Jesu liv
Kapitel 1 — Gud med os
„De skal give ham navnet Immanuel — det betyder: Gud med os.“ „Kundskab om Guds herlighed" finder vi „på Jesu Kristi ansigt." Fra evigheds dage var vor Herre Jesus Kristus ét med Faderen; han var „Guds billede," billedet af hans storhed og majestæt, „Guds herligheds glans." Det var for at åbenbare denne herlighed, at han kom til vor verden. Til denne jord, der var formørket af synd, kom han for at åbenbare lyset fra Guds kærlighed — for at være Gud med os. Derfor blev der forudsagt om ham: „De skal give ham navnet Immanuel."
Ved at komme for at tage bolig hos os skulle Jesus åbenbare Gud for både mennesker og engle. Han var Guds Ord — Guds tanker, der var gjort hørlige. I sin bøn for sine disciple siger han: „Jeg har gjort dit navn kendt for dem," „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på troskab og sandhed," — „for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem." Men denne åbenbaring gjaldt ikke alene hans jordiske børn. Vores lille verden er universets lærebog. Guds kærlige, nådige hensigter, den forsonende kærligheds mysterium, er også det emne, „som englene begærer at få indblik i," og det vil beskæftige dem gennem endeløse tider. Både de frelste og de ikke faldne væsener vil i Kristi kors finde deres videnskab og sang. Den herlighed, der lyser fra Kristi åsyn, er herligheden fra den selvopofrende kærlighed. I lyset af, hvad der skete på Golgata, vil man se, at den selvfornægtende kærlighed, næstekærligheden og kærligheden til Gud, er livets lov for jorden og Himmelen. Den kærlighed, som ikke „søger … sit eget," og som har sit udspring i Guds hjerte. I Jesus, som var sagtmodig og ydmyg, åbenbaredes Hans væsen, som bor i det lys, intet menneske kan nærme sig.
Naturen vidner om sin Skaber
I begyndelsen åbenbarede Gud sig gennem hele skaberværket. Gennem sin søn, Jesus Kristus, skabte han himmelen og jorden. Ved hans hånd blev verdenerne i himmelrummet til, og markens blomster skabt. „Han grundfæster bjerge med vælde." „Havet er hans, han har skabt det." Det var ham, der fyldte jorden med skønhed og luften med sang. Og på alle ting, på jorden og i luften og himmelen, skrev han budskabet om Faderens kærlighed. [9]
Nu har synden skæmmet Guds fuldkomne værk, men alligevel bliver denne skrift stående. Selv nu forkynder alt det skabte Guds storhed. Der findes intet, med undtagelse af menneskehjertet, der lever for sig selv. Ingen fugl kløver luften, intet dyr bevæger sig på jorden uden at tjene til gavn for et andet liv. Der findes ikke et blad i skoven eller det ringeste græsstrå, uden at der er en mening med det. Fra hvert træ, busk og blad udgår de livsenergier, uden hvilke hverken mennesker eller dyr kunne leve; og mennesker og dyr bidrager derefter til træernes, buskenes og bladenes liv. Blomsterne udsender deres duft og åbenbarer deres skønhed til velsignelse for verden. Solen spreder sit lys til glæde for tusind verdener. Havet modtager strømmene fra alle verdens lande, men tager kun for atter at give. De tåger, der stiger op fra dets skød, falder som regnbyger for at vande jorden, så den kan give grøde og liv.
Guds engle bringer kærlighed og utrættelig omsorg til mennesker. Himmelske væsener berører menneskehjerterne og bringer lys fra de himmelske boliger til denne mørke verden for at bringe bud om et fællesskab med Kristus, som er nærmere, end man kan forestille sig.
Kristus — Gud og menneske
Når vi ser bort fra alle ringere fremstillinger af ham, er det Gud, vi ser gennem Jesus. Ved at betragte ham nærmere, ser vi, at det er Guds kærlige gavmildhed, der åbenbares for os. „Jeg gør intet … af mig selv," sagde Kristus, „den levende Fader har udsendt mig, og jeg lever i kraft af Faderen." „Jeg søger ikke min egen ære," „men … søger hans ære, som har sendt mig". Kristus modtog alt fra Gud, men han modtog for at give. Gennem den elskede Søn udgår fra Faderen liv til alle; ved Sønnens medvirken vender det tilbage som lovprisning og glad tjeneste, som en flodbølge af kærlighed, til altets store ophav. Således fuldendes ved Kristus velsignelsernes kredsløb i livets lov, der afspejler Skaberens karakter.
I selve Himmelen blev denne lov overtrådt. Synden fik sin oprindelse i egoisme. Lucifer, den skærmende kerub, ønskede at være den højeste i Himmelen. Han søgte at vinde magt over de himmelske væsener, at drage dem bort fra deres Skaber for selv at blive genstand for deres hyldest. Derfor fordrejede han Guds kærlige hensigter, idet han tillagde ham ønsket om selvforherligelse. Han søgte at tillægge den kærlige Skaber sine egne onde karakteregenskaber. Således bedrog han både engle og mennesker. Han fik dem til at tvivle på Guds ord og nære mistillid til hans godhed. Fordi Gud er en retfærdig Gud og majestæt, fik Satan dem til at betragte Gud som streng og uforsonlig. Således fik han påvirket mennesker til at følge ham i oprør mod Gud, og elendighedens nat sænkede sig over verden.
modstrid med principperne for Guds herredømme. Gud ønsker kun kærlighedens tjeneste, og kærlighed kan ikke fremtvinges, den kan ikke vindes ved magt eller autoritet. Kærlighed kan kun vækkes med kærlighed. At kende Gud er at elske ham. Hans kærlige karakter måtte åbenbares som kontrast til Satans karakter. Denne opgave kunne kun en eneste i hele universet påtage sig. Kun han, som kendte højden og dybden af Guds kærlighed, kunne gøre den kendt for andre. Retfærdighedens Sol måtte stå op over verdens mørke nat, „under dens vinger er der helbredelse."
Planen om vor forløsning var ikke en plan, der blev lagt efter Adams fald i synd. Den var „åbenbaringen af den hemmelighed, der har været hyllet i tavshed fra evige tider." Den var en åbenbaring af de principper, der fra evige tider havde været grundvolden for Guds trone. Lige fra begyndelsen vidste Gud og Kristus besked om Satans frafald og om menneskets fald på grund af den frafaldnes vildledende påvirkning. Gud havde ikke bestemt, at synden skulle være til, men han forudså dens eksistens og traf forberedelser til at imødegå den. Så stor var hans kærlighed til verden, at han besluttede sig til at give sin enbårne Søn, „for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv."
Lucifer havde sagt: „Højt over Guds stjerner rejser jeg min trone … gør mig lige med den Højeste." Men Kristus, „han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud."
Dette var et frivilligt offer. Jesus kunne godt være forblevet ved sin Faders side. Han kunne have beholdt Himmelens herlighed og englenes lovprisning. Men han valgte at overgive scepteret i Faderens hænder og at stige ned fra universets trone for at bringe lys og liv til dem, der var ved at forgå i mørket.
For omkring to tusind år siden lød der fra Guds trone i himlen en røst med ord, der havde en hemmelig betydning: „Se, jeg kommer!" "Slagtoffer og afgrødeoffer vil du ikke have, men et legeme har du beredt mig … Se, jeg er kommet — i bogrullen er der skrevet om mig — for at gøre din vilje, Gud!"
I disse ord forkyndtes opfyldelsen af den hensigt, der havde været skjult fra evige tider. Kristus skulle gæste vor verden og blive legemliggjort. Han siger:
„Et legeme beredte du mig." Hvis han var trådt frem i den herlighed, som han havde hos Faderen, før verdens grundvold blev lagt, havde vi ikke kunnet udholde lyset fra hans tilstedeværelse. For at vi skulle være i stand til at se den og ikke gå til grunde, blev hans herlighed tilsløret. Hans guddommelighed blev indhyllet i menneskelighed, den usynlige herlighed i den synlige menneskeskikkelse.
Herom var der blevet varslet gennem forbilleder og symboler. Den brændende busk, hvori Kristus viste sig for Moses, åbenbarede Gud. Det symbol, der var udvalgt til at fremstille guddommen, var en ringe, tilsyneladende ikke særligt tiltrækkende busk. Men den gemte den Almægtige. Den store [11] Denne JEG ER, er forbindelsesleddet mellem Gud og menneskeheden; hans hånd rører dem begge. Han, som er „hellig, uskyldig, ren, og skilt ud fra syndere,"
„skammer sig ikke ved at kalde … os brødre." I Kristus er den jordiske familie og den himmelske familie forenede. Den herliggjorte Kristus er vor bror. Himmelen er gemt i menneskeheden, og menneskeheden er taget i favn af den evige kærlighed.
Gud siger om sit folk: „De er funklende juveler i hans land. Hvor er det godt og skønt." Ophøjelsen af de frelste vil være et evigt vidnesbyrd om Guds barmhjertighed. I de kommende tidsaldre vil han „vise sin overstrømmende rige nåde og sin godhed mod os i Kristus Jesus," „så at Guds visdom i al sin mangfoldighed … kan blive gjort kendt for myndigheder og magter i himmelrummet efter hans beslutning fra evige tider, som han gennemførte ved Kristus Jesus, vor Herre."41
Ved hjælp af Kristi frelsende gerning er Guds herredømme retfærdiggjort. Man er kommet til at kende den Almægtige som kærlighedens Gud. Satans anklager er blevet modbevist, og hans sande karakter er blevet afsløret. Der vil aldrig mere kunne ske oprør. Synden kan aldrig mere trænge ind i universet. Til evige tider er alle sikrede mod frafald. Ved kærlighedens selvopofrelse er jordens og Himmelens beboere blevet knyttet til deres Skaber med enhedens uløselige bånd.
Frelsergerningen vil være fuldstændig. Der, hvor der var overflod af synd, findes der endnu større overflod af Guds nåde. Selve jorden, netop det område, som Satan gør fordring på som sit eget, skal ikke blot frikøbes, men ophøjes. Vor lille verden, som under syndens forbandelse er den eneste mørke plet i hans strålende skaberværk, skal blive æret frem for alle andre verdener i Guds univers. Her, hvor Guds Søn iklædte sig menneskeskikkelse, her, hvor herlighedens Konge levede, led og døde — her skal Guds bolig være hos menneskene, når han gør alting nyt. „Han vil bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud vil selv være hos dem." Da skal de forløste vandre i Herrens lys og prise ham for hans uudsigelige gave: Immanuel: „Gud med os!" [14]