogen, vil han svare: Jeg kan ikke læse den, for den er forseglet« (Es. XXIX, 11). Også i Johannes’ Åbenbaring synes bogen at være forseglet med syv segl, både indvendigt og udvendigt. Da ingen kunne løse dens segl, siger Johannes: »Jeg græd bitterligt.« Og en røst kom til mig og sagde: »Græd ikke! Se, løven af Judas stamme, Davids rod, har sejret, så han kan åbne bogen og løse dens segl« (Åb. V, 4). Den bog kan kun åbne, som kender Skrifternes mysterier, forstår gåderne og de dunkle ord på grund af mysteriernes storhed, udlægger lignelserne og overfører det bogstav, der dræber, til den livgivende ånd. (Vers. 5, 6.) Og jeg, Daniel, så, og se, der stod ligesom to andre: den ene her på den ene side af flodbredden og den anden dér på den anden side af floden. Og jeg sagde til den mand, som var iført linned, og som stod over flodens vande: »Hvor længe varer det, før disse undere får ende?« Daniel så to engle stå på hver sin side ved bredden af den babyloniske flod. Eftersom floden her nævnes uden navn, mener jeg ud fra den tidligere synsåbenbaring, at det er Tigris, som på hebraisk kaldes EDDECEL ( ), men han spørger ikke dem, der stod på hver sin flodbred, men ham, som han havde set i begyndelsen, ham, der var iført linned eller byssus, hvilket på hebraisk kaldes BADDIM ( ). Denne samme engel stod over den babyloniske flods vande og trådte på dem med sin fod. Heraf forstår vi, at de to øverste engle, som han så stå ved bredden, og som han ikke spurgte og ikke anså for værdige til at blive spurgt, var englene for perserne og grækerne. Men denne engel var den mest barmhjertige, som havde frembåret Daniels bønner for Gud, da persernes engel stod ham imod i enogtyve dage. Han spurgte om de undere, der omtales i denne synsåbenbaring, og på hvilken tid de skulle fuldbyrdes; Porfyrios fortolker det som sædvanlig om Antiochos, vi om Antikrist. (Vers. 7.) Og jeg hørte manden, som var iført linned, og som stod over flodens vande, løfte sin højre hånd og sin venstre mod himlen og sværge ved ham, som lever i al evighed, at det skulle vare en tid, tider og en halv tid. Porfyrios fortolker »en tid, tider og en halv tid« som tre og et halvt år, og det benægter vi heller ikke i overensstemmelse med Den hellige Skrifts sprogbrug. For vi læser også ovenfor, at syv tider gik hen over Nebukadnezar, det vil sige syv år med hans forvildelse; og i synet af de fire dyr står der skrevet om løven, bjørnen, leoparden og det andet dyr, hvis navn ikke nævnes, og som betegner romernes rige. Derefter siges det om Antikrist, at han skal ydmyge konger, tale ord mod den Højeste, knuse den Højestes hellige og mene, at han kan ændre tider og love. »Og de skal gives i hans hånd for en tid, tider og en halv tid. Så skal dommen afsiges, og hans magt skal tages fra ham, knuses og tilintetgøres indtil enden.« Og klart taler han om Kristi og de helliges komme: »Men riget og magten og rigets storhed under hele himlen skal gives til den Højestes hellige folk. Hans rige er et evigt rige, og alle konger skal tjene ham og adlyde ham.« Hvis Porfyrios altså henfører det foregående, som tydeligt er skrevet om Antikrist, til Antiochos og til de tre og et halvt år, hvor templet, siger han, blev forladt (ovenfor I), så må han også bevise det følgende om Antiochos, eller, som han selv mener, om jødefolket: »Hans rige er evigt, og alle konger skal tjene ham og adlyde ham.« Men det er helt åbenbart, at dette på ingen måde holder. Vi læser i Makkabæerbøgerne, og Josefus er også enig i denne opfattelse (Josefus, bog XI, kap. 10), at templet i Jerusalem blev vanhelliget i tre år, og at Jupiters afgud stod i det under Antiochos Epifanes, i makedonernes riges hundrede og femogfyrretyvende år, fra den niende dag i måneden Kislev i det samme år til den niende måned i det hundrede og otteogfyrretyvende år; det giver tre år. Men under Antikrist siges det ikke at være tre år, men tre og et halvt, det vil sige tolv hundrede og halvfems dage, med det hellige tempels ødelæggelse og den kommende omstyrtelse. Og når det hellige folks magt er blevet spredt, skal alt dette fuldbyrdes: »Når«, siger han, »Guds folk er blevet spredt, enten fordi Antiochos forfølger det, som Porfyrios vil det, eller på grund af Antikrist, som vore fortolkere med større sandhed hævder, da skal alt dette fuldbyrdes.« (Vers. 8 ff.) Og jeg hørte, men forstod ikke. Og jeg sagde: Min Herre, hvad skal der ske efter dette? Og han sagde: Gå, Daniel, for ordene er lukket og forseglet indtil afslutningens tid. Mange skal udvælges og renses, og de skal prøves som i ild, og de ugudelige skal handle ugudeligt; ingen af de ugudelige skal forstå, men de vise skal forstå. Profeten ønsker at forstå det, han havde set, ja det, han havde hørt, og han længes efter at kende sandheden om det kommende. Han havde nemlig hørt om forskellige kongers krige, om kampe indbyrdes og om en mangfoldig historie, men han havde ikke hørt de enkeltes navne. Men hvis profeten hørte og ikke forstod, hvad skal så de gøre, som i overmod udlægger den forseglede bog, der indtil afslutningens tid er indhyllet i megen dunkelhed? Men når enden, siger han, kommer, skal de ugudelige ikke forstå, mens de, der er blevet oplært i Guds disciplin, vil kunne forstå. For visdom kommer ikke ind i en fordærvet sjæl, og den kan heller ikke trænge ind i et legeme, der er underlagt synder. (Vers. 11.) Og fra den tid, da det stadige offer er blevet fjernet, og ødelæggelsens vederstyggelighed er blevet opstillet, skal der være tusind to hundrede og halvfems dage. Disse tusind to hundrede og halvfems dage siger Porfyrios blev fuldendt på Antiochos' tid og under templets ødelæggelse, som både Josefus og Makkabæerbogen, som vi har sagt, beretter kun varede tre år. Heraf er det klart, at disse tre og et halvt år sigter til Antikrists tid; i tre og et halvt år, det vil sige tusind to hundrede og halvfems dage, skal han forfølge de hellige og derefter styrte sammen på det herlige og hellige bjerg. Fra den tid altså, hvor ἐνδελεχισμός, som vi har oversat med det stadige offer, finder sted, når Antikrist har taget verden [Andre håndskrifter: byen] i besiddelse og forbudt dyrkelsen af Gud, indtil hans undergang skal der gå tre og et halvt år, det vil sige tusind to hundrede og halvfems dage. 730 (Vers. 12.) Salig er den, der venter og når frem til tusind tre hundrede og femogtredive dage. Salig, siger han, er den, der efter Antikrists drab venter yderligere femogfyrre dage ud over det fastsatte tal; på dette tidspunkt skal Herren og Frelseren komme i sin majestæt. Hvorfor der efter Antikrists drab skal være en tavshed på femogfyrre dage, ved den guddommelige visdom; medmindre vi måske skal sige: De helliges riges udsættelse er en prøve på tålmodigheden. Porfyrios udlægger dette sted således, at de femogfyrre dage, som kommer oven i de tusind to hundrede og halvfems, betegner tiden for sejren over Antiochos' hærførere, da Judas Makkabæeren kæmpede tappert, rensede templet, knuste afgudsbilledet og bragte ofre i Guds tempel. Det ville han have sagt med rette, hvis Makkabæerbogen skrev, at templet havde været besmittet i tre og et halvt år, og ikke i tre (1 Makk. IV). (Vers. 13.) Men du, Daniel, gå til det fastsatte mål, hvil dig [Vulg. skal du hvile], og stå på din lod indtil dagenes ende. Theodotion har oversat det således: Men du, gå og hvil dig, og du skal genopstå i din plads ved dagenes fuldendelse. Med dette ord vises det, at hele profetien er nær ved alle dødes opstandelse, når også profeten skal opstå. Og forgæves vil Porfyrios henføre alt til Antiochos, som er sagt om Antikrist i billedet af Antiochos. Hans bagvaskelse er, som vi har sagt, blevet imødegået mere udførligt af Eusebius af Cæsarea, af Apollinaris af Laodike og delvis af den meget veltalende martyr Methodios; den, der ønsker at vide dette, kan finde det i deres bøger. Indtil dette sted har vi læst Daniel i den hebraiske bog; det øvrige, som følger indtil bogens slutning, er oversat fra Theodotions udgave. (KAP. XIII) (Kap. XIII.--Vers. 1, 2.) Der var en mand, som boede i Babylon, og hans navn var Jojakim, og han tog en hustru ved navn Susanna, datter af Helkias, meget smuk og gudfrygtig [Vulg. Gudfrygtig]. Efter så godt som jeg kunne at have gennemgået det, der findes i Daniels bog ifølge den hebraiske tekst, vil jeg kort anføre, hvad Origenes har sagt om fortællingerne om Susanna og Bel i den tiende bog af sine Stromata. Dette er hans ord, som du vil anføre på deres rette steder. (Vers. 3.) Og hendes forældre var retfærdige [Vulg. Da de var retfærdige, underviste de] og oplærte deres datter efter Moses' lov. Dette vidnesbyrd bør bruges til at opmuntre forældre til at undervise deres sønner og døtre efter Guds lov og ikke blot lære sønnerne, men også deres døtre det guddommelige ord. (Vers. 4.) Og det år blev to ældste af folket udnævnt til dommere [Vulg. udelader »af folket«]. Hebræeren fortalte, at disse var Akab og Sedekias [Andre håndskrifter: Alkias og Sedekias], om hvem Jeremias skriver: »Må Herren gøre med dig som med Akab og Sedekias, som Babylons konge stegte i ilden på grund af den ondskab, de havde begået i Israel, og fordi de havde begået ægteskabsbrud med deres medborgeres hustruer« (Jeremias XXIX). (Vers. 5.) Om dem sagde Herren: »For ondskaben er udgået fra Babylon, fra de ældste dommere, som syntes at lede folket.« Disse plejede at komme i Jojakims hus osv. Om syndige ældste siger han smukt ikke: »De ledte folket«, men: »De syntes at lede folket.« For de, der leder folket godt, regerer over folket; men de, der blot bærer dommernavnet og leder folket uretfærdigt, synes snarere at lede folket, end de virkelig gør det. (Vers. 8.) Og de brændte af begær efter hende, fordrejede deres forstand og vendte deres øjne bort, så de ikke så himlen og ikke huskede de retfærdige domme. Det, som grækerne kalder πάθος, oversætter vi mere rigtigt med »forstyrrelse« end med »lidenskab«. Denne forstyrrelse og begærets lyst kildede, ja ramte de ældstes hjerter. Men for at lægge grunden i deres sind og få dem til at tænke på at fuldbyrde deres begær, fordrejede de selv deres forstand; da den var blevet omstyrtet, blev deres øjne vendt nedad, så de hverken så det himmelske eller huskede de retfærdige domme, hvad enten det var Guds, sædelighedens eller naturens domme, som er indplantet i alle til det gode. Et se, Susanna gik omkring, som hun plejede. Det er allerede blevet sagt, at Susanna gik omkring tidligt om morgenen. Det er heller ikke upassende, når man vil berolige dem, der søger eksempler i Den hellige Skrift på alt, hvad vi gør, at anvende dette sted om at gå omkring, eftersom man med rette kan gå for at styrke kroppen. »Dette sted«, siger han, »har jeg nu anført fra Septuagintas udgave«; med disse ord viser Origenes, at han ikke har udlagt det øvrige efter Septuagintas oversættere. (Vers. 19.) Og Susanna sukkede og sagde: Jeg er trængt fra alle sider. Den, der er nået til den fuldkomne dyds højeste top, siger aldrig, at han er i fare, hvis han ikke undslipper ægteskabsbrydernes hænder, når de siger: Føj dig efter os og lig med os. Ellers vil vi, hvis du ikke vil, vidne imod dig om, at en ung mand var hos dig, og at du derfor sendte pigerne bort fra dig. Det er nemlig menneskelig skrøbelighed at frygte den død, der påføres for retfærdighedens skyld; medmindre vi måske skal forstå trængslen som den skam og vanære, der skulle overgå hende, når de anklagede hende og sagde: »En ung mand var hos hende, og derfor sendte hun pigerne bort.« (Vers. 22.) Hvis jeg gør dette, er det døden for mig; men hvis jeg ikke gør det osv. Hun kalder synden døden. Ligesom ægteskabsbruddet er døden for den, der begår ægteskabsbrud, således skal enhver synd, der fører til døden, kaldes døden. Og vi regnes for at dø lige så ofte, som vi synder til døden. Omvendt opstår og levendegøres vi lige så ofte, som vi gør gerninger, der er livet værdige. (Vers. 23.) Men det er bedre for mig at falde i jeres hænder uden at have gjort noget end at synde for Herrens åsyn. På græsk står der ikke αἰρετώτερον, det vil sige »bedre«, men αἰρετὸν, som vi kan oversætte med »godt«. Derfor sagde hun elegant ikke: »Det er bedre for mig at falde i de ugudelige ældstes hænder end at synde for Herrens åsyn«, så det ikke skulle se ud, som om hun ved at sammenligne det med synden kaldte det, der ikke var godt, bedre. Men det er godt for mig, siger hun, ikke at gøre ondt og at falde i jeres hænder, så jeg ikke synder for Herrens åsyn. 733 Det skal altså ikke læses som en sammenligning: »Det er bedre for mig at falde i jeres hænder end at synde for Herrens åsyn«, men ganske enkelt: »Det er godt for mig ikke at gøre ondt og at falde i jeres hænder, så jeg ikke synder for Herrens åsyn.« (Vers. 24.) Og Susanna råbte med høj røst osv. Hendes røst var høj, ikke på grund af et slag mod luften eller et skrig fra struben, men på grund af kyskhedens storhed, hvorved hun råbte til Herren. Derfor satte Den hellige Skrift heller ikke »med høj røst« ved de ældstes råb. For det følgende lyder: »Og de ældste råbte imod hende.« (Vers. 42.) Men Susanna råbte med høj røst osv. Hjertets følelse, sindets rene bekendelse og samvittighedens godhed havde gjort hendes stemme klarere. Derfor var hendes råb stort for Gud, selv om det ikke blev hørt af mennesker. (Vers. 44.) Og da hun blev ført til døden, vakte Herren Helligånden i den unge dreng Daniel. Med denne formulering vises det, at Helligånden ikke kom ind i Daniel, men at den, som var i ham, og som hvilede på grund af alderens svaghed og ikke kunne vise sin virkning, blev vakt af Herren, da lejligheden bød sig, for den hellige kvindes skyld. (Vers. 46.) Og han råbte med høj røst: Jeg er ren for blodet af denne osv. Da Helligånden var blevet vakt i ham, og den havde tilskyndet ham til at sige det, som drengen burde sige, var hans røst høj. Og man bør lægge mærke til, om en synders røst nogetsteds i Den hellige Skrift kaldes høj. 734 (Vers. 58, 59.) Sig, under hvilket træ du så dem tale sammen. Han svarede: Under en skinos, og Daniel sagde til ham: Du har med rette løjet dig selv til fordærv; for se, Guds engel vil, efter at have modtaget dommen fra ham, flænge dig midt over. Og kort efter sagde den anden ældste: Under en prinos, og Daniel sagde til ham: Du har også med rette løjet dig selv til fordærv. Guds engel står rede med et sværd for at hugge dig midt over. Fordi hebræerne forkaster Susannas historie og siger, at den ikke findes i Daniels bog, må vi omhyggeligt undersøge navnene σχίνου og πρίνου, som latinerne oversætter med steneg og mastikstræ, om de findes hos hebræerne, og hvilken etymologi de har, så deres sprog kan siges at aflede σχίνῳ fra »spaltning« og πρίνῳ fra »skæring« eller »savning«. Hvis det ikke findes, vil vi også af nødvendighed blive tvunget til at tilslutte os dem, der vil, at denne περικοπή alene hører til det græske sprog, således at den kun har en græsk og ikke en hebraisk etymologi. Men hvis nogen påviser, at etymologien for de to træers spaltning og skæring findes i hebraisk, vil vi også kunne modtage denne Skrift. (Vers. 60.) Men hele synagogen [Vulg. forsamlingen] råbte med høj røst, og de velsignede Gud, som frelser dem, der håber på ham osv. Hvis hele synagogen dræbte dem, synes den opfattelse at blive tilbagevist, som vi ovenfor fremsatte efter Jeremias (Jeremias XXIX), nemlig at de var de ældste Abab og Sedekias; medmindre vi måske skal fortolke dette, der er skrevet: »De dræbte dem«, som om det betød, at de overgav dem til Babylons konge for at blive dræbt. 735 Ligesom vi også siger, at jøderne dræbte Frelseren, ikke fordi de selv slog ham ihjel, men fordi de overgav ham til at blive dræbt og råbte med: »Korsfæst ham, korsfæst ham« (Johannes XIX, 15). (Vers. 63.) Men Helkias og hans hustru lovpriste Gud for deres datter Susanna osv. Med rette lovpriser de som hellige Gud: ikke fordi Susanna blev befriet fra de ældstes hånd — for det er ikke i sig selv særlig prisværdigt eller nogen stor fare, hvis hun ikke var blevet befriet — men fordi der ikke blev fundet noget skammeligt hos hende. (Kap. XIV.--Vers. 1.) Og straks da han havde åbnet dørene, så kongen på bordet og råbte med høj røst: Stor er du, Bel, og der findes intet bedrag hos dig. Det, som Skriften nu siger: »Han råbte med høj røst«, fordi det siges om en afgudsdyrker, der ikke kender Gud, synes at omstyrte den iagttagelse, som vi tidligere fremførte, nemlig at den høje røst kun findes hos de hellige. Det løser let den, der siger, at denne historie ifølge hebræerne ikke findes i Daniels bog. Men hvis nogen kan bevise, at den hører til kanon, må man undersøge, hvad vi bør svare ham.