Et Indlæg i Striden imellem den lutherske menighed og Syvende Dags Adventister Et Indlæg i Striden imellem Den Lutherske Menighed
og
Syvende Dags Adventister. Af
O. L. Kirkeberg.
(Luthersk Præst). Trykt i Elk Horn Folkehøiskoles Bogtrykkeri.
Elk=Horn, Iowa.
1879. I Aarene 1840—44 vakte en Flok Sværmere, der kaldte sig Adventister, stærk Røre i de Kredse af de Forenede Stater, hvor de kom hen, idet de forkyndte, at Kristi Gjenkomst vilde finde Sted i 1844. Det var ud af Daniels Bog Kap. 8: 14, at de havde kunnet bestemme Tiden for Herrens Komme. Paa dette Sted taler Daniel om 2,300 Aftener og Morgener, hvorefter Helligdommen skulde faa sin Ret igjen. Nu havde Adventisterne regnet ud, at disse Aftener og Morgener var forbi i 1844, og at Herrens Komme saa vilde finde Sted. Men da nu samme Aar baade kom og gik ligesom andre Aar, følte Adventisterne sig skuffede. Der var enkelte endog af de Ypperste iblandt dem, der var gangne saa vidt, at de erklærede ikke at ville tro mere paa Bibelen, dersom ikke Kristus kom hint Aar. Efter denne Skuffelse søgte de at forklare sin Feiltagelse paa bedste Maade. En Part sagde, de havde taget Feil af Tiden, og disse vedblev med atter og atter paa en formastelig Maade at bestemme Tiden for Kristi Komme. En anden Flok paastod imidlertid, at Tidsregningen var fuldkommen rigtig, de 2,300 Aftener og Morgener var virkelig forbi i 1844. Feiltagelsen bestod kun i, at man ikke ret havde forstaaet, hvad der skulde ske mod Enden af denne Tid. Men nu fandt man ud, at det var Helligdommens „Retfærdiggjørelse“ eller „Renselse“ der skulde foregaa den Gang. Dette maatte ske, sige de, endnu medens Kristus er en Ypperstepræst, før han tager Riget i Besiddelse. „Den himmelske Helligdom maa renses med Kristi dyrebare Blod, fordi Menneskenes Synder bliver der omtalte og forsonede.“ „Offeret blev fuldbragt paa Korset, men Forsoningen er den sidste Del af Jesu ypperstepræstlige Tjeneste i Overensstemmelse med det levitiske Præstedømmes Eksempel, som var et Forbillede paa vor Herres Tjeneste i Himmelen.“ „I Himlens Helligdom gjør han nu med sit eget Blod Forsoning for vore Synder.“ „Tiden for Helligdommens Retfærdiggjørelse er den samme, som Tiden for den tredie Engels Budskab. Dette er Tiden for den undersøgende Dom (Dan. 7:9,10), først for de Hensovede og ved Enden af Prøvens Tid for dem, som lever. Herren vil afgjøre, hvem der er værdig til at erholde Del i den første Opstandelse.“ Altsaa gik Jesus i 1844 ind i det Allerhelligste efter det levitiske Præstedømmes Eksempel, hvor han saa først ved den Tid begyndte Forsoningsværket. Offeret var frembragt paa Korset, men Forsoningen begyndte 1844. Denne Anskuelse om Forsoningen er falsk. Kristus haver med eet Offer, idet han ofrede sig selv, fuldkommen forsonet dem, som helliggjøres (Heb.10: 1–14.—1 Joh.2: 2. og 4: 10. Rom.3: 24–25). Men naar Adventisterne skal slaa disse sin Vranglærdomme fast, anfører de en Mængde Skriftsteder, som dog aldrig kan stadfæste den ringeste Tøddel af, hvad de vil bevise. Angaaende Kristi Komme sige de saa videre, at naar han er færdig med sin Tjeneste i Helligdommen, hvilket varer et kort men ubestemt Tidsrum, vil han aabenbares anden Gang.Det profetiske Sted hos Daniel, hvorudaf de har taget et Vers (Dan. 8–14), som skal tjene til at forklare en urokkelig Læresætning, der i Bund og Grund er falsk, viser os forresten i meget klare Syner det Medisk-Persiske Riges Undergang ved Alexander den Store; denne Konges pludselige Død (Vers 3–8), hans store Riges Deling i fire Riger (V.8), Antiochus Epiphanes, der formastede sig endog mod Himmelens Gud, idet han vanhelligede Templet og anrettede Afgudsofreringer derinde istedet for den sande Guds Tjeneste (V.9–12). Dernæst tales i 13. og 14. Vers om, hvor længe det skulde vare, inden denne Vanhelligelse skulde ende og Guds Helligdom saa sin Ret igjen. Og Svaret blev: 2,300 Aftener og Morgener. En nøiere Forklaring over Synet giver Daniel selv i samme Kapitel fra Vers 20 til 27. Ellers om hvorledes det altsammen blev opfyldt, kan vi læse i Makkabæernes første Bog fra første til fjerde Kapitel. Dette ellers saa klare Sted, kan Adventisterne spekulere over, indtil det gaar sort for deres Øine. At de kan ville anvende dette Sted paa en saa aldeles urigtig Maade, forbauser imidlertid kun dem, der ikke kjender nøiere til, hvordan de pleier at anvende Skriftsteder.En af dem, der i disse Aar (1840–44) var begeistret for Adventismen, var en Kvinde ved Navn Rachel D. Preston, der oprindelig var Syvende Dags Baptist. Efter 1844 fik hun bevæget mange Adventister til at helligholde Løverdagen og forkaste Søndagen som Hviledag. Disse kaldte sig fra den Tid af Syvende Dags Adventister, og de regner sin Oprindelse fra 1844. „Sabbaten“ blev fra nu af et Dække over Feiltagelsen i 1844; dens Missionærer vover høit og lydeligt at paastaa, at Syvende Dags Adventisterne aldrig har bestemt Tid og Dag for Herrens Komme, medens de dog veed ligesaa godt som vi, at flere af deres Ypperste var de værste Sværmere før 1844. Vi kan saaledes blot nævne Rachel D. Preston, James White og Joseph Bates. James White er Præsident for Adventisternes fem ledende Organisationer. Ved denne Mands ihærdige Virken er Adventisterne bleven istand til at udgive Bøger og Tidsskrifter, hvis Antal i de sidste Aar er steget til en forbausende Mængde. Et theologisk Seminar er reist i Battle Creek Michigan, hvor de vordende Missionærer oplæres. Angaaende en Adventistmenigheds Ordning siger et af deres Skrifter: „Denne er meget ligefrem. Et Antal af Troende forener sig tilsammen, antager Navn af Syvende Dags Adventister og indgaar i Pagt med hverandre, at de ville bevare Guds Befalinger og Jesu Tro. Bibelen er deres eneste Troesbekjendelse. Et Sekretær og en Kasserer vælges til at passe Menighedens Bøger og Regnskaber, og en Ældste udvælges til at have Opsyn med dens aandelige Tilstand og Trang. Evangelister er ordinerede Prædikanter, som reiser fra Sted til Sted for at prædike Evangeliet, og de er de eneste, som har Autoritet til at ordinere lokale Ældste.“I Læren om Daaben og Nadveren stemme Adventisterne og de fleste Baptister sammen. De forkaste ikke allene Barnedaaben men enhver Daabshandling, som ikke er udført ved en fuldstændig Neddyppelse. De kalder Daaben en hellig Handling, som følger efter Tro og Omvendelse. Tillige er den en Ihukommelse af Kristi Opstandelse.Den ny Fødsel er aldeles uafhængig af Daaben og bestaar af to Dele: 1. En moralsk Forandring, som frembringes ved Retfærdiggjørelsen og Helliggjørelsen. 2. En legemlig Forandring ved Kristi andet Komme, hvorved de, som er døde, opstaar udødelige og de levende tillige iføres Uforkrænkelighed og forvandles.En ny Fødsel af Vand og Aand (Joh. 3: 3–6), ved hvilken man ene og alene kan indkomme i Guds Rige, kjender Adventisterne ikke. Hvor denne ny Fødsel af Vand og Aand skulde søges, hvis den ikke fandtes i Daaben, faar man kun daarligt Svar paa. Efter Adventisternes Anskuelser maatte endnu ingen siges at være igjenfødte, da den ene væsentlige Del deraf først fuldbyrdes ved Jesu anden Tilkommelse. Dog faar de holde Apostlene det tilgode, at de taler om virkelig igjenfødte Mennesker, og det paa en saadan Maade, at man aldrig kan sige, at disse skulde være kun halv igjenfødte. Den ny Fødsel ved Vand og Aand er efter Kristi egne Ord en aldeles urokkelig Betingelse for at indkomme i Guds Rige. Den som vil stige over andensteds, end hvor Herren selv aabner os Indgang, han er en Tyv og en Røver (Joh. 10: 1). Om denne ny Fødsel ogsaa kan blive de smaa Børn til Del, for at ogsaa de kan komme ind i Guds Rige, giver Kristus os bedst Besked om, naar han siger: „Lader de smaa Børn komme til mig, og formener dem ikke, thi Guds Rige hører saadanne til (Mark. 10: 14). Af Naturen er vi jo alle udenfor Guds Rige, da hvad som er født af Kjød, det er Kjød (Joh. 3: 6), og vi alle ere af Naturen Vredens Børn (Ef. 2: 3), saa det er en gyselig Forvrængning af Kristi Ord, naar nogen af dette Sted vil bevise, at de smaa Børn, endnu saalænge Synden hos dem ikke har baaret synlige Frugter, er inde i Guds Rige. Thi saa behøvedes ingen Igjenfødelse for at komme derind; vor naturlige Fødsel var os nok. Men kan Adventisterne ikke gjøre disse Ord: „Guds Rige hører saadanne til,“ til intet, da maatte de ogsaa indrømme de smaa Børn Ret til at komme derind ved den ny Fødsel af Vand og Aand, der er den eneste Ind gang til Guds Rige. Og om nogen vil nægte Muligheden af, at et Barn kan igjenfødes, da havde de jo kun det at beraabe sig paa, at Barnet manglede Kræf ter til endnu at gjøre noget selv. Men hertil svarer Paulus: „Ikke for de Ret færdigheds Gjerningers Skyld, som vi havde gjort, men efter sin Barmhjertig hed frelste han os ved Igjenfødelsens Bad og Fornyelsen i den Hellig Aand (Tit. 3:5). Og naar det er saa magtpaaliggende for Frelseren selv at indskjærpe, at man maa blive som et lidet Barn for at annamme Guds Rige, skulde ikke Adven tisterne beflitte sig paa at fortælle, at et Barn ikke engang kan igjenfødes. At et Barn virkelig kan annamme og komme ind i Guds Rige, er klart nok af Jesu Ord (Mark. 10: 14, 15). Men saa er det ogsaa ligesaa klart, at det lille Barn kan igjenfødes; thi ellers var Ingangen i Guds Rige en Umulighed. Og hvor er saa Igjenfødelsens Bad mulig for de Smaa, uden i Daaben, hvori vi ene og allene faar Del i Kristi Død og Opstandelse (Rom. 6 : 3, 6). Vel kan Adventister ne her falde paa at forlange synlige Frugter af Igjenfødelsen hos de smaa Børn, og kan vi da ikke vise dem en haandgribelig Forskjel mellem de døbte og de udøb te Børn, vil de kun spotte over, at vi lader vore Børn døbe. Vi kunde vel sva re: Guds Rige er ligt et Senepskorn (Mat. 13 : 31), og at Guds Rige kommer ikke saaledes, at man kan vise derpaa (Luk. 17 : 20). Men dette bliver sagtens ikke nok. At et saadant Spædbarn kan eie Kristi Liv og Guds Aand, naar det ikke kan vise det i Gjerningerne, ikke engang kan udvælge det Gode og forkaste det Onde, forekommer dem som dumme Indfald. Men da vil vi tænke paa Jesubarnet, som laa i Krybben spæd og lille, hvem naturlige Menneskeøine kun saa paa med Ringeagt, han eiede dog Kristi Liv og Guds Aand, skjønt han var et Spædbarn og skulde æde Mælk og Honning, indtil han lærte at forkaste det Onde og udvæl ge det Gode (Es. 7 : 15), og voksede i Visdom og Alder og Naade hos Gud og Mennesker (Luk. 2 : 52). Men hvordan kunde Adventisterne finde den haandgribe lige Forskjel mellem Jesubarnet og et andet Barn, som de forlanger, vi skal vise dem mellem et døbt og et udøbt Barn. Maa vi ikke hellere i begge disse Spørgs maal bøie os for Guds Ord, lukke de selvkloge Øine og tro uden at se (Joh. 20 : 29).At Adventisterne forresten ikke vil anerkjende nogen Daabshandling, som ik ke udføres ved Neddyppelse, kommer fornemlig deraf, at de fremhæve Daabens y dre Betydning og fornægter dens Kraft. At Vand og Guds Ord maa være tilstæde ved en Daabshandling, er klart nok for enhver, men der dreier Spørgsmaalet sig kun om, hvormeget Vand det skal være. Ordet „baptizein“, som vi oversætte ved „at døbe“ betyder at dyppe, neddyppe, overøse, vadske, befugte, bestænke, øse o. s. v. Udaf selve Ordets Betydning kunde vi derfor ligesaa godt bevise, at Bestæn kelsen var det ene rigtige som at Neddyppelsen var det. Men hvad vi i øvrigt tør holde os til, er at saalænge vi klart kan se Maaden, hvorpaa der blev døbt, brugtes stundom Bestænkelse og stundom Neddyppelse, og at vi kjender man ge, der ikke allene er døbt ved Bestænkelse men ogsaa baaren til Daaben som Spædbarn, der har været ledet af Kristi Aand som en trofast Guds Riges Bor ger, saa hverken Bestænkelsen eller Barnedaaben har gjort Daaben ugyldig. Og er mange af de Barnedøbte komne paa Afveie, saa har det samme sandelig været Tilfældet ogsaa med forholdsvis ligesaamange voksne Døbte ligefra Troldman den Simonis og Ananias’ og Safiras’ Dage lige op til vor Tid.Baade Daaben og Nadveren bliver for Adventisterne kun menneskelige Handlin ger, som de selv udfører og ikke Gud. Det Væsentligste ved Daab og Nadver er Offere Mennesket bringer Gud og ikke Gud Mennesket. Daaben er en Lydighed, en Ihukommelse, og Nadveren er ligeledes en Ihukommelse. Kristi Legem og Blod er ikke tilstæde. Kristi Ord om hans Legeme og Blod, der skal ædes og drikkes (Luk. 22: 19–20. 1 Kor. 11: 23–29 Joh. 6: 51–57), faar saaledes ikke nogen bestemt Betydning, de blive ligefrem ikke sande. Spørgsmaalet angaaende Nadve ren bliver kun dette: Skal vi tro paa Gud eller paa Adventisterne? En Fodvaskning, som Adventisterne bruger, før de nyde Herrens Nad ver, støtte de paa Fortællingen om, hvorledes Jesus vaskede sine Disciples Fødder (Joh. 13: 5). At vaske den andens Fødder var dels en Vennetjeneste og dels et Tjenerarbeide i Jødeland; det er, hvad Jesus vil vise Apostlene, at selv de rin geste Arbeider maatte de efter hans Eksempel være villige til at udføre for hverandre. Den Formaning og Paamindelse, som ligger heri til de Kristne, slippe Adventi sterne let ifra ved blot at efterabe den samme udvortes Gjerning, som vi dog in gen saadan Brug har for. Det er mange andre Ting, hvori vi kan være hinan den til Nytte, istedenfor at lave os kraftløse og uhensigtsløse Symboler.Alle Profetier saavel i det gamle som i det ny Testamente baade kan og maa forstaaes, for at de deraf kan vide, hvor langt de er skreden frem i den pro fetiske Tidsperiode og kjende de særdeles Pligter, som paaligger dem. Hvis Ad ventisterne kunde magte den Opgave, de i disse Ord har stillet frem, var det skjønt nok, men naar man ser lidt paa, hvor snurrigt de behandle Profetierne og dreie dem omkring, faar man snart Indtrykket af, at det er samme Virvar endnu som i Feiltagelsens Tid i 1844.Gud udsender et Budskab om, at Kristi andet Komme er nær. Dette Bud skab er især fremhævet i de tre Englers Budskaber i Aab. 14. Det sidste af dem viser, at Guds Lov maa virke en Reform iblandt hans Folk, for at de kan bli ve beredt for Kristi andet Komme. Denne Reform er selvfølgelig Adventisterne kaldede til at fuldføre. Og den bestaar saa i Indførelsen af den Jødiske Sabbat, envexlende og meget foranderlig Holdning til rene og urene Spiser, Jagttagelse afpunktlig Tiende, Profeternes Forklaring (1844) o. s. v. Adventisterne fornægte aldeles Læren om en udødelig Sjæl. Efter deresegne Ord forkaste de den af følgende Grunde: „Fordi at Bibelen ingensteds lærer det, og det er nok til at forkaste enhver Lære. Fordi den er Grundvoldenfor Læren om en evig Pine. Fordi den er urimelig og ikke ønskelig. FordiBibelens Lære om de Dødes Søvn er baade rimelig og ønskelig. Den lærer,at alle, baade Gamle og Unge, Retfærdige og Uretfærdige hviler roligt i Graventil Opstandelsen. De Hellige er ikke i Himlen, og de Ugudelige er ikke i Pine.Er dette saa forfærdeligt? Vi forkaste Læren om de Dødes Bevidsthed, fordi denaldeles omstyrter andre Grundlærdomme i Bibelen: Dommen og Kristi andet Komme. Det er klart, at de, som tror denne Lære, mer og mer tilsidesætte Lærenom Kristi andet Komme. De har ingen Plads for den i sin Theori. Derforlægge de, som tror paa Sjælens Udødelighed heller ingen Vægt paa Opstandelsen.Har noget Menneske nogentid seet noget, som har forladt Legemet ved Døden? Eller en menneskelig Sjæl eller Aand adskilt fra Legemet? Nei, aldrig. Beviserne er altsaa imod denne populære Theori, saalangt som Erfaringen gaar. Fornuften er imod den. Thi hvorledes kan et Menneske tænke uden Hjærne, gaa uden Fødder, se uden Øine og høre uden Øren? Det er urimelig og tvertimodal Fornuft.Læren om en evig Pine er ikke allene stridende mod Skriften men tillige urimelig og en Bespottelse mod Guds Karakter. — Vor Tids Oplysning vil ikketaale denne gruevvækkende Lære længere. Den maa forkastes enten stiltiende eller aabenbart. Der er meget faa, som prædiker den i vor Tid. Hvorfor skuldevi ikke være oprigtige og ærlige og aabenbart forkaste det, som ingen tror, og somer en Forsmædelse af Gud og Bibelen? Hvad er mere rimeligt, end at Gud vilødelægge de Ugudelige, lade dem gaa tilbage til Støvet og lade deres elendigeTilværelse ophøre? Lad os gaa irette med hverandre, siger Herren. Paa Dommedag opbrændes alle de Ugudelige, derefter gribes Djævelen og henrettes. Frada af existerer hverken Djævelen eller de Ugudelige mere.Her ser Adventisterne ud som rigtige Kjæmper, naar de endog vover at tage imod en saadan Udfordring som denne, at gaa i Rette med Gud. Men her saa vi se, hvordan de tør mestre Gud, saa han skal lade alt være efter deres Ønsker, efter deres Fornuft og hvad de finder rimeligt.Denne Lære er imidlertid fra først til sidst grundet paa Fornuften og Ønske ligheden; de Beviser af Skriften, hvormed de vil stadfæste den, omstyrter den langt snarere. Bibelen lærer, at Mennesket bestaar af Aand, Sjæl og Legeme (1 Thes. 5: 23. Phil. 1: 27. Heb. 4: 12. 1. Mos. 2: 7). Nu ved jeg nok, at jeg umu lig kan fremstille en saa klar og omfattende Beskrivelse af Sjæl og Aand, som Ad ventisterne vil forlange, thi naar alt kommer til alt, maa vi tro uden at se saavel i denne Sag som i andre. Nu har vistnok ingen Adventist nogensinde seet sin egen Sjæl og Aand, ligesaalidt som han har seet sine Nyrer eller Lunger, men det ligger jo ingen Vagt paa at fornægte Tilstedeværelsen af disse legemlige Dele, hvorfor de nok lader os beholde dem, men derimod at tro Tilstedeværelsen af en udødelig Aand i Mennesket, vil de ikke, fordi de ej har seet den. Nu har Adven tisterne som andre Mennesker baade Øine, Øren, Hjærte og Lunger; kan saa en af dem nøie beskrive os, hvordan blot eet af disse Lemmer er, hvordan det staar i Forbindelse med vor Bevidsthed, hvordan det heltigjennem er indrettet, færnd o. s. v.? Nei, ikke uden at ty til andre om Visdom. Kan vi saaledes ikke engang ful delig begribe vort eget Legeme, kan vi langt mindre fuldelig begribe vor Sjæl og Aand. Nu maa dog vidstnok enhver, der har tænkt og gransket nøiere over det te, erkjende, at hvad der gjør Legemet til et levende Væsen, er Sjælen, men at hvad der igjen gjør dette levende Væsen til et Menneske, der staar høit over Dy rene, er Aanden. Det er saaledes vor Aand, sam kan modtage Guds Aand (Rom. 8: 16). Hos det naturlige, sanselige eller sjælelige Menneske er den Helligaands Gaver ikke, og hos saadanne vil ogsaa ofte Menneskeaandens Virksomhed paa mange Maader blive saa slap, saa de sjælelige, sanselige Kræfter faar Magt til at udvikle sig og sætter Mennesket ned i en lav, cste dyrisk Tilstand, hvad vi har rigt Bevis paa blandt Hedningerne. Dyrene har ogsaa en Sjæl (3 Mos. 17:11. 1 Mos. 9: 4), men de har ingen udødelig Sjæl. I Almindelighed tales der hos Mennesket om Sjæl og Legeme. Hvis vi nu ved vor Sjæl vil forstaa det na turlige Livsprincip, som Mennesket har tilsælles med Dyrene, kan vi forsaavidt indrømme Adventisterne, at denne Sjæl er dødelig. At Kjødets Sjæl (3 Mos. 17, 11) stundom betegnes paa denne Maade og som en lav Modsætning til Aan den, kan sees af 1 Kor. 2: 14, hvor det heder: „Det sanselige Menneske fatter ikke de Ting, som høre Guds Aand til“ o. s. v. Hvad her er oversat ved sanse lig, heder i Grundteksten Psykikos, hvilket betyder sjælelig. Samme Ord oversættes i Jak. 3: 15 ved kjødelig og i Jud. 19 ved dyrisk. Men naar vi saa foruden dette sanselige, dyriske Væsen taler om den udødelige Aand, er det vor Tro, at denne er eet med Sjæl og Legeme, at hele dette Væsen, Men nesket, er forløst ved Kristus. Men den organiske Forbindelse vi vil søge at gjøre klar for vore Tanker mellem Aand, Sjæl og Legeme, bliver os nok ligesaaufattelig, som en Forbindelse vi kan finde men vanskelig klargjøre for vore Tanker imellem vore legemlige Dele, f. Ex. naar Hjærtet banker eller Kinderne rødmer ved, hvad Øiet eller Øret opdagede, eller at hele Legemet led, naar det eneLem var i Vaande. Adventisterne har imidlertid saare uklare Begreber om Aanden. Sædvanlig forvexler de den med Aandedrættet, og naar de af enkelte klareUdtalelser i Skriften nødes til at erkjende, den er mere end den Luft vi indog udaander, kan de til Nød gaa saa vidt, at de siger, at Menneskets Sindelag er detsAand. Naar vi nu vil fastholde Benævnelsen Sjæl og Legeme som det, der betegner baade den udødelige og dødelige Del hos Mennesket, vil vi i denne Forbindelse altid tænke paa Sjælen som vor Aand, og da bliver der endnu et Spørgsmaal tilbage at klare, nemlig angaaende det sandselige Livsprincip, som vi ogsaakalder Sjæl, enten det forlader Legemet og altsaa forbliver eet med den udødelige Aand, eller om den i ørkesløs Tilstand, død som Legemet selv, forbliver i Legemet og deler dets Skjæbne. Da er vi nødt til at antage det sidste. Men Aanden, som vi ogsaa kalder Sjæl, gaar bort fra Legemet. Legemet kommer til Jorden, hvor det var før, men Aanden kommer til Gud igjen, som gav den (Præd.12: 7). Mon det var Aandedrættet eller Sindelaget, at Prædikeren mente her,eller mon ikke noget høiere? Elias bad: „Kjære lad dette Barns Sjæl kommeindeni det igjen. Og Herren hørte Elias’s Røst, og Barnets Sjæl kom indenidet igjen, og det blev levende“ (1 Kong. 17:21–22). „Gjører ingen Larm, thihans Sjæl er i ham“ (Ap. Gj. 20: 10). Hvor meningsløst vilde det ikke være afElias og Paulus at tale paa denne Maade, dersom Sjælen ikke kunde forlade Legemet. „I denne Nat kræves din Sjæl af dig“ (Luk. 12, 20). Saaledes talteFrelseren, og hans Ord var ikke meningsløse, som om de skulde betyde, at vel skulde han beholde Sjælen, trods den krævedes af ham. Allerede disse faa anførteSteder maa være nok til at bevise, at Sjæl og Legeme skilles i Døden. At Sjølen enda som den Afdødes Aand er levende, fremlyser klart af Jesu Ord: „Frygter ikke for dem, som slaa Legemet ihjel men kunne ikke slaa Sjælen ihjel“ (Math.10: 28). Disse Ord kan Adventisterne med deres bedste Villie aldrig udslette fravor Bibelbog, trods at de fornægter den dyrebare Sandhed, der ligger heri. „Jeger Abrahams, Isaks og Jakobs Gud. Gud er ikke de Dødes men de LevendesGud“ (Mar. 12: 26–27). Er nu denne Bemærkning af Jesus holdbar, som velingen kan nægte, faar det staa fast, at Abraham, Isak og Jakob ikke alene engangskulde opstaa men at de trods døde dog virkelig levede i De Dødes Rige, hvorGud ikke slog Haanden af dem. Af disse som mange andre Steder ser vi, at Sjølen er levende, efter at den skiltes fra Legemet. Endvidere, at Sjælene i denneTilstand har Bevidsthed, kan bevises af følgende Steder: „Jeg saa under Alteret deres Sjæle, som vare myrdede for Guds Ords Skyld, og de raabte med høiRøst“ (Aab. 6: 9–10). En stor Skare af alle Folkeslag stod omkring Tronen ogLammet c. s v.(Aab. 7: 9–10). Lignelsen om den rige Mand og Lasarus (Luk. 16: 19–31) viser os grandt, hvordan Jesus tænkte om Sjælens Tilstand efter Døden. Fordi det er en Lignelse, maa den ligne det Virkelige. Var det Sandhed, atder ingen bevidst Tilværelse er for Mennesket mellem Døden og Opstandelsen, ingen Trøst og ingen Pine, var det ingen Lignelse, som Jesus havde fremført, thihvad skulde det vel saa ligne?Nu spørger Adventisterne, om nogen har seet en Menneskelig Sjæl (ellerAand) adskilt fra Legemet, og de svarer Nei. Saa vil jeg da oplyse Adventistnerne om, at trods deres Nei er det virkelig saa, at afdøde Menneskers Sjæle er seete, adskilte fra Legemet. Dem, jeg anføre som Øienvidner er vor Frelser (1 Pet.3:19) Peder Jakob og Johannes (Math. 17: 3). (Johannes Aab. 6: 9. 7: 9).Jeg venter forresten ikke, at Adventisterne skal tro, det er Sandhed, hvad der staarpaa nogen af disse Steder. Angaaende Mose Aabenbarelse har jeg seet demgodtgjøre, at han var opstanden, og det altsaa ikke var Sjælen men Legemet, dervar synlig for de tre Apostle. Dertil vil jeg indvende, at ikke Moses men Kristuser Førstegrøden af de Hensovede, saa man faar lade Moses vente paa KjødetsOpstandelse, til Herrens Tilkommelse (1 Kor. 15: 23). Naar vi altsaa endogmaa tro, at de Afdødes Aander kan baade tænke, tale, se og bevæge sig, synesdette Adventisterne saare urimeligt, saa de triumferende udbryde: Hvordan kan etMenneske see uden Øine, tænke uden Hjærne o. s. v. Det er de legemlige Lemmer, som sattes, Aanden er intet, kan intet uden sit Legeme. Dette er aabenbarligen meget styg Tanke, og bærer den værste Vantro i Skjødet. Gud er en Aand,og han skulde altsaa hverken kunne tænke, staa eller gaa, see eller høre! Engleneer Aander, altsaa skulde de være et Intet. Kristus, der er Gud fra Evighed af,skulde altsaa intet have tænkt eller gjort, før han fik et Legeme!Angaaende den Tilstand, som de Afdødes Aander befinder sig i, før deresForening med Legemet, veed vi saameget, som vi behøver at vide. Dog, naar vitaler om, at Sjælen gaar til sit Sted, da bør ingen forsøge paa at bestemme detteSteds geografiske Beliggenhed. Thi det tilkommer vor Gud at føre os gjennemDødens Skyggedale (Salme 23: 6). Jesu Ord til Røveren paa Korset aabnerUdsigten til „Paradis“. Adventisterne forvrænger dette Ord, saa at det efter deres Mening skal hedde: Sandelig siger jeg dig idag, du skal o. s. v. Paaden Maade kan de jo gaa udenom alt, hvad der ikke er efter deres eget Hoved.Lignelsen om den rige Mand og Lazarus nævner et Pinested og et Trøstested forde Afdøde Aander. 1 Pet. 3:19 nævner en Forvaring eller Fængsel for de Gjenstridiges Aander. Dette Sted dreier Adventisterne sig fra ved at forklare, at detvar i Noahs Dage Kristus prædikede for de Gjenstridiges Aander igjennem Noahselv. Thi de mene det at være en Umulighed, at Kristus kunde leve, enda hanvar død, og gaa til et Helvede, som ikke findes; nei, han døde som et Menneske,og Mennesket dør som et Dyr, saa det var ikke Tale om, at Kristus heller havde en udødelig Sjæl. Paa denne Maade er Kristi Guddom fornægtet. Derforvover jeg at kalde Adventisterne Kristusfornægtere.Adventisterne paastaar haardnakket, at Helvede eller Dødsriget er det samme som Graven. I det hebraiske Sprog, som er Grundsproget for det gamleTestamente, heder en Grav „Keber“, medens Dødsriget heder „Scheol“(udt. Sjeol). Der gjøres altid stor Forskjel paa Keber og Scheol, saa disse toNavne saa tydelig Præget af ingenlunde at betyde een og den samme Ting. Ifølgende anførte Bibelsteder staar Keber: „Begravelses Eiendom“ (1 Mos. 23:9–20). „Jakob satte et Mindesmærke over hendes Grav“ (1 Mos. 35 : 20). „Imin Grav, som jeg lod mig grave i Kanaan“ (1 Mos. 50 : 5). „Ingen veed hansGrav“ (5 Mos. 34 : 6). „Din Faders Grav“ (1 Kong. 13 : 22). „Grav hos deUgudelige“ (Es. 53 : 9). Paa ingen af disse eller noget lignende Sted findesScheol men Keber. Paa følgende Steder er Scheol nævnet: „Du førte minSjæl op fra de Døde“—d, e. op fra Scheol (Salme 30 : 4). „Gud skal forløsemin Sjæl af Dødsrigets Vold“ (Salme 49 : 16). „Du vil ikke overlade minSjæl til Døds riget“ (Salme 16 : 10). „Dødsrigets Porte“ (Es. 38 : 10)„Fri hans Sjæl fra Dødsriget“ (Ordspr. 13 : 14). „Af Dødsrigets Vold viljeg forløse dem“ (Hos. 13 : 14).I det græske Sprog, som er Grundsproget for det ny Testamentes helligeSkrifter er samme Forskjel gjort. De gamle Grækere havde underlige klareTanker om Dødsriget, som de kaldte Hades, og som efter deres Forestillingernøie svarer til Jødernes Scheol. En Del af Hades kaldte de Tartaros, enanden Elysion. Tartaros forestillede de sig som liggende dybt under Elysion,og did kom deres Aander, som paa en særlig Maade skulde straffes. Elysion varderimod det bedste Sted i Hades. I det ny Testamente er Navnet Hades ogTartaros optaget. Ellers bruger ogsaa det ny Testamente Benævnelsen Gehenna for at betegne Pinestedet. Gehenna var en Dal udenfor Jerusalem,hvor den afskyelige Moloks Dyrkelse var øvet. Siden vedligeholdtes der paasamme Sted en Ild til at fortære alskens urenlige Ting, deriblandt Mordereshenrettede Legemer, som førtes derud fra Jerusalem. Denne Dal var afskyetog blev siden et Billede paa Helvede. Tartaros og Gehenna bliver saaledes deNavne, som er tillagt Pinestedet, medens Hades er alle de Dødes Rige. HvisKristus og Apostlerne havde nægtet Tilværelsen af et Hades [de Dødes Rige] udenfor Graven, vilde de aldrig optaget disse græske Benævnelser, der i saa Faldhavde været yderlig vildledende. Men Hades og Graven, som paa Græsk hederMnemeion eller Tafos, bliver høist forskellige Ting, idet Hades er Opholdsstedetfor de Afdødes Aander og Mnemeion eller Graven for de Afdødes Legemer.Disse to Benævnelser bruges ligesaalidt i Flæng om een og samme Ting som detilsvarende hebraiske Udtryk. Endskjønt vi helst burde oversætte Hades ved De Dødes Rige er det dog oftest oversat ved Helvede. Vi skal betragte nogleSteder, hvor disse Benævnelser forekomme: „Du skal nedstødes til Helvede“ (tilHades. Math. 11: 23). „Helvedes Porte“ (Hades’. Math. 16: 18). „Han opslogte de sine Øine i Helvede“ (i Hades. Luk. 16 23). „Helvedes Nøgler“ (Hades’. Aab.1:18). „Døden og Helvede“ (Hades. Aab. 20: 13). „Kastes i Helvede“ (Gehenna. Math. 5: 29–30). „Helvedes Ild“ (Gehenna. Math. 5: 22). „HelvedesBarn“ (Gehenna. Math. 23: 15). „Kan fordærve baade Sjæl og Legeme i Helvede“ (Gehenna. Math. 10: 28). „Sat i Brand af Helvede“ (Gehenna. Jak. 3:6). „Nedstyrtede dem til Helvede“ (Tartaros. 2 Pet. 2: 4). Hvis alle disseUdtryk betegnede Graven, er der paa alle disse Steder snakket hen i Veir og Vind.Paa følgende Steder, hvor der tales om Graven, staar aldrig Hades, Gehennaeller Tartaros: „Kalkede Grave“ (Tafos. Math. 23: 27). „Gravene oplodes“(Math. 27: 52). „Hans Grav er hos os“ (Mnemeion. Ap. Gj. 2: 29). — Paaalle efternævnte og mangfoldige andre Steder bruges disse to Benævnelser omGraven: Math. 27: 60, 61, 64, 66; 28: 1, 8. Mark. 16: 29; 16: 2. Joh. 11:17. Ap. Gj. 13: 29.Grækerne tænkte sig Aandernes Tilstand i Hades som ganske glædesløs.Der var en ussel Tilstand, som ingen glædede sig til. Aanderne, mente de, havde vel intet Legeme men var dog ikke uden Skikkelse. De levede i en sløv, drømmeagtig Følelse af det forsvundne Liv, først ved at faa en Drik Blod, faar de nogen Bevidsthed tilbage.Jødernes almindeligste Forestillinger om Dødsriget var ligesaa mørk somGrækernes. Det kan man see af følgende Steder: Der er ingen Ihukommelseaf Dig i Døden, hvo vil takke Dig i Dødsriget. Salme 6: 6. De Døde loveikke Herren, eiheller nogen af dem, som nedfarer til det Stille. Salme 115: 17.Der er hverken Gjerning eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget,hvor du farer hen. Præd. 9: 10. Dødsriget takker dig ei, Døden lover dig ei, desom nedfarer i Graven, venter ikke paa din Trofasthed, Es.38: 18. Vi ser her denmørke, vemodige Forestilling, som Jøderne havde om Dødsriget i OmskærelsensTid. Enkelte Øieblikke, naar de mere fyldtes af Aanden, kunde dog disse mørkeForestillinger vige for klarere Syner. Saaledes siger Esaias: De gaar ind tilFred, de hviler i deres Sovekammer, hver den, som vandrer ret for sig, Es. 57:2. (Sammenlign hermed Joh. 14: 2, I min Faders Hus er mange Værelser.) Hermaa jeg for Adventisternes Skyld bemærke, at hvis Esaias mente Graven, naarhan talte om Fredens og Hvilens Kamre, behøvede han aldrig at lægge Vægtpaa, at det just var de Retfærdige, der gik ind til denne Hvile, da i saa Fald deUgudelige nød den ligesaa fuldt. David siger: Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygge Dal, vil jeg ikke frygte for Ondt, thi du er med mig; din Kjæp ogStav, de skulle trøste mig. Salme. 23: 4. Om end nu og da en Profet kunde tale saadanne Ord om Tilstanden efter Døden, saa var det ikke givet nogen iOmskærelsens Dage altid at have saadanne Syner for Øie. Først efter at Kristus var faren hen til Dødsriget, baade til de Godes og Ondes Opholdssted (Luk:23:43. — 1 Pet. 3: 19), blev der kastet en klarere Glands over Dødsriget; demørke Skyer, som stængte for de Gamles Blik, forsvandt. Og vi maa antage,at ligesaa vist som Jesus lod sin Røst lyde for de forvarede Aander, der havde været gjenstridige, lod han ogsaa de Retfærdige høre sin Røst, saa de kunne glædes ved,at Lammets Blod var udgydt og Offeret fuldbragt, som de havde ventet paa.Her var den Svaledrik at finde for de retfærdige Afdøde, som Grækerne saa underlig drømte om, naar de mente, at de Afdødes Aander skulde vaagne til en klarereBevidsthed ved Blod. Som Kristi Død maatte bevirke en Forandring til størreGlæde i Dødsriget, hjalp den ogsaa os til med større Glæde og Frimodighed atse fremad imod Tiden efter Døden. Det mærker man snart paa de Kristne, atDødens Braad er knækket. Paulus taler om sin Længsel efter at vandre bortfra Legemet og være hjemme hos Herren. Philip. 1: 21—24. 2 Kor. 5: 4—8.Med samme Frimodighed taler Peder om sin Støvhyttes Aflæggelse. 2 Pet. 1:13—14. Og Johannes skriver i Aabenbaringen om Martyrernes Sjæle, at defik lange, hvide Kjortler, og at de skulde hvile sig, indtil Tallet af deres Brødreblev fuldt. Aab. 6: 9—11. Og Stefanus bad: Herre Jesus, modtag min Aand.Ap. G. 7: 59.Naar Adventisterne siger, det var urigtigt af vor Herre at lade en Sjæl være længere i Kval end den anden, saa vil vi ikke være med til at gaa i Rette medGud. De holder strængt fast ved, at der er ingen Dom før paa den yderste Dag.Og derfor skulde Sjælen ikke hverken trøstes eller pines, før Dommen er afsagt.Vi kan vel nok indvende, at den Vantroende er allerede dømt (Joh. 3: 18), menat der skulde først være en Dommedag for hver enkelt Sjæl umiddelbart efter Døden, har aldrig været vor Kirkes Lære. Vi siger heller ikke, at det er Sjælen,der skal dømmes, men at det er det ganske Menneske, der skal aabenbares forKristi Domstol. At imidlertid enhver Sjæl kommer til det Sted, hvor det passerden bedst at være, tro vi fuldt og fast, og at den der skal bie til Opstandelsen, daden vil komme ind i sit Legeme igjen. At de Troende derfor ikke skulde læggeVægt paa Kjødets Opstandelse er en usand Beskyldning. Opstandelseshaabet eret af de herligste Punkter i de Kristnes Haab.Naar Adventisterne nægter den evige Pine, kunde de ligesaagodt nægte detevige Liv. I en Bog: „The end of the wicked“ skriver en Adventist, efter at have anført 1 Pet. 4: 17: Det er tydeligt, at Peter var ikke vel bevandreti de nyere theologiske Fraser, for i saa Fald vilde han ikke spurgt: „hvad skalEnden blive med de Onde“, men, „hvad skal deres fremtidige Liv blive“?Det er jo ellers et deiligt Evangelium for Kjødet, at de Ugudelige skal være fri — 13 —for en evig Pine, bare saa ikke Adventisterne bedrager sig selv. Alle de Steder,der omhandler den evige Straf, samler sig i en Udtalelse som denne: Deres Pines Røg opstiger i al Evighed, og de have ikke Hvile Dag eller Nat; — De skullepines Dag og Nat i al Evighed Aab. 14: 11. 20: 10. Om nu endog nogle vilforsøge et Ordspil med Udtrykket Evighed og bortforklare dens Uendelighed,som Adventisterne i dette Tilfælde vil, kan de dog aldrig betegne en fuldstændigere Uendelighed end i al Evighed. At alle de Ugudelige skal fortæres i enHast og blive til Aske og Støv, og at Djævelen derefter skal henrettes, er en nyLære, der tager sig daarlig ud ved Siden af Johannes’s Ord om den evige Pinebaade for Djævelen og de Ugudelige. Og vil Adventisterne tage disse Ord bortfra Aabenbaringens Bog, da skal Gud borttage deres Del af alle de herlige Ting,som er beskrevne i denne Bog; og lægger de en ny Lærdom til, hvad der er sagt idenne Bog, da skal Gud lægge paa dem de Plager, som er beskrevne i samme Bog(Aab. 22: 18 — 19). Adventisternes Forhold til Moseloven er ganske det samme som de gamleEbioniters, at de sammenblander den med Kristendommen, hvorved hverken Loven eller Evangeliet kommer til at beholde sin store Fylde og Herlighed. Følgende Udtalelser angaaende Loven er uddragne af deres egne Skrifter: „DenHellige Skrift nævner to Ting, som angaar Loven: 1. Lovens Fordring, 2. Lovens Forbandelse“. Har Kristus frikjøbt os fra begge disse, eller blot fra denene? — — Om Lovens Forbandelse vidner Skriften saaledes: Kristus harfrikjøbt os fra Lovens Forbandelse o. s. v. Gal. 3: 13. Derimod staar der omLovens Fordring, at Gud udsendte sin egen Søn til et Syndoffer, paa det, at Lovens Fordring skulde frembringes i os, som ikke vandrer efter Kjødet menefter Aanden. Rom. 8: 4. Naar de oversætter dette sidst anførte Sted paa denne Maade, betjener de sig af en af deres sædvanlige grove Frækheder, som de burde afsky som Djævelens Væsen. Der staar ikke frembringes men fuldbringes, og det bliver en stor Forskjel. At Kristus led for at frembringe LovensFordringer i os, er en Lære, som forringer Frelserens Værk og gjør det ørkesløst, thi hvad hjalp de frembragte Fordringer, naar vi aldrig kunde fuldbringe,hvad der fordredes? Jesus kunde sige, da han ofrede sig selv: Det er fuldbragt, og naar vi er delagtige i hans Døds og Opstandelseskraft, som vi bliver i den nyFødsel af Vand og Aand (Rom. 6: 3. Gal. 3: 27) er ogsaa Lovens Fordringerfuldbragte i os. Men her gaar Adventisterne en anden Vei, og paa dette forfalstede Sted bygger de saa en ligesaa falsk Anskuelse, nemlig, at vi endnu er underLovens Fordringer. En urigtig Fortolkning af andre Skriftsteder maa saa tilfor at værne om denne Lære. Kristus siger: Mener ikke, at jeg er kommen forat opløse Loven eller Profeterne; jeg er ikke kommen for at opløse, men at fuldstave eller en Tøddel forgaa af Loven, indtil det skeer altsammen. Math. 5: 17.18. Hvis vi heraf vil slutte, at visse Dele af Loven endnu staar ved Magt, damaa vi huske, at her er Tale om hver Tøddel, hvert Bogstav, saa end ikke detmindste Bud skal et Menneske løse. Og hvem har givet Adventisterne Ret til atudvælge en Del af Loven, som endnu skal gjælde, medens de nok saa freidig forkaster de andre Dele? Svaret bliver: Deres egen Fornuft.Paulus spørger: „Afstaffer vi da Loven formedels Troen?“ Og hansvarer: „Det være langt fra, men vi stadfæster Loven.„ Rom. 3: 31. Mon det erPaulus’s Mening her, at det er bare enkelte Dele, vi stadfæster som endnu staaende, og at vi kan afkaste eller opløse det andet? Vi maa lægge Mærke til, at Jesus taler baade om Loven og Profeterne. Som det var ham en vigtig og storSag, der gik over menneskelige Kræfter at fuldkomme alt, hvad Profeterne spaaede om ham, saaledes var det ingen lettere Sag at bringe Loven den fuldkomne Lydighed. Havde Jesus villet opløse Loven og Profeterne, da havde han ikke haftBehov at gaa en TrængselsGang igjennem Pine og Død; han havde da barebehøvet at bryde med Loven og Profeterne og lære Menneskene ligedan. Menhver Tøddel og hvert mindste Bogstav af Loven skulde staa, indtil det var fuldkommet altsammen. Og ved Troen paa Kristus som den, der fuldkom alle Lovens Fordringer, hver Tøddel og hvert mindste Bogstav, saa de, efter at havefaaet sit, blev døde og magtesløse, afskaffer vi ikke Loven men stadfæster densmange berettigede Krav, der maatte staa, indtil de havde fundet den fulde Lydighed. Ligedan med Profeterne. Et Ord som dette, af Gud selv: „KvindensSæd skal søndertræde Slangens Hoved,“ har faaet sin Opfyldelse i Kristus, og viholder os altsaa ikke mere til dette Ord, ligesom de gamle Jøder, thi dette Ordforjættede ham blot, men vi holder os til Kristus, i hvem denne Forjættelse blevfuldkommen. Afskaffe vi da dette Ord ved Troen? Nei, det være langtfra, menvi stadfæster det. Saaledes bliver Forholdet med alle de opfyldte Profetier, ogmed hele den fuldkommede Lov. Thi hvad Loven angaar, da skal ingen vove atsige, at der er noget af den endnu, som ikke er opfyldt ved Kristus.Blandt de mange Bibelsteder, som beviser, at vi som Kristne ikke har meremed Loven at gjøre, vil vi mærke os følgende: Nu er uden Loven Guds Retfær dighed aabenbaret, Rom. 3: 21. Mennesket bliver retfærdiggjort ved Troen uden Lovens Gjerninger. Rom. 3: 28. I ere jo ikke under Loven men under Naaden, Rom. 6: 14. Kristus er Lovens Ende til Retfærdighed for hver den,som tror. Rom. 10: 4. Kjærligheden er Lovens Fylde. Rom. 13: 10, Hvadskal da Loven? Den blev føiet til for Overtrædelsers Skyld, indtil den Sædkom, hvem Forjættelsen gjældte, betjent af Engle ved en Midlers Haand. Gal.3: 19. Loven er vorden vor Tugtemester til*) Kristus. Gal. 3: 24. Nu Troen er kommen, er vi ikke mere under Tugtemesteren. Gal. 3: 25. Han skulde frikjøbe dem, som vare under Loven, at vi skulde faa den sønlige Udkaarelse. Gal.4: 5. I have intet med Kristus at gjøre, I, som ville retfærdiggjøres ved Loven; I ere faldne fra Naaden. Gal. 5: 4. — Da han i sit Kjød afskaffede Fjendskabet, Budenes Lov med dens Befalinger, Ephes. 2: 19. Derfor dømme Ingen Eder i Mad eller Drikke eller i Henseende til Høitider eller NyMaaner eller Sabbater, hvilket er en Skygge af det, som skulde komme, men Legemet er Kristi. Kol. 2: 16, 17. Dersom I da ere afdøde med Kristus fra Verdens Børnelærdom, hvi besværes I da med Anordninger som de, der leve i Verden: rør ikke, smag ikke, tag ikke derpaa! Kol. 2: 20. 21. Alle disse Bibelsteder viser os, at vi som Kristne intet har med Loven at gjøre. Og her er ikke tale om Dele afLoven, men om den hele Lov. At enkelte endog i den lutherske Kirke har været inde paa den Ide, at dele Moseloven ad i tre Dele, hvoraf de to: en verdslig Politilov og en Ceremoniallov skulde være afskaffede, medens den tredie: en moralsk Lov skulde staa ved Magt, ved enhver, men at denne Lære skulde betegnes med andet Navn end entheologisk Anskuelse, var urigtigt, da den aldrig kan siges at have været den lutherske Kirkes Lære. Som den moralske Lov har man vilkaarlig udpeget de 10Bud, der blev nedskreven paa Stentavler, uden at man kunde forsvare denne Inddeling med en eneste klar Grund, da der var saa mange andre Lovbud, der visselig heller ikke saa let lod sig skubbe tilside, dersom de 10 Bud endnu var staaendeved Magt. Og desuden kunde ingen heller drage Grændserne mellem de to andre Love, uden at denne ogsaa blev sat aldeles vilkaarlig. At forresten denne Anskuelse er bleven præntet i flere af Ungdommens Lærebøger og derfor blevenkjendt og agtet, kommer nu Adventisterne tilgode, thi de holde paa denne Ide somen Trosætning. De sige saa, at skal vi ikke overtræde de 10 Guds Bud, skal vi heller ikke overtræde det, der taler om Sabbatsdagen; thi hvem har saa givet osRet til at forandre dette Budord og tage den syvende Dag væk og sætte en andeni Steden? Og der er man fangen. En saadan død, ugrundet Lære, som den,at de 10 Bud udgjør den moralske Lov, der endnu staar ved Magt, maa forsvin*) d. e. indtil Kristus. de ved at betragte nogle faa Bibelsteder, hvor de 10 Bud omhandles. Herren siger, idet han taler Lovens Ord: Jeg er Herren Din Gud, som udførte Dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus. Altsaa er de 10 Budord sagte til dem, somGud udførte af Ægypten ved Moses, og det er Jøderne og ikke de Kristne. Idet Moses gjentager de 10 Bud, siger han: Herren gjorde en Pagt med os paa Horeb. Herren haver ikke gjort denne Pagt med vore Fædre, men med os, somher er i live paa denne Dag. 5 Mos. 5: 2. 3. Skjønt ingen Folk havde en saa herlig Lov som de 10 Bud, viser dog Kristus selv, at disse Lovbud, der var „sagt til de Gamle,“ selv om de holdtes efter Bogstaven, dog var aldeles utilstrækkelige endog til at betegne den fulde, grundige Retfærdighed, der overgaar de Skriftkloges og Farisæers, saa at saadanne Bud, som han nævner i Math. 5; 21. 27; 33,var kun den tomme Skal, der ikke indeholdt Kjærnen, som er Aandens Frugt.Og Paulus taler om Sinai, der føder til Trældom, under Billedet af Hagar oghendes Søn, der var født efter Kjødet; det svarede til det Jerusalem, som var i Trældom med sine Børn. I Modsætning dertil taler han om det Jerusalem heroven til, som er den fri Kvinde, der er alle vores Moder. Og saa anvenderhan mod Sinai og Loven derfra, som føder til Trældom, dette Ord: Udstød Tjenestekvinden og hendes Søn, thi Tjenestekvindens Søn skal ingenlunde arve medden fri Kvindes Søn. Gal. 4; 21–31. At Pagten fra Sinai engang skulde blive fuldkommet og en ny Pagt træde istedet for denne, er noget, som allerede Profeten Jeremias kunde vidne om: Se, de Dage kommer, siger Herren, da jeg vilslutte en ny Pagt med Israels Hus og med Judas Hus; ikke efter den Pagtsom jeg sluttede med deres Fædre, der jeg tog dem ved Haanden, udførende demaf Ægyptens Land (5 Mos. 5; 2), hvilken Pagt med mig de brøde, — men dette er Pagten, — jeg giver mine Love i deres Sind og skriver dem i deres Hjærte, og jeg vil være deres Gud, og de skulle være mit Folk, og de skulle ikke læremere sin Næste og sin Broder sigende: Kjænder Herren! Thi de skulde alle kjende mig, baade de Smaa og de Store iblandt dem, siger Herren, thi jeg vil forlade dem deres Skyld og ikke mere komme deres Synd ihu. Jer. 31; 31–34. Dette siger Herren ved Profeten, idet han saa, at den gamle, midlertidige Pagt ikkekunde staa Maal med Guds bedre Raad til Menneskenes Frelse, saa her har Gud talt dadlende om denne Pagt, der hverken bervede paa Tro eller Forjættelse.Eb. 8; 1–13. Gal. 3; 12. 18. Hovedsummen af Loven bliver dette: Du skalelske Herren din Gud af dit ganske Hjerte og af din ganske Sjæl og af din ganskeStyrke og af dit ganske Sind, og din Næste som dig selv. Luk. 10; 27. Math.22; 37–39. Og et Kjærlighedsbud har vi, hvis evige Gyldighed vi anerkjende,men dette oven anførte Kjærlighedsbud, der var sagt til de Gamle (5 Mos. 6; 5.3 Mos. 19; 18), var for svært for Mennesket; ingen kunde fuldkomme det; thiLoven sagde vel: Du skal! men den gav ikke Kræfter til at udføre det. Kristus giver os et evigt gjældende Kjærlighedsbud, idet han siger: Jeg giver Eder en ny Befaling, at I skulle elske hverandre; som jeg elskede Eder, at Iog skulle elske hverandre.“ Joh. 13; 34. Om dette Kjærlighedsbud skriver Johannes meget klart i sit første Brev Kap. 3; 14. 16–18. Først og fremmest bestaar Kjærligheden derudi, at Gud haver elsket os (1. Joh. 4: 10), og hans Kjærlighed er dermed Ophavet til vor Kjærlighed; Loven kunde ikke skabe den. Kunde vi have opfyldt Lovbudet til de Gamle, da var Kristus død forgjæves. Oghver Gang Loven sagde: gjør dette, saa skal Du leve, maatte Mennesket sukke over sin Kraftløshed og se længselsfuldt efter ham, der, som en barmhjertig Samaritan, vilde hjælpe den Kraftløse til Opreisning og Liv. Naar Guds inderlige Kjærlighed aabenbaredes, kunde den, der troede paa denne Kjærlighed til arme Syndere, ikke imodstaa; han maatte elske Gud igjen, og den Kristnes Kjærlighed til Gud og til sin Næste viste sig da ogsaa at være saa stærk, at Hedningerneforbausedes over en saadan Troskab mod Himlens Gud og udbrød, naar de saa deKristnes Forhold til hverandre: Se, hvor de elske hverandre. Men staar dettefast, at kun Guds Kjærlighed til os kunde lære os at elske ham og vor Næste ret,saa kunde Loven aldrig lære os det; thi Loven aabenbarede os Guds Vrede overSynden; Frygtens TrældomsAand faldt over den ganske Menighed ved Sinai;men til de Kristne siger Apostlene: I anammede ikke en Trældoms Aand attertil Frygt, men I anammede en sønlig UdkaarelsesAand, ved hvilken vi raabe:Abba, Fader! Rom. 8: 15. Gal.4: 6. Det er ikke Lovens TrældomsAand,men det er den sønlige Udkaarelses Aand, der vidner med vor Aand, at vi ere GudsBørn. Rom. 8; 16. Og hvad har saa de Kristnes Kjærlighed med Loven fraSinai eller nogen Del af Moseloven at skaffe? Nei, et nyt Bud, siger Frelseren. Og nyt bliver det, naar der i selve Budet var nævnet en Grund, der gavKraft til at opfylde det.Adventisterne tror saa fast paa de ti Buds evige Uforanderlighed, at de endog vover at sige, at de to Stentavler, der laa i Pagtens Ark, nu opbevares i denhimmelske Helligdom. Har ikke Kristi Værk og hans Kjærlighed mer at betydefor os, saa ser det fortvivlende ud. Og ellers, hvad skal vi med disse forskelligeBud, hvor Synden er umulig, og hvor den fulde kjærlighed skal bestaa, efter atvi har faaet alt, hvad vi her tror og haaber paa.Hvorfor Adventisterne er saa ivrige i at indskjærpe dette, har fornemmeligsin Grund deri, at de med denne Lære styrker Sabbatslæren. Den eneste Grund,hvorfor de helligholder Sabbatsdagen er denne, at Loven siger til de Gamle, atman skulde gjøre det. Og derfor tør jeg anvende dette Ord imod dem: SaaMange, som holder sig til Lovens Gjærninger, ere under Forbandelse, Gal. 3:10. Til dette svare de: „Lad os nu bruge selvsamme Fremgangsmaade ved etandet Bud og se, hvad det fører til: De Kristne vil ære Fader og Moder. Deholder sig altsaa til Lovens Gjærninger. Derfor er alle kristne Mennesker un der Forbandelse.“ Det er dog slaaende, hvordan det endnu er Tilfældet, hvad Paulus siger: Ja, indtil denne Dag ligger der et Dække over deres Hjærte, naar Moses læses, men naar de omvende sig til Herren, da borttages Dækket. Men Herren er Aanden, og hvor Herrens Aand er, der er Frihed. 2. Kor. 3:15–17. Naar Adventisterne ser en kristen Fader og Moder, der elsker sit Barn, før det endnu kan nævne Faders og Moders Navn, da ser de en lille Afspeilingaf Guds Faderlighed (Ephs. 3: 15), og naar da det lille Barn kommer til mere Bevidsthed og Kræfter, og det slaar Armene om Faders og Moders Hals og lægger sig tillidsfulde op til deres Bryst, hvem har saa lært de Spræde at elske? Loven eller den trofaste Kjærlighed? Ak I arme Adventister! skal I ære Fader og Moder, fordi Loven siger det, saa er I endnu under Forbandelsen; er det derfor, I lader være med at stjæle, at Loven forbyder det, saa er I endnu under Forbandelsen. Men hvor Herrens Aand er, der er Frihed, og der øves gode Gjerninger, som visselig er velbehagelige for Herren; men de øves ikke, fordi Loven siger det, men fordi Aandens Liv i os bærer sine Frugter, ikke i Frygt men i Kjærlighed. Og Aandens Frugt er Kjærlighed, Glæde, Fred, Langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, Sagtmodighed, Afholdenhed. Mod Saadanne er Loven ikke. Gal. 5; 22,23. Den første af Aandens Frugter er Kjærlighed, og Kjærlighed er Lovens Fylde. Naar jeg altsaa siger, vi har intet med Moselovenat skaffe, uden at vi vil se den som Forbillede paa, hvad der er kommet, menerjeg virkelig ikke blot enkelte Dele deraf, saasom Sabbatsbudet, de forskellige Offringer, Nymaaner o. s. v. thi hvem gav mig Ret til at dele ad den Lov, som Gud har sammensføiet? Men jeg mener den ganske Lov. En saadan Høiagtelse har vi for Loven, saa fuldelig stadfæster vor Tro den, at den skulde fuldkommes indtil den mindste Tøddel, men det maa vi ogsaa tilføie, at er der noget af Loven, der endnu staar tilbage, som Kristus ikke har fuldkommet, saa er Herren død forgjæves, da magter aldrig vi Kristne at fuldkomme det, thi vi er dog ikke større end vor Mester! Hvis nu vor Samvittighed er vaagen, hvis Kjærligheden er levende hos os, da behøver vi jo heller ingen ydre Lov. Men hvis vi vandre i Synden, da kan vi vækkes til Eftertanke saa vel ved Loven som ved Evangelium, men i det Tilfælde er der ingen Forskjel eller Inddeling at gjøre med Hensyn til Loven; thi har vi overtraadt eet Bud, saa har vi overtraadt dem alle. Og da erden ganske Lov lige kraftig eller lige svag; hele Loven fordømmer, men den kan ikke gjøre mere. Men skal det kun være Moseloven, der saaledes endnu magterat vække os til Eftertanke? Mon ikke Mindet om andre Menneskers Eksempler, een eller anden Tilstikkelse ogsaa ligesaa godt kan vække den slumrende Samvittighed til at angre og fortryde? Og er da ikke Samvittigheden ligesaa stræng i sine Domme, som Moseloven? Naar Josef blev fristet til Ukydskhed, og han svarede: Hvorledes skulde jeg gjøre denne store Ondskab og synde imod Gud! mondet da ikke var Samvittigheden, der vidnede for ham? Thi det varede enda v er 400 Aar, før Loven blev given ved Moses, saa det var ikke denne, som afholdt ham. Det er ikke saa sjælden Adventisterne svarer til dette og siger, at er ikke Loven fra Sinai staaende længere, saa kan vi frit slaa ihjæl, frit stjæle o. s. v. Atder skulde komme saadanne Indvendinger, forudsaa nok Paulus, naar han sagde: Hvad da? skulle vi synde, efterdi vi ere ikke under Loven men under Naaden? Det være langt fra. Rom. 6: 16. Kunde vi synde, efter at den Lov, der blev given ved Moses, var fuldkommet og havde gjort sin Gjerning, da maatte man iligemaade kunne syndet, før Loven blev given. Og naar nu Adventisterne vil spørge,hvad Regel vi saa har, hvorefter vi skal vandre, da kunde jeg vel iligemaade spørge dem, hvad Regel Josef havde at vandre efter. Men som troende Menneskersiger vi: Vi forsager Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen. Og kan nu Adventisterne vise mig en eneste Synd, der ikke skulde være indbefattetheri? Og forresten er Guds Aand selv Regelen; Aandens Frugter er udenfor Loven, og Kristenlivet er ikke en Vandring i Trældom eller Lovformer men i Frihed, 2 Kor. 3; 17. Gal. 5: 1. 13.Det er ellers mange Grunde, Adventisterne anfører, hvorfor man skal helligholde Lördagen som Hviledag. Den blev indstiftet ved Skabelsen og var given til Menneskene, før Synden kom ind i Verden, og den skal ogsaa vedblive paa den nyJord og aldrig ophøre. At Gud hvilede paa den syvende Dag, er sandt nok, menvar det derfor sagt, at fremdeles hver syvende Dag var helliget til hans eller Menneskets Hvile? Og hvis han nu gav Mennesket hver syvende Dag til Hviledag, da kunde dette kun ske paa to Maader: enten at de fik den som en Gave, de selvfuldstændig maatte raade over og bruge, til hvad de vilde, uden at staa til Regnskab derfor, eller som et Paalæg om at bruge den til Hviledag. I første Tilfælde var der altsaa intet Sabbatsbud, og altsaa kunde der heller ikke være Tale om nogen Overtrædelse, før et saadant Bud blev givet. I andet Tilfælde forvirresvore Forestillinger om det eneste Bud og Paalæg, vi høre om i Paradiset, nemlig ikke at spise af Kundskabens Træ. Havde der været givet en Befaling angaanende Sabbatsdagen, da kunde denne have staaet som et Mærke paa Godt og Ondt. Men at saa ikke var Tilfældet, kan man ogsaa se deraf, at hverken Jøder, Kaldæerne eller noget Folkeslag fra Mose Dage og lige tilbage til Syndefaldet har givet os den mindste Antydning af, at de kjendte til en Tidsinddeling med seks Arbeiddage og den Syvende som Hviledag, selv hvor mange Paradisminder de end bevarede. Den første Gang, man hører om et Paalæg til at helligholde en Sabatsdag, var en og en halv Maaned efter Udgangen fra Ægypten. 2 Mos. 16: 22– Hverken Abraham eller Melkisedek kjendte det ringeste til Sabbatsbudet. Blandt de forskellige Grunde, hvorfor Gud befalede at helligholde Sabbatsdagen, var ogsaa denne: „Og du skal komme ihu, at du var en Træl i Ægyptens Land,og at Herren din Gud udførte dig derfra med en stærk Haand og en udrakt Arm, derfor haver Herren din Gud budet dig at holde Sabbatsdagen.„ (5 Mos. 5:15). Ogsaa heraf kan vi se, at Sabbatsdagen blev givet til Jøderne først efter Udgangen fra Ægypten. Hvad nu angaar, at Adventisterne taler om, at Sabatsdagen ogsaa skal holdes paa den ny Jord, da kunde de med ligestor Ret sige, at deøvrige Høitider og Nymaaneder ogsaa skulde holdes der, thi hvor Sabbaten er betegnet som en evig Ting, er ogsaa de andre Høitider betegnet ligedan (Es. 66:22. 23). Men alt dette fandt sin Ende i Kristus. (Col. 2:16. 17). En Sabbatshvile er tilbage for Guds Folk (Heb. 4, 9). Denne skal findes paa den ny Jord, men den er vedvarende alle Dage; ikke alene den syvende Dag. Den er befalet i Guds Lov. Her vil jeg spørge, om der saavar nyere og andre Grunde for os end for Jøderne til at holde Sabbat. Naar vi ikke er udført af Ægypten ved Moses, er vi heller ikke underlagt den Lov, som er given ved Moses. Men Guds Lov, der er gjældende for os, er ikke Moseloven, da den tilhørte kun det Aronske Præstedømme, hvoraf der ikke findes en Tøddel i Kristi Menighed (Heb. 7: 11 — 28). Da Adventisterne modvillig lukke Øinene for denne Sandhed, er det at frygte for, at deres Stræben under Loven kan komme til at gaa temmelig vidt, saa der ikke alene gjøres Forskjel paa Dageog Spiser o. s. v. men at endog Alterne reises igjen og de blodige Offer bringes frem; thi naar de gjennem mange Modsigelser kan fremsætte endog en saadan Lære, at Kristus begyndte Forsoningsværket i 1844, er det let for nogle af deres Profeter at kunne finde ud, at Forsoningen ikke er fuldbragt endnu, saa at Offerne behøves. Den Aand, der raader i Adventismen, peger derhenimod, saa det kan ikke undre os, om et saadant Offer gjentager sig atter og atter, allerhelst blandt Syvende Dags Adventisterne, som nylig udførtes af en Adventist (Første Dags?), idet han indrettede et Alter og offrede sit eget Barn. Baade Omskjørelsen og Paaskelammet er befalet ligesaavel som Sabbatsdagen, og ApostelensVidnesbyrd om, at den, der lader sig omskære, har intet med Kristus at skaffe, kan ligesaalidt hindre Omskjørelsens Indførelse og Brug, som hans Vidnesbyrdmod Lovens Gjerninger kunde hindre Indførelsen af enkelte andre Ting fra det Aronske Præstedømme. Gud har givet Forjættelse om evigt Liv til dem, somhelliger Herrens Sabbat. Enhver kan ligesaa godt sige, at Forjættelsen er knyttet til Omskjørelsen eller Iagttagelsen af andre Lovbud og Skikke. Skal vi endnu iagttage alle disse Ting, der havde saadanne Forjættelser, da frem med Offringerne, Omskjørelsen, Sabbater, og Nymaaneder o. s. v. og stands ikke veddet ene Bud. 4: Den syvende Dag er det Ny Testamentes Sabbat. Er vi da endnu under Loven? Kan vi endnu dømmes med Hensyn til Sabbater? Hvor bliver da Nymaaneder og andre Høitider af? Vi kjender ingen Dag, som kaldes det Ny Testamentes Sabbat. Thi alle Sabbaterne var ogsaa blandt Forbillederne, som betegnede Kristus og hans Rige, Col 2: 16. 17. Om man finder, at Apostlerne ofte gik ind i Synagogerne paa Sabbatsdagen og lærte Folket, kan vi ikke deraf bevise, at de iagttog Sabbatsbudet; thi paa samme Maade vildevi ogsaa kunne bevise, at Adventisterne helligholde Søndagen, da de saare ofte benytte denne, de Kristnes Hviledag, til at tale til de Kristne, som paa denne Dag bedst kan komme sammen. Med ligesaa stor Ret, som vi vilde kalde den syvende Dag det ny Testamentes Sabbat, kunde vi ogsaa kalde Omskjørelsen det ny Testamentes Omskjørelse. Man kunde blot indføre den og beraabe sig paa Paulus’s Exempel (Ap. Gj. 16: 3); thi, kunde man sige, hans Gjerninger vidnede stærkere end hans Ord, og Omskjørelsen var ligesaa lidt afskaffet som Sabbaten. Naar de Kristne har havt en Hviledag i over atten hundrede Aar, skuldeder og saa stærke Kjendsgjerninger til at rokke denne; men rokkes kan den ei, naar Kjendsgjerningerne er Blindhed. Og vil man spørge, om vi har nogen Befalinger til at helligholde vor Hviledag, da kan et saadant Spørgsmaal kun være et Foster af Misforstaaelse. Thi ved et saadant ydre Lovbud tabte de Kristnes Hviledag sit eiendommelige Præg. De ydre Lovbud af Konger og Fyrster, som sigtede til at frede denne Dag til helligt Brug, er ikke den Grund, hvorpaa vor Hviledag er befæstet. Gud har ikke befalet os Kristne at helligholde nogen bestemt Dag, mere end han har befalet os at offre Brændoffer eller lade os omskære. Men at vi har Lov til at holde en Hviledag for vor Helliggjørelses Befordring, tror vi og takker Gud derfor. Kun vantro Mennesker er det da, som ikke vilbetjene sig af denne Frihed. Naar Kristus opstod paa den første Dag i Ugen og viste sig som Seierherre, var det meget vigtigere for os Kristne end Udgangen fra Ægypten (5 Mos. 5: 15). Samme Dag var Disiplene forsamlede (Joh. 20:19); og paa den ottende Dag derefter ligesaa (Joh. 20: 26); og paa første Pintsedag, som atter var en Søndag, var Disiplene eendrægteligen tilsammen (Ap. G.2: 1). Mellem Paaske og Pintse var et Tidsrum af 50 Dage, saa at naar Paaske faldt ind paa en Søndag, maatte ogsaa Pintsen indtræffe paa en Søndag. Johannes „henrykkedes i Aanden paa Herrens Dag“ (Joh. Aab. 1: 10). Saaledes kaldtes Kristi Opstandelsesdag; hverken Sabbat eller nogen andre af Ugens Dage fik fortrinsvis et saadant Navn, hvad vi kan overbevise os om vedat læse deres Skrifter, som menneskelig talt var oplærte af selve Apostlerne. Endog i disse Skrifter hører vi Søndagen omtalt som almindelig Kirkefæst. Naar I Adventister fortæller os, at det er Paverne, som har foranstaltet, at Sabbaten faldt væk og Søndagen blev Hviledag, staar I brændemærkede som dem, der lyver mod deres egen Samvittighed; thi I ved godt, at Søndagen var almindelig Kirkefæst, længe før der fandtes en Pave. At I vil beraabe Eder paa Katholikerne, der regner Apostlen Peder for at være den første Pave i Rom, vinder I intet med uden dette, at den ene Løgn rækker den anden Haanden. Naar De Kristne ledet af den Helligaand, straks begyndte at helligholde Søndagen, saa at denne Skik kunde betegnes som et af Kjendetegnene paa „Aandens Eenhed i Fredens Baand, eet Legeme og een Aand,“ saa var sikkerlig ogsaa dette ikke alene ledet men ogsaa forudseet af Guds Aand. Og hvis Jødernes Sabbat fortrinlig havde skullet gjælde som de Kristnes Hviledag og Forsamlingsdag, er det underligt, at Kristi Opstandelse, Aabenbarelsen for de forsamlede Disiple, den Hellig Aands Udgydelse, Johannes’s Syn o. s. v. kunde ske paa en Søndag, og dermed give os en saa vægtig Grund til især at udvælge denne Dag til gudstjenstligt Brug; ja endog give os Aarsag til at sige, at det er den første Dag i Ugen Kristus udvalgte sig til sin Menigheds Opbyggelsesdag. Hvor yderlig Adventisterne kan gaa i sin Paastand, kan man se af deres Udtalelse om, at de mange „Beseglede“ (Aab. 7) er de, som helligholder Sabbatsdagen, medens de, som helligholder Søndagen er de, som have „Dyrets Mærke“. EnForsamling af dem, der bar Dyrets Mærke, kunde ikke efter Udsagnene om dem (Aab. 19: 20, 21), regnes for at udgjøre Guds Menighed, og det er vitterligt, atde Sværmere, som nu og da har besluttet sig paa at holde Sabbaten, heller ikke har udgjort et organisk Samfund, der fra de første Tider af havde fortsat Kristi Menigheds Levnetsløb. Naar vi da efter Herrens egne Ord maa tro, at ensaadan Menighed findes, over hvem Helvedes Porte aldrig skulde faa Overhaand (Math. 16: 18), kan vi umulig søge denne blandt Sabbatsholderne, somtil forskjellige Tider har ladet sig tilsyne med sin aandelige Usselhed, der sedvanlig opløstes i kold, fornægtende Vantro, der sank lige ned i Helvedes Gab. Menden Menighed, der vel har gaaet Kval og allehaande Prøvelser igjennem, og som dog har seiret over Helvedes Porte og lovsynger Gud endnu, har helligholdt Søndagen i over atten Hundrede Aar og vil saa gjøre, indtil Herren kommer. Naar man hører en Adventist prædike om Lovens Stilling blandt os, faarman snart den Overbevisning, at Loven bliver Nummer een og Kristus Nummer to. Det skal nu langtfra hedde sig, at dette er Tilfældet. Fordi jeg engang offentlig udtalte denne Beskyldning mod Adventisterne, blev jeg endog sammenlignet med Djævelen selv, som er Løgnens Fader. I sine fastslaaede Lærepunkter har Adventisterne søgt at gjøre det klart, at de ingenlunde bygger deres Salighed paa Lovens Holdelse men ene og allene paa Kristus. Men deres vedtagne Lærepunkter i denne Sag, der mere skal værge dem mod Angreb fra deres Modstandere end være et Udtryk for den Aand, der leder dem, kan dog ikke stikke osBlaar i Øinene eller gjøre os døve, saa vi hverken kunde se eller høre, hvad derer levende Vidnesbyrd om Adventisternes Aand. Naar man saa ofte hører destakkels vildledte Mennesker beraabe sig paa sin Omvendelse og tror, at nu, dehar forbedret sig og lært at afsky baade Tobak, stærke Drikke, Flæsk, Kaffe, Theo. s. v, og derimod holder Sabbat og giver Tiende, nu da de saaledes har omformet hele deres Liv, er de blevne sande Guds Børn! Om os andre, som baade spiser Flæsk, arbeide paa Løverdagen, ja og stundom ryger Tobak med, er det ikke detmindste bange for at sige, at vi gaar lige til Helvede og at kun Adventisterne skal blive salige. I en Fortolkning over Daniels syvende Kapitel siger de om Paven: Og hvad der er mere uforskammet end alt andet! han har taget fat paa Sabbatsbudet, har reven Jehovas Sabbat, den almægtige Guds eneste Ihukommelse, som han har givet til Menneskene, ud af sin Plads, og oprettet en rivaliserende Indstiftelse istedetfor, som tjener et andet Formaal. Naar de kan kalde Sabbaten „Guds eneste Ihukommelse,“ hvor høit staar da ikke Sabbatsbudet over Jesu Død og Pine og al hans frelsende Gjerning! Ellers kan man ikke, ved at samtale med en Adventist, faa nogen ret Klarhe dover, hvad de lære og ikke lære. Jeg vilde gjerne tro, at der blandt dem, som er forførte til Adventismen, findes somme ærlige Mennesker, der har handlet efter sin bedste Overbevisning; men jeg vil rigtignok ikke dermed forsvare, at delod sig paadutte denne Overbevisning. Men de Gange, jeg har haft med nogen af deres Missionærer at skaffe, har jeg, trods min Villie til at se noget Bedre, dog kun kunnet opdage en falsk Profet, fuld af Løgn og Underfundighed, saa man ikke engang kunde vove at fæste den ringeste Tiltro til en personlig Ærlighed. Men disse samme Mænd kan være — ikke „snilde“ men — „listige“ som Slanger til med en falsk Visdoms forførende Ord og al en falsk Profets Venlighed at paatrange sig enhver, som ikke holder sig Jesu Ord efterrettelige, nemlig atvogte sig for de falske Profeter. Jeg har oftere mærket, at naar man vil angribe deres falske Lærdomme, bøier de gjærne af, ja vover endog at nægte, hvadde nys høit og lydelig har forkyndt. Derved bliver det ofte vanskeligt at finde Rede i, hvad de egentlig lære. Og vel er det ogsaa sandt, at Adventismen kun ligger i Svøbet endnu; naar den er udvoxet og moden, skal Guds Menighed iden kjende en af de mægtige Forløbere og Forberedere for selve Antikristens Rige.— Een af Adventisternes falske Lærdomme er den, at de gjør Forskjel paa Spiser. Blandt de aldeles forbudne Ting er Flæsk. Dog opføder de selv en Mængde Svin, og Pengene, de faar for dem, kan de nok bruge. En af deres Missionærer, J. G. Matteson, den samme som nu virker i Danmark og Norge, har i sin Tid prædiket her i Omegnen af Elk Horn, hvor han blandt andre Ting ogsaa forkyndte den Lære, at man ikke maatte spise Flæsk; man skulde, saa lød hans Ord, helt afstaa derfra. Og det er oftere hendt, at naar En, der gik over til Adventisterne, skulde igjendøbes, maatte han ligesaavel aflægge Løfte om aldrig at spise Flæsk som om at helligholde Sabbaten. Og den herværende Adventistmenighed har endog udelukket nogle Medlemmer, fordi de spiste Flæsk. Trods dette har dog Matteson i samme Artikel, hvori han gjorde hin Sammenligning mellem mig og Djævelen, nok saa frækt vovet at sige, at Adventisterne aldrig har lært andet, end at enhver maatte spise, hvad han vilde; kun mente de, at naar nogen troede, det var skadeligt for hans Sundhed at spise Flæsk, skulde han ikke trues eller tvinges til at spise det. I Advent Tidende No. 6, 1876 spørger en Adventist: „Præst og Sjælesørger, hvad er det? og hvem kan med Rette kaldes saadan? Hvad er en Menighed? og i hvilket Forhold staar Sjælesørgeren og Menigheden til hinanden? Det er noksom bekjendt, hvorledes disse Navne ophøies til Skyerne og lægger Baand paa Samvittigheden. Det vilde være en sund og sjælekvægende Drik for mange, om De ved Guds Naade kunde give os Oplysning herom.“ Hertil svarer Redaktøren, fornævnte J. G. Matteson, i en længere Udvikling, hvori han vil bevise, at i den gamle Pagt var der mange Præster, men i den ny Pagt er der kun en eneste Præst, nemlig Kristus. At Menighedens Forstandere vil kalde sig Præster, fremstilles som en stor Formastelse mod Gud og hans Ord. Trods disse vældige Angreb paa Navnet Præster, hører man i vore Dage den selv samme Matteson (Mathiasen) kalde sig Præst baade i Tale og i Skrift. En saadan vaklende Holdning overfor sine egne Paastande er Adventismen fuld af. Den Spænding, som Adventisterne gjærne er i, overfor Kristi nære Komme, er ikke altid sund. Men saalænge den nogenlunde kan holde sig, er den ogsaa en Kraft til at holde Sekten isammen. Saa snart denne Spænding taber sig, falder Sekten fra hinanden og efterlader sig kun en ynkelig Ødelæggelse. Vistnok vil vi ikke formene Adventisterne at vente paa Herrens Dag; men deres Beregninger desangaaende og Lære om, at Kristus nu er ifærd med at opgjøre Regnskabet og vil komme, saa snart han har afgjort, hvem der er værdige til at frelses, det er dette vi forkaster som Sværmeri. Vi behøver ikke at henfalde i nogensomhelst aandelig Beruselse i vor Længsel og Forventning angaaende Herrens Komme, da det ikke tilkommer os at vide Tid eller Stund, hvilket Faderen haver forbeholdt sin egen Magt, og at een Dag er for Herren som tusinde Aar og tusinde Aar som een Dag. Ap. G. 1: 7. 2. Pet. 3: 8–10. At Adventisterne har vovet at bestemme Dagen for Herrens Komme, er et Brændemærke paa Sekten, der viser os, at saa stor en Formastelse kan altsaa Adventisterne lade sig besjæle af, at de vil være klogere en Kristus selv; thi saa længe Frelseren var paa Jorden, vidste engang ikke han, hvad Tid Herrens Dag vilde komme (Mark. 13: 32). Men ikke alene i denne Sag er Adventisterne klogere og ved langt bedre Besked end vor Herre; thi naar Frelseren siger: dette er mit Legem, og: dette er mit Blod, da er dette ikke sandt; vi kan ikke æde hans Kjød og drikke hans Blod, det er urimeligt og imod al Fornuft. Naar han siger, at den, der vel kan ihjelslaa Legemet, ikke kan slaa Sjælen ihjel, da er dette Usandhed; Adventisterne lader sig ikke bedaare af den Snak; de ved godt, at den, som slaar Legemet ihjel, slaar ogsaa Sjælen ihjel. Naar Frelseren vidner, at Guds Rige, i hvilket ingen kan indkomme, uden han fødes paany af Vand og Aand, hører de smaa Børn til, da ved Adventisterne bedre Besked: de smaa Børn kan ikke engang igjenfødes, fordi de ingen Retfærdigheds Gjerninger magter at gjøre, saa at enten høre Guds Rige ikke de smaa Børn til, eller har Adventisterne fundet en Indgang, som Jesus ingen Besked vidste om. Og naar Frelseren i Lignelsen om den rige Mand og Lazarus fortæller om et Pinested og et Trøstested, bliver dette Sludder, da ingen saa danne Boliger findes for de Afdøde. Hans Ord til Røveren paa Korset er altsaa ogsaa Tant. At han kom for at fuldkomme Loven og Profeterne, er heller ikke sandt, thi vi skal endnu dømmes i Henseende til Sabbater og andre Skikke. Hvad er det saa for en Kristendom at Adventisterne har? Ikke den, der kom i og med Kristus men et Vrængebillede deraf, som deres egen Fornuft har skabt. Istedetfor selv at blive som Børn og voxe en indre Vækst som Senepskornet, begynder de med at ville se og begribe, hvad der kun kan fattes, naar Fornuften tages til Fange under den barnlige Tro. De danner sig i sine Tanker og Forestillinger et Vrængebillede af Jesus, som Guds troende Børn ikke kan kjendes ved. Og mener Adventisterne, at de baade kan uddrive Djævle i Kristi Navn og gjøre mange kraftige Gjerninger i hans Navn, saa baade den og den kan være bleven bedre Mennesker end før; ja om de end kan oplære baade Mænd og Kvinder til at staa frem selv midt i Forsamlingerne og raabe Herre, Herre, og bede med mange og overflødige Ord; ja mener de end virkelig at kunne profetere i Herrens Navn, saa er intet af dette Borgen for, at de hører Herren til, thi mange saadanne vil han vise fra sig med den Besked, at han kjendte dem aldrig, og de skal da tillige faa at høre, at trods deres Stræben efter at gjøre alle disse Ting, har de dog beslittet sig paa, hvad der var Uret (Math. 7: 22. 23). Slutningsbemærkninger. Den Uaand, som i vore Tider viser sig i den saakaldte Adventisme, har til forskjellige Tider og paa mange Maader ladet sig tilsyne. Allerede Menigheden i Thessalonika var fristet af denne Aand og Lære (2 Thes. 2: 2), der istedet for en besindig Forventning af Herrens Dag brusede op i en utidig falsk Begeistring, som ikke var tjenlig for Guds Menighed. Menigheden i Antiokia var fristet af Lovlærere, der vilde sammenblande Kristendommen og Jødedommen. Den samme Fristelse blev ogsaa mange andre af de Menigheder, som Apostlene havde stiftet, plaget med. Især Apostelen Paulus har kjæmpet med disse forførende Aander og fremhævet Retfærdigheden af Troen uden Lovens Gjerninger. Stærkest kom disse Vildfarelser tilsyne hos Sekter og Kjættere. Eusebius, der var Biskop i Cæsarea fra 315 til sin Død 340 har i sin Kirkehistorie fortalt omstændelig om flere af de Kjætterpartier, der stod frem i den tidligste Kristne Tid. Eet af disse Partier var Ebioniterne. Flere af deres Vildfarelser søgte allerede at gjøre sig gjældende i Apostlenes Dage, men først i det andet Aarhundrede fremstod dette Væsen mere samlet hos Ebioniterne. Deres Vildfarelse bestod i, at de ikke ansaa det for muligt at frelses alene ved Troen paa Kristum og et dertil svarende Liv og følte derfor Trang til Lovtjeneste. Paulus’s Breve forkastede de; efter deres Mening var han en Lovens Forræder. Sabbaten og de øvrige Jødeskikke holdt de ligesaafuldt som Jøderne selv; kun om Søndagen gjorde de fælles Sag med Kristi sande Menighed til Minde om hans Opstandelse. Et andet Kjætterparti, der kaldtes Montanister eller Kataphryger, lignede i mange Træk paa en slaaende Maade Nutidens Adventister. Montanus levede i Midten af det andet Aarhundrede. Han forkyndte, at Frelserens Komme var umiddelbar nær. Kirkens mange Brøst skulde heles, Kvinderne maatte, ligesom hos Adventisterne, ikke bære Blomster i Hatten eller adskillige andre Smykker men maatte klæde sig paafaldende simpelt. Mange Lovbud, f. Ex. Faste, blev overholdt. Et Slags historisk Filosofi, hvori de især vilde forstaa Menneskeslægtens Levnetsløb og Udvikling under Lys af Profetierne, dyrkedes paa samme Maade som nu hos Adventisterne, og i denne Filosofi laa og ligger en Mængde baade Sandhed og Løgn saadan sammenblandet, at Folk i Almindelighed ikke magter at se, hvad der er Ret eller Uret deri. To Profetinder, Maximilla og Priskilla, vidnede om Aandens Udgydelse, som var varslet om ved Profeten Joel; Aanden var nu aabenbaret. Det siges, at disse to Profetinder tilsidst gik saavidt i deres Klogskab, at de begge hængte sig. Adventisterne har jo ogsaa Profetinder, men vi har endnu ikke seet, hvad de kan føre det til. En Montanist var den første, man hører om, der talte noget imod at døbe Børn, hvortil en from Biskop i Karthago svarede, at var nogen skikket til at døbes, da var det just de smaa Børn. Montanisterne vakte megen Røre og drog mange Folk med sig. Tilsidst forsvandt Sekten, men den efterlod sig desværre kjendelige Spor. Vantro og Ugudelighed var Frugterne. Montanismen var Forløber for en stærk Vantro, hvad sikkert nok Adventismen ogsaa er. — Eusebius har ogsaa optegnet følgende: Atter var det Tilfældet i Arabien, at nogle kom frem med en Lære, der ikke svarede til Sandheden. De sagde, at den menneskelige Sjæl her i Verden var underkastet Død og Opløsning tilligemed Legemet, men skulde ogsaa tilligemed samme i Opstandelsens Time komme tillive paany. I Anledning heraf blev det igjen holdt et betydeligt Landemode, hvor Origenus, ligesom sidst, efter Anmodning førte Ordet og offentlig drøftede det opstaaede Spørgsmaal saa grundigt, at han fik de Vildfarende bragt paa bedre Tanker.Naar jeg her har søgt at møde op imod Adventisternes Vildfarelser, venter jeg nok skarpe Gjensvar, hvad jeg forresten nok skal finde mig i. Jeg venter imidlertid ikke noget ærligt Svar; det har jeg endnu aldrig faaet i mine Kampe mod Adventisterne; jeg venter, at en og anden Ting af mit Skrift skal blive draget frem og gjort til Latter og Spot, medens de dog skal vogte sig for at gaa dybere ind i Tingene. Hvis man blot fik Adventisterne til at sætte sig fast i sine engang udtalte Afgjørelser, var de nødt til at lade sig slaa, men deri ligger en af deres underlige Kunster, at de kan vende og dreie sin Lære om, eftersom Forholdene paa hvert Sted kræver det. Først naar de mene sig faste nok paa Stedet, kommer de frem med alt mere og mere Falskhed. Først fanger de Sjæle med en eller anden Sandhed, der er at ligne ved Maddingen paa en Fiskekrog.Vogter Eder for de falske Profeter! siger Herren; og vi har Grund til at minde hverandre derom. Men vogter man sig for dem, naar man rask væk gaar og hører dem, læser deres Skrifter o. s. v.? Mange Tusinde faar bøde for denne Nysgjerrighed derved, at de bliver et Bytte for de kraftige Vildfarelser. I nærværende Skrift har jeg kun kortelig berørt Daaben og Nadveren. Om kort Tid vil jeg udgive et lille Skrift, der skal omhandle de forskjellige Angreb paa Daabens og Nadverens rette Stilling i Menigheden. I samme Skrift vil der altsaa gives Oplysning om de forskjellige Gjendøbersamfunds Oprindelse og Udvikling.